KONGEN FRA NØRLUND

KONGEN FRA NØRLUND SKOV

En helt utrolig flot hjort, der i størrelse overgår enhver jægeres drømme.
Skovens konge blev denne lørdag nedlagt, af 60 årige Vagn Andersen fra Bælum.
I mange år har Vagn boet tæt på Nørlund og Rold skov, uden mulighed for at nedlægge et så prægtigt stykke vildt.

Vagn har utvivlsomt fra barnsben, tilbragt mange timer, med både slangebøsse og flitsbue - fantaseret i leg om, at skyde en stor hjort - derinde, dybt i skovens mørke - en skov med mystiske lyde - på den ene side skræmmende, men på den anden side også utrolig lokkende - lokkende og spændende for det unge spirende jægerhjerte.

Rold skov - en skov med så mange myter og sagn.
En skov hvor krybskytter og røvere har holdt til.

Rold skov - en skov med så varieret et dyreliv, og en så stor mangfoldighed, af de allerstørste.
De ældste stammer ikke kun i eg, men også én af de ældste stammer af kronvildt.

Hvilket sted at tilbringe sin fritid - både for den helt unge dreng i sine utætte gummistøvler - med slangebøssen ladt med en skarp flintesten, og for den voksne jæger med sine jagtstøvler foret med gore-tex - nu væbnet med et våben, der kan slynge selv en elefant til jorden.

Men først nu, en del år senere, er drøm blevet til virkelighed.

I tre år har Vagn haft muligheden for, at komme tæt på det ultimative, muligheden for at nedlægge Danmarks absolut største stykke jagtbare vildt, kronhjorten.
Tre år skulle næsten gå, før skudchancen bød sig.
Det skete på denne regnvåde lørdag, den anden uge i December 2006.
Efter kronvildtet var blevet trykket på vej, og efter kongen først havde passeret Vagns yngste søn Allan, på en afstand af under 10 meter, Allan skød dog stor hjort forrige år, så han måtte nøjes med i tanken, at lette på hatten...

På to andre poster i skoven, stod Allans bror John og Allans far Vagn klar...
De måtte skyde den store, hvis kongen valgte at gå i deres retning.
John havde været så tæt på, for blot en uge siden.

Kongen havde stået stille i en skovtykning, John havde kunnet se kongens mægtige kronebærende trofæ svinge rundt blandt tætte nåletræer - men der manglede en krop, som stillede sig fri blandt alle grenene - stor og mægtig forsvandt hjorten, i graciøse skridt.

Nu var kongen på vandring igen, skulle det blive hans sidste...
Et skud rungede imellem skovens store trækroner.
Alle var spændt på, hvilket dyr der var blevet truffet.
Ingen troede deres egne øjne, da de kom til anskudstedet.
Selv Vagn kunne ikke mæle et ord de første mange minutter efter skuddet.

John siger da også, at ordene i den anden ende af telefonen var det rene volapyk - han vidste derfor godt, hvilken størrelse hjort han kunne forvente at se - når han nåede frem til sin far....

Men vi må alle - når først så stor en hjort ligger stille i skovbunden - synke mundvandet en ekstra gang, og i stille ærbødighed, ære dette prægtige stykke vildt.
Vi jægere der ser til fra sidelinjen, kan stadig drømme.
For Vagn, jægeren fra Rold, gik den største drøm i opfyldelse - intet jagt - kan nogensinde overgå dette øjeblik.

JAGTEN

Da Vagn ankom til sin valgte post, gjorde han som det første, noget som Vagn altid gør.

Riflen blev lagt i anslag, og sigtet blev der i forskellige skudvinkler.
Derved ville Vagn i en given skudsituation, ikke være i tvivl om, hvor og i hvilken retning der kunne afgives forsvarligt skud.

Posten var også blevet valgt ud med omhu.
Efter de mange timer på terrænet kendte Vagn efterhånden kronvildtets faste veksler/flugtruter, og derfor var det vigtigt at stille sig, så der var overblik til disse.
Dagen var startet med lidt småregn, og nogen tågedis.
Vagn stod og nød den stille morgen, nød livet her i skoven.
John og Allan stod andre steder i skoven, så nydelsen vidste han, han ikke var alene om.
I skoven gik Mogens rundt med sin kæp.
Bankende på træer, blot for at sætte kronvildtet i stille bevægelse, frem til de ventende skytter.

Solen kom uventet frem.
En kærkommen gæst, på en lidt råkold morgen.
Et pludseligt lysglimt fangede Vagns døsige, men dog årvågne øjne.
Hvad var det der glimtede?
Imellem tætte træstammer blev solen reflekteret af en bevægelse...

Vagn hævede sin riffel.
I kikkerten kunne han se det - som han håbede på at se...
Lyse sprosser på en mægtig hjort havde afsløret de ellers lydløse dyrs fremfærd mellem træerne.
Det var ikke nemt, at stille riflen til skud.
Pladsen var trang imellem grenene.

Men hvad var det?
Hjorten var ikke alene.
Bag den forreste hjort, fulgte endnu en hjort, nr. 2 var blot endnu større end den første.
Heldigt at Vagn ikke straks havde fået en åbenlys skudchance - den ville utvivlsomt have været udnyttet...
Ved jagt på skovens konge, er der ikke tid til megen tøven.
Der skal held kombineres med erfaren beslutsomhed.

Tålmodigt måtte Vagn nu vente.
Lydløst og langsomt gik først den ene hjort frem.
Trin for trin.
Hjortens brystkasse blev blotlagt mellem en mindre åbning i træerne.
Vagn var stadig rolig, feber var der endnu ikke noget af.
- Det ville også være det værste der kunne ske, lige nu – at blive ramt af den frygtede jagtfeber...

Sekunder føltes som minutter.

Endelig gik den forreste hjort frem, og trak derved den større hjort bagved med sig...
Uendeligt langsomt trådte den store frem mod åbningen.
Først med det mægtige hoved, brystbenet fulgte efter.
Straks forløbet kom fri, afgav Vagn skuddet, lige på bladet af hjorten.

Det første skud var blevet løst fra Vagns nyindkøbte dobbeltriffel.
Men nr. 2 skud kunne ikke afgives, for det det der før gik langsomt - havde nu eskaleret til lynende tempo.
Begge hjorte havde registreret faren, og løb nu væk med spejlet (bagenden) vendt mod Vagn.
Vagn følte også at skuddet var blevet sat, hvor det skulle sidde.
Så han kunne forholdsvis roligt følge hjortenes flugt.
Da hjortene valgte at løbe til hver deres side, gav det en indikationen af, at den ene var truffet.
Efter en kort spurt, sank bagdelen ned på den store - og med ét var livet slut.

Vagn gav sig god tid.

Erfaringen havde lært ham, at selv om man kan se det antrufne vildt falde, er de 10 minutters ventetid efter skuddet, altid givet godt ud.
Piben og tobakken kom frem fra lommerne - og nu meldte jagtfeberen sin ankomst.
Med frygt for at spilde al sin gode tobak, greb Vagn i stedet sin mobil telefon.
Med rystende hænder ringede han sin søn John op.

"John, jeg har lige skudt en stor hjort..." (John kunne næsten ikke genkende sin fars stemme)
"Bliv hvor du er, den anden hjort er måske på vej op til Jer"
(John havde sin søn Frederik med på jagt)

Med dybe vejrtrækninger forsøgte Vagn at få ro på sin krop.
Der gik ikke 2 minutter før Vagn hørte sit barnebarns råben.
Vagn kaldte smilende John og Frederik frem til sig.
Med fingrene pegede Vagn anskudsstedet ud, Frederik var ikke sen til at gå frem og fandt hurtigt Schweiss.
Frederik ville gå videre frem, men Vagn benyttede chancen til at lære sit 8 årige barnebarn en vigtig sikkerhedsregel.

Vagn gik forsigtigt frem med riflen klar.
Frederik skulle blive bag ved jægeren.
Schweisset kunne tydeligt følges frem gennem den høje underskov, nu dukkede toppen af et gevir frem.
Hjorten var stendød, og kunne nu tages i nærmere betragtning.
Vagn smed i glædesrus sin jagthat højt op i luften.

"Farfar, jeg vidste ikke du kunne kaste din hat så højt" : udbrød Frederik overrasket.
"Du kan tro jeg kan" " Når man har skudt så flot en hjort, så kan jagthatten ryge rigtigt højt" : lød svaret fra den pludselig 20 år yngre farfar.

Smilet havde aldrig været større.

Vagn vidste godt, at her lå en dansk hjort så stor, at han aldrig nogensinde ville komme til skudchance til en hjort, i nærheden af denne størrelse igen.
En hjort der få dage senere forsigtigt er anslået til at ligge på knap 200 point.
Grænsen for guld er 195 point.
En hjort fra den ældste urgamle kronvildtstamme på den frie vildtbane i Danmark.
Måske den største hjort der nogensinde er skudt, her i Nørlund.
En ulige 16 ender.
Med en gevirvægt på mellem 8 og 9 kg.

Ca. 11 år fik denne hjort, SKOVENS KONGE, lov til at regere.

Generne er helt sikkert givet videre.
Fra hjort til kalv.
Fra Farfaren til hans sønner og børnebørn.
Den anden hjort der løb i sikkerhed, var en flot 12 ender hjort... nu var hans tid kommet.
Hans brøl vil runge ekstra dybt, her midt i Rold Skov – bare lyt - til næste år i August.

JAØ 19/12-06
ps. Jeg var ikke selv med på jagten, så historien er skrevet som jeg forestiller mig den må have været..og hvem ville ikke gerne have været i Vagns jagtstøvler den dag...