Ølflaskebukken aka min tredje svenske buk 2002

Sidste dags aften : Panoramastykket, jagten på Ølflaskebukken 3.

For sulen da, og så er det den sidste chance for at skyde en buk.
Anders skulle til møde, derfor skulle Torben og jeg sætte Lars og Kaj af på deres jagtmark.
Lige udenfor Karlstad var der total kaos, vi blev forsinket af vejarbejde (1 time) , det er ikke så sjovt at holde der og glo, når vi i forvejen er lidt for sent på den…
Lars og Kaj var ikke helt sikre på vejen, og jeg huskede den også dårligt fra året før, men miraklernes tid var ikke forbi, så efter fælles hjælp, havnede vi på den rigtige mark..

Der er ikke langt imellem vores jagtmarker, så en halv time senere sad jeg på min jagtstol, og denne gang blev jeg siddende. Klokken var nu blevet 18.00

Der går ikke mere end en halv times tid, trampen i skoven bag mig, det er helt sikkert et voksent dyr, er det en rå? Step, step, step - lyden af et dyr på vej ud, tørre blade..
Pludselig kommer han ud, jeg har begravet stolen godt blandt noget højt græs, jeg sidder med camouflagetøj samt ansigtsnet, riflen ligger klar til skud på min skydestok, den peger mod højre, og bukken kommer selvfølgelig ud til venstre for mig - kun 15 meter væk.
Tre skridt frem, kigger til venstre – kigger til højre, tre skridt tilbage, og hurtige step i skoven bag mig, ingen smælen..
Bukken så noget der ikke plejer at være der, det var nok.. øv, den buk er ikke nem.

Bukken synes på denne afstand mindre end først antaget, men der var ingen tvivl, det var ”Ølflaskebukken”, den blev nu lavet om til en ”Sodavandsbuk” og jeg slappede nu mere af, efter kort tid besluttede jeg mig for første gang i år at gå på skovtur.

Jamen tænk Jer - jeg har skudt 2 gode 6 takkere, jeg har smagt sild der overgår enhver form for mareridt om dårlig mad, jeg har smagt bæverkød, jeg har mærket solen skinne på mig 5 dage i træk, jeg har ikke mærket en eneste regndråbe på min kind, jeg har ikke en eneste gang ladet mig genere af de små sorte bidende pandegnaskere, myg eller hvepse, jeg har for første gang stiftet bekendtskab med elglusen, uden det har generet mig, jeg kan tage hjem med oprejst pande og sige vidt og bredt, dette har været den bedste jagttur i mit liv, den har overgået alt hvad jeg har turdet drømme om, men jeg har ikke i 5 dage givet mig tid til at se det mest imponerende ved den svenske natur, SKOVEN..

Bare det at træde indenfor, er ligesom at betræde noget helligt, her bor råvildtet, det dyr vi som jægere eftertragter så intenst, her er vi mennesker dyrene klart underlegne, her gider de ikke engang at smæle, de lister bare væk, når de ser dig. Kender du ikke skoven godt, har du ikke en chance for at skyde buk..men nyde skoven, det kan både bukken og jeg – mennesket.

Jeg pürscher (læs : tramper af sted) i en times tid inde i skoven, giver mig tid til at smage lidt blåbær, skoven er stor og jeg når ikke igennem før jeg vender om. Jeg hverken ser eller hører noget til råvildtet, som helt sikkert er her, et eller andet sted.
Dejligt ikke at blive jaget på porten af smælende vildt, og roligt vender jeg tilbage til marken.

Jeg ser 3 dyr i det fjerne, jeg lader rygsækstolen falde til jorden og sniger mig ned mod den nyligt høstede havremark, forbi tårnet og yderligere et par hundrede meter..1 rå med lam + et smaldyr.. Jeg vender om og går stille tilbage til min rygsækstol.

Klokken nærmer sig otte, og jeg sætter mig nu i skovkanten, så jeg kan dække de sidste 100 meter langs kanten mod hjørnet, hvor jeg startede aftenens jagt.
Kløveren står frodigt og højt på marken, solen hænger nu meget lavt, nærmer sig nedgangen i det fjerne.

Pludselig sker der noget, en rå kommer ud, der hvor bukken viste sig for snart 2 timer siden. Jeg krydser fingre og hvisker til råen, lok bukken med, please.
Jo – dér - han følger efter ud på kløvermarken.
Jeg har riflen klar i skydestokken, men han er for langt ude, og jeg vil gerne have ham et godt stykke ind, da der er et lille fald i terrænet, og derved vil kuglefanget i hvert tilfælde være helt på plads, og afstanden, jeg vil gerne nøjes med ca. 80 meter hvis jeg kan.

Råen kigger op, sikrer, esser, sikrer straks igen, hun kigger direkte på mig, armene begynder at sitre, åh nej, kig væk. Bukken lader sig påvirke en smule, men slapper hurtigt af igen, sveden perler på min pande, pulsen hamrer afsted.
Jeg taler til mit indre, slap af, tænk på en papskive, den rammer du uden problem, Råen slapper også af, sænker hovedet og paraderne, jeg tager riflen ned, kigger væk, afleder mine tanker.

Der kommer to store lam på banen, de går roligt i kanten af den store skov og esser.
Nu sker der noget, råen tager nogle skridt hen imod mig, bukken bliver – kom nu, kom nu. Riflen er atter oppe, jeg tænker på Torben, jeg ved han er på vej, når han at komme og filme dette scenario, han vil have fin udsigt over skuepladsen oppe fra vejen.
Nu flytter bukken sig, det drejer sig kun om få meter nu. – hvis bare –
Han har siden til, klem, ryk ikke, klem – bukken er i krydset – bilen kommer ude på vejen – klemme ikke rykke – ligeså nemt som at ramme en skive – klemme og skuddet går.

Bukken faldt i knaldet. Råen hun flyttede sig 30 meter, lammene ensede intet, men essede roligt videre. Først da jeg havde rejst mig, og gået nogle skridt, løb de stille væk (ingen smælen, jeg er jo nærmest usynlig) men mit smil da jeg nåede bukken var stort, prikken over i’et, havde jeg som sagt ikke behøvet – dem var der mange af tidligere på jagten, men denne prik – var en stor prik der samtidig satte punktum for dette års bukkejagt i Sverige.
Denne Tirsdag d. 20 August 2002 kl. 21.00, havde jeg skudt den ældste buk jeg har skudt indtil nu..

Torben stod ud af bilen på gårdspladsen, han havde godt hørt et ”bump” da han kørte på vejen, men havde ikke set, jeg havde skudt, først da jeg vinkede kraftigt med begejstrende ledsagende hop, kom han ned over marken.
Torben vurderede alderen til ca. otte år, bukken manglede tænder i undermunden, og efter kogning viste der sig også stor slidtage på tænderne inde i munden.

Høj seksender, stærkt på retur. Min første retur buk.

JAØ