Kammerater aka min buk nr. 2 2019

Kammerater

Gode kammerater hænger ikke på træerne, ja..kammerater i det hele taget, for har jeg en kammerat, så er han god, det ligger vel i ordet ”kammerater”.

I disse valgtider..var der jo også et parti, der førhen indledte dialogen med ”Kære Kammerater”, og jeg kan faktisk godt li´ den udtale, selvom den ikke bliver brugt så meget længere, for den giver altså et eller andet, om ikke andet, her er noget vi er fælles om, og hør her, jeg har noget jeg gerne vil dele med jer.
I dag eksisterer partiet stadig, og det kan endda være, at partiet får deres anden kvindelige statsminister efter d. 5 Juni, og måske derfor ordet kammerater er gået af mode, i ordet ligger jo også at det er mænd vi snakker om..og i disse kønsneutrale tider, så bliver kvinderne jo fornærmet af næsten alt, der ikke også inkluderer dem.

Ligesom Jan Gintbjerg skreg ud fra et vindue, i radioudsendelserne med Tæskeholdet i 1997 ”Kammerater”..
Når Gentbjergs tale til nationen i sluthalvfemserne kom i radioen, var det ligefør trafikken stod stille, disse taler gav os almindelige borgere en form for fælles samhørighed, og ja..dengang var det lovligt at tiljuble de kvindelige jader, siden er det gået ned af bakken med ytringsfriheden, i hvert tilfælde når det gælder ytringen af det kvindelige køn.
https://www.youtube.com/watch?v=6UAaXo7GTdU

Om tyve år er det hele glemt, vi går alle i løse bukser eller fælles habitter, så vores køn ikke kan skelnes, glatbarberede og kronragede..jo jo..det kommer sgu nok en dag, hvor også kvinderne lader toppen rage.

Men i dag er det tilladt at være kammerater, at købe rundstykker iført jagttøj hos bageren, med dolk i bæltet-
Og med våben i hånd, kan vi som jægere stadig nedlægge et tilskud til vores daglige brød.

Økologien vinder jo frem, og hvem er mere økologiske end os jægere?
Og mere økologisk end det bytte vi hjembringer?

I dag stemmer vi til EU valget.

Jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på, men jeg tænker jeg ved, hvilket parti jeg sætter mit kryds ved...kammerat, det er jeg stadig.

Og i søndags, for en uge siden, kom en af mine kammerater forbi, for at se bukken jeg skød d. 16/5..

Det er ellers ikke som i halvfemserne.

Var der en kammerat, eller blot en bekendt, der havde været så heldig at nedlægge en buk, uanset hvor stor eller lille den var, så skulle den beskues og fejres med en bukkeøl.

Skyder man som jeg, en ganske fin 6 ender, uden den opsatsmæssigt er noget ”at prale af”, så skal jeg være glad, hvis 2 kammerater giver sig tid til at kigge forbi.

Poul var i år én af disse to.

For øvrigt..da jeg og Annette løftede bukken ud af bilen sent søndag aften, kom min skrå-genbo råbende nede fra vejen (han er også jæger) ”Er det en sekser?”

Jeg tænkte..hvad råber manden..ha ha..

Er det ikke lige meget, om det er en sekser eller en firer, kom op og sig tillykke uanset hvad?

Verden er sgu af lava..

Nå men Poul ringede til mig søndag formiddag, to dage efter jeg havde nedlagt årets første buk.

”Giver du en bukkeøl, så kigger jeg lige forbi?”

Poul kom direkte fra morgenjagten, jeg havde ikke været afsted, færre morgener at sove længe på i hverdagen, giver ikke så meget overskud til weekendens ene eller to frimorgener, og jeg havde jo skudt buk.

Mens vi kiggede på buk, og snakkede om jagt, og delte fire øl, spurgte Poul mig, om jeg havde lyst til at følges med ham på jagt i hans frugtplantage.

Alle kender mit svar, jeg har aldrig sagt nej til et godt tilbud, når det gælder bukkejagt.

Sidste år inviterede Poul mig også på bukkejagt, en enkel gang, og det var nok, efter en halv time i plantagen, så havde Poul nedlagt en meget flot symetrisk buk, en høj sekser ha ha.

På jagt i Pouls frugtplantage.

Jeg hentede Poul kl. 18.30

Poul fik banket sin pibe af inden han steg ind i bilen.

Selvom jeg syntes der er god plads i min Nissan Qashqai, og selvom jeg rykkede passagersædet helt tilbage, så bliver bilen til en miniput bil, når Poul skal have sit store korpus indenfor døren.

Med sine knap 2 meter, og med håndled på tykkelse med mine ankler, ja så synker Poul godt ned i sædet, men det lykkedes, og afsted mod plantagen det gik, efter jeg havde plantet min mininæve i Pouls store grabber.

Velankommet til plantagen spørger Poul mig, hvor jeg vil sidde til aften, jeg må som gæst vælge føst..

”Jeg sætter mig samme sted som sidste år” : sagde jeg uden at tøve.

”Det gik jo godt med dig i blåbærerne sidste år, så mon ikke der kommer buk der igen”

Jeg ville som gæst jo ikke bevidst gå efter bukken, selvom jeg med sikkerhed ved, at når først jeg er på egen hånd, så går jeg naturligvis efter at skyde en buk, det fortalte jeg også Poul, og Poul forklarede, at det forventede han bestemt, at vi begge gjorde, og jeg måtte/skulle skyde den buk, der kom for.

Jeg skulle sidde på en lille bakkekam, med syn udover (viste det sig) en kartoffelmark, med meget lidt lav ukrudt på.

Det meste var sort jord, og midt i det sorte stod en traktor solidt plantet.

Der var intet til hinder for, at jeg kunne skyde buk fra min plads, hvis der skulle vise sig en buk, men jeg tvivlede.

Til venstre for mig ligger et højt læbælte af gammelt trist gran, men det er godt til læ for råvildtet om vinteren og god skyggeplads om sommeren.

På naboens jord, lige ved siden af, kunne jeg skimte den høje gule raps, jeg kender udmærket nabomarken, for der har en af Pouls og mine fælles kammerater jagten.

Jeg sad og vurderede situation.

Poul sad godt 100 meter til højre for mig inde i midten af plantagen, så jeg skulle skyde ned langs læhegnet, eller i det mindste kun, hvor jeg kunne se, hvor kuglen ville gå i jorden..et generelt must naturligvis.

Jeg kiggede ned mod hjørnet langs hegnet, hvor sort jord blev afløst af kirsebær og blomme træer.

Imellem disse træer og granrafter står der et bredt spor af ukrudt, mælkebøtter, græs m.m.

Sidste år stod det for højt til, at der kunne skydes til et stykke råvildt under bukkejagten.

Jeg tog en hurtig beslutning, pakkede min rygsækstol sammen, skydestokken i hånden, og listede forsigtigt nedaf, skulle jeg støde et dyr på vejen, ville det sikkert løbe over imod Poul.

Kun 15 meter af den grønne sti imellem frugttræer og gran var der helt frisk skrab i jorden.

Jeg stoppede tøvende op, bakkede.. ville sætte mig lidt på afstand af dette bevis for buk i terrænet..tøvede på ny..vurderede situationen, nej..jeg går længere ned for at sætte mig.

Jeg valgte at sætte mig midt i noget højt tørt græs.

På tværs ind i plantagen gik en vej, jeg ikke kunne skyde på, men jeg kunne se, hvis noget passerede mig.

Jeg kunne skyde ned langs græsvejen, men op imod jordstykket følte jeg ikke kuglefanget var ok.

Jeg tøvede på ny..

Jeg gik ca 20 meter længere ned af sporet, fandt en hyld, der rakte lidt udover sporet fra kanten af grantræerne.

Underligt nok var der ikke fejninger på denne hyld, ellers et oplagt sted for bukken at markere sig.

Nå..det måtte være min endelige beslutning, tænkte jeg, hvorefter jeg forsigtigt knækkede et par grene af hylden, så jeg havde frit skud ned langs den grønne græsløber, hvor hverken mælkebøtter eller græs var vokset over støvlehøjde..perfekt.

Kl. 19.53 skrev jeg til Poul, at jeg havde ændret placering.

Kl. 19.56 ”Pas på ryggen” skrev Poul med en thumbs up.

Kl. 20.00 ”Hvad tænker du på? Mener du jeg skal huske at kigge den anden vej også?” Thumbs up fra mig..
Derefter skrev jeg igen..

Kl. 20.02 ”Jeg satser på den kommer i den nederste halvdel..eller midterste, for der er for langt ned til bunden” .. jeg vurderede, at der var ca. 130 meter ned til et væltet træ der lå på tværs af stien, og ned til bunden af plantagen, vil jeg skyde på, der måtte være tæt på 200 meter, udenfor min rækkevidde og over min skydeevne.

Kl. 20.03 fra Poul ”Har du udsyn nord på i sporet mellem gran og kirs. ..er lige kommet på plads”

Kl. 20.05 ”Jep..fantastisk udsyn, græsset står ikke så højt, hvis ikke du skyder buk, så gør jeg (T-up)

Tak fordi du ville have mig med i aften, det sætter jeg stor pris på”

Kl. 20.06 ”Knæk og bræk” skrev Poul, selvom vi naturligvis havde sagt det til hinanden, da vi gik fra bilen, så kan det ikke siges nok.

Kl. 20.07 ”Tak i lige måde”

Og sådan sad vi begge med store forventninger, til en helt fantastisk aften på jagt, vinden var perfekt, den smule der var af den, ville ikke gå i retning af der, vi forventede bukken ville komme.

Solen havde varmet dagen op, så man kunne sidde lunt og godt, men da vi kun er 3 dage inde i bukkejagten, kunne jeg godt mærke, at mine balder ikke var helt klar på timevis venten på en jagtstol uden ryglæn..men jeg havde hele 4 knæpuder under mine balder, så mon ikke det ville gå, uden for mange smerter de næste knap 2 timer, solen ville være gået ned kl. 21.32..

Pludselig kl. 20.51 hørte jeg støj fra venstre, og ud af intet, dvs ud af de tætte gran, kom to stykker råvildt springende i fuld fart, mindre end 15 meter fra mig.

Det var en fin sekser der jagtede en lille spidsbuk væk, væk fra rapsen, væk fra granhegn og ind i plantagen.

Jeg bøvede højt 3 gange ”Bahr Bahr Bahr” .. de løb videre.

Selvom jeg kun kunne se skyggen af dyrenes spejl, nåede jeg at sende tre piv efter dem med mit tyske lokkekald... ”Piv, piv, piv .. og så var dyrene over alle bjerge.

KL. 20.52 skrev jeg til Poul, med lidt rystende fingre ”Buk på vej til dig”

Jeg havde ikke meget mere end trykket send, før jeg så bevægelse, nu til højre for mig.

Jeg fik drejet min riffel og skydestok, jeg kunne se det var den store buk, der var på vej retur.

Den havde højt løftet hoved, og havde direkte retning imod mig.

Nysgerrigt kiggede den, den havde ikke glemt mine bav og mine piv..

Jeg kunne ikke sætte et skud ind, selvom afstanden var under 30 meter, der var flere rækker kirsebærtræer imellem mig og bukken.

Pludselig var bukken kommet til den yderste række træer, og på forunderlig og nærmest mirakuløs vis, havde den ikke anet uråd.

Jeg syntes ellers mine paniske bevægelser, for at få rettet skydestokken til, burde have skræmt den for længst.

Bukkens bredside blev blottet, og jeg lod mit skud gå.

Skuddet slyngede bukken til jorden, og der blev kun sparket i luften et par gange, så var der stilhed.

Kl. 20.54 skrev jeg til Poul ”Tak”

Poul havde i det samme skrevet til mig ”Mere end en?”

KL. 20.55 svarede jeg ”Der kom to..Den store kom tilbage, den er død nu” og jeg kunne med ro holde øje med bukken på jorden, mindre end 20 meter fra mig, jeg havde repeteret og var klar til at følge op, hvis jeg mod forventning, skulle have lavet et tapskud.

Kl. 20.56 ”Tillykke super (og en håndfuld smileyer) Jeg kommer over, så vi kan nyde dyret”

Kl. 21.04 ”Ok. Vi ses, jeg står ved bukken”

Efter skuddet kunne jeg godt se, at der ikke var nogen grund til at blive siddende de obligatoriske 10 minutter, før jeg gik frem til bukken.

Efter ca 5 minutter, hvor jeg havde rystet oplevelsen af mig, eller noget af den, gik jeg frem med riflen klar til skud, men der var ikke flere bevægelser fra bukken, den havde forladt dette stille liv, i et smukt stykke natur, med alt hvad et bukkehjerte kunne begære af varieret kost.

Rapsblomster glimtede gult i bukkens smukke opsats, og jeg absorberede det vemod der altid følger med, hver gang jeg har taget så smukt og elegant et dyrs liv.

Poul kom gående frem til mig, og jeg kunne fortælle ham ”handlingen”.

Der var kun et stort smil at spore i Pouls ansigt, og det betyder meget, at der ikke var skyggen af ærgrelse over, at gæsten havde skudt plantagens bedste buk.

Og misundelse, ja..den kunne jeg heller ikke spore, selvom Poul endnu har årets første buk til gode.

Misundelse accepterer jeg ellers let fra kammerater, og kan heller ikke altid skjule den følelse den modsatte vej...

Hvis vi bukkejægere påstår at det er uden betydning, det bukken har mellem ørerne, og det udelukkende er for kødets eller for reguleringens skyld, vi går på jagt, så lyver vi..

Alt dette fik Poul og jeg en lang og god samtale om, mens vi nød stilheden imellem de forskellige frugttræer, jeg havde for at brække bukken, hængt det flotte dyr op i et kirsebærtræ, hvor den nu hang og dryppede af, mens vi nød en øl og snakken gik..

Og skulle vi ikke begge have været tidligt oppe på job næste dag, så havde vi ikke forladt skoven før midnat.

JAØ 26/5-19

ps. Forresten så jeg en person der godt kunne ligne en jæger der stoppede sin riffel ind i sin bil, på hovedvejen, lige udenfor Pouls frugtplantage d. 16 maj om morgenen-
Jeg fortalte Poul om det sete, men det kunne Poul da ikke forstå, for han var da ene om at have jagten i plantagen.
Siden har det vist sig, at en jæger har "møvet" sig ind på Pouls jagtmark.
Endda en jæger der tilsyneladende har rigeligt jagt i forvejen.
Poul fik dette oplyst hos ejeren af plantagen, et par dage efter jeg havde skudt bukken.
Hvorfor er vi jægere ikke bedre mennesker?
Hvorfor er vi så grådige, at vi ikke kan acceptere, at det er okay at nogen har jagten i fred og ro, uden det skal forsøges enten at overbyde den anden jæger, eller forsøge at møve sig ind ad bagdøren, på en plads der i princippet er optaget?

For 5 år siden havde jeg i 6 år haft 200 ha jagt for 6.000,- .. og 6.000 var meget billigt, det indrømmer jeg, men der var en del restriktioner forbundet med denne jagt, og 99% var dyrkede marker, men jeg var vild med de levende hegn, og den lettere kupering..
(denne jagt røg til et "familiemedlem" af landmanden/jeg havde dog flere år hørt på, at jægere fra Aarhus ville give 30.000 for den samme jagt, ubeset .. havde jeg nær sagt) .. så familiemedlem?..måske.

På samme tid havde jeg 100 ha ganske gratis jagt, en jagt jeg nåede at have for mig selv i godt 25 år, lidt kød og vin til jul var prisen..en ældre mand (revisor) møvede sig for fire år siden ind, for han var gået på pension, og skulle have tiden til at gå med noget...

.. jo .. vi kender det sikkert alle .. og de der siger at det må vi bare accepterer, er vel blot dem, der selv er lidt kolde i bagpartiet, og selv møver sig ind, hvis de kan..
Jeg har altid været modstander af at møve sig ind.
De der kender mig, ved at jeg er meget principfast, og ikke går op i at pudse glorier.
Er jagten udlejet/har en jæger lov til at gå der, så vender jeg personligt om i døren, og jeg er bare så glad for, at jeg pt selv har et par små stykker tilbage at gå på, de er så små, at jeg forhåbenligt kan beholde dem for mig selv nogle år endnu.
Jeg har lært som jæger at nyde nuet, for nuet findes måske ikke i  morgen.

Så har jeg fanme skudt buk...