Kajs sidste bukkejagt med riffel

Kajs sidste bukkejagt med riffel

Jeg kender til én, der gerne vil høre, hvordan det gik, den sidste aften med Kaj på jagt.
Ud af de 96.601, rundt regnet, der også har læst nogle af mine jagtfortællinger, kan der sidde en enkel eller to mere der måske venter i spænding.
Men som Stephen King skrev i en indledning til den af hans bøger, jeg er i gang med netop nu, at så stopper han ikke med at skrive, selvom der måske ikke så mange, på et tidspunkt måske slet ingen, der læser hans ord.

Indskudt bemærkning, skulle du ligge inde med Stephen Kings bog "Opgøret", så vil jeg gerne købe den, mangler den i min samling..skriv til mig

fam.gyvelvej8@mail.dk

Men jeg har det lidt ligesom Stephen King (selvom jeg jeg er som vand ved siden af et velsmagende glas vin, i den sammenligning)
Men jeg har det på fornemmelsen, at min fanskare og trofaste læsere, kan tælles på to hænder, de fleste undskyldninger er :
Jeg har ikke tid. Du skriver så lange historier, jeg orker det ikke. Mit jagtliv er for kort, til at læse bøger og jagthistorier...
Som uddannet boghandler smerter det mit hjerte, hvis I/vi ikke vil læse ord længere.
Jeg elsker at læse, også bøger på mere end 500 sider.
For mig er det en medicin, der er næsten ligeså god, som at tage på bukkejagt.
Men også kun næsten..
Derfor i håb om, at det sidste ord ikke er læst, bliver jeg ved med at skrive, om ikke for andres skyld, så for min egen.

At Kaj nu vil stoppe med at gå på riffeljagt, Onsdag d. 15 Juli, det vidste vi begge.
Vi vidste det var sidste aften Kaj skulle gå på bukkejagt med riflen i hånden, en hånd der pga de 84 år rystede mere og mere.
Jeg måtte en af afterne hjælpe Kaj med at lyne jagtjakken..
Som Kaj udtrykte det.
"De satans hænder ryster mere og mere" jeg er lidt i tvivl mht ordet "satan"..for jeg tror faktisk ikke Kaj nogensinde har bandet..jo sagomelme..betydningen er den samme.

Vi har i år talt meget sammen Kaj og jeg.
Aldrig tidligere har vi været så mange gange på bukkejagt sammen, vi ville så gerne slutte af med en buk, på det terræn Kaj har haft jagten i 2 generationer, Kajs far før ham, og Kaj nu i mere end 60 år.
Udlejeren var det tredje generation der lejede jagten ud, men da jorden nu er solgt, så passede det godt sammen med, at Kaj mente det var tiden, også for ham at lægge riflen på hylden.

Vi snakkede, i de timer, ca en time hver vej, ca 10 ture blev det vel til i år, så 20 timers samtale giver mange ord
En øl på vej ud, og en øl på vej hjem, hverken mere eller mindre, så halsen ikke blev tør.
Alderens spor var tydelige, selvom jeg selv føler en tidlig demens, når jeg skal huske bestemte ord, såsom porcheret æg, laminering, blot for at nævne to ord jeg altid glemmer, ja, så kunne jeg tydeligt mærke at Kaj havde svært ved at huske ting, der var sket få dage forinden, men det der lå længere tilbage, det havde Kaj i frisk erindring, så vi snakkede meget om det gode vi havde oplevet sammen, turene til Sverige, Anders den rareste svesker, hans hund der sang ved bordet.
Og jeg nød som altid, når Kaj berettede om tid der er gået, jagtoplevelser vi har haft sammen igennem de sidste knap 30 år, men også tiden før, da man kunne skyde 20 agerhøns på en dag, hvor roerne var beskidte og vrimlede med liv, en tid hvor bukken blev skudt med hagl efter lang kravletur igennem lyngen, hvor en sommer var varm med lange solskinsdage og duftede af nypresset halm i neg og græs der blev til hø.
Hvor en bøsse var et våben der spyede hagl, og mobil var noget man var og ikke noget man havde i lommen.

Vi snakkede også om døden, ja det var nu mig der nævnte det en enkel gang, jeg siger ofte tingene meget direkte, og jeg formoder, at når en mand bliver 84 år, så begynder han at forholde sig til døden, mere end jeg gør som 55 årig, jeg tænker selvfølgelig på døden, som jæger har vi begrebet inde på livet hele tiden.
Det blev nu ikke det emne, vi snakkede mest om, vi vendte det kort, meget kort.

Jeg spurgte også ind til Kajs beslutning om at stoppe med at gå på jagt, og det med at det snart var forbi.
Hvordan havde Kaj det med det.
Den snak blev næsten ligeså kort, Kaj taler ikke så meget om følelser.
Man tager beslutninger, og så'n er det..

Hvor ofte har jeg ikke sagt, lige efter at have haft en fantastisk jagtoplevelse..
"Hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkelig.."
Altid tidspunkter hvor jeg har jagtet alene, hvor jeg i ensomhed, bedst kan forholde mig til livet, og nyde jagten præcis som jeg vil.
Og skal jeg være ærlig, så mener jeg det rent faktisk.
Den dag jeg dør, så håber jeg, at jeg bliver fundet med et smil på mine læber, om så det er midt i en svensk skov, på en dansk græsskråning.. men det at have fundet og fået fred med frisk luft i lungerne, fuglesang i ørerne, vindens susen i træerne..det ville ikke være det værste der kunne ske.
I denne coronatid og mispleje af vores ældre, så er det nok for meget forlangt, at jeg skulle dø som jeg ønsker...med værdighed.

Vi snakkede også taktik.
For taktik vidste vi, var vigtig for os, hvis vi skulle få held af at slutte sæsonen med en buk.
Efter sigende skulle der gå en god buk, i det område vi jagede.
Sidste år havde jeg chancen for at skyde den gode buk, der nok var blevet et år ældre, flere gange.
Men jeg manglede det sidste held.
To gange havde jeg bukken i riflens kors.
Begge gange i højt kort.
Den ene gang skulle bukken blot tage to skridt mere, men de foregik i et langt spring, det reddede hans liv.
Den anden gang fulgte jeg ham længe i korn hvor kun hovedet stak op, da han nåede et skel var jeg klar, der ville han falde..men nej, det skel han ofte gik i blev passeret i et langt spring..og sådan var det med den buk.
I år så vi ikke skyggen af ham, måske fordi Kaj havde insisteret på, at vi skulle vente med at starte jagten til først i Juni..den beslutning gav bukken de høje vegetationer, først korn, derefter majs, som gjorde det fysiskt umuligt for os at se ham, og kan vi ikke se ham, så kan vi ikke skyde ham..
Vi forstod dog intet, for al liv vi så, var to råer der på første aften sprang smælende væk i kornet.
Jeg så ingen fejninger eller skrab, jeg så ikke et hoved med horn i panden stikke op på noget tidspunkt, selvom jeg den sidste aften og kunne se udover ca. 50 tønder land.
Stubmark, kornmark, læhegn og markskel, slået kløver og græs..intet liv.
Vejret var nu heller ikke for godt, men alligevel..

En aften kom to biler listende op på vendepladsen, helt sikkert to jægere i hver deres bil.
De kendte nok til bukken, måske det var de jægere, der skal overtage Kajs jagt til januar 2021..
Jeg syntes nu nok de skulle stikke piben ind, og væbne sig med tålmodighed, og lade Kaj jage den sidste tid i fred.
Omvendt ville jeg så ikke selv være spændt, spændt over at skulle overtage så fint et jagtområde, vildtrigt og med flotte modne dyr?
Mon ikke, jeg var da helt klart misundelig over, at arven ikke var gået videre til mig, men Annette har nok ret, at køreturen ville blive lidt træls i det lange løb.

Selvom høsten gik i gang en lille uge inden sæsonen sluttede, og på den måde lavede nogle åbninger i kornmarken, så så vi intet andet vildt end en stor flot hanræv.
Kaj sad perfekt på gravhøjen da ræven trådte ud fra det gule uhøstede og ud på stubben.
Ræven kom ind på 30 meters afstand af Kaj før den fik fært af af den gamle jæger.
"Uha" sagde Kaj "Jeg kunne let have blæst livet ud af ham..men det må vi jo ikke, som vi måtte engang.."
Og nej, det er rigtigt, mange ting ændres, og med de beslutningstagere, der aldrig har været på jagt, haft jord under neglene, ja, faktisk aldrig har haft et "rigtigt" arbejde, så kan vi se fredninger, der er helt hen i vejret..

Vi er midt i en tid, hvor en minister tilsyneladende gør sit job op i, hvor mange nye vedtagelser/love den enkelte minister kan få sit navn sat på, som en rettesnor, for hvor god en minister vedkommende har været.
Hvad kan man forvente andet, når vedkommende er et produkt af facebook, instegram m.m. hvor livets værdi gøres op i, hvor mange likes man har fået..

Er jeg bedre, når jeg går op i, hvor mange der læser mine historier..
Jeg er optimist, jeg har i hvert tilfælde to, tre faste læsere, Annette og Lars, og hvis jeg er heldig, så giver mine børn sig også tid til at læse mine ord eller nogle af dem, de, mine børn, er jo også et produkt af internettets hastige små input, hvor en smiley er godt, men et ansigt med en lige streg er et nederlag.

Tilbage til Kaj.
Jeg har skrevet rigtig mange ord om jagterne med Kaj, og jeg kan sådan set ikke skrive ret meget mere, end udtrykke min taknemmelighed for, at jeg har lært Kaj at kende, i det omfang Kaj har ønsket, at jeg skulle.
Men sådan gør vi vel alle, lukker "folk" så langt ind på livet, som vi selv ønsker..og hvor mange ønsker at komme helt ind, når det kommer til stykket?
Jeg tror i al vores tid sammen, så er Kaj kommet uindbudt på besøg en eneste gang, jeg bilder mig ind, at Kaj har været bange for at trænge sig på.
Jeg har mange gange taget en tur indenfor hos Kaj for at få en snak og en tår kaffe, er ofte blevet budt på en øl, som jeg altid har sagt jatak til, og igen, vi har aldrig drukket mere end en...døren har altid været åben.
Og det forsøgte jeg at sætte en stor streg under overfor Kaj.
At selvom, eller måske især nu, hvor vi ikke kommer til at gå på jagt sammen, så er Kaj og Inga hjerteligt velkomne, min dør er altid åben.

For en del år siden, gjorde jeg Kaj til æresmedlem af vores jagtforening, det der dengang hed Hobro Jægerklub, jeg var formand nogle år, sad i bestyrelsen mange flere, indtil jeg bare blev så træt..
Dengang skrev jeg nogle ord, og nu skal I ikke opfatte dem som en nekrolog, for Kaj lever stadig, bor og har boet næsten hele sit liv alene i sin andelsbolig, har i mange år haft og har stadig sin kæreste Inga, de bor ikke sammen, men skriver altid godnat og godmorgen, som Kaj siger, så ved de der er liv..og det er vel det livet drejer sig om, at leve...

I 2013 sagde jeg følgende ord til Kaj, på det års generalforsamling :

KAJ RASMUSSEN, ÆRESMEDLEM AF HOBRO JÆGERKLUB

Begrundelse.
Alder.
Det ville jo nok være det mest nærliggende at sige, bare man bliver gammel nok, så ender man som æresmedlem..
Sådan troede jeg selv, det var engang, men jeg er med alderen blevet klogere, alder er ikke altid nok.

Det er vel lidt ligesom nekrologer.
Engang, så troede jeg også at det at have levet, og det at dø, var nok til, at der blev skrevet et par ord om mennesket, der havde levet, og nu var dødt.. men nej, ikke alle får et par ord med sig, heller ikke engang der, til aller sidst – og i mine øjne, kan det til den tid, også være lige meget..

Personligt foretrækker jeg at snakke med og om mennesket, når det er i live.

Vi kan ikke som levende mennesker undgå at forholde os til døden, som jæger har vi vel også døden inde på livet, så tæt som nogen.
Og at vi lever livet, når vi lever livet som jæger, det tror jeg alle tilstedeværende vil være enig med mig i.

Kaj, du er et kendt menneske blandt alle Hobro Jægerklubs medlemmer.
Men der er nogen, der blot kender dig som den stille og rare mand, der på ingen måder råber højt. Du kan tage de helt store armbevægelser frem, når du beretter om det ene eller det andet.
Jeg har været så heldig at have dig temmelig tæt inde på livet de sidste 10 år, alt er jo relativt, men jeg har kendt dit ansigt i de 20 år jeg har været jæger, men først da jeg lokkede dig med på bukkejagt i Sverige, lærte jeg dig heldigvis meget bedre at kende.

Dengang havde du kun 3 bukkeopsatser hængende.
Du jagtede som stor knægt råvildt og buk, vel på noget af det bedste jagtterræn i Jylland, på den jyske hede, hvor der fandtes både urhøns og råvildt, hvis man forstod at liste sig ind på dem. For dengang skød man mest med haglgeværet. Det vil sige at har du skudt buk i de sidste 50 år, godt og vel, og det er ikke mange jægere forundt.. dengang var det sjældent at jægere skød råvildt og især buk.
Jeg kiggede beundrende på de tre gamle skaller du havde hængende første gang jeg besøgte dit hjem, tænkte det var da egentligt besynderligt, at det var så længe siden du havde skudt buk..da jeg hev skallen ned, og så den var fra midt i halvtredserne..
Det var en stor skalp, fra en gammel buk..

Men grunden til du havde gemt de tre var fordi, den i midten var din første buk, og de to andre passede så godt til ham i midten.. jo tingene hænger sammen.
Men du har skam skudt buk, mindst én om året, alle år siden den første..
Resten af hovederne var dog enten blevet gravet ned, eller smidt på møddingen, det var kødet der havde værdi, dengang for 50 år siden, også da jeg mødte dig for 10 år siden.

Det var en svær pille for mig at sluge.

Heldigvis fik jeg sat skik på dig, så du nu ligesom alle os andre normale bukkejægere, hænger dit trofæ op på væggen, uanset om bukken er lille eller stor, eller om den harmonerer med naboen ved siden af.. jeg har en mistanke om, at du mest gør det for dine jagtkammeraters skyld, mere end for din egen.. Jeg ved dog, at du har indset, at det at kunne mindes Kongen af Skruvstad, blot for at tage et eksempel, ikke er så ringe endda..

Men jægerliv, lever vi alle jægere på hver vores måde.
Og det alene er heller ikke nok til at blive æresmedlem.
Nej for katten. Der skal mere til.

Du har i bestyrelsen fungeret som en rar revisor.
Du deltager i samtlige af vores arrangementer, kun rejser til Spanien kan spænde ben for din deltagelse.
Din kæreste Inga følger gerne med til jægerbanko, og Ingas interesse for jagten mærkes tydeligt når hun dækker et fint jægerbord.
Inga tager også med dig ud for at fodre vildtet, og igennem snedriver har du i mange år sørget for, at både fugle og dyr, ikke har sultet i den til tider hårde frost.
Jeg har set dit jagtterræn i Fusager, jeg har endda været så heldig at skyde buk på dit terræn med riffel. (se så begynder vi os at nærme os muligheden for at blive æresmedlem, ha, ha)

Og dine fodersteder i Fusager er umuligt at køre til.
Foderet skal bæres ca. en kilometer, over sumpet område, det er et hårdt arbejde, der udover den lange køretur tager tid.
Men du gør det, og du gør det med et smil.

Du blæser på jagthorn, så det er en fryd at lægge øre dertil.
Jeg har mærket dit tilgivende blik når man som sideblæser ikke rammer de rigtige toner.
Du synger også glad en sang for svenskerne, og gør yngre mænd misundelige på en muskuløs overkrop, på en August måneds solskindene forårsdag.
Du er faktisk en mand og en jæger, jeg kunne skrive mange gode ord omkring..mange flere, end to sølle sider magter at indeholde.

Kort vil jeg til slut skrive.
At skulle man som ny jæger kigge op til en ”gammel” jæger, så ville du til enhver tid være jægeren jeg ville anbefale den nye at kigge op til.
Du giver jagten det positive ry vi har brug for i nutid og i fremtid.
Jeg håber hermed nogle har fået et lille indblik i den fortid der har gjort dig fuldt fortjent til at modtage dette æres-medlemsskab.

Lad os alle rejse os, og hylde vores gode jagtkammerat.

Jens-Arne Østergaard
Formand for Hobro Jægerklub, april 2013

PS :
Til efteråret jager jeg videre med Kaj.
1. Oktober håber jeg Kaj vanen tro, vil følges med mig på mit beskedne jagtareal.
Og Kaj har allerede bedt mig om at samle en lille håndfuld jægere til en jagt i Fusager.
Derudover er der faste hold, der samles sammen med Kaj på efterårsjagterne i Fusager, det bliver nok til 3-4 gange i alt, før det difinitivt er helt slut, og haglbøssen gør riflen selskab, og finder hvile på Kajs hylde.

Kaj på vej på jagt

Jagten er slut

Ja hvorfor ik? en god afslutning på bukkejagten 2020

Kommentarer