Skyd, skyd ikke...

I lørdags var jeg på årets første jagt med jagtforeningen.

På parolen blev der sagt.
Husk altid på skudvinklen, og ingen skud ind i såten, medmindre det er et stort åbent område, og I kan se, hvad der foregår på jorden.
Skyd ikke rålammene de er så små lige nu (vi havde d. 28/10)
Skyd ikke råerne der har lam, lammene kan ikke klare sig uden dem.

Og så tænkte jeg, at bukkene måtte vi vel heller ikke skyde, da jorden vi jager på tilhører nogle af foreningens medlemmer, så ville de vel selv skyde bukkene
(jeg fandt senere ud af, at det var okay at skyde buk, da de eneste dyr der bliver nedlagt, bliver skudt på vores foreningsjagter)

Men der er sikkert nabojægere, der nyder godt af vores mådeholdenhed, det er jeg ikke i tvivl om.

Og derudover fik vi på parolen at vide, at fasanerne er små i år, lad dem få lidt alder til de er store og fine, så skyd helst kun de store kokke.

Skovduer og harer er fredet indtil d. 1/11.. og hvad havde vi som jægere så tilbage, at måtte skyde på denne årets første jagt?
Jo.. skovsneppen, men husk nu skudvinklen..

8 jægere havde hund med på dagen, halvdelen af hundene var ruhårede tyskere.
En enkel kleiner munsterländer, en lille border terrier, en golden retriever og så min Ungarske Vizsla.
Mange af hundene bar GPS, jeg ved ikke, om det er fordi hundene kan tage stand, eller det er fordi ejerne gerne vil kunne se, hvor langt hundene er gået, mit bedste forslag var, at de fleste af hundeførerne gerne ville kunne finde deres hund, hvis den løb væk.

Min storebror Flemming stod på post, og ja, vi plejer gerne at skyde det der kommer for.
Jeg syntes faktisk, at det er en af grundene til at gå på jagt, også at ville skyde noget, der er Flemming og jeg helt enige.

Jeg opdagede hurtigt, at rigtig mange jægere mest var kommet for at få en hyggelig snak, geværet hang ofte over skulderen, eller blev holdt op af den ene skulder, svær at nå at få til skud, om så det var løbene eller flyvende vildt, der skulle passere den enkelte skytte.

Jeg kan som hundemand godt blive lidt irriteret over, at jeg slider og slæber, går ca. 12.000 skridt, i ufremkommeligt terræn med min hund der søger og søger på livet løs.

Godt jeg har gummistøvler på lige her, for det er ren urskov med vandstand i støvlehøjde de fleste steder.
Brede grøfte vi skal passere med livet som indsats (vi risikerer i hvert tilfælde at synke i og komme hjem med våde sokker og gennemblødte bukser)
Og så ser jeg det ene stykke råvildt efter det andet passere de fleste skytter, uden geværet så meget som bliver ført til skulderen.

Men okay med den morgenparole, hvem tør så skyde til et stykke råvildt?

Jeg vil tro jeg så ikke færre end 15 stykker råvildt løbe fra dagens første 3 såter.
Flere af dem alene, men flest var det råer med et enkelt lam eller to i røven.
Mange af dem løb stille og roligt ud af såten, flere havde dog halsende hunde på slæb, og så gik det over stok og sten, fra det ene sogn til det næste, før hunden med de lange hår i hoved i ørerne opdagede, at der ikke var noget at gøre.. rådyr er på åbent felt heldigvis hurtigere end en hund med hovedet stoppet op i r....

Når en ruhåret så et stykke råvildt/hare eller ræv, eller der blot var lidt fært af dyr i skovbunden, så gav hunden hals og løb hovedløst efter dyret.
Straks koblede endnu en hund sig på, og derefter endnu en.. til sidst ja, så var der et helt kobbel hunde med fuld hals på jagt efter et rådyr, som til ingen verdens nytte blev sendt ud af skoven, forbi de modvillige jægere, der absolut ikke havde til hensigt at bruge krudt på det jagtede dyr.

Zimba er en hunderace, der ikke må gå på råvildt, hare eller ræv, noget han ikke var helt klar over sidste sæson.

Den må i hvert tilfælde ikke gå med hals.
Jeg syntes det er okay at gå både efter vildt og med hals, bare det er indenfor kort afstand.. 
Møder hunden jægere på post, skal hunden stoppe sit løb og vende om, en svær øvelse.

Men Zimba er med sine nu 2½ år blevet klogere, og jeg så det ske 2 gange, at Zimba gik et kort stræk på rådyr uden at give hals, men vendte om efter kort løb, så et eller andet er der sket i min hunds hoved.

Zimba blev på intet tidspunkt en del af flokken der løb efter rådyrene, jeg havde hele tiden kontakt, eller rettere sagt, så tog Zimba hele tiden kontakt, efter kort søg hvor skoven var tættest.

En enkel gang efter en såt vidste jeg ikke, hvor Zimba var.

Jeg tror han havde taget hård stand for en fugl, og det kan tage tid, før enten fasanen eller hunden bliver utålmodig, og endelig beslutter sig til, at få et ben rykket op fra den våde mudrede skovbund.

Jeg havde før morgenparolen gættet på et tal.. antal skud plus antal vildt til 138. (det vi kalder bengæt)
Jeg skød 100 ved siden af.
Totalen kom til at lyde på det beskedne antal af 38.

Jeg så personligt 2 fasaner i de første 4 såter.
Ingen af dem blev nedlagt.

Jeg havde gættet på der ville blive nedlagt 3 ræve.
Hvor mange snepper og fasaner gættede jeg på der ville blive skudt, husker jeg ikke.. men som sagt, så skød jeg 100 forbi, og det var alene fasanernes skyld.

Der var ikke de fasaner der plejer at være, slet ikke.

Dagens sidste såt fik en del fasaner på vingerne, det var den eneste såt som Zimba og jeg ikke kom med igennem på.
Vi var dog tilskuere, da jeg kom slæbene med et stykke råvildt, jeg havde nedlagt i dagens næstsidste såt.

Ting tager tid.
At skyde det ene dyr jeg fik skudchance til på dagen.. nogle havde været tæt på, da de var løbet bagud i såterne, et af disse kunne jeg måske godt have skudt til, men jeg var ikke sikker på, hvor min sidemand til højre gik..og så kunne jeg ikke med god samvittighed skyde til dyret.

Men det jeg skød, kom uvidende løbende lige forbi mig, i noget åbent urskov, både rådyret og jeg stod næsten i vand til knæene.
Ingen hunde eller andre skytter var i nærheden af det enlige hundyr, og med en skudafstand på mindre end 10 meter var skuddet til at håndtere..troede jeg.

Første skud med tæt haglsværm slog desværre for lavt på dyret, og dræbte det ikke på stedet.
Så jeg var nødt til at afgive endnu et skud.
Og hagl vil gøre mere skade end gavn, og det gjorde de absolut også i dette tilfælde.

Dyret døde ikke øjeblikkeligt, alle kropsfunktioner stopper jo sjældent med at virke fra det ene øjeblik til det andet, men jeg vidste, at dyret snart ville ligge blikstille som vandet omkring den.
Zimba kom frem til dyret, stod og kiggede på, var lidt uvant med situationen, jeg tror det er første gang den kommer frem til et dyr, der ikke er helt dødt.
Så for første gang den dag gav Zimba lidt hals... dvs han sagde vov, vov, vov, vov..

Jeg forsøgte at få Zimba til at tage dyret.
Men forholdene med grene og vand var ikke optimale, så det lykkedes ikke.
Havde det været Zimbas forgænger Zanto, så havde han taget fat og slynget dyret rundt i luften, men sådan er hunde forskellige.

Hold op jeg fik varmen af at trække dyret ud.
Mit gevær røg på et tidspunkt også af min skulder og ned i vandet.
Grenene krydsede ind i hinanden, nogle var rådne, andre var frisk pil, der ikke bare knækkede, selvom en voksen mand moslede på.

Da jeg endelig kom ud på åben eng og kunne brække dyret, var de andre jægere gået videre til dagens sidste såt, en lille åben såt med nogle rækker majs der stod på stokken for vildtet (og jægerens) skyld... og der sad de fasaner, vi havde savnet hele dagen.

I såten forinden havde Flemming også brugt to skud til et enligt rådyr, ramte forbi i første, men andet skud sad perfekt og slyngede dyret til jorden.

Det var de eneste to dyr der blev nedlagt på dagens jagt, og de fyldte spanden godt op på bagsædet af Flemmings bil på vej hjem.

Traditionen tro rundedes dagen af med parade, hvor jeg forsøgte at ramme de rigtige toner med mit jagthorn.

Svært med vindsuste, tørrede læber, en krop der var slidt som ind i himlen, og ja faktisk bare rigtig træt … og sulten.
Sulten blev slukket med dagens gule ærter og kold flæsk.

Og ja.. så ville jeg egentlig bare have kunnet lægge mig på sofaen, da jeg kom hjem.
Men jeg skyldte rådyret at få optimalt ud af dens kød, når jeg nu, modsat størstedelen af jægerne havde valgt at skyde i stedet for ikke at skyde.

Jeg dør ikke af sult, jeg har masser af vildtkød i fryseren.
Jeg sælger aldrig (alt er relativt) vildtkød.
Men jeg kan finde på at give lidt af det væk.

Men for at formindske den skade jeg allerede havde forvoldt med mine to haglskud, så skulle pelsen straks af, det trufne kød skæres bort.
Den ene kølle havde taget skade, det samme havde lidt af bovene.
Men en flot kølle, to fine lange rygfiletter, to mørbrad og ja resten skåret til småkød til enten gryden eller til spegepølse.. så var skaden til at tage og føle på.

Og så kunne jeg endelig få tørt tøj på, og lægge mig på sofaen..

Men ikke ret lang tid.
Vi fik gæster, heldigvis ikke af den slags der krævede meget forberedelse.
Cecilie og Jonathan havde været til barnedåb, og ville gerne spise med.
De skulle sove hos os, da deres søn, mit første barnebarn Asger, skulle døbes om søndagen.

Heldigvis var de også mætte, og kunne nøjes med friskbagt vildtleverpostej og et par smurte boller.

Senere på aftenen skulle jeg lidt på job, Jonathan hjalp med at tømme en hal for bander.

Søndag fik jeg den geniale idé at trække lod om en kølle og 2 rygfiletter blandt gæsterne til barnedåben.
Det var onkler, tanter, søskende og bedste- oldeforældre der var med til barnedåben, der blev holdt på min arbejdsplads.

Fodboldafdelingen havde spillet sidste kamp, og meget øl var havnet på gulvet i omklædningsrummene, så der måtte jeg gøre lidt rent, mens Annette og Jonathan dækkede bord til barnedåben.

Gæt Asgers vægt og vind en præmie..
Jeg syntes selv ideen var en smule genial.
Gæsterne der vandt ville gerne have en opskrift, og den kunne jeg hurtigt give dem.

Krydr kødet med salt og peber (og hvad du ellers kan li af krydderi)
Steg det og vend det i meget varmt olie og smør, maks et minut på hver side.
Lad kødet hvile på et fad, utildækket.
Sæt kødet i ovnen ved 180 grader, stegetermometer i, 58 grader maks, tag kødet ud og lad det hvile ca 20 minutter, ikke mindre inden du skærer det ud.

Og ja, sådan gik min sidste weekend i oktober.

Og jeg mener, at jeg går på jagt for også at nedlægge et bytte.
Hvis ikke jeg ville skyde, så kunne jeg gå en tur langs fjorden.

MEN... skyd kun hvis du kan aftage, håndtere, værdsætte kødet fra det bytte du selv har valgt at skyde.

Og egentlig tror jeg faktisk rigtig mange jægere ikke orker at håndtere et stykke nedlagt vildt, slet ikke en lørdag.
Derfor skyder de ikke, ikke fordi de ikke værdsætter jagten eller vildtet, men ja.. det kan være frustrerende for en hund og for en drivende jæger, hvis ikke der skydes til det vildt, vi driver frem til skytterne.

Jeg blev overrasket over at se så meget råvildt.
Jeg så flere råer med sunde og store lam, også med 2 af slagsen.
Jeg så også en meget flot 6 ender buk, der endda passerede en jæger der godt vidste at bukken måtte skydes.
Bukken listede nærmest forbi jægeren, hvis hund var gået på hals af et andet stykke dyr, jeg tror de kunne have kløet hinanden i nakken, jæger og buk, sådan så det ud fra hvor jeg stod, lige til højre for min makker til venstre.
Men jægeren så dyret for sent, og kunne derfor ikke komme til skud.

Alt endte lykkeligt.
Naturligvis ikke for de 3 ræve, de 2 råer, 5 fasankokke og en enkel høne.
Alt i alt 11 stykker vildt, nedlagt i 27 skud.. 38 i alt..

JAØ 31/10-23