Første jagthistorie i 2019.. Godt Nytår..

LET JAGT

Det kan være let at gå på jagt..eller let at være jæger. 

At sidde i et tårn eller en stige er for mig super jagt.
Men jeg indrømmer også, at jagtformen kan virke temmelig let, men udfordring kan der heldigvis være i, at komme frem til stigen uden at blive opdaget, det kan til tider være svært.
Men ja.. rent jagtmæssigt, vil mange nok påstå, at der ikke er udfordring bare at sidde i et tårn eller i en stige og skyde vildtet derfra...dem om det...jeg føler mig aldrig låst til en stige eller et tårn, men som udgangspunkt, er det et perfekt sted at starte sin jagt..

Af de 85 bukke jeg har skudt på 25 år, er der ikke to situationer, der har været helt ens.

Selvfølgelig er der bukke, der er skudt fra samme stige eller hvor jeg har siddet/stået ligget samme sted i naturen..men ikke to jagtsituationer har været ens..og sådan er det...
Jeg har altid bestemt mig for et udgangspunkt, når jeg tager bilen hjemmefra, men det er langt fra altid, at vildtet bliver skudt fra dette punkt..mange ting kan ske, når man er på jagt, også inden man når helt frem.

Nå tilbage til det lette..når først jeg er nået uset frem til mit udgangspunkt, fra bil til det sted jeg vil tilbringe et par timer, på jorden eller i en stige..ja så er det ofte held/tålmodighed og tilfældigheder der afgør, om jeg får held af jagten eller ej.

Forlader jeg mit udgangspunkt..så forskubber heldet sig en smule, jeg er blevet utålmodig og vælger ikke at lægge jagten i tilfældighedernes hænder, og så tager erfaringen ofte over..
Jeg har ofte erfaret, at forlader jeg en stige eller et tårn, så er risikoen for at støde et dyr stor.
Men ser jeg dyret på lang afstand, så vælger jeg tit at forsøge en purch..og det lykkes af og til med stort held.

Med årstidernes skiften, vejrets forskellighed, dyrenes fremtræden, nyder jeg den lange venten.

Jeg nyder at sidde stille i timevis..bare sidde og glo..lade tanker flyve frit, holde mig uset for fugle der kommer tæt på, og vildt der passerer i det fjerne, lade mig opsluge af naturen, mens jeg indtager den i fulde drag.

Rette stykke vildt

Man siger som tommerfingerregel, at skyder man en buk på sit terræn, så skal man også skyde en rå og et lam i efteråret.

Men man siger så meget.
I år fik jeg tilbudt et nyt jagtterræn, jeg var heldig, jagt hænger ikke på træerne, slet ikke for den enkle jæger.
Bukken skød jeg efter få dages jagt.. læs om bukken her
http://www.jens-arneoestergaard.dk/440202868
Om det var den rette buk eller ej..det var den der kom for, og da jeg først fik min nye jagt en måned inde i bukkesæsonen, og jeg syntes bukken trofæmæssig var okay, hvorfor så gemme til natten?
Jeg bruger ikke vildtkamera, så der kan have gået noget større..hvem ved? Det får jeg vel at se om ca. 4 måneder..
Men nu vidste jeg, at jeg ifølge vejledningen burde skyde en rå og et lam senere på året, men da terrænet er helt nyt, syntes jeg da først det var rimeligt at se tiden an..var der overhovedet vildt nok på terrænet til, at det kunne bære denne ”korrekte” afskydning?
Jeg har på mit terræn i efteråret haft en rå med to lam, en rå med et lam og et smaldyr på skudhold.
Alle forskellige dyr (jeg har faktisk set hele ”flokken” på næsten samme tid, så jeg ved det er forskellige individer).
Og derudover har jeg set, men ikke haft på skudhold, to ganske pæne bukke og en abnorm buk.
Den abnorme buk havde jeg på meget tæt hold, og jeg kunne sagtens have skudt, men da det var i September, så var den ikke lovlig at nedlægge.

Smaldyret er det stykke råvildt, jeg i denne sæson har lært bedst at kende.

Den har næsten været fast gæst, når jeg har besøgt min stige.
Eller faktisk har det været omvendt, jeg har følt mig som gæst, da smaldyret har holdt til indenfor en radius af 50-75 meter fra stigen..nogle gange meget tættere på.
Hun har gnasket agern under det store egetræ, og hun har lagt sig til at sove foran mig.
Og af og til har jeg vækket hende, de morgener jeg har listet mig på plads i stigen.
De gange jeg har haft chancen til skud, har jeg holdt skuddet tilbage.
Måske fordi jeg har tænkt, at skydder jeg et smaldyr, så er det i princippet 3 dyr jeg skyder i et skud, hun går jo formentligt med et par meget små forstre i sig..

Lammene har jeg heller ikke villet skyde, har tænkt at de vokser sig til, desto længere jeg venter..så der har jeg også holdt mine skud tilbage i oktober og november.

Og da jeg har besluttet..at klovvildtet på mit terræn skal jages med riffel..så er det også lidt lettere at være selektiv.

Forrige tirsdag (d. 19/12) snakkede jeg med min (jagt)kammerat John.

Han havde været sammen med nogle jægere fra midtjylland, og de havde set tegn på den frygtede ”råvildtsyge” på deres jagtmarker.
Råvildtsygen kan reducere en råvildtbestand med ca. 80% eller mere på en enkel vinter, og det har ikke noget med vinter eller eller mangel på samme at gøre, tror jeg.
Der ligger vel ikke nogen klar konklussion over, hvorfor råvildtbestanden bliver ramt så dramatisk.
Mit bud er forkert fordring, eller nærmere for meget fodring af råvildtet, hvor råvildtstammen samles omkring fodersteder, spredes diarre eller andre sygdomme på denne måde lettere.
Og at det er en form for diarre der rammer råvildtet, er der vist ingen tvivl om, de skider sig ihjel..ubehageligt men det er fakta...
Og i anden række, så er det også forkert afskydning igennem flere år, de danske jægere vil gerne skyde en sommerbuk hver..men efterårsdyr (rå og lam) der kniber det at følge med.
Flere steder vil man ikke skyde råvildt med hagl, og da mange jægere nærmest ikke gider at sætte tænderne i rådyrkød, så bliver det at sætte sig om efteråret med riffel efter råvildt næsten ikke brugt..slet ikke hvis der er koldt..det er også træls at fryse fusserne..

Sidst men ikke mindst så har vi haft et par milde vintre så revl og krat overlever, medmindre der er godt med ræve på terrænet..

Af ræve har jeg på mit terræn kun set to, og de faldt for et par gode riffelkugler henholdsvis d. 7/12-18 og 3/1-19, indimellem rævene faldt der også et stykke råvildt.
Historien om disse 3 lette jagter kommer her.

Ræv nummer 1 (let jagt nummer 1)

d. 7/12-18 Det var en lidt blæsende morgen, men efter årstiden ikke koldt, blade og grene lavede en smule støj da jeg gik igennem min passage til stigen.
Vinden var næsten perfekt, det bedste er syd vestlig vind, den kom lidt for meget fra vest..og ned over skråningen kan vinden let smyge, hvis ikke der er direkte sydlig vind..
Jeg håbede, jeg kunne komme lydløs, men ikke mindst ”færtløs”, på plads i min stige.
Tæt på kanten af min jagt stod mine ører på stilke..var der ikke lyd på skråningen?
Jeg gik helt frem, der var et stykke tid, ca 25 minutter, til solen stod op, så jeg kunne godt tage et overblik i dæmringen..
Ingen dyr på marken..ikke engang smaldyret var hjemme..jeg listede op i stigen, så lydløst som muligt.

Oppe i stigen lænede jeg mig tilbage, satte mig til at vente på, at solen skulle stå op.

Med mit elektroniske høreværn på kunne jeg høre, hvad der foregik i kilometers afstand.
Kort tid efter skydetid hørte jeg en hund gø..nej hvor træls.
Jeg hader forstyrrelser på sådan en stille morgen.
Senere kom jeg til at tænke på, at det kan have været en jæger på gravjagt..for pludselig kom en ræv løbende fra venstre mod højre..i bunden af slugten da ræven var lige nedenfor stigen, tog jeg riflen til skulderen, for at gøre mig klar til at skyde, når ræven havde passeret den væltede træstamme.
Utroligt nok må ræven have set min bevægelse, for den stoppede op, kiggede op imod mig, med bredsiden til..(eller så kiggede den sig bare tilfældigt over skulderen) .. jeg lod skuddet gå.
Jeg følte skuddet blev sat lidt højt, men da jeg sidder højt, så skal jeg også ramme højt, og ræven faldt da også som ramt af lynet..dødskudt til jorden.

Da jeg få minutter senere stod ved ræven og beundrede det flotte dyr, kunne jeg ikke se noget indgangshul..

Jeg vendte ræven om..udgangshullet..hvor var det?
Jeg havde forventet at se et meget blodigt menageri, men der var næsten intet blodigt ved ræven.
Dér..lige over det venstre øje, der var udgangshullet..et fint lille hul.
På den anden side af ræven fandt jeg indgangshullet..det var lige bag højre øre..så døden var helt naturligt kommet straks..

En fin hanræv, der få timer senere blev leveret hos min konservator Aage Dahl i Vammen..

Jeg har for flere år siden besluttet, at de (danske ræve) jeg nedlægger, uden at have ødelagt skindet, skal sendes til garvning..og denne..der var der absolut ingen skade sket på skindet.
(jeg krummer tæer hver gang en ræv bliver skudt med hagl på fællesjagter, har ofret sit liv, blot for at blive slængt bort..til ingen verdens nytte..mit nytårsfortsæt (et af dem) må være, at jeg vil lære at pelse en ræv, hvor svært kan det være?)

ps. Jeg vil koge kraniet af, det virkede ikke til, det havde taget stor skade..måske kuglen ikke nåede at ekspandere..

Smaldyret (let jagt nummer 2)

D. 20/12-18 Da jeg godt 14 dage senere igen satte mig i stigen, var betingelserne næsten de samme som dagen med ræven, morgenen var dog præget af lidt tåge, men overblikket var alligevel fint.

God vind, faktisk perfekt vind..stadig lunt i vejret, blade og grene var der igen masser af på min vej til min stige, og jeg kom igen frem uden at lave støj. (jeg skal dog huske at komme ud med riven inden d. 16 maj)
I stigen..få minutter før solen stod op, en diset morgen, hvor tågen lå nogle steder som en tung dyne..jo..for mig at se, en perfekt morgen, hvor der burde være masser af liv på marken...
Men ingen dyr ude på markerne da jeg kørte mod mit terræn, og heller ikke nogen dyr at se på mit jagtterræn.

I min undren over så lidt liv på marken, forberedte jeg mig på at nappe en lille lur, eller blot nyde solens opstigning som så mange gange før.

Jeg undrede mig lidt over, at jeg de sidste par gange ikke havde set smaldyret på sin plads, men hun kunne jo være blevet skudt..hvem ved, der kan jo være andre jægere i området end mig ha ha..mon ikke.
Egentlig havde jeg besluttet mig for, at fik jeg en god chance til smaldyret, så var tiden kommet, hvor hun kunne blive nedlagt.
Mine to ældste børn havde bestilt rådyrkød til nytårsaften, en kølle hver ca...min datter lidt ekstra, da hun skulle have flere gæster end min søn.
Så et smaldyr ville være et fint bytte at nedlægge til den lejlighed.
Men jeg skulle ikke sælge pelsen før bjørnen var blevet skudt (jeg kunne sikkert også grave kød nok op af fryseren, så jeg var ikke presset til noget, beslutningen stod mig frit for..hvis jeg fik chancen)

Pludselig kom et dyr løbende forbi stigen, fra venstre mod højre..afstanden var under 20 meter, så jeg nåede ikke at sige buh eller bøv, og derfor nåede jeg heller ikke at fange dyret i min riffels kikkert.

Nå..skidt..rådyret forsvandt ind i træerne til højre for stigen.
Jeg troede ikke det var et dyr jeg havde skræmt, men det smælede ikke, så et eller andet må have trykket dyret der til venstre (kan jo have været en ræv)

Skønt at få pulsen lidt i vejret, og som altid dejligt at se noget vildt.

Der gik ikke ti minutter, så trådte et stykke råvildt forsigtigt frem til højre for mig, lige under den store eg.

Dyret var en smule urolig, men snart gik den i gang med at lede efter agern.
Jeg traf min beslutning, når jeg om lidt tog min riffel op, og jeg konstaterede at det var et smaldyr, ville jeg lade lidt yderlig tid gå, ville være sikker på, der ikke fulgte lam med dyret.
Dyret gik roligt rundt, og da det var tiden.. fik jeg forsigtigt bragt min riffel i anslag.

Da skuddet lød, var afstanden ikke over 40 meter, til min undren løb dyret fremad efter kuglen traf.

Jeg kunne tydeligt se indgangshullet på dyret, en lille rød plamage på siden viste, at kuglen sad som den skulle, lige bag venstre skulderblad..perfekt.
Jeg fulgte dyret i dens spurt, indtil den forsvand til venstre for mig, i noget tæt krat.
Men jeg havde ro i sindet..det skud overlevede den ikke.
Jeg havde repeteret, men naturligvis forsøgte jeg ikke at afgive endnu et skud.

Roligt gik jeg ned fra stigen, og efter få minutter gik jeg ned af skråningen, og der..med hovedet løftet imellem et par små vildskuds grene, der lå det døde dyr.

Som altid går jeg frem med ladt våben, uanset hvor sikker jeg er..så er jeg klar til at følge op.
Jeg afladede og konstaterede, at skuddet ikke kunne have siddet bedre, og sådan er det vel af og til, med de gode rene skud, så tager dyrene alligevel en lille spurt..i dette tilfælde 40-45 meter..

Arbejdet med opbrækning var ren rutine, men som altid ledsaget af et vist vemod.

Dyret var ikke voldsomt stort, ikke meget fedtlag, jeg anslog den brækkede vægt til at være 13-14 kg...men ingen tynd mave (diarre), så et sundt og raskt dyr.
Og ingen tegn på at det skulle have haft lam, så også et rigtigt/korrekt dyr at nedlægge.

Hjemme tog jeg straks skindet af det lune dyr.

Lettere og ikke mindst bedre for kødet at flå dyret straks, så anslag fra kuglen (dårligt kød) straks kan blive skåret fra.
Der var noget mere skade end jeg er vant til at se på så lille et dyr.
Oryx kuglen fra Norma plejer at være effektiv og ikke ødelægge så meget.
Årsagen måtte være, at kuglen havde truffet et ribben på indgangssiden og det samme på udgangssiden, så godt jeg valgte ikke at lade dyret hænge et par dage med skindet på..
Med temperatur på mellem 2 og 5 grader, kunne dyret godt hænge til Nytårsaften..mente jeg den dag..få dage senere steg temperaturen dog til 8-9 grader, så kødet røg i fryseren nogle dage inden nytårsaften.
God mening i at et sådant fint dyr gav kød til et par håndfulde unge mennesker nytårsaften, mine børn er meat-eatere ligesom deres far.. jægeren.

Ræv nr. 2 (let jagt nummer 3)

3/1-19 selvom vi er gået ind i et nytår, så er jagtsæsonen langt fra slut.

I årets første to måneder må der jo jages både kronvildt, dåvildt, råvildt, ræv, fasaner, duer og skovsnepper.
Og på mit terræn, så kan alle disse vildtarter sagtens fremkomme.
I min første sæson er der skudt, en fasan og en due, og en sneppe har jeg også set.
Jeg mangler blot at skyde kronvildt, så er der fuldt hus..

Denne første jagtmorgen, med riffel, var det kronvildt/dåvildt eller ræv jeg ville nedlægge.

Råvildtet ville jeg ikke skyde mere af i denne sæson, den beslutning var taget.
Egentlig burde jeg jo efter afskydningsmodellen også skyde et lam..men nu er det således, at ingen skal diktere hvad jeg skal eller hvad jeg ikke skal skyde.
Jeg går efter min egen mavefornemmelse, og når det gælder jagt, så er jeg heller aldrig i tvivl.

Temperaturen var nu begyndt at ligne vinter denne torsdag morgen.

Solen ville stå op, formentlig på en klar frostblå himmel, klokken 8.57..og måske fordi jeg vidste, at der var frost udenfor, var min dyne lidt ekstra tung her til morgen.
Konen var taget på job, og jeg skulle også selv på job..men jeg kunne lige snige en enkel times jagt ind i programmet, inden arbejdet kaldte.
Jeg havde ikke sat vækkeuret til, vågnede da Annette stod op kl. 06.00, og faldt i en først urolig søvn, derefter lidt tungere søvn, så da jeg pr instinkt kl. 08.15 slog øjnene op, udhvilet eller fordi jeg skulle op at tisse ha ha..så kunne jeg godt se, jeg skulle skynde mig lidt, hvis jeg skulle nå at klæde mig på til jagt, skrabe bilen mens Zanto tissede af, og så nå at være fremme ved min jagtstige kl. 8.57..det ville blive på et hængende hår.

Heldigvis kan jeg finde mit jagttøj i søvne, riffel og futeral finder næsten også sammen uden hjælp, og støvlerne står tørt og godt på det lille toilet, så jeg kan næsten både tisse og tage støvler på på samme tid..nej det vil vist blive noget rod, hvis jeg forsøger mig på det..

Men med det hængede hår på min næsten hårløse isse, nåede jeg frem til mit jagtterræn..kl. 08.57..så skulle jeg blot frem til min stige..og det ville i hvert tilfælde tage 4-5 minutter, og med en minus temperatur også på fire til fem..så knasede de tidligere bløde våde blade som en pakke cornflakes strøet ud over skovbunden.

Og denne morgen var der vindstille, så ingen modvind til at hjælpe mig..så min optimisme til at få jagtheld denne morgen kunne ligge på et lille sted...hvorfor så ikke bare vende rundt, køre hjem og sige det var det.
Mit korte og ærlige svar.. ”Fordi jeg nyder at se stolen stå op, og jeg nyder at trække vejret i fulde drag..i guds frie natur..af det får jeg aldrig nok”
Mine tæer frøs allerede da jeg på spidse jagtstøvler listende kom frem til kanten af slugten.
Skydestokken i venstre hånd, to knæpudder i højre hånd (til at sidde på i stigen) og riflen skarpladt over skulderen..
Alt var frosset hvidt trods mangel på sne, så var det tæt på, at jeg ville kalde det for vinter..det var vel også på tide, hvor var du kære vinter, da juletræet blev tændt?

Nej..ingen dyr der skældte mig ud, solen var stået op, men endnu ikke synligt ved sit skær i slugten, der i skygge stadig lå hen.

Klokken havde passeret 9, så der måtte skydes, men uden vildt ingen skud...
Jeg kiggede forsigtigt over kanten..ingen rådyr ved egetræet, ingen store dyr i slugten, hverken kron- eller dåvildt..
For hunden der var da koldt, godt jeg havde taget de tykke handsker på..men alligevel...
Hov..hvad er det dernede..lige nedenfor mig..en ræv luskede rundt på det åbne græsstykke..
Inden jeg fik skydestokken sat op og lagt riflen på plads, var ræven listet over bag de godt nok åbne og spinkle vildskud på skråningen, og ja..jeg kunne da se ræven..men at skyde uden frit skud, det kunne jeg ikke drømme om.
Så ikke kun pga kulde meldte ”bukke”feberen sig i min krop, jeg rystede som espeløv..
Hvor skønt at få denne følelse af spænding.
Riflen var klar, jeg var klar..forsøgte at liste pegefingeren ud af den lille sprække i handsken..så jeg havde optimal kontakt til aftrækkeren...jeg håbede ræven igen ville liste ud på åbne..og der gik ikke mere end et minut eller to..så pegede snuden den rigtige vej, og med et var ræven ude i det fri igen.
Jeg forsøgte vist at fløjte igennem mine kolde læber, der kom ikke en lyd..det var heller ikke nødvendigt at fløjte ræven til standsning, jeg havde godt hold på den og skuddet lød.
Strakt til jorden i skuddet, døden kom som solen meldte sin ankomst, og ja..jeg skal lede længe efter en morgen så smuk, denne morgen præsenterede terrænet sig fra sin smukkeste side.
Alt glimtede af sølv, og rævens røde pels pyntede flot i det frosne græs.
En hanræv stolt og fin..opdagede ikke at hans liv det sluttede.
Hans mangelfulde tandrække vidnede om et aktivt jagtliv, der pga alder sikkert snart ville have fået en naturlig ende, jeg kom blot naturen i forkøbet.
Rævens tykke vom vidnede om et fornyligt veloverstået måltid..måske et rålam eller en tyk fasan lå derinde..mæt gik ræven fra et kort jagtliv i dette, til de evige jagtmarker i det næste..

Og trods dårlige tænder, havde den erfarne ræv været en eminent jæger lige til det sidste.

Så let og hurtig kan jagt være 3 gange indenfor en sæson..ja faktisk..har jeg haft 5-6 af disse dage i dette jagtår (udover de svenske), hvor jeg vil betegne jagten som let, men hvor jagtoplevelserne vejer overordenligt tungt i mine år som jæger.

Måske..nej uden diskussion..det bedste jagtår nogensinde, hvor jeg ikke kun kan fejre sølvbryllup som jæger, men også som ægtemand til min smukke stadig unge brud...men det er en helt anden historie.

JAØ 6/1-19

ps. Ræv nummer to røg også til konservatoren. Andreas, min søn på 19, fik lov til at overbringe den stadig varme ræv til pelsning, med sig hjem havde Andreas skindet fra min svenske grævling..et smukt minde, der også bidrog til et jagtår, jeg ikke kan forestille mig, nogensinde bliver overgået i oplevelser og i udbytte...men hvem ved, jeg har stadig alle mine tænder i overmunden..
rettelse..halvdelen af alle mine tænder er i undermunden..der mangler dog en enkel.

Let jagt nr. 1.. ræv nr. 1

Et smaldyr..Let jagt nr. 2..

Let jagt nr 3..en gammel fin ræv..