Bukkejagt Sverige 2022 - premieremorgenen

PREMIEREMORGENEN

Som altid så var det ikke let at falde i søvn.
Bare tanken om at skulle stå op kl. 03.00, tanken om jeg nu havde husket det hele til jagten, det var selvfølgelig lagt frem i god tid, så intet kunne gå galt på denne front.

Vi havde trukket lod om pladserne dagen før.
"Guldbukken" lokkede, og Poul der trak nr. 1 havde valgt at sætte sig ved søsterens hus, Portila søen.
Jørn valgte at sætte sig i Damengen i det nye tårn.
Jens-Jørgen valgte at sætte sig på Panoramastykket, lidt overraskende syntes jeg, men med det kløver der stod i den rette højde, så burde det trække råvildt til sig, især på en stille morgen.
Jeg valgte at sætte mig i Skovrydningen, ja vi havde da også set en buk på nabomarken til stykket, da vi kørte rundt aftenen forinden, men jeg lovede de andre højt og helligt, at den buk var for lille, den ville jeg lade gå, hvis den kom til skud.
De 3 andre i bilen mente, at bukken i deres øjne var stor nok.
Jeg blev nok grebet af situationen og sagde højt
- Jeg skyder i år kun bukke på 100 point eller derover.. (ja ja, vi får se)

Skovrydningen har altid stået mit hjerte nært.
Lige siden jeg som den første danske jæger skød buk tilbage i 2003, hvor skovrydningen var skovrydning, har denne mark været et af mine favorit steder.
Siden 2003 har jeg skudt yderligt to bukke mere på stykket, alle 3 bukke har været meget meget fine bukke.

Sidste år sad jeg her også på premieremorgenen, da stod kløveren lavt på hele stykket, i år var ”hjertet” højt gult græs, men skovkanten hele vejen rundt på marken, var blevet slået, og jeg havde fået min vilje, så stigen var blevet sat så tæt på skovkanten, at man kunne skyde bukken, hvis den kom listende indenfor i skoven.
Dette skulle måske vise sig at være et af turens klogeste træk.
Sidste år på premieredagen så jeg kun én buk på marken, en god fin gaffelbuk, maks to år gammel, så den lod jeg gå.

Jeg havde bilen, da de 3 andre skulle sættes af på vejen.
Vejret var perfekt, aldeles perfekt, næsten ingen vind, lunt i vejret, og meget meget stille.
Der er noget magisk, især øjeblikket fra jeg ligeså stille lukker bildøren, låser bilen, forsigtigt tager rygsæk på ryggen, skydestok i den ene hånd og riflen i den anden, og lister afsted på den knasende grusvej.
Listeturen på svensk granit foregår aldrig lydløst, så når jeg når græs og støjen fra fødderne forsvinder, og jeg ikke er blevet skældt ud, ånder jeg lettet op, indtil da, har jeg næsten ikke turdet trække vejret.
Forsigtigt spejder jeg igennem kikkerten ind på græssporet op mod stigen.
Jeg står i kanten af grøften, ved jeg skal være yderst forsigtig alle bevægelser foregår fra nu af i slow motion.
Grøftekanten kan være glat af græs og mudder.
Men inden jeg træder ind på marken, vil jeg være sikker på, at jeg er alene.

Noget mørkt står på kanten ind til det høje græs, er det råvildt?
Der er mørkt, selvom klokken nærmer sig halv fem, der er ca en time til solen står op, så jeg må godt skyde, men jeg kan ikke se, om det er græs eller dyr.
Jeg studerer pletten en stund, der er ingen bevægelse, det er nok bare en skygge fra det høje græs, der falder ud på det lavere kløver, jeg går frem, jeg skal op i stigen hurtigst muligt.

Skyggen bliver på stedet, også da jeg passerer den, for det var bare en skygge.
Jeg når stigen uden at blive skældt ud, ja, en stille flugt er ofte den værste flugt, for så ved dyret hvad og hvem du er, men jeg fornemmer, at jeg har været alene indtil videre.

Våde gummistøvler på jerntrin, det hviner altid lidt, og jeg bander over hver en lyd, mens mine ører og øjne står på stilke.
Det lydforstærkende høreværn gør ikke mine sanser svagere, jeg fortsætter ufortrødent op til toppen af stigen, får lagt mine to siddepuder på plads, og slår røven i sædet.
Riflen bliver forsigtigt lagt på tværs af bøjlerne, rygsæk og skydestok ligger på jorden nedenfor stigen, dem får jeg formentlig ikke brug for.

Nu er det bare at vente, til der kommer lys nok på, til at jeg kan se, om der kommer dyr på marken.

Hold fast hvor jeg nyder dette øjeblik, lige netop nu hvor alt kan ske.
Det er indbegrebet af bukkejagt på egen hånd.
Herfra bestemmer du det hele selv.

Jeg ved jagt ofte er en stor tilfældighed, ofte et spørgsmål om at være på rette sted på det rigtige tidspunkt. (set fra bukkens synsvinkel, er det forkert og forkert)

Nogle gange er jagt bare ikke helt tilfældigt, og det vil jeg opleve om ikke så længe.
Nogle gange er det handling og beslutsomhed, både at handle og undlade at handle, der afgør resultatet af min jagt.

Et år jeg sad i en lignende situation på samme mark, dog i et trætårn frem for en alustige som nu.
Dengang lokkede jeg ikke til at begynde med.
Der var koldt, tågedisen hang tung og fik kroppen til at ryste af kulde.
Et rådyr kom på tværs i skovkanten, dengang stod tårnet længere væk, end stigen gør i dag.
Det var en buk, bukken, en fin lille gaffel, måske seksender, listede på tværs, jeg havde riflen oppe, men nej, jeg syntes den var for lille og lod bukken forsvinde uden en kommentar på vejen.
Der gik ikke en halv time, så kom en meget større buk forbi.
Samme rute, men en buk der fik mit hjerte til at galopere.
Han så ud til kun at ville gå langs skovkanten, men jeg syntes ikke jeg ville forsøge mig på de 175 meter som ville være skudafstanden.. (jeg både frøs og havde bukkefeber)
Jeg fandt dengang mit buttolo frem, lokkede nogle gange, og bukken kiggede undrende op, førend den gik i vinkel på marken op imod tårnet.
Da den var ca 110 meter fra tårnet trådte den ud på marken, vendte siden til, og jeg lod en perfekt kugle træffe bukken.
Bukken fandt jeg forendt lige inden for skovkanten, jeg havde tydelig set, hvordan blodet pumpede ud fra en perfekt lunge/hjertekugle.
Men det var dengang, i dag flere år senere, er morgenen igen uforudsigelig.

Denne 15 år gamle oplevelse sad i mine tanker, da jeg begyndte at lokke lidt over 5.
Jeg lokkede med mit Nordic Roe, små forsigtige toner til at begynde med.
Der gik nok et kvarters tid, så så jeg bevægelse i skovkanten.
Hvad var det?
For småt til at være et rådyr, syntes jeg, ræv måske?
Jeg tog min kikkert op, afsøgte kanten, og der lige på grænsen stod et meget meget lille rålam.
Den trissede nervøst rundt, tydeligt søgende efter sin mor.. råen, der formentlig havde forladt marken for at opsøge en buk.

Jeg blev stille igen.

Da jeg lokkede på ny, kom lammet helt op til stigen, stod blot 10 meter inde på marken.
Jeg stoppede straks min lokken, det var forkert lyd jeg havde sat på.

Bevægelse til højre for stigen, på sporet, tæt ved skoven, en ræv.

Åh, den var for tæt på, den ville opdage mig, hvis jeg vendte mig for hurtigt, gid dog jeg havde været kejthåndet.
Jeg kom ikke engang halvvejs rundt med riflen, før ræven stak af, den fornemmede mig helt sikkert.
Ræven løb op langs skoven, i skjul for det høje græs løb forsvandt han, pokkers osse, nu får den sikkert fært af rålammet.

Jeg sad en stund og ærgrede mig.
I det fjerne spottede jeg et stykke råvildt, rundt regnet 360,3 meter ud for stigen.
Kikkerten op, jo det var en buk, sandsynligvis bukken fra aftenen før, det var der vi havde set ham.
Og ja..det var ham jeg ikke ville skyde, men af mangel på bedre..

Jeg gav min Nordic Roe et par heftige pust, og bukken reagerede straks.

Den havde dog ikke travlt, men som en tung fisk på krogen, trak jeg den langsomt på land.
Hele tiden havde jeg kontakt.
Stoppede bukken, peb jeg lidt igen, og sådan gik det, til bukken var inde på ca. 90 meter fra stigen, han stod nu i det høje græs, midt på marken.
Hele tiden havde han front mod mig i stigen.
Jeg studerede ham nøje..
Nej..det var bukken jeg i går aftes forsværgede at jeg ville skyde.

Jeg tyggede lidt på tilbudet..det var en fin lille seksender, over ørehøjde, var han ikke god nok til mig?
Jeg havde halvt om halvt besluttet mig til at skyde, hvis bukken lige vendte siden til og stillede sig perfekt (jeg er ærlig)
Men inden bukken fik drejet sig, kom rålammet springende i det høje græs med en ligeså springende ræv bag sig.
Ræven havde låst blikket fast på målet, jeg prøvede at pibe i kaldet, han ignorerede mig, og lammet fortsatte sin hovedløse flugt.
Få meter fra bukken passerede de begge to, bukken vidste ikke lige, hvad den skulle gøre, og jeg havde ikke en jordisk chance for at skyde den hoppende ræv, ellers havde jeg gjort det uden tøven.

Ca 180 meter fra stigen sluttede flugten, jeg kunne høre lammet skrige sine dødsskrig, ræven gjorde kort proces, bukken valgte at dreje som på en tallerken, og gik tilbage til sit domæne, hvor der nu var kommet en rå til, ingen lokken hjalp, han var tabt for evigt.. (eller måske bare gemt til næste år)

Ventetid på ny.
Jeg fik strakt mine muskler, så meget som det nu kan lade sig gøre i en stige med begrænset plads. Følte lidt sorg på lammets vegne, men på den anden side, så havde lammet været et meget lille dyr, og ja, der skal jo ryddes op, og selvom ræven er en dygtig jæger, så kan den som regel kun tage de svageste individer.

Jeg sundede mig ovenpå denne intense oplevelse, begyndte at lokke på ny.
Klokken var næsten 6, måske endda lidt over 6.
Ny bevægelse i skovkanten ca 140 meter ude til højre for stigen, lige indenfor trækanten i højskov.

Det var lige nøjagtig dette moment jeg havde håbet på, for igennem kikkerten så jeg i et kort glimt en buk, og det var ikke ham, jeg tidligere havde haft på skudhold, sprosserne her var væsentlig længere, opsatsen var højere.

Han forsvandt bag en vinkel i skoven, jeg lokkede igen, og ja, der dukkede han op påny.
Med snuden rettet mod jorden gik han meget langsomt frem, blev hele tiden inde i træerne.
Men han nærmede sig en afstand, jeg kunne skyde forsvarligt til ham på.

Det var igen i min trælse side, det vil sige, jeg skulle dreje mig en smule i stigen, og det skulle måske snart gå stærkt.
Modsat ræven var bukken dog så langt væk, at jeg godt turde rykker rundt på mit legeme.

Uden drastiske bevægelser fik jeg krop og riffel i skydestilling, mens jeg peb i mit nordic roe, jeg var bange for, han skulle smutte, men der var han igen, nu lidt tættere på, snart på skudhold.

Da bukken trådte fri mellem to træer, bredsiden til, faldt der et underligt ro over krydset i min riffelkikkert.
Koldblodigt følte jeg skuddet gå perfekt, men dyret vendte om i skuddet og løb ind i skoven.
Pyha, luften jeg havde holdt på, forlod mine lunger.
Jeg fik pludselig bukkefeber, mine hænder rystede da jeg kl. 06.23 skrev til Annette.
- Hils i Hadsund. Jeg har lige skudt til en buk..ved ikke helt om jeg fik ham.
Annette var på vej til morgensang hos Lene og Martin (sølvbryllup)

Jeg ventede i hvert tilfælde 10 minutter, før jeg kravlede ned fra stigen.
Jeg havde set bunden af en trærod fra et væltet træ bag bukken, det burde være til at finde skudsteddet.
Trods de 18 graders varme følte jeg pludselig kulde i min krop, jeg ved det er en følge af bukkefeberen, så det tog jeg gerne imod.

Jeg kom frem til træroden, riflens kikkert skruet ned til minimum, og skydestokken klar i venstre hånd.
Jeg kunne ikke finde en dråbe Schweiss.
Underligt.
Nå, men jeg så i hvilken retning bukken løb, så det var bare at zig zagge igennem skoven, så fandt jeg den vel nok.
Men det er altid lettere sagt end gjort.
Underskoven stod frodigt herinde, bregnerne stod høje og gav gode skjul, pokkers osse, hvorfor faldt den ikke på stedet?
På et tidspunkt sprang lugten af råvildt min næse i møde, jeg gik frem mod den flygtige duft, den forsvandt hurtigt igen (senere skulle det vise sig, at min næse havde ret)

Jeg gennemsøgte et større område uden resultat, til sidst tænkte jeg, at jeg måtte bide i det sure æble, og ringe til en schweisshunde fører.. åh gid han dog bare var en lidt venligere personlighed den mand, vi brugte ham to gange for to år siden, til 2 bukke Jørn og Torben havde skudt perfekt, men som krævede hund for at blive fundet.
Fantastisk hund, weimaraner, men træls hundefører.

Jeg gik slukøret mod skovkanten.
Hvad pokker er det, der lyser rødt op der?
Der lå bukken, to meter fra grøften ind til marken, ramt perfekt.
Der var gået 25 lange minutter før jeg fandt ham, de længste 25 minutter i flere års bukkejagt.
Hovedet lå begravet inde under et lille grantræ, skuddet kunne jeg tydeligt se, det kunne ikke sidde bedre.
Jeg sendte straks et billede og et par ord til Annette klokken var 06.50
- Fundet..jeg var ved at blive nervøs..Perfekt kugle.

Og ja, så giver resten af denne buks historie sig selv, jeg skulle have mig en tiltrængt coca cola, så mine nerver kunne falde til ro.
Bukken skulle brækkes og bæres fra marken.

Inden da skulle omverdenen og de bedste af mine venner lige underrettes om mit jagtheld, Bukkejagt i Sverige når bukkejagt er bedst.

Poul havde skudt buk ved Portila Søen kl. 06.13, en ældre gaffelbuk, men langt fra guldbukken han havde siddet efter.
Jørn havde kl. 07.00 skudt en god 6 ender fra det nye tårn på Damengen, to timer tidligere havde han skudt en ræv.
Jens-Jørgen skød kl. 07.15 en lille ung 6 ender på Panoramastykket
Det har vi vist aldrig oplevet før.
.. Fire bukke på premieremorgenen, fantastisk..

JAØ 26/8-22                                                                                      fam.gyvelvej8@mail.dk

Jeg har lige skudt til buk..

At finde bukken...

Advarsel.. der er lidt blod.. sådan er jagt..

Jeg er meget tilfreds, sikke en morgen..