Kronvildtjagt på Nørlund

Kronvildtjagt på Nørlund

Forventningens glæde er der altid, man kan aldrig forudse, hvad en jagtdag vil bringe, fantasien kan få frit løb.
Ser man noget vildt? Kommer vildtet på skudhold, og sørger man for at udnytte den chance/de chancer man måske får.
Jeg har dog vænnet mig til, ikke at sætte forventninger for højt i hvert tilfælde hvad gælder dagens udbytte, og stort udbytte er langtfra det eneste lyksaliggørende, når vi jægere samles, og med det in mente, så sætter man sig altid ind i sin bil med et stort smil, og det plejer gerne at smitte af på omgivelserne, det gode humør.

For et år siden havde John også inviteret mig til på sådan en dagjagt p å krondyr, da måtte vi skyde hinder og kalve, jeg var den eneste med ild i bøssen, jeg skød en hind, og den oplevelse var helt sikkert stor, især da jeg efter parolen købte hele dyret, og proppede det ind i min gamle Ford Mondeo..slå den Audi og Volvo..men det er en helt anden historie.

I år får jeg mon igen en chance?
Efter jagten kunne jeg ærgre mig over to ting.
Pkt 1. Var jeg blevet der 5 minutter længere, så havde dagen været endnu bedre...ja jeg vil sige helt perfekt...
Pkt 2. Havde jeg bare haft plads i fryseren..
Men kan det betale sig at ærgre sig bagefter, som jæger ved vi, at vi skal leve i nuet, slå til i øjeblikket, efter øjeblikket så er tiden forpasset..ja livet er ligesom jagt..
Som regel er det de små prikker over i'et vi går og ærgrer os over, vi glemmer nogle gange, at tage de store sko på ha ha.

Jeg havde for længe siden pr mail modtaget invitationen til jagt fra John.
Ja jeg fik faktisk to, den ene af datoerne stod der jagt i min kalender, og jeg kan ikke være to steder på samme tid, selvom det kunne være dejligt, især når det gælder jagt..
Heldigvis var der plads i kalenderen til at jeg kunne sige ja tak, mange tak, til at komme på kronvildtjagt på Nørlund.
Min chance for at skyde kronvildt, opstår kun på sådan en invitations jagt..

Det var råkoldt denne lørdag morgen, is på bilen, glatte veje men motorvej det meste af vejen, og efter ca. et kvarters kørsel var jeg fremme på p-pladsen.
8 jægere og lige så mange drivere med hund stod klar til Parole i Skovfogedens indkørsel denne december morgen, klokken 8.00.
Men med datoen d. anden i tolvte, skulle vi ikke klage, temperaturen sneg sig trods alt ikke på den kolde side af nul.
Og jorden var fri for sne, få froststive pytter der knasede dog under vores støvler gjorde os opmærksom på årstiden, og vi vidste at de tykke jakker, halstørklæder og termounderbukser var nødvendige, hvis vi ikke ville sidde og klapre som frosne pinde i vores tildelte tårne.

På parolen, først den lille interne fra John ved bilerne, senere den skovfogeden gav lød, der måtte skydes hinder, kalve og ræv, og så måtte der skydes en enkel hjort til og med seksender.
Hvis vi ville skyde en stor hjort, var det for egen regning, prisen ville blive afregnet pr takke/spros, og hjorten skulle have mindst 10 for at være lovlig.. billigt syntes de 7 andre jægere, jeg vidste at jeg ved at krumme fingeren, ville gå glip af mindst et års jagt, måske to, til Sverige..og så meget ville jeg ikke ofre for en hjort...jo..det er jo ikke et spørgsmål om det er dyrt eller billigt, det afhænder altid af, hvor mange penge man har mellem hænderne.

Ja jeg ved det, at for mange står en Dansk kronhjort som det ypperste på ønskelisten, der adskiller jeg mig måske fra flertallet, efter 25 år som jæger, så er råbukken stadig mit vildt nummer et..især bukkejagten i Sverige, den håber jeg først jeg glipper, den dag jeg lægger riflen på hylden.

Men nu skal det ikke lyde som om jeg ikke kunne tænke mig at skyde en hjort.
Jo for fanden, jeg kan tænke mig at skyde alt, hvad der er lovligt at skyde, der er jeg bestemt ikke kræsen.

Første tårn jeg fik anvist skete ikke så meget som en hundefis.
Jo..jeg fik færten af kronvildt i næsen, i et kort vindstrejf slog den lidt ramme lugt af krondyr ind i mine næsebor, og så vidste jeg, at nu kunne alt ske.
Men så tænkte jeg også, at kronvildts næse er mindst 10 gange bedre end min, så hvis jeg kunne lugte dem, så kunne de måske også lugte mig, og i dag svøbte den sparsomme vind rundt i skoven, først fra vest derefter i øst, og så tog den hele turen rundt, så der skulle held til, hvis kronvildtet skulle træde frem, nu solen var stået op (kronvildt er jo et natdyr)
Men mon ikke hundene og deres førere kunne få sat lidt bevægelse i kronvildtet.

Ingen af os jægere så kronvildt i første såt, driverne så frisk fod, og jeg mener også de havde set røven af et enkelt dyr.

Anden såt kendte jeg fra sidste år.
Sidste år var en rudel gået bag første række grantræer..de forlod blot ikke skoven, måske de opdagede mig.

I år vidste jeg, hvor jeg skulle kigge, og var ekstra på vagt på aktivitet fra denne kant.
Tidligt i drevet lød et skud fra en af de andre jægere, et smæk før skuddet, så klart kugleslag..dagens første krondyr var truffet.
Det får koncentrationen til at skærpes endnu mere, så ved man der er kronvildt i såten.
Vi må naturligvis ikke skyde ind i selve såten, jeg havde to mindre græsarealer, et til højre og et til venstre for stigen jeg måtte skyde på.
Derudover var der skovsporene, både til højre og venstre og et lige frem..så jeg skulle være opmærksom hele vejen rundt (undtagen bagud der foregik drevet som nævnt)
Pludselig bevægelse til venstre.. (samme sted som sidste år)
En rudel krondyr kom i lige linie indenfor trægrænsen, jeg tog riflen op, og kunne se det var blandet dyr, hinder, kalve og hjorte..
Jeg var klar, hvis de skulle fortsætte og tage turen over skovsporet, det ville være min chance.
Sidste år ventede jeg forgæves og jeg syntes også det trak ud, men pludselig kom den første, og så kom de ellers en efter en.
De første var et par hinder og et par kalve, så kom en hjort, den satsede jeg på at få, skuddet gik, og det eneste skudtegn jeg nåede at se, var faktisk øjnene der blev knebet sammen på dyret, så var den væk i skoven, sammen med resten af flokken.
Pyha..jeg nåede ikke at få feber, og ja...måske kom der lidt feber efter skuddet, eller var det blot kulden?
Jeg havde repeteret, for flokken kunne jo komme over skovsporet ligefrem, og vi måtte gerne skyde til mere end et dyr fra samme tårn, blot det ikke var på samme spor, medmindre dyret lå tydeligt forendt.
Men jeg så ikke mere til denne rudel.

Der gik vel en halv times tid, og jeg var nu godt kold.
Jeg tog videokameraet frem og optog og fortalte om skudsituationen.
Jeg nåede netop at få kameraet i lommen, før jeg så bevægelse bag træerne som før, denne gang var det en hind med to kalve.
De passerede skovsporet samme sted som rudlen fra før, og hvis jeg havde måttet, havde jeg kunnet lægge billet ind på en af kalvene..men parolen lød jo, at det måtte jeg ikke, så de slap.

Langt om længe kom de første drivere gående på skovsporet fra højre.
Jeg kunne endelig gå frem til det formodede anskudssted, ja...jeg kunne jo også have skudt forbi.
Jeg skyder oftest med 8 gange forstørrelse, undtagen når jeg er på bæverjagt..da skruer jeg ned på 4..det havde jeg også gjort i dag.
Og da hjorten passerede på 80 – 90 meters afstand, så havde jeg set hele dyret plus mere til, derfor var jeg lidt i tvivl om træffet..jeg følte dog skuddet gik godt, og jeg havde godt hold på dyret.
Fraværet af schweiss, hår eller andet der kunne indikere et træf, bragte dog tvivl i mit sind.
Vi kunne se, hvor et dyr havde sat kraftigt af, så jeg var temmelig sikker på, at det var der, hjorten var blevet skudt på.
Men som jæger analyserer man vel altid skudsituationen lidt ekstra, når vildtet ikke ligger på stedet.
Ja oveni blev jeg naturligvis spurgt, hvor stor var hjorten du skød på?
Ups..jeg måtte være de andre svar skyldig, men jeg syntes ikke den så stor ud, så maks 6 takker ville jeg tro.
Jeg skal vist til at se lidt flere jagtfilm om jagt på kronvildt, for min bedømmelse af en hjorts størrelse kan være afgørende i skudøjeblikket..
Men jeg vidste ikke chancen for hjort, skulle blive tilbudt i dag.

Blandt driverne var der en schweisshundefører, iflg Johns far Vagn, Nordjyllands bedste, når det gjaldt kronvildt.
Og det var også en yderst tillidsvækkende hundefører der lyttede til min forklaring.
Nu gør schweisshundeføreren det jo ikke alene, han var da også hurtig til at sige, at det var hans hunde der var dygtige, men hvis ikke føreren forstår hundenes signaler og stoler på dem, så går det sjældent godt, og jeg ville senere finde ud af, at dette par var rigtig dygtige.

Der var under dagens anden såt blevet skudt en hind (i 3 skud) samt afgivet et skud til en stanghjort, efter jeg havde skudt på min hjort.

Til middag var samlet i kælderen i skovfogedens bolig.
Dejligt smørebrød blev serveret, en enkel kold øl eller sodavand ledsagede brødet, og der var hygge hele bordet rundt.
Jeg forsøgte at skjule min uro, jeg skulede op til et geviret der hang for enden af bordet, en lille 6 ender med en ekstra lille tap, der gjorde den til en ulige 8 ender..men nej..min var ikke så stor, var den vel?

Den anden jæger der skød til hjort (også hans første hjort) havde ro i sindet, den var netop blevet fundet, og ja..der blev naturligvis stukket lidt til mig, men alt på en venskabelig facon.
Stanghjorten var løbet efter skuddet, men efter frokost kunne schweisshundeføreren meddele, at denne hjort var blevet fundet forendt efter en perfekt kugle, schweiss var der fundet efter ca 50 meter, og 150 meter fra anskudsstedet lå hjorten.

Min hjort derimod havde schweisshundeføreren ikke kunnet finde.
Der var ingen hår, ingen schweiss men heller ingen tegn fra en kugle i jorden..så måske..
Hunden havde gået godt på dyret, og hunden var også meget ivrig efter at fortsætte ind i næste såt, men da denne såt skulle drives af senere på dagen, valgte schweisshundeføreren at gemme videre eftersøg til senere...en helt sikkert klog beslutning, men for min indre ro, så trak det tænder ud.

Johns far morede sig..at hvis den nu var en 8 ender, så kostede den kun... det der for mig svarer til et års bukkejagt i Sverige, udover at hjorten iflg parolen ikke var ok at nedlægge.
Men jeg var temmelig sikker på, at hjorten langt fra var i den kategori...eller næsten sikker.

John spurgte om jeg var okay, han fangede mig nok i et øjeblik, hvor jeg skulede op til hjorten på væggen..
- Ja for fanden, jeg håber bare de finder hjorten, det er for mig det vigtigste..
svarede jeg, og forsøgte at skjule min nervøsitet.

Over middag nåede vi to såter og der kom ikke kronvildt til skud hos mig, jeg så heller ikke kronvildt, måske ikke det gjorde min chance bedre, at jeg var ved at tisse i bukserne, så sidder man sjældent så stille som man skal.
Lige inden starten af dagens sidste såt, var jeg tvunget til at lade vandet, med mindre jeg trængte til at få varme i bukserne for en meget kort stund.
Det klarede jeg let fra det rummelige tårn, lige ud over kanten.. (og det har jeg aldrig prøvet før, jeg har set nogle gamle fjolser gøre det, men den kategori hører jeg jo ikke til..bob bob)
Og som tidligere nævnt så har kronvildtet en fortræffelig lugtesans..et stykke råvildt kom dog lidt senere i spring forbi tårnet, og langt bag den, hørte jeg en bjæffende hund, så det var ikke mit urin der skræmte dyret ha ha..

Under sidste såt hørte jeg et enkelt skud, men det viste sig faktisk, at der havde lydt 3.
Vincent havde skudt en kalv, et sikkert og godt højt skud, der gjorde at kalven blev på stedet.
Jægeren der i første såt havde skudt en hind, havde held/dygtighed til at skyde yderlig en hind og en kalv på dagens sidste såt, så dagens resultat blev 1 hjort, 2 hinder og 3 kalve.

Hov ja..jeg glemte at Per L. også skød en kalv i samme såt hvor jeg skød til min hjort...denne kalv flyttede sig heller ikke en meter efter skuddet.

Efter alle jægere og drivere, samt vildt var samlet sammen, var der parole i indkørslen hos skovfogeden.
Der blev tændt to store stykker træ, mens himlen blev mørk, og skovfogeden gjorde status over dagens jagt.
Schweisshundeføreren fik mit mobil nummer, og han ville uanset udfaldet ringe til mig, når de nu snart satte hunden på igen, for vi nåede desværre ikke den såt min hjort var gået ind i...

Jeg spurgte om jeg ikke skulle blive eller tage med..men han troede ikke rigtig på, at hjorten ville ligge der, så han syntes jeg skulle tage hjem...

Og så er vi ved starten af min historie..gid jeg dog var blevet lidt længere, og gid jeg dog var taget med schweisshundeføreren på eftersøg.
For jeg var ikke mange hundrede meter fra min bopæl, førend mobilen ringede, min hjort var fundet..ikke langt inde i såten havde hunden rejst hjorten, og stillet den, så skytten kun affange den med to skud.
Jeg vendte bilen, og tog turen på motorvejen tilbage til Nørlund, hvor jeg ventede på, at schweisshundeføreren skulle dukke op med min hjort.
Hjorten var, som John rigtigt havde gættet, truffet tilbage på kroppen i maven (et waidskud), og ja..hvad kan jeg lære af det?
Jo..uanset hvor langsomt et dyr ser ud til at komme luntende, så skal man følge med, og holde lidt fremme (alt efter tempo) for holder man blot på dyret..ja så er det klart, at skuddet vil sidde tilbage på kroppen, i forhold til der hvor du tror du rammer, når du trykker af..
Og et krondyr bevæger jo nærmest ikke kroppen når det kommer i let trav..så det snyder..
Men vanens magt er stor, kun én gang tidligere i mit liv har jeg skudt til vildt i bevægelse, ellers står råvildtet altid stille (eller næsten helt stille, for de kan jo tage et lille trin i skudafgivelsen) .. og ja, næste gang, hvis der bliver en næste gang, så må jeg huske den lære.

Men historien endte lykkeligt, og jeg kan nu ”prale” af, at jeg har skudt en dansk kronhjort, selvom det var absolut en af de mindste af slagsen.
Og denne mulighed fik jeg kun, fordi John var så flink at invitere mig, tak John..

JAØ 4/12-17

Jeg måtte tage bilen tilbage til Nørlund og vente i hyggelige omgivelser