Min Svenske buk nr. 2 2001.. og min første 6 ender nogensinde

Her kommer anden del af min første jagttur til Sverige.
Del 2 af 3
Og igen..bær over med mig, jeg var helt ny i "faget" .. :-)

Anden dags morgen Körsvik Fredag d. 17/8-01

Bent og jeg valgte samme pladser som første dags morgen, hvor vi jo begge så buk..
Jeg forlader efter en rum tid mit tårn, for at gå en tur i terrænnet og støder “selvfølgelig” 2 dyr i skoven, de fortrækker hurtigt uden en lyd, umiddelbart inden var jeg stoppet op med råvildtlugt i næsen, jeg havde været tæt på dem. En gren kom i vejen, sad fast, dette lille slagsmål afslørede klart min fremfærd.
Bent så ingenting denne morgen.

Anden dags aften Körsvik, nyt område i Värmland.

Fremragende terræn endnu en gang “stejle klippevægge på begge sider af en bred slugt, grønt areal m. buske og anden blandet lav spredt vegetation, og ikke mindst mange kraftige friske fejninger.

Det første jeg gør, er at udpege forventet træfpunkt på felten, ved en helt ny fejning.
Jeg sætter mig på skråningen med solen i ryggen, fokuserer og koncentrerer mig om stedet, hvor bukken bør komme.
Jeg sidder og fører en lille klog samtale med mig selv, jeg diskuterer - bukken kan også komme der og der fra, som sagt så gjort - kommer en gaffelbuk? springende på klipperne til højre for mig.
Den er noget nervøs, kigger rundt, stepper forsigtigt er ved at snuble, vender om og forsvinder hvorfra den kom, (Bent sidder på sin post et sted den vej, dyret er muligvis trykket frem af ham og Anders, der er ikke gået mere end 1 lille time siden Anders kom tilbage derfra)...

Det mest konfuse og svære at huske, det er tiden, det er ligesom om, at tiden står stille, når man sidder i så prægtig en natur, fire timer går hurtigt, når man bliver fodret med så mange “nye” sanseindtryk, jeg har på bare disse 2 første dage set flere stykker råvildt end jeg ser igennem en hel jagtsæson hjemme i Danmark...

Jeg ser ny bevægelse.
Ud fra skoven for enden af slugten, kommer en noget pæn buk gående - den halter en smule på det ene forløb.
Bukken går roligt essende og jeg forsøger at rykke lidt tættere på....dette lykkedes uden problemer (set i bagklogskabens klare lys, burde jeg være rykket endnu tættere på)
Bukken går fortsat roligt, mens jeg desperat forsøger at finde ordentligt anlæg til riflen...mens jeg mosler, holder jeg konstant kontakt med bukken, ser om den registrerer mig..
(jeg er ikke forvent med at have god tid)
De store stenflader jeg ligger på skråner lidt ud- og nedad.
Jeg samler febrilsk løs mos fra højre og venstre for derved at få hævet riflen, det lykkedes næsten tilfredsstillende...og nær ved og næsten er altså bare ikke godt nok...

Men jeg er bange for, at bukken skal forsvinde før den kommer til skud, eller før jeg får fumlet mig klar.
Så ved den første givne mulighed, bukken står pænt med siden til (i højt græs 120 mtr. ude) skyder jeg, bilder mig ind, at han falder i skuddet, men han dukker i stedet op få meter fra skudstedet og begynder i roligt løb at fortrække.

Han må bestemt være ramt, så jeg repeterer, skyder 1 og 2 gange, uden resultat, nu er han i let spring på vej væk, nu i selskab med en rå som jeg først ser nu.

Efter at há givet panden et utal af dask, og derefter sundet mig over min fatale fiasko, min første 6 ender forsvundet, går jeg ned for at tjekke skudstedet for schweiss - kan der há været to bukke ?
Da jeg begiver mig mod skudstedet, opdages jeg af de to “flygtende” dyr der har taget midlertidigt afventende ophold i skovkanten, uden lyd fortrækker de ind i skoven....

Jeg konstaterer (naturligvis) ingen buk, intet schweiss - pokkers også/heldigvis.

Hvad gør man efter at há skudt 3 skud forbi (tømt bøssen) sin første 6 ender, hvor mange ville há opgivet jagten for denne aften ?
Hvor mange ville há opgivet jagten for evigt...jeg ved det kan ske - så ligesom hesten der taber sin rytter - hvorefter den samler ham op igen, returnerede jeg til min plads oppe i terrænet - kigger igen med øjne ned - hvorfra jeg skød, går ned for at kigge om jeg havde taget fejl af placeringen, stadig ingen liggende buk.

Klokken var nu snart 18.30 - godt to timer til jeg ville blive hentet.
Jeg besluttede mig for at slå koldt vand i blodet, var jeg kommet til Sverige for at skyde buk, eller for at skyde buk. (2 skud tilbage) .. note : jeg lærte meget på denne tur..

Efter en time, pludselig, stadig haltende gang, samme buk, fra samme sted, gadagung, gadagung siger mit hjerte, var der nerver på før - hvilken betegnelse skal jeg så bruge om min sindstilstand nu?
Jeg lister helt ned til kanten af klipperne for at søge anlæg op ad et træ (jeg havde ikke min skydestok med)

Den første stamme for tyk, den næste for tynd, jeg sætter mig på enden bruger knæerne til anlæg og nu med dirrende krop, bare venter på chancen, han går roligt, markerer sit territorium med fejninger og dufte, chancen byder sig, da han kommer fri fra lidt småbuske, jeg trykker af i næste øjeblik.

Han falder i skuddet, men formår dog at løfte sig og slæbe sig nogle få meter, jeg lader ham gøre dette, ingen grund til at skyde mere, jeg tager den med ro, forventet dog det værste (at han rejser sig og forsvinder)
Efter 10 minutter går jeg hen og finder bukken med et fint bladskud, han ligger ikke lige der i busken som jeg havde forventet, det giver det sidste stik af panik, to meter bag mig ligger han - min første seks takker er en realitet - alle odds til trods - et lille glædesudbrud forlader stille min krop, lungerne kan igen fyldes ud med dejlig svensk luft, blikket vendes opad, takker om ikke Guds hjælp, så skæbnens.

Min første buk, (dansk) spidsbuk skudt i min første bukkesæson 15/7-94 kl. 20.05, ramt med fjerde kugle.
Min første 6 takker (svensk), skudt på min første tur til Sverige 7 år, 1 måned og 2 dage dage senere, ligeledes ramt i fjerde skud, symbolisk, måske tilfældigt, men ikke mindst heldigt, usandsynligt heldigt....

Den eneste malurt der skulle komme i min glæde, blev hældt af Bent, da han kort tid efter slukøret kommer hen til samlingspunktet, han viser ingen glæde ved mit held, lykønsker mig kun nødtvunget, brokker sig over sin placering i terrænnet, helt igennem træt af det hele (vi er altså kun kommet til dag 2 ud af 5) denne opførsel kan jeg ikke tá, hvad bilder han sig ind, han har fået lov til at vælge først lige fra første gang vi skulle vælge pladser, og her har jeg oplevet det største i min tid som jæger, og så bli'r han udtalt misundelig og tvær, det skulle blive meget værre - for ham....bare vent, Bent.

Heldigvis kom Anders, vores gæve Svenskerven, han havde erfaringen i at lykønske, det gøres ved en opgivende hovedrysten, med tilpas tilbageholdt smilen og lettere stolthed (det var jo hans jord, og hans ære det gjaldt, desto mere vi skød, desto større hæder kunne han også høste blandt sine venner), hans hovedrysten skulle også blive værre...

Min svenske seksender var træt af udseende, han havde lav vægt, hængende gehør (bilder jeg mig ind), Anders siger det er en typisk brunstbuk, den har haft travlt med sine gjeter, og med at holde andre bukke væk.

JAØ August/September 2001

PS. Stadig, den dag i dag, 19 år senere, får jeg sommerfugle i min mave, når jeg læser om mine oplevelser tilbage i 2001.
Jeg var så fantastisk heldig på mange måder.
Siden har jeg også fået meget større forståelse for Bents reaktion, jeg får/møder samme følelse under næsten hver jagttur, hvor vi som rigtig gode kammerater er på jagttur sammen.
Hvor er det svært at bevare gejsten, når kammeraterne har større jagtheld end en selv.
2 dage uden buk på kornet, det er ulideligt, når man "kun" har 5 dage til at få skudt buk i.
God mine til slet spil.. det er lettere sagt end gjort.