Bukkejagt Danmark 2024 del 1

At sige.. at jeg trænger til at komme på jagt, kan jeg næsten ikke være bekendt.
Men at tænke tanken, det vover jeg.

Vi (Annette, Josephine, Andreas og jeg) kom hjem fra bæverjagt i Sverige d. 11. maj, godt nok uden bæver, men med en god rejse og naturoplevelse/jagt i bagagen.
Og for at det ikke skal være lyv, så havde, Annette og jeg en måned tidligere, d. 14/4 været på Grisejagt også i Sverige, på den tur havde vi en stor gris med hjem.

Så det er ikke kød vi mangler i fryseren.

Jeg ville være et skarn, hvis jeg påstod, at jeg ”trængte til” at komme på jagt.

Og ja, jeg har efterhånden nedlagt 109 råbukke på mine ca.33 sæsoner som jæger, så det kan da heller ikke være bukkejagten jeg trænger og længes efter at komme på.

Man kan undres, især hvis ikke man har det i sig, hvorfor har det så stor betydning, denne dato.. 16. maj?

Jeg har tidligere skrevet og sagt, at vi som mennesker skal passe på ikke at skippe alle traditioner, med begrundelsen ”kan man ikke bare gøre det en anden dag?”

Og jo, jeg kan sagtens gå på bukkejagt, en af de andre 59 dage hvor det er tilladt at skyde råbuk i bukkesæsonen.
Men for mig er d. 16. maj (og d. 16 August) årets vigtigste ”helligdage”, dage jeg til min død (eller til jeg ikke ved, hvem jeg selv er) vil gøre alt for ikke at gå glip af.

Og når jeg har lagt det fast, så glæder jeg mig naturligvis også.

Hvis det var ligegyldigt for mig, som jeg oplever det er for nogle jægere, så ville jeg ikke kunne glæde mig, for mig er en stor del af det at gå på jagt, at have noget at se frem til.

Så jo, jeg trængte til at komme på bukkejagt d. 16. maj, en dag som ikke kan sammenlignes med andre.

Josephine kunne i år desværre ikke tage fri til jagt på premieremorgenen.
Annette tog i sidste øjeblik formiddagen fri, og ville følges med mig på jagt, og det var jeg meget glad for.
Josephine har førsteret til buk på vores lille fælles jagt, jeg har bestemt heller ikke noget imod, at måtte ”nøjes med” min frijagt hos dyrlægen Carl Ole.
En jagt jeg værdsætter utroligt meget, og er meget taknemmelig for at have tilgang til.

Iflg C.A havde han set en stor buk gå sammen med en rå i slugten.
Da C.A i samme åndedrag fortalte, at han sidste efterår havde påkørt en dåhjort på 150 kilo, tænkte jeg, at jeg nok skulle trække en smule fra, hvis jeg fik heldet til at nedlægge den.
Iflg internettet så vejer en dansk dåhjort mellem 46 og 80 kilo.
Jeg har dog fundet et andet sted, netop nu hvor jeg skriver denne historie, hvor Danmarks jægerforbund skriver, at en dåhjort vejer mellem 60 og 110 kilo... hvem skal man stole på?
Skidt med vægt og størrelse, C.A havde kørt en stor hjort ned, og han havde set en stor buk.

Den første morgen.
Annette og jeg kom til slugten ca en halv time før solen stod op.
Vi var begge lydløse og godt camoufleret i vores grønne tøj.
Vinden var absolut i sit værste hjørne, øst.
Vi ville komme til at gå frem med vinden i ryggen, men da vi gik langs toppen af slugten, håbede jeg, at færten ikke ville nå ned i bunden af slugten som snor sig fra øst mod vest.
Bunden, den sydøstlige del af slugten, er for det meste sumpet og fyldt med høje tuer.

Tuerne er lige nu ikke højere, end man kan se, hvis råvildtet bevæger sig rundt dernede.
I den fjerneste vestlige ende af slugten er jordbunden tør, og der vokser hvidtjørn på kryds og tværs Det var her i den fjerneste ende, jeg i 2023 skød årets eneste danske buk, en rigtig fin buk, som jeg i forhold til jagtens tidligere bukke, vil betegne som stor..kunne jeg i år bare være lige så heldig.

Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil skyde en etårs buk, men jeg siger aldrig aldrig.
Og når jeg ved i år, at der går en god buk, så skal den være mere end et år gammel. (ja ja, jeg sætter aldrig baren for højt)

Hvidtjørnen kan steder være tæt på at forhindre skudmuligheder i vestlig retning, men hvert forår sørger jeg for at klippe lidt grene, så jeg har et fornuftigt skudfelt.
Det er jo ikke mange meter frit skud der skal til..
Og det må gerne være lidt udfordrende og spændende, syntes jeg. (bukken skal da også have en chance)

Allerede da vi kom til det lille læhegn, der går på tværs af toppen af jagtstykket, et lille brakstykke der har stået u-dyrket de sidste par år, så jeg i nordøstlig retning, i kanten af de høje grantræer, en lille bevægelse..

Da jeg tog kikkerten op, kunne jeg ikke se tegn på råvildt, men havde vi stødt bukken?

Vi skulle videre, helt hen på vores plads på kanten af slugten, desto mere tøven, desto mere fært.
Vi sidder det samme sted, hver gang vi er herude.
På jorden, på et par siddepuder hver, med ryggen op af en hvidtjørn, helt perfekt udsigtsplads, hvor vi næsten kan se hele slugtens længde, men også kun næsten.

På vej hen, efter få skridt, så jeg bagdelen af et stykke råvildt forsvinde mod syd, ned mod slugten.
Jeg nåede ikke at se, om det var buk eller rå.
Den havde stået lige i kanten af brakmarken, og enten fået fært, eller ganske enkelt set os.
Dyret forsvandt uden det mindste bøv.

Nå, sket er sket, og vi fortsatte den stille gang fremad.

Fremme på pladsen, puderne ud, to til Annette og to til mig.
Skydestok kørt ned i laveste position, slået forsigtigt ud, riflen på plads og så var jægeren klar, Annette var også klar, med kikkert i hånden fik hun besked på, at holde øje mod sydøst, jeg så frem mod sydvest.. mod nord (på brakmarken) sidder vi for lavt, til at se noget som helst.

Hjertet slog allerede hurtigt, premieremorgenen er noget helt specielt.

Hvad tid lyder der et skud, kan jægeren vente til tiden falder i slag?

Der gik ikke længe, det var ikke skydetid endnu.
En rå dukkede op, ud af det blå, måske hende vi havde stødt.. på vej til vores plads..
Hun stod ikke mere end 15 meter fra os, ned af kanten mod slugtens bund.
Forsigtigt essende passerede hun os, et smaldyr i vinterpels.
Hun listede fremad, stoppede op nogle gange, nippede af hvidtjørns buskene.

Da hun var nået et godt stykke forbi os, løftede hun næsen, jeg tror hun fik lidt fært, men havde ikke travlt, da hun forsvandt op mod enden af brakmarken og dermed ude af syne.

Sådan forløb første morgen, nærmest som det plejer, uden chance for premierebuk.

Ikke andre dyr viste sig.

Men sikke mange lyde, især de 4-5 skud vi hørte, det første kl. 05.15 kunne vi godt have været foruden, jeg syntes de blev afgivet lidt for tæt på.
Var det ”min” store buk der var blevet nedlagt på naboens mark, sådan syntes jeg altid jeg tænker, når jeg hører et skud så tæt på.

Jeg havde været oppe og kigge på brakmarken et par gange, det er sket, at der har stået buk deroppe, men der viste sig heller ikke dyr på marken i dag.

Klokken blev lidt over 7.00, og jeg spurgte Annette om vi ikke skulle liste mod bilen.
Tænker jeg tilbage, så er det vel også kun sket 3-4 gange, at jeg har skudt buk den første morgen, så der er ikke noget overraskende i, ikke at have nedlagt buk d. 16/5 om morgenen.

Selvom jeg skulle til bukketræf hos Jørn B., så købte vi rundstykker hos bageren i Mariager, det kunne vi vist godt nå, inden træffet hos Jørn kl. 09.00

Bukketræf
Ved det traditionelle bukketræf ved Jørn, var vi blot 7 jægere i år.
Og ingen af os 7 havde skudt buk.

Jørn havde for tredje gang, med sin bil, nedlagt et stykke råvildt på premieremorgenen, i år var det et rålam der blev trafikoffer.
Alle jægere undtagen maler Niels og jeg havde set buk.

Erik havde set en rå og buk gå og esse foran sig på marken han skulle sidde, råen og bukken havde lagt sig ned, og sovet indtil jægeren tog hjem.
En jæger med lidt større erfaring, havde måske piftet eller råbt op, for at få bukken på benene, men det tænkte Erik overhovedet ikke på at gøre..
Jørgen så også en buk, vurderede bukken til at være for ung og for lille, til at han ville nedlægge den, og det er en superfin holdning at have, især når man er en ældre og mere erfaren jæger.

Ikke dermed sagt, at unge jægere ikke også må tænke på alder og trofæstørrelse.

Min personlige holdning er blot, at jeg syntes vi ældre mænd/jægere, godt må tænke tilbage på, hvordan vi havde det da vi var ”nye”, og på hvordan vi drog en masse erfaring som unge, og hvad vi fandt spænding og stor glæde i.

På den måde fik vi erfaring, og vi skal være påpasselige med, ikke at fratage fra de unge mennesker i at få samme glæder og og erhverve erfaring, uanset vi ofte gør det med gode hensigter.

Jeg hører og ser alt for mange forældre sige:
”Du må ikke drikke alkohol før du er 18 år, uha, du bliver syg og tosset i hovedet hvis du gør det..”
.. det blev din far eller især din mor.
”Du må ikke skyde en etårsbuk, og slet ikke en buk i bast, dem har din far skudt så rigeligt af, og en død buk bliver ikke større, det er bedre bukken bliver gammel, så den også får en større opsats..”
.. gå hjem og kig på din trofævæg, hvor mange etårs bukke har du nedlagt?

Jeg ville ikke have været det foruden, skulle jeg tage den glæde fra mit barn?
Det må og skal være op til individet, og så længe man overholder loven, så fred være med det.
Individet udvikles og modnes absolut bedst ved egen erfaring, og ikke via løftede pegefingre og formanende påtaler.
Som sagt er det bare min holdning.

Et lille eksempel.
Jeg så en Härkila reklame, hvor en meget erfaren dansk jæger fik besøg af en ditto svensker.
Danskeren havde netop nedlagt en mulig ny verdensrekord i råbuk, i England.

Den første filmsekvens...
Den viste en lang række af bukkeopsatser, den nederste række var ene små spidsbukke.
Optagelsen var fra den sikkert gode danske jægers flotte jagtstue.

Den modne danske jæger berettede om hans jagtlige bedrifter, med hovedformål at skulle fortælle om den store engelske buk, han nylig havde nedlagt.
Han fortalte også, hvordan hans søn havde været med på jagt, og hvordan sønnen havde fået påskrevet, at skulle han skyde buk, så skulle sønnen sørge for, at det skulle være en stor moden buk.. men naturligvis ikke den store buk hans far gik efter.
Den buk var reserveret til faderen hvis tegnebog havde råd til at betale for den bestilte buk.

I mit eksempel her.
Faderen har tydeligvis skudt rigtig mange små bukke i sin oplæring til at blive erfaren bukkejæger.
Denne erfaring skulle gives videre til sønnike, men via formaninger om, at disse bukke måtte den unge jæger ikke skyde.. og så er det jeg siger.. hvorfor ikke?

Det er jo blot bukkelam, der er blevet et halvt år ældre..
Fantastisk kød, og måske mindst ligeså god oplevelse at skyde som den ældre buk.

Hvilket den dygtige og rutinerede faktisk, måske ved en fejl, afslørede..
”Selve jagten og afskydningen af den mulige verdensrekord var faktisk ganske enkel og ikke særlig svær eller udfordrende. Bukken kom frem, stillede sig med siden til, og bang du er død...”

Premieredagen aften
Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med Josephine.
Hun ville helt sikkert på jagt, hun var ikke sikker på, om Victor, Josephines kæreste ville med som tilskuer.

Jeg ved, at Annette nyder at sidde sammen med sin datter (det gør jeg faktisk også) og da det senere viste sig, at Victor der kommer fra København, gerne ville se en vigtig FCK fodboldkamp, og Josephine havde sagt, at man ikke kunne se fodbold, samtidig med man sidder på jagt, så fik Annette mulighed for at sætte sig sammen med Josephine.

På turen fra Hobro til jagtmarken havde Josephine ringet, hun havde et enkelt spørgsmål til mig.
"Hvad må jeg skyde?”
Jeg svarede.
”Du må skyde buk” … det vidste Josephine godt.
”Jamen, hvor stor og hvad nu hvis den er i bast?”

”Hør her Josephine, du har kun skudt en buk (2023), så hvis det var mig der var ny jæger, ville jeg ikke fokusere på bukkens størrelse men på oplevelsen.
Og det kan være, at du kun får en chance i hele sæsonen, så jeg ville slå til, hvis jeg var dig, også selvom bukken skulle være i bast, jeg skal nok konservere trofæet, så bukken beholder basten på..”
”Så skal du heller ikke sidde og tænke, er bukken stor nok? Er den for lille? Hvad tænker min far? Hvad tænker mine kammerater? Hvad tænker alle de andre?
Der er ingen der får ondt i røven af, om du skyder en lille buk eller ej.
Men det er dig der har fingeren på aftrækkeren, derfor er det også dig der tage beslutningen..”

Og det var det bedste råd, jeg kunne give min datter, og jeg mente hvert eneste ord jeg sagde.

Jeg satte Annette af hos Josephine kl. 18.55, og kørte selv videre til dyrlægens mark.
Jeg så ingen dyr...(kortere kan jeg ikke fortælle om min jagt)
Det eneste jeg oplevede var et par ungersvende der højrøstet kom marcherende tværs over brakmarken, fortsatte nedover slugten og nedenfor kanten af dyrlægens have.
Jeg så dem, de så helt sikkert ikke mig.
De havde snakket højt om at jagten var gået ind, jeg tænker de er blevet jaget væk fra den store skov, der ligger et godt stykke fra ”min” jagt.
Lidt træls med sådanne forstyrrelser, men det er, hvad der sker.

Klokken 21.18 ringede min mobil, det var Josephine.
(min mobil var på lydløs, men jeg havde heldigvis ikke slået vibration fra)
Jeg vidste godt, sådan nogenlunde, hvad Josephine havde på hjerte..

”Far jeg har skudt til en buk, men jeg ved ikke om jeg ramte, for bukken løb ind imellem træerne efter jeg havde skudt”
Perfekt tænkte jeg, god træning for Zimba..
”Tag det roligt Josephine, især ved et helt perfekt skud, så er der ingen skudtegn på bukken, hvis den sprang højt op, så har den nok fået en hjertekugle..”
”Det syntes jeg ikke den gjorde, den gav måske et lille hop, og så vendte den rundt og løb ind i det lille skovstykke på skråningen..”
”Zimba og jeg kommer så hurtigt vi kan, lad være med at gå ned for at lede efter bukken, var det en stor buk?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Nej, det var en lille buk, men det var en buk..” sagde Josephine lidt bekymret, ikke om bukkens størrelse var okay, men om skuddet havde siddet som det skulle.

Det næstsidste sagde jeg mest for Zimbas skyld, for var bukken ramt godt, så kunne Annette og Josephine sikkert også finde bukken uden hundens hjælp.

Det ville tage mig godt 20 minutter at komme frem til skudstedet, men det gør jo heller ikke noget, at bukken får lidt ro til at forende, hvis den skulle være ramt lidt bagligt.
Men da bukken havde stået stille med bredsiden til i skudøjeblikket, så tænker jeg, at Josephine havde ramt plet.

Vel ankommet til Josephines jagtmark, fortalte Josephine, at genboen ”lige” havde afgivet 2 skud.
De havde set, at han sad under sit træ, og derfra kan han skyde ned i kanten af skellet, nede ved bækken som deler de to jagtmarker.
Intet forgjort i det, men Josephines syntes bare, det lød utroligt, hvis der et kvarter efter hun havde skudt, skulle gå en buk, ikke så langt derfra, hvor hendes var blevet skudt på.
”Det kan jo også være din buk der er gået derover, anskudt eller uskadt, hvem ved..”
Jeg ændrede det med det samme til, at vi ikke skulle drage nogle forhastede konklusioner, før vi havde set anskudsstedet.

Fremme ved pletten hvor bukken ca havde stået, da Josephine havde afgivet sit skud.
Der var ikke mere end ca. 60 meter til skudstedet, så jeg tænker ikke Josephine havde skudt forbi.
Men vi fandt intet schweiss.

Jeg satte søgeline på Zimba og jeg sagde søg bukken.
Zimba sprang lidt for lystigt frem, han tænkte dette var let.

Vi var ikke gået mange skridt før Josephine, der var blevet tilbage på anskudsstedet sagde.
”Her er der blod”
Vi gik tilbage Zimba og jeg.
Og der i det høje græs lå en lille plet schweiss, en lille lyserød luftig plet..helt klart lungeschweiss.

Jeg lyste op i et stort smil.
”Så ligger bukken der også Josephine, den er truffet perfekt i lungerne, så den er ikke løbet lang”
”Er du sikker?” spurgte Josephine.
”100% sikker” lød mit svar, og det var jeg.
Nu med schweiss i næsen og på rette spor gik Zimba mere roligt og målrettet frem med snuden i jorden.

Vi gik ikke mere end 35-40 meter og jeg kunne nu se bukken ligge i højt grønt græs, imellem de skråningens pil og eg, åben skovbund.
Kort tid efter nåede Zimba i den lange snor også frem til bukken.

Jeg vendte mig om mod Josephine og kaldte ”Vi har fundet bukken, den ligger forendt her”

Josephine og Annette kom frem for at tage bukken i øjesyn.
Jeg syntes Josephine skulle have lov til at gå frem først.

Imens ledte jeg efter naboens telefonnummer på min mobil, forgæves, jeg må være kommet til at slette det. (eller så har jeg aldrig fået det)
Æv, jeg ville gerne lige have hørt om han havde fundet sin buk.. (og hvad han havde skudt)

Perfekt kugle og en fin lille etårs spids buk lå for Josephines fødder.
Josephine var meget glad nu, og mor og datter var meget stolte, og ja..faderen ligeså.
Oplevelsen er mindst ligeså god, som havde jeg selv trykket på aftrækkeren.

Inden vi brækkede bukken i kanten af mosen, ville jeg lige høre til genboen.
Jeg kunne ikke se, hvor han var, jeg råbte igennem det tætte krat mod bækken, jeg vidste genboen måtte være på den anden side.
”Har du fundet bukken?” råbte jeg.
”Hvad?” lød svaret..
Jeg gentog mit spørgsmål bare lidt højere..
”Ja, jeg har fundet bukken” svarede han.
”Ja, for ellers har jeg min hund med..” råbte jeg tilbage.
”Tillykke med bukken, er den stor?”spurgte jeg.
”Nej, en lille ulige seksender..”
”Min datter har også lige fået en buk, en lille spidsbuk” råbte jeg stolt ”Det er hendes buk nummer to, ikke i år, men i alt”
”Ønsk hende tillykke med den” råbte genboen tilbage.
”Tak” råbte Josephine og jeg i kor.

Bukken blev brækket.
Josephine ville gerne have klaret det selv.
Men da hun fik lukket op ind til tarmene (uden at skære hul på dem) eksploderede luften omkring os i et virvar af små stikkende og bidende insekter.
Jeg tilbød at klare det sidste, ellers ville vi blive ædt op levende, inden Josephine var blevet færdig.
I et snuptag trak jeg mavesækken, tarme og blære ud.
Lever og hjerte fik vi også lagt i en plastikpose.
Resten fra mellemgulvet måtte vi vente med.

Vi ville ikke overleve to minutter mere her ved mosen.

Josephine ville til trods for, at hun har en times kørsel hjem til Aarhus, gerne med til Hobro og nyde en bukkeøl.
Jeg syntes også, det er super at få slået en krølle på oplevelsen.
Desværre kunne Josephine ikke tage bukken med sig hjem, der er ikke så meget plads til den slags i en lejlighed på anden sal i Aarhus.
Jeg lovede at forlægge bukken om fredagen, så måtte Josephine tage vare på næste buk hun skyder.

Nogle gange, skal man bare sige, tak for hjælpen.
Og det gjorde Josephine i rig mål.

Selv tak vil jeg så sige, det var mig en sand fornøjelse.

JAØ 21/5-24

Fredag d. 17/5-24 (anden dag i bukkejagten)

Jeg sov længe, dvs til kl. 06.30, så jeg kunne møde til vanlig tid på arbejde.
Det var godt 3 timer længere end dagen før, og ovenpå den begivenhedsrige premiereaften, så sov jeg rigtig godt.

Jeg plejer at være hardcore den første uges tid, stå tidligt op, møde lidt senere, nappe en eftermiddagslur.. men selvom jeg indledte med at skrive, at jeg længtes, så har jeg på den anden side opnået en vis mætheds følelse, så jeg godt kan springe et par morgener over her i opstarten af bukkejagten.

Fredag aften, der skulle jeg afsted.
Og valget om hvor jeg skal sidde, er også let, det skal igen være hos dyrlægen.
Jeg gik helt sikkert ud fra, at Annette ville med på jagt, men hun valgte at tage på arbejde i stedet for, der er lidt rigeligt at se til pt, så et par timer alene på kontoret, syntes hun ville være givet godt ud.
Annette var omvendt bange for at lave ”en Victor”.
Victor der blev hjemme for at se fodbold, mens kæresten Josephine skød en buk.
Oveni det, så havde FCK også tabt en kamp der koster dem mesterskabet i år.
En rigtig træls aften for Victor.

Annette ved det sker sjældent, at jeg skyder buk indenfor den første uge af bukkejagten.
Så hvor stor ville chancen være for, at jeg skulle skyde buk på anden dags aften?

Jeg skal lige huske at fortælle.
Jeg er ikke specielt troende, når vi snakker religion.
Så længe man ikke bruger tro til fanatisk religiøs menneskeforfølgelse, så må mennesker tro på, lige hvad de har lyst til.

Jeg tror på Firkløverens kraft og på at en kabale kan rådgive og vurdere chancen for succes eller fiasko, men derudover tror jeg ikke på så meget andet, men undgår da helst at træde på revner/overgangen mellem fliser, spytter tre gange over venstre skulder hvis en sort kat passerer mig fra højre mod venstre, og for så vidt muligt undgår jeg at gå under en stige (mest af sikkerhedsmæssige årsager).
Men firkløveren, den har bevist sit værd op til flere gange..
Læs om et af beviserne her :

https://jens-arneoestergaard.dk/434323482/435913011

Hvis Annette havde været opmærksom, så havde jeg inden fredag aftens jagt puttet en meget kraftfuld firkløver i min brystlomme på skjorten.
En firkløver jeg fandt torsdag aften, lige da jeg stod ud af bilen hos Dyrlægen, mens Annette sad på jagt sammen med Josephine.

Og jeg burde uselvisk have ønsket, at Josephine ville skyde buk, mens jeg plukkede firkløveren.
Jeg tænkte tanken, skulle jeg ønske det ene eller skulle jeg det andet, jeg mærkede kraften udstråle fra den helt tilfældige firkløver, undseelig men fremstod klart i sit udtryk..

Jeg var egoist i gerningsøjeblikket.
Jeg har nået den alder, hvor jeg som menneske er begyndt at stille mig lidt foran i køen, jeg ved det med alderen formentlig sker helt automatisk, og at jeg som snart 60 åring, står allerforrest på livets vej...så med en slutdato lige i røven, så ønskede jeg mig, da jeg plukkede firkløveren, at jeg ville skyde den buk, dyrlægen havde set på sin mark.

Jeg kan ikke huske om jeg ønskede at skyde den torsdag eller fredag, eller om jeg skød med spredhagl og blot ønskede at skyde bukken..

Og med det i tankerne, risikoen for at lave en ”Victor”, satte jeg Annette af på hendes arbejdsplads.

Klokken havde passeret 19.00, men som jeg sagde til Annette, et kvarter til eller fra gjorde nok ingen forskel.

Da jeg ankom til Hou, kom jeg til at køre efter en bil med norsk nummerplade, det var Carl Oles familie fra Norge, der skal være barnedåb om to dage, hvor Annette og jeg også skal med til.
Carl Oles svigerdatter er en af mine niecer.

Jeg fik en snak med dyrlægen, inden jeg med al min habengut gik mod min faste plads.

Ingen dyr blev stødt.
Der var stadig en østlig vind, men som dagen før krydsede jeg fingre, bare den ikke rammer dyrenes næser, så går det.

Og jeg satte mig, og jeg sad helt fantastisk på min faste plads.

Sikke en ro, ro ledsaget af fuglesang og anderap.
Duernes kurren og spurvenes kvidren, grønspættens typiske spætte fløjt, og når man ser lige netop den spætte stryge igennem luften, ser man tydeligt den grønne farve, den sidder sjældent stille så længe, at man når at tage et billede.
Fasanerne skogrer også vellystigt med kråserne fyldt af den majs min automat slynger ud, et sekund hver eneste dag.

Midt i al det sad jeg selv helt usynlig og musestille.
De eneste dyr der så mig, var myrerne der kravlede på mine ben, og myggene der søgte min bare blodfattige hud.
Der var ingen rådyr i sigte.
De hverken gav lyd eller viste sig, i alt det grønne, iblandet de hvide stænk fra tjørnen.

Efter halvanden times tid, i fastlåst stilling, blev jeg lidt stiv i mine gamle lemmer.
Jeg ville forsøge lydløst at strække min krop, lænede mig en smule frem.
Skydestokkens topvinkel drejede rundt, og riffel og stativ faldt larmende til jorden.
Ikke lige den lyd jeg havde brug for, her blot med godt en halv time tilbage inden solen ville lukke for jagten.
Øv, øv..

Småbandende fik jeg min skydestok op igen, riflen i holderen, jeg opgav næsten, at se dyr i aften.. amatør jæger, tænkte jeg.

Jeg havde ikke mere end tænkt tanken amatør, og knap lænet mig tilbage, før jeg ud af øjenkrogen så noget gråt bevæge sig, helt nede i bunden til venstre.

Kikkerten kom op, jeg kunne se, der ikke bare var et men hele to dyr.
Min første tanke var, en drægtig rå og et smal dyr.

Men smaldyret havde da en opsats mellem ørerne, havde den ikke?

Mit hjerte steg i tempo, havde næsten lagt sig over irritationen over at vælte skydestokken.

Og det var en kraftig opsats bukken bar..sådan så det ud (alt er relativt)
Det var i hvert tilfælde ikke en lille etårs buk, der trofast fulgte råen ud fra den tætte bevoksning, over bækken og ud mellem de høje tuer.

Forsigtigt gik de frem, de sank i, hvis de trådte bare lidt ved siden af.

Jeg fik skydestokken rykket til venstre for mig, riflen fulgte med.
Det er ikke så let som det lyder, her siddende på jorden, at flytte min opstilling, uden at ”vinke” for meget.

Jeg syntes bukken kiggede op, men kun et øjeblik, så slappede han helt af igen, han havde nok set bevægelsen der på toppen, men jeg var som skrevet usynlig grøn som jeg sad mellem alt det andet grønne.

Riflens trådkors søgte bladet på bukken.
Da bukken stod helt fri med siden til, lod jeg kuglen gå.
Og her kommer min erfaring til sin ret, det hele sker uden den store tanke, afsikring, klemme og ikke rykke på aftrækkeren, men stadig konsekvent handling, uden større skrubler eller nerve..

Jeg havde glemt at trække mit høreværn ned på plads, så skuddet hørte jeg, jeg fornemmede også, jeg hørte anslaget, da kuglen traf sit mål.

Som to stykker tørt træ slået mod hinanden...

Bukken vendte sig i et spring rundt på en tallerken, og løb 5-8 skridt over bækken og lige indenfor det tætte pilekrat.
Jeg så ham stadig tydeligt, da han stod og svajede.
Øjnene blev stille lukket i, han så ud til, at han var meget træt, og så væltede han omkuld..og der blev han (måske) liggende.

Råen kiggede op i det bukken sprang, fulgte ham med øjnene og så ud til at tænke, hvad skete der lige med dig?

Sådan gik hun lidt videre, kiggede sig over skulderen, ind mod bukken, der gik ca 10 minutter før hun sprang ind i skoven og forsvandt.

Jeg kunne puste helt ud nu.
Jeg havde stille repeteret, ny patron var skudt frem i kammeret, og jeg havde sigtet mod stedet, hvor bukken var væltet omkuld, men der var helt roligt på pladsen.

Straks efter skuddet kl. 20.56 sendte jeg et billede til Annette.
Et billede af mit tomme patronhylster, i kaliber 6,5x55 der øjeblikket forinden havde indeholdt en Sonic Ballistic Hunt blyfri kugle..
kl. 20.57 ”Ahr er det rigtigt” skrev Annette..
kl. 20.57 ”Ja.. jeg tror han ligger der...” (man skal aldrig sige aldrig)
kl. 20.58 ”Åh skat ØV ØV ØV jeg ikke tog med” (og så en græde smiley)
kl. 20.58 ”Den gik 15 meter og blev træt..henter Zimba om lidt..”
kl. 20.58 ”Selvfølgelig ligger han der”
kl. 20.58 ”Ja træls for dig”
kl. 20.59 ”Vil du hente mig?” .. og så ringede jeg Annette op.

Det ville blive for sent, hvis jeg skulle hente Annette.
Annette var heller ikke klædt på til jagt.
Men det var længe for Annette at vente, til jeg ville hente hende på job, buk eller ej..

Eftersøg
Efter jeg havde filmet råen på video, hvisket handlingsforløbet ind på filmen, og havde nyt øjeblikket så længe som muligt, med en tid der nu løb al for hurtigt, gik jeg til bilen for at hente Zimba.
Da jeg gik mod anskudsstedet, siger jeg på videooptagelsen, at jeg er 99,9% sikker på, at bukken ligger, hvor jeg så den faldt om.
Men jeg kan ikke forsværge, at den ikke kan have rejst sig, og løbet fra stedet hvor den faldt.

Det vil jeg få opklaret indenfor kort tid.

Zimba blev koblet op med den lange gule line, da vi nærmede os anskudsstedet.
Jeg var allerede gået igennem mudder og vand, mine jagtstøvler var våde ind til fødderne, jeg besluttede mig for at ignorere den del.
Al det betyder intet for en jæger, når han/hun går frem mod sit bytte...

Zimba ville søge mere til venstre, end jeg mente, var der, bukken var sprunget ind.

Hvornår lærer jeg at stole 100% på min hund?
Jeg fik Zimba ham til at søge ind, der hvor jeg troede, bukken skulle være.
Vi søgte ind i det mørke trædække, der blev mere åbent, men blev stadig mørkere som vi kom længere og længere ind.
Jeg syntes jeg hørte et dyr løbe væk, det kunne være råen.

Efter lidt tid tænkte jeg, så langt er den ikke gået, og jeg ville derfor gå tilbage til start.
Zimba insisterede, nu på at søge til højre (det der set udefra stadig var til venstre)
Da træerne blev tætte og jeg var ved at synke i til knæene slap jeg søgesnoren, og sagde til Zimba, ”Så find den da..”

Jeg var heller ikke mere end nået udenfor træerne, da jeg så Zimba stå stille ca. 10 meter fra, hvor jeg sendte ham ind, og der lå bukken, ikke mere end lige kommet over bækken.

Fin god buk, og bukken skuffede mig ikke i trofæets størrelse.
Jeg havde justeret forventningerne lidt, men jeg syntes, bukken havde set fin ud i kikkerten.

Han var også fin, en regelmæssig seksender uden de store sprosser.
Aldersmæssig nok ikke mere end 3 år. (måske fire, jeg har ikke set tænder endnu)

Jeg fik sendt billede til familien kl. 21.26 .. ”Fundet..”
Og der blev i samlet kor skrevet ”Tillykke” retur.

Det samme gjorde de kammerater, jeg lige havde husket at informere om mit jagtheld.

Og sådan gik den fredag aften.
Der er ro på nu, jeg har skudt ligeså mange bukke som sæsonen -23 (i Danmark)

Firkløveren fik demonstreret sin magtfuldkommenhed.

Og ja, min træfsikkerhed tvivler jeg sjældent på længere, selvom jeg stadig aldrig siger aldrig.

JAØ 21/5-24

Ps. Bukken vejede brækket 20,04 kilo, næsten det samme som sin halvbror sidste år, han vejede 20,8 kilo..
Og C.O. kom ud sammen med sin norske familie og så min buk, inden jeg fik ham lagt ind i bilen.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, om det nu også var den store buk C.O. havde set, jeg havde nedlagt.

Jeg var sikker.. det er den buk.. de ser ofte større ud i naturen i levende live, end de er i virkeligheden, når de ligger for vores fødder.
Jeg var meget tilfreds, og som jeg forklarede, så havde jeg sat mine forventninger ud fra C.O's målestok, beregnet på en dåhjort på 150 kilo (Carl Ole sagde nu at den vejede 120 kilo..) lige meget.. ca. 50% overdrivelse for at fremme forståelsen.

Og trak jeg denne procentsats fra det fortalte, så var bukken fuldt ud ligeså stor, som jeg håbede på, men drømme sig til noget større, det kan man altid...

Brækket var han blevet midt imellem tuer og myg, hele molevitten denne aften.

Myg var der nok af, men ikke så mange som der var, der hvor vi brækkede Josephines buk, eller så var jeg bare hurtigere til det denne aften..
Skudafstand 72,8 meter..rundt regnet.. og min helt præcise buk nr. 110 ..