Hjortejagt i November

Josephine og jeg blev inviteret på Hjortejagt på Nørlund.

John min gode jagtkammerat og ven, var så gavmild, at både Josephine og jeg kunne komme med som hans gæster.

Josephine var lidt tøvende, spurgte mig, om det nu også var en jagt for hende.

Josephine har trods alt kun haft jagttegn et års tid, og ja.. at skulle stille op til en fornem jagt, som hjortejagt absolut er, blandt erfarne ældre jægere, det kan jeg godt forstå, Josephine havde sine betænkeligheder med.

Men jeg pressede på, og forklarede,  at det var et roligt og ”jordnært” jagtselskab, og det ville være en god og lærerig start på selskabsjagterne for min datter.

Og ja.. som beskeden forældre, har jeg ikke muligheder for at tilbyde min datter jagt på storvildt, så at opleve kronvildt i deres rette element, det tilbud bør man ikke sige nej tak til.

Så Søndag d. 6/11-22 kl. 8.00 troppede Josephine og jeg op til jagt på Nørlund.

Morgenkaffe, friske rundstykker, god kaffe på kanden, og ca 20 jægere i højt humør gav en god start på dagen.

De regnfulde dage så ud til at skulle afløses af en lun og tør efterårsdag, og med lidt held ville solen også titte frem.

Parolen blev holdt mens vi tog den sidste bid af vores rundstykker.

Der måtte skydes 1 mellemhjort, 2 spidshjorte (ikke over ørehøjde), ”fri” afskydning af hind og kalve, kalv før hind.

Maks to dyr pr. jæger, maks en hjort pr. mand (indtil kvoten var skudt op)

Kommunikationen skulle helst foregå via jagtradioer, hverken Josephine eller jeg havde sådan en, så vi lavede aftale med John om, at vi ville skrive både via messenger og sms, så der ikke blev skudt noget, der ikke måtte skydes.

Klædt på til jagt, med det rette fodtøj, blev der udenfor jagthytten trukket lod om dagens pladser.

Jeg kan ikke huske, at jeg har været inviteret på jagt her på Nørlund uden at have fået skudchance til kronvildt.

Jeg kan huske, at jeg et år ikke afgav skud, da en rudel på mellem 30 og 50 dyr passerede mig.

Men jeg følte ikke, at jeg kunne afgive et forsvarligt skud, til dels løb dyrene meget tæt påhinanden, og til dels var der mange træer at skyde ind imellem..

En mere erfaren jæger (til vildt i bevægelse) ville nok have kunnet skyde, men jeg afstod, ikke helt uden ærgrelse...

Jeg trak i lodtrækningen ud af alle numre nr. 2 og Josephine fik så vidt jeg husker nr. 25 (eller der omkring)

Ud fra nummeret var det umuligt at vurdere, fra hvilken post chancen ville blive størst.

Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg have spurgt John, om hvilken plads der var bedst, så villeJosephine kunne have skudt en kronhjort.

Da Josephine på et tidspunkt sendte mig et billede taget fra hendes stige, kunne jeg godt se, at mit område så noget mere lovende ud end hendes, men ingen ved på forhånd, hvor dyrene vil komme..

Skytterne blev fordelt i flere biler i forhold til hvilket nummer, man havde trukket.

Jeg blev sat af på en af de første pladser, et rigtigt fint jagttårn med rigelig plads, til både tekande, kikkert og videokamera.

Godt til rette i tårnet, var jeg nu helt klar til jagt.

Efterårsfarverne var hele vejen rundt omkring mig, for mig er det visuelle af ligeså stor betydning for mig, som chancen til vildt, eller næsten.. men en jagtdag i flotte omgivelser, er altid en berigelse for krop og sjæl.

Jeg var den første jæger som driverne passerede, ca 5 jægere gik med hunde og haglspredere igennem skoven.

Så jeg fik en perfekt bagpost, der i min verden altid den bedste placering, når det gælder klovbærende vildt.

Ofte så kommer dyrene stille og roligt gående.

De går ofte bagud, fordi hunde og drivere er passeret uden at have opdaget dyrene.

Og ja, så lister vildtet i sikkerhed, i god afstand af drevet.

Der gik ikke meget mere end et kvarter, før den første hjort var bleve nedlagt, en spidshjort.

Klokken 10.04 skrev jeg på vores fælles messenger side, at der var skudt en mellemhjort.

Jeg skyndte mig kort tid efter at skrive, at det ikke var mig, der havde skudt, men at jeg havde set beskeden på We-Hunt (jagtapp)

10.09 skrev John det også i en sms besked, at der var lukket for mellemhjorte, og der kun var en spidshjort tilbage på kvoten, han havde ikke set min besked på messenger.

Cirka 5 minutter senere efter Johns besked kom 2 spidshjorte listende fra højre mod venstre.

Der var til højre for tårnet et fint åbent skovstykke (bøgeskov), så jeg kunne følge de to hjorte længe.

Men ahr..var de ikke lidt for høje?

Jeg vurderede den forreste af hjortene til at have et par spidse stænger, der gik ca 5 – 10 cm over ørerne, den næste var en anelse mindre.

De var begge på vagt, deres gehør arbejdede bagud, mig registrerede de overhovedet ikke.

Jeg fulgte dem igennem min riffels kikkert.

Da de stoppede op i ret vinkel på tårnet, var de mellem 30 og 45 meter ude, perfekt skudafstand, men drejede de af og gik lige frem, ville de så ikke komme op til Josephine?

Josephine sad ca 350 meter fra mig i fugleflugtslinie, hvis ellers jeg kunne stole på We-Hunt kortet.

Dyrene tøvede et øjeblik, gik videre mod venstre ind i en grantykning der lå mellem et åbent vådområde til venstre for mig, og den åbne bøgeskov til højre.

Måske de derfra ville forsvinde ret frem..jeg havde haft min chance, og den var stor, havde jeg nu forspildt den?

Nej, der kom de frem igen, den største forrest, den mindre lige bagefter.

Hvordan er det nu med den der "gemmer til natten", tænkte jeg.

Da den forreste var forsvundet bag grantykningen efter det åbne vådområde, og den næste skulle til at følge efter, fløjtede jeg, og den bagerste hjort stoppede op et splitsekund.

I det samme øjeblik piftede min 11,7grams 30-06 kugle ud af mit rekyl og lyddæmpede løb, og jeg så straks den fine reaktion på hjorten.

Hjorten løftede sit venstre forløb og løb få meter væk og forsvandt til venstre ind i det tætte gran.

Hvor langt den løb efter skuddet, havde jeg ingen anelse om.

Jeg vidste blot, at jeg på de ca 50 meters skudafstand ikke havde en jordisk chance for at lave et forbiskud, med fast anlæg burde kuglen også sidde perfekt, hjorten overlevede ikke dette træf.

Klokken havde ikke passeret 10.15, da jeg kunne meddele Josephine og John, at det var min riffel der havde givet lyd fra sig, og jeg på den måde havde lukket for afskydningen af hjort.

Da jagtdagen kun ville bestå af en såt, en såt der ville tage ca 3 timer, så var der lang tid til, at jeg kunne komme hen og finde mit bytte.

Der kunne også komme kalve og hind, og dem måtte jeg også skyde en af, hvis de kom.

Kom der ræv, dåvildt eller ræv, var disse også jagtbare.

En rå og lidt efter en buk kom i fuldt firspring fra venstre mod højre, men uden chance for skud.

Skud lød der flere af, jeg var uden viden om, hvad der blev nedlagt, i og for sig, var det kun vigtigt at lægge besked op, hvis der var skudt hjort.

Anskudt/truffet vildt ville først bliver eftersøgt når jagten var slut.

Først godt halvanden time efter mit skud havde lydt, kom driverne retur, de kunne ikke finde hjorten, selvom jeg hjalp dem med at lede.

Men vi søgte også kun sporadisk, da der var en ventende schweisshund i en af bilerne, og den skulle have lov til at klare arbejdet.

Hundens opgave ville blive let, da jeg ikke tvivlede på egen evne, og skuddet var et klart lungeskud.

Schweiss fandt vi først senere ud af, at der var masser af, altid lettere at søge baglæns på den slags.

Schweisshundeføreren skulle lige hente sin vestjyske ruhårshund i bilen, og så ville han sætte den på sporet.

CA klokken 12.15 kunne jeg gå frem til min nedlagte hjort, hjorten var ikke, som jeg troede, gået ind i det tætte gran, men jeg kunne som sagt ikke følge hjorten ret mange meter efter skuddet, da der gik en vinkel af tæt gran ud i det åbne og spærrede for mit syn.

Hjorten var løbet knap 70 meter, før den opdagede, livet var slut, og schweisshundeføreren takkede mange gange, fordi hans hund havde fået lov, til at gå på så fint etsøg.

Jeg mente nu, det var mig der burde være mest taknemmelig, men det gad vi ikke at diskutere, vi nød begge, den store oplevelse.

Jeg nød jeg havde nedlagt det fornemste stykke jagtbare vildt i Danmark, schweisshundeføreren nød det stolte øjeblik sammen med sin rughårs hund.

Hundeføreren var bedre til at finde vildt end til at tage billeder med mobil, men det blev da til et enkelt acceptabelt billede.

Kolde våde hænder og en lille fremmed mobil er heller ikke den bedste cocktail.

Mens hundeføreren gik til bilen, gik jeg i gang med at brække min hjort.

Jeg skrev til John og Josephine, at hjorten var fundet.

Jeg tænkte overhovedet ikke på, at skrive til Josephine at jagten også var slut.

Josephine sad stadig og kukke lurede i sin stige, og oplevede, efter jeg havde skudt, en spidshjort komme gående på tværs, hun nøjedes med at fange hjorten med mobilens kamera.

Måske det var en af de andre 3 spidshjorte jeg havde haft chance til.

Ikke færre end 5 hjorte havde passeret mit tårn.

Efter mit skud.. Først to mindre spidshjorte (end den jeg havde skudt på), og det fik mig til at tænke/frygte.. var den for stor den jeg havde skudt?

Derefter kom endnu en hjort, mindre endde 4 første, ens for dem alle, var at de valgte at passere min post,på samme spor, alle 5 kunne jeg have nedlagt, hvis der havde været flere på kvoten..

Jeg havde fået kongeposten, hvad angik kronhjorte..

Jeg havde skrevet til John, at jeg meget gerne ville aftage min hjort, ja endda inden jeg havde fundet den.
Jeg gik ud fra, at den var skudt perfekt, en velplaceret kugle uden større kødskade.

Først skulle vi måske save lidt aftoppen, da stængerne vist nok gik lidt over ørehøjde..

Den aftale indgik vi dog først, da vikom til paraden midt i skoven.

Og min hjort viste sig at have den helt rigtige størrelse, den slags hjorte ville de meget gerne have skudt, så alt var som det skulle være.

Ved paradepladsen kunne jeg se en masse jægere, kun Josephine manglede.

Jeg spurgte John og Frederik om de vidste hvor Josephine var, min mobil var løbet tør for strøm, så jeg kunne ikke ringe hende op.

De vidste ikke hvem, der havde kørt hende på post.

Jeg spurgte forsamlingen, og det viste sig, at det var Peter, der havde sat Josephine af, men han havde ikke fået hende samlet op da jagen var slut.

Og ja..så blev jeg sgu lidt muggen.

WTF?

Jamen Peter havde fortalt Josephine, at hun skulle forlade stigen og gå op til vejen, når jagten var slut.

Men hvordan skulle Josephine vide, hvad tid jagten var slut?

Josephine havde set flere biler køre forbi oppe på skovvejen, en af dem var også stoppet kortvarigt op, kunne Peter for fanden ikke bare stået ud af bilen og have vinket?

Jamen.. sagde Peter, han kunne da godt køre ud og hente Josephine, men da var Frederik allerede kørt..

Jeg havde lovet Josephine, at det skulle blive en lærerig dag, og ja, så lærte Josephine også dette, at lave en klar aftale, alle (også de gamle dorsk-ører) kunne forstå.. (jeg hører sikkert selv til den kategori..af gamle dorsk-ører der nogle gange tager for meget for givet)

Josephine kom ”sikkert i havn” alt var godt, jeg fik betalt for min hjort.

Peter ville aflevere hjorten i min indkørsel, så jeg slap for at bakse det store dyr ind bagi min Quashqai, det er jeg sikker på Annette ville have skældt mig udover..

Men igen, jeg skulle have byttet nummer med Josephine, hun ville have haft større oplevelse end mig ved at skyde en spidshjort.

Ja, ja..jeg fik da bukkefeber, og jeg nød oplevelsen ved det perfekte skud og den fine jagtsituation.

Men kunne jeg have givet chancen/oplevelsen videre til Josephine, så havde dagen været endnu bedre.

Men kan en jagtdag blive mere end perfekt?

Nej vel, jagt er jagt, intet er til at forudse, og det skal der ikke laves om på.

JAØ 5/12-22