To dyr samme morgen - Oktoberjagt med riffel 2011

To dyr samme morgen

SOM JÆGER TÆNKER JEG nok lidt mere over liv og død end hvad mennesket gør i almindelighed, ja jeg kan kun udtale mig om mig selv, og ikke jægerstanden som helhed..og det gør jeg gerne..udtaler mig..

Jeg vedkender mig blot, at der er en stærk konsekvens ved mine handlinger, når det kommer an på liv eller død, jeg står tit overfor valget.

Heldigvis er det trods alt kun dyrs, liv og levned jeg snakker om.

Jeg tror ikke mennesker i almindelighed tænker over, hvilken konsekvens det har, ligeså snart der sættes tænder i et stykke kød, en handling der er ligeså barsk, som hvis man var jægeren selv (eller slagteren) der trykkede på aftrækkeren eller boltpistolen.. jeg vil garantere for, at der ikke er mange gæster på McDonald, der tænker over hvilken konsekvens der følger, eller er gået forud, hver enkel saftig hamburger der bliver langet over disken, selvom der både er sparet på mængde og kvaliteten af kødet, så har et dyrs død lagt grobund for dette ”storslåede” måltid.

Lavede jeg en underskriftsindsamling, så ville flere af de kødspisende gæster sikkert fordømme min handling som jæger.

Jeg kan kun trække på smilebåndet, og tænke på hvordan jeg har det indeni..

HER TIL MORGEN HØRTE jeg det pusle under vasken.

Kender lyden af en mus der sidder i fælden, ikke en klapfælde som i de fleste tilfælde sikkert er mest human, hvis ellers den klapper rigtigt.

Nej, det er den type kasse, hvor musen bare ikke kan lade være med at kravle ind.

Nu har jeg i efteråret fanget to mus, endda uden at lægge lokkemad ind.

Nå, fælden er jo egentlig nok mest beregnet til de der ønsker at slippe musen ud igen, for så at fange musen igen to dage senere, den type menneske er jeg ikke.

Heldigvis er min kat Alvin blevet mester i at fange musen, når jeg sætter musen fri ude på grusvejen.

De første par mus jeg præsenterede Alvin for på denne måde, havde meget gode chancer for at overleve.

Det sker bare ikke i dag.

På denne vis får jeg demonstreret jagten og nedlæggelsen af ”vildt” som den foregår i naturen, og det er altså en barsk oplevelse.

En dag stod jeg med min kikkert og kunne se musen på helt tæt hold, hvor kattens leg med musen var på sit højeste.

Hvor er en mus da egentlig et sødt lille dyr, og ligeså unikt som ethvert andet levende væsen.

Jeg tænker tit på, at klogskab nok ikke altid følger det største hoved, ellers skulle blåhvalen vel være et af jordens klogeste dyr, det er den måske også..

Nu er klogskab ikke altid den betingede faktor for overlevelse, ej heller styrke, heldigt for nogen, ærgerligt for andre.

Nej, musen i kikkerten, virkede ikke dum trods sit lille hoved og undseelige korpus, sådan som den sad og pudsede sine knurhår, og lod som om den ikke så katten, hvis gab den lige havde forladt.

Bævrende af angst i hele kroppen, udviste den skuespil på højeste plan.

Forsigtigt trippede musen en smule væk, katten lader som ingenting, den kender legens spilleregler.

En halv meter tilbagelægges forsigtigt, musen sniger sig, håber det foregår uset..

Kun få cm fra en busks mulige livreddende dække, kommer katten i ét spring, og slår musen tilbage til start.. rigtigt øv at være mus i sådan en situation.

Dette kattens leg med musen tænker jeg engang imellem over, når jeg er på jagt.

Hvad får mig til at slå ihjel?

Kan jeg ikke nøjes med at kigge på, tage et billede, få lidt frisk luft og så gå eller køre hjem igen?

Jo, det kunne jeg sagtens.

Men indeni har jeg nok samme følelse som katten.

Det er ren instinkt, når jeg som jæger kommer så vidt til, at have mit bytte indenfor rækkevidde..

I FREDAGS SÅ JEG som nævnt i en tidligere beretning to rådyr, som var indenfor rækkevidde, men alligevel slap med livet i behold.

Landmanden sagde sidste efterår til mig ”Kan du ikke skyde to rådyr, så kan vi få et hver..”

Jo, jo, men det er lettere sagt end gjort, jeg kom faktisk sidste år, en kold efterårsdag ud på min jagt.

Der gik 5 dyr sammen, men en knækket gren fortalte dem om min tilstedeværelse, og det var nok til, at de slap med livet i behold.. den dag.

Nu har jeg hos landmanden haft jagten i ca. 12 år, og endnu har jeg ikke skudt et hundyr på disse marker.

Det er i løbet af årene blevet til 2 bukke, og råvildtet har kun været i stadig fremgang, og den gamle skrøne om at gammelråen er fredet, holder ikke længere stik.

For at skabe en god sund balance, så skal der skydes både af hun og han dyr. (råer og bukke, og lam)

Jeg undrede mig egentlig også en smule over at se to hundyr uden lam, de burde have haft et enkelt eller to store lam på slæb.

Det kan være ræven, men det kan også være råerne ikke har formået at sætte lam i år.

NÅ SØNDAG AFTEN TOG jeg ud en time før solen gik ned.

Jeg så ikke skyggen af råvildt, jeg kunne blot konstatere, at der var fod (spor) overalt, marken var travet igennem på kryds og tværs.. (Det var da en kort beretning for den aften..)

MANDAG MORGEN, FØRSTE DAG i efterårsferien.

Ja ferie for nogen, men bare ikke for mig.

Dog lever jeg med den luksus, at mit job er fleksibelt, så jeg kan ofte møde ind lidt senere på dagen. (Biografdirektør, ene mand på arbejde, blæksprutte om man vil)
Medaljen har selvfølgelig en bagside, 7 dages arbejdsuge er meget almindeligt for mig..

Og mandagen så ud til at blive den sidste nogenlunde stille dag, før efterårsvejret rigtig skulle sætte ind med regn og blæst.

Så det skulle udnyttes med en tur ud med riflen.

Josephine skulle hentes i Valsgaard, selvfølgelig lige netop som solen stod op, jeg ville gerne være på marken en god halv time før, og måske et par timer efter, alt afhængig af mit jagtheld.. øv.. kørsel, kørsel, kørsel, med 3 teenage unger i huset, synes man som forældre ofte, at halvdelen af livet går med kørsel..

Heldigvis havde Annette taget en feriedag denne mandag, alternativt var Josephine kommet til at cykle hjem.. omsorgen er størst fra moderens side..

Så jeg blev af Annette sat af i kanten af marken kl. 07.20, Annette kunne lige nå hjem og få en halv time mere under dynen, inden Josephine skulle hentes, men alt dette var ude af mine tanker, straks mit ansigt blev ramt af den friske morgenluft.

Vinden havde denne morgen frisket en smule op, de sidste par dage havde ellers været med morgenfrost og helt vindstille vejr.

Luftfugtigheden var høj, men tågen havde vinden blæst bort.. perfekt vejr at pürsche rundt i..

Spændingen var intens, jeg elsker disse morgener med riflen over skulderen.

De første skridt ind på marken, det var ligeså hårene rejser sig i nakken..

Forventningen om vildt i sigte om lidt, satte fantasien i gang.

Kikkertens søg langs læhegnene og over de grønne arealer.

Remisen midt på marken blev også tjekket grundigt.

Jeg vidste, at jeg ville være sårbar, når jeg gik frem mod det sted, jeg havde valgt at sætte mig på min jagtstol, med riflen klar i skydestokken..

Vinden kom fra syd, og da jeg skulle bevæge mig fra øst mod det sydlige hjørne, som var nederste kant af min mark, var det bestemt ikke optimalt, da min fært ville svøbe op over marken..der løber et læhegn langs hele denne ende af marken...

Jeg havde planer om at sætte mig et stykke fra hegnet, der skærer vinkelret, der hvor jeg så to rådyr for 3 dage siden.

Hvis jeg satte mig lige for enden, ville min fært helt sikkert skræmme evt dyr væk, på den anden måde, at sætte mig med ryggen mod læhegnet i bunden tyve meter fra læhegnet der går vinkelret, hvor jeg forventede råvildtet ville komme fra og gå ud på de friske kornspirer, da ville jeg opdage dyrene førend de opdagede mig, håbede jeg

Ja, man skal næsten være der for at forstå min plan..

Jeg var som nævnt ”sårbar” over en lille strækning, hvor jeg var nødsaget til at bevæge mig over åben mark.

Så efter jeg havde brugt lang tid med håndkikkerten, og jeg var temmelig sikker på, at der ikke stod et stykke råvildt og kiggede på mig, pürschede jeg stille fremad.

Der var mørkt, her en halv time før solen stod op.

Himlen var helt dækket af skydække, så det var til min fordel, når jeg skulle bevæge mig på plads.

Trods det, var jeg ikke trådt mange meter ud på åben mark, førend der blev bøvet fra læhegnet der deler min mark i korn og raps.. ”bahr, bahr, bahr”

Ahr, allerede afsløret, men på den anden side ved jeg godt, at råvildtets smælen, blot er et tegn på utryghed overfor noget ukendt, hvis de havde set fare (læs jæger) så var de forsvundet uden en lyd.

Jeg gik nu meget forsigtigt langs læhegnets kant, undgik de værste smågrene der var drattet ned.

Bladene på jorden knasede som cornflakes, men ved at gå en smule inde på marken, undgik jeg at lave for megen støj.

Da jeg nærmede mig vinklen på marken satte jeg jagtstolen forsigtigt til rette, slog min skydestok ud, lagde riflen på plads, og satte mig til at vente...blot et kvarter til skydetid.

Intet liv var der at se på marken.

Allerhelst ville jeg gerne skyde en ræv eller to.

Jeg havde under bukkejagten set, der var et kuld hvalpe, men det høje korn i sommer, forhindrede mig i at kunne komme til skud..

Da solen efter uret skulle være stået op, var der stadig intet liv.

Måske var det på rapsmarken på den anden side af læhegnet jeg skulle finde ”liv”, jeg var ”nødt” til at pürsche over og kigge efter.

Rygsækstolen på ryggen, skydestokken og riflen i hænderne, og forsigtigt afsted..

Nu gik min fært direkte op i læhegnet, men man kan ikke få det hele uden at tage chancer, slet ikke jagtheld.

Da jeg nåede den anden side af hegnet, søgte jeg med min kikkert rundt..nej intet liv her heller..

Hvad skulle jeg? Sætte mig og vente her, eller gå tilbage til kornmarken?

Jeg tøvede lidt, pludselig så jeg bevægelse oppe fra toppen af rapsmarken, helt inde ved kanten af læhegnet.

Kikkerten kom op, og jeg kunne se, det var to rådyr, der i let løb kom direkte ned imod mig.

Tilsyneladende de to råer jeg så i fredags..

75 meter fra mig stoppede de op, min fært havde helt sikkert ramt dem lige i snotten.

Det ene af dyrene trissede ud på marken.

Det andet stillede sig med hovedet inde i læhegnets skjul.

Tvivlen var tydelig at se i begge dyr.

Der var noget, der ikke var som det skulle være..

Dyret fra hegnet løb stille efter det forreste, jeg satte mig på hug, fik anlæg på min rygsækstol, bøvede ”bvar, bvar, bvar” for at stoppe dyrenes stille retræte.. det virkede.

Begge dyr stoppede op, det ene med bredsiden til, jeg slap kuglen og dyret blev slået til jorden i den tætte rapsmark.

Det andet dyr stod og kiggede forvirret rundt.

Jeg havde repeteret, skulle jeg skyde hvis muligheden bød sig?

Det har jeg aldrig gjort før i mit liv, skudt to stykker råvildt på samme jagt.

Her var der tale om to hundyr, tydeligvis uden lam.

Var det golde dyr eller havde rævene taget lammene i løbet af sommeren?

Jeg havde set rå med lam på marken i sommer, men det kunne være et andet end et af disse to..

Nej, jeg ville ”nøjes” med det ene.

Jeg rejste mig og stod stille en stund.

Det tilbageværende dyr stod også stille lidt, tøvede før det roligt gik op over marken.

Hvor tit får man sådan en chance?

Det kunne sgu være spændende at se, hvor langt jeg kunne pürsche mig ind på det resterende rådyr.

Så jeg gik helt ind til hegnet, og med skydestokken i hånden gik jeg op mod dyret.

Jeg peb i mit bukkekald, jeg peb til.

Dyret vendte rundt og bevægede sig nu nedad mod mig igen..

Min skudafstand var mindre end 70 meter.

Riflen blev lagt til rette i skydestokken, beslutningen var taget.

Stiller hun sig med siden til, og har jeg ro nok til skud, så skyder jeg.

Hun gik lidt på tværs af marken og stod nu helt perfekt.

I det samme lod jeg kuglen gå.

Mindst ligeså effektivt som ved det første skud, faldt dyret dødt til jorden.

MIT HUMØR VAR NU blevet en smule euforisk, yes jeg havde ikke bare skudt et, men hele to stykker råvildt.

For første gang i mit liv havde jeg skudt to stykker råvildt indenfor få minutter, ja der var vel ikke gået mere end tre minutter mellem hvert skud, maks..

Jeg så på uret.

8.05

Jeg ringede til Annette og forklarede hende situationen.

Hun kunne komme straks med Zanto, så ville jeg vente med at gå op til dyrene på marken.

Jeg vidste godt, der ikke ville være schweiss at gå på, men så måtte min hund forsøge at finde færten af de to døde dyr.

Jeg gik mod opsamlingsstedet, Andreas var med i bilen, smilede stort og ønskede sammen med Annette mig tillykke.

Andreas var også i gummistøvler, og var derfor klar til at hjælpe sin far med at finde og slæbe dyrene til bilen.

Annette kunne imens hente Josephine i Valsgaard, og købe rundstykker, imens de tre drenge gik på eftersøg.

JEG INDRØMMER DET STRAKS

Det var for stor en mundfuld for en tolvugers hvalp, at finde to rådyr på en rapsmark, hvor rapsen stod højere end hunden, han kneb med at kæmpe sig frem.

Jeg fandt forholdsvis let dyrene, de lå med mindre end 3 meters afstand imellem sig, fantastisk syn.

Andreas blev sat til at slæbe det ene, det mindste, mens jeg tog det andet. (han måtte efter få meter give op, det var også for stor en mundfuld for en dreng på bare 11 år..)

Zanto sprang rundt med logrende hale, han ville gerne hjælpe med at slæbe, blot slæbte han i den modsatte retning..

I kanten af læhegnet brækkede jeg de to dyr.

Det ene et smal dyr, det andet en ældre rå der burde have haft tegn i patterne på at have haft lam i år..

Det havde hun ikke.

Senere viste dyrene at være i særdeles god foderstand.

Stort fedtlag lå over ryggen og ned over køllerne.

Jeg hev skindene af straks jeg kom hjem, jeg var godt nok ved at være sulten.

Morgenmaden var jeg sprunget over, jeg regnede med, at jeg kunne drikke en kop morgenkaffe sammen med familien inden jeg skulle på job.. det kunne jeg også, det blev dog blot lidt senere end planlagt.

Jeg så straks, da jeg brækkede dyrene, at på et af dyrene, var kuglen gået ud igennem en kølle, derfor kunne jobbet med afpelsning ikke vente, så dyrene kom op i gyngestativet, og blev lettet for skind og antruffet kød.

Underligt med kuglen i køllen..

Begge dyr var ramt helt perfekt, høje lungeskud.

Det ene skud må have prellet af på et ribben og derfor splittet ned i køllen, ærgerligt med kødspild, for det er jo derfor, der nu hænger to dyr hjemme på krogen...

SOM INKARNERET BUKKEJÆGER VIL jeg naturligvis allerhelst skyde en buk.

Det er altså lidt noget andet, at kunne hænge et flot trofæ op på vægen.

Men for balancens skyld, så skal man altså huske også at skyde et par hundyr, om det så sker på én og samme dag, eller sker med måneders mellemrum, har jo ikke nogen betydning for bestanden.

Og med hensyn til selve jagtoplevelsen..

Så pumpede der masser af adrenalin rundt i blodet på mig under jagten på de to råer, så oplevelsen var fuldt på højde med jagten på en flot sommerbuk... ahr.. eller næsten.

Mange vil måske få tanken, at jeg var grådig denne morgen, så lad dem.

Endnu flere syntes sikkert, det er synd.

Den tænker jeg lige over, mens jeg spiser min madpakke hvorpå der bl.a. ligger et par skiver rådyrspegepølse..

Derefter kan jeg så selv læse min historie forfra og konkludere mit..

JAØ 19/10-11

ps.

3 Dage efter jagten forlagde (parterede) jeg de to rådyr.

Kødet havde fået en skøn ”struktur/overflade” af at modne uden skind i frisk luft under udhænget på terrassen.

Zanto nød at gnave i ben der blev smidt på jorden, hans mave havde dog mindre godt af kødet, der fulgte med, det blev så Zantos fødselsdagsgave (eller gaver én mas) til mig, morgenen efter
(d. 21/10) – Annette ærgrede sig på en måde over at hun ikke kom ud til Zanto først denne morgen, så kunne hun have pyntet gaverne med nogle små flag...

Det ene dyr kom jeg i fryseren, det andet kørte jeg straks ud med til lodsejeren.

Konen kiggede overraskende på mig: ”Jamen du har da næsten lige været her med noget kød” ...”Jo, men da jeg nu var så heldig at skyde to dyr samme morgen, synes jeg I skulle have det ene” lød mit svar.. ”Det er da alt for meget, er det lige til at lægge i fryseren?” svarede landmandskonen ”Ja, det bedste kød der findes, og det er bestemt ikke for meget..” sagde jeg med en god fornemmelse i maven.

Hvor skønt at give noget væk, når det bliver modtaget med så stor glæde..

En kommentar min kone hang mig op på, da jeg pakkede fødselsdagsgaver op fredag morgen..

Hvad fanden, som 47 årig så har man vel alt, hvad hjertet kan begære...jeg vil gerne bare en tur på jagt..