DEN TØVENDE BUK aka Svensk buk nr. 1 2017

BUKKEJAGT SVERIGE 2017

Traditionerne er blevet mange, efter 17 år på bukkejagt i Sverige kører mange ting på rutinen.
Jeg printer alligevel en huskeseddel ud hvert år, den har ikke ændret sig meget, så fluebenene bliver let markeret, og kufferten bliver pakket i en ruf.
Alligevel skal der vælges ting/tøj fra, da pladsen altid er for trang, både i min kuffert, men også når vi er 4 voksne mænd der skal have al vores habengut til en uges ophold i det svenske.
Siden vi er begyndt at slæbe 3-4 alustiger med, så har det ikke hjulpet på pladsen.
For nogle år siden kunne vi måske også have en lille kuffert inde i bilen, men velstand har gjort, at sædepladsen er blevet mere trang, eller så er bilerne blevet mindre.
Heldigvis kan der spændes en stor trailer på, så det har vi gjort, så er der plads til det hele, i år også til camouflagenet og enkelte lokkefugle.

Vi mødtes hos Jørn B., til en kop kaffe og et stykke hjemmebagt kage.
Og vi kunne næsten nå at se kampen færdig mellem Hobro og AAB..en spændende kamp i Superligaen.
Velforsynet og i en velpakket bil begav vi os mod Frederikshavn.
Har I nu husket det hele? Spurgte Torben fra bagsædet, og tak for det..
Bundstykker og ammunition til riflen?
EU våbenpas, indførselspapirer og nu også det vigtige eu pas? PAS.. for fanden.
Vi var ikke nået til enden af Jørns grusvej, før det gik op for mig, at mit pas lå derhjemme.
Fat i telefonen, fik Annette til at cykle den halve kilometer ud til omfartsvejen med mit pas i hånden.
Værst var det, at der kun var få minutter tilbage af kampen..stillingen var 1-1, Hobro havde flest chancer til at score det afgørende mål, vi fulgte kampen i radioen.
Det var de få minutter Annette var mest irriteret over, at skulle gå glip af..
Men hun er hurtig på en cykel, så hun nåede at få afslutningen med..resultatet blev 1-1.

Og så var vi klar, til at kunne vise de rette dokumenter, inden vi rullede ombord på færgen kl. 22.30 med kurs mod Göteborg.

Vi lagde til land lang tid før solopgang.
Som vi nærmede vores mål, med godt 3 timers bilkørsel, ankom vi med solopgangen, altid en flot og spændende oplevelse.
Det første syn på vores jagtmarker, var der brunst?
Var der store bukke fremme? ja vores søvnige øjne stod på stilke.
Jørn kørte det meste af vejen, da jeg overtog rattet de sidste små 100 kilometer, gik der ikke et sekund, før der lød en snorken fra Jørn.
Bagsædepassagerne havde også trukket lidt torsk i land undervejs, men det er en lidt hård start på ugen, sådan en mandag aften og nat..vi har prøvet det før, og ved det går.

Der var forbavsende lidt liv på markerne, så juletræslysene blev ikke tændt i vores øjne.
Vi skulle bo i et nyt hus, og det var vi lidt spændt på.
Huset havde vi boet i, da det stod helt tomt i 2003.
Ejerne flyttede fra deres gamle hus og ind i dette i efteråret 2003 forår 2004, og efterfølgende har vi mest boet i deres gamle hus.
Nu er ejerne flyttet igen, det hus vi ”plejer” at bo i var udlejet, og vi flyttede ind i et hus, der bar tydeligt præg af, at det knap var fraflyttet..
Men velredte senge med stift rent sengetøj (findes der noget bedre end sådan sengetøj, at lægge sig til rette i..det bringer i hvert tilfælde minder om, da jeg var dreng, og skulle overnatte hos mine bedsteforældre, dengang var sengetøjet stift og kridhvidt, og i en kold kælder var det som at komme i himlen, når man krøb ind til søvnen..)

Efter vi havde fået en bid brød og drukket lidt kaffe, det meste var pakket ud, så nappede vi et par timer på øjet.
Derefter skulle vi ud og montere vores 3 stiger.
Stederne var vi ikke i tvivl om, to af dem ”gav buk” sidste år, de skulle stå samme sted, faktisk havde stigerne ”givet buk” to år i træk, så selvfølgelig skulle de stå samme sted.

Vejret var fantastisk, solen skinnede fra en næsten skyfri blå himmel, endelig var vi i Sverige igen.
Jeg kan godt mærke på mine kammerater, at min entusiasme nok ligger et stykke over deres..og det er selvfølgelig en smule træls, hvis de andre er sådan lidt la la, når man selv svæver på en af de få skyer der driver forbi den varme sol.
Jeg elsker Sverige.
Jeg elsker også bukkejagt, så kombineret med Sverige, så kan jeg ikke få det bedre.
Trods et halvt år med dansk bukkejagt, sure medjægere, alt for meget læsning på facebook, hvor mennesker ”sviner” hinanden til, og jægerne er ikke bedre end andre mennesker (måske tvært imod)
Misundelse og ærgerrighed er en forfærdelig ting, og hold fast hvor har jeg følt mig ramt af disse to begreber i årets løb..altså ikke lidt af, men blevet angrebet af mennesker der lider af det..hvis du forstår, hvad jeg mener.

Heldigvis lider mine 3 rejsefæller ikke af hverken misundelse eller ærgerrighed, en af dem er måske lidt mæt af bukkejagten, to af dem er måske lidt for hårdt ramt af fysiske smerter og deraf følgende medicinering, og tredjemanden er ramt af en presset arbejdssituation. (den kan jeg godt snakke med om..)
Når jeg er i Sverige, lægger jeg hverdagens trummerum på hylden, nyder nuet, ønsker det bedste for mine kammerater (og mig selv) og ja..prøver at tage alt med et smil.
Men piller kan man selvfølgelig ikke lægge på hylden, og smerter forsvinder jo ikke ved mindre søvn og nye senge.
Jeg sov fantastisk hele ugen, undtagen da jeg mødte et spøgelse...

Spøgelset

Det er mange mange år siden, jeg har set et spøgelse.
Jeg har før haft mareridt, hvor jeg har forestillet mig, at der har været andre i soveværelset eller i huset, men har vidst, at det var ren indbildning.
For mange år siden mente jeg, at jeg så min far stå for enden af sengen.
Min far blev kun 62 år gammel, parkinson og kræft tog hurtigt livet af ham.
Måske eller det gjorde det naturligvis, berørte min fars død mig så meget, at jeg kunne forstille mig ham stå der.
Den anden nat i Sverige vågnede jeg op ved, at der stod en dreng ved siden af min seng.
Da sengen stod lige indenfor døren, og fyldte hele endevæggen, var der der ikke plads for enden af sengen.
Drengen stod blot og kiggede på mig, sagde intet.
Jeg rakte en hånd ud og spurgte ”Hvem er du?” jeg mærkede hårene rejse sig på kroppen af mig.
Mens jeg rakte hånden ud, forsvandt drengen i en tåge.
Ja ja..alle eller næsten alle vil sikkert påstå det var et udslag af en drøm..jeg huskede dog ikke at have drømt noget som helst.
Jeg ved jeg bagefter tændte lyset, og kiggede grundigt rundt i værelset, selvfølgelig var jeg alene i rummet..alligevel lod jeg lyset være tændt resten af natten. (de følgende nætter sov jeg som en sten med lyset slukket)

Jeg lider ikke af overtro, men kan godt bilde mig ind, at der kan være mere mellem himmel og jord, især i et hus/en gård som denne, der har et par hunderede år på bagen...

Stigerne
Den første stige vi fik sat op, skulle stå på Damengen op af en birk, så der var plads for skud over hele kløverfeltet.
Jeg har to år i træk skudt buk fra denne stige.
Vi kunne køre helt frem til træet, men træet og de træer der stod ved siden af, var blevet fældet..pokkers osse.
Vi kiggede rundt..der..på tværs af marken, kunne vi stille en stige op.
Det var mere besværligt at komme uset frem, men mon ikke det ville gå.
Vi kørte tværs over marken, fandt et egnet træ, op med stigen, væk med grene, og jeg var naturligvis ikke i tvivl, her ville jeg gerne sidde på premieremorgenen, men så skulle jeg trække et es...

Næste stige kom op på Rønningen, og her så vi flere rådyr.
Dette område har de sidste par år taget over for Panoramastykket.
Til dels er der kommet en ”godt” skydende nabojæger (der skyder fra en kant af, tror vi) – men værre er det, at ejeren af 4 store hunde er begyndt at lufte hundene op og ned af skovkanten langs den en kilometer lange mark..både indenfor i skoven og ude på marken..
Derfor tror vi, at en del af dyrene er flyttet over på den anden side af bjergkarmen, over til Rønningen..en skam, der plejede at være gode bukke begge steder.

Tredje og sidste stige kom op på P-rydningen.
En forholdsvis ny rydning, der også de sidste to år har givet buk.

Alle stationære tårne og stiger blev gået igennem, så de var klar til premieremorgenen.
Der var ingen overraskelser, hverken positive eller negative.
Ingen bukke der fik tænderne til at løbe i vand, ved de to ”sikre stiger” så vi ingen dyr..
Panoramastykket, Husbukken og Rønningen lokkede hver med bukke .. som afslutning kørte vi omkring en halvø, stedet hvor jeg jagtede buk de første par år.
Og her så vi bukke, hold da fast.
Vi så 8-10 bukke på den korte køretur.
En af dem vil jeg gætte var helt oppe at ringe, en anden var lige under..flere var rigtig fine, nu var vi tændt.
Hjemme i huset fandt vi kortene frem.
Jeg holdte fire kort frem til mine kammerater.
Torben trak nummer 4, Poul nummer 3, jeg trak nummer 2 og Jørn trak esset.
Jeg var spændt, ville Jørn tage Damengen?
Niks..Jørn tog Rønningen, jeg råbte af glæde ”YES” og tog Damengen, Poul sukkede og valgte Panoramastykket (han havde haft Damengen som første ønske, og Rønningen som nr. 2) og Torben valgte P-rydningen.

Kort fortalt..så skød Poul buk på Panoramastykket (for andet år i træk) kl. 20.00 d. 16/8..
Jørn skød buk på Rønningen tidligere samme aften.
På premieremorgenen skød Torben buk kl. 7.52..lokket på bukkekaldet.

Og her er historien om min første buk :

DEN TØVENDE BUK aka Svensk buk nr. 1 2017

Regnen slog mod ruden da jeg kl. 03.00 slog øjnene op.
Vi var via vejrudsigten blevet varskoet, men det er jo ikke altid meteorologerne får ret.
Så en mørk morgen d. 16 August 2017 bevægede jeg mig kl. 03.20 ned af trapperne fra førstesalen til det oplyste køkken, hvor Torben sad med sin vanlige kop kaffe.
Traditionen tro havde jeg nået at filme Jørn i underbukser, først står Torben op, så står enten Jørn og jeg op, vi har hver vores værelse, men fælles bad/toilet.
Vi har givet Poul det eneste værelse i stueetagen, med toilet og bad lige på den anden side af gangen.
Og det værelse tror jeg, var givet godt ud.
Vi tre andre, havde ikke problemer med at høre, om Poul var faldet i søvn, selvom alle døre var lukket, og så ikke et ord mere om Pouls snorken...

Vi var alle lidt skeptiske over, at skulle ud i den våde nat.
Vi vidste der ville gå nogen tid, inden vi kunne se dyr på markerne/i skoven.
Omvendt, så ville det våde underlag og den mørke nat, formindske risikoen for, at evt dyr på marken eller i skovkanten ville se os jægere, liste os frem mod vores mål, enten i en stige/et tårn eller på en stol i skovkanten.
Kl. 04.10 rullede vi stille ud af gårdspladsen.
Jørn skulle læsse os alle 3 af, før han selv kunne køre til Rønningen.

Jeg gik ned af den lille skovvej, som var overstrøet med svenske granitsskærver.
Jeg forsøgte at finde lidt græsbevoksning, så jeg ikke knasede for meget.
Jeg gik langs hegnet, hvor der var får, på samme måde som jeg har gjort de to tidligere år.
Da jeg nåede midten af stykket, gik jeg vinkelret tværs over den våde kløver.
Min skydestok havde jeg trukket en plastikpose over, Primos trigger skydestokken er ikke specielt glad for regn..og i stigen havde jeg ikke brug for den, men jeg vidste jo ikke, hvad morgenen ville bringe.
Regnen stod fra en stadig mørk himmel, da jeg nåede frem til stigen.
Jeg havde taget en sort sæk med til min rygsæk jagtstol, så den også kunne komme i tørvejr.
Ja..jeg vidste det støjede en smule, men regnen dæmpede de fleste lyde.
Stigens glatte trin larmede lidt ved kontakten med mine gummierede støvler.
Men endelig fik jeg plantet min bag i sædet, og der var ikke blevet bøvet af mig, klokken nærmede sig 5.00
Udover regnen var der også en let vind, og det fik træet, stigen stod op af, til at duve en del..denne duven, og ekstra belastning af jagtstigen, fik bagsiden, der er store ”tænder”, til at kurre ned af træstammen, det lød som et mindre løvebrøl..ahr..tænkte jeg..nu ved alle skovens dyr, at jægeren har sat sig til rette..
Min jakke blev lynet godt op, hætten trukket over høreværn og kasket, nu sad jeg lunt og godt, men jeg kunne ikke se en skid..der var stadig meget meget mørkt.

Lidt efter lidt lysnede det, konturerne af træer, læhegn og skel trådte frem, regnen stilnede efterhånden også en smule af..og straks jeg var sikker på, at jeg kunne se et dyr, hvis der trådte et sådant frem, fandt jeg mine lokkekald frem, og blæste lidt i øst og i vest.
Endelig slappede jeg af, og vidste, at det kunne ske hvad tid det skulle være, alligevel formåede jeg at slappe så meget af, at jeg lukkede øjnene..bare få sekunder, og pludselig stod han der.
Han rystede regnen ud af pelsen, stod fint, ca 35-40 meter til højre for stigen, anede ikke at han blev overvåget.
Jeg kunne ikke se noget mellem dyrets ører, så det var vel bare et lille smaldyr...
Forsigtigt fik jeg kikkerten listet frem, hvad søren..det var da en buk, men den mest uanseelige af slagsen..en lille knopbuk...jeg studerede ham mens han listede ud på det åbne og essede begærligt af den drivvåde kløver.
Sådan fortsatte den lille buk, tværs over stykket, stille og roligt tempo, han var ikke presset, og det ærgrede mig lidt..håbede han ville kigge sig ængsteligt over skulderen, nervøs for om far eller bedstefar skulle komme, for at jagte den lille buk væk.

Der gik dog ikke længe, den lille buk var næsten nået helt over til en lille holm, der går ud på marken, da en rå kom løbende fra højre med en buk i røven.
De stoppede begge op ca. 60 meter ude skråt til højre for mig, råen essede en smule, bukken tøvede.. kiggede fra råen og tværs over marken på den lille buk.
Han tvivlede..
Skulle han prikke til råen så de kunne fortsætte deres brunstleg, eller skulle han springe efter den lille forsagte buk?
Han tog nogle forsigtige skridt længere ud på marken, han stod nu perfekt.
Mens bukken var fokuseret i at kigge efter den lille buk, havde jeg fået listet riflen på plads, høreværnet drillede, for det sad stramt under hætten på jakken, og sad pludselig skævt fordi jeg drejede kroppen.
Jeg fik det næsten sat det på plads, jeg vidste at bukken, hvad tid det skulle være, kunne vælge at løbe efter råen..hvis hun pludselig syntes det kunne være sjovt.
Jeg fandt bukken i kikkertens krys, afsikrede i det samme, og øjeblikket efter afgav jeg skuddet.
Bukken gav en lille hop, ”cyklede” med benene, vendte rundt og løb efter råen tilbage, hvor de var kommet fra.
Sjovt nok kom den lille buk også løbende, helt fra venstre og fulgte de to andre dyr ind i den forholdsvise lave, men meget tætte skovsamling, som stod i det ene store hjørne af marken.
Klokken var præcis 05.44 .. knap et par timer efter jeg havde sat mig i stigen.

Pludselig kom der et dyr ud på marken, fra hvor de alle tre var løbet ind.
Det så ud til at være råen, men var hun ikke mindre end før?
Jeg tog riflen op..nej..det var den lille buk, der trissede rundt, og han gav sig til at esse.
Jeg tror han fornemmede faren på marken, gik lidt usikkert tværs over, kiggede lidt op imod mig, jeg sad nok heller ikke så roligt som får.
Efter kort tid løb han over marken, og forsvandt stille ind på holmen.

Jeg åndede lettet op.
Det var ikke en kæmpe buk, men helt klart en plads buk. (altså den jeg havde skudt)
Skuddet var jeg tilfreds med, jeg var sikker på han ikke lå langt fra skovkanten.
Efter et kvarters tid, hvor jeg havde ladet oplevelsen trænge ind, og kroppen var faldet til ro, kravlede jeg ned af stigen.
Med skydestok i hånden, og riflen skruet ned på laveste forstørrelse, gik jeg frem mod anskudsstedet.
Jeg kunne ikke finde nogen schweiss på stedet, men i vådt kløver, lidt dyster belysning, så kan det også være svært at finde.
Jeg valgte hurtigt at gå hen mod stedet, hvor bukken var løbet ind i ”sikkerhed”, der måtte være schweiss.
Men nej, heller ikke her fandt jeg blod eller kødstumper.
Jeg kløede mig lidt på hatten..
Bukken og råen havde rundet et hjørne før de løb ind, en blind vinkel for mig fra stigen.
Der var flere veksler, det måtte være en af dem de havde valgt, jeg gik ind af den første og mest brugte..og efter to skridt kunne jeg se bukken, han var måske nået fire meter ind.
Tydeligt som han lå, kunne jeg se lungeschweiss pible ud af indgangshullet, det sad perfekt.

En fin buk var forendt, råen kunne jeg høre rumstere længere inde i det tætte, kort tid efter smælede hun af det fremmede element.
Ja, jeg beklager jeg har taget din mand fra dig..hviskede jeg..og jeg mente det.
Jeg gør det ikke for at være ond, jeg gør det pga så meget andet, at forklare dig det, vil være umuligt, at forklare andre der ikke går på jagt, er svært..

De første minutter sammen med den nu døde buk, kan også være svære at forstå for mig selv som jæger.
Derfor foretager jeg mig ikke noget en stund, studerer, lader en hånd kører igennem bukkens pels, ser øjnene der stadig emmer af en smule liv..snart skal jeg spolere det hele, for det føler jeg at jeg gør, spolerer det smukke, når jeg brækker dyret..så det haster ikke.

At spolere, det kan de fleste sgu finde ud af.

JAØ 23/8-17

Det er tid til at lade pulsen falde..

Det er en lille buk, selvom det er svært at se, men han kan blive fin til næste år..

Den spændende tur frem til bukken