Jagt på Hvidagergård

Jeg var blevet inviteret på jagt af Jørn B lørdag d. 13 Januar 2024.

Det havde været en kold uge op til, jeg blev inviteret om torsdagen, 2 dage før jagten, kl. 12.38, det kan have været på afbud, det ville de fleste nok havde tænkt, men sådan tænker jeg aldrig.

Kan jeg, og har jeg lyst, så siger jeg gladelig jatak.

Lige netop ovenpå den værste snestorm i 13 år, så tøvede jeg dog en lille smule.

Jeg vidste, jeg havde noget arbejde, jeg skulle have udliciteret, før jeg kunne takke ja.

Så jeg svarede, som sandt var.

1. Kalenderen derhjemme skulle lige tjekkes.
2. Jeg skulle have fordelt et par arbejdsopgaver

Det lykkedes mig at få afsat arbejdsopgaverne, kalenderen var derefter tom om lørdagen.
Søndag ville jeg ikke slippe for at bruge lidt tid på job, og så var der lige en 60 års fødselsdag på programmet, ja.. så var den weekend besat.

Orkede jeg overhovedet at komme på jagt?

En del af sneen var tøet bort, og selvom nætterne havde været med frost, så vidste jeg, vi skulle gå over mark og eng, så for Zimbas skyld takkede jeg ja til Jørn. (jeg dør heller ikke af at være lidt social)

Vi skulle starte med rundstykker kl. 8.30, Jørn hentede mig og Zimba kl. 08.00
En varm jagtstue ventede os på den store svinefarm, rundstykkerne og tilbehøret var på plads, humøret var højt mellem jagtdeltagerne, hvoraf jeg kun kendte Jørn og en mere.
Men skidt med det, vi har jo et fællesemne, vi altid kan snakke om, kvinder.. nej, det er gas, jagt naturligvis.

Ud af de 18 deltagere var der 8 jægere med hund, det skulle vise sig at være en tilpas fordeling, det var meget store såter, vi kom til at jage på.

Vinden bed i de områder af vores hud, der var bar.
Jeg var lykkelig for, at jeg havde taget et par ekstra sokker på i mine gummirøjsere, ikke fordi jeg var bange for at fryse fødderne, det gør man kun hvis man står eller sidder stille.
Nej jeg havde gjort det, for at støvlerne skulle slutte tæt om fødderne, sidst jeg var på jagt, skred støvlerne lidt både i fod og i hæl, og det er ikke særligt behageligt eller sikkert, når man går på frossen jord, så skal man have faste støvler på.
Jagtstøvler havde været det bedste, men jeg vidste at der både ville være snedriver og formentlig også mudderhuller i vente, så var gummistøvler at vælge frem for de kortere jagtstøvler.

Dagens første såt var et par forfrosne skovstykker, de kaldte for volieren.
Men af en voliere at være, så var området total tømt for liv.
Ikke en fugl eller et løbende stykke vildt fandt stedet attraktivt.
Men jeg vil også sige, at der ikke var fugls føde at finde, så ikke underligt at dyrene havde fundet andre græsmarker at gå på.

Og hold op jeg frøs ørerne, hov ørerne plejer at være dækket af mit høreværn, det lå i bilen, så heldigt nok at jeg ikke kom til skud...

Dagens anden såt var et stort stykke med juletræer med masser af luft imellem træerne.
Selvom stykket var hegnet inde, så var der fod fra både hare og rådyr.

Der var straks fært, kunne vi se på hundene.
Zimba m.fl. søgte langt frem i stykket, jægerne på post stod som forposter.
Der blev givet hals, og der blev afgivet skud i det fjerneste hjørne, hvad der blev skudt til, vidste vi som drivere ikke.
Vi havde set en hare løbe frem i drevet, måske det var den.

Pludselig kom en hare i let løb direkte imod mig.
Jeg dukkede mig en smule, for ikke at synes af for meget.
Haren så mig alligevel og slog af mod højre, Zimba havde optaget forfølgelsen, så der kom tempo på.
Jørn, der gik til højre for mig, fik en perfekt skudchance.
Jeg så sneen slog op om haren, Jørn sagde at haren havde slået en kolbøtte, så den var helt sikkert ramt, men den fortsatte med Zimba efter sig.
Hare og hund ændrede igen retning, denne gang bagud imellem Jørn og næste driver.

Jørns ”nabo” løftede kanonen, men da Jørn havde råbt, at haren var truffet i første skud, og Zimba havde hentet distance ind på haren, afgav jægeren ikke sit skud, hvilket jeg var meget taknemmelig for, jeg så det hele, og afstanden var ikke mere end 3-4 meter mellem hare og hund.

På åbent stykke tog det ikke lang tid, før Zimba nåede haren og haps.
To rusk og harens liv var slut.
Zimba apporterede stolt, en helt perfekt jagtoplevelse.
Første gang jeg ser min 2½ år gamle Vizsla affange et anskudt stykke vildt.

Dagens første bytte var blevet nedlagt, det vil sige dagens anden, for da vi kom til enden af såten, kunne jægeren der afgav dagens første skud stolt fremvise en hare.
Så to harer i en såt, en rigtig god start på dagen.

Næste såt kom i forlængelse af den første.
Skytterne skulle blot lige omringe stykket før drevet kunne gå i gang.
Inden jægerne var kommet på post, så vi en hare løbe frem.
Her var der ingen hegn omkring de få juletræer, der var tilbage.
I det fjerne trak 5 stykker råvildt op imod os, tværs over marken, ned mod enden hvor skytterne gik, jeg er sikker på, at dyrene ville vende om..

Vi slap hundene, da der var meldt ”skytter klar”, og til trods for, at jeg var sikker på, at Zimba ikke havde glemt den hare, vi alle havde set løbe frem, så søgte han heldigvis perfekt på kryds og tværs.

Vi kom efter det åbne fram til et skovstykke, der var meget kuperet.
Et skud lød ude fra skyttekæden, og endnu et.

Det varede ikke længe, før vi var igennem skoven, og på det åbne markstykke der lå op til skoven, stod skytterne på linje.
En af dem meldte, at han havde nedlagt en hare.
Første skud var da haren var mindre end 10 meter fra ham, og det var rent forbi.
Andet skud var effektivt, og nu lå haren ca. 20 meter forendt lige frem.
Jeg sagde apport til Zimba, hvorefter Zimba søgte frem, fik fært og løb direkte frem til haren.
Haps... og dagens anden perfekte apportering kom i hus.

Det var jo helt fantastisk.

Vi kørte derefter til en lille parcel, eng og et lille skovstykke.
Først rejste der sig en lille flok agerhøns, da vi hundeførere gik ned mod den ende vi skulle drive fra.
Derefter løb 2 dyr fra ”skoven”, sikkert trykket af skytterne der var på vej på plads, en rå med sit lam, de løb tværs over marken, og i sikkerhed ved en lille skovsamling.

Intet vildt kom til skud i denne såt.

Og så var klokken næsten 12, og der var frokost.
Mike havde lavet en fin gryderet af noget oksekød skåret i små stykker.
Dertil spiste vi ris og rødbeder, samt en bid brød.
Jeg fortalte en (sand)vits, det var faktisk en lille anekdote omkring sprogforviklinger, nu kendte jeg jo næsten ingen i jagtselskabet, så jeg kunne vel ikke genere nogen, og alle har godt af et lille grin.

Da vi endelig havde fået varmen, og var blevet godt mætte, så skulle vi videre på jagt.

Næste såt, dagens næst sidste, blev en lang affære.

Vi gik over et kæmpe engområde.
Og var der ikke sneglat, så satte vi os næsten fast i svuppende mudderhuller.
Det var hårdt.
Zimba tog en stand i kanten af mosen.
Der var langt ud til ham.
Jeg kunne se, at Zimba mente det alvorligt, så jeg måtte hellere gå frem.
Jeg var for langsom, selvom Zimba holdt standen i flere minutter, så blev fasankokken utålmodig og lettede før jeg nåede på skudhold... det var meget ærgerligt.

Jeg kunne ikke se driveren helt ude til venstre, men han afgav to skud, tilsyneladende forbi en sneppe der fløj uskadt fremad.
Det viste sig, at sneppen lettede i det samme jægeren skød to skud til en hare.
Dagens fjerde hare blev derved nedlagt.

En af de fremskudte skytter (forpost) afgav også et skud, endnu en hare havde måttet lade livet.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet en jagt, hvor det eneste vildt der er blevet skudt til, har været hare.
(jo hvis der kun er blevet skudt til et stykke vildt, kan det være sket før)

Men på dagen blev der skudt til 5 stykker vildt, alle harer og alle leveret.
Det var super flot skydning.

En lille hovedregning.
5 stykker vildt og 8 skud afgivet.

Efter det store engstykke, skulle vi hundeførere gå tilbage til bilerne.
Jeg vil tro vi gik på 4 kilometer sneglat landevej, sneen lå som brun sæbe i kanten.

Vi kunne lige nå en såt mere inden jagtdagen tog sin ende.
Først en stor frossen stubmark, derefter et meget fugtigt engstykke.
Det kan godt være, at der plejer at være vildt på denne mark, men det var der desværre ikke i dag.

Og så igen en laang gåtur til bilerne.

Endelig var jagten slut.. pyha den havde trukket tænder ud, min mobil viste, at jeg havde taget 19.000 skridt godt og vel, i alt ca 14 kilometer, det tror jeg er rekord.

Da vi stod ved jagtstuen, og vildtet blev lagt på lit de parade, ville jeg tage mit jagthorn frem.
Trods den kolde vind der susede mellem staldbygningerne, glædede jeg mig faktisk til at blæse over haren og blæse jagt forbi.

For hunden... jeg var kommet til at lægge mit mundstykke i den forkerte taske.
Jeg har to jagthorn, og sidste gang jeg var på jagt, kom jeg til at tage det gamle horn med, og i dag tog jeg det gode horn med, men mundstykket, havde jeg rodet rundt med...amatørnisse.

Jeg beklagede overfor jagtlederen, men det gav jo ingen vellyd vel?

JAØ 17/1-24