Et magisk øjeblik.

Jeg sidder og sidder, intet sker.

Aftener og morgener, dagene afløser hinanden, tiden flyder sammen.. stadig ingen buk.

Værst er det for Josephine, synes jeg, jeg havde lovet hende, at i år skulle det være nemt.

Der ville komme buk, sandsynligvis den første dag, næsten helt sikker i årets første time på jagt.

Der skete intet.

I Kjellerup er der som sagt ikke skudt buk i mere end et år.

Sidst der blev skudt et stykke råvildt på denne mark, var faktisk Josephine der nedlagde et smaldyr d. 25/12-21, Josephines første stykke vildt.

 

Og hvorfor er der så intet råvildt nu?

På vildtkameraet ved fodertønden viste der sig hurtigt 3 forskellige bukke, måske kun to, men ingen råer.

Fodertønden havde været væk et år, måske råvildtet lige skal vænne sig til rutinen igen..

Men som vi nærmede os bukkejagtens start, så blev der også længere og længere imellem billederne af buk.

Sidste billede var fra d. 13/5.

Efter bukkestart er der kommet en ny buk på kameraet, en enkel gang har den været forbi.

 

Er det fordi der er kommet kreaturer på halvdelen af engstykket?

En af køerne var også sluppet ud og besøgte min fodertønde en dag, kronvildt og dåvildt har også været forbi..

De forbistrede grævlinger er på 90 ud af 100 billeder, fire stk når de har været flest på samme billede.

 

Jeg tror det er et total kollaps af råvildt stammen.

Jeg husker sidste buk jeg skød på terrænet, d. 16/5-21..den var totalt afmagret, så et forvarsel på, hvad der var i vente.

Så stærkt det kan gå, når først smitten er i stammen.

Hvor lang tid går der, før råvildtstammen er tilbage på et nogenlunde niveau igen?

 

Som skrevet tidligere, så lød der mange skud i området, så der er da råvildt tilbage.

Skulle man totalfrede bestanden i visse dele af landet som man gjorde ved haren?

Jeg vel tro en totalfredning i blot en hel sæson ville være nok. (annullere bukkejagt og efterårsjagt på råvildt, ja hvorfor ikke?)

 

Der vil nok lyde et ramaskrig, og ja, der vil da helt sikkert også være steder, hvor råvildt stadig er ved godt sul, og endnu ikke er blevet ramt af katastrofen.

 

Hos ”Dyrlægen”, min dejlige slugt, syntes jeg egentlig også, at 4 dyr set her i løbet af de første par uger er meget godt.

Flere end jeg så hele sidste sæson.

Og det er trods alt blot 12 kilometer fra min jagt i Kjellerup.

 

Men den store buk og spidsbukken så jeg kun én gang, de mange skud fra naboerne havde vist ”ryddet ud” i bestanden.

 

Så da jeg satte mig onsdag morgen, d. 31. maj, så var jeg ikke specielt optimistisk.

Stedet havde haft ro fra mig siden fredag d. 26. maj, der har været pinse, Dyrlægen er fyldt 65 år, og jeg syntes han skulle slippe for synet af mig jægeren, mens familien var på besøg.

 

Det var en kold onsdag morgen.

Om fredagen havde jeg sat en foderspreder på min fodertønde, jeg håbede på den måde majsen bedre kunne spredes, til fornøjelse for både fasaner og råvildt.

Vinden kom fra nordvest, perfekt som jeg sad her på ”kongeposten”, en træplade på jorden, klods op af en hvidtjørnsbusk i et enkelt rækket læhegn på toppen af slugten.

Det er en ”kongepost” ikke bare pga placeringen og oversigten, mere pga det man ser fra pladsen.

Jeg kan skue over engen med bækken rislende i midten.

De store tuer der snart er en meter høje, kan skjule råvildtet, så de usynligt kan gå min vej forbi.

I kanterne står hvidtjørnen lige nu i deres smukkeste dress, klædt på i kridhvidt som en brud til bryllup.

Blomsterduften er markant og det er ikke kun mig, der nyder dette syn, eller jeg ved ikke om fuglene og dyrene ligefrem nyder synet, jeg tror mere de nyder udbuddet af spiselige emner, friske skud, fra jord og fra buske, de allermindste summer og suger, de større de gnasker.

Den største, det er sådan en som mig, jeg sidder og prøver på at falde i et, blive usynlig, blot iagttage og holde mig klar.

 

Jeg kom frem til min post, lettere snottet, rester fra den kraftige mandeinfluenza (at skrive den var kraftig, er unødvendigt tillægsord, det er altid hårdt som mand at blive ramt af influenza)

Småt hostende og snøftende kom jeg frem til min plads, fik listet 3 siddepudder ud på min træplade, kravlede forsigtigt på plads, skydestokken trykket til minimumshøjde, spredt ud mellem mine ben, riflen på plads så jeg blot skulle sænke løbet for at skyde.

Og der var ingen der havde skældt mig ud her 5 minutter før skydetid.

Jeg var helt alene, sådan føler jeg mig altid, og jeg nyder denne ensomhed, jeg skal kun fokusere på en ting, at slappe af, helt ned i gear, pulsen sænket på så nær nul som muligt, det er at leve.

 

Jeg var pakket godt ind, havde ikke taget den tykkeste trøje på, men jeg følte, jeg var klædt godt på.

Vigtigst af alt..mandag morgen havde jeg fundet årets første firkløver (til mig selv), jeg fandt faktisk to.

De lignede hinanden til forveksling, undseelige og ikke perfekte, men de må virke så godt som de kan.

Jeg ønskede jeg mens jeg nippede kløveren fra jorden, at jeg ville skyde en buk, og bukken måtte gerne løbe lidt efter skud, så kunne Zimba komme på sit første schweiss.

 

Jeg havde for godt en uge siden fundet en anden firkløver, stor og perfekt.

Den havde jeg lamineret, og ønsket på denne var, at Josephine skulle skyde en buk.

Først Josephine og så mig.

 

Men nu havde jeg to firkløvere i brystlommen på min skjorte, jeg ved ikke om min optimisme blev større af den grund.

Jeg er sgu nok blevet en smule pessimistisk, hvad angår den danske bukkejagt.

Oveni det, så har jeg i tankerne også leget med, om jeg overhovedet har lyst til at skyde flere danske bukke?

Jeg har skudt 105 bukke, behøver jeg at skyde flere?

Lad mig sige det sådan, at jeg har konkluderet, at når jeg tidligere år har postuleret, at det ikke kun er det at skyde, men det også er naturoplevelsen, der betyder noget for mig som jæger, så kan jeg i år sige med ren samvittighed, at det er sandt, faktisk gør det mig ikke så meget, at jeg ikke skyder noget, bare det at sidde her, bare det at være til.

Men, og det er et stort men, jeg sidder klar, jeg er bevæbnet, og jeg tøver sikkert ikke med at afgive mit skud, men det kan være, kan være, at jeg ikke skyder den lille buk i år.

Jeg tør dog ikke love noget.

 

Jeg har på fornemmelsen, at Dyrlægen helst ser jeg skyder en ung buk, så den gamle kan give sine gode gener videre..men nu er det jo mig der klemmer på aftrækkeren.
Aftalen er at kødet tilfalder Dyrlægen, trofæet det får jeg.

 

Sådan sad jeg og lod mine tanker hvirvle rundt uden jeg lod mig stresse.

Underligt nok blev jeg alligevel en smule utålmodig, og rejste mig efter en stund, bare for lige at kigge rundt.

Da jeg havde gået en lille tur og satte mig igen, kiggede jeg på klokken.

Der var kun gået en time, siden jeg kom.

Hvad sker der for mig.

Jeg plejer ikke at være så utålmodig.

Nu slapper du af ”kammerat bladfjeder” sagde jeg til mig selv.

Og da jeg havde glemt høreværnet i bilen, kunne jeg trække hætten på jakken over hovedet, så jeg var ekstra godt pakket ind.

Og på den måde bredte der en dejlig varme i min krop, og samtidig faldt roen over mig.

 

Jeg døsede en smule hen, mens minutterne gik.

Himlen havde været overskyet, og som sagt var vinden kold, kom let med en temperatur under ti grader.

Pludselig begyndte solen at skinne uden filter gennem skydækket.

De hvide tjørnebuske lyste op på en helt ny måde.

Alle farver trådte frem gange 10.

Fuglene brød næsten ud i fællessang for at byde solen velkommen.

Her til morgen var der ikke bare en grønspætte, nej jeg så begge to, mand og kone, stryge farvestrålende igennem luften, lige i hovedhøjde.

 

Og med solens komme vågnede jeg også op.

Spejdede rundt, uden at bevæge mig for hurtigt, for jeg vidste jeg skulle passe på, nu havde jeg siddet usynlig og ubevægelig i en time, så bare en lille bevægelse med et lyst ansigt, selvom jeg havde maske på, det ville afskrække ethvert større dyr fra at komme frem.

 

Pludselig, lige frem for næsen lyste det rødbrunt.

Længst fremme under en høj flot hvidtjørn stod et stykke råvildt og strakte hals.

Gnubbede hovedet rundt imellem de laveste grene.

Tydelige tegn på, at det var en buk der markerede sig.

Det gik stærkt nu.

Riflen kom op.

Jeg konstaterede at, jo det var en buk, endda en god en af slagsen, og i samme moment blev der afsikret.

Bukken stod med siden til og jeg lod kuglen gå.

Da jeg ikke havde høreværn på, hørte jeg tydeligt anslag, som to små brædder der bliver slået sammen, og slået sammen blev benene under bukken også.

Han væltede om på siden, og tog flugten med benene strittende ud i den tomme luft.

Men måske fordi jeg havde ønsket det, kom bukken på benene igen og løb i vild flugt ind i tjørnekrattet.

Perfekt tænkte jeg, mens jeg fandt telefonen frem og ringede til Annette.

Klokken var 6.36

”Jeg har lige skudt til en buk” fortalt jeg med dirrende stemme.

”Tillykke” sagde Annette glædesstrålende ”Nåh nej, det må jeg ikke sige endnu, ikke før du har fundet bukken”

”Jeg er sikker på den ligger der, det var et perfekt skud, nu skal jeg blot hente Zimba i bilen, og så går vi tilbage og finder bukken, spændende at se, hvor fin den er..”

 

Da jeg rejste mig, bredte bukkefeberen sig i min krop.

Jeg frygter hver gang, at denne følelse aldrig kommer igen, men den kom helt af sig selv.

Pyha.. det er også to år siden, jeg sidst skød en dansk buk.

(under bukkejagten, jeg har skudt to bukke med hagl siden, men de tæller ikke med på samme måde)

 

Jeg samlede mit grej i rygsækstolen.

Gik mod bilen.

 

Zimba sprang roligt ud af bilen, jeg fik sat rem på ham, og så gik vi ned over marken.

Jeg valgte at gå i højre side af marken, væk fra anskudsstedet.

Jeg ville gerne komme i direkte vinkel frem til skråningen.

Bukken havde stået ca . 15 meter nede af skråningen, og straks da Zimba kom hen til kanten, kunne jeg se på Zimba, at han havde fanget færten af råvildt.

Søgelinjen kom på, og roligt gik Zimba frem.

Jeg var imponeret.

Vi har ikke trænet schweiss, selvom Zimba netop er blevet to år.

Roligt gik Zimba på færten, jeg gav lidt line.

Da vi var kommet forbi anskudsstedet og Zimba kom ind i de tættere tjørnebuske, snoede eftersøgningslinen sig lidt om nogle træer, men jeg fulgte med, og vi skulle ikke gå så langt, vel blot 20 - 25 meter, for der, på et åbent lille græsstykke kunne jeg se bukken ligge tydeligt forendt.

Zimba gik roligt frem til bukken, og jeg kom med rosende ord lige bagefter.

 

Og hvilken fin buk.

Jeg havde set det, inden jeg skød, at bukken sandsynligvis var en fin seksender.

Men om det var den store jeg havde set på marken for nogen tid siden, var jeg ikke sikker på, det gik jo så stækt.

Jeg ved af erfaring, at når bukken har markeret et sted, så er det videre til det næste, og hvis den først var gået fra A mod B, så havde jeg måske misset min chance for skud.

 

Bukken mente jeg ikke, var ham den store, når jeg nu stod ved den.

Men med sin lidt abnorme opsats, ja så var han meget fin buk.

Helt sommerrød med kun få grå gnister tilbage.

I ro og mag nød jeg øjeblikket sammen med Zimba.

Morgenen var stadig kølig og magisk.

Trods frisk blodduft var sumpens myg endnu ikke stået op til dåd, selvom vi ikke var langt fra bæk og krat.

Omhyggeligt fik jeg afklædt mig det tungeste tøj, ærmerne smøjet op, handskerne på, og ja, det skulle jo overståes denne brækning af dyret.

Ikke fordi jeg syntes det er ulækkert på nogen måde, det ødelægger bare det smukke dyr syntes jeg.

Bukken går fra at være så smuk, til at nærme sig et stykke kød.

Zimba tussede stille rund om os (mig og bukken), mens jeg gjorde mit jægerhåndværk færdigt.

Modsat myggene, så nød Zimba lidt frisk blod fra bukkens hjerte, der lå spredt i det høje græs (hjertet var skudt fri fra kroppen lige i toppen)

Derfor gør jeg mig også stor umage, undgår at ødelægge for meget, og ja trods stor erfaring, vil jeg nok sige, at sjældent har jeg griset så lidt.

Men da jeg altid ønsker at bære den nyskudte buk fra terrænnet i bæresele over skulderen, så giver det altid lidt blodigt tøj.

Bukken skal forlade sit terræn med størst mulig ære, hovedet forrest og i stor ærbødighed.

 

Og så vil mange helt sikkert ønske mig tillykke med den fine buk, når jeg slipper billedet løs på facebook.

Jeg syntes egentlig, det er fint at man skriver tillykke med bukken, for om den er fin, det er sjældent jægerens skyld.

I mit tilfælde er det 9 ud af 10 en stor tilfældighed, hvor fin bukken er.

Det kan være jeg i Sverige har ladet en lille buk gå, for senere at skyde en større.

Det er meget sjældent sket i Danmark.

 

Jo, jeg har ofte ladet en lille buk gå i Danmark, men det er sgu sjældent, at der er kommet en i røven af den, der var større, oftest kommer man tomhændet hjem, hvis ikke man tager imod tilbuddet.

 

Ingen regler uden undtagelser.

I år var den første chance, sandsynligvis også årets bedste, og ja måske også sæsonens eneste.

En bukkejagts morgen lige efter bogen, hvad mere kan jeg som jæger ønske mig?

Intet.

 

JAØ 5/6-23