Bockjakt Sverige 2021 d. 18/8 om morgenen...

Onsdag morgen var alle mand afsted. (18/8-21)

Årets tredje jagtdag.
Jørn ville prøve ved Søen igen, Poul ville forsøge sig i skovrydningen, og Finn ville for sidste gang prøve ved huset.

Og hvad skulle jeg så finde på som sidste vælger?

Jeg havde tænkt mig meget godt om, hvis ikke min buk nr. 100 skulle blive nedlagt pga størrelsen, så skulle jagten på den være noget særligt.
Det første, størrelsen kunne jeg ikke selv bestemme, men jeg kunne vælge en udfordrende jagt, på mit drømmeområde ,dem er der nu flere af her i Sverige.
Jeg ville ikke vælge et alt for oplagt sted, Damengen var let at gå til, og der kunne helt sikkert skydes buk på de åbne vidder, men nu drejede det sig ikke bare om at skyde en buk..

Hvepsestigen har spøgt i mit hoved i et år nu, jeg kunne ikke glemme bukken jeg lokkede ind fra 150 meter til ca 80 for knap et år siden.
Han stod så flot den morgen, en morgen hvor han havde skældt ud over en tidlig skovarbejder med motorsav, eller måske over færten af mig.
Alligevel dukkede han op, ude i de fjerneste høje træer og gik på lokkekaldet ind i det tætte, indtil han blot stod med hovedet fri, på god skudafstand, men umulig for mig at skyde..

Morgenduggen fik perlerne i hans mørke opsats til at skinne.
Dengang skulle han bare tage et skridt til højre eller venstre, så var han min, og pludselig var han væk, mere snu end jeg, havde han sneget sig bort, på den sidste morgen i det svenske 2020.

Hvepsestigen, vi kiggede på stigen/tårnet d. 14/8-21, på vores tur rundt for at klippe lidt grene væk.
Stigen der er et tårn står i en tidligere lysning, hvor der for mange år siden er blevet slået kløver eller græs.
Siden voksede det i eng, hvor der blev slået lidt striber, så vi kunne se vildtet.

For 4-5 år siden blev der plantet træer, nåletræer på stykket, og de allesteds værende birketræer, hurtigtvoksende og tætte, har gjort stedet næsten ufremkommeligt.

Men det er stadig et af mine yndlingssteder, men nu praktisk taget et umuligt sted at nedlægge en buk, selve stigen der er et trekantet tårn er nu langt om længe blevet så råddent, at skulle Poul forsøge at kommer op at sidde i det, så vil det hele deles til højre og venstre.
Jeg tror vi gav tårnet dødsdommen for mere end 10 år siden, at det står her endnu, er et mindre mirakel..
Jeg kravlede på vores sightseeing forsigtigt op, og jo, her sidder jeg stadig fantastisk, og jeg har den aftale med den buk, jeg så sidste år..skal jeg forsøge at overholde aftalen, så skal det være nu.

Jeg har kun på de sidste 19 år blot skudt 2 bukke fra dette tårn.
I alt er der fra tårnet blevet nedlagt 4 bukke, ikke mange og det skyldes alene, at stedet ikke er så oplagt for os danske jægere, som en stor åben mark.

Første år, 2002, en morgen vi sov over, skød jeg en fin seksender.
I 2011 skød jeg min buk nr. to fra tårnet, nok min flotteste svenske buk nogensinde, historien kan du læse her :
https://www.jens-arneoestergaard.dk/435380610
Og nu..henholdsvis 19 og 10 år senere, skal jeg så skyde min tredje Hvepsestige buk?

Nu er det vores jagtdag nr. 3, tidlig morgen, det er mørkt som i en kulgravers …
Jeg kender turen ind til tårnet, jeg kan gå den i blinde.
Den lette vej ville være igennem højskoven på tværs, men på den måde ville jeg sætte fært midt i bukkens kerneområde.
Ingen tvivl om at han bevæger sig ud fra den åbne skov, ud i det tætte, det kunne vi se på friske fejninger blot en meter fra hvepsestigen, men skoven er spækket med skrab for næsten hvert et skridt, så der skulle jeg ikke ind at gå her til morgen.

Så den vanskelige og længste rute, ingen vej udenom.

I vinkel fra vejen ad det gamle nu næsten usynlige og dybe skovspor, med våde og glatte kanter, træer der var væltet på tværs, jeg bandede indvendigt over disse forhindringer, da jeg så lydløst som muligt bevægede mig frem.
Endelig var de 149,9 meter tilendebragt.
Men nu blev det først rigtigt svært.
De næste 125 meter var næsten som at møde en usynlig mur.
Birk og grantræer i en skøn forening, kombineret med dybt gravede huller gjorde fremfærden yderst vanskelig.
Nogle steder var jeg nødt til at vove mig ud på "lysningen", hvis træerne stod alt for tæt.
Jeg håbede bukken ville tro, jeg var en elg, når han hørte mig, for lydløs kunne jeg på ingen måde være.
Endelig fremme ved tårnet, svedig og lettere forpustet.
Ingen dyr havde skældt mig ud, endnu..

At komme op i tårnet, ad en stige uden trin med samme afstand, og et meget lille hul at kravle ind ad, var en kunst i sig selv.
Og jeg skulle have al mit udstyr med op, rygsækstol, skydestok og riffel.
Kikkerten dinglede om halsen, videokamera fyldte i lommen, en krop så stiv som et bræt, jeg følte mig langt fra smidig og lydløs som en ninja.
Men mirakuløst nåede jeg op, stadig ingen dyr der skældte ud..

På plads kunne jeg trække vejret stille og roligt, det er dette øjeblik jeg elsker allermest ved bukkejagten.
Tidlig morgen, før solen står op, du mærker det i alle kroppens nerver og sanser, livet omkring dig vågner til en ny dag, for det meste en gentagelse af dagene før, til nyt slags vejr, uforudsigelighed, men også vante rutiner.

Jeg føler mig som en yderst privilegeret tilskuer, en luksus jeg får lov til at sidde her.
Det rynkede tårn føles som en kongetrone, det er her, jeg hører til.
Om halsen har jeg to slags kald, vil nøjes med at bruge mit Nordic Roe, det er jeg blevet fortroligt med, men det er for tidligt at skabe postyr endnu, der er ikke lyst nok til at afgive skud.
Intet haster, jeg har mindst fire timer foran mig, og jeg vil nyde hvert et minut, hvert et sekund.

Det er så intenst at sidde her.
Jeg slapper af, alligevel er alle sanser vakt.
Verden omkring mig, den med mennesker, sover endnu.
Først senere vil jeg kunne høre bilerne på vejen bag mig, selvom der er 150 meter ud til den asfalterede vej, stopper skoven ikke lydende fra den industrielle verden, men jeg kan for en stund stadig bilde mig ind, at jeg er det eneste menneske på jorden.

Klokken har passeret fem, det er ved at være lyst nok til at begynde at lokke, jeg prøver at trække den lidt, men jeg føler trangen, hvis jeg skal skyde min buk nr. 100 her, så skal det ske på lokkekald.

Et lille piv kommer ret frem foran mig, tårnet står op imod højskov, den tætte ny beplantning er ret frem og til siderne.
Til siderne er der ca. 125 både til højre og til venstre.
Nedenfor tårnet, et par meter til venstre, løber en lille bæk med sin stille rislen, jeg kan ikke beskrive, hvor smukt og idyllerisk her er.
Kigger jeg mig over min venstre skulder, har jeg frit skud ind i højskoven bag mig, det er der jeg håber bukken vil komme.

Lige frem er der 65 meter, før man støder på højskov igen, og det var derfra en rå kaldte på bukken.

Denne lyd ville jeg forsøge at imitere, så jeg tog mit Nordic Roe i munden og peb forsigtigt..fire gange, og så pause.
Efter et par minutter peb jeg igen..og der..i højskoven bag mig opfanger jeg en lille lyd, eller måske mere fornemmer jeg en bevægelse, for en buk forstår at komme lydløst frem..

Der stod han, flot og rødgul (ligesom Zimba), stolt at se på.
Han søgte efter det dyr der havde givet lyd fra sig, trådte ned i kanten af grøften hvori bækken løb, og gik helt frem til skovkanten.

Han stod blot 5,7 meter fra mig (og inden I tror jeg lyver, så kan jeg se afstandene på krak, det er ganske vist) det var meget, meget spændende, og for en buejæger ideelt.

Han kiggede rundt, jeg forsøgte at være helt stille, enhver lille skrabelyd, knirken fra riflen i min skydestok, en kikkert der farer vildt, ville ødelægge min chance for skud, men jeg skulle se, hvor stor han var..

Forsigtigt fik jeg riflen listet ud fra skydestokkens vinkel, det foregik i slow motion.
Om bukken fornemmede fare ved jeg ikke, han vendte om og begyndte at liste tilbage mod højskoven.
Jeg fik riflen drejet ind på bukken, men forstørrelsen havde jeg glemt at få sat ned, så den stod på ca. 12 gange forstørrelse, så jeg kunne intet se.
Jeg drejede forsigtigt på min kikkert, ned på minimum, og så nu bukken helt tydeligt.
Jeg havde troet han var en ung mindre buk, da jeg så ham med mit blotte øje, men nu kom jeg mere i tvivl, var han ikke god nok til at blive min buk nr. 100?

Bukken trådte forsigtigt længere ind imellem træerne, han havde kigget direkte på mig, da jeg drejede på min kikkert, utroligt han ikke stak af.
Men der har jo heller ikke været et menneske her i skoven i snart et år, så måske han derfor ikke anede faren ved min tilstedeværelse.

Jo, han er god nok.
9,2 meter fra mig stod bukken da skuddet faldt, og han faldt om i ”knaldet” (som man siger).
Jeg havde husket at holde højt, det er ikke så let som det lyder, at skyde en buk så tæt på.
Husker et år Kim havde skudt forløbet over på en buk, netop fra dette tårn, det skulle ikke ske for mig.

I det jeg afgav mit skud, hviskede jeg, "buk nr. 100..."

Min følelse efter skuddet var en forløsning, jeg aldrig havde haft i så stærk en grad tidligere efter at have skudt buk.
Det har altid været bukkefeber, der har bølget igennem mine årer, nu var denne følelse overgået med følelsen af vemod.
Er jeg lige pludselig blevet et gammelt sentimentalt fjols?

Vemod har jeg ofte følt ved nedlæggelsen af en buk eller andet større vildt, men først når jeg er kommet frem til mit nedlagte bytte.
Lige her ramte vemodet mig som et slag af en forhammer.
Tårerne stod ud af mine øjne, jeg kunne ikke holde dem tilbage.
Mine tanker var tilbage ved Zanto, hvor jeg i skuddet havde hvisket ”farvel” for mindre end en uge siden.
Det var et helt specielt øjeblik for mig, og hvad gør man ved specielle øjeblikke?
Man følger med, jeg blev dog siddende, men følelserne gav jeg frit løb, de måtte tage den tid de skulle tage, der var jo ingen der kunne se mig..
Klokken var 5.33

Uhyggeligt så stærkt det kan gå.
Mandag aften, en hel dag på bukkejagt uden buk, men jo, jeg havde set buk, både morgen og aften, den var for lille og for ung.
Halvanden dag senere har jeg nu skudt 3 bukke, lukket min svenske bukkejagt for i år, halvvejs inde i ugens jagt, men det var jeg bestemt ikke ked af.

Jeg kunne ikke ønske mig en bedre afslutning på de første 100 bukke, eller på bukkejagten i Sverige for i år..

Jeg har stadig et ønske om at skyde den helt store buk, og det er ikke ham der ligger der, blot 10 meter fra mig, bag en væltet træstamme.
Jeg skulle snart gå frem til min buk, men lad mig nu lige nyde dette magiske øjeblik lidt endnu..

JAØ 31/8-21

ps. Fremme ved bukken studerede jeg ham meget nøgternt.
Så ringe var han nu heller ikke, hans opsats var faktisk større end jeg først havde antaget.
Selve bukken, kort kraftig hals, fantastisk farve i pelsen, lang pels, god kondition, helt sikkert ham der bestemte lige her.
Måske kan han nå de 100 point, medalje er han ikke..

Symbolikken i 100 point kan jeg godt li' til min buk nr. 100, det vil tiden vise, om det holder.
Nu skulle bukken brækkes, noget jeg aldrig er glad for, det er ligesom om, at en buk går fra at være skovens smukkeste dyr, til via få snit at blive forvandlet til et stykke kød på vej i fryseren.
Jeg føler næsten det er en skamfering.
Men at brække dyret generer mig ikke, mht ”det beskidte arbejde” der ligger deri.
Det er ren kosmetik.
Vi er som jægere forpligtiget til, at behandle dyr med respekt, før og efter skud, fra skov til bord om man så må sige.

Skuddet var gået skråt igennem bukken, havde taget leveren på vej ud.
Det sviner indeni.
Da jeg havde brækket bukken, trak jeg den ned til bækken, som med det klare vand, kunne skylle det værste snavs ud.
Jørn sagde godt nok senere, at en veterinær uddannet sikkert ville have korset sig ved synet af denne handling, ja men så er det godt, at ingen veterinærer skal sætte tænderne i mit kød.

Ren og fin blev bukken lagt op, nu med skinnende våd pels, på træstammen den var faldet ved.
Solstråler var ved at bryde igennem det tynde skydække, og det varede ikke længe, før strålerne også ville række ned fra de høje træer og ned til min flotte buk.

Jeg havde masser af tid, derfor gik jeg en tur i skoven.
Der var ingen kantareller, men masser af andre svampe, flere af dem garanteret meget giftige.
Jeg plukker kun svampe jeg er sikker på jeg kan spise, og det begrænser sig her i Sverige kun til to slags.
Carl Johan og kantareller.
Men på grænsen mellem skov og myr var der masser af blåbær og tyttebær, masser er relativt, men jeg kunne da samle mig et par håndfulde blåbær, de smager super godt, og er fyldt med antioxidanter.
Tyttebærene lod jeg stå til råvildtet, de er for syrlige, syntes jeg.
Jeg fandt en lille smule vilde hindbær, det er nok de bedste bær her i skoven, små og søde.

Jeg elsker den svenske skov.

Da jeg nåede tilbage til min buk, fløj en sort fugl fra træerne tæt derved.
Dens karakteristiske lyd lød fra da han landede i træerne på modsatte side, det var ravnen.
Utroligt den lugtesans denne største af skovens flyvende skrældemænd har.

Bukken lå nu badet i sol, dampen steg fra den rødgule sommerpels.
Et smukkere syn findes ikke.

Kl. 08.15 gik jeg på tværs i skoven mod vejen, først med mit habengut, til sidst med min buk og min riffel...vejret blev sidste gang i år trukket dybt..meget, meget dybt.

Mange følelser i spil lige efter mit skud..

fremme ved bukken

Typisk gammel skovbuk

For sidste gang i år bærer jeg en svensk buk ud af skoven..

En af de få videoer jeg selv er med på, det kræver lidt kunstig opstilling, ikke tit (læs aldrig) nogen af mine kammerater spørger "Skal jeg ikke lige optage lidt film med dig?"