Min første elg, og eneste indtil videre..

MIN FØRSTE ELG

I år skulle det være min tur.
Det havde jeg også gjort klart overfor Bror.

I 2005 skød min jagtkammerat Niels sin første elg, en meget flot 4 takker tyr.
(af en firetakker, kunne den næppe findes større)

I 2006 skød Bror sit første stykke vildt overhovedet, en kæmpetyr med 11 takker .

Ja kigger man så på statistikken og bruger lidt sund fornuft – så måtte det absolut være min tur til at skyde elg i år.
Bror forklarede mig i en mail :
”Det du hänvisar till är bara statistik man må också ha tur. jag gleder mig o se er i oktober mvh Bror”
Bror meddelte storsmilende da vi for tredje år ankom til Sverige for at jage elg, at i år var det min tur til at skyde elg, og fulgte man udviklingen af takker, så skulle min tyr mindst have 16 takker...
Bror gik inderst inde og talte sin egen elgtyr som en 10 takker tyr – så fra 4 til 10 til 16 takker...
Bror havde tygget lidt på min statistik, og mente nu også, at jeg måtte få ret i min antagelse.

Mine drømme var da også noget i den retning på turen op igennem Sverige.
Min logiske sans vidste dog godt, hvor store chancer jeg ville have for at skyde en elgtyr...

Vi ankom allerede til Karlstad lørdag eftermiddag.

Vi havde forventninger om at skyde stakkevis af gæs.
Da jeg talte med Bror i August under bukkejagten, om vi måtte komme og skyde gæs, var Brors svar klart - ”Ja endelig, der er gæs i hundredevis....”
Ankommet til Brors nye vandrehjem, havde vi ikke enggang indlogeret os, før Niels og jeg med julelys i øjnene spurgte til gæssene...
”Gæs – der har ikke været gæs på markerne de sidste 14 dage...” : svarede Bror.

Så var de julelys slukket.

Vi ankom 2 dage før elgjagten i den tro, at hele søndag skulle bruges med føn og brag og ikke mindst til lyden af gæs der som mindre personbiler ville daske dødskudte til jorden.
Ærgeligt – sådan skulle det altså ikke blive.

Nå, men efter vi havde fået lidt at spise, og al vores grej var blevet læsset ind i dobbeltværelset, kørte vi alligevel – for en sikkerheds skyld – ud til markerne, hvor gæssene burde have været...

GÆS I LUFTEN

På en mark et par kilometer fra Bror stod en stor flok gæs.
På Brors mark var der tomt, til trods for, at vintersæden havde farvet marken indbydende lysegrøn.

Vi snakkede med en af deltagerne i elglaget, som bor op til Brors marker.
”Nej, han havde ikke set gæs lande de sidste par uger – men traner var der mange af...”

Vi kørte videre, om ikke andet, så for at se lidt råvildt - og med lidt held, en elg.

I solnedgangens skær, så vi gæs i luften, endog mange gæs – et par mindre flokke slog endda ned på en nabomark til Brors...
Så var der alligevel gæs – vi blev enige om, at søndag eftermiddag, så ville vi sætte lokkerne op.

LØRDAG AFTEN BLEV DER HYGGET OG SNAKKET

Drikkevarer og mad havde vi taget med i rigelige mængder.
Og i Brors selskab kedede vi os bestemt ikke.
Han havde på vandrehjemmet fundet sit paradis.
I kompagniskab med Anders, havde de fordelt arbejdsopgaverne.
Bror klarede den daglige drift, Anders klarede regnskabet.

Klokken blev pludselig næsten 2.30, før Niels og jeg lagde os i hver sin side af dobbeltsengen.

Niels sprang toiletbesøg og tandbørstning over, vinen og øllene m.m. havde ramt ham hårdere end de havde ramt mig.
2 sekunder efter at Niels havde lagt sit tunge hoved på puden, rystede hele sengen – ja nærmest hele rummet blev bombarderet af Nielses kraftige snorken.

Jeg husker godt Nielses snorken fra de forrige år, men det var dog ligesom om, han i år forsøgte at sætte ny støjrekord..

Jeg startede med at pakke min hovedpude godt rundt om hovedet, det hjalp ikke en pind.
Så tog jeg mit medbragte høreværn på.
Det hjalp ligeså lidt.
For fanden da en støj.
Så gav jeg Niels et par venskabelige spark i siden, det gav så megen ro, at jeg nåede at falde i søvn.
Og det skulle ikke undre mig, om jeg gik ind i kampen om hvem der kunne snorke højest.
Jeg sov i hvert tilfælde godt og længe.

SIKKE EN SOLNEDGANG

Søndag eftermiddag kørte vi afsted med lokkegæs og haglbøsserne i bagagerummet.
Vi fandt et strategisk godt sted at opsætte vores gæs.
Med lidt træer som baggrund satte vi os til at vente.
Vi var på plads allerede kl. 16.30
Kl. 18.15 lød de første kald fra gæs, længe før vi kunne se dem.
En flok grågæs kom strygende hen over vores hoveder.
De vendte i luften, og vi var spændte og meget klar...
I nr 2 overfløj var der stadig mindst 50 meter op til gæssene, og så var de væk.
Lyden af gæs var der dog stadig.
Og med et kom der gæs forfra og bagfra, fra den ene side og så den anden.
Dette var alle canadagæs – men de ignorerede lokkerne, som tavse stod på jorden.

Gad vide om det ville have gjort en forskel, hvis vi kunne have gakket et par svar retur på deres kalden?

Den flok der kom tættest på, passerede i en afstand af blot 40 meter.
Fristelsen var stor, men vi ville ikke skyde før afstanden var forsvarlig...
Vi fik ikke en reel chance, til trods for at op imod 300 gæs havde taget turen hen over os...
En fantastisk flot aften, og så med gæs, så tæt på – nærved og næsten.

Og at vi to voksne mænd sad og kommenterede en solnedgang som ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet – det havde vi nok aldrig drømt om skulle ske.

MANDAG ÅRETS FØRSTE ELGJAGTDAG

En Svensk elgjæger var midt om natten blevet dræbt af en bjørn.
Jægerens hund var også blevet dræbt.
Sms'er tikkede ind med den drabelige nyhed.

Heldigvis er der endnu ikke set bjørne i den del af Sverige, hvor vi skulle jage elg.

På parolen fik vi at vide, at der (som de to forrige år) måtte skydes 2 voksne elge.
Tyr med takker på op til og med 6 takker.
Tyr fra og med 6 takker på den ene side (ulige 12 ender)
Enlige hundyr.
Kom en ko med to kalve, måtte den ene kalv skydes.
Og på kvoten var der ca. 2 – 3 kalve.

Mandag blev en stille elgjagtdag.

Vi skiftedes som altid til at sidde på post, og til at drive.
Niels gav mig chancen til at sidde først, det var jo min tur til at skyde.
Og da driverne driver ubevæbnet igennem skovene, er det kun passkytterne der kan og må skyde.
Niels og jeg lånte nogle gamle radioer.
Som noget nyt virkede de heller ikke rigtigt i år.
Jeg kunne i min kun modtage et signal fra én af driverne.

Hvis jeg skulle høre de andres snakken på kryds og tværs, skulle jeg i ”tavsheden” høre på en masse skratten – hvilket ville resultere, at jeg resten af dagen, sandsynligvis ville være mere end døv på mit venstre øre...

Nå, men Niels og jeg havde aftalt, at bruge telefonens sms til at meddele, hvis der blev skudt, og i tilfælde af skud, også meddele hvad der blev skudt.
Ligeledes ville vi give hinanden besked når drevet var slut.
Sådan gik mandag – det blev ikke til nogen elg.
Dog blev der set et par enkelte, men disse forsvandt ud i den blå luft.

Tirsdag gik også uden elg til paraden.

På et pas, så Thomas - en af de svenske jægere - en meget stor tyr, + en mindre tyr, en kvie og en ko med én kalv.
Kvien havde Thomas hold på, men han var ikke sikker på den var ensom... så skuddet havde han holdt tilbage.

ENDELIG SÅ JEG EN ELG

På tirsdagens næstsidste drev så jeg en elgkvie.
På min vej i driverkæden mod det vi kalder generalpasset, gik jeg på rutens højeste kant.
Fra et højdedrag så jeg noget mørkt til venstre for mig.
Ca. 70 meter ude, noget massivt som ikke kunne være træer, imellem de lave lærk og birkestammer.
I den fugtige myr, stod en elg stille, med ørerne vejrene i alle retninger.
(en myr er et fugtigt område – på dansk vil vi nok sige sump)
Jeg gik klappende ned mod elgen, og den valgte heldigvis at gå fremad – selvom den egentlig havde reddet livet ved allerede at være kommet bag mig...
Jeg råbte elg fremad, efterfulgt af en ”Hun er ensam”
Jeg kunne se Ove stå oppe på generalpasset, jeg kunne også se, at han stod noget uroligt.
Jeg har fra Anders hørt, at en elg kan høre en knappenål falde til jorden på en kilometers afstand.
Synet på en elg fejler heller ikke noget, hvis det den (ikke) skal se, ikke står stille.

Så da Ove senere kunne berette om, at han havde set elgen men kun ryggen, så overraskede det mig ikke...
Nede i myren, der hvor elgen havde stået, vrimlede det med elgfluer.
Anders fortalte om onsdagen, at der er kun elgfluer i områder, hvor der også er elg – det lyder logisk nok.
Så det vil sige, bliver man som driver omringet og overfaldet af elgfluer, så skal man være ekstra vågen – for så er elgen tæt på.
Anders havde jagtet på sine egne marker mandag og tirsdag.
Så først tirsdag aften ankom han til vandrehjemmet, svedig og med en træt hund ved sin side.
Sidste år anskaffede han en ny elghund, tæven Easy.
Da vi så hende under elgjagten, var hun en noget forsigtig og virkede meget lidt imødekommende.
Nu et år senere, havde hun fuldstændig ændret sind, og Anders kunne også med et stort smil fortælle hvordan hun havde fundet 3 elge om tirsdagen.
Men hun var dog ikke helt elg-ren endnu, alt hvad der lugtede af vildt blev jagtet med stor glæde.
To jægere havde på Anders´s marker skudt forbi hver deres elg, og det var Anders selvfølgelig ikke helt tilfreds med.
Den ene voksne elg - de havde på kvoten - måtte de jage en anden god gang.

Vi (Niels, Bror og jeg) plagede Anders om, han ikke ville hjælpe os med jagten onsdag – vi var alle enige om, at Easy var det vi manglede, for at der kunne blive skudt elg.
Og onsdag var sidste chance for os.

Bror skulle lige konferere med jagtlederen, da de er utrolig konservative og meget lidt imødekommende for forslag - især de forslag Bror kom med, skulle der gøres alt for at afvise.

”Joh, de havde jo ikke for vane at jage med elghund på markerne, sådan en hund går jo langt.
Men, Anders kunne få lov til at forsøge sig med sin hund i onsdagens første drev, så måtte vi jo se hvordan det skulle gå...” - var jagtlederens ord til Bror.

Niels og jeg var rystet over den måde, der blev taget imod et tilbud om hjælp.
Men det er så typisk for det svenske jagtselskab, vi har jagtet med i nu 3 år.
Større udtryk for skepsis - skal man lede længe efter.

ONSDAG - SIDSTE JAGTDAG

På dagens første såt blev der plads til næsten alle skytter.
Anders og Easy skulle sammen med Bror danne dagens driverkæde.
Jeg fik som i mandags, den tvivlsomme ære at sidde på en plads i et terræn med meget lidt overskuelighed – pladsen med længst gåafstand til, bag Brors sommerstuga.
Efter min mening, skulle elgen komme indenfor en skudafstand af 25 meter, og så skulle den samtidig slå en stor elgfis og klø sig bag øret, før jeg kunne nå at afgive et forsvarligt skud.
Niels fik en - om muligt endnu ringere plads - som bagpost, hvor der aldrig før var set skyggen af elg – men det var de pladser vi nu engang blev tildelt – og vi kunne blot lette på hatten og sige tak med et smil.
Når jagtlederen skulle fordele pladser til skytterne, gik det meget snapt med de svenske kompissar.
Ligeså snart Lars Ove begyndte at klø sig på hagen, vidste vi at hans hjerne arbejdede på højtryk for at komme i tanke om en plads til os to djævla danskere.

Efter megen omtanke og skulen til enten Niels eller jeg (alt efter hvem af os der skulle på post)
- så kom løsningen : ”Dansken – du får vel sætte dig på.....”
- ”Tak, det gør jeg gerne...”

Hverken Niels eller jeg så elg i første drev, det eneste der åbenbart var i denne såt, var et par stykker råvildt, som Easy med fornyet energi jagtede med meget bjæffen rundt i skoven.

Og jeg sad klar hver gang hundens gøen kom nærmere – for min radio var tavs, så jeg vidste ikke det var råvildt der blev jagtet.

Dagens næste såt var der store forventninger til.

Det var denne såt vi på de to første dage havde observeret elg.
Det var også i denne såt, jeg havde set kvien i drevet om tirsdagen.
Da vi sad med kaffekopperne i hånden, og pladserne til denne såt skulle fordeles.
Blev vi to danskere gemt til allersidst.
Lars Ove kløede sig på hagen, og hans hjerne arbejdede på højtryk.
Niels og jeg sendte hinanden blikke, der fortalte alt om vores tanker.
Vi kunne trods alt ikke lade være med at more os over dette velkendte fænomen.

Lars Ove spurgte mig, om jeg gerne ville skyde elg i dag.
Jeg lurede på spørgsmålet – hvad fanden mente han med det?
Jeg var jo ikke rejst til Sverige blot for at nyde den flotte solnedgang.

”Ja, jeg vil naturligvis gerne skyde elg – kommer der en forbi, så skyder jeg, det kan du regne med” - sagde jeg med fuld overbevisning i stemmen.

Lars Ove spurgte mig igen. ”Vil du gerne skyde elg”
Nu skulle jeg klø mig på hagen, havde jeg givet ham et forkert svar?
”Ja for fanden, jeg vil skyde elg” sagde jeg igen, med lidt mere vilje i stemmen.
”Jamen så skal du sidde på generalpasset” var Lars Oves svar.
Ove, Lars Oves far sad jo forgæves her dagen før – men elgen kom, spørgsmålet var så, om den kunne komme samme sted to dage i træk.

”Hvad med Niels?” spurgte jeg Lars Ove, Niels havde Lars Ove tydeligvis glemt alt om...
”Nåh, dansken – jamen han får vel sidde på solpladsen, om han vil” - svarede Lars Ove.
”Solpladsen” - regner Niels og jeg for at være en af jagtområdets absolut bedste pladser.

Niels skød sin tyr forrige år på denne plads, jeg havde en kvie for sidste år – men kvoten på voksne elge var blevet opbrugt 3 minutter forinden, da Bror på Generalpasset skød sin store elgtyr...

Vi fik de bedste pladser, det var vi ikke i tvivl om.
Og med en ubrugt kvote, kunne vi næsten skyde på alle de elge der kom...
Dog ikke elgko med kalv, og ikke tyre større end 6 takker eller mindre end 12 takker...

Nå, men vejret var med os, og vi havde fået kanonposter.

GENERALPASSET

Jeg fandt min vej igennem den sparsomme bevoksning.
De lave fyretræer havde svære kår på den faste klippegrund.
Den fugtige mos krævede forsigtig fremfærd, det ville være træls at smutte med riflen nederst...
Jeg fulgte de gule plastikstribs der viste vej gennem træerne.
Og endte til sidst ved pladsen der var markeret op med blå, gule og røde bånd.
Dette var generalpasset.
På det højeste punkt i området fik jeg jagtstol og skydestok pladseret.

Skydestokkens tre ben var ikke lette at få fast grund under, dog var der revner i klippen, så jeg kunne dække min venstre flanke med fast anlæg.

Det var også den vej, jeg ville kunne risikere længst skudafstand til.

Skydestokken har for mig to formål.
Når jeg sidder på post, ligger riflen og hviler på mit lår og på skydestokken – altid klar til hurtig at komme i anslag.
Mange jægere står på post, med riflen over skulderen, og alt andet lige, kræver dette en større bevægelse at få riflen klar, end på min måde...

Jeg havde ikke siddet i 10 minutter før en tør birk knasede nede i den tætte birkeskov blot 50 – 70 meter væk – lige nedenfor mig.
Drevet kunne jeg endnu ikke høre, så jeg vidste, at det måtte være en elg.
Jeg var naturligvis helt klar.
Og en bukkefeber meldte straks sin begyndelse.
Jeg fik kontrol over vejrtrækning, og sat pulsen ned.
Der skete intet.

Der gik en halv time, jeg hørte drevet i det fjerne.
Brors råben gjaldede svagt igennem skoven – han havde langt at gå endnu.
Yderlig et kvarter gik.
En birk gav efter, og endnu en...

Noget var på vej, var det en elg?

Jo - pludselig så var elgen der.

Forsigtigt trådte den frem.
Uvidende om den danske jæger der sad med fuld camouflage på bjergtoppen, med bankende hjerte og ventende riffel.
Ørerne arbejdede på elgen, den kiggede i alle retninger før den gik længere frem.
Jeg havde straks taget riflen fra skydestokken, og rettet sigtet ligefrem, fanget elgen i korset, og fulgte nu elgens gang i riflens kikkertsigte.

Elgen gik i rolig gang mod højre, forlod skovens beskyttende dække.
Jeg skulle være sikker på at elgen var ensom – for at der var tale om et hundyr, så jeg straks, dyrets hoved var kommet helt frem fra træerne.
Kalvene mener jeg går meget tæt på koen, hvis der er kalve med.
Da hun havde tilbagelagt en 30 – 40 meter fra skoven, klemte jeg mit skud af, lige bag hendes skulderblad.

Elgen løftede kroppen en smule, og trak på sit højre forben.
I smerte og forvirring luntede hun ca. 15 meter frem op af en let skråning.
Standsede et øjeblik.
Gik 3 skridt tilbage – og væltede omkuld.
Jeg havde repeteret, og fulgte elgens lette løb.
Men jeg vidste med næsten 100 % sikkerhed, at min kugle havde dræbt elgen på steddet – så hvorfor skyde igen?

Da elgen væltede, kom den første feber.
Ikke så voldsom som ved bukkejagt.
Men jeg rystede på hænderne, da jeg ringede til jagtlederen for at melde om mit skud.
”Lars Ove – jeg har skudt en elg”
”Okay, ligger den der?”

”Ja, den ligger der, og jeg tror det er en kvie...”

”Er den gået videre?”
”Nej, den ligger der, den er død, og det er et voksent dyr”
”Fint – forstået”

De efterfølgende sms´er blev skrevet og sendt ligeledes med rystende hænder.
Og gratuleringerne kom prompte.
Jeg gik hen mod elgen, holdt mig på god afstand på klippehøjden.
Med kikkerten kiggede jeg ned på dyret.
Der var ikke længere nogen vejrtrækning.
Nu ville jeg vendte til driverkæden nåede frem, der kunne jo i teorien også komme endnu en elg...
Jeg satte mig på min stol, og nød nu blot - det at være her.
Easy viste sig, hun gik direkte på foden af elgen.
Fulgte færten de ca. 70 meter frem.
Da hun nåede elgen gav hun et spjæt af forbavselse.
Mindst et kvarter gik, før Anders kom frem til os.
Easy havde vogtet sit bytte på god afstand.
Det var jo blot hendes elg nummer to.
Sammen med Anders gik jeg frem til elgen.
Straks blev Easy mere modig, hun gøede af elgen.
Anders skabte liv i det døde dyr ved at skubbe til elgens krop.
Easy forstod hentydningen, og begyndte at hive stride hår ud af den ene kølle.
Hun satte også tænderne i hist og her.
Anders roste hunden for sit iver.

Bror kom til.
Jagten var blevet blæst af.
Til sidst ankom Niels.
Jeg tog næsten alt mit overtøj af, jeg vidste jo, hvad arbejde der lå i opbrækningen af så stort et dyr.
Niels filmede med vellyst den store begivenhed. (med mit videokamera, hvad skulle jeg gøre uden)
Luften var fyldt med god positiv stemning.
Blandet med lugten af blod og sværmende elgfluer.

Anders havde ret, der var kun elgfluer, der hvor der var elg.

Min første elg blev en kvie.
Vægten anslog Anders til i brækket vægt at være ca. 150 – 160 kg.
Mit skud havde truffet højt på hjertet, desværre var skuddet gået en smule skråt frem, og havde knust skulderbladet på venstre forben.
Det giver unødig kødskade – men helt ærligt – jeg tænkte kun på at slå ihjel på bedst mulige måde...

Ja, det var så det elgeventyr.
Næste år falder elgjagten i efterårsferien.

Og allerede på hjemturen aftalte Niels og jeg, at vi ville sige - det var det.

Vi havde begge skudt elg – måske vender vi om nogle år tilbage – hvem ved.

JAØ 19/10-07

ps.
Der blev ikke skudt flere elge på de tre dages jagt.
Niels og jeg kørte direkte efter opbrækningen mod Göteborg – vi havde en færge vi skulle nå.
Forlægningen af elgen overlod vi til Svenskerne.
Og som I kan læse, så er det 10 år siden jeg skød min første elg..og jeg har ikke været på elgjagt siden.
Jeg sukker hver gang jeg læser om Anders´s elgjagt, og ja..måske..hvis invitationen kommer og jeg har "tid"..så tager jeg sikkert afsted igen.
Og i 2013 var der direkte tv fra Elgjagt..jeg kunne ikke lade være med at tjekke, om Anders havde sin mobil tændt..
https://www.tv4play.se/program/%C3%A4lgjakten/2465696