BUKKEJAGT SVERIGE 2020

Det var svært at glæde sig, jeg vidste ikke, om vi var købt eller solgt.
Stena Line skiftede afgangstider næsten ligeså hurtigt som jeg skifter underbukser, en dag kunne jeg ikke følge med, der ændrede de tiderne 3 gange på en dag.
Det jeg nu for tyvende år skulle på, jagttur til Sverige, var jeg spændt på, om det overhovedet lod sig gøre.

Covid 19 havde det sidste halve år spændt ben for mangt og meget.

Men endelig kom dagen, med årets varmeste temperaturer, hvor temperaturen hver dag ville ligge mellem 25 og 30 grader.

For første gang rejste jeg afsted i shorts, ikke kun pga udsigt til varmen, men fordi vi rejste afsted midt på dagen, med afgang kl. 12.15.
Modsat tidligere år, hvor vi ofte først er taget afsted midt om natten, og der bliver det koldt.

Jagten ville som altid, noget er som det plejer at være, gå ind søndag d. 16 August, og vi ville ankomme til vores jagtområde allerede fredag d. 14 August kl. 19.00 ca.

I år var det igen A-Teamet der var samlet.
Torben og Jørn, begge ca 61 år gamle og Poul og jeg som de unge på blot ca. 55 år.

I år skulle vi bo samme sted som sidste år, på det smukke sted Kungskvarnen i Borgvik.

Efter kufferter var båret ind på vores værelser, tog vi lidt at spise, derefter ville vi køre en lille tur rundt på terrænet for at se, hvad der rørte sig af råvildt.

Jeg havde fået meldinger om, at brunsten var gået i gang tidligt i år, vi kunne godt frygte, at varmen havde fremskyndet dyrenes kønsdrift, så brunsten fra premieren ville være helt død.

Men på markerne så vi heldigvis en del råvildt, også et par gode bukke, så optimismen var høj, so far so good.

Især en flot buk ved Portila søen fik sat vores øjne på stilke, bukken fik jeg en god lang videosekvens af, og det plejer sådanne bukke ikke at overleve.

Til vores store glæde, var der i hvert tilfælde to marker med kløver/græs..

Til vores skuffelse, lignede flere af markerne sig selv fra sidste år, højt kedeligt græs, hvor en trimning for en uge eller to siden, ville have gjort en meget stor forskel.

Vi kan blot konstatere at flere og flere marker bliver plantet til med træer, marker der for år tilbage blev dyrket med havre eller korn, eller stod med rødkløver, disse små og større arealer bliver efterhånden lavet til skov..og det gør det ikke let at komme til skud.

Ikke fordi vi ikke kan lide udfordring, det må ikke være for nemt, men på sigt, så er det også træls hvis vi år efter år ikke kan komme til de gode bukke, men blot skyder mellem bukkene..
Der er jo en grund til, at vi rejser til Sverige år efter år.

Det skulle i løbet af ugen også vise sig at holde stik.

Det var kløvermarkerne, der skulle sørge for, at vi kom til skud.

Man kan så altid diskutere..hvorfor ikke sætte sig i en tæt skov, og vente på den store kommer forbi?
Den diskussion har jeg med mig selv hvert år, jeg syntes bare tiden løber fra mig, for mig er 8 timer i en skov lang tid, for en buk er det ingen tid..
Jeg har kun 5 dage..

Først da vi kørte rundt, denne fredag aften, gik det op for mig.

Det lykkedes imod alle odds, vi er her..

Vi var kommet afsted, en stor sten lettede fra mit hjerte, og jeg kunne se frem til en uge i himlen.

I år havde Torben lagt bil til, Jørns Zuzuki var for tæt på at stille hjulene, så Torbens nye Mazda X5 var en skøn bil at sætte sig bag rattet i.

Vi er efterhånden blevet 4 voksne herrer, nogle mere voksne end andre, ja..en enkel af os, tjekkede om vores 5 jagtstiger kunne holde til de 130 kg de garanterer de minimum kan holde til..ikke fordi vi snakker om vores vægt, vi konstaterer blot, at vi nok alle burde tabe os en smule..

De nye moderne biler reklamerer med god plads både til ben og krop, de kniber dog med at kunne leve op til det de lover, hvis det er de producerende japanere, der tager plads i bilen, er der sikkert god plads til et helt fodboldhold, men til store nordiske fyre, så kommer de fleste nye biler til kort.

Med ro i sindet faldt jeg i søvn fredag aften, og sov længe lørdag morgen, hvilken start på en jagtuge.

Lørdag skulle vi bruge formiddagen bl.a. på at stille vores 5 stiger op strategisk gode steder.

Min sikre såt, hvor jeg har skudt buk 5 år i træk, skulle jeg i år sætte min helt egen nyindkøbte alustige op, jeg glædede mig til at vælge plads på premieredagen, hvis jeg trak nummer et, ville jeg helt sikkert vælge denne stige på Damengen.

Sidste år var marken dog blevet plantet til med lærk, det lod sig gøre at skyde buk sidste år, græsset var da højt..men i år, var det lige blevet en tand højere..så jeg var ikke helt sikker på mit valg i år..

Et sted var blevet formålsløst at sætte stige op, en af flere skovrydninger der var blevet skov.

Skovrydningen ved Portila der fire år i træk har givet en fin skovbuk, var nu mere skov end rydning..
Hestefolden derimod, hvor vi kun har skudt 3 bukke på 18 år, så der ud til at gå en seriøs herre, gode skrab og fejninger langs skovstien, jo..her kunne en stige stå.

Da vi kom hjem efter køreturen trak vi lod blandt 4 kort.

1 – 4 i hjerter.

Jørn trak nr. 1, han valgte skovrydningen. (kløvermark)

Poul trak nr. 2, han valgte rønningen (kløver/græs mark)

Jeg trak nr. 3..og jeg valgte hestefolden (måske imod al fornuft..vi havde intet set, udover fejninger)

Torben trak nr. 4 og han valgte ikke overraskende Panoramastykket (kløvermark, og vi havde allerede set 3-4 forskellige bukke på den mark..)

Jeg burde have lært det.

De første dage er utroligt vigtige her i Sverige.

Brunsten er på det sidste, de store bukke lægger sig, og er kun ude om natten.

Vi forstyrrer på områder, intet menneske har vist sig i rigtig lang tid, bukken bliver forsigtig, første gang den lugter lunten..

Alligevel vælger jeg en joker, og erfaringsmæssigt ved jeg, at denne joker kan straffe mig resten af ugen.

Jeg kommer hurtigt bagud med tiden.

Men jeg tænkte også.

Jeg nærmer mig 100 skudte bukke, jeg har skudt 92 bukke.

Hvad er formålet med bukkejagt?

Er det hurtigst muligt at skyde en buk, og på den måde bevise sit værd som jæger.

Er jagt blevet alene et spørgsmål om at bevise at du kan skyde en masse, eller bør man ikke nøjes med lidt?

Rent faktisk tror jeg, at den nye jæger generelt mener, at jagt mest drejer sig om at præstere og præsentere.

Jeg kan desværre ikke sige mig fri for, at 5 minutter efter jeg har skudt et dyr, så ligger billedet ofte på min facebook side.

Så jeg er ikke en skid bedre end den nye jæger.

Måske det jeg ved valg af min joker ville vise, ikke mindst mig selv, eller modbevise, at punkt 1 og 2 ikke er det vigtigste med jagten.

Det vigtigste for mig er reelt set, at trække vejret dybt, lydløst og nyde hvert et åndedrag i den skønne svenske natur, ja det lyder ret banalt, men det er fakta..

Hvis og når der kommer en buk, så ved jeg jagten tager over, så ændres fokus de få sekunder eller minutter selve jagt-akten foregår..men i timerne op til, så gælder det bare om at komme ned i gear og nyde livet.

Jeg græmmes af og til over at se.. lad os kalde jægeren Søren, stå med sit stenansigt og præsentere den ene store buk efter den anden – og efterfølgende give udtryk for, at han håber lige han når en eller to mere..(mere måden at udtrykke sig på, end selve ønsket om..)

Jeg ved ikke om nødderne vokser på denne type mænd, for hver buk de får nedlagt, men det er ligesom om trenden i dag blandt især bukkejægere kun drejer sig ene og alene om bukketrofæets størrelse.

Og misundelig, skal jeg være ærlig at sige, det har jeg svært ved at blive, ikke kun når det gælder jagt.
Jeg er sgu nok lidt simpel på de fleste punkter.

Måske det er min opvækst under forholdsvis trange kår, jeg har aldrig manglet noget, men har omvendt heller aldrig haft noget i overflod... jo frihed.. det har jeg haft masser af, og friheden er det der giver mig det største kick..

Inden jeg pudser min glorie for godt, størrelsen har afgjort også en betydning for mig, men under selve jagten, så har intensiteten og instinktet overtaget begæret efter et stort trofæ.

Og det har intet med begær at gøre.

Jeg må ikke skyde mere end 3 bukke, så det drejer sig ikke om at plaffe løs.

Lad os sige at hver tiende buk vi skyder her i Sverige er en medaljebuk.
Ud af 92 bukke har jeg skudt 3 medalje bukke, 1 af dem er svensk.

Jeg har bare været uheldig tror jeg, mange af mine svenske bukke har ligget lige på vippen, men sølvbukken, den er altid havnet omkring Jørns hals, jeg håber ikke den gør det igen i år..ha ha.

Jeg vil vove den påstand, at det er tilfældighedernes spil, 99%, om hvem der af os fire danske jægere skyder en buk med medalje 2020.

Ikke bare i 2020 men sådan er det, når vi kommer på jagt i 5 dage, så er vores tid kort, vi aner ikke hvor der går store bukke, jo..hvis de går ude når vi kommer forbi i bilen, men vi trækker lod og så er det helt tilfældig om vi vælger den rigtige plads at sidde på.

Jeg kom til at tænke på noget andet.

Jeg har faktisk været så dum, ikke at sætte mig der hvor vi har set de største bukke..hvorfor kan jeg ikke helt forklare, måske fordi det ikke gør mig noget, at andre skyder den store.

Men måske 2021 bliver året hvor min buk nr. 100 kommer som det næste, og den bør blive noget helt specielt..og så skyder jeg sgu nok en spidsbuk, det kunne ligne mig ha ha.

Kort fortalt.

Turens største buk gik til … nej .. måske det er for tidligt at afsløre det allerede nu..

Jeg så måske bukken den rigtig store, den med guldmedaljen (den møder vi kort sidst i historien) den første morgen, jeg var usædvanlig frisk da jeg stod op kl. 03.00, og turen ind af den mørke skovvej til stigen forløb uden at jeg blev skældt ud, så forventningen var stor, og da lyset var langt nok fremme, til jeg ville kunne se en buk, begyndte jeg optimistisk at lokke.

Det plejer at virke..dette lokkeri.

Jeg har et helt arsenal af forskellige lokkekald til buk, min favorit af Klaus Demmel er dog ved at være så gennemtygget, at lyden ikke helt lyder, som jeg gerne vil have den til..

Derfor havde jeg hele ugen også mit Nordic Roe, lavet af svenskeren Michael Tham, hængende, den kan jeg få til at lyde præcis, som jeg vil.

Mit høreværn der samtidig forstærker lyden, afslørede på et tidspunkt en elgs fremturen i den tætte skov. (forresten så jeg to store elgtyre fra bilen på vej frem til mit skovstykke, de gik ikke langt fra det hvide hus i Portila, stille og roligt i tågen, to store skufler havde de begge)

Lidt senere på morgenen hørte jeg en svag hvislen i det høje græs til højre for mig.

Noget bevægede sig meget lydløst.

Jeg spejdede rundt, kiggede så langt jeg kunne mod højre, ind mod selve hestefolden..og jeg begik turens første fejl.

(jeg skal på turen komme til at begå to fejl mere, der måske kostede mig chancen for en stor buk)

Mens jeg forgæves spejdede, skete der voldsom bevægelse mindre end 10 meter fra stigen, et dyr havde lydløst bevæget sig igennem tæt bevoksning, og havde studeret det underlige fænomen en rå 4 meter oppe i en stige.
Mine bevægelser havde afsløret mig, og nu sprang dyret væk.

Jeg nåede ikke at se, om det var en buk, men jeg havde mine bange anelser..

Men igen..bukkejagt er ikke en kamp om overlevelse, derfor kan jeg alligevel godt føle en tabt kamp som et sviende nederlag.

Dette dyr så jeg ikke igen, den havde set så rigeligt, og jeg nåede at se alt for lidt, og for sent.

Senere kom en rå bagfra til venstre, hun var også utrolig opmærksom, men havde hun været buk, så kunne jeg have skudt..

Et egern tumlede rundt i et træ ikke så langt fra mig, dem så jeg flere af i år.

Der lød lidt skud rundt omkring, men ikke mange, i forhold til at det var premieremorgenen.

Kl. 06.33 tikkede et billede af en buk ind, med beskeden ”06.15”

Det var fra Poul, han havde skudt en buk på Rønningen, surprise suprise..

Poul var den eneste af os 4 jægere der skød buk på årets første jagtmorgen i det svenske.

Søndag aften d. 16/8-20

Jørn og Torben ville gerne blive samme sted som om morgenen.

Jeg ville prøve noget andet, jeg tog ”min egen” stige på Damengen.

Jørn skød buk kl. 19.45 ca. i Skovrydningen, en fin 6 ender.

Det var den buk der kom, så en tilfældighed.

Torben skød buk kl. 20.25 på Panoramastykket, en mindre 6 ender, men en meget gammel buk..

Bukken kom løbende forbi Torben, Torben havde set flere bukke, men denne var lidt dum, stoppede op på skudhold (indenfor 200 meter, Torben er afsindig godt skydende) .. men tilfældigt, det blev denne buk der faldt.

Og jeg, jeg så ikke skyggen af en hattefis, afgrøderne er altså virkelig høje, jeg var ikke udpræget optimist, men jeg ville da forsøge samme sted igen på dag to morgen.

Mandag morgen d. 17/8-20

Ingen af os skød buk anden dags morgen.

Vi var enige om, at varmen ikke gjorde det let at være jæger.

Jeg påstod at klokken 6, så forsvinder det meste råvildt ind i skoven, og de kommer først ud igen meget sent på aftenen..

Jeg vil ikke sige, at jeg allerede var grebet af panik.

Jeg kan dog ikke huske sidst, der er gået halvanden dag i Sverige, uden jeg har set en buk.

Tænkte nok min joker var et forkert valg at starte jagten med.

Nå, men nu skulle jeg vælge først, den store buk levede endnu, var det ikke oplagt at vælge Portila søen, og så sætte mig der resten af ugen?

Da Torben måske ikke havde skudt den største buk der i år var på Panoramastykket, og da denne 1,17 km lange mark og 297,3 meter dybe mark, er årets absolut største trækplaster med hensyn til fristende kløver, så valgte jeg at ville sætte mig på Panoramastykket.
Torben foreslog, at jeg satte mig midt på marken, med ryggen mod solen, og dækket en smule af kløveret der stod i støvlehøjde, og på den måde ville jeg kunne se hele skovkanten, og på grund af en stor vold og stærk hældning af terrænet inde i skoven, så ville jeg også have fint kuglefang.

Jeg lænede mere til at sætte mig i skovkanten, og så skyde langs kanten af marken, når og hvis bukken trådte frem.

Nogle gange skal selv den erfarne jæger lytte til den jæger, der har endnu mere erfaring.

Torben har trods alt gået næsten 20 år længere tid på jagt end jeg, og derudover er han nok den jæger, der de sidste 19 år, har skudt flest bukke på netop panoramastykket.

Men..da jeg kom til Noelgården, så gik der to dyr ude på marken, i skovkanten ca. midtvejs nede på stykket.

Pokkers..jeg ville støde dem, hvis jeg fulgte Torbens råd, så jeg besluttede mig at gå ned igennem den ene ende, naturligvis den ved gården, der ligger en stor del i brak, dvs med højt strid græs, der nogle steder minder om eng.
Græsset når op under armene og jorden er ujævn, så ikke at falde, var en kamp.

Undervejs stødte jeg et dyr, der dog uden smælen roligt sprang i skoven, heldigvis en rå så det ud til.

Jeg kom gennemblødt af sved frem til skovkanten, og det så ud til, at de to dyr stadig var på marken.

Der var dog stadig vel godt 400 meter frem til dem, så jeg kunne ikke se, om det var en rå og en buk eller blot to smaldyr.
Da jeg nåede ca 100 meter op langs skovkanten strøg et dyr med heftige skridt ind i skoven, det havde ligget i skygge ved en busk.

Jeg så den ikke, men tænker det var en af bukkene, vi tidligere havde set fra bilen, skridtene var i hvert tilfælde tunge, et voksent dyr..

Da skovkanten ikke er en lige streg, kunne jeg ikke se hen til dyrene nu, da jeg var nået ned til kanten.

Men jeg purchede forsigtigt afsted, i forventning om, at jeg ikke var afsløret.

Da jeg nåede rundingen af en af skovkantens ”pynte” var marken dog blæst tom for råvildt..

Sådan går det ofte her.

Jeg har på afstand set Torben gøre forsøget.

Torben har ret, at purche langs skovkanten, eller inde i selve skoven, det opdager dyrene.

Jeg har omvendt set Jørn gå tværs over marken uden at skræmme en buk, efter han har skudt en i den ene ende, og derefter gået direkte på en buk i den anden..

Jeg kunne ligeså godt bide i det sure æble og sætte mig ud på den åbne mark.

Jeg udvalgte mig to punkter i skovkanten, hvor jeg satsede på en buk ville komme ud.

ca. 140 meter til de to steder, det var fint, det ville jeg kunne overkomme, siddende på jorden, med min 3 benede Primos skydestok foran mig...

Den mest optimale skydestilling for mig.

Riflen på plads i skydestokken, og så var det bare at vente.

Jeg lagde mig så lang jeg er, først på siden..jeg ville jo gerne kunne se ned til skovkanten.

Men selvom jeg lå på siden, som var en alt for hårdt liggestilling, indså jeg næsten straks, så kunne jeg ikke se skovkanten pga det høje kløver, så jeg besluttede mig for, at skulle jeg ligge her i op til 4 timer, så kunne jeg ligeså godt ligge mageligt, så jeg lagde mig på ryggen.

Hold fast jeg lå godt.

Det er ikke sidste gang, jeg lægger mig her.

Kløveren gav tilmed lidt skygge for solens filtløse skinnen, så hvis jeg skal sige, hvilket tidspunkt jeg spandt som en hankat under ugens jagt, så var det disse godt 4 timer på ryggen i en svensk rødkløvermark, Mandag d. 17 August kl. 16.45..

Jeg har ofte sagt :”Skulle jeg dø nu, så ville jeg dø med et tilfreds smil på mine læber”

Dette var et af de tidspunkter.

Med mellemrum trænede jeg mine mavemuskler, og trak mig op i halvt siddende stilling.

Jeg indrømmer at kroppen dirrede, ikke pga spænding, jo i maven, men pga dårlig form ha ha..
Jeg startede med et kvarter imellem hver mavebøjning, så gik der måske 20 minutter og jeg skal ikke udelukke, at der en enkel gang eller to gik hele 30 minutter.

Intet liv, hverken til højre eller venstre.

Jeg brugte af og til min kikkert for at være sikker på, at der ikke stod dyr langs skovens kant...

Mens jeg lå her, og stirrede lige op, brugte jeg meget tid på, at studere de få skyer der kom på himlen.

På et tidspunkt var der en kanin der skød et par fantasidyr med en pistol, som kaninen holdt i strakt arm, det var faktisk først omkring klokken halv ni – ni..måske lidt symbolsk :-)
På et andet tidspunkt syntes jeg, det var jagtens gudinde Diana der stod med en stor spændt langbue..der var klokken vel godt 20..

Det ene fantasidyr udviklede sig til det næste, alt efter hvilken retning vinden blæste.

Jeg nød synet af den røde kløver og ikke mindst kløverens søde duft der omgav min krop.

Jeg tænkte det ville være lidt af et mirakel, hvis ikke råbukken kunne se den halvfede danske jæger, der lå her midt i det hele.

Kunne så lidt kløver virkelig skjule en 87,5 kg tung dansker?

Jeg lå og så på fluer der kæmpede deres egen luftkrig få meter over mit ansigt.

Det var ligesom om de angreb hinanden i luften, nappede efter hinanden, eller blot legede tagfat, det har jeg aldrig set før.

Hvor er det egentlig fantastisk at have tid og mulighed for at opleve verden lidt fra en anden vinkel og ja..ikke bare trampe hen over de små ting, der i den store sammenhæng betyder alt.

På denne jagttur så jeg virkelig meget..liv.

Jeg så også to firben..ikke lige her på marken, men under et af skovens træer.

Vi så natteravnen, en aften så vi mange, jeg har aldrig i mit liv set denne fugl, de lå på granitvejen, fandt hvile i den sorte nat, men i bilens klare stråler, fløj de op med mørke vinger der var præget af en enkel hvid stribe...

Jeg så en ugle, der lydløst skar på tværs inde i skoven.

Musvågen og sortspætten svarede ofte på skift mit bukkekald, alt efter hvilken tone jeg slog an, det har jeg oplevet så tid.
Men på kløvermarken hvor jeg lå lige nu, der lokkede jeg ikke, ligesom i overhovedet ikke, for her, skulle jeg være så usynlig som muligt.

Jeg havde faktisk stillet mig tilfreds og gjort mig mæt af naturens visuelle sider, og da klokken blev 20.45 tænkte jeg..okay..jeg er ikke usynlig, dyrene kommer ikke ud til denne forandring midt på marken.

Mon ikke de er bange for, at jeg er en fed kat/los der ligger på lur?

Jeg tog endnu en mavebøjning.

Og stivnede.

Der til venstre for mig, skråt frem, i solens snart sidste stråler, med hvide skinnende sprosser, stod en fin buk, halvt dækket af kløver, kroppen fri, måske kun 80 meter fra mig..og han kiggede lige mod mig..

Pokkers osse..denne kamp taber jeg nok også..tænkte jeg.

Liggende fik jeg skubbet skydestokken lidt rundt, riflen fulgte med, og så satte jeg mig langsomt helt op, det måtte briste eller bære.
Jo, han stod der endnu..måske han blot tænkte, at jeg var en ligesindet, der var lokket ud for at esse af det saftige kløver..

Riflen fandt ro lige bag bukkens skulderblad.

Stille vejrtrækning, træk dybt og roligt, læg presset langsomt på aftrækkeren..jævn bevægelse med fingerspidsen..og plop (sådan lød det næsten,jeg havde husket mit høreværn)

Dyret tog to skridt frem og faldt bagover.. yes.

Hold nu op mand, jeg havde skudt en buk, så hurtigt kan tingene ændre sig.
Indrømmet, jeg følte mig en smule nede, da mine kammerater havde skudt buk før mig, men selvfølgelig opløftet pga den flotte sanselige natur.

Men dette..det er jo det jeg er kommet til Sverige for, før alt det andet, det må jeg indrømme, ellers kunne jeg jo bare lade riflen blive hjemme.

Jeg lod tiden gå, nu var der ikke noget der hastede.

Jeg ville blive hentet tidligst kl. 21.15..

Efter knap ti minutter gik jeg frem, klar til at skyde igen naturligvis.

Laveste forstørrelse og riflen klar til at tage til skulderen.

Men bukken lå der, stendød, den opdagede ikke noget, den døde med en mundfuld rødkløver i kæften, så den var vel temmelig lykkelig, da jeg slukkede lyset.

Det aner jeg ikke noget som helst om..døden lærer vi først rigtig at kende til allersidst.

I vanlig ærbødighed bar jeg bukken til min udgangsposition, hvor min jagttaske lå skjult i kløveren, så kunne jeg også få hjerte og lever i en pose, og handsker på, inden jeg ødelagde bukken, og forandrede den fra levende dyr på marken, til kommende kød i min fryser.

Det er sådan set det tidspunkt jeg bryder mig mindst om.

Ikke fordi det rører mig at brække et dyr, jeg nyder duften af blod, det er en del af livet og døden, men jeg syntes bare jeg skamferer noget af det smukkeste den nordiske natur kan præstere ligeså snart jeg stikker kniven ind..det er såmænd bare det..

Men det er et arbejde der skal gøres, og det blev gjort på ren rutine.

Skuddet sad noget tilbage på bladet, og gik skråt bagud.

Heldigvis ud lige før køllen så kødskade var der intet af..jo..leveren kunne jeg ikke bruge til noget, men hjertet var fint og helt.

Sådan brækkede jeg bukken, pakkede min kikkert ned i tasken, magasinet fra riflen var røget i min lomme, og da kl. blev 21.15 var jeg klar til at gå til vejen 87 meter bag mig rundt regnet, marken er ikke så dyb på dette sted.

Jeg åbnede min coca cola, et fast ritual efter en succes fuld jagt.

Så skidt med den ikke var kold, det var en COCA cola..

Lidt tid efter..der kom bilen lige på slaget, den kom langsomt kørende, sikkert med Torben bag rattet.

Men den kørte videre..

Det forstod jeg ikke, der er da ikke så mørkt at de ikke kan se mig, tænkte jeg, men måske de havde fokus på kanten af vejen, for der måtte jeg jo være nået op, hvis ikke jeg havde givet mig så god tid.

Jeg vinkede med begge hænder, bilen fortsatte.

Det var pokkers.

Jeg fandt Torbens nummer og ringede ham op.

”Det er Torben, hvad vil du?” hviskede Torben, måske en smule anspændt..

”I er lige kørt forbi, jeg står herinde på marken” sagde jeg stadig smilende..

”Nej, jeg sidder stadig på jagt, og jeg har en kæmpebuk i kikkerten” hviskede Torben nu måske endnu mere anspændt..

”Undskyld, det vidste jeg ikke, jeg lægger på nu” sagde jeg, nu nærmest med endnu større smil på, for så gik der jo nok en halv time mindst, før de kom og hentede mig..og er der et øjeblik jeg nyder, så er det tiden efter jeg har skudt buk, den tid er kostbar.

Jeg ville til at fiske min bærerem op af bukserne, for at få bukken over skulderen og så gå mod vejen..men pludselig..så trådte et dyr ud fra skoven og ud på marken, ja faktisk to.

Kikkerten fik jeg gravet frem af min rygsæk.

Det var en buk og en rå.

Og bukken, han var da mindst ligeså stor, som ham der lå foran mine fødder...
Det skulle prøves det her, det har jeg aldrig gjort før, skudt to bukke på samme aften, igen en af de ting jeg aldrig har higet efter, har endda pralet en smule af, at for mig er jagten slut, når jeg har skudt en buk, i hvert tilfælde for den aften..

Ja ja..man har et standpunkt, til man tager et nyt..

Jeg fik sat mig ned, fik mit magasin frem fra lommen, skubbet en patron frem i kammeret, det larmede lidt for meget, syntes jeg.

Høreværnet blev også hevet op af tasken, det drillede mig en smule, hold op al det lort jeg har med på sådan en tur.

Jeg håbede det var en tålmodig buk, eller så skidt med det tænkte jeg, aftenen var jo reddet for længst..

Men ned at sidde, op i skydestokken med den nu ladte riffel, men jeg måtte hellere lige måle afstanden...

Ned at grave i min rygsæk på ny, og scratch .. hold op sådan en velcro lukning kan larme på en helt stille aften.

143 meter viste det sig.
Jo, det ved jeg, at jeg kan, perfekt anlæg, så ingen uro i sindet.

Jeg prøvede dog lige at lokke lidt, nu var der blevet så mørkt, at jeg var nok nærmest usynlig.

Bukken gad ikke så meget som løfte sit hoved, den essede i store mundfulde.

Godt så.

Riflen fandt bukken, bukken bevægede sig stille ud på marken, stod nu helt perfekt med hele bredsiden til.

Afsikre og klemme stille og roligt..og pang.

Skuddet gik, og bukken ikke så meget som gav et spjæt, den lagde sig i skuddet.

Som om råen ville understrege ”den stille død”, så essede hun uforstyrret videre, hun ikke så meget som blinkede med det ene øje i undren.

Hold da op, tænkte jeg, det var en hektisk halv time.

Jeg ventede denne gang ikke helt ti minutter, før jeg gik frem, tiden den måtte være knap, inden jeg blev hentet.

Jeg var naturligvis klar til at skyde på ny, men jeg tillod mig, at ringe Annette op.

Samtalen var nok lidt forvirrende, jeg var endnu ikke helt kommet til mig selv.

Råen stak først af nu, en død buk på marken og en levende oprejst jæger kan gå, men en mand der taler i telefon, og så på dansk, det var lige en tand for meget.

Jeg kom i den nu snart mørke nat, til at gå et godt stykke forbi bukkens sidste leje, og gik ca 50 meter længere ud end jeg skulle, så jeg brugte nogen tid på at finde bukken, men jeg vidste han skulle ligge der, det var jeg ikke i tvivl om.

Og skuddet, ja intet er perfekt, men dette nærmede sig det perfekte skud, en god høj bladkugle, lige igennem dyret.

Ingen kødskade, og lever og hjerte var også uskadt, så dejlig mad til gryden.

Denne gang nåede jeg kun lige at slæbe bukken op til min jagttaske da den rigtige bil kom kørende.

Poul kom mig i møde, inden jeg havde stukket kniven i bukken.

Eneste negative ting ved jagten på buk to, alt for lidt tid bagefter skuddet til at nyde øjeblikket alene i stilhed.

Bukken var med lidt god vilje en seksender, ligesom den første, men han var mindre både af krop og af opsats størrelse.

Vægten lå på 17,6 hvor buk 1 vejede lige nøjagtig 3 kilo mere. (brækket vægt naturligvis)

Underligt som mit smil var helt anderledes og så meget større på turen hjem til Borgvik end turen på vej ud..

De andre 3 havde ikke skudt buk, så nu var jeg pludselig foran, og kunne sove længe tirsdag morgen.

Tirsdag d. 18/8 formiddag kom de tre andre også hjem uden buk.

Der var ikke det liv på markerne, som vi var vant til.

Jeg vil lige nævne, at jeg mandag omkring middagstid havde været et par timer i skoven på egen hånd.

Jeg havde lokket et par steder, et par steder hvor jeg sidste år lokkede 3 forskellige bukke.

Det eneste der kom denne dag, var en rå med lam, de kom med fuld fart, og slog bremserne i, ca halvanden meter bag min ryg.

Tirsdag aften var jeg af naturlige årsager sidst i køen om at vælge plads, så kløvermarkerne var dem de andre satsede på.

Tirsdag aften ville jeg prøve at sætte mig inde i Hestefolden på ny.

Jeg havde kun siddet der den første morgen, det kan være bukken kommer om aftenen.

Der skete intet, denne aften absolut intet.
Mine kammerater skød heller ikke buk, vi var ved at snakke om, her hvor vi næsten var halvvejs i jagten, at det ikke var sikkert, vi fik flere end de 5 bukke, vi havde fået indtil nu..

Onsdag morgen d. 19/8, Torben havde set buk ude midt på Damengen tirsdag aften, og han havde lagt en strategi ud fra bukkens færden.

Og det gav bonus, en fin gaffelbuk faldt for en perfekt kugle.

(Torben havde tirsdag aften vurderet bukken til at være større, det er svært på lang afstand og i højt græs at se..)

Jørn og Poul stadig kun den ene buk hver.

Jeg havde onsdag morgen valgt at sætte mig i hvepsestigen, et sted vi ikke er kommet ret meget de senere år.

Vegetationen er helt umulig, skudt i vejret og dækker alt der er under halvanden meter højt, jeg havde dog vurderet, at der var åbninger nok, det burde være muligt.

Og herinde, midt i skoven, i en tidligere lysning, for mange år siden med kløver og måske endda havre, nu plantet til med gran og lærk..der burde der gå en god buk.
For nogle år siden skød jeg nok den flotteste svenske buk jeg har, netop her..ikke den største, men den flotteste.

Jeg lokkede og lokkede.

Nogle tidlige skovarbejdere havde fået et dyr til at smæle et stykke væk, det kunne selvfølgelig også være mig, der havde stødt den.

Jeg var ikke bare snublet, men faldet i fuld længde i mørket på vej ind til tårnet, et tårn vi dømte dødt for mange år siden, men som stadig står, som det gjorde for 19 år siden..

Dog frarådede jeg Poul at gøre forsøget at kravle op, jeg vil tro tårnet ville opgive ævret allerede ved første trin Poul skulle på stigen på vej op..

Da der var kommet en smule lys på fra oven ,begyndte jeg at lokke.

Jeg troede ikke meget på det, men det er sådan et sted som dette, miraklerne kan ske, måske det var her, guldbukken gemte sig..

Pludselig bevægelse længst væk, i kanten af højskoven, 132,3 meter ude.

Jeg så ikke, hvad det var, det kunne være alt fra en mår, ræv til et stykke råvildt.

Opildnet af bevægelsen lokkede jeg videre.
Og jo..bevægelse imod mig, grene der dirrede, og noget der kom hurtigt frem.

Kikkerten op....det var et stykke råvildt..og hold fast, det var en buk, en meget stor en af slagsen..

Så kom pulsen i vejret.

Snart var bukken inde på mindre end 80 meter, de sidste meter meget tøvende.

Her begik jeg turens fejl nummer to.

Jeg tog sejren for givet.

Nu var jeg sikker på, jeg havde ham, han skulle bare vise lidt af sin brune krop.

Anlægget i hvepsestigen er umuligt, kanten på tårnet er bygget til dværge (undskyld mennesker væsentlig lavere end gennemsnitshøjden)

Men jeg havde min primos skydestok med mig i tårnet, den stod fastlåst i laveste højde, benene klemt ned i rygsækstolens stålramme, så jeg sad urokkeligt godt, jeg kunne skyde toppen af en tændstik, hvis ellers toppen ville vise sig.
Bukken strakte hals, dog uden jeg kunne se hele halsen, men der burde jeg nok havde slået til.

Han lugtede om der var ugler eller en rå i mosen.

Sådan stod han en evighed føltes det.

Jeg lokkede .. nok lidt for febrilsk.

Pludselig var bukken væk.

Jeg tænkte han havde lagt sig.

Men kort tid efter kom der en smælen fra højskoven, var det ham?

Jeg lokkede, jeg skreg..intet skete.
Til sidst var det tid at forlade tårnet, jeg var ikke grædefærdig, men som sagt, så hader jeg at tabe en kamp, duel om du vil, så jeg klappede i hænderne, sang en sang, ingen buk røg op af sit leje..han var væk, helt væk.

Jørn prøvede at sætte sig i tårnet onsdag aften, dog uden held.

Onsdag aften stod Torben og jeg lige, 2-2.

På vej ud på jagt, havde Jørn set en god seksender i Skovrydningen, der hvor Jørn skød buk søndag aften.

Jeg havde siddet i toppen af Rønningen, set en mindre buk og en rå, jeg havde håbet at turens største buk var listet herhen, men nej.

Da Jørn samlede mig op, så vi den store buk gå i den yderste gren af Portila søen, ikke så langt fra hvor jeg havde siddet hele aftenen. (okay 309,2 meter for at være helt nøjagtig)

Torben ville ikke på jagt Torsdag morgen.

Jeg var klar, men først skulle Jørn og Poul vælge plads.

Poul havde indirekte lovet Jørn, at han kunne få lov til at forsøge sig ved Portila Søen, men da Poul trak kort nr. 1, stod det Poul frit om han ville stå ved sit ord.

Han vidste jo ikke, at Jørn og jeg havde set den gode buk på marken aftenen forinden.

Jeg havde sagt til Jørn, at han burde sætte sig i spidsen af nogle grantræer.

Poul sad som regel (det gjorde Jørn også sidste år) noget længere oppe på stykket..

Men den store buk, han gik helt nede i bunden af den ene ende..så måske..

Det er som sagt et spil i lotteriet, bukkejagt, som regel.

Poul sagde til Jørn, at han kunne sætte sig ved søen, hvis han ville.

Mon ikke Jørn ville det.
BONUS info .. sagde Jørn, der går en god buk ved Skovrydningen.

Det gjorde dagens valg let for både Poul og Jørn.

Og at skyde de to bukke, var heller ikke så svært, da de stod der.

Jørns muligvis sølvmedaljebuk kom gående i røven på en rå, fra højre mod venstre, stillede sig op på 80 meters afstand og faldt, bum, for en helt perfekt høj bladkugle.
Jørn sad hvor vi aftalte han skulle sætte sig, havde han siddet hvor Poul havde siddet flere gange i løbet af ugen, så havde bukken enten været for langt ude, eller Jørn havde slet ikke set den..

Pouls buk gjorde næsten det samme som Jørn, den valgte også at trisse i røven på en rå, dog på en noget længere afstand end Jørns buk..

Bukken og råen havde haft nattesæde i kanten af kløvermarken, og begav sig nu ned langs skellet mod vejen, snart ville der være huse bag dyrene, og så var spillet tabt for Poul.
Da bukken stod på 180 meters afstand, og da bukken ikke så ud til at ville komme tættere på Poul, lod Poul kuglen gå, og bukken faldt også her på stedet.

Jeg havde her på sidste dag, besluttet mig for at sætte mig i Spjutmosen, og her begik jeg årets fejl nummer 3..

Jeg kom lydløst frem til stigen, skjult godt i tågen.

Lidt overmodig ville jeg vise den stille svenske natur frem for mine facebook venner, så jeg lavede en lille optagelse med mobilen, kørte hele vejen rundt fra venstre mod højre, tåget stilhed.

Fik lagt filmen op på facebook.

Og lagde mobilen i lommen, der hvor den burde have ligget fra forlod bilen, og til jeg måske havde skudt buk.

Pludselig, 60 meter til venstre for mig, midt i tågen.. bahr, bahr, bahr..

Jeg vil bide mig i mit venstre øje på, at det var en buk..bukken jeg burde have ladet været uvidende om min eksistens..

Ja ja..han havde sikkert hørt mig da jeg kom listende frem, men jeg tænkte, at min viften med mobilen, absolut ikke havde øget min chance for buk..

Og sådan kom vi alle fire op på 2 bukke hver.

Torben var blevet træt og mæt, og ønskede ikke at skyde flere bukke i år.

Så også Torsdag aften blev han hjemme på sit værelse.

Vi andre tog på jagt.
Jørn i Hestefolden, jeg i Spjutmosen og Poul på Damengen.

Ingen af os så noget som helst.

På vej hjem for sidste aften i år så Jørn og jeg en stor buk (muligvis af den fineste slags, guld) gå på åben mark 560,7 meter fra hvor Jørn havde siddet hele aftenen, men lige udenfor skoven som Jørn havde siddet i..hestefolden.

Ved det hvide hus i Portila gik en ”husbuk”, godt nok på den forkerte side af grøften, men vi ved hvordan de plejer at gå fra den ene side til den anden, så den fine 6 ender, kunne ligeså godt gå på vores side, som på naboens (hvor vi aldrig har set nogle jægere)

Der var ingen af de andre 3 der ville på jagt fredag morgen.

De var trætte, de var mætte, de var godt tilfredse med ugens jagt.

Jeg var også godt tilfreds, tag ikke fejl af det, men mæt af jagt i Sverige bliver jeg aldrig, og jeg var ikke kommet til Sverige for at danse.

Og med den længsel, og den mangel på sikkerhed for at kunne glæde sig, så skulle jeg bare på jagt, selvom det var på hjemrejsedagen, og jeg nok ville blive straffet på køreturen hjem.

(men så måtte Jørn jo sidde bag rattet i Torbens bil)

Jeg ville prøve at se, om jeg kunne få husbukken på skudhold.

Jeg var tidligt ude af døren, droppede den vante morgenkaffe og lille bid brød, jeg havde rigelig af næring siddende på sidebenene.

Min plan var at parkere ved Nikkes mors hus, eller vejen derop.

Jeg ville så gå de 394,5 meter til busken på marken, jeg havde planlagt at sætte mig op ad.

Min plan var god, indtil jeg fra bilen så et dyr stå på marken, nabomarken til den hvor jeg skulle sidde.

Et dyr jeg ville passere, mens jeg gik mod busken.

Så jeg kørte forbi, fik vendt bilen, og satte den i stedet bag den faldefærdige rønne ind til marken, og kunne nøjes med at gå 192,8 meter til min plads.

Ingen dyr skældte ud.

Jeg kom til at sidde helt perfekt.

Snart ville jeg måske slutte årets bukkejagt med bravur.

Jeg kom ikke til at sidde i stilhed ret længe.

Ca. 120 meter til venstre for mig, på den rigtige side af grøften territorie smælede et rådyr.

Jeg var meget sikker på, at det var bukken.

Sådan stod han og smælede dominerende, før der blev ro på igen.

Pludselig stod han på den forkerte side af grøften, mindre end 60 meter fra mig, skråt til venstre.

Og der var mørkt, men da han stod på den lyse kløvermark, og med siden vendt mod øst, så gav det så meget lys, at jeg kunne se hans silhuet, firkantet og stolt, det var den rigtige buk.

Han kiggede direkte imod mig, han vidste der var et eller andet, men ikke hvad.

Han skældte ud igen, denne gang på den usikre måde, spørgende ”Hvad er du?”.
Jeg svarede ham, med en endnu hæsere stemme..jeg måtte se om jeg kunne provokere ham til at blive, for at tage kampen op.

”Jeg er også en buk, bare større end dig, så kom an..”

Han havde drejet kroppen, så han så ud som om, han var på vej væk.

Han tøvede..

Jeg bøvede igen og ruskede busken jeg sad op ad..knække et par grene.

Det virkede, han drejede på en tallerken og gik tilbage mod min mark.

Men derude i kanten af skoven var der stadig for mørkt, jeg kunne ikke se ham, blot konstatere at han skældte ud, og selvom jeg lokkede nu, var hans stemme på vej væk..

Jeg forsøgte nu alt, hverken Klaus Demmel eller Michael Tham var til nogen hjælp, bukken forsvandt, jeg håber han bliver endnu større til næste år, hvis ellers svenskerne lader ham leve så længe.

Og sådan sluttede årets jagt..

Man vinder og man taber, i år var det at komme afsted på jagt, en så rigelig sejr i sig selv, hvis du spørger mig.

Og coronaen har også sejret, den har fået godt fat i os skræmte mennesker, dagen efter vi kom hjem, så skulle alle høns bære masker ved al offentlig transport..gad vide hvor længe det cirkus fortsætter.

Lad mig gætte.

Om 4 år så lever Corona stadigvæk, og vi har lært at leve et normalt liv sammen med den.

JAØ 25/8-20

Ps.
Torben har i mange år måttet slås med smerter i sine arme.
Lægerne har givet op, og giver kun smertestillende piller, nogle af de rigtig stærke.

Desværre er smerterne så store nu, at Torben ikke har den samme glæde ved bukkejagten i Sverige som tidligere.
Derfor valgte Torben, min faste makker siden første år på disse marker i 2001, at sige, at det var sidste år, han ville med.

Det blev jeg meget trist over at høre.

Torben har været den perfekte makker, den stille sjæl - modsætningen til min lidt mere urolige.

Mine mange videooptagelser viser, hvor stor en forandring Torben har taget, fra den første buk Torben skød, hvor jeg skulle hive hvert et ord ud af Torbens mund, til årets sidste, hvor ordene kommer så glat, som skidtet fra en spædkalv.

Jeg har givet Torben lov til at springe 2021 over, jeg håber lægerne finder en kur mod Torbens smerter, men jeg er bange for, at vi skal finde en permanent afløser til holdet.
Som holdchef, er det mig der skal tage den svære beslutning i den retning....

Jagtturens største buk