KONGEN AF SKRUVSTAD

Der er mindre end 3 måneder til den Svenske bukkejagt, jeg har derfor fundet en ældre historie frem, den er fra Sverigesjagten 2004 – Kaj som (udover Kongen) er hovedperson i historien, var på dette tidspunkt blot 68 år..
I år (2017) i en alder af 80 år går Kaj heldigvis stadig på jagt.
Kaj følger os ikke længere til Sverige, men skyde buk..det gør Kaj stadig, han nøjes dog med at skyde dem i Danmark.

KONGEN AF SKRUVSTAD

Jeg glemmer aldrig historien om lige netop denne af Kajs svenske bukke.

At der fandtes en "Konge" i Skruvstad var ingen af os jægere i tvivl om.

Nu er det jo sådan, at markerne i Skruvstad ikke ”bare” er 20 eller 50 tdl. flad mark.
Nej – arealet i Skruvstad er for både jægere og råvildt et drømmeterræn, et areal på ca. 150 ha. hvor det er næsten fifty/fifty ager og skov, og kan derfor i teorien godt rumme ca. 1-3 konger + et vist antal prinser.

Udover det er ”vores jagtmark” omgivet af endnu mere skov og betningsmarker og dette giver et flow af råvildt begge veje....

Sidste år kunne Kaj sidde og beundre ikke færre end 10 individer (råvildt) på én gang på havremarken...så området er meget vildt-rigt.

At der fandtes mindst én konge, vidste Jørn og jeg med sikkerhed.
Vi så ham i midten af Juni på vores studietur.
Der gik han som en konge, midt på marken, naturligvis i behørig selskab med sin "dronning".

Han var også dengang tilpas sky, gav indtryk af stor selvsikkerhed, udviste ingen form for panik, men listede stille af, da vi blev for nærgående, der blev stirret på os fra skovkanten i lang tid, før han langt om længe lod sig opsluge af skoven.

Kaj så ham også, allerede den første aften på den første jagtdag, Mandag d. 16 August 2004.
Denne aften stod kongen dog aldrig stille, så der kunne afgives et forsvarligt skud.

På et tidspunkt stod han godt nok med siden til. Afstanden var også fin, men desværre var kun 15 cm. af ryggen var fri, det høje græs dækkede for resten af kroppen, og Kaj ville ikke tage nogen form for chance - heldigvis giver Kaj ikke sådan op.

Så der skulle gøres yderligere forsøg fra "tårnet i birken" som uden diskussion er Kajs yndlingsplads, her i det svenske.....

Tårnet, der er ved at synge på sidste vers, overlever ikke mange sæsoner mere... men med en ny tværpind er tårnet, ikke mindst p.g.a. af sin placering, et meget spændende sted at tilbringe et par aftener.

Tårnet står her imellem et par enkelte birkestammer, et stykke inde på marken, med udsigt over flere skovkanter, og Kaj skød da også buk herfra, det første år han besøgte Sverige for 2 år siden.

Men det er 2 år siden, og der er ikke skudt buk her i Skruvstad siden, og det gør jo bestemt ikke bukkene mindre.
Jesper forsøgte sig, godt nok på to af slagsen sidste år, men begge bukke, kunne uskadt fortsætte deres frie liv.

Den første jagtmorgen var Kaj og Jesper på jagt, her i dette drømmeterræn.
Kun Kaj så buk, men hvilken buk, og ikke uden grund døbte Kaj straks bukken : "Kongen af Skruvstad".

Nu er det sådan med Kaj, at han ikke er en typisk dansk trofæ-jæger, bestemt ikke.

Kaj er atypisk på den måde, at vi andre - vi kommer ikke blot for naturens skyld og for bukkenes køds skyld.
Nej, vi kommer især også, fordi vi drømmer om at skyde en meget stor buk, og dér er chancerne betydeligt større for os, her i Sverige.

Men størrelsen af buk er Kaj flintrende ligeglad med. (tro det hvem der vil, men det er sandt)

Kaj nyder i lige så høj grad som os andre den smukke natur, det sociale samvær og de forskellige jagtlige oplevelser.
Men om han skyder en spidsbuk eller en guldmedaljebuk, er for Kaj fuldstændig ligegyldigt.

Det første år hvor Kaj var med i Sverige, skød han 2 gode bukke.
Da vi havde forlagt bukkene spurgte Kaj os andre (måbende) jægere, om der var en af os der ville have "stængerne", ellers røg de bare ud.

Vi var ikke bare målløse, vi gik vel nærmest i chok, og troede ikke vores egne ører...
Jo, Kaj havde skudt bukke i over 50 år, og næsten alle stænger var enten blevet gravet ned eller kastet bort på en mødding...kun 3 hang i hjemmet, ikke p.g.a. størrelsen, men en af dem var den første, og de to andre harmonerede godt, på hver sin side af den første...

Efter højlydte protester, og efter at Torben havde lovet Kaj at afkoge og blege, de to opsatser, gik Kaj med til at hænge hans 2 første svenske skalpe på væggen.

Og således havde vi fået en dansk jæger sat på ret køl, så han nu næsten var blevet ligesom os andre, en ægte trofæjæger. (det bilder vi os selv ind, Kaj ved bedre…)

For trofæets størrelse siger stadig ikke Kaj det mindste, det er kødet der tæller, og så i anden række, oplevelsen af jagten - eller retfærdigvis, kommer naturen og jagtoplevelsen nok alligevel før kødet, når Kaj tager sin bøsse med på jagt – men opsatsen, den tæller indiskutabel som et nødvendigt onde, for at rådyret lovligt kan nedlægges – i bukkesæsonen.

Det eneste vi andre jægere gør, er at krydse fingre for, at ”ham den store” (eller nærmere ”ham den største”), aldrig og vi mener aldrig, kommer til at stå foran Kajs tårn.
Det ville jo være spild af et flot trofæ....lad endelig Kaj skyde 2 bukke, det kan vi godt onde ham, men lad dem for Guds skyld være bærere af minimal opsats, og så for min skyld, 30 kilos dødvægt.

Tredje dags aften (Onsdag d. 18/8) sad Kaj der igen.
Denne aften regnede det så vederstyggeligt.
Det regnede fra vi kom, til vi skulle hjem, alligevel så Kaj buk.

Kaj fulgtes med Anders (vores svenske vært) til stykket i Skruvstad, Anders havde medbragt en stige, til tårnet som vi byggede i Juni.
Efter at Kaj og Anders havde rykket nabotårnet til "Birketårnet" en smule ud fra skoven, ville de gå hver til sit. Anders ville montere stige, og Kaj ville skyde buk fra sit favorit sted...
Det var den oprindelige plan.

Der gik ikke lang tid før Kaj hørte en del hamren, han tænkte det var Anders, der nu var gået i gang med stigen, til tårnet – langt, langt borte…
Lyden lød godt nok ikke så fjern, men det måtte være vindens skyld.

En buk kom fra den ene side, der blev hamret.

Det var ikke kongen, men det var naturligvis lige meget for Kaj, bare han kunne komme til skud.

Bukken blev dog få meter inde på naboens mark, lagde sig ned og ville absolut ikke flytte sig, og sådan gik aftenen, tiden gik - uden Kaj fik nogen skudchance.

Da Kaj ved nitiden gik mod bilen, passerede han endnu engang det tårn han og Anders i fællesskab havde løftet ud, men nu var tårnet blevet ændret.
Adskillige grene var blevet savet ned omkring tårnet, og de afsavede grene var møjsommeligt blevet hamret op på siderne af tårnet.
Derfor havde Anders´s hamren lydt så nær, og måske derfor, var den mindre buk tilbøjelig til at blive på naboens mark.....

De første dage gik, Kaj fik ingen skudchancer til buk.
De fleste timer blev brugt i Skruvstad, og naturligvis begyndte utålmodigheden at indfinde sig, selv hos Kaj....

Det gjorde ikke Kajs jagt nemmere, at han følte sig forstyrret fra flere sider.

Udover Anders der bevægede sig rundt i skoven, mødte Kaj også en hundelufter, der godt nok hilste på jægeren i tårnet, men som var fuldstændig kold overfor, at lade sine hunde søge frit i den bagved liggende skov.

Men tålmodighed belønnes af og til, og Kaj var meget standhaftig.

Torsdag var der kommet en del regn i løbet af dagen.
Vi var alle som vi plejer tidligt ude på jagt, og vi ved med disse regnvejrsdage, her kan vi møde bukken tidligere end normalt.
”Han” (bukken) vil ud af skoven straks regnen stopper, ”han” vil ud under åben himmel, væk fra de dryppende grene. ”Han” vil ud og nyde solens stråler, ud og markere sin tilstedeværelse.

Det kom ”han” også - denne aften i Skruvstad.

Kaj havde for femte gang sat sig i sit favorittårn, og med 50 års erfaring på bagen kendte Kaj også udmærket godt, besøgstiden efter regnen.

Og det varede ikke længe, så kom de første dyr ud fra skoven - en rå med lam.
Forsigtigt trippede de ud fra skovens sikkerhed, solen var for fristende til ikke at nyde, så derfor uden den helt store tøven, trissede de over marken....

Kort tid efter kom ham som var målet for Kajs tålmodighed - "Kongen af Skruvstad".

Med fugtige mørke kraftige stænger.
Lyset skinnede i de hvide sprosser, han ikke bare lignede en konge, han var kongen....

Men uroen bankede i bukkens krop, han ventede på råens brunst og dermed også råens ja - til den liflige parringsakt.
Og bukken vidste godt, at det var med at holde sig til, så der blev årvågent hold kontakt til råen, hun skulle ikke glemme, at han var der, og ikke mindst - at han var klar.

Kaj så straks kongen, da kongen fra skoven fulgte råen.
Riffelen var Kaj heller ikke sen til at få på plads, for Kaj vidste - at skal man få sådan en snu gammel buk, skal man tage chancen - straks den byder sig.

Men at få rigtigt hold er ikke så nemt til en brunstig buk.
Siden af dyret ville ikke rigtigt byde sig til, og pludselig forsvandt kongen ind i skoven bagom Kaj.

”Men nej” - tænkte Kaj, ”du kan ikke narre mig, jeg ved hvad du er ude på, råen hun er herude og du vil ikke gå glip af et evt. godt tilbud fra hende...”

Og ganske rigtigt, efter et kvarters tid dukkede kongen op på ny, denne gang til den anden side for Kajs tårn.

Men stadig med denne uro i kroppen, aldrig i ro og aldrig siden helt perfekt til.

Pludselig stod han stille, bare et øjeblik, desværre med front lidt skrå til.
Kaj vurderer situationen og beslutter sig.
Bedre chance kommer aldrig, det kan godt være det giver en "punktering" (som Kaj udtrykte det, og mente dermed - at mavesækken nok ville blive truffet...) men nu skulle der skydes.

Kongens død kom hurtigt, en stejlen i luften og livet var forbi.

Og så kan Kaj sige nok så meget, at størrelsen på trofæet ikke betyder noget.

Kaj var også klar til at forære dette trofæ væk.
Jeg afslog modvilligt med næsten vemod i stemmen, for hvilket flot trofæ, men hvem kan glædes over dette udover bukkens banemand?
En gaffelbuk til mulig bronze ser man trods alt ikke hver dag.
Et andet tilbud om at give et lille spidsbukke trofæ (dem har jeg hjemme nogle stykker af) i bytte, afslog jeg naturligvis ligeså modvilligt.
Nej, Kongen var nedlagt af Kaj, og det var fuldt fortjent, at dette flotte trofæ skulle hjem på væggen i Rosenparken og for altid minde Kaj om jagten på "Kongen af Skruvstad".

JAØ August 2004