Rapsbukken aka min buk nr. 2 2010

RAPSBUKKEN

Mandag d. 17/5
Her til morgen var jeg meget, meget tæt på..
Jeg sad på toppen, eller næsten på toppen, af en rapsmark.
Det er første gang, jeg overhovedet jager på denne mark.
I efteråret havde jeg set en del fod af råvildt, og var sikker på, at der nok skulle komme buk her til foråret, hvilket flere fejninger netop nu også indikerer..
Og jo, han kom, endda en god buk, blot 10 minutter før solen stod op desværre.
Jeg havde fin skudchance, men bukken havde besluttet sig for, at rende mod venstre og derved væk fra mig.
Han vidste ikke jeg sad der, først da han blev stoppet af mit bukkekald, blev han opmærksom på, at der var andre end ham på marken..
Bukken tøvede, hvad skulle han, opgive sin plan eller undersøge det der pev midt på marken - han var rådvild.. (ikke råvildt - jo det var han sådan set også..)
Nå, men for fanden, kunne man næsten se ham tænke, kunne det være en rå, der var blevet skruk lidt for tidligt..
ER man buk, eller er man ikke?
Bukken sprang lidt usikkert op imod mig, jeg var ikke glad for hans retning, for det var lidt for direkte imod mig.
Han var langt ude, men ikke for langt til skud, og havde klokken været fem, ja, så havde han ikke hoppet meget længere..
Ahr, usikkerheden meldte sig i ham, måske han kunne se, jeg var en lidt for stor klump, der siddende på min jagtstol, med skydestok og riffel.
Bukken sprang mod sit udgangspunkt i skovkanten ved den lille samling af træer..
Så kom han i tanker om sin første plan, og løb igen op af et sprøjtespor til venstre..

Jeg standsede ham med et højt piv i Buttoloen..
Han stoppede, men denne gang luskede han søgende i et sprøjtespor parallelt med mit, kun hovedet var nu synligt.
Og pludselig kunne jeg ikke se ham mere, jeg søgte med min kikkert, væk var han..
Jeg kravlede forsigtigt ned af min jagtstol, for at syne mindre i landskabet.
Og - bah, bah, bah - ja, han kunne ligeså godt have sagt, ha - du er afsløret..

I næsten glade hop med lydende bah, bah, bah klingende fra hælene forsvandt han over bakkekammen, og selvom jeg satte mig i skovkanten og ventede halvanden time, vendte han ikke tilbage, så jeg opgav - men ikke helt - for i aften sidder jeg der igen..det ved han bare ikke..

Onsdag morgen d. 19/5-10
(tirsdag morgen sov jeg længe, man skal jo overleve)
Mandag og tirsdag aften så jeg intet liv på marken, og jeg var ved at opgive, til dels pga rapsens højde, den groede jo mens man sad og stirrede.., og til dels pga skud på nabomarkerne, og da jeg ikke så skyggen af dyr to aftener i træk, ja så kunne jeg vel ligeså godt opgi' , kunne jeg ikke?
Nej, lige en sidste chance..

Han kom bredhalset og selvsikker i dalen, rød, helt i sommerpels..
(glansbilledet kan godt være en efterfølgende manipulering af mit sind, for var han nu også helt i sommerpels? Men det lyder nu så godt, ha, ha)
Denne gang var klokken over fem, og der måtte skydes.
Jeg havde for maks. anden gang i mit liv glemt min håndkikkert derhjemme, men jeg skulle ikke bruge kikkert for at konstatere, at dette var en buk, endda en meget stor buk..
(alt er relativt, især for en jæger der ikke er for godt vant)

Han mødte på sin vej langs skovkanten nogle nedhængende grene, og vi snakker ikke kviste her, nej ham her, han ville udfordres, og grenene udgav sig derfor for en imaginær konkurrent. På et tidspunkt sloges "de" så kraftigt, at bukken næsten svingede rundt i luften, og jeg var bange for, at han var ved at hænge sig selv..
Men det gjorde han ikke, han nød bare at "slås".
Der manglede stadig ca 75 meter i at han kom ind på min rapsmark, mit hjertes rytme var næsten blevet normal igen.
Jeg var sikker på, at bukken nu ville forsvinde ind i den lille skovtykning, nede til højre, og komme ud samme sted som for to dage siden, for at markere op på de gamle fejninger, så jeg var mere end klar til at skyde min drømmebuk..
Men nej, selvfølgelig valgte bukken en ny rute, han løb direkte op imod min plads i rapsen, jeg sidder vel ca. 15 meter fra kanten, lige ved et bredt sprøjtespor, og i næste øjeblik er bukken væk, skjult bag den høje kant af raps.
Var han løbet venstre om mig, og ville han så komme ind, uden jeg kunne se ham?
Ville han komme ind før min post, og ville han så dukke op i sprøjtesporet, jeg drejede forsøgsvis riflen mod venstre, kunne godt komme til skud, men det blev dælme kort skudafstand..nu bankede hjertet igen, kunne jeg mærke..det her var næsten alt for spændende.
Ud af alt det gule og grønne kom han frem, jeg så næsten ikke andet end hovedet, for han stirrede skrækslagent ind i mine øjne, bare 2-3 meter fra mig..
Barkrester hang fra hans kraftige stænger, hold kæft han var stor.. (igen..jeg har en god fantasi..)
Erfaringen gjorde, at han ikke blev handlingslammet, så inden jeg nåede at sige buh eller bøh, brød han i fuld kraft den seje raps, og sprang uden et "ord" ind på naboens mark.
Jeg smælede af ham et par gange, men han var ligeglad..

Torsdag morgen d. 20/5-10

Morgenbukken

I går aftes blev jeg stensikker på, at det er en morgenbuk jeg har med at gøre her.
Jeg sad i 3 timer på min flade røv, i kanten af rapsen og overgangen til den lille "skov", som vel nærmest er blandet biotop på ca. 50 x 50 meter træer af alle slags i virvar flettet sammen..nå, men der vil bukken gerne komme fra og ud i rapsen.
Og af oplevelsen i går morges måtte jeg tage ved lære, skulle bukken skydes, skulle det være her fra, det var jeg ikke i tvivl om..
Jeg satte mig i det ene hjørne (det fjerneste) og pegede med riflen langs kanten, og jeg kunne skyde op skråningen på marken, hvor sprøjtesporene er brede og meget åbne..lige der hvor jeg sad i går morges..

Denne aften skete der absolut ingenting, ja udover fasankokkene der skoggede, og gav mig flere chok, når de havde fået listet sig tæt på, og pludselig med vingesus og lungelyd satte fra land, godt det ikke skete direkte hen over hovedet på mig - har du bemærket hvordan de skider ved denne kraftige acceleration fra jorden og op?

Skovduer og solsorte der fes om mine ører, mindre fugle der søgte i den gule raps, og pandegnaskerne der også forsøgte sig her i kanten af det noget fugtige område, jo liv var der nok af, blot ikke liv af råvildt..

Så 3 gange på jagt om aftenen, ingen buk.
2 gange på jagt om morgenen, set bukken begge gange, dog er han kommet fra lidt forskelligt hold, men herfra hvor jeg sidder denne aften, der kan jeg skyde ham, uanset hvordan han så vælger at komme..
Så morgenbuk, vent dig bare, i morgen tidlig er du min..

Her til morgen
Jeg fatter det ikke, jeg kom i seng kl. 00.45, drøntræt, satte vækuret til at ringe kl. 04.00, vågne 03.57, afbrød vækkeuret og stod ud af sengen kl. 03.59..
Op på toilet, gabe, vand i øjnene, sjoske ind, hælde cornflakes i skålen, kværne (altså ikke snakke men spise) mens jeg læser lidt jagtblad, ud og børste tænder, vand i hovedet igen, igen, ind og tage jagttøjet på, der ligger smidt i den rigtige rækkefølge på gulvet i jagtværelset, nej inden lige låse gøbben ud af våbenskabet, mærker på lommerne om alt er der, jo, også kikkert, ja..
Ud til bilen, hunden ned at tisse, afsted, hunden, jo den kom ind, 10 minutter efter, holder jeg på min plads i kanten af rapsen.
Gåtur, ca. 750 meter, lister de sidste 20, lydløst op med stol, skydestok, og så sidder jeg der.
Vinden er næsten perfekt, kommer fra skoven og ud, meeen jeg ved langs en skovkant at den kan svøbe, selvom man føler man sidder i direkte modvind, underligt, men sådan er det med vind der kører rundt om eller i en skov.. Gid jeg sad i en stige..
Nå, fokus nu, klokken er blevet 04.40, jeg må skyde om ca. 15 minutter, bukken kommer garanteret indenfor den næste halve time..
Altid er jeg bange for han kommer for tidligt, og netop ham her, han har ingen ro til at blive på et sted, er han ude i det fri, så er der kun en vej, og det er frem..

Øjenlågene er tunge, jeg burde have taget en flaske vand med :-)
Nå, en halv time klarer jeg vel nok..

Det bliver skydetid, en sten letter fra mit hjerte, nu skal jeg blot koncentrere mig om at ramme når han kommer..
Tredje møde burde være lykkens gang..
Pludselig lyd af grene der er i bevægelse, jeg kigger ind i morasset, jo, der står nogle grene og vifter, ingen tvivl om at bukken lydløst er kommet til stedet, og nu står her i kernen og tæsker løs på et mindre træ..
Imellem grenene kan jeg ofte ane hans kraftige opsats og engang imellem også hovedet, kroppen er dog skjult af tæt buskads, skidt med det, skoven er naboens, så jeg skal blot vente på at han kommer ud, for det tvivler jeg ikke på han gør, men spørgsmålet er blot hvor, og hvornår..
Riflen er i anslag og afsikret, jeg sigter hen langs kanten, her skal han komme, når han engang er færdig med at slås..
Ja, han kan jo også vælge at gå bag min ryg, og komme ud, lige hvor jeg sidder, der er dog ingen fejninger i denne ende af skoven, så jeg tror på, han nok skal komme til skud, jeg ser allerede hornene på væggen.. og visker straks det billede ud af hovedet, det kan kun bringe uheld..
Fokus, jeg skeler på skift gennem riflens kikkert og til højre ind mod skoven hvor kampen ingen ende vil tá..
Pludselig er der ro..
Jeg fornemmer mere end jeg ser, bevægelse fremad i skoven, han er på vej, det drejer sig om sekunder nu.
Mit åndedræt er i komplet spænding, hjernen og hjertet belastes optimalt, det er nu det sker, om lidt gjalder skuddet..
Fingeren dirrer for at komme til aftrækkeren, vente, vente..
Det forreste af rådyrets hoved kommer frem, blot ca. 15 meter fra hvor jeg sidder, max., bukken gnasker lystigt på noget frisk bundgrønt, men rapsen herude lokker sukkersød, trækker i næsen..
Hovedet er nu frit, hold kæft en buk, der mangler kun en halv meter..
Super han kommer ikke ud i løb eller spring, dette kan kun gå godt..
Kom nu, et skridt til og jeg skyder dig, åh hvilken sejr, at aflure så snu en buk, jeg gned mig allerede i hænderne over at skulle fortælle om denne jagt.
Pludselig i et ryk kigger han direkte på mig, opklaringen er tydelig i hans øjne, ham her tvivler aldrig på sit instinkt.
Om det er vinden der har båret fært, eller blot ren instinktiv registrering for farer, jeg aner det ikke, men i et lydløst ryk, totalt lydløst, er han væk.
Ikke engang skovbunden der er spækket med tørre blade giver lyd, fantastisk og utroligt fascinerende..
Målløs og totalt lammet sad jeg nogle sekunder.
I mine tanker bukkede jeg i respekt.
Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende.
Fantastisk, jeg løfter min jagthat i beundring.
At blive siddende et par timer nu solen er kommet frem på himlen ville være en mulighed, men ikke meget værd.
Ham her, han er om nogen en morgenbuk..
Nu får han ro et par dage, så sidder jeg samme sted igen, hvis jeg til den tid kan kæmpe mig igennem rapsen..
Sikken dejlig dag det er i dag.. trods alt.

JAØ d. 20/5-10

I går aftes var det definitivt slut.
Jeg var på rapsmarken for sidste gang i år.
Et fantastisk lille hjørne, præcis 771 skridt fra bilen, skridt der i går aftes foregik i raps der steder nåede helt op under armhulen.
Heldigvis havde landmanden været ude for at sprøjte for nyligt, så sprøjtesporet jeg gik ad, var stadigvæk til at finde, men rapsen rakte godt indover, ind imod hinanden, og ja, det er en klistret gul affære, at tage 771 skridt igennem dette gule hav.

Hjørnet har jeg tilsyneladende helt for mig selv, pånær solsortene der straks leger sladrehanke da jeg endnu manglede de sidste halvtreds skridt i at være på plads, rådyr har jeg ikke set skyggen af de sidste 3 gange, og ja, det er jo egentlig dem jeg kommer for at hitte.

Selv fasanerne der har skogget næsten i kor de sidste morgener og aftener, syntes at være fortrukket, ræven kan jeg stadigvæk lugte (her hedder det ikke dufte) når jeg passerer dens grav, nu helt væk i rapsen, stærk duft af tis kan lugtes langt væk..
Ræveungerne tumler her sikkert også, med vommen fyldt af det fineste fasanbryst.
Heldigvis er rævens grav 550 skridt fra, hvor jeg sidder, eller har siddet 3 timer morgen og aften, nu snart 10 gange vil jeg skyde på..
3 gange har jeg set bukken.
1 gang er han muligvis kommet løbet på tværs i skoven bag mig.
Og ja, ca. 6 gange har jeg ikke set andet en fasaner, ræv, skovduer, solsorte og på det sidste en hær af myg..

Myggene har jeg undgået helt tæt kontakt med, til dels via min påklædning med tykke jakker og myggenet for ansigtet, og et lille tyndt lag af myggeolie hvis en enkel skulle stikke snabelen indenfor..

Ventetiden har været hård, for ryg og balder, men var bukken kommet, så havde det hele været ventetiden værd - i aftes kom jeg i tvivl, havde det været ventetiden værd?
Nu sidder jeg der, i går aftes for sidste gang, klokken passerer 22.00
Indtil for en halv time siden, troede jeg også fasanerne var forduftet, indtil 2 kokke søgte til træerne, blot 15 meter fra hvor jeg sad, med fuld skrald røg de op, inde fra det gule, jeg fik mig naturligvis et chok, som jeg sad der i næsten meditationens trance..

Men det var alt, bukken kunne jeg konstatere, på pilegrenene jeg havde sat, og på jordbund og grene han tidligere havde fejet på, at han, bukken, ikke havde været forbi indenfor den sidste uge..
Måske en anden jæger havde fået ram på ham.
Måske lå han blot og slappede af i skyggen.
Måske han havde ladet sig opsluge af det gule hav, ventende på at råen igen skulle blive interessant..
Et mysterium jeg aldrig får svar på, medmindre jeg møder ham næste år igen...

Nu skal min tid bruges på andre marker, andre skovkanter, andre steder hvor der findes fasaner, myg og harer, og formentlig en buk som endnu ikke har lagt sig - af den ene eller den anden årsag, for her spilder jeg blot min tid - og så alligevel, så spilder man vel aldrig tiden, når man sidder her helt for sig selv, opslugt af livet omkring sig..

JAØ 3/6-10

Dagene gik, og ingen buk kom til skud..
Der var stille på markerne, alt for stille.
Dog voksede kornet fortsat, Juni måned stod i vandmandens tegn, og i løbet af få dage, fik vi mere vand end en normal hel Juni måned smed fra himlen.
Dette gjorde at alt det grønne blev grønnere, myg og alt andet flyvende ukrudt accelererede om kap med ukrudtet på marker og langs skel.
Landmanden forsøgte at sprøjte maksimalt for at udrydde det i kornet der ikke var sået efter planen, hvilket de store sprøjtespor vidnede om.

Jeg var som tidligere beskrevet heldig at skyde buk d. 11 Juni.

Det giver en vis ro, at skyde en sommerbuk.
Alle andre har skudt buk, sådan føles det, og med alle de timer jeg har lagt i jagten, følte jeg da også, at heldet snart burde følge mig..og det gjorde det så endeligt i fredags.

Lørdag stod det på tur til Fårup sommerland, søndag sov vi længe, og ja, jeg higede heller ikke efter at komme afsted i dag.
Meeeen, da Annette tidligt søndag spurgte om vi ikke kunne tage noget fondue, vi havde det hele klar i fryseren, vi kunne spise tidligt, så jeg også kunne nå på jagt, hvis jeg gerne ville det..
Ja hvorfor ikke, nu var jeg jo kommet i god træning med at sidde ude i naturen.

Da Annette senere forsøgte at trække i land med ordene ”Det kunne nu også være hyggeligt, hvis du blev hjemme og vi alle kunne få en aften i sofaen..”
Niksen, med jagt spøger man ikke, og der findes ikke megen fortrydelsesret.
Dette udviklede sig til en mindre diskussion, og det kan godt være at bukkejægere er lidt snævertsynet, det er jeg i hvert tilfælde i mange situationer, men hvis jeg hver gang, Annette sagde ordene ”Du kunne jo også blive hjemme og hygge dig..” - så kom jeg ikke så ofte afsted.
Og jeg ved godt Annette flere gange pointerer, at i år har hun altså ikke brokket sig.. nej, men det hænder og i aften kom jeg ikke afsted med de bedste ord i nakken, alligevel tog jeg på jagt kl. 19.30..

RAPSBUKKENs (sidste kapitel)

Jeg havde egentlig besluttet mig for at gå en tur rundt på markerne omkring gården hos J.
For første gang i den tid jeg har haft jagten, hvilket vil sige 11 år, har jeg ikke været på disse marker i årets bukkejagt, de plejer ellers at være nogle af de første jeg jager på..
”So many fields, so little time...”
Men mit fokus har været lagt på rapsmarken, marken jeg tidligere kun har gået over en enkel gang om efteråret, sidste år antydede den megen fod, at det måske var værd, at forsøge at sætte sig her med sin riffel når bukkejagten gik ind.
Rapsen havde jeg imidlertid opgivet, bukken var øjensynligt blevet inaktiv, enten pga pludselig dødsfald, eller pga at jeg havde trykket ham for meget, så han havde flyttet sig, ja, eller den tredje mulighed, at han blot havde ændret vane, og lå dagen lang og dasede midt i rapsen..

Jeg var i hvert tilfælde sikker på, at rapsen havde lukket sig fuldstændig, så al fremfærd var umulig for en efterhånden velvoksen mand.
Velvoksne mænd giver dog sjældent op..

På de få kilometer til jagtmarken kørte tankerne rundt i mit hoved...
Vinden der var i nordvest, måske mest i vest, og dette var ikke optimalt for mig på Jens´s marker ved gården.
Hvis jeg skulle have været i rapsen havde det været perfekt..

Jeg kunne da også lige køre op til rapsmarken, for at se hvordan sprøjtesporet så ud, om der overhovedet var noget spor tilbage at gå i..
Som tænkt så gjort, jeg satte bilen for enden af rapsen, steg ud i træsko, og gik ind på marken.
Rapsen var næsten afblomstret og der var ved at danne sig bælge.
Sprøjtespor var der stadig, og det gjorde mig endnu mere i tvivl, skulle jeg give rapsbukken endnu en chance?
Ja, fanme ja, det skulle jeg, den buk ville sidde i hovedet på mig resten af sæsonen, uanset hvad jeg gjorde, så han skulle prøves endnu engang, en aller allersidste.
Støvlerne på, myggenet for hovedet, tasken over skulderen, skydestok og riffel i hænderne, og så afsted.
Den lille kilomet igennem rapsen gik stille og roligt, nogle steder stod rapsen helt op til skuldrene, andre steder kun lige over hoften.

PÅ PLADS

Jeg nåede snart hen til den sidste forhøjning på marken, det var formålsløst at tage kikkerten frem, for rapsen var simpelthen for høj til, at jeg kunne se om der skulle stå råvildt langs skovkanten.
Så den direkte og hurtigste vej ned til min plads, er ofte den bedste løsning.
Jeg havde set frisk fod fra råvildtet i sprøjtesporet, lugten af rævepis var der ikke som den plejede, måske ræven med sine unger var søgt til en anden grav..

Jeg fik sat min jagtstol bag det høje vilde kørvel, jeg ville være optimal gemt, jeg burde være usynlig.
Skydestokken kom op, og riflen faldt i hak.
Et kik igennem kikkerten viste dog, at noget kørvel spærrede for synet, så jeg måtte lige brække nogle af dem over.
Jeg gik 3 – 4 skridt langs kanten, og fik lagt de værste ned.
Da jeg satte mig igen, bemærkede jeg røre i den høje raps, og en rå sprang ind i skoven.
Hun havde ligget og trykket da jeg kom forbi, først da jeg gav hende fært ved at gå frem, valgte hun at fordufte..godt det ikke var bukken..

Nå skidt, bare hun ikke lavede støj, og hun havde ikke sagt et ord..
Jeg fandt buttoloen frem, med fredagens succes i klar erindring sendte jeg den første serie afsted.
Der skete absolut intet.
Jeg sad indimellem og småblundede, trykkede på buttoloen med jævne mellemrum, et par gange bildte jeg mig ind at der kom dyr inde i skoven, på et tidspunkt knækkede en gren, med et højlydt og sprødt ”knæk”.. det kunne kun være et rådyr.
Hver gang jeg bildte mig ind, at nu var han på vej, afsikrede jeg riflen, pegede hen langs skovkanten, sigtede og var 100% klar..
På et tidspunkt sad jeg stille så længe, klar til skud, at mine arme var ved at gå i krampe.
Jeg vidste jo hvor forsigtig bukken var, så alting foregik med yderste forsigtighed..
Pludselig fik jeg lidt spyt galt i halsen, jeg forsøgte at kvæle det, gajolerne i æsken i lommen drillede, for fanden da, at hoste her var lig med at spolere hele aftenen, sådan var min tanke, det ville bukken helt sikkert høre, og så kom han i hvert tilfælde ikke frem.
Jeg fumlede og fumlede, de skide handsker der var nødvendige på grund af myg og andet utøj, gjorde ikke mine fingre mere snilde.
Langt om længe fik jeg fumlet en gajol i kæften, men det var for sent, et undertrykt host havde undsluppet mine læber, jeg bandede mig selv langt væk, sådan en amatørnisse tænkte jeg.
Heldigvis blæste det godt inde imellem træerne, og grene knagede, så det var ikke sikkert, der var sket nogen skade.
Fasanerne hørte jeg skogge langt væk, sidst jeg sad her havde de været meget aktive i skovkanten og i rapsen, ræven havde nok skræmt dem bort, dem han ikke havde ædt..
Klokken nærmede sig 22.00, den var fem minutter i, så et kvarter endnu, så kunne jeg pakke sammen.
Flere gange i løbet af aftenen sad jeg og fortrød en smule.
For rapsbukken var væk, det var jeg næsten helt sikker på, derfor var jeg flere gange ved at forlade min post.. jeg kunne jo lige nå op til gården og gå en runde..
Men enten sidder man, eller så går man, og stædigheden vandt, så jeg blev siddende til det sidste.

Pludselig vibrerede jorden, sådan føltes det.
Hold op en dejlige fornemmelse, så er man i et med naturen.
Jeg var ikke i tvivl om at det var bukken der med sin selvsikkerhed var på vej.
Men hvor ville han komme fra, og hvor ville han gå ud?
Der blev stille, alt andet blev lukket ude, mine ører var koncentreret om at høre en gren, et tegn på om han var tæt på.
I teorien kunne han stå en meter fra mig, utroligt som vildt kan liste frem, hvis de vil.
Pr. automatik havde jeg sat riflen i fuld fokus og afsikret, åndedrættet var dæmpet trods den pludselige spænding.
Jeg kunne tydeligt se forskel i stabiliteten på sigtet, nu jeg med garanti vidste, der var dyr meget tæt på..
Hold kæft jeg var anspændt, skulle jeg få chancen igen?
Det ville næsten være for godt til at være sandt..

Jeg besluttede mig mentalt for, at skyde ham ligeså snart han blotlagde det mindste af kroppen, om så det skulle være halsen, så ville jeg skyde ham der..
Pludselig så jeg bukkens hoved.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var ham.
Den flotte opsats, det årvågne blik, jo det var ham.
Han dukkede op helt henne i den anden ende, i kanten af græsmark og skovkant.
I riflens kikkert så det ud som om han kiggede direkte på mig.
Pis tænkte jeg, nu så han mig igen..
Han stirrede intenst et par sekunder, sikkert mindre, vi havde dybt øjenkontakt.
I forventning om at han smuttede, drog jeg lydløst et suk.
Men nej, han sænkede hovedet, og dermed paraderne, nippede til lidt ukrudt og tog et skridt frem, og endnu et..
Hold kæft en snu buk, han skulle blot lige tjekke kanten af for fjender..
Kommer scenevant over en stor åben mark, hvor han kunne være blevet skudt 117 gange, men lige inden han træder ud, der hvor han ved der tidligere har siddet en fjende, stopper han op, bruger tiden, inden han skal mæske sig, det har reddet hans liv et par gange før, men i dag så han mig ikke..

Det ene skulderblad var fri og mit skud gik i samme splitsekund.
Jeg tænkte ikke, jeg var i ét med skuddet, fløj med kuglen, gennemborede dyrets hjerte, lunger og lever, slukkede lyset på et øjeblik..

Jeg så tydeligt hans forbavselse og smerte.
Det hele foregik nærmest i slowmotion en scene der vil stå printet mange år frem.
Den flotte buk stejlede bagover, slog nærmest en baglæns kolbøtte..

Jeg vidste i samme øjeblik, at jeg måske nu havde fået den største ”sejr” i min karriere som bukkejæger.
En vemodig sejr, for han havde været så brav en udfordring, han havde ikke fortjent at betale nederlaget med sit liv...
Dog havde jeg ikke tøvet et sekund.
Endnu inden jeg havde konstateret at han lå på pladsen, var jeg klar til at sende sms afsted til bl.a. Maler Niels, som jeg for et øjeblik siden havde skrevet med pr sms, en ”kedelig” vane vi har fået.
”Jeg fik ham” ville jeg skrive, den besked sendte Niels mig nemlig en aften, hvor han midt i en ”snak” pludselig skød en buk.

Men jeg besindigede mig, og ville lige nyde stunden lidt for mig selv..
- men det skulle vise sig, at den stund blev saboteret godt og grundigt.

Jeg gik mod skudstedet, riflen på laveste forstørrelse og klar til skud.
Jeg havde ikke kunnet vente mere end 2 minutter, så jeg gik meget, meget stille frem.
Da jeg nåede derhen efter 38 små skridt, svarende til ca. 30 meter, så jeg bukken drage sit sidste åndedrag.
Jeg holdte mig på behørig afstand, selvom han lå med ryggen til, skulle han få fred uden nogen form for forstyrrelse, jeg havde gjort så rigeligt skade..

Det værste jeg har set på film, var engang en jæger der hujende løftede op i opsatsen på en buk, førend lyset var blevet slukket, det bryder jeg mig overhovedet ikke om, selvom jeg godt ved, at døden ofte indtræffer øjeblikkeligt, og at åndedrag ikke betyder liv..
Meen, respekt for så fantastisk et dyr, det er da det mindste man kan vise, også selvom der ikke er tilskuer på.

Jeg gik frem til bukken, så straks hvor flot han var, og det stak i mit hjerte, mest af glæde, heldigvis.
Nu ville jeg gerne have lagt mig ned i det høje raps ved siden af bukken.
Nydt øjeblikket.

Men luften var med ét fyldt med summende myg.
De var fuldstændig sindssyge.
Og er der noget jeg ikke kan ta´, så er det de blodsugende monstre, hvorfor lige nu?
For fanden noget pis.
Jeg gik hen for at hente mit kamera og video, for billeder og film skulle der tages, og det skulle de møgbæster ikke forhindre mig i.
Det er det værste angreb jeg har været udsat for i mit liv, det overgik næsten de værste sværme af myg, jeg har set i Sverige.
Ligeså snart jeg tog mine handsker af for at finde de rigtige knapper, var hænder dækket af myg der søgte efter blod.
Jeg slog ud, og kæmpede med at få et par billeder i kassen.
En meget kort film optog jeg også, men at brække bukken her, kunne der ikke være tale om.

Så på med bærerem og afsted mod mere luftige dele af marken.
Jørn sendte jeg en mms, og han plejer at reagere straks.
Da han ikke gjorde, ringede jeg ham op.
Jørn bor ikke mere end 5 minutters kørsel herfra, så han ville garanteret gerne komme og se bukken.
Faktisk var han på vej hjem fra jagt, så han ville lige slå vejen forbi, min mms havde han ikke set..
Jeg havde fået sendt par mms'er afsted til flere af mine kammerater, og jeg havde ikke gået mange skridt i rapsen, før telefonen ringede.
Sikke en virkning billedet af en flot seksender kan have på ens jagtkammerater.

De godt 770 skridt mod bilen var denondtmelynemig seje at komme igennem.
Bukken er den største danske buk jeg har skudt, både hvad angår trofæ og kropsstørrelse.
Min skulder i dag er i den ene sidde hård som en sten, men det er den bedste tur man som jæger kan gå, en tur med buk over skulderen.
En buk skal forlade sit terræn på denne måde.
Med hovedet forrest, roligt tempo, jo respekt for dette prægtige dyr, det må man som jæger vise.

Efter tre pauser nåede jeg til vejs ende.
Her var meget mere luftigt.
Jeg lagde bukken på et grønt saftigt ukrudtsfyldt hjørne.
Gik til bilen med min jakke og riffel, og der var Jørn ventende i sin bil.
Jørn gik med til bukken og han tog lidt billeder af den stolte jæger.

I dag vejede jeg bukken.
Jørn havde skudt ham til at veje ca. 20 kg.
Det var godt skudt, 21 kg. Brækket vægt..
Og opsatsen ligger nu i fryseren med rigeligt halsskind, nu skal jeg lige have vendt sagen med konen, men jeg håber bukken ender som en hovedmontering til evigt minde, om en af de største oplevelser med råbuk til dato, hvis ikke den største..
Rapsbukken vil jeg altid huske hvem var.

JAØ 14/6-10

efterveer: Mit ansigt klør ad pommern til, der er myggestik hele vejen rundt, nu har jeg også altid været modtagelig for myg og lopper, ja al utøj, og jeg går altså i bad af og til, men det må være mit blod der smager godt, det er da betryggende at noget ved mig er sødt..
Og hovedskindet er blevet vendt.. som Annette sagde efter hun havde læst min beretning ”Det behøver vi ikke at vende, kom du bare afsted til konservatoren..” og der ligger bukken nu.

Rapsbukken, en fantastisk oplevelse..