SVENSK BUKKEJAGT 2003 (buk nr. 1)

OG SÅ FALDER ÅRETS FØRSTE SVENSKE BUK….

Jeg vidste ikke om der gik buk på terrænet, vi havde ikke været ude for at se efter fejninger, og da det var knaldmørkt, da jeg gik på plads, kunne jeg af gode grunde kun koncentrere mig om at finde vej hen til stigen ca. 100 meter inde....
Jeg gik inde i et 6 rækket læhegn med høje åben løvtræer. Nabostykket til venstre havde vi også jagten på, men her stod havren for højt til at vi kunne skyde....
Selve skovrydningen var ca. 250 meter dyb og mødte skov i bunden, en skov jeg ikke aner størrelsen på. Men størrelsen var også i dette tilfælde fuldstændig irrelevant, jeg havde ca. 75 meter til venstre at skyde på, mindst 150 meter frem og ikke mindre end 300 meter til højre, så mon ikke jeg skulle have plads nok at røre mig på, fra min hochsitz....
Som sagt var det mørkt da jeg blev sat af her kl. 04.00 og som jeg gik, forsigtigt frem blandt løvtræernes nogenlunde bløde bund, til trods for at der havde regnet en del de sidste 14 dage, indså jeg, til lyden af knasende grene og raslende blade, at lydløst nåede jeg aldrig frem, men jeg forsøgte at støje så lidt som muligt.
Bevægelse af noget ”vildt” ligefrem.
Jeg stod stille og lyttede, et dyr fortrak fremad mod højre, ned mod skovkanten. Det var ikke et stykke råvildt, så ville det have smælet. Pyha – de små hår i nakken strittede en smule, godt man ikke lider af mørkeskræk, gåsehud oveni.
Ok, lidt mørkeskræk er man vel altid.
Jeg fandt stigen der ”lyste ny” op i den skumrende morgen.
Jeg klatrede stille op, ikke megen plads at vende sig på, min siddepude fik jeg moslet på plads, skydestok og rygsækstol måtte jeg efterlade ved træfoden....(desværre dermed også mit videokamera)
Jeg satte mig midt i stilheden, intet rørte sig, intet gav lyd, kun mit hjertes spændte banken....
Pludselig blev natten brudt af et gudsjammerligt skrig.... jeg har aldrig hørt noget lignende. Følte en lettelse over at sidde lidt oppe, hævet fra jorden. Hvad kunne dog lave så skrækkelig en lyd??
Skriget kom fra skovkanten godt 100 meter væk. Lød som kom det fra et dyr der bevægede sig frem og tilbage langs kanten.
Mine tanker gik på en gyser ”En amerikansk varulv i London”, kunne det være en ulv? I teorien, ja! De er her i området.... Det kunne også være en los, de er her os...(det rimer tilmed)
Lyden fortsatte og skriget ebbede ud i en hæshed efter 10 – 15 stød, men startede herefter med fornyet styrke. Jeg anstrengte mine øjne for at se gennem natten, men jeg blev ikke klogere, sammen med skriget forsvandt dyret, efter noget der føltes som evighed, men som vel har varet omkring et kvarter....ro igen...
Da vi senere på dagen talte om skriget forsøgte jeg både over for Anders og Nikke at gengive skriget, et skrig jeg var sikker på jeg aldrig nogensinde i mit liv ville glemme, men som få timer senere allerede var svært at huske og naturligvis næsten var umuligt at gengive.
Men Anders sagde at det skrig jeg forsøgte at lave lød meget som en ræv.
Hvorimod Nikke mente det sagtens kunne have været lossens skrig.
Uanset hvad - har jeg sjældent følt, ikke kun skræk, men følt en ulidelig trang til at kunne se i mørke.
Dette at sidde dybt i en skov, helt alene, i næsten total mørke, og det eneste man kan, er at forrnemme en bevægelse af noget ukendt, efterfulgt af dette skingrende skrig/vræl – bare jeg havde haft mit videokamera med op i hochsitsen.... (så kunne jeg om ikke andet have optaget lyden…)

En bil kommer rullende oppe på vejen, jeg er bestemt ikke glad for denne uro i natten. Startende med et dyrs forstyrrende skrigen op, og nu biler på vejen, så tidligt.....
Bilen stopper bag mig, jeg hører en dør blive åbnet, ikke at den smækker. Få minutter efter lyder en smælen, sikkert fra en buk efter den dybe lyd at dømme. Den smæler i skoven ved siden af marken ovre på stykket, på den anden side af vejen....
Jeg fanger en bevægelse skråt bag mig, jeg kigger. Det er nu blevet så lyst (4.25) at jeg her en time før solopgang kan se en mand, en jæger, der med riffel over skulderen kommer smygende ind igennem skovrydningen.
Han går ind og stiller sig på den anden side af en lille tæt skovsamling, der vel nærmere er en blanding af tynde magre småstammede træer og buske, og han står vel nu ca. 60 meter til højre fra mig...
Hvad filen laver han her - tænker jeg, der kan han ivertilfælde ikke blive stående hvis jeg overhovedet skal have nogen chance for buk i dag. Hvordan skal jeg få ham væk uden at gøre en forstyrret morgen endnu mere forstyrrende.
Sikke en jagtmorgen, den nærmer sig et mareridt eller en komedie, vælg selv – snart kommer der vel også en elefant og en cirkuskaravane...
Nå et eller andet må jeg foretage mig, og som en start giver jeg et par piv i mit bukkekald – der kommer ingen reaktion...her kunne jeg godt have tænkt mig at kunne se den svenske jægers udtryk...han tror vel, at nu er der et dyr på vej...
Hva´ fanden tænker jeg, morgenen er jo ødelagt, så lad støj være støj, så med svensk dialekt råber jeg højt
- Hej (lyder næsten som hej på dansk), jeg råber en gang til, og manden træder frem...

Det er vel gået op for ham, selv om han er svensker, at ”Hej” kan et dyr vel ikke sige...
Han laver et par fagter med armene, som jeg ikke kan forstå (gad vide om fagterne er på svensk?)
Så jeg spørger ham
- Hvad gjør du her? han fagter lidt videre og jeg spørger
- Har du jakt her?
og han svarer
- Nej, der borte.. og peger over mod marken med de store bukke, der hvor der for kort tid siden lød en smælen...
Jeg spørger ham pænt, hvad han så laver her, han undskylder sig med, at han ikke var klar over at der var nogen på jagt her (skulle det være grund til at gå ind på nabojord med riffel i hånden??) og han skynder sig nærmest bukkende væk...kort tid efter starter bilen og den svenske jæger forsvinder...heldigvis.

Senere på morgenen hvor jeg gik i svenskerens fodspor, kunne jeg sagtens følge hans tanker. Derfra, hvor han tidligt havde stået, kunne han med 100 meter op til vejen, med lidt god skydefærdighed, nemt ramme en buk, hvis den stod inde på hans grønne mark, han skulle derved skyde over vejen, men det tog denne jæger måske ikke så tungt....

Men hvad ville han have gjort, hvis ”hans buk” havde taget turen fra hans terræn, over vejen og ind på mit terræn, havde bukken så fået lov til at fortsætte hele vejen gennem skovrydningen??
Jeg tror heller ikke på julemanden...
Men nu da svenskeren var væk, var morgenen så blevet ødelagt af alle de svenske fakter, og alle de høje danske ord...? Det skulle de næste par timer vise.
Jeg havde siddet i 1½ time, klokken var blevet 05.30, og solen var på vej op.
Mosekonen bryggede i skovkanten, disen bølgede rundt i en vind der næsten stod stille. Temperaturen var kølig, som den er på denne årstid, men jeg nød livet og den endelige stilhed i fulde drag. Glemt var skrigende der brød natten, glemt var skuffelsen næsten over at have stødt min drøm bort via en svensk kanonade, jeg følte lyksaligheden brede sig rundt i min krop.

OG ACTION

Nu var jeg fuldt koncentreret om det jeg sad her for, koncentreret især om skovskellet mod havren til venstre, med forventning om at snart ville der komme dyr ud fra skoven, ud for at esse.
Det sagde ”SMAK” til højre – hvad var det, mit hoved fløj rundt, med tanke på elefanten.
Der 100 meter ude, løb et dyr bort, sandsynligvis en buk, for stående tilbage, hvor den flygtende kom fra, stod en buk og fejede triumferende efter at have sat sin rival på plads...
Med chance for at lyde nonchalant blev der nu handlet med rutine og uden nerve...
Riflen blev lagt i stilling, i dyb koncentration blev bukken fanget af min kraftige riffelkikkert, krydset lå på bladet, og uden tøven faldt mit skud....paw...

Som sparket bagi løb bukken øjeblikkeligt direkte mod mig, idet jeg repeterede ændrede han retning og drejede af mod højre og forsvandt omtrent der, hvor svenskeren tidligere på morgenen havde stået...
Jeg betænkte mig ikke længe, hastigt ned fra hochsitsen, glemte alt om de normale 10 minutters venten, frustrationen meldte sig, havde jeg skudt helt forbi? Havde bukken set mig da jeg repeterede og var derefter flygtet ned i en lavning??
Jeg var nede på jordbunden, greb min skydestok og gik hurtigt frem mod stedet, hvor jeg så bukken sidst.
Ca. 100 meter væk så jeg et dyr, riffelen op, men nu var der nerve, og jeg kunne ikke få fokus på ”bukken” hvis det var en buk, eller en elefant for den sags skyld.
Jeg kunne derfor heller ikke se hvilket køn dyret havde, gik længere frem hurtigt, men med ét var dyret væk....
Jeg kiggede rundt blandt det lidt tætte buskads hvor svenskeren havde stået skjult, der lå ingen buk.
Jeg gik frem mod det formodede anskudssted, og fandt også der en frisk fejning, men intet schweiss....fuck.
Jeg tog mig til hovedet i frustration, panikken havde meldt sin ankomst. Jeg kiggede op mod stigen, jo, det virkede sandsynligt, at det var her han havde stået, da jeg trykkede af....
Jeg siksakkede opgivende op mod den lille klat træer midt på stykket.

Skammen stod malet i mit ansigt, og der var længe til 09.00, hvor jeg rigtigt kunne komme ned i håbløshedens sorteste hul, når jeg blev hentet af de andre jægere.
Mens jeg i tankerne gik og skumlede, var jeg nu kommet rundt på den anden side af den lille skov/træsamling, jeg kiggede modløst ind i stykket – og der – med lettelses tårer og dybe suk – så jeg det flotteste syn i verden.....det der reddede min verden....
Han lå så smukt, som jeg aldrig før har fundet en buk ligge i mit liv.
Liggende her i sit dødsleje, kun en meter derfra var hans ”livsleje”
Et livsleje i det bløde mos, her havde han været tryg, her havde han ligget i timevis, i dagevis, spejdende ud over sit terræn, efter råer i brunst.
Ligget på vagt over indtrængende konkurrenter, bukke der med tilbagetrukne læber og snuder lugtende efter at netop hans råer skulle lugte af brunst.
Bukke var blevet kastet bort, smidt ud, mens råerne var blevet beslået, og netop her havde han fundet sin sidste fred...
Aldrig før er jeg blevet så lettet.
For øjeblikke siden havde jeg i tankerne forestillet mig, at skulle ringe til Nikke og erkende mit nederlag, erkende min uduelighed som riffeljæger....føj hvor havde jeg følt mig nede – men nu – fra det dybeste til det højeste....
For her lå han, denne smukke svenske buk, en flot ulige sekstakker, eller som svenskerne reelt siger en femtakker.
Her lå han med hjertet blæst ud og det ene blad knust. Fantastisk vilje i døden at kunne løbe
så langt og ubesværet....
Efter at havet brækket bukken satte jeg mig for at finde det korrekte anskudssted...
Med dette skud, og de omfattende skader, ville der være meget schweiss at finde...
Det fandt jeg også.
Her var også en fejning, en meget kraftig fejning. Her var blod og kødstykker, et hjerte i flere bidder, blod sprøjtet ud over næsten en kvadratmeter.
Havde jeg dog bare fundet dette sted straks efter skuddet.
Men på den anden side, så var jeg ikke kommet igennem hele følelsesregistret..
Det er længe siden jeg har grædt af glæde... og havde jeg i given situation bare givet følelserne frit løb, var det sket. Men en voksen jæger står da ikke og tuder, gør han vel?
Jeg sendte sms til vennerne.

JAØ August 2003