Tilbage i tiden

Tilbage i tiden

Kaj ringede i mandags, og spurgte, om jeg ville følges med ham på bukkejagt.
Kaj er 80 år, still going strong, men besøgende til de jagtmarker han har jagtet på hele sit liv, og før Kaj, hans far, ja disse besøg bliver der længere og længere imellem.
Der er også ca 50 kilometer at køre i bil, og engen som Kajs jagtmark er, er heller ikke så let fremkommelig, for ben, der måske ikke er, hvad de har været.

Jeg slog straks til på Kajs godhjertede tilbud, et tilbud jeg får maks en gang om året i bukkejagten, og et tilbud jeg blot to tidligere år er blevet tilbudt af Kaj, første år skød jeg en lille buk, så små som de kan blive, men for Kaj er det kødet der har værdi..og det vender vi tilbage til om lidt.
Tirsdag aften tog vi afsted, det havde regnet hele eftermiddagen og regnede også lidt, da Mondeoen lagde fra land i Hobro, turen gik mod Viborg.

På turen gik snakken lystigt, som himlen klaredes, ja..det så faktisk ikke ud til, at Viborg kanten havde fået det regn, jeg havde håbet på.
For som jeg sagde til Kaj, så var jeg 95..ja måske endda 99% sikker på, at en af os ville skyde buk til aften.
Efter regn og i et vejrskifte, så bevæger bukken sig igen..og her en uge inde i årets bukkejagt, da vil bukken måske ud og markere sit territorium op, det var i hvert tilfælde det jeg håbede på.

Vi kørte forbi de første af Kajs marker, der ligger højt i landskabet, og som er lette at komme til.
Med et velplaceret tårn eller stige, ville Kaj sagtens kunne komme let til skud..men på denne del af jagten, sætter Kaj sig aldrig med sin riffel, noget vi yngre jægere ikke forstår en dyt af..om efteråret vrimler der med råvildt lige netop her.
Men tårne og stiger er fremmedord for Kaj, ja måske for Kajs generation i det hele taget.
Og skal jeg være ærlig, så er det ikke altid, de unge/nye jægeres massive forbrug af tårne og fodertønder pynter i landskabet..
Og bliver jagten ikke lidt fastlåst..hvis man sidder i sådan et tårn? (skriver jægeren der har skudt rigtig mange bukke fra både tårn og stige..ahr..det er vel fifty/fifty..)

Da vi kom til Kajs favorit terræn, bevægede vejen sig kun en vej, og det var ned af bakke.
Fra asfalt til grusvej, fra grusvej til markvej..og til sidst, skulle jeg kigge godt efter sporet der mødte toppen af engstykket.
Der skete en forvandling, da vi ”gik” fra agerjord til udyrket terræn.
Jeg gjorde et ophold ved en jordknold (Annette ville korse sig, hvis hun så hvor hendes bil blev ført hen)
Og der i et levende hegn, på grænsen mellem ”fortid og nutid” stod en rå, sommerrød og smuk.
Se der
hviskede jeg til Kaj, mens råen strakte hals, ca 10 meter fra bilen.
Hun sprang elegant ind i en rugmark, som stod højt og med begyndende akse, og væk var hun i sit store spisekammer.
Rugen fik mig til at nedgradere mine forventninger..kunne bukken modstå denne lokkende vækst, og forblive på den magre engjord..det ville de næste 3 timer afsløre.

Bilen rokkede frem og tilbage, gled i et mudret skovspor igennem ”spøgelsesbuske” der lige nøjagtig gav os plads, buske og træer der har været uforanderlige de sidste 100 år, bildte jeg mig ind.
På den anden side, åbnede engen sig mægtig, i dalstrøg, hvor du kunne se ud over flere hundrede hektar udyrket jord.
Modsatte side af dalen, en udørk med sporadisk lyngbeplantning og enebærbuske der står forblæst og kæmper for overlevelse.
Bilen blev parkeret et nogenlunde tørt sted, så jeg vidste, vi kunne klatre herfra, når vi skulle hjem.
Skulle der komme en tordenbyge, så ville græs- og jordvejen forvandles til grøn sæbe..
Kaj åbnede hegnet for os, kreaturerne det skulle holde inde, har ikke været på engen de sidste par år, det har ikke gjort nogen forskel, tuerne med den stride og stikkende græsstrå, visner og falder hen, og starter forfra til næste år, i en cyklus hvor det ene år tager det andet.
Som Kaj fortalte, så tænker staten måske på at lave en sø hernede, og det kan de gøre i løbet af ingen tid, da vandet i princippet gør engen til et stort stykke gyngende grund.

Vi skulle bevæge os ca. 400 meter i mudder og lidt brombærkrat langs kanten af engen, før vi nåede ”kongepladsen”, hvor jeg skulle sidde.
Kaj ville gå 100 meter længere hen, på den måde ville vi dække begge sider af den lille skov, der mest består af pilebuske og lidt småbirk, der aldrig rigtig bliver til noget, da der er meget meget vådt lige her.
Råvildt og fasaner nyder denne biotop, og den første fasankok havde da også skokket velkommen til os.
Jeg fik sat min rygsækstol på plads, riflen i skydestok, og jeg havde et felt, hvor jeg regnede med, at hvis bukken kom, ville skudafstanden ikke blive mere end 90 meter.
Jeg kunne dog igennem hængende trækroner (jeg sad på kanten, hvor træerne havde mere bid) se udover næsten hele engen, og skulle en buk vise sig derude, ja så måtte jeg prøve at pursche mig ind på den.
Jeg kunne hurtigt mærke, at forventningens adrenalin var begyndt at lægge sig, jeg havde for meget tøj på, så den høje varme og magelige plads, trak i øjenlågene, jeg stod op kl. 03.45 i morges, for at nå en smut på jagt, og jeg havde ikke lukket øjnene siden..
Gab..ventetiden kunne blive lang, men bukken kunne også komme, hvad tid det skulle være, så at tage en lur, var en luksus jeg ikke havde råd til.
Dog lærer man som jæger at blunde med øjnene på klem, og jo..der kan være smuttet et par bukke på den konto, men hvad man ikke ser, har man ikke ondt af...

Skyerne var grå, så heldigvis faldt temperaturen en smule, så al mit tøj ikke var helt forgæves.
Der kom lidt støvregn i luften, gøgen kukkede, fasanen gav lyd og skovduerne kurrede om kap.
Sådan gik de første par timer, jeg listede mobilen frem ind imellem, for at adspredelsen på facebook måske kunne holde mig vågen, jeg kæmpede en kamp.
Pludselig skræppede en solsort op, og kom flyvende med ekspresfart direkte imod mig fra skovstykket.
Høreværnet kom på og tændt, mobilen gemt væk og jeg satte øjnene på stilke/brugte min kikkert flittigt..men det var åbenbart falsk alarm.
En solsort kan blive skræmt over sin egen vippende hale, hvis det skal være, men nogle gange kan det være råvildt der har bevæget sig og fået sladrehanken til at sladre.
Jeg afsøgte for 117 gang engen meter for meter, ingen brune pletter imellem de gule tuer.
En udtørret enebærbusk tog røven på mig for anden gang, lignede et stykke råvildt, der stod og kiggede direkte på mig.

Irriteret over den falske alarm lod jeg pulsen falde til ro igen.
Og da klokken passerede 21 nedgraderede jeg min forventning fra 95% til 5% chance for buk i aften.
De sidste tre kvarter kunne ligeså godt gå, fuglen var fløjet, råvildtet var taget på udflugt til rugmarken på toppen, og det at intet råvildt havde ”givet hals” indikerede også, at Kaj og jeg måske var de eneste større dyr på engen.

Pludselig, ud af intet, stod han der.
Bukken (for det var en buk afslørede min kikkert) var allerede 20 meter ude på det åbne, han stod ved siden af en lille busk og kiggede årvågent rundt.
Vinden som var lidt for livlig efter min smag, og i en helt tosset retning..i ryggen og ned mod bukken..kunne han fornemme mig?
Riflens kikkert afløste den store håndholdte, og jeg kunne tydeligt se, at det var en fin buk, lyreformet og perlet..

Kaj havde under køreturen undret sig over min udtalelse..
Jeg vil altså ikke skyde en lille buk hvis der kommer sådan en..!
Jo da..
replicerede Kaj
Hvorfor ik´ kødet er godt på den lille
For Kaj er trofæet sekundært, men ja..det er det også på en måde for mig ha ha

Kødet er vigtigt, det skal der selvfølgelig tages vare på, og jeg får altså ikke ondt i røven af de jægere, der skyder en etårs buk, spids, gaffel eller seksender..for kødets skyld, og oplevelsen..
Bare jagt ikke bliver talskyderi og man tager god hånd om kødet (og trofæet, hvis det har betydning), så er lammet fra sidste år, blot blevet lidt større siden januar, og der er mere kød til gryden.
Og ja..jeg kender alt for godt til udtrykkende mælk i skægget, og hevet væk fra moderens patter.
Vi jægere bør tage os sammen, give vores børn en god opdragelse uden misundelse..og så lære at snakke pænt til hinanden, så kommer de langt.
Det kan godt være, du bliver rig på spidse albuer, men livet leves bedst lykkelig, fattig eller rig.

Nu blev jeg fritaget Kajs formaning om, at han var ligeglad med, om jeg skød den lille buk, jeg koncentrerede mig om mit mål.
Bukken drejede sig en smule, jeg så igennem dyret og sendte min kugle afsted, klokken var 21.21
I skuddet nærmest væltede bukken, dog stadig på benene, jeg så indgangshullet, vidste det var okay, da bukken forsvandt ind i krattet...og så kom bukkefeberen i en kort rus.
Velkommen skal du være.

Jeg var ved at være bange for, at jeg ikke skulle opleve ruset igen, men det er en anden historie.
Jeg kender flere jægere der siger, at de ikke oplever bukkefeber.
Ja, de ændrer nærmest ikke på deres ansigtsudtryk efter skud eller i deres fortælling, hvor bukken blot er et træk på skulderen..jeg kan få kuldegysning ved tanken om, at jeg måske en dag når det punkt. Vil jeg så skyde flere bukke? … jeg håber det nærmest ikke.

Jeg lod feberen glide stille væk, før jeg rejste mig fra min stol, jeg vidste Kaj snart ville komme.
Et skud, og bukkejagten var slut for i aften, sådan lød parolen, om skuddet blev afgivet af mig eller af Kaj.
Kaj havde taget den tid, han skulle tage, og efter 10 minutter kom han mig i møde.
Jeg havde noteret mig de to tynde hvide birkestammer, hvor bukken var forsvundet, og sammen gik vi mod krattet...skudafstand 75 meter.
Jeg havde lagt riflen, men ombestemte mig
Man kan aldrig være for sikker..
sagde jeg til Kaj
Sæt nu bukken ikke skulle være død, og et fangstskud skulle være nødvendig..så ville det være dumt, at riflen ligger ved rygsækken

Jeg gik forrest, jeg vidste jo, hvor bukken burde ligge, og der lå han..helt stille.
Riflen blev afladt, Kaj kiggede på mig..
Har du fundet ham?
Jeg pegede ind
Ja..han ligger lige der..
og så kunne Kaj også se ham.

Jeg var pokkers stolt, nu kunne Kaj godt ønske mig helhjertet tillykke med bukken, og jeg gik frem sammen med min ”surrogatfar”.
Hold op han er fin..
sagde Kaj og jeg i munden på hinanden.
Er det ikke den største buk, ”du” har skudt i mange år hernede på engen
spurgte jeg Kaj.

Og nu snakker vi alene opsats, for dyret var der bestemt ikke meget kød på, vægten viste senere 16 kilo, og ribbenene anedes tydeligt på dyrets sider..hvorfor?
Aner det ikke, for Kaj fodret året rundt, men kan det skyldes at denne buk, vælger at leve på smalkost året rundt, fornægter sig de frodige marker blot en kilometer herfra?
Og da jeg kogte hovedet af, viste der sig også at være svælgbremser i bukken, så det kan også påvirke både kropsvægt, og måske opsatsens udvikling, som jo beror på dyrets tilstand..

Jo
svarede Kaj med et smil
Vi skal nok tilbage til halvtredserne for at finde noget der var større..
jeg ved ikke om Kaj mente det, eller det var sagt i sjov..
For de bukke (trofæerne) Kaj har skudt, før jeg lærte ham at kende for 24 år siden, havnede alle på møddingen.
Kun 2 eller måske 3 overlevede, fordi de passede så fint sammen.
Først da Kaj i 2001 tog med til Sverige, begyndte han at gemme sine trofæer, og siden da, er der i hvert tilfælde ikke skudt så stor en buk på engen i Fusager, det ved jeg med sikkerhed..
Kaj skyder næsten hvert år en buk hernede, sjældent mere end én.
Nu kan det godt være en bliver til to, hvis Kaj skulle tage herned for tredje gang i år, jeg håber han også selv vil skyde en buk..det er ikke en for mange på dette fantastiske drømmeterræn..

Indgangshullet kunne vi se sad fint, lige der hvor jeg havde sigtet.
Jeg havde ikke helt set hvor spids bukken stod, men jeg forventede at skuddet var gået ud noget foran højre kølle..da jeg vendte bukken, kunne jeg dog konstatere at det ikke var tilfældet...
Kuglen var gået ud, få cm til højre for endetarmen, bagest i køllen..
Nu håbede jeg så bare at kuglen var gået over mavesækken..det har jeg før set..
Jeg satte kniven i bukkens bug..øv..hele dyrets indre var et stort rod, det skulle nu gå stærkt med opbrækningen, og det gjorde det, men ikke hurtigere end at hjerte blev reddet, lever var skudt i atomer, lungerne gennemskudt så drabet havde været øjeblikkelig virkende.

Med brækket buk på skulderen, rygsækstol på ryggen, riffel i hånden, skydestokken bar Kaj..sådan begav vi os mod bilen.
Aftenen kunne ikke have udviklet sig bedre, vi var et par tilfredse jægere..ja..jeg vil vove mig så langt til at sige..jeg som jæger ikke kunne føle mig mere lykkelig.

JAØ 24/5-17

ps. Klokken var 23.00 før vi var hjemme i Hobro, bukken fik den store tur med haveslangen, lidt beskadiget kød blev skåret væk fra indersiden af højre kølle, så det ikke spredte sig..og bukken får lov til at pynte min vildtkrog en god dags tid, kødet kommer i frostposer og bliver leveret til Kaj med stor tak for sidst.