For næsten nøjagtig 2 år siden, skød jeg denne fine buk

DAMENGEN D. 17/8-15 kl. 04.00 (Årets første svenske buk)

Jeg kom til marken lidt før klokken fire.
Bilen havde jeg sat på Noelgården, nogle hundrede meter (helt nøjagtig 571 meter) fra stigen, for jeg ville absolut ikke forstyrre..
Der var næsten totalt vindstille, vinden gik fra græsmarken ind i ansigtet på mig, da jeg bevægede mig langs kanten af nogle spredte træer, længst væk fra diget, hvor jeg troede på, bukken ville opholde sig.
Det stive græs slog på mine støvler, og hvislede i mine bukser, men i jævnt tempo håbede jeg på, at ingen dyr ville opdage min fremfærd.
En fugtig dis klæbede til marken, i mørket kunne jeg ikke se bevægelser, så jeg håbede, ”de” heller ikke så mig.
Vel ankommet til stigen, kravlede jeg forsigtigt op.
Jeg har faktisk aldrig skudt buk fra sådan en mobil letvægtstige før, håbede jeg kunne ændre på den kendsgerning her til morgen, jeg følte chancen var meget stor..

Da jeg sad der i toppen, kunne jeg slappe helt af.
Lydløst var jeg kommet til vejrs, riflen lå på tværs foran mig, bagdelen var solidt placeret i sædet, jeg havde polstret med mit siddeunderlag, jeg lænede mig tilbage og lod morgenen vågne omkring mig.
Der ville endnu være mørkt en halv times tid, så jeg kunne læne mig rigtig godt tilbage, lukke øjnene og bare nyde stilheden, en stilhed som naturligvis blev akkompagneret af myggenes evindelige summen..men bortset fra dem..så var der ro..

Da der begyndte at komme lidt lys, så jeg kunne se markerne omkring mig, begyndte jeg at lokke i mine to lokkekald.
Nordic Roe og Klaus Demmels lokkekald.
I pauserne kiggede jeg rundt, og det første dyr jeg så, var en stor elg, der bevægede sig langsomt tværs over nabomarken.
Det var en stor flot skovltyr, han havde travlt med at guffe i sig, gik fra en lys kornmark mod en mørkegrøn havremark.
Jeg tog kikkerten op, og beundrede det flotte dyr.
Videokameraet nåede jeg ikke at få startet, for ud af øjenkrogen så jeg pludselig noget bevæge sig på min mark.
I det høje græs var en rå kommet på mit lokkekald.
Hun stod meget årvågen blot 60 meter fra stigen, hun havde helt sikkert set mine bevægelser, men vidste ikke, hvad eller hvem jeg var.
Hun stod bare helt stille, med ører og øjne rettet direkte imod mig, jeg frøs fast..
Sådan havde vi en stillingskrig for en stund, indtil hun blev enig med sig selv om, at der var fred og ingen fare, og hun listede forbi stigen, og forsvandt i skoven bag mig.
Jeg tørte sveden af panden..pyha..man kan hurtigt blive straffet, hvis ikke man holder øje, med det der sker, på den mark man må skyde på.

Efter en lille stund begyndte jeg at lokke på ny.
Et dyr kom smælende ud fra skoven, i den fjerneste ende ca. 222 meter ude, til højre for stigen.
Jeg var ikke i tvivl om, at det var en buk.
Kikkerten afslørede da også en grov mørk bund i opsatsen, jeg kunne ikke se hvor høj han var...
Bukken havde set sig sur på et eller andet.
Det kan også være, mit lokkekald havde givet ekko, så han troede lyden kom fra højre..for der løb han over, og forsvandt ind i noget tæt bevoksning ca. 100 meter til højre for udgangspunktet.

Jeg fortsatte ufortrødent med at kalde.
På et tidspunkt gled min fod på det øverste trin på stigen, gummistøvle mod glat metal...whiiin..
Sådan noget pis..for i det samme trådte et dyr ud til venstre for stigen..havde den hørt den mig?
Dyret gik ud på marken, ca 30 meter til venstre for stigen, det var en buk.

Jeg havde siddet og skrevet lidt på sms med Torben, der sad hjemme ved huset, klokken var 05.02 ”Buk er på gran mark (nabomarken), men er ligeglad med mit kald” skrev Torben.
”Ok..Har set rå og en buk. Bukken sprang smælende fra fjerneste remise over markvejen til højre..der var nogen den var gal på..mørk kort opsats” skrev jeg tilbage 05.20
”Ok, det er spændende, buk er gået i skoven ved den hvide stald” Torben 05.22
”Yes” skrev jeg tilbage kl. 05.22... og dette var et udtryk for at noget stort var hændt, det vidste Torben bare ikke..
05.23 skrev jeg videre ”En lille spidsbuk kom fra venstre, da min støvle gled på trinet”
05.24 ”Jeg peb i mit bukkekald”
05.25 ”En anden buk kom fra stendiget til højre..jeg afgav skud”
Jo..en anden buk var trådt ud, både provokeret af mine kald, men især nok over synet af en anden buk.
Jeg kunne ikke helt se hvor stor han var, men jeg var ikke i tvivl om, at det var en buk, der var ”skudbar”..krop og holdning indikerede moden alder..
05.25 ”Bukken løb i lige linje frem uden skudtegn”

Og når der ingen skudtegn var, var det en sandhed med modifikationer.
En ny jæger ville blive meget nervøs, hvis han lige havde afgivet skud med sin 6,5x55 riffel, en 10,1 grams Oryx kugle..og bukkens eneste reaktion er at løbe i lige linie frem, ikke noget hop, ikke noget fald..bare løb.

Nu havde jeg ikke fået skubbet mit høreværn på plads, alt gik pludselig så stærkt, mobilen som jeg sad og skrev på, kunne jeg ikke få skubbet i lommen, den havde jeg presset ind under det ene lår..og da jeg fandt bukken i krydset i min riffelkikkert, afgav jeg mit skud.
Bukken havde stået med bredsiden til, og den stod stille da jeg skød.
I skuddet bilder jeg mig ind, at jeg hørte et smæk før braget..så jeg kunne kun gøre én ting, repetere..følge bukken i riflens kikkert..og være klar hvis bukken skulle stoppe op.

05.26 spurgte Torben ”Er der Schweiss”

Ja, så langt var jeg ikke kommet endnu, jeg sad jo stadig i stigen, ha, ha .. det var kun 4 minutter siden, jeg havde afgivet mit skud..men jeg kunne da godt svare..det var jeg faktisk i gang med..

05.26 ”Jeg repeterede..klar hvis bukken der nu havde sat farten ned stoppede..Det gjorde den, da den væltede om.. :-)”

I stedet for at skrive ”Yes” kunne jeg også bare have skrevet ”Har skudt buk”..men det ville jo ikke have været så spændende for Torben at læse..

05.27 pråsen gik op for Torben og han skrev ”Ok tillykke”
05.28 ”Tak. Sikkert god lungekugle..sider lige og nyder suset lidt :-)”

Lige netop det øjeblik..øjeblikket efter et vellykket skud..det er det jeg elsker allermest ved riffeljagten, for da kommer suset.
Ja, det er vel nærmest en kortvarig rus, man havner i, adrenalinet får frit løb, pumper rundt i fuld kraft, mens hjertet kan sætte sit tempo en smule ned, og man kan ånde lettet op, strække armene i vejret.
Men sådan en oplevelse som Mogens fik aftenen forinden, skal man altid have ”in mente”, at selvom bukken ligger der, så kan den rejse sig igen.
Selvom et tapskud som det Mogens leverede, er vidt forskellig fra en god lungekugle..
Min buk ville ikke rejse sig igen.

Jeg havde nu set bukken smide sig, jeg havde set dens ben cykle rundt, jeg havde set der faldt ro over stedet, hvor den nu lå forendt.
Men jeg kunne ikke se bukken, og så længe man ikke kan det, skal man være forberedt på det værste, så selvfølgelig sad jeg og holdt øje med marken, klar.. hvis han mod al forventning, ville rejse sig igen.

Kl. 06.30 skrev Torben ”Jeg er gået hjem”... han havde også kun 75 meter at gå, så det var let.
Kl. 06.33 skrev han igen ”Nej, jeg bliver” .. bukken var kommet ud på marken igen.
Jeg skulle nok lade være med at forstyrre...

Efter ca 10 minutter i en følelse af at svæve på en sky, kravlede jeg ned fra stigen.
Med skudklar riffel i den ene hånd, og skydestok i den anden, gik jeg ud mod stedet, hvor bukken lå forendt.
Højt græs der går op i hoftehøjde, er godt skjulested for et rådyr, der i ”flad” tilstand kan ligge skjult selv på en lavtvoksende kløvermark.
Jeg zig zaggede på kryds og tværs, og var ved at give op..måske jeg skulle hente mine kammerater?..
men der..der lå han..årets første svenske buk.

Spændende at komme frem, for alle der siger, størrelse ikke betyder noget, de lyver.

Og hvor var han fin, højt sat op, elfenbensfarvede sprosser, ja faktisk var han meget lys, kun fordybninger og perler var næsten helt kulsorte, stærke kontraster..nok ikke medaljebuk, men jeg ville vurdere bukken til at være omkring de 100 point..så ved mange, hvor stor den er..
Skuddet sad som jeg forventede, en høj lungekugle (bukken gik i højt græs, derfor sætter man uvilkårligt skuddet lidt højere end man plejer)..lungevæv piblede ud af ind- og udgangshul, øjeblikkelig dræbende skud, som bukken sagtens kunne løbe de 40-50 meter med, som den gjorde..
Min skudafstand var små 100 meter, fik ikke sat afstandsmåleren på.. (brugte lige krak..97 meter var skudafstanden, helt nøjagtig)

I ro og mag fik jeg taget billeder, inden jeg skændede dyret ved at brække det op.
Kuglen var gået højt igennem lungerne, ryggen var gået helt fri..ligesom ingen andre organer havde lidt skade, så ingen kødskade overhovedet.. dejligt...
På værdig vis kom bukken over min skulder, og jeg bar bukken de 194 meter op til vejen.
Bilen blev hentet, og jeg kunne syngende køre hjemad til huset..endelig var det min tur til at prale.

Jeg fik ingen optagelser af min hjemkomst.
Denne kølige modtagelse man nogen gange får, kan godt virke som et chok, hvis ikke man har prøvet det før.
Jeg kan muligvis heller ikke sige mig selv fri for det, for jeg hører det og konstaterer det tit på mine optagelser.
Den stolte jæger fortæller glad om sin oplevelse.
Men hvis ikke bukken er oppe at ringe (størrelsesmæssigt), er der ikke meget iver at spore i de andre jægeres ører.
Det er ikke for at hænge mine kammerater ud, for som sagt, så er jeg sikkert ikke bedre selv.
Vi beundrer vores egne bedrifter, andres bedrifter..de siger os langt mindre..lad os være ærlige..

Selvfølgelig..skyder du et rekordtrofæ, så har piben en helt anden lyd.
Og klart, jægere der årligt skyder 8-10 bukke (danske og udenlandske) mange skyder langt flere, især hvis de tager til Polen, ja, de har travlt nok med at blive begejstret over egne bedrifter (hvis de overhovedet kan overkomme dette), så andres held/lykke er svær at udvise glæde overfor...nogle er bedre til det end andre..

Nå, jeg havde haft min rus, mine arme havde jeg svært ved at få ned, og ja..husk det, nyd det..forvent ikke andre skal bringe dig større glæde end dig selv, så bliver du ikke skuffet.

Til morgenkaffen bød jeg på Calvados, en god en af slagsen.
Vi var stadig to jægere med ”licence to kill” måske det også bidrog til, at stemningen hos de to andre jægere ikke var sådan helt i top, men det var jo selvforskyldt..

JAØ August 2015

I det høje græs kan det være svært at finde en buk..