Den søvnige buk aka Svenk buk nr. 1 2008

”Den søvnige buk”

Spændingen op til årets svenske bukkejagt har været ulidelig.
Utålmodige har vi trisset om for at dagen skulle komme.
Vejrudsigter er blevet testet igen og igen.
Udsigten til øs pis regnvejr har været ret deprimerende.
Årets første dag, skulle dog holde nogenlunde tørt.
Jeg tog på jagt med livrem og seler.
Valgte autostolstårnet da dette tårn har tag, og da marken i år var med frisk kløver og med mange markeringer.
Jeg kendte vejen til tårnet rigtigt godt.
Jeg tror jeg kunne gå vejen med lukkede øjne.
Skovvejen knasede efter jeg var blevet sat af et stykke nede af vejen.
Torben kørte, da han havde valgt den fjerneste post på vores terræn.

Jeg listede så godt som man nu kan i størrelse 44 gummistøvle, uanset hvilket fodtøj jeg havde haft på, ville granitten knase en smule.
Jeg forsøgte at gå i det fugtige græs, først på midten af vejen, og derefter i kanten af vejen.
- lyden var der stadig.
Lidt skræmmende i den meget stille nat.
Solen var langt fra stået op.
Men himlen var næsten skyfri, så jeg havde ingen problemer med at se, her hvor klokken var lidt over 4.00
Jeg har altid syntes at natten/morgerne i Sverige kan virke lidt uhyggelige.
Den eneste lyd man hører, er lyden af dit hjerte og dine trin.
Hjertet bankede af forventning.

Jeg ved at det bare er med at komme afsted.
For står bukken nær dig når du går, så ser og hører han dig, lang tid før end du aner.
Og tror du at du kan liste? Så skulle du bare ”høre” bukken eller en elg.
De kan være fuldstændig lydløse, også i en stille nat.

Så jeg gik i moderat jævnt tempo op til kanten af marken.
Marken er vel ca. små 200 meter i længden, og ca. 70 meter i dybden.
For enden til højre når man kommer op fra vejen ligger en lille sommerstuga.
Huset er under renovering, så der er tomt lige nu.
Huset er som alle svenske huse omgivet af æbletræer og andre frugtbuske/træer.
Så naturligvis er der også her, et elskeligt kosttilskud for skovens vildt.

Marken med det frodige kløver kan trække elge og rådyr til fra et meget stort skovområde.
Det er ikke sjældent at man en morgen eller aften ser flere forskellige bukke og råer med lam.
Elgen kommer næsten også altid forbi, og er man vågen, så opdager man også grævlingen.
Ræv derimod, har jeg kun sjældent set her.
Hvorfor – det ved jeg ikke, det er bare ikke et typisk rævepas.
Måske pga den forholdsvise høje beliggenhed, måske den store Rønningen nedenfor, trækker mere fordi der her er mere fugtigt, og derfor flere mosegrise og mus.
Ja – det må være derfor.

På hjørnet af stykket stoppede op for en kort stund.
Kiggede rundt.
Tog kikkerten for øjnene, kiggede hurtigt rundt på marken, ledte efter skygger.
Intet at se, men der kunne jo sagtens ligge et sovende dyr i det forholdsvise høje kløvergræs.

Nå, men det er bare fremad.
Jeg gik igennem det dugvåde græs, langs skoven op til tårnet.
Ingen dyr der bøvede, intet der blev skræmt.
Altid en god start på dagen.

De få trin op til stolen forløb også uden for meget unødig støj.
Jagttaske og skydestige blev begge taget med op.
Skydestigen skulle jeg bruge til at lægge på tværs forrest i tårnet.
I jagttasken kunne jeg liste mit videokamera frem, hvis der dukkede noget op, jeg ville filme.

Jeg satte mig ned i autostolen, forventede en knasen og knitren når sædets vinyl blev belastet af min krops overvægt.
Men ingen mislyd fra stolen.
Den stod solidt og lænede sig op mod en bjælke bag nakkestøtten.
Nikke havde lavet et flot stykke arbejde.
Selv anlægget til højre og venstre var blevet sænket, så man nu kunne skyde mens man sad magelidt tilbagelænet i stolen.
Dette var ren luksus.

Jeg nød livet.
Følte mig næsten for lykkelig.
Kunne jeg fryse tiden lidt i dette nu, så måtte det godt vare lidt længere, inden skoven og solen vågnede op.
Der var ro i godt en halv time.
Så begyndte solsortene deres morgenvækning.
Skræppede op på må og få, bag mig, foran mig, ja hele vejen rundt, skræppede de op, sikkert uden grund.
En solsort kom med fuld knald direkte imod tårnet.
Måske den havde villet lande på tårnet rækværk.
Så mig i sidste øjeblik, bremsede hårdt op og landede på jorden foran mig.
Jeg kunne lige netop ane den i det høje græs.
Havde den ramt noget af træværket tænkte jeg, havde den begået herakiri?
Solsorten sad målløs og kikkede op på mig, næsten lammet af skræk.

Jeg forsøgte at ignorere den, men skulle af og til lige tjekke om den var der endnu.
Pludselig efter en stund fløj den hurtigt væk, ind i skoven bag mig.
Og så havde den pludselig en grund til at skælde ud.
Noget eller nogen at skælde ud på.
Nå, tænkte jeg, det ændrer jo ikke noget på sagen, de bliver vel hæse på et tidspunkt.

Jeg forsøgte at distancere fra de sorte djævle, og koncentrere mig om skovkanterne hele vejen rundt.
Hovedet blev drejet fra venstre mod højre i et langsomt næsten usynligt tempo.
Min riffel lå naturligvis pegende mod venstre (jeg er jo højre skytte).
Sidste buk jeg skød på denne plads – i 2003 – skød jeg der til venstre 45 meter ude, der hvor jeg nu pegede imod.
Året før i 2002 var der kommet en buk fra højre, den skød jeg på bare 20 meters afstand.
Begge bukke havde været morgenbukke.
Begge bukke var skudt i første forsøg på stedet.
Min optimisme var af gode grunde ikke ubegrundet.

Ca. klokken 05.15 tog jeg Buttolo kaldet op af min jakkelomme.
Jeg peb forsigtigt.
Piv, piv, piv – piv, piv – piv, piv, piv.

Der gik ikke mere end 2 minutter før der viste sig et dyr, helt oppe til højre på ”marken”.
Det kiggede ned over stykket, ikke direkte imod mig, blot sådan som for at danne sig et overblik, og konstatere, hvor er råen der kaldte på mig.
Ja for en buk det var det, det kunne jeg hurtigt konstatere, det behøvede jeg næsten ikke kikkerten til – men som ren refleks var kikkerten forsigtigt kommet op, og jeg studerede bukken derigennem.

Bukken var fin, et godt stykke over ørerne.
Jeg kunne ikke sige med sikkerhed at det var en seksender, men den havde dog minimum 5 takker, så min beslutning om, at jeg ville forsøge at komme til skud, blev taget uden tøven.

Riflen pegede mod venstre, bukken stod til højre ca. 100 meter fra mig.
Bukken havde fronten vendt imod mig, så jeg skulle bare sidde stille.
Jeg turde knap trække vejret.
Hjertet var ved at rive sig selv ud af brystet, jeg sad som en ispind med en løbsk indespærret skrubtudse i midten.

Bukken begyndte at nusse sin pels, kløede sig lidt bag ørene med sine bagløb.
Hver gang bukken øjensynligt havde hovedet vendt, listede jeg riflen et tak.
Riflen skulle hele vejen rundt, og det kunne føles som en umulig opgave.
Men med stor tålmodighed var riflen pludselig vendt i den rigtige retning.

Akavet fangede jeg nu bukken i riflens kikkert.
Mit hjerte hamrede med fornyet energi, et skud nu ville være umuligt.
Bukken havde stadig front imod mig, og pludselig lagde han sig ned.

Hvad pokker var det der skete.
Det ene øjeblik nussede han, det næste øjeblik lå han med halvlukkede øjne.
Jeg er sikker på at han sov i løbet af få sekunder.

Mine arme var ved at gå i krampe over den umulige stilling jeg sad i.
Bukkens pludselige søvnbehov gav mig nu mulighed for at omrokere min krop.
Stive knogler blev drejet, og jeg kom derved til at sidde så jeg kunne afgive et forsvarligt skud ligeså snart chancen bød sig.
Jeg var på dette tidspunkt ikke i tvivl om, at chancen nok skulle opstå, før eller senere.
Der gik vel et kvarters tid, det føltes længere.
Jeg havde forsøgt et forsigtigt klem i buttoloen, hvilket bukken fuldstændigt ignorede.

Pludselig hørte jeg stemmer nede fra skovvejen.

Marken, det åbne skovstykke har ofte været brugt af unge svenske piger på heste.
Størrelsen på marken var ikke meget større end en manege, og passede derfor godt, at ride rundt i.
Forbandet være de skide hestepiger, tænkte jeg, det kan let stikke en kæp i hjulet for om jeg skyde buk eller ej.
Er der noget der kan få råvildtet til at fortrække, så er det en hest.
Bukken rejste sig også som en trold af en æske.
Stod med kroppen stiv, vendt skråt væk mod højre for mig.
Ørerne stod med fuld fokus vendt mod stemmerne der nærmede sig.
Pis, tænkte jeg.
Han kan springe hvad tid det skal være.
Min riffelkikkerts kors dansede rundt på bukken.
Bukkefeberen var kommet tilbage endnu engang, skulle jeg snart afgive mit skud?

Stemmerne forstummede en smule, og forsvandt til sidst helt.
Jeg havde besluttet at hvis chancen bød sig, så havde jeg skudt bukken, om så der var et par heste der ville skide pærerne vandret, det var jeg fuldstændig ligeglad med.
Og om pigerne var klar til galop – det ville heller ikke være mit problem.

Bukken slappede af, kløede sig en smule, nappede i pelsen, drejede rundt.
Med stive skridt tog han et par skridt frem, direkte mod venstre.
Hans side stod med bredden til mig, og jeg forsøgte at få styr på min løbske puls.
Vidste at det snart var nu eller aldrig.

Jeg havde automatisk fugtet mine læber, vidste snart jeg skulle fløjte.
Fløjtet kom, bukken reagerede prompte, kiggede årvågent imod mig – og blev slået til jorden i et splitsekund.
Alting gik pludseligt så stærkt.
Et rådyrs ben lå som det eneste synlige og dirrede i luften.
Som om den vinkede farvel til livet.

Jeg kunne nu trække vejret normalt igen.
Vidste at jagten var forbi for denne morgen.
Klokken var 05.41

Jeg gav mig god tid til at ryste bukkefeberen af kroppen.
Ventede mindst 10 minutter i tårnet.
Sendte kort sms besked til Torben ”Skudt buk” fik hurtigt et tillykke retur.

Gik ned fra stigen, op imod bukken med riflen klar til skud.
Det nu meget våde græs, vædet af den våde morgendis, svuppede omkring mine støvler.
Jeg talte mine skridt.
120 skridt (viste sig senere at være 112 meter) var der op til bukken.
Dvs, jeg gik næsten 20 meter for meget til venstre.
Bukken kunne jeg dog se, derfra hvor jeg troede han skulle ligge.

En flot buk døde denne dejlige svenske morgen.
Bukken som var en ulige seksender var fældet af en meget høj kugle, der faktisk var gået tværs igennem ryggen.
Så døden var kommet øjeblikkeligt til bukken, som ca. har overlevet 5 sæsoner uden at en dansk jæger havde haft skudchance til ham.
I dag fik jeg chancen, og havde i baglommen medbragt heldet.
Der var tid, masser af tid til eftertanke.
Modsat tidligere års svenske bukke udeblev den store glæde og efterfeber ved at have skudt en buk.
Måske jeg havde sat mig selv op i år til at nu skulle det være.
”I år ville jeg skyde en svensk medaljebuk.”
Denne sætning har jeg læst hver dag på min mobil de sidste 2 måneder, og måske det er farligt at sætte sådan en tanke i hovedet.
Det ender med, at det eneste lyksaliggørende er, at der på valen ligger en buk med meget store horn.

Jeg stod med glæde i sind, naturligvis, men havde overfor mig selv meget svært ved at skjule min skuffelse.
For godt nok var bukken gammel, godt nok var den død i skuddet.
Og selve jagtoplevelsen kunne næsten ikke have haft større intensitet, når man tænker på vilkårende, anstandsjagt fra et jagttårn ...

Skuddet sad ualmindeligt dårligt.
Ca. 40 cm. fra hvor jeg sigtede.
Havde bukken trådt et halvt skridt frem i skudøjeblikket?
Havde min lidt akavede skydestilling givet et forkert og forvrængende anlæg?
Havde jeg trykket skuddet af i stedet for klemt?
Havde jeg haft mere feber i skudøjeblikket end jeg selv vil indrømme?

Jo tankerne kørte rundt, og overdøvede glæden ved mit fine bytte.

Jeg tog mange billeder, optog en del på video.
Sendte en mms til familien, og et par af mine jagtkammerater.
Endelig kunne jeg mærke glæde og lettelse.
Nu havde jeg ro i sindet, kunne have tålmodighed på næste buk jeg skulle skyde, om chancen bød sig.

Jeg slæbte bukken op i en lige vinkel på tårnet, hvor jeg ville brække den i kanten af skoven.
Til dels for at indvolde ikke skulle havne i insilagen, og endnu vigtigere skyldes den lange slæbetur, at der jo kunne komme en ræv forbi senere, som vi kunne få chance til.

Kort tid efter kunne jeg hænge bukken op til afdrypning i tårnet, og sætte mig tilbagelænet og nyde tiden på denne fantastiske flotte morgen.
Dette er livet.

Der kom ingen ræve, 2 ravne var dog hurtigt til at lugte mad.
Men måske de havde set fjenden i tårnet.
De kom i hvert tilfælde ikke tættere på, end ca. 30 meter lodret i fuglelinie.
Ravnene må vi hellere end gerne skyde.
I Danmark er de fredet, men her i Sverige er der så mange, at landmændene hader dem som pesten og i Sverige kan landmændene overføre hadet til drab.

Efter et par timer forlod jeg stigen.
Jeg ville gå en tur i skoven mod venstre.
For enden af marken fulgte jeg en veksel ind i skoven.
Blev ramt af den svenske skovs skønhed.
Varieret terræn, mos på sten, stejle skråninger, så varierede træarter, så uendeligt stort.
Jeg skuede rundt, pyrchede en smule på må og få.
Stoppede af og til, peb i min buttolo.
Jeg så dog intet vildt – min tålmodighed var heller ikke til det.
Tiden nærmede sig for afhentning.

Torben var den eneste jeg havde givet besked om bukken.
De andre to havde jeg spurgt pr. sms om de havde set noget.
Jespers mobil var ikke i brug, Jørn svarede at han havde set et par råer.

KL. 09.15 rullede Mondeoen ind ved sommerhuset.

Vejen frem til bukken er altid spændende..tiden kan jeg godt finde på at trække ud