Min første buk

En buk er en buk....

Jæger blev jeg ved fødslen.

Jagttegn forsøgte jeg at ta? i ungdomsskolen på Arden skole 1980, der var 3 ud af 32 der bestod, iblandt de 3 var jeg ikke...

En af de 3 der dengang bestod var John, John som jeg året efter skulle komme i klasse med på Støvring Gymnasium.

Dengang var der andet end jagt der trak, så afsagn af jagttegn mærkede jeg bestemt ikke.

John og jeg, vi havde mange ture i byen sammen, men vi snakkede faktisk aldrig om jagt – det var knallerter og piger, der var de faste samtale emner, i omvendt rækkefølge naturligvis.

Først da jeg som 28 årig i 1993 mødte John igen – vi havde været adskilt nogle år pga forskellig rettet uddannelse og erhverv, da blev jeg spurgt, hvordan det gik med jagttegnet...

Jeg havde da mødt min nuværende kone Annette.

Vi boede i hus, vi havde også lige fået vores første barn – så væk var turene i byen.

John var også faldet til ro, og havde fået en fast kæreste – de skulle også senere blive gift.

Annettes far Mads, havde på daværende tidspunkt et mindre husmandssted i Visborg med tilhørende 15 tdr.(10 tdr land kornmark + 10 tdr land ”eng” som dog også var dyrket korn)
De to stykker lå hver for sig og var begge helt flade marker, men dette kombineret med motiverende tale fra John, gjorde at jeg tog mig sammen, og erhvervede mig et jagttegn.

På billigst mulig måde anskaffede jeg riffel og jagtgevær. Tøjet købte jeg i overskudslageret, men det var grønt.

Min første buk skød jeg sommeren 1994, på den sidste dags aften i mit første jagtår.

d. 15/7-1994

Jeg anslår at jeg i alt sad på anstand i ikke færre end 180 timer før jeg fik chancen til denne min første buk.

Her er hvad jeg skrev kort tid efter hændelsen :

Sidste chance for en sommerbuk i denne jagtsæson.

Min første sæson som riffeljæger er ved at være slut...

Jeg har set mange rådyr i løbet af de sidste 2 måneder, deriblandt flere flotte bukke.

Alle disse timer jeg har tilbragt tidlig morgen og sen aften, har givet mig utrolige dejlige natur oplevelser.

Siddende i min 3 meter høje hochsits er der landet musvåge i gl. elmast, kun halvanden meter fra mit hoved.

Og inden alt for mange hidser sig op..ja så vidste jeg godt der ikke var 250 meter til naboskel, så min hochsits stod fuldt ulovligt parkeret, ca. 75 meter fra skel, men som min erfarne kammerat John sagde til mig, blåøjede nyjæger..

Sæt et par stiger op, hvis der er nogen der brokker sig, så kan du jo altid pille dem ned igen..

Og sagt som gjort, så havde jeg tømret et par stiger sammen, malet dem grønne, sat dem op af et par træer, og sad så her, nok ikke med den bedste samvittighed, men skulle jeg levere så forsvarligt skud som muligt i høj korn, så var en stige en absolut nødvendighed.
Til oplysning så blev stigen jeg sad i denne aften taget fra mig en mørk nat..væk blev den, ja vel ren tyveri..

Mht den anden stige hjemme ved gården, kom der en ældre nabojæger rumsterende igennem skoven bag mig, en 16 maj om morgenen (efter stigen havde stået på stykket en årrække)

Den ældre jæger, jeg i starten håbede var en buk, knipsede et par billeder af mig, og sagde..

Godt at se, at du har riflen med dig op i stigen...

Joo, ellers ville det jo være lidt svært at skyde en buk.. lød mit svar

Okay, hvis du selv fjerner stigen, sker der ikke mere i denne sag.. svarede den noget tunge jæger, som ellers virkede rar nok..hvorefter han sjoskede afsted igen..

Jeg undrede mig meget over, hvorfor han som jæger ville bruge bukkepremieren på at rende rundt og lege politimand..
Hvorfor ikke hænge en seddel op, eller kontakte mig ved gården?
Effekten havde været den samme.

Nå, det var nu ikke altid jeg sad i stigen, nogle gange sad jeg på jorden her på min svigerfars 10 tdr land, for oveni havde jeg også fået jagten på naboens 10 tdr. så jeg kunne god skyde en buk fra min jagtstol, hvis chancen skulle byde sig..

Der har gået græsædende harer for mine fødder, så tæt at de rørte mine støvler.

Der er gået agerhøns og lystne fasankokke tæt forbi.

Skovduer, ænder, solsorte, gærdesmutte og mange andre fuglearter flyvende forbi, uvidende om, at de var fanget i mit blik.

Alle disse timer tidligt, hvor de fleste mennesker - ikke engang har tænkt på at stå op, og sent, hvor de fleste – tænker på at gå i seng – her har jeg siddet, altid med riflen parat, søgende med og uden kikkert, men indtil i aften, uden mulighed for at afgive skud til en buk.

Indtil i aften – for i aften...

Jeg har lige været ude for at aflevere Annette til en fest i Als, en fest kun for piger (tror jeg nok) – i bukkesæsonen tror jeg gerne på alt.

Min kære Fru Moder ville gerne holde øje med min søn Jonathan, og dette har givet mig en sidste time til jagt.

Min bil bliver parkeret i skoven, mit mål i aften er min Svigerfars 5 tdr. land eng/hvedemark ca. 500 meter udenfor skoven.

Kornet på Mads Hansens mark er ikke så højt som på de tilstødende marker, dette bør være en fordel mht skudchance.

Efter bilen er godt parkeret, det obligatoriske myggeolie er smurt på, og jeg er blevet grønt klædt på, går jeg stille ud ad grusvejen, ud mod mine ventende buske/træer for enden af marken.

Aktion fra start

Jeg begiver mig afsted, vejret er ikke mindre end perfekt.

Let trykkende varme, næsten ingen vind, myggene er gale (også i aften) de genner formentlig råvildtet ud af skovene.

Jeg er her i god tid, og håber som altid, i dag skal det være...

50 meter før jeg når marken, ser jeg et stykke råvildt gå midt på mit stykke og esse – et kig i kikkerten – det er en buk...

Liste, liste, snige, snige.

Uden at bukken ser eller lugter mig, når jeg til markkanten bag buske og træer, på den anden side står min hochsits.

Hvordan skal jeg komme til skud? - tør jeg kravle op i min hochsits? Bukken står perfekt ligenu, uvidende om min tilstedeværelse, kun ca. 120 meter ude....

Min selvtillid som ny jæger er i top – jeg vil prøve et stående skud...

Langsomt rejser jeg mig op, tager sigte og skyder – forbi (der røg selvtilliden, troede jeg, den skulle dog blive knækket yderligere, ja den skulle så....)

Bukken kigger rundt, aner ikke, hvad der er sket, men vælger alligevel at tage flugten ind på nabostykket til venstre, for ca. 10 meter inde at stoppe op og falde til ro.

Jeg beslutter mig derfor at kravle op i min hochsits og derfra håbe, at miraklet vil ske, at bukken vil returnere til min mark.

På vej op i stigen ser jeg, at min buk allerede er på vej tilbage, kornet er altså bedre på Mads Hansens mark.

Bukken går stille og roligt, stiller sig på ny til skud næsten samme sted som før...

Dyb rolig vejrtrækning, find dyret i kikkerten, ånd halvt ud, tryk stille af, skuddet går for anden gang – forbi...

Bukken bliver stående, kigger op, jeg forbander min tilsyneladende uduelighed som skytte, priser mit held for en tredje skudchance, vejrtrækning, dyrets blad på kornet, skud – igen forbi, lige for fødderne af bukken, kornet bøjede tydeligt af i skuddet.

Så tog pokker ved bukken, med ødelagte trommehinder tog den benene på nakken, og storkede afsted ned i den anden ende af marken, for der at stoppe op.

Jeg sidder i min ensomhed og græder (indvendigt) i mit nu totalt forvirrede sind, nu absolut blottet for selvtillid.

For enden af marken står bukken, 300 meter ude, og den er tydeligvis ligeså forvirret som den nedbrudte skytte i den anden ende af marken.

Bukken er utryg, og beslutter sig for at faren kommer fra skoven langt nede (for mig) i den fjerneste ende.

Hvor heldig kan man være?

Ja du tror sikkert det er løgn – det burde det også haｴ været... men bukken vender på en tallerken og tager endnu engang retning op imod mig.

I starten i let spring, men efter at den har taget en let drejning mod højre, sættes farten ned til rolig gang.

Ud af mine tårevædede øjne, og stadig i chok over enten en uduelig riffel eller uduelig skytte (måske begge dele), ser jeg endnu en chance for skud.

Riflens magasin er skudt tomt, der må genlades, og det skal saftsuseme gå stærkt.

Hurtigt smides et par patroner i riflen.

Min lille spidsbuk er i mellemtiden kommet ind på ca. 70 meter, skråt til højre for mig, den følger markskellet.

Aftenens absolut sidste chance (det må det være) byder sig i et kort sekund, min buk stopper op, den ser op, jeg sigter, og sender med alle mine bedste forhåbninger mit 9,7 grams 30-06 projektil afsted.

Bukken falder hurtigere, end jeg når at registrere det.

Jeg venter de obligatoriske 10 minutter (måske kun 3), før jeg går hen, og henter mit livs første buk.

Forud ligger der et ukendt stykke arbejde, men det skal gøres.

For allerførste gang brækker jeg en buk – senere på ugen skal jeg flå, forlægge og afkoge trofæ...

Det er godt i sådan en situation, at have en god ven som John (og hans far Vagn) ved hånden.

De har den fornødne erfaring til at assistere med gode råd og vejledning.

Jeg slog en smut forbi Vagn, han kunne hjælpe mig med at få det hele ud af bukkens indre.

Hjerte og lunger lå stadig i bukken, jeg var kun nået til mellemgulvet – man skal lære så længe man lever.....

Fire skud skulle der til før min første buk var hjemme, tre skud for meget, men jagtens gudinde var med mig denne aften...

Senere fik jeg byttet kikkerten til riflen, og straks så skudbilledet helt anderledes ud.

Men 120 meter uden anlæg er også en afstand jeg ville betænke mig ved i dag – bukken er altså ikke stor, når den står så langt ude....

Kommentarer