Dansk bukkejagt 2015 del 2/3 opvarmning til den danske bukkejagt

Ræven og kokken

Det var tæt på, men det var forbudt..

Jeg hørte fasankokken skokke stolt flere gange i løbet af aftenen.
Og da ræven senere kom med fasankokken i kæften, da havde jeg lyst til at skyde..men da det er forbudt, og rent moralsk ville være forkert (ræven har jo små hvalpe ligenu), så undlod jeg at klemme fingeren..men jeg var fristet, rigtig meget endda.

Det er altid stor glæde at høre lyden af liv, mens man sidder og venter på at slå ihjel.
Lyder måske grotesk, men kontrasterne er værd at tænke over, og tænke..det har man rigelig tid til, når man som jæger alligevel sidder og kigger ud i luften, tre timer i træk..

Jeg havde denne torsdag aften siddet i ca. 2 timer.
Havde sat mig på pletten, hvor bukken var blevet stødt samme dags morgen.
Jeg tænkte at dette måtte være bukkens nattesæde, og nedenfor mig lå bukkens comfortzone, eller ”dagligstue” om man vil, det brede læhegn, som skar den store kornmark i to, og der opholdt han sig sammen med råen i de lyse dagtimer.
Solen bagte på læbæltet, og også ind i siden på mig, jeg sad på områdets absolutte højeste punkt, perfekt stilling til skud, hvis bukken inden lukketid trådte ud for at få varmet sin kolde krop.
Desværre kom vinden fra samme side som solen, og selvom min jægerapp på mobilen sagde tre meter i sekundet, og de kl. 20.00 opdaterede det til 5.., så mente jeg 8 m/sek var det rigtige tal..og vinden var koldere end den varme solen kunne give.

Kl. 20.45 kom bukken frem, desværre på den forkerte side af læhegnet.
Han gik væk fra mig, sammen med en rå og et smaldyr.
I starten var han ca. 200 meter ude, og snart var han mere end 300 meter ude.
Der stoppede de op alle tre, i en lille lavning midt i kornet, hvor der efterår og vinteren igennem, har været et lille vandhul.
Vandet havde gjort det umuligt at tilså, i stedet stod der nu lavt voksende planter, og det så ud til, at det var noget råvildtet godt kunne li´.
At jeg på 300 meter sagtens kunne se det var en buk, fortæller dig som læser, at det ikke er en helt lille buk vi snakker om, og er du jæger, kan du sikkert også forestille dig, hvilken uro der nu bredte sig i min krop.
Dyrene stod i østlig retning, hvilket også var i den retning vinden blæste, så selvom jeg havde stor lyst til at påbegynde en pürsch, så afholdte sund fornuft mig fra det.
Da aftenen nærmede sig sin afslutning, fortrød jeg mere og mere, at jeg ikke gjorde forsøget..

Pludselig spidsede bukken ører og rettede sin opmærksomhed mod kanten af det højere korn, en hare kom ud, og sprang lystigt rundt om bukkens ben..ja der var helt ved at gå Bambi i det lille scenarie.
Bukken kiggede forundret på det mindre dyr, men efter kort tid, essede de side om side.
Råen og smaldyret ignorerede totalt haren og bukken, jo vi er i dyreverdenen, og som menneske kender vi godt typen, altså typen : hunkøn..

Pludselig brød bukken ud af den lille treenighed (hvis man ikke tæller haren med) og begyndte at gå mod højre, først væk fra mig, men så skråt op imod mig..
Hurtigt havde han tilbagelagt de første 50 meter, efter 70 meter kunne jeg ikke se ham mere, han var forsvundet bag gårdens to store gyldetanke.
Jeg skelede til mit ur, det kunne godt nås endnu, glad over jeg ikke havde startet en pürsch, for så havde jeg stødt hovedet sammen med bukken.
Om lidt ville bukken runde de to gyldetanke, og så havde jeg perfekt skud på ca. 75 meters afstand.
Tiden gik..lidt for godt..hvor blev han af?
Pludselig ændring i lyset ved den ene gyldetank, noget mørkt bevægede sig på grusvejen, var det bukken..jeg syntes det var for småt.
Op med riflen, igennem kikkertsigtet stod billedet knivskarpt.
En flot ræv kom traskende med en endnu flottere fasankok i kæften.
Lige netop kæft burde kokken have holdt, men jeg har desværre set/hørt det før, at en fasankok har stået og blæst sig op, næsten midt i en skokken har ræven hapset ham..og det var også sket i aften.
Jeg afsikrede ikke, men hold op hvor havde jeg lyst.
Ræven der blot kom tættere på, nu drejede han rundt langs læhegnet, vidste ikke, hvor tæt han var på at dø..men det er forbudt, ræven er fredet under bukkejagten, for som tidligere nævnt, har ræven hvalpe ligenu, og her kom mor eller far med aftensmaden, forstår godt ræven så tilpas stolt ud.

Der var stadig et kvarters tid til solen gik ned, bukken kunne nå at komme endnu, for han var jo på vej mod sit nattesæde..var han ikke?
Nedenfor mig til højre ligger svinefarmen, men også stuehuset ligger der, og råvildt kan sagtens finde på at gå igennem en gårdhave..havde han valgt den vej, så ville jeg få ham i en skudvinkel, der ikke var forsvarlig at skyde i.
Mine øjne flimrede fra venstre til højre, hvor blev han af?
Skovduer larmede voldsomt i trætoppene nede ved gården, det lød som om de knækkede store grene af, bagsiden af for høj lydstyrke på sit høreværn, man bliver lidt småtosset over de indbyggede forstærkere.
Tiden gik, ingen buk dukkede op.
Råen og smaldyret var også trukket væk fra marken, modsat retning end bukken, sikkert hjem til dagligstuen i læ for vinden, i en tæt lille bevoksning i læbæltet, ville de roligt fordøje aftenens måltid, hvis ellers de kunne få ro fra rævehvalpenes begærlige skrigen på endnu en fasankok.

Et andet sted ikke langt væk skokkede en anden fasankok stadig, han ryger nok i morgen.

Jeg rejste mig modløst fra min jagtstol, men med en masse oplevelser på nethinden, var aftenen ikke spildt.
10 meter fra min bil blev jeg modtaget af bukkens bøven.
Han var gået i en stor bue uden omkring mig, for at feje lidt i et mindre mosehul på en anden af de kornmarker der hører til gården.
Jeg så ham igennem kikkerten springe på tværs i det høje korn, jo jo..det var helt sikkert ham.
Jeg begyndte at nynne højlydt, for han er sikkert vant til lidt musik og sang fra landmanden, så han måtte godt tro, at jeg ikke var farlig.
Riflen hurtigt ind i bilen og væk herfra..
Vi ses måske i morgen aften, eller så fortjener du egentlig også et år mere på bagen..

JAØ 22/5-15

ps. I dag fredag d. 22/5 har jeg til morgen ladet bukken få ro.
To måder til at få bukken væk fra sit terræn.
1.skyde ham
2.trykke ham væk
Jeg foretrækker klart nr. 1, og derfor rekognoscerede jeg alternativ plads til aftenjagten her til morgen.
Efter jeg havde siddet på jagt i Katbjerg, uden at have set skyggen af råvildt, kørte jeg derhen hvor jeg vil sidde i aften..
Hvis han går tilnærmelsesvis samme vej som aftenen før, så skyder jeg bukken, hvis ikke..ja så ved jeg skisme ikke, hvad jeg så gør..giver op gør jeg næppe.
Som Jørn udtalte, efter jeg havde set bukken første gang ”Spændende, spændende, det er jo oplevelser der vil noget. Jeg tror godt jeg ved, hvem der vinder den kamp”

Fredag aften d. 22/5-15
Det var enkelt og ligetil.
Jeg vidste, hvor jeg ville sidde, vinden var som de sidste dage i vest, og den var stadig frisk og kold, så jeg var ikke i tvivl..
Råvildtet ville komme ud af læhegnet i læsiden, og med lidt held ville de gå en tur ud over marken ligesom torsdag aften..og så sad jeg nu på perfekt skudhold.
Modsat torsdag lovede meterologerne desværre lidt regn, men da de lovede, det kun ville være støvregn, så satte jeg mig fortrøstningsfuldt på min jagtstol.
Der var lagt op til La Grande Finale.

Vinden tog til, samtidig med småregn gik over i kraftige byger.
Jeg skulede til min jagt app, 4 meter i sekundet og stadig støvregn..
Det havde jo ingen hold i virkeligheden.
Regnen lå som lodrette bølger, et fantastisk syn at få smækket lige ind i smasken.
Og ja, sådanne bølger gik ned over marken, og jeg var efterhånden sikker på, at det ville blive en aften uden råvildt..
Pludselig da klokken var lidt i ni (21.00) trådte et dyr frem i kanten af læhegnet.
Kikkerten kom op..det var en rå..
Men bag hende, endnu et dyr..det var bukken.
Min puls røg i vejret, og med ét glemte jeg regnen, der løb ned af min pande.
Jeg tog riflen op, så bukken nippe til lidt blade, han stod med bredsiden til.
Jeg kunne faktisk godt holde riflens kryds på bukken, sad rigtigt godt, men de kraftige vindstød skulle ikke komme med meget variation, før krydset ville flytte sig.
Jeg vurderede afstanden til at være på den forkerte side af 200 meter.
Og 200 meter ville jeg aldrig selv i vindstille vejr, liggende skydning, altså med helt optimale formål, forsøge at skyde til en buk.
Jo, man kunne jo altid forsøge, og så krydse fingre for, at det gik godt, men den alder har jeg passeret.
(jeg har dog aldrig i mit liv, skudt til noget levende på en afstand af 200 meter, det længste skud jeg har haft til buk, er i nærheden af 150 meter, og ikke længere..)
Pyha, det sled på nerverne at være så nær og lige ved og næsten.
Men modsat i går, så var vinden imod mig, så jeg tøvede ikke længe, før jeg satte en pürsch ind på bukken, men lige da jeg rejste mig, så det ud til, at bukken lagde sig under nogle udhængende grene.

Jeg gik i rask tempo op langs hegnet på bagsiden, i håb om, at råvildtet ikke ville se mig.
ca. 82 meter længere fremme kom der en åbning, der tog jeg kikkerten frem, ingen dyr i sigte..
Jeg satte mig og ventede..og håbede, men lige lidt hjalp det..bukken havde besluttet sig for, at der ikke var behov for at gå en tur i aften.
Så endnu engang trak han det længste trå, og jeg kunne ved lukketid endnu engang traske tomhændet hjem, denne gang med regnen silende ned fra mit våde tøj – men som sagt, indenfor mit jagtsæt, var jeg tør og forholdsvis lun..

Aftenen havde dog flyttet mig tættere til hegnet, hvor bukken opholdt sig.
I morgen aften kan jeg komme til skud, uanset om bukken vælger blot at kigge frem en stund, eller tage den store tur nedover marken sammen med sin familie..jeg glæder mig allerede..