BIRKEBO BUKKEN .. en buk fra den danske bukkejagt 2014

Birkebo bukken

Forår

I foråret spurgte ejerne på Birkebo ,om jeg aldrig kom på jagt hos dem mere, de så mig ikke.

Jeg forklarede venligt, for jeg ville jo ikke træde nogen over tæerne, at crosskørsel med biler på den ca. 10 tdr. land store mark og så jagt, ikke var en særlig god kombination.

Og for Birkebos vedkommende er det meget naturligt, at de unge mennesker og deres aktiviteter kommer før jægerens.

Men da min fritid kan være dyrekøbt, så vil jeg naturligvis hellere gå en tur på jagt, hvor der er ro omkring mig, modsat, hvor et ungt menneske nysgerrigt kører parallel med mit drev i en traktor.

Jeg kan selvfølgelig også løbe på landmanden, hvor jeg har jagten på 190 ha, men der kan jeg så flytte mig til et andet hjørne, det er lidt sværere på et areal på blot 5 ha.

Jeg har igennem årene nydt udsigten over korn eller raps på Birkebo.

Det er også lykkedes mig at nedlægge to bukke på de 10-12 år, hvor jeg har haft jagten.

Men hver buk har krævet mange timers venten, og begge bukke har været små et års bukke.

Jeg ville dog i år lade tvivlen komme ejeren af stedet til gode, da de for det første havde sået forårssæd på deres mark, og for det andet meget gerne ville have lidt godt kød til fryseren.

Andreas og jeg tog en tur til marken kort før bukkejagten.

Kornet stod spiringsgrønt på marken, vi kiggede efter tegn på råvildt, der var enkelte fod af dyrene, så liv var der bestemt..men det kunne jo være om natten, de var aktive.

For at lave et tjek om der skulle være buk, satte vi nogle enkelte pilegrene i det fjerneste hjørne, ved et lille skovstykke, der hvor jeg oftest har set dyr.

Jagt

Bukkejagten kom, jeg brugte alle mine ledige timer alle andre steder end på Birkebo.

Bilerne var godt nok kommet væk fra marken, men en ATP cross bane var lavet i det største skovstykke, og der har altid stået råvildt netop der, så jeg var meget tvivlende om mine chance for at se råvildt, og at skyde buk var næsten helt usandsynligt..

Birkebo blev efterladt tomt i en uge, her i starten af Juni, de tog alle mand på sommerferie.

Jeg så min chance, for ro er det råvildt syntes allermest om, og da kornet stod sprødt og i lav højde, kunne det være at marken ville trække lidt vildt til.

Mandag d. 2/6 tog jeg ud til marken, nød det gode vejr, vinden kom desværre fra naboen, en stor svinebonde, ja han har faktisk gravet den største gylletank i jorden, jeg nogensinde har set, den er vel 30 meter i diameter..så selvom vejret var fint, havde jeg svært ved at nyde det i fulde drag.

Ingen dyr blev synlige for mig.

Nærmeste mark er en høj rugmark, den ligger imellem mit stykke og den store skov.

Kan faktisk være meget godt, lidt regnbyger og dyrene vil trække ud på det lavere korn..

Tirsdag morgen d. 3/6, fik jeg væltet mig ud af sengen kvart i fire.

En lys morgen, så jeg fandt let frem til min faste plads, slog røven i sædet og Bahr, Bahr...

Jeg var afsløret, et dyr havde stået lidt til højre for mig, jeg så det ikke, hørte kun det hånede mig med sit smælen..

Og det var det liv jeg ”så” denne morgen.

På vej til bilen gik jeg en runde, bl.a ville jeg tjekke pilen Andreas og jeg satte.

Der var fejning på én af dem.

Derudover fandt jeg ud af, at jeg kunne gå igennem Birkebos æbleplantage til en plads, der var meget bedre end min faste igennem alle årene..hvorfor havde jeg ikke tænkt på det før?

Det er dog ikke første gang jeg støder dyr fra min faste plads, som nu for evigt er blevet nedlagt..

Af skade/skældud bliver man klog...

Tirsdag aften på plads igen.

Vind og vejr ideelt til bukkejagt.

Retning af vinden lige til øllet, men den var svag, så jeg havde med min nye gode udsigt, stor chance for at få øje på vildtet, hvis noget skulle komme ud.

I bunden af en lille udyrket tange lyste det pludselig rødt.

Min puls reagerede positivt på denne farve, kikkerten kom op, en rå..

Hun gik og essede lystigt i en lang periode, førend hun forsvandt ind mod skoven.

Det var alt jeg så og hørte denne aften...

Tredje gang var ikke lykkens gang...skulle jeg prøve en fjerde.

Synet af et stykke råvildt, gav lidt blod på tanden, jeg havde trods alt mødt/stødt på dyr, to ud af tre...

Måske sidste chance

Da vækkeuret ringede for anden morgen i træk (på en hverdag) væltede jeg forholdsvis let ud af sengen, men på trods af mine efterhånden permanente rygsmerter, var det straks værre at komme på benene.

Med slæbende fødder fik jeg overstået toiletbesøg, børstet tænder og listet mig i jagttøj, og tog køreturen på de ca 20 minutter, med et rimeligt godt og optimistisk humør i bagagen.

En lettere tiltagende tåge bekymrede mig ikke, det forlængede blot natten, og gjorde råvildtet ekstra aktivt efter solen var stået op.

Jeg kørte også forsigtigt, igennem Hørby Plantages tunnel af grønt, som i forvejen er farlig for råvildtet, ville en tåge gøre kørslen ekstra farlig for bilisten og for vildtet ikke mindst.

Velankommet med dugfriske støvler, og uden at have forstyrret naturen, fik jeg mig sat, lige på pletten jeg havde forudset mig aftenen før.

Tirsdag aften havde min stol stået på ujævnt/skrående terræn, og det bliver hårdt i længden at skulle døje med balancen...og heller ikke optimalt hvis chancen for skud skulle komme.

Tågen var ikke så tosset, der var lyse punkter på marken, skydetid var kl. 4.37, og jeg var på plads ca ti minutter før..

Kl. 4.35 kom det første stykke råvildt til syne.

Det var et smaldyr, stod ud af intet (en let sag i tågen) ca 100 meter ude, i det lave korn.

Hun listede tværs over marken, op mod min gamle plads (godt jeg ikke sad der længere) hvorefter hun forsvandt ind i det lille skovstykke.

Jeg havde beundret hende længe både i kikkert og med riflen stillet skarpt.

Drømt tanken, hvis hun nu havde været en stor buk..

Selvfølgelig drømte jeg om en stor buk.

Aftalen på dette sted er, at jeg må skyde, hvad jeg vil, kødet tilfalder udlejeren, i hvert tilfælde ved første stykke råvildt.

Og da jeg som nævnt igennem alle de år jeg har haft jagten, kun har skudt 2 bukke og intet andet udover et par harer, så er det aldrig blevet mere end trofæet til jægeren..og det er for mit vedkommende også helt i orden.

Men i år hvor jeg allerede har skudt 3 bukke på andre marker, så må det fjerde trofæ også godt være fint..selvom kødet var det, der stod højest på ønskelisten...kunne jeg lade være med at skyde, hvis der kom en etårs buk for? (spids, gaffel eller seksender, de kunne alle være etårs..)

Nå drømme kan man jo altid..tågen slukkede hurtigt for mine...

Kort tid efter jeg havde set smaldyret liste væk, lagde tågen sig som en tung dyne.

kl. 04.46 hørte jeg en buks territorie smælen..modsat det advarende smælen bahr, bahr, bahr.. er territoriesmælen mere langtrukken og vedholdende.

En anden buk hørtes længere borte.

Ham tættest på, var ca hvor jeg så rå aftenen forinden..så jeg var spændt, meget spændt...

Tågen blev for en kort stund visket bort.

På den lille grønne tange af højt vildt græs viste en rå sig, sikkert hende fra aftenen før.

Hun gik lidt uroligt og essede, kiggede sig ofte over skulderen..

Og denne kiggen, ved vi som jægere ofte betyder én af to ting.

Enten har hun lam med sig, eller så er bukken lige i nærheden..

Da jeg ingen lam kunne se, der var dog også ca. 120 meter over til hende, så de kunne let følge hende i det høje græs, håbede jeg det var bukken hun skulede efter.

Og ganske rigtigt, pludselig blev et dyr til to.

Bukken var endnu mere urolig end råen, han var i evig vandring.

Gik ned over skråningen, stod ikke stille i to sekunder, jo pludselig stoppede han op, midt i noget vildt kørvel..kun hovedet var fri..og hvad var han? Var han en spidsbuk? Han var ikke særlig høj, men dog lidt mørk i bunden af stængerne...jeg kæmpede for at holde riflen i ro, hvis nu chancen skulle byde sig.

Pludselig trådte han fri, men det var kun for at gå fra stedet med røven vendt mod jægeren..

Meget beslutsomt gik han mod rugmarken, jeg peb i mit buttolo..havde han været en etårs buk var han stoppet op, og sandsynligvis sprunget mod mig, men han fortsatte ufortrødent mod marken og forsvandt.

Råen var også væk, så ikke hvor hun løb hen, sikkert foran bukken ind i den høje rug.

Jeg så bevægelse til venstre for mig, smaldyret jeg så lige ved solopgang, var blevet forstyrret af buttoloen, og hun løb nu over marken, sikkert havde lyden været svær at bedømme bestemmelsessted på..jeg ville ikke gøre hende mere forvirret, så jeg forblev tavs resten af morgenen...hun forsvandt i det lille skovstykke, hvor jeg sammen med Andreas havde sat lidt pil.

Tågen lagde på ny låg på det hele, denne gang for alvor.

I mere end en time kunne jeg ikke se meget mere end tyve meter frem for mig.

Solen kæmpede en ulige kamp, vinden var ikke til nogen hjælp, den stod stille.

Jeg fornemmede solen igennem det tykke tågelag over min venstre skulder, den hang deroppe et sted, den måtte for hunden snart tage magten.

En vind begyndte at give en hjælpende hånd.

Jeg blæste også lidt, for at hjælpe til, jag blæste mod marken, hvor der måske stod råvildt gemt.

Det eneste jeg fik ud af dette, var en konstatering af dårlig ånde, og at mit myggenet snart skulle vaskes..

Myggenet for ansigtet er et must, kombineret med en god myggeolie..

Mit høreværn havde jeg husket at sætte over ørerne i dag, der var skruet godt op for naturens musik, fuglelivet var ligeglad med tågen, lærk og solsort kæmpede om ordet.

Skovduerne slog lystigt slag med vingerne..jeg manglede blot kulminationen af det hele...

Jeg havde kl. 04.46 optaget bukkens smælen og sendt klippet til Lars fra Vojens.

Han sov sikkert, men han skulle have beskeden alligevel :

Bossen er gemt i tågen dernede..kommer han frem?

Bossen er et ord jeg har taget til mig fra en norsk bukkefilm, hvor en begejstret norsk jæger netop har skudt sin største buk, en guldbuk...

Det er bossen dette her..ingen tvivl om det

sagde han storsmilende og med rystet stemme...

Jeg var lidt under tidspres..Annette (min kone) skulle på kursus denne onsdag morgen, og bilen skal stå klar i indkørslen kl. 07.15

Tågen så ikke ud til at ville give op.

Min pusten i den tiltagende vind, hjalp måske en lille smule, var der en opklaring på vej.

Og som ved et håndslag med åbne fingre, blev tågen til at se igennem, og lå nu kun som et brudeslør over marken.

Og der, kun godt 80 meter nedenfor mig, stod et dyr i meget højt græs, guffede løs af de saftige strå.

Riflen kom op, linsebeskyttere røg af i samme bevægelse som riflen blev lagt an i skydestokken, som stod vendt den rigtige vej..

Da jeg så det var en buk, ja 100% sikkert bukken fra før, blev der pr instinkt afsikret og fingeren nærmede sig aftrækkeren.

Bukken stillede siden til, og skuddet faldt i samme sekund bukken blev slynget til jorden.

Lige så hurtigt som stilheden var blevet brudt, ligeså hurtigt var der ro igen.

Mine lunger blev tømt for luft, og med rystende hånd sendte jeg endnu en besked til Lars.

Morgenens anden..

Der kom buk ud af tågen...

Klokken var nu 06.28, tre kvarter til bilen skulle stå derhjemme.

20 minutters kørsel..og alt for kort tid til at nyde det der følger efter skuddet.

Lars var åbenbart stået op, eller i hvert tilfælde vågen.

Tillykke. Var det en god buk?

5 minutter efter fik Lars et billede tilsendt af bukken, så måtte han selv vurdere..

Jeg syntes det er en fantastisk buk, og jeg syntes morgenen var endnu bedre.

For at bruge et gammelt udsagn ”Sikken dejlig dag det er i dag..”

JAØ 6/6-14

ps. Jeg blev kun 5 minutter forsinket med bilen. Ærgrede mig over, at jeg ikke kunne være blevet i ro hos bukken på marken, blot et kvarter længere..

Opbrækningen gik godt, ked af at sige det er blevet en rutine, jeg tabte dog hjertet, altså bukkens, og kød og jord er ikke en god kombination, så det blev til ræveføde.

På vej hjem i bilen fik jeg først endelig ro til at absorbere min oplevelse, smilet forplantede sig for alvor på mit ansigt..hvor heldig har man lov til at være?

Spændende hvad tågen gemmer på