MIN FØRSTE DÅHJORT

Min første Dåhjort

For nogle dage siden sad jeg i samme stige.
Allerede under køreturen den tidlige morgen så jeg meget liv af råvildt på markerne.
En lys stille nat havde åbenbart sat skub i dyrene, så de desværre allerede før solen stod op, var i god bevægelse..skønt at se, at det vildt jeg er stået tidligt op for at jage..ja ja..her i oktober står solen først op kl 8.00 ca., så afgang hjemmefra kl. 7.00 kan jeg knap betegne som tidligt, men som sagt, skønt at se det vildt, jeg er kørt ud for at jage, at det er her og det er aktivt, selvom det er på naboernes marker, og selvom det er før, der må skydes...

Jeg ankom denne morgen, tidligere på ugen, lydløst frem til min stige..og de sidste meter sneg jeg mig meget forsigtigt frem.
De to forrige gange har jeg mødt en rå, hun har set mig, mindst ligeså tidligt som jeg har set hende.
Sidste gang nåede jeg halvt op af stigen, før jeg så der stod en rå og kiggede på mig..vi havde en lille stirre konkurrence, som jeg vandt.
Forrige gang to hun to skridt op imod mig, og selvom jeg stod stille som en saltstøtte, smuttede hun smælende væk fra marken, og trak endnu et stykke råvildt med sig.

Og nu, for få dage siden..der var jeg ekstra forsigtig, og så snart jeg kunne vippe øjnene over kanten til slugten, skete det så langsomt som muligt..alligevel mødte jeg råens mistænksomme blik ca 50 meter fra stigen.
Sådan stirrede vi på hinanden en stund, jeg tror måske det var de knækkende kviste på min fremfærd igennem skovens viadukt, der havde adviseret min ankomst..for se mig..det burde hun ikke have kunnet.
Hun stampede irriteret i jorden da hun ellers lydløst forsvandt, senere kom der blot et enkelt bøv fra hende..blot for at fortælle..at jeg var træls..

Men det var også den morgen, der var meget liv på markerne..rigtig meget liv, skulle det vise sig.
Kort efter råen stampende var forsvundet, kravlede jeg på plads i min stige, en halv time til solen stod op, og det ville være skydetid.
Et kvarter senere stod der pludselig en rå i bunden af slugten, med bredsiden til..ca . 70 meter fra stigen..men jeg måtte jo ikke skyde.
Denne rå stod en kort stund, før hun fortrak ind i det tætte...
Om det var hende der satte skub i fasanerne, ved jeg ikke, men to af slagsen, to kokke, fløj skrokkende ud på naboens mark, lige under et stort egetræ.

Tidligere i år så jeg et kådt rålam (måske et bukkelam) springe rundt og stange efter en lille flok fasaner..det så sjovt ud.
Det samme skete nu, pludselig kom et lam springende efter fasanerne, han/hun havde sin søster/bror med sig og sin mor..det var dog kun det ene lam, der syntes det var sjovt at jage fasaner.
Den ene fasankok forsvandt i skoven, den anden trykkede sig hårdt i det høje græs (jeg kunne se den, da jeg sidder så højt i terrænnet) og kom først på benene igen, da faren var drevet over..da råen med de to lam fortrak ind i ”min skov”
På naboernes marker så jeg ikke færre end 7 stykker råvildt..deriblandt en god buk, der tog turen ned mod min mark..jeg tror den gik ind ved mosehullet, men der kan jeg ikke se hen fra denne stige.

Efter solens opstigning kom en rå listende med et lam..
Jeg har set dem alle før..råen med to lam, råen med et lam, to forskellige bukke, et par enlige smaldyr..
Smaldyr har jeg kunnet skyde..men lod dem gå..råer med lam..ja dem lader jeg gå lidt endnu, der er lang tid til januar, og så er lammene noget større..så måske skyder jeg et lam til den tid, det vil tiden vise..
Råen med det ene lam var noget urolig, hun kiggede sig over skulderen hele tiden..hen mod venstre i slugten..og til sidst listede også hun og lammet ind i skoven..efterhånden så måtte der være trængsel dernede i det tætte krat.
Til sidst tænkte jeg..”Nå..jeg kan da også liste hen for at se, hvor bukken var blevet af..”
Ned af stigen..20 skridt langs kanten af slugten, og to dyr sprang elegant fra det åbne skovstykke på skråningen..og hvor sprang de hen?
Hen til resten af råvildtbestanden naturligvis..
Jeg havde efterhånden ikke tal på, hvor mange rådyr jeg så denne sidste morgen..

Tilbage til nutiden, aftenen før min første hjort blev nedlagt

Da jeg i aftes overfor Annette proklamerede, at i morgen (lørdag morgen/i dag) så ville jeg tage på jagt igen.
Søndag har jeg fødselsdag, og da alle 3 børn vil komme til morgenmad, så kommer jeg ikke på jagt der.
Annette var velkommen til at følge med.
I aftes da jeg syntes, jeg var klar til at sove, sukkede Annette ved siden af mig.
Og ja..I kender det nok godt..hvis man spørger, så får man svar..ikke altid et sammenhængende og entydigt svar..er det ikke typisk kvinder?
Annette syntes det var lidt træls, at vækkeuret skulle ringe lørdag morgen..den eneste morgen hun kunne sove længe.
Jeg ved at Annette yderst sjældent sover længere end til halv syv alligevel, og det var der jeg tænkte på at stå op og tage på jagt.
Mens Annette vendte sine tanker, så kunne jeg godt se, at vores søvn blev kortere og kortere.
Så da jeg endelig faldt i søvn, og vågnede kl. 06.10..og lå og ventede på min mobil skulle ringe 06.25..så havde jeg faktisk besluttet at blive liggende..
Til min overraskelse sagde Annette, at hun gerne ville med på jagt.
Er du sikker? Spurgte jeg..og jeg forsøgte at insistere på, at vi blev i sengen en times tid endnu..jeg havde jo haft et kvarter til at diskuttere med mig selv, uvidende om at Annette som det sidste inden hun faldt i søvn, havde besluttet at tage med mig på jagt.

Det er jo egentlig det vi mænd hader mest ved kvinder (hader er nok et for stort ord, all right..det irriterer os en smule..i hvert tilfælde irriterer det mig) .. denne ubeslutsomhed..
NÅ..men resultatet blev..vi stod op kl. 06.38..og jeg løb rundt for at finde jagttøj til fruen, mit eget tøj hænger altid klar, lige til at springe i..
Zanto ud at tisse, jeg selv det samme (dog indendørs) tænderne børstet (ikke Zantos, kun mine) og så klar til afgang kl. 07.08 (blot 8 minutter ”forsinket”)

Vinden var faktisk i det rette hjørne denne morgen.
Lidt for meget vind, men en god mørk himmel, efter regnen havde været forbi ved 6 tiden.
Måske jeg kunne undgå at skulle stirre råen i øjnene denne morgen (altså rådyrets og ikke min kones)
På vej til min jagt så vi under kørslen en buk (6 ender) gå tværs over den asfalterede vej, et mindre dyr..et lam så det ud til..fulgte med.
Godt jeg ikke kører ret stærkt på denne tid af morgenen..så kunne jeg godt have mødt dyrene på en uheldig måde.
Ellers så vi ikke andre dyr på markerne under køreturen..der var også meget mørkt, mørkere end de sidste par gange jeg har været afsted.

Fremme ved marken

Vi kom frem til min stige, uden at blive skældt ud.
Vi stod længe stille inden vi satte os op, jeg ville være sikker på, at der var fri bane.
Det så ikke ud til der var råvildt i nærheden, så vi fik placeret os tæt på hinanden, i stigen beregnet til en..men både jeg og Annette er ikke specielt bredrøvet, så vi kunne sagtens være der begge to.
Så var det bare at vente en god halv time..

Der skete intet før solen stod op (selvom vi ikke kunne se det straks den stod op, så sagde tiden, at det var tid..)
Et dyr stod i silhuet på nabomarken længst borte..den forsvandt hurtigt igen.
Senere kom en rå med to lam i let løb fra naboens mark, ned mod min..de stoppede dog undervejs..og tøvede inden de ville forsvinde i tæt granskov på nabostykket.
Jeg sagde til Annette.. ”Kommer de ind på min mark, så skyder jeg det ene lam..”
”Ahr det er synd” sagde Annette .. well..det er heller ikke sikkert jeg ville, det måtte tiden vise..

Der skete alt for lidt

At sige der intet sker, midt i en natur i bevægelse, vil være forkert.
Musvågen var der, skovduerne var der, lyden af moder jord der strækker sig til morgenens første lys var der.
Men jagtbart vildt..det lod vente på sig.

Klokken blev 08.40..der skete stadig for lidt, udover solen begyndte at lysne landskabet omkring os.
Sikke en forandring i farver der sker, når først lyset bliver tændt.
Jeg sagde til Annette ”Det kan være vi skal gå ned, og så kigge hen langs slugten..der kan stå dyr på engen..”

Og med et så skete det hele

Jeg havde ikke mere en lige luftet min tanke, førend der kom et dyr fra højre mod venstre...
”Der kommer et dyr..det er et stykke dåvildt..jeg skyder så snart den er fri..”
Hviskede jeg til Annette.
At jeg så det var dåvildt var egentlig godt set, da det er det første dåvildt jeg har set i mine mange år som jæger.
At jeg sagde jeg ville skyde, var fordi, uanset om det var en då, hjort eller kalv, så var det jagtbart vildt..umiddelbart ville jeg på størrelsen, bedømme dyret til at være en då..

Jeg havde høreværn på, elektronisk..Annette havde taget sit høreværn (hvor den elektroniske del er defekt) ned om halsen, for at høre, hvis jeg sagde noget..
Hun havde løftet sin kikkert for at se dyret.
Jeg fulgte ”dåen” med riflen, jeg havde afsikret, og Annette fik travlt med at hive høreværnet på plads..
Kun det ene af Annettes ører blev dækket, den der vendte mod mig.
Da dyret trådte fri fra det væltede træ, afgav jeg mit skud.
Dyret var i langsom gang, men ved træffet af min kugle løb den hurtigt frem.
Jeg så skudtegnet, et lille løft i kroppen, og var sikker på, at det var et godt skud..
Dyret stod/gik ca. 55-60 meter fra stigen, da jeg afgav mit skud..så jeg burde heller ikke kunne ramme forbi.
Vi kunne ikke se om dyret faldt, eller hvor langt det løb, for efter få meter, var flugten dækket af træerne på skråningen.
Jeg sagde til Annette at vi skulle vente, også med at sige tillykke, selvom Annette mente hun så en rød plet på siden af dyret, efter jeg havde skudt.

Annette spurgte mig om jeg ikke havde feber.
Underligt nok havde jeg ikke den vanlige bukkefeber rullende i kroppen, men jeg kunne da se på mine hænder, at der kørte lidt feber rundt..eller så var det blot morgenkulden der sad i kroppen..
Men..jo..feberen kom snigende på den gode måde.
Jeg nåede jo ikke at sidde og tænke så meget over selve situationen, før alt var overstået med det ene skud.
Jeg tror først, jeg ville give mig selv lov til at lade glædesrusen få frit spil, når vi havde fundet dyret.
Indtil da var vi stadig på jagt.

Dåvildt har jeg hørt kan være meget skudstærke.
Men selvom jeg straks havde repeteret, så nåede jeg ikke at skyde mere end et skud..det burde også være nok.
Jeg skyder med en ældre Tikka riffel 6,5x55, skyder med en forholdsvis tung norma oryx kugle 10,1 gram...og det plejer at gå godt, om det er mink, ræv, råvildt eller krondyr..

Efter små 10 minutter gik vi ned..jeg havde som sagt allerede efter skuddet repeteret, så jeg var klar, hvis der lå et anskudt dyr.

Jeg så dyret ligge stille i det meget høje græs.. nej for pokker.. det var bunden af et badekar. Ha ha..
Jo..5 meter fra badekaret lå dådyret..og det lå ganske vidst helt stille.
Nu kunne Annette sige tillykke.
”Er du sikker på den er død?” spurgte Annette da vi nærmede os dyret.
”Jep, ..stendød” svarede jeg, mens jeg afladede min riffel.

Dyret var løbet ca 33 meter, før livet havde forladt det.
En perfekt placeret kugle, der var gået ind lidt højt, og lidt langt tilbage..men lungerne var gennemskudt, og den forreste spids af leveren.
Mavesækken var hel under brækningen..perfekt perfekt perfekt.
Jeg tror aldrig jeg har brækket et dyr, der er skudt så perfekt.
Hele den store vom kunne jeg trække ud af dyret, uden der kom en dråbe blod.
Først da jeg åbnede op til mellemgulvet kom blodet.
Masser af føde til ræven.
Lever og hjerte kom i en pose, det skal der nok også komme en god postej ud af.

Ikke meget trofæ
Men dådyret viste sig at være en hjort..min allerførste dåhjort, og kun mit vildt nummer to skudt sammen med min dejlige kone.. (første stykke vildt var en mink i Sverige)
Og underligt nok som sådan et trofæ flytter fokus, selvom vi her havde at gøre med det mest undseelige trofæ overhovedet.
Jeg rakte armene højt i luften af glæde, jeg havde skudt mit første stykke dåvildt..og så var det tilmed en hjort.
Vi stod og beundrede dyret en lang stund.
Video og billeder blev taget med både kamera og mobil.
Men vi skulle jo til det hårde arbejde.
234,7 meter (ca) skulle vi slæbe det tunge dyr (ca. 60 kg brækket vægt) de værste 55 meter gik op af en stejl skråning, ligesom himmelbjerget i stigningsgrad..

Men allerførst gik vi til bilen med våben, rygsæk, lever og hjerte..
Vi fandt et reb ved bilen, som kunne bindes til dyret, og så var der kun en vej..og det var frem.
Det var hårdt, meget hårdt..jeg tror dog jeg smilede hele vejen..for sikke en morgen.

Fra at der intet sker, til der sker en masse, og til det hele er slut.
Der går ofte kun et øjeblik.
Men det er det øjeblik der reder dagen, ja kigger vi os over skulderen..så er det de korte øjeblikke, der gør livet værd at leve.

På to måder godt Annette var med.
For oplevelsens skyld, og som uundværlig assistance under slæbeturen til bilen...

JAØ 20/10-18

Spændingen er stor, for første gang med "kameramand/kvinde" på tæt hold

De spændende meter hen til byttet