En god dag at dø - aka 1. Oktober 2020

En god dag at dø aka jagt d. 1. oktober 2020

Jeg er så gammel, at jeg har set filmen, hvor udsagnet ”En god dag at dø..” bliver brugt af en indianer, ja det var vel en hvid amerikansk skuespiller, med noget sovsekulør smurt i hovedet der siger det.

Den havde ikke gået i dag, der må man hverken sige sort eller hvid, uden man diskriminerer, og slet ikke indianerrød..

Må man sige ugh?
Aner det ikke, og det er i og for sig også denne lille fortælling irrelevant.

Ugh, det sagde jeg i hvert tilfælde da min kniv skar en 2 cm lang flænge i min venstre pegefinger, da jeg brækkede rådyret.

Dyrlægen (Carl Ole) sagde ”Ahr, det har knapt brudt skindet” .. men blødte, det gjorde det.

D. 15/7-20 var jeg inviteret af Kaj, til Kajs sidste jagt efter sommerbuk, og sidste, der mente jeg absolut sidste jagt med riffel på buk..

Men på daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive Kajs sidste jagtdag overhovedet.

Kaj havde formentlig 3 gode efterårsmåneder at se frem til, hvor jagten med bøssen i hånden..

hov hov, det hedder et jagtgevær.

okay så, dengang Kaj startede med at gå på jagt, der var en bøsse, et gevær der skød med hagl, men lad gå da.

Nå, men jeg troede, og Kaj troede, at der var 3 gode måneder i udsigt, hvor Kaj kunne afslutte sin mangeårige jagt i Fusager, med nogle gode jagte i gamle venners lag, og på den måde afslutte et langt succesfuldt og begivenhedsrigt jægerliv.

Jeg skulle også have arrangeret en af jagterne for Kaj, sidst i oktober, først i november, men det nåede jeg ikke.

For godt en måned siden ringede Inga (Kajs kæreste igennem ca. 23 år), og fortalte at Kaj var blevet indlagt på sygehuset.

En knude i tyktarmen var blevet opereret væk, det havde været en lang og hård operation.

Udover det, var der også en smule hudkræft i ansigtet (panden) .. og det havde jeg set starten på i Juli, men tænkte, det blot var en ”knorte” .. et alderstegn, men det var altså noget skidtværk.

Efter operationen skulle Kaj 14 dage på aflastning på Hobro plejehjem, Inga takkede mig mange gange for det jeg havde været for Kaj igennem årene, vel nærmest en papsøn eller hvad man kan kalde det, og jeg kunne sige, at Kaj på mange måder havde været en papjagtfar for mig, måske mere end jeg har indrømmet overfor nogen, ikke mindst overfor mig selv.

Men jagten var slut for Kaj, kunne jeg godt fornemme.

Og jeg indrømmer, at jeg frygtede, at Kaj ville ende sine dage på plejehjemmet, det kan gå stærkt for en ellers altid aktiv fyr på 83 år.

Heldigvis så det ud til, at lægerne havde fået has på kræften via knuden, der ikke havde spredt sig, og derved skal Kaj ikke igennem hverken kemo eller stråling.

Ingen udover Inga måtte besøge Kaj, det store C skal man jo stadig passe meget på.

Jeg blev glad og overrasket, da Kaj ringede til mig i sidste uge.

Jeg kan nok tælle på en hånd, hvor mange gange Kaj har ringet til mig igennem årene, det plejer at være mig, der ringer til ham..

Jeg er sikker på mine børn kan nikke genkendende til dette.

Deres hjerter går næsten i stå, hvis det er mig, og ikke deres mor der ringer dem op.

Det er oftest pga noget alvorligt, hvis jeg ringer op, det har mine børn i hvert tilfælde fået indtryk af.

Er det et fadersyndrom? Eller hvad skal man kalde det?

Det er jo ikke fordi vi som fædre ikke bekymrer os for vores børn, eller at vi som mænd ikke bekymrer os i det hele taget, for mit eget vedkommende bekymrer jeg mig nok bare på en anden måde end min kone, tror jeg..

Kaj ville blot fortælle, at jagten nu var slut, men han var kommet hjem fra Plejehjemmet.

Og han ville takke mig mange gange og så videre..

Jeg tænkte, vent nu lidt, det er ikke blevet en god dag at dø på endnu Kaj, jeg sagde det ikke højt, men jeg tænkte det.

Da jeg spurgte Kaj, om han måtte modtage besøg, trak han på det, men det har Kaj altid gjort, og det træk kan både være et ja, måske eller nej.

Dagen efter den korte samtale med Kaj, ringede jeg til en lidt længere samtale med Inga.

Jo, jo, jeg måtte gerne komme og besøge Kaj, og det gjorde jeg samme dag kl. 14.00

Til en snak over først en øl siden over en kop kaffe.

Kaj virkede heldigvis overraskende frisk, men endnu engang satte Kaj en streg under, at jagten var slut.

For at gøre en god lang snak kort, for vi drak flere kopper kaffe, og snakkede også forholdsvis længe om mange ting, jeg fortalte om mine sidste jagtoplevelser, bukkejagt og grisejagt i Sverige.

Og om starten på efterårsjagten, og om at nu var der kun en uge til 1. oktober.

Kaj har stadig 3 måneder tilbage på sit jagtområde, det kunne jo også være, at Kaj og Inga gerne ville have lidt kød i fryseren, måske en god ven kunne tænkes, at ville skyde et dyr eller to med riflen.

Inga syntes det var en rigtig god idé, det samme gjorde den gode ven ved bordet, og det endte da også med, at Kaj var med på idéen.

Om ikke andet, så kan det være, det giver en god jagtoplevelse, som Kaj kan leve sig ind i, når han får den på skrift.

Jeg vil tro Kaj har en hel skrivebordsskuffe af den slags, fra undertegnedes hånd.

Men efterårsjagt, selskabsjagt i Fusager, det var det slut med, for Kajs vedkommende..

Så jeg vil forsøge at nedlægge et par stykker råvildt i løbet af de næste par måneder.

Oplevelsen vil jeg opleve og gemme som et evigt minde.

En god dag at dø.

Det blev en god dag d. 1. oktober i år.

Dyrene har ikke noget valg, som den ensomme gamle indianer der sætter sig på en klippetop, og vælger at nu er det tiden, til at stoppe med at trække vejret.

Jeg har selv tænkt tanken et par gange.

Ofte når jeg har jagtet alene, og med succes, enten via et godt bytte, eller blot fordi vejr og vind og situationen lige har været det..skulle jeg på daværende tidspunkt miste luften, så ville det have været en god dag at dø.

Vi får sjældent lov til selv at vælge.

Det gør vildtet vi nedlægger som jæger absolut aldrig.

Men vi forsøger at gøre det på en god, hurtig og effektiv måde.

Det første dyr vi nedlagde denne flotte første torsdag i Oktober, var dog en rå, der ikke nåede at slippe ud af juletræskulturen.

Zanto, min niårige effektive blandingshund, halv weimaraner og halv ft springerspaniel, satte tænderne i råens strube, og Zanto holdt fast, ruskede og slap ikke, på trods af at råen kæmpede for sit liv.

Benene kørte i luften på råen, men Zanto håndterede dyret på den rigtige måde, ved at lukke af for blodtilførslen til hjernen, og lufttilførslen til lungerne.

Jeg kom løbende, da det næsten var slut.

Jeg afløste hunden, og fik via to knivstik, først et effektivt der delte hjertet i to, og nr. 2 der skar halspulsåren over, så blodet kunne løbe fra kroppen.

Burde måske have gjort det i omvendt rækkefølge, så hjertet kunne have hjulpet til, men jeg er imod halal slagtning.

Zanto sad stille og så på, den havde gjort sin del af jobbet.

Mange ikke jægere ville sige. (det samme vil jægeren var Københavns centrum sikkert også mene, især hvis han var radikal..)

”Jamen må en hund tage et rådyr der ikke er skudt på?”

Mit svar er klart.

Ja, det må den og ikke mindst, det skal min hund gøre.

En god jagthund skal tage og nedlægge (læs aflive) alt vildt den kan få fat på, en hund kan ikke se om dyret er skadet af påkørsel, sygdom eller skud.

Et frisk dyr kan en hund sjældent ta', undtagen hvis den bliver trængt op i en krog, som det desværre skete her i juletræsindhegningen med få flugtveje.

I Zantos 9 årige levetid, er det første gang den tager et dyr, der ikke er anskudt.

Og den fik kun ros, Zanto gjorde det dens natur fortalte den, den skal gøre, og Zanto har jeg trænet i, at tage et rådyr på den rigtige måde, desværre ser man hunde der ikke håndterer det ligeså flot, og begynder at tygge i dyret i kølle eller ryg, det må en hund for alt i verden ikke begynde på, hvis de får smag for det, er det noget skidt.

Hele dagen var Kaj i mine tanker.

For første gang i mine knap 30 år på jagt, var Kaj ikke med på jagt d. 1. Oktober.

Det passer så ikke helt, de første år kendte jeg ikke Kaj på den måde, der jagede vi kun sammen i jagtforenings regi, men senere blev det en tradition.

1. oktober og 21. oktober der jagede vi sammen, den 21. oktober kun os to.

Måske det var derfor jeg ikke fik taget så mange billeder som jeg plejer.

Trods sporadisk solskin, i det mindste tørvejr hele dagen.

Hyggeligt selskab, 4 jagtkammerater inviteret til morgenmad og jeg havde lavet mad til middag i terrænet.

Gode jagtoplevelser, vildt på alle 3 terræner.

Et rådyr nedlagt af jæger, og så det Zanto nedlagde som dagens første.

Skud til fasan, kun én af 5 fik ikke skud i bøssen, som man siger.

Dagen blev god og lang, snak på kryds og tværs.

Men Kaj var ikke med, kun i tankerne.

Det skal jeg lige vænne mig til.

JAØ 2/10-20

ps.
Jeg tror faktisk, at det er en ægte rødhud/indianer, der kommer med udsagnet. (eller hedder det, en hvid der har fået rigeligt med sol, jeg bliver af og til lidt pisforvirret)

”A good day to die”, i filmen ”Little big man”
(på dansk ”En god dag at dø” med Dustin Hoffman i hovedrollen i westernfilmen fra 1970)
Men resten af indianerlejren er smurt ind i sovsekulør, og rigelige mængder af teaterblod.

https://www.youtube.com/watch?v=93PBNHXXWWs

Første oktober er altid noget helt specielt

Kommentarer