Pokkers så forblændet man bliver – Bukkejagt Sverige 2022 del 2 aka buk nr. 2

Det sker, og det er sket for mig, mere end en gang, både i Danmark, men også i Sverige, at jeg har afgivet et skud til buk, som jeg bagefter har fortrudt.
Men jeg ved det, jeg burde i hvert tilfælde vide det, at efter skuddet er det for sent at fortryde.

Denne historie om årets svenske buk nr. 2, er en fortælling om, at jeg igen afgav et skud, jeg bagefter fortrød.. men som sagt, så er "skaden" sket, når først fingeren er krummet...jeg er jæger..og det må være min eneste undskyldning..

Da jeg på mit kontor har alle bukkeopsatser hængende, store som små, så kan jeg bare kigge mig over skulderen, for at blive mindet om, at der stadig er plads til forbedring..

 

Dagen før dagen havde vi vanen tro kørt rundt på terrænet, tidligt og sent på aftenen.

Sent på aftenen så vi, næsten også vanen tro, en rigtig god buk på et frimærke som lige nøjagtig IKKE er vores at jage på.

Frimærket ligger mellem to af vores store marker, og det udmærker sig altså ved år efter år at være favorit for en rå og en buk.

Jeg tænker nu, at der igennem brunsten ryger mere end en enkelt rå forbi skuepladsen, og måske, det er sidste rå der besøgte denne buk.

 

I 2019 så vi en abnorm buk på frimærket, ham så vi kun en aften, næste gang vi så ham, var i 2021, hvor jeg spottede ham på lang afstand, nu inde på vores mark, og på andendagen i årets bukkejagt.

Og jeg fik ham.

 

I 2020 så vi en medaljebuk, han gik fra frimærket ind på en anden mark, der ikke var vores, og ja han blev jagtet de efterfølgende dage, Poul opgav ham, Jørn tog over..og fik ham, en fin sølvmedalje.

 

I år gik der en buk, look a like ham vi så i 2020.. rigtig fin, helt sikkert medaljebuk, og han forblændede vores øjne.

 

Da Poul trak nr 1 valgte han på premieremorgenen, ikke overraskende, at sætte sig efter medaljebukken.

Eftersom Poul valgte at skyde en anden fin buk på vores mark, en ældre gaffelbuk som sikkert var fin at få væk, var der ingen der valgte at sætte sig efter den store buk på premieredagen om aftenen.

 

Jeg valgte på premiereaftenen, om morgenes skød jeg en fin buk, det kan du læse om her

https://jens-arneoestergaard.dk/434323482/453105735 , at sætte mig i en kæmpe ny skovrydning, der skete intet, jeg så ikke skyggen af vildt.

Anden dags morgen valgte jeg at sætte mig i en stige ved en mark, som vi hvert eneste år skyder en god buk fra.

I år stod marken dog med lidt for højt græs, og vi havde, da vi satte stigen op, ikke set meget liv på marken.. vi plejer gerne at se mere end et stykke råvildt på den mark.

 

Min tur i stigen var begivenhedsrig.

Jeg så mindst to bukke, som jeg dog bedømte til at være for unge og for små (jeg fejlvurderede måske den ene) og så så jeg et par råer.

Et dyr var kommet fra venstre for stigen, mens jeg havde travlt med at kigge mod højre, jeg så kun det var et stort dyr, da den i løbet af få spring var forsvundet ind i noget tæt bevoksning.

Den gik jeg efter, da jeg senere kravlede ned, det var kun en rå jeg lokkede frem, den så lille ud, i forhold til det dyr der sprang..hvor var bukken?

 

Jeg purschede lidt i skoven, lokkede og havde kontakt, men så ikke hvilket dyr der reagerede på mit kald..

 

Normalt..så giver vi altid en plads 2 chancer.

Både en morgen og aftentur.

Den regel forbrød jeg mig mod, allerede to dage inde i årets bukkejagt.

”Forblændelsen” sløvede mit sind, så da jeg skulle vælge plads for anden dags jagt aften, så valgte jeg at sætte mig der, hvor Poul havde skudt buk på førstedagen, den store buk måtte komme..

 

Jens-Jørgen valgte stigen som jeg havde siddet i om morgenen, og hvad kommer der ud fra skoven til højre, stiller sig med hele bredsiden til, en meget fin seksender..lige i underkanten af medalje.

 

Ikke alt går op i medaljer, heldigvis, men jeg skal også være ærlig at tilstå, at det er det jeg som trofæjæger higer en smule efter.

Jeg tror mine kammerater har det lidt på samme måde.

 

Vi er tidligt ude, både på morgen- og aftenjagt.

Måske man kan påstå, om vi ikke er alt for tidligt ude om aftenen.

Denne aften viste, at jeg sagtens kunne have ventet med at komme på jagt, et par timer før solnedgang, i stedet for at sidde og stege i solen i 4 stive timer, hold op jeg svedte.

 

Det er dog sådan med bukkejagt.

Bukken nedlægges når man er på jagt, ikke når man sidder hjemme i sofaen.

Og i princippet kan bukken skydes kl. 05.00, 09.00, 13.00 ,17.00 og 21.00 +/- en ½ times tid

Og da det ville være lidt ”nærkamp” at få ram på den store buk, eller andre store bukke, så var vi tidligt ude på jagt denne solbeskinnede onsdag eftermiddag.

 

Jeg satte mig under den busk Poul havde skudt sin buk fra.

Derfra kunne jeg se på nabomarken, der stod med højt fint kløvergræs, lidt mere attraktivt end vores mark der stod med korngule græsstrå i skridthøjde .

 

Og der dukkede da også et stykke råvildt op, som jeg skulle studere rigtig længe, førend jeg kunne konstatere at det var en lille buk en skæv spidsbuk, højre stang en smule højere end venstre, men et tydeligt etårs dyr.

Den fik selskab af en lige så undselig rå, sikkert et par lam fra sidste år, der gik med forsigtige skridt, ikke langt fra hvor de var sat i verden.

Jeg kunne også se ”frimærket” (8470 m2), hvor ham den store stod for et par dage siden, frimærket var uden liv her til aften.

 

Hold op jeg svedte, og som sveden haglede ned indenfor mit tætte jagttøj, løb også troen væk på, at bukken ville komme her,  væk fra mit sind, og jeg blev utålmodig.

Jeg har oplevet spild af god tid før, vi har 10 ture ud på 5 dages jagt.

Vi har så fine steder at sætte os, så vi vælger med omhu.

Her har jeg valgt det varmeste sted at sætte mig, i jordhøjde, umageligt på min jagtstol.

Jeg forsøgte at sætte mig på jorden, men så kunne jeg intet se pga det høje græs, og selvsagt, ville skud med bagdelen plantet på jorden også være umuligt.

 

Måske der var mere liv på den anden side af ”søsterens hus”?

Det er sådanne spørgsmål der kan ødelægge en aften, for hver gang jeg skifter plads, så bliver jeg også synlig..øv..hvorfor havde jeg ikke valgt en mark hvor jeg kunne sidde i skyggen?

 

Det kalder vi marken her ”Søsterens hus”, fordi udlejerens søster bor lige op til marken og ovenfor den store sø der ligger op til marken. (Søen er på ca 73,29 ha, marken jeg sidder ved er ca 50 ha)

Der er ingen tvivl om, at søen tiltrækker vildtet her på den tørreste sommer i 500 år.

 

Jeg gik op på grusvejen, gik de ca 78,2 meter, så var jeg pludselig i skygge.

Der stod tæt pil der var fejet for nyligt, pyha væk fra solen, og pludselig midt i bukkens hjerte.

Tydelige lejer på marken og i kanten af pilekrattet ind til søsterens hus, forstår godt bukken vil nyde at ligge her om natten.. fint overblik.. men jeg kunne ikke se ”frimærket” her fra.

Nå, man kan ikke både blæse og have mel i munden (sidde i sol og skygge samtidig)

 

Jeg valgte skyggen frem for bedste overblik, det er jo også herfra denne plet Jørn har skudt 2 gode bukke fra..så hvorfor skulle årets medaljebuk ikke trække på tværs fra søen og så over imod frimærket?

 

Sådan sad jeg en times tid, og solen gjorde, som sole altid gør, den flyttede sig på himlen.

Pludselig sad jeg igen badet i sollys..

Jeg var ved at gå ud af mit sveddryppende skind.

 

Så kunne jeg ligeså godt gå over på den anden side igen, så jeg i det mindste havde overblik ned til derfra jeg troede mest på, den store ville komme.

I stedet for at gå af grusvejen, gik jeg bagom huset, dvs på marken langs husets baghave.

(178,4 meter, tak krak)

 

Jeg gik ligeså forsigtigt, hele tiden fokus ud på marken.

Rygsækstol over skulderen, skydestok i venstre hånd, riflen i højre.

 

Plump, jeg ved ikke om det lyder sådan når en mand på 182 cm og 87 kg falder lige så lang som han er, men sådan faldt jeg.

Hvem fanden graver et hul på størrelse med en ølkasse i kanten af sin køkkenhave/mark?

Jeg kunne forstå hvis det var en dansker, de køber jo øl i kassevis, men svenskere?

Måske hullet var til at køle øl eller vand nede i, men hullet var tomt, og jeg trådte direkte uforberedt ned i det, landede med riflen foran mig i strakt arm heldigvis, slog mig ikke, men jeg tænkte naturligvis på min riffels optik..

Jeg tjekkede.. det sad fast, der var lys igennem, jeg håber det gik godt.

 

Men nu er det sådan, at falder jeg med min riffel, så vil jeg altid gerne tjekke om den stadig rammer.

Det er svært her midt i jagten.

Jeg burde måske have gået en tur, i stedet for at sidde på anstand.

Jeg valgte dog det sidste.

Tilbage under busken, spidsbukken var trukket fra kløveren ud i det høje græs på vores mark, men det var han ikke blevet større af desværre.

 

Jeg sad og hyggede mig med sms beskeder fra jagtkammeraterne.

Jeg skrev til Jens-Jørgen kl. 17.25 (jeg havde hørt et skud fra hans retning)

- Var det dig der skød?

-17.28 kom der ”thumbs up” retur.

Jeg skrev straks tilbage.

- Var det ham den store..og tillykke

- Ikke den store, men en pæn seksender

Øv..jeg skulle have sat mig der igen, tænkte jeg..

- Tillykke endnu engang. Gik den på marken da du kom? (til højre/venstre)

- Den kom ud fra højre. Hvad nu hvis den store kommer? Spurgte Jens-Jørgen

- Ja du må jo skyde 3 bukke... normalt har vi haft kvote på 2 indtil tredje dag, med mindre alle har skudt 2.. Jeg får lige ok fra de to andre.. (tager den lige på vores fælles messenger)

 

Og sådan fik Jens-Jørgen 3 x ok til at skyde nr. 3, hvis chancen skulle opstå.

 

Kl. 20.03 skrev Jens-Jørgen igen.. pokkers, havde han nu skudt den store.

- Har du talt med Jørgen B?

- Nej, hvad da spurgte jeg? (ængsteligt, det er svært at læse på en sms.. men jeg krydsede fingre for, at det ikke drejede sig om Jørns søn Rune.

På vej ud, hvor Jørn og jeg var de to sidste i bilen, havde Susanne, Jørns kone ringet til Jørn og mobilen var gået på medhør i bilen.
Deres søn Rune på 36 år, havde fået en blodprop i hjernen, og var kommet babu babu på sygehuset, heldigvis mærkede Rune selv advarslerne..følelsesløs i armen, og heldigvis skete det på kontoret, hvor der var folk omkring ham.

- Jørn har skudt gris – skal bruge hund.

 

Jeg kunne nu godt se at Jørn havde prøvet at ringe til mig 2 gange.

Som altid når jeg er på jagt, er min mobil slået fra med ringetone og vibration.
Så kan jeg selv vælge, hvad tid jeg vil forstyrres.

Jeg sendte straks Jørn et link til vores schweisshunde kontakt, og spurgte derefter

- Ramte du grisen?

- Grisen er dødskudt der er masser af lungeschweiss vh Jørnb ;-) (Jørn sender altid blinkesmileyer)

- Men jeg kan ikke finde den vh Jørnb ;-) (der kom den igen)

-Så ligger den der også..Kan du ikke følge sporet?.. Alternativt henter du os som planlagt kl. 21.15, og så tager vi ud med pandelamper på..
Jeg har lommelygte i tasken (over and out kl. 20.20)

 

Paradoksalt nok, så havde Jørns søn (som var ved fuld bevidsthed og godt mod) netop skrevet til sin far, at han skulle passe på hvis han skød en gris.

Der var lige blevet fundet en 60 år gammel dansk jæger i sverige, død i et jagttårn, tilsyneladende efter skader påført af et vildsvin.
Største bekymring fra det svenske politi var næsten, at nu løb der en anskudt gris rundt.

(Jeg havde set et par artikler om sagen, både Annette og Josephine sendte mig et link)

 

Jørn skrev til Rune.

- Hvad fanden..jeg har lige skudt til en gris, og så advarer du om jeg går på den

 

Vi ved alle.. alle os der jager gris, at en anskudt gris eftersøger man ikke alene.

Det er regel nummer 1, 2 og 3.. søg aldrig alene på en anskudt gris.

 

Kl. 20.27 skrev Jørnb

- Jubiiie (efterfulgt af et billede af en stor gris, død vel at bemærke)

 

Grisen var kommet igennem skoven ca 80 meter fra tårnet Jørn sad i (i skygge den heldige kartoffel)

Den stoppede op lige bag et træ.

Jørn bad til, at den ville træde to skridt frem, så var der perfekt skud.

Og det gjorde grisen.

Pang.

Grisen løb direkte mod stigen.

Jørn bankede et skud skråt ned mod grisen, ca 3 meter bag den, og grisen fortsatte ca 20 meter, og så var den væk.

Jørn troede grisen var løbet ind i noget meget tæt nybevoksning.

Det viste sig dog, da Jørn forsigtigt havde fulgt det tydelige spor af schweiss (kraftig lungeschweiss) at grisen ikke var nået helt ind i det tætte.

Den lå kilet ned mellem to klippestykker, stendød (ha ha)

 

Og så var der blot lidt arbejde for Jørn.

At brække en gris på jorden er en ting, at slæbe grisen ca. 400 meter igennem skoven til bilen er en anden.

Jørn mente grisen vejede mindst 70 kg.

Og ja, det gjorde den nok også før den blev brækket.

Men uden indvolde (brækket og slæbt vægt) 52 kilo rundt regnet.

Alligevel en kraftpræstation alene at slæbe så tungt et dyr i en skovbund, der ikke bare er lige ud af landevejen.

Det kom til at tage lidt tid.

 

Mens Jørn slæbte gris, forsvandt solen i horisonten.

Den efterlod den mest fantastiske farvepalet af blå nuancer jeg nogensinde har set.

Azurblå med til tider de mest lyserøde nuancer drysset ud over himmelskæret.

Jeg forsøgte at fange farverne med både mobilkamera og video, troede ikke på at der kom buk til aften.

 

Ægte er naturen mest når man sidder derude, jeg kan kun gengive en brøkdel af dens virkelighed.

 

Jeg havde opgivet jagten, da der pludselig blev en voldsom rumstering på den anden side af søsterens hus, der blev hetzet voldsomt, ingen tvivl om, at det var råvildt der gav lyd fra sig.

 

Skydestok i venstre hånd, riflen i højre.

Den korteste vej, på grusvejen, og så rundt om huset.

Klokken nærmede sig halv ti, det var ved at blive mørkt for alvor.

Men som alt andet i naturen, virker det lysere når man står midt i det.

Så jeg havde ingen problemer med at se bukken der stod fastlåst på marken.

Det var ligesom om den havde taget stand overfor en stakkels rå.

 

Bukken stod og hev efter vejret, munden fuldt åbnet, lungerne pumpede sammen med adrenalinen og hormonerne sikkert også på fuld kraft.

Jeg har aldrig været så tæt på brunsten. (blandt råvildt)

 

Dyrene ænsede mig overhovedet ikke, jeg forsøgte også at gå forsigtigt frem.

Jeg kom ned i kanten af marken, fik skydestok moslet på plads, var ikke let i det stride græs.

Jeg fik endelig riflen op..pis..den stod ikke ok, flyttede skydestokken, gik et par meter længere ind på marken, utroligt dyrene slet ikke reagerede, jeg vil tro afstanden ikke var længere end 50 meter, maks, måske nærmere 40..

Skidt med afstanden, jeg var tæt på.

 

På grund af mørket, og da bukken stod med siden til mig, havde jeg svært ved at bedømme bukkens opsats.

Råen ænsede jeg ikke, jeg havde set hun bare trykkede sig.

Og så længe hun ikke stak af, så flyttede bukken sig ikke en meter.

Jeg vurderede bukkens opsats til at være kraftig.

Ikke høj, men okay til at jeg ville skyde. (pokkers mørke)

Men bukkens krop var dækket af høje tidsler og andet tæt krat, så jeg kunne ikke skyde på bladet.

 

Jeg forsøgte at lokke med mit nordic Roe.

Jeg lokkede højt, til sidst blæste jeg igennem.

Bukken reagerede overhovedet ikke, måske strakte han mere hals...

Okay, tænkte jeg, så må det blive på halsen. (mit eget hoved havde jeg stoppet op hvor peberet gror, eller hvordan man nu udtrykker det, måske jeg bare havde taget det under armen)

Jeg lod skuddet gå.

 

Bukken reagerede straks ved at træde et par nervøse trin frem, råen blev stående.

Nu var der frit skud, og mit næste skud slyngede bukken til jorden, og råen stak af.

Klokken var 21.32.. det seneste tidspunkt jeg nogensinde har skudt en svensk buk.

 

Øjeblikket efter så jeg forlygterne af en bil nærme sig oppe på vejen.

Jeg gik op og tog imod Jørnb.

 

- Jeg har sgu lige skudt en buk, forklarede jeg Jørn.

- Hvis du parkerer bilen, så brækker jeg bukken imens.

- Og tillykke med grisen forresten..nåede jeg lige at sige i farten.

 

Og farten.

Der var 3 ting der ærgrede mig til aften.

- Jeg havde ikke sat mig på Rønningen, hvor jeg sad i morges.

- Jeg havde skudt til en buk, som viste sig at være en meget lovende etårs buk, godt nok en gaffelbuk, muligvis søn af den buk Poul skød dagen før, som også var en gaffelbuk, og en buk var fin at ”få ud af avlen” .. men ham her kunne også bare være en stærk 1 års, som godt kunne være blevet en fantastisk buk som 2 eller 3 åring (måske hans farfar var medaljebukken?)

- Og ja, så er det træls ikke lige have ro, uanset hvilken buk man har skudt, lige til at nyde øjeblikket.. brække bukken i ro og mag, få sig en coca cola i ensomhed.
Det fortjener hver eneste buk, og hver eneste jæger der nedlægger en buk..tju hej..er bare træls.

 

Men nu var det sådan situationen var.
Jeg gik frem til bukken, Jørn nåede at følge med, og ja, den var ikke så stor som jeg havde håbet på.

Jeg vidste godt det ikke var medalje bukken, og den burde æres som alle andre bukke æres bør, men jeg indrømmer, jeg var skuffet, ikke mindst over mig selv.

Lad det være en lærestreg.

 

Jørns fine gris fyldte hele kurven bag på bilen, så min buk måtte i en sæk og ind bag i bilen.

Det samme måtte Jens-Jørgens noget finere buk, i en sæk.

 

Sikke en aften.

 

Jørns gris kom på vægten, og trods 20 kilos manglende vægt, så var vi 3 andre imponeret over Jørns arbejde i skoven.

Stort tillykke Jørn, første gris på 21 år skudt på vores jagt.

 

Inden vi gik i seng trak vi lod på ny, om hvor vi skulle sætte os d. 18/8 om morgenen.

Jeg valgte hvepsestigen (tog en skydeskive med i tasken)

Jørn ville sætte sig ved husbukken (den burde kunne lokkes)

Jens-Jørgen valgte at sove længe, Poul mener jeg satte sig på Sølvbuksplads.

 

Det korte af det lange er...

Jeg kom frem til stigen i kanten af den nye skovrydning ved hvepsestigen, uden at jeg blev skældt ud.

Det er meget svært at gå lydløst frem igennem en nyskovet rydning.

Små og store grene ligger på kryds og tværs, de fleste heldigvis friske, så de knaser ikke når man træder på dem.

Skovbunden var også rimelig fugtig, så det ”farligste” på gåturen ind til stigen, var de dybe spor efter skovmaskinerne, og de større stammer man henholdsvis let kunne falde i og falde over.

 

Jeg nåede frem i god behold.

Morgenen var stadig dejlig mørk.

Jeg elsker simpelthen denne spænding hvor man næsten intet kan se.

Især det at komme op i 4 meters højde, og alt er mørkt omkring mig, det favner mig i naturen som intet andet.

 

Der er vel ca. 150 meter at gå fra vejen hen til stigen.

Det var mig der valgte træet, et tvedelt træ midt i rydningen, som vi satte stigen op ad, måske lidt for tæt på det resterende yngre skovparti, der stod imellem rydningen og hvepsestigen.

Det var inde i dette skovparti, på modsat side, jeg skød min buk nr. 100 i 2021.

 

Igen trak jeg vejret dybt, ikke bare på grund af øjeblikket, men med masser af oplevelser i erindringen fra årene før.

 

Aftenens oplevelse sad naturligvis også stadig i kroppen.

Skuffelsen og ærgrelsen.

For nu havde jeg ”kun” en buk tilbage på kvoten.

Og den skulle være stor..

 

Da der var kommet lys nok på stykket begyndte jeg straks at lokke.

Jeg sendte et par forsigtige kald i forskellige retninger, og var stille.

Noget reagerede.. jeg hørte bevægelse et stykke væk.

 

Jeg lokkede igen..forsigtigt.

Og pludselig kom en buk springende fra den fjerne ende, fra ca. 120 meters afstand, meget målbevidst og direkte mod stigen.

Forbi mig løb den, og stoppede ca 20 meter til højre fra stigen.

Jeg skulle bare sidde helt stille.

Forsigtigt fik jeg listet håndkikkerten op, for riflen pegede mod venstre, så den var umulig at få drejet mod bukken.

Ahr hvor træls.

En ganske fin, men stadig ung symetrisk seksender.

Helt klart større end bukken jeg skød i går aftes.. pokkers osse..den var for lille at skyde som nummer tre, men som nummer to, så havde jeg ikke tøvet.

 

Jeg lokkede et par små forsigtige lyde.

Bukken vendte om, gik ind i skoven foran mig, og listede mod venstre.

Jeg fik riflen op, blot for at se om jeg kunne, hvis jeg havde villet.

Det kunne jeg.

Han kunne have været død nu, men han blev reddet af min fejltagelse fra i går aftes.

Og sådan fik han lov til at liste tilbage.

I sikkerhed i tæt skov, hundrede meter væk til venstre for mig skældte han ud, og markerede samtidig sit territorie med hæs smælen.

 

En fantastisk oplevelse så tidligt på morgenen.

Der gik ikke så længe førend jeg kravlede ned, jeg ville på eventyr.

 

Jeg gik rundt til højre, fulgte rydningen, og på den anden side, bagsiden af ”hvepsestigen” fremkom en endnu større ny rydning end den foran.

Ca 10 ha, så den samlede nye rydning løber op i alt på 15 ha.. det er vildt, og det bliver vildt godt til næste år.

Jeg fandt et fint punkt på klipperne, hvor jeg sad højt og med godt overblik.

Jeg lokkede kraftigt.

Der skete intet.

Utroligt der ikke trådte en buk frem på så stort et område, men det gjorde der ikke.

 

Klokken 6.29 havde jeg skrevet lidt omkring den buk jeg havde haft til skud, Jørn havde svaret..

- Ny familie kom fra Åkes høje græs og ud på det grønne græs på den anden side af grusvejen.

Udmærket buk ikke så høj.

Så nu kigger jeg på to bukke vh Jørnb (og ja rigtig gættet) ;-)

- Reagerer de ikke på lokkekald? Skrev jeg kl. 06.52 tilbage.

- NixVh Jørnb ;-) (gør han det bare for drille? Ha ha)

 

Jeg skrev klokken 7.31

- Øv. Der lød eller et tidligt skud, men retningen passede ikke helt på dig.

Hvis dine dyr forsvinder inden halv ni, må du godt hente mig kl.. 8.30, så kan vi købe smør i Vålberg inden vi henter Poul.

Der vil lyde måske 2 skud fra mig kl. 8.00 :-)

 

Kl. 07.33 skrev Jørn

- Den sidst ankomne buk er fortrukket til det høje græs igen vh Jørnb ;-)

Venter på skuddene :-) :-) :-) vh Jørnb ;-)

 

Klokken 07.59 sendte jeg et skud i min medbragte skydeskive, skuddet sad måske en cm for meget til venstre, men uden betydning, udover at jeg fik min selvtillid banket på plads, og det er ligeså vigtigt, som et godt indskudt våben.

 

Jens-Arne 30/8-22 del 1 af 2 (bukkejagt Sverige del 2) fam.gyvelvej8@mail.dk