Årets sidste jagt med hagl 2022 (men ikke jagtårets sidste)
Jørn, Poul og jeg aftalte, at det var tiden til at holde en lille fælles jagt.
Vi har hver især forholdsvis små arealer, hvor en håndfuld jægere kan få et par timer til at gå, men en flok jægere, ville måske ”kede sig” hvis en hel jagtdag skulle foregå på vores egne jagter alene.
Men meget tid går heldigvis med snak, hygge og kaffe når gode venner mødes..så det er ikke kun selve jagten, der tæller.
Der fortælles historier, også om jagt, og der udveksles gamle minder.
Desto ældre jeg bliver, desto flere minder dukker op.. åh ja, jeg husker dem godt fra tiden som ung jæger.. historiefortællerne
”Der var også dengang...” gaaaaab, jeg var tæt på at falde i søvn, når de gamle jægere gik i gang, nogle var værre end andre, de fleste jægere sagde heldigvis ikke et kvæk..
Den ene historie blev viklet ind i den anden, og til sidste lå jeg som ung jæger ind over bordet og snorkede..
Jeg var vågen da den gamle jæger startede sin historie i øst, og ofte vågnede jeg da op, da han med nu hæs stemme var nået til vest, efter han havde rundet både nord og syd i sin laaange historie.
Jeg siger ikke, at jeg ikke selv kan finde på at fortælle en gammel eller lang historie.. suk.. er jeg nået den alder nu?
Tilbage til nutiden, eller ikke så lang tid tilbage..
Søndag d. 18. December 2022
Det skete i de dage.. er der nogen af jer, der læser juleevangeliet højt for familien inden I går i gang med anden juleaften?
Jeg har gjort det, lige siden jeg flyttede hjemmefra, og jeg gør det stadig.
Jeg er slet ikke religiøs, så hvorfor gør jeg det?
Det har været en tradition fra mit hjem, og den har jeg ført videre i den Østergaardske slægt.
Børnene tænkte nok sit i starten, efterhånden så ville juleaften ikke være det samme uden.
Vi slutter også dansen om juletræet med en ”slægtssang” .. ”A har hat så ondt i min mav”
Sangen kommer fra mine forældre der er født i Thy, vi starter langsomt med hinanden i hænderne, tempoet sættes op, retningen skiftes efter hvert vers (der er kun et) .. og sådan drøner vi til sidst, så træet er ved at vælte.
Jeg hørte melodien med mindre tekst på TV2 Charlie, ja så gammel er jeg åbenbart også blevet, der sang Lars Lilholt den samme sang, eller næsten den samme sang : ”Så går vi den ååen vej” .. den version kommer fra Vendsyssel.
Jeg har faktisk skrevet til Lars Lilholt, at jeg kender en anden version til den ååen vej, han har læst min besked, men han har ikke svaret.. :-)
Nå, væk fra julen tilbage til jagten.
Jørn, Poul og jeg aftalte, at vi skulle afholde en lille fællesjagt.
Hvis vi inviterede 2 jægere hver, så ville vi blive rundt regnet 9 jægere til jagten.
Jørn inviterede 3, sort på hvidt er ikke altid nemt at forstå, men det skal det heller ikke altid være, om vi var 9 eller 10 kunne gå ud på et.
Poul gav rundstykker og kaffe, Jørn sørgede for vildt frankfurtere til middagsmad, jeg skulle stå for drikkevarer.
Sådan fordelt kunne dagen kun blive en succes.
Jeg havde inviteret de to nyjægere Josephine og Jakob.
Jørn havde inviteret to jægere med hund, og en uden, så vi var 3 jægere der kunne slippe vores hunde på jagten.
Det passede meget godt, med hunde i forhold til jægere der skulle stå på post.
Tages hund var ikke helt på toppen, så den blev skånet de første to såter.
Pouls frugtplantage, dagens første såt, er ca 790,7 x 190,8 meter stor, så der skal mange jægere til for at dække bare nogenlunde af.
De fleste af de deltagende jægere kendte såten ganske udmærket, vi vidste, at der kunne forekomme al slags vildt, især råvildt og harer, træffer vi næsten hver gang, men enkelte fasaner plejer vi også at få på vingerne.
Steen og jeg ville dele såten i tre lige store lange bidder, da høje grantræer laver lange skel i stykket.
Vi havde ikke gået ret langt, før jeg hørte et skud fra Steen, der gik til højre for mig.
”Hvad skød du på?” .. da det kun var et enkelt skud, kunne jeg måske formode, at Steen også havde ramt målet, men desværre må jeg indrømme, at det oftere sker, at vores skud er forbi end at de rammer..
”Jeg har skudt en kok” meddelte Steen tilbage.
Jeg havde hverken hørt eller set kokken, men den valgte også at rejse sig ud af intet på meget kort hold af Steen, så det var perfekt.. nej ikke helt perfekt, så skulle en af vores hunde have haft stand..
Der lød flere skud fra jægerne på post, resultatet af skydningen ville vi først gøre op, når vi var helt færdige med jagten, medmindre Steen og jeg rendte på skytterne under drevet.
Og det gjorde vi.
Jakob havde skudt en hare. (hvornår skyder han ikke noget?)
Poul og Anders havde begge skudt til et stykke råvildt, måske det samme..usikkert, da der havde været flere dyr i såten, men det måtte vi vente med at vurdere, til jagten var slut.
På dagens lette snedække kunne Anders og jeg konstatere, at der i hvert tilfælde var lidt schweiss, der hvor Anders havde skudt på dyret.. men i sne er det svært at vurdere mængden af blod, det så ikke ud af meget, men dyret var helt sikkert truffet.
Næsten slut med sidste tredjedel af såten, stod jeg stille, og afentede hundedes søg fremad.
Begge hunde søgte godt, der måtte være fært af noget, og pludselig kom en ræv ud fra nogle tætte gamle jordbærplanter, eller hvad der nu stod på stykket.
Ræven havde travlt med at løbe bagud, væk fra hundene.
Trykket til jorden, ørerne godt tilbage, tungen ud af munden..
Min hjerne arbejdede sgu alt for langsomt.
Jeg skulle først lige registrere at
1.”Det er en ræv”
Da denne konstatering nåede toppen lige under jagthatten, skulle jeg give mine arme besked
2. ”Den må skydes”
Da jeg så endelig får kanonen op til skud, har ræven hørt mit hoved knage og set min bevægelse, og så får den ekstra travlt.
Den drejer fint af mod venstre, så jeg kan skyde den i et perfekt sideskud på blot 12-15 meters afstand.. men jeg ser haglene slå ned lige bag ræven.
Da jeg sender næste skud afsted, er ræven kommet ind i de massive tætte grantræer.
Afskårne grene, nye og gamle dækker jordbunden plus mere til, men jeg kan tydeligt se, at mit nummer to skud træffer ræven.
Ræven går ned, og er væk et øjeblik.
”Fik du den?” spurgte Steen, der stadig gik til højre for mig.
”Ja, det tror jeg...hvad fanden...”
Jeg når kun lige at sige ”tror jeg..” førend jeg ser ræven er kommet på benene og løber ned langs den modsatte side af grantræerne.
Med en tom bøsse kan jeg ikke skyde igen, selv med en ladt, ville jeg ikke have kunnet skyde igennem træerne.
Pokkers osse.
Steens hund kommer til, og går på ræven, og i stor tro til at den kleine münsterländing vil tage ræven, puster jeg ud.
Men hunden kommer tilbage uden ræv.
Hvad pokker.
Jeg finder en åbning i træerne og søger nedad, ingen ræv i sigte, begge hunde søger nu forgæves.
Senere søger jeg mere grundigt, og finder to sårlejer med stor afstand, den har det ikke godt den ræv.
Der går schweiss på tværs af stykket, hvor jeg finder det sidste sårleje, men det kan også være fra et anskudt stykke råvildt.
Jeg markerer stedet, så schweisshundeføreren kan gå på ræv og råvildt, når han nu alligevel skal tilkaldes.
En kok og en hare blev udbyttet på dagens første såt.
Poul havde ringet efter Gunnar Steen, godkendt schweisshundefører.
Inden vi tog fra plantagen, var Gunnar Steen kommet til, Poul ville som jagtlejer blive og bistå med eftersøgningen, vi andre 9, ville tage videre på jagt.
Dagene er korte her i december, og et eftersøg kan tage timer.
Det viste denne eftersøgning også at gøre..
Gunnars hund søgte forgæves efter råvildtet, der var alt for lidt schweiss, så lidt at det næppe var dødbringende skud, der var leveret.
Ræven derimod, den var gået ind i et drænrør under vejen, og der havde den sikkert endt sine dage.
Meget træls jeg ikke fik den pels med mig hjem.
Ja, ligeså træls for både Poul og Anders, at de i uvished må leve med, om det dyr/de dyr de skød til, bliver til ræveføde, eller overlever deres første møde med den danske jæger.
Såt 2
Vinden var taget til, og vi frøs alle mand.
Steen og jeg stod længe, syntes vi, og ventede på, at skytterne skulle komme på plads.
Normalt er det skytterne der fryser, men når vi som drivere står lige i vinden, på en åben vej, så kan vi også finde på at pive en smule.
Vildtet kunne heller ikke li´vejret her på toppen.
Markerne var blæst for fasaner, ja selv råvildtet og harerne var trukket ned i slugten og søgt tætte træer at søge ly i.
Jørns mark, eller lejede jagt på ca 20,57 tdr land, består på toppen af tjørnekrat og spredte lave fyretræer.
Nedenfor er der græsmark på skråningerne og en bæk og pilekrat i bunden af den 477,8 meter lange slugt.
Her i kulden giver tjørn ikke meget læ, så vi så meget lidt liv under drevet.
Selv hundene kæmpede forgæves i forsøg på at finde den mindste fært, intet liv..eller næsten intet.
En enkel sneppe blev dog rejst, og den blev flot leveret af Tage, hundefører på post.
Jeg syntes det var en meget lille sneppe, ja, det kunne vi så diskutere lidt.
Efter toppen gik Steen og jeg ned til bækken, og Steen havde slynget en påstand ud om, at vildtet ikke ville være i tjørnen på toppen pga af den meget kolde vind, og det fik han hurtigt ret i..
Jeg tog kun to skridt ind på det våde engstykke, blandt pilenes tynde stænger, røg en hare op og fes afsted ud af såten.
Zimba havde ventet på dette øjeblik, stoppede begge ører ind i gangene, og løb med fuld hals efter den stakkels haremis.
Det blev heldigvis en af de korte hoved over hals løb, og Zimba vendte tilbage med et tilfreds smil om munden ”Så kan den lære det” lyste ud af Zimbas øjne, og jeg kunne kun rose hunden for at vende hurtigt hjem.
Få meter længere fremme røg endnu en hare op, den tog flugten op imod skytterne, og der blev også skudt, jeg er dog i tvivl om det var til denne hare, eller til en tredje hare som rejste sig på græsmarken..
Men Jakob leverede i hvert tilfælde to bomskud til haren, og oplevede for første gang i sin korte jagtkarriere, at træerne ikke vokser helt ind i himlen.
Jeg var næsten ved at tro det, at Jakobs træer voksede så usædvanligt højt.
Jakob er inviteret af mig på jagt for tredje gang i år.
Første jagt : et stykke råvildt, et skud.
Anden jagt : en fasankok, et skud.
Tredje jagt (i dag), en hare .. godt nok i to skud, men den var nok død efter det første, men hellere ”safe than sorry”, og nu to skud forbi dagens hare nummer to.. ja .. det skulle jo ske, at træerne stoppede deres vækst.
Og sneppen blev eneste udbytte på Jørns mark, usædvanligt lille udbytte for dette areal, men forståeligt når man tager vind og vejr med i betragtningen.
Dagens tredje såt.
Hos min svoger har jeg jagten på ca 15 tdr land.
Det er som sagt ikke de store markers dag, men alt i alt, så får vi en god oplevelse på forskelligt terræn.
Jeg glædede mig til min svogers juletræer.
Jeg var sikker på, at fasanerne ville sprøjte ud til højre og venstre.
De nød i hvert tilfælde majskernerne fra mine 3 fodertønder, og jeg så altid fasaner når jeg var ude for at fylde op.
Nu er hukommelsen så vidt jeg husker, noget af det første der bliver dårligere med alderen.
Så jeg husker ikke præcist hvor mange fasaner vi fik på vingerne den dag i December.
Men nogle fasaner kom da op at flyve (mere end en)
Men ingen kom ned på jorden, jeg tror faktisk Jakob skød forbi en fasan, hvortil Josephine sagde
”Hvad fanden Jakob” og Jakob svarede ”Jaaaa..det går sgu ikke så godt”
Men jeg kan huske forkert, måske Jakob kun skød forbi en hare.
Min svoger har to stykker med juletræer, det ene kan jeg kun gå på, fordi jeg har en god naboaftale.
Og jeg havde egentlig ikke tænkt, vi skulle tage det, men da Poul først kom til jagten, da vi var færdige med al det planlagte jagt, så syntes jeg da lige, vi skulle tage rosinen i pølseenden.
En af Jørns gæster var taget hjem, allerede efter dagens første såt, jeg skrev vist nok, vi var 9 der kørte videre til Jørns mark, men vi var kun otte.
Og nu var vi ni igen, da Poul var kommet til med grill og var begyndt at varme Jørns pølser, mens vi andre jagtede i det store stykke juletræer.
Nå, men der kunne skrues ned for gassen, vi skal jo også spare på den, og så kørte vi ud for at lede efter rosinen.
Perfekt sagde jeg.
6 skytter og tre jægere med hund.
På det næsten kvadratiske juletræs parcel, kunne der stå to skytter til venstre, to til højre og to skytter oppe for enden.
Så måtte vi drivere skyde det vildt, der gik bagud.
Igen drømte jeg om fasaner i store mængder, flot på vingerne og nedlagt i kaskader af løse fjer.
Men ikke en eneste fasan kom op.
Til sidst i såten blev der meldt om råvildt til højre, jeg gik på den venstre fløj, og så derfor ikke rådyret.
Der lød kort tid efter to skud, efterfulgt af skrig fra et rådyr i nød.
For de to nyjægere var dette en helt ny situation.
Vi garvede jægere har hørt det før, både harer og rådyr kan skrige noget så hjerteskærende, hvis ikke livet afsluttes med et veltilrettelagt skud.
Jeg har affanget flere stykker vildt, ikke kun dem jeg selv har skudt til, men også dyr andre jægere desværre ikke har ramt helt perfekt.
Det er en del af jagten, og som jæger, skal man møde dette øjeblik før eller siden, nogle få jægere ”overlever” det ikke.
Jeg har hørt om jægere, der har mistet lysten til at skyde igen, når de hører og ser denne bagside af jagtens glæder.
Ja selv garvede jægere skyder ikke til råvildt med hagl, alene af den simple grund, at de er bange for anskydninger.
Da jeg kom frem til dyr og jægere, fik jeg at vide, at det var min datter, der havde afgivet de to skud til rådyret.
Et fint dyr, der desværre i skuddet var drejet af, og derfor truffet i det højre bagløb/lår.
I andet skud, korrekt af Josephine at skyde igen, skyder hun venstre forløb over på dyret, og med kun to brugbare ben, kom rådyret ikke meget længere.
Men ingen af skuddene var dræbene, så derfor var Steens hund straks over dyret, og kort tid efter kunne Steen affange dyret med sin kniv.
Man kan så altid diskutere, hvor kniven skal placeres.
For få år siden måtte man som jæger stikke kniven ind bagerst i nakken på dyret, direkte ind i hjernen.
Men da det kunne give ikke bare utilsigtet smerte på dyret, men kniven også kunne smutte for jægeren og ryge i hånden eller en hund der kom for tæt på, ja.. sikkert nok mest fordi jægerne ikke har stukket korrekt, så er det blevet forbudt at affange vildtet med nakkestik.
Jeg hørte på dagen en påstand om, at det ikke skulle være dræbende at stikke dyret i nakken..det vil blot lamme dyret.
Den påstand vil jeg umiddelbart ikke tro helt på.
Hvis kniven er lang og tynd nok, så tror jeg at dyret dør øjeblikkeligt, hvis kniven går rigtigt ind.
Jeg vælger nu altid at stikke/affange råvildt med min jagtkniv direkte ind i hjerte og lungeregionen, dreje godt rund, det er barsk at gøre det, men mere hårdt at lade være..
Det vil medføre hurtigt blodtab, men jeg ved godt det alligevel tager sin tid, før dyret forender..
Åh ja.. det er sgu ikke det sjoveste øjeblik..
Det næsten halal slagtede rådyr, lå også meget længe, efter Steen havde skåret halsen over på det, jeg er ikke sikker på, at dyrets halspulsårer var ramt som de skulle.
Så jeg gav også dyret et stik lige i hjertet.
Bagefter, da livet var slut, demonstrerede jeg for Josephine og Jakob, det ulovlige nakkestik, hjerte- lungestikket havde jeg vist dem.
Og vi snakkede om, hvad der var bedst og mest sikkert at gøre, hvis de en dag stod alene i denne situation, og skulle affange et dyr med kniv.
Jeg hjalp Josephine med at brække hendes blot rådyr nummer to, det første skudt med hagl.
(Læs : jeg brækkede dyret for min datter, men hun så godt med, uden at rynke det mindste på næsen, hun gør det godt som jæger)
Jeg har sagt, at på alle fællesjagter Josephine kommer på, må hun godt bruge blondine tricket, hvis hun skyder hare eller råvildt.
”Åh.. jeg har ikke før brækket et dyr, er der ikke en venlig jægersmand, der vil vise mig, hvordan man gør..”
Jørns anden gæst med hund Tage, første gang jeg møder ham.
Tage gav faktisk et godt råd til de nye jægere.
”Hvis I anskyder et stykke råvildt, så gå tæt på, og afgiv et skud direkte til hovedet, så dør det straks”
Det har jeg faktisk aldrig gjort, måske jeg har syntes det var inhumant, for beskidt.. hvad ved jeg.
Men jeg tror jeg vil gøre det næste gang.
Men.. ofte er der hunde tæt på et anskudt dyr, og så skal jeg i hvert tilfælde ikke afgive nogen ekstra skud, så er kniven i hjertet mere sikkert.
Tilbage til grillen og pølserne, men først et trut i jagthornet.
Vi afholdte jagtparaden på min svogers gårdsplads, mens pølserne tog varme på grillen.
- Vildtparade
- Sneppens død
- Råvildtets død
- Harens død
- Fasanens død
og til slut
- Jagt forbi.
… til aller allersidst
7. frokostsignalet.
Jeg vil godt vove dagens sidste påstand, at aldrig før har jeg blæst så flot og godt.
Det var næsten helt fejlfrit blæst, og selv dyr i skov og krat, stoppede målløse op.
Tonerne fra det smukke jagthorn fortonede sig først i Houskoven, da de vi jægere satte tænderne i de sprøde velsmagende frankfurtere.
Hvis Kaj havde været med på jagt, så ville han have kikket på armbånduret, tørt konstateret, at ja klokken var da blevet tolv, men næsten 3 timer forsinket..
Ja verden er af lava, middagsmad bør spises klokken tolv og ikke klokken 15.00..jeg syntes dog maden smager bedre, desto mere sulten man er, og sult er ikke noget vi mærker meget til, så tæt på juleaften.
JAØ 11/1-23
PS . Poul udtrykte efter jagten sine bekymringer, om Josephine nu helt havde mistet lysten til jagt, efter at have anskudt et stykke råvildt, og efterfølgende havde hørt det skrige så hjerteskærende.
Josephine lignede et stort spørgsmålstegn.
”Nej hvorfor dog?” .. ”Jeg ville da have haft det langt værre, hvis ikke dyret var blevet leveret, men var løbet anskudt fra stedet, ligesom Poul og Anders oplevede det, efter deres to gang to skud..”
Og ja, det må jeg, ikke bare som far, men også som medjæger give Josephine fuldstændig ret i...jeg tænker stadig på den ræv jeg på dagen skød til, og mindes stadig de dyr, jeg efter skud ikke selv har leveret, og det er sket mere end en gang igennem mine 30 år som jæger, på det punkt fejler min hukommelse desværre intet.