Skyd og vær glad aka Josephines første stykke vildt

Skyd og vær glad, eller lad vær.

Skyd og vær glad, eller lad vær.
Faktisk et meget godt budskab at sende til en jæger.
Budskabet fik jeg fra Jimmy, en jagtkammerat, som har skudt mere vildt end jeg har spist ærter, og Jimmy har været på jagt i bl.a. Polen, og der har han formentlig på 5 år skudt flere bukke, grise og hjorte, end jeg har skudt i hele mit jagtliv.
Overdrivelse fremmer forståelsen, for så mange bukke har Jimmy nok heller ikke skudt i Polen på 5 år, men hjorte og grise, så absolut, så Jimmy har noget at have sit udsagn i, det er sikkert og vist.

Jeg er nået til en skillevej i mit liv som jæger.
En skillevej som er kommet stille og roligt over de sidste år, jeg er ved at være i mål tror jeg.
Denne sæson har jeg ladet flere stykker råvildt passere, når jeg morgen eller aften har siddet og nydt naturen alene eller sammen med Annette som trofast tilskuer.

Annette har set mig skyde buk, dåhjort og då.
Ja, Annette har endda været med mig i Sverige, hvor vi har skudt vildsvin og mink.
Flere af dyrene har Annette formentlig været skyld i, at jeg er kommet til skud, ofte ser fire øjne bedre end to, i hvert tilfælde, hvis jægeren lige napper en morfar. (powernap)
Og powernap, det er jeg rigtig god til at nappe, når jeg sidder i mediativ tilstand, i frisk luft og godt pakket ind.

I slutningen af år 2020 havde jeg besluttet, at der ikke skulle skydes mere råvildt på mit jagtterræn.
Jeg vurderede, at der var en god og sund bestand i området, både af buk, råer og lam.
Ræven har jeg kun set en enkel gang under bukkejagten, en udsultet rævetæve, så der har sikkert været et kuld hvalpe et sted i krattet.
Men underligt nok, så er der ikke kommet en ræv forbi, her i efteråret.
Jeg har været bange for, at det måske er den allestedsnærværende mårhund, der har fortrængt ræven, men mårhund, har jeg heller ikke set skyggen af.

Så råvildtet burde have gode vilkår før den kommende sæson.
Da jeg samtidigt sørger for, at min fodertønde altid er fyldt godt op med majs, og at en automatisk spreder, minimerer risikoen for overfodring, så er al råvildt fint hvid i spejlet, afføringen på terrænet er fast, jeg holder øje med det meste.

Mit nye vildtkamera, noget jeg ellers har været modstander af at få hængt op, har jeg gladelig set billeder fra, både af de kakifarvede grå mænd med fjällräven på ryggen, vandprøver i lommen og kikkert hængende over nakken, men også billeder af bukke, kronvildt og dåvildt, har fortalt mere om livet på engen, end jeg har kunnet se under mine timer i dagslys.
Ingen ræve, ingen mårhunde.

Vildtet har været mest aktivt mellem kl. 20.00 og 05.00 altså udenfor skydetid.
Den milde vinter og de store marker med olieræddiker, har ikke blot stået knæhøjt i oktober, men helt ind midt i januar.
Markerne med olieræddiker har ikke blot tiltrukket råvildt, jeg har også set fasanerne løbe dertil i stimer.
Disse marker, har været opholdssted for vildtet i dagtimerne, og når mørket er faldet på, så er der søgt alternative fødekilder.
Skovskaderne (på svensk nötskrika) har fløjet i fast rutefart fra mosen til min fodertønde, jeg vil tro der mindst holder 5 par til i mosen.
Fasaner har også været aktive omkring spredningstid, og har søgt dertil, det glæder mig altid at se de flotte kokke stalke frem og tilbage i stolt positur.

Som sagt, så skulle der ikke skydes mere råvildt.
Ikke fordi chancerne ikke bød sig, men jeg lod chancen gå forbi, nød synet, også selvom Annette var med mig på jagt.
Det har været dåvildt/kronvildt og ræv/mårhund jeg har spejdet efter, forgæves, time efter time.
Men sådan er jagt, heldigvis, de tomme timer er i overtal.

Vi bliver som jægere ofte spurgt:
Hvad skød du? Hvad fik du tiden til at gå med, når du ikke skød noget? Hvad tænkte du på?
Jeg kommer tit hjem, og kan svare ingenting på alle 3 spørgsmål.
Så tomme timer..det er faktisk noget, man lærer at holde usigeligt meget af.

Jeg kan godt forestille mig, at jægere af nyere dato kan finde på at koble lyd til høreværnet, for at fylde tomrummet op med musik eller anden underholdning, en skam, hvis du spørger mig.
De unge mennesker vokser op i støj, fra morgen til aften, stilhed gør dem bange.

Jeg elsker stilheden.

En historie har ofte to sider.
Den følgende historie har to sider, selvom jeg ville ønske jeg kun ville tænke på den ene, så fylder den mørke lidt mere end den lyse (og jeg kan ikke helt indoktrinere mig med Jimmys ord, skyd og vær glad, jeg arbejder på sagen, men jeg er en tænker, så der går et par dage)

Josephine min højtelskede datter på 24 år var hjemme på overnatning fredag til lørdag.
Josephine er flyttet hjemmefra for flere år siden, har boet i Aalborg sammen med sin kæreste Victor og for et halvt år siden, flyttede de sammen til Aarhus, og der har de begge fået gode jobs.

Det unge par har nu alt i den kendte sætning, V, V og Vovhund. undtagen hund.
(Annette siger helt sikkert, når hun læser historien, at jeg skal huske at sige, at jeg elsker mine to drenge ligeså meget, som jeg elsker min datter)
Og ja, Andreas og Jonathan, jeg holder ligeså meget af jer, som jeg holder af Josephine.

Når I får børn, så finder i ud af, at det bare er lidt anderledes dette far/datter forhold.
Umuligt at forklare.
Vi drenge får ikke så meget kærlighed som pigerne, sådan er det bare..

Josephine har været med sin far på jagt én gang før i sit liv, det er ikke en måned siden hun var med ude med riflen for første gang, der skete intet, vi så intet, vi skød intet, en tom stille tid.
Ikke fordi tilbuddene ikke har været der, da hun boede hjemme, jagt har bare ikke sagt Josephine en jagthattefis.
At smide en snøre i vandet efter fisk, det har hun været med på, jeg tror, det har været for at vise, at hun kunne fange flere og større fisk end sine to brødre og senere flere end hendes kæreste og svigerforældre.

Jagt har der ikke været nogen konkurrence i, det har været for kedeligt, tror jeg.

På Josephines nye job har flere kollegaer vist interesse for jagt, og måske endda interesse for at tage jagttegn, og så kan der jo vise sig at være lidt konkurrence i jagt også.
Jeg kan ikke undgå at more mig, over min tanke, selvom Josephine der er mindst ligeså stædig som sin far, sikkert vil benægte sandheden af mit udsagn.

Jeg luftede fredag aften tanken om at sætte mig ud med riflen lørdag morgen.
Josephine kom i lidt af et dilemma.
Annette og Josephine plejer at løbe en tur med Zanto når Josephine er hjemme.
Og da Josephine fik tilbuddet om at komme med på jagt, skulle hun vælge mellem sin far og sin mor.
Jeg kunne sagtens tage af sted alene, men overraskende nok, så kunne jeg godt mærke, at Josephine faktisk gerne ville med på jagt, det kunne Annette også.

Okay.
Vi står op kl. 7.30 og kører senest kl. 08.00 lød min besked, da vi gik i seng fredag aften.

Første gang vi var afsted sammen på jagt, Josephine og jeg, så drillede jeg hende med, at hun nok ville få svært ved at få sin røv ned i sin mors jagtbukser. (str. 36)
Støvlerne passer, str 38 både mor og datter.
Josephine er ca 15 cm højere end sin mor, 164 og 179, og Josephine vejer formentlig også ca 15 kg mere end sin mor.. (vægten aner jeg intet om)
Både Josephine og Annette er elitefodboldspillere (mere eller mindre)
Så lårmuskulaturen fejler ikke noget.
Og selvklart er Josephines hofter bredere end sin mors, de har begge fantastiks harmoniske kroppe.
Og jo, Josephine kunne godt passe sin mors jagttøj, det var kun længden på bukserne der var lidt for kort.

Lørdag morgen fandt Annette både mit og Josephines jagttøj frem, sikke en service.
Og klokken 08.00 rullede den frosne bil ned af indkørslen.

Om fredagen havde det regnet hele dagen, vindstyrken havde til tider været nær stormstyrke.
Regnen var trukket over landet, vinden havde lagt sig, og lidt nattefrost havde sat ind, så det var forsigtig kørsel de 19,9 km til min jagt.
På vejen til jagten, bemærkede jeg, at de før høje og grønne olieræddike marker, var splattet sammen.
Jeg forklarede Josephine om afgrøder og min teori angående vildtets nat aktivitet og spisevaner.

På en bakkekam så vi 3 stykker råvildt, en græsmark, understøttede min antagelse, måske morgenen ikke blev helt uden liv.

Jeg forklarede også min planer vedr afskydning, at det var dåvildt og ræv der var målet.
Jeg fortalte dog ikke, at jeg sikkert ville skyde hvad jagtloven tillod, alene og blot fordi, Josephine var med.
Sådan har jeg haft det, når drengene og deres mor har været med, indtil der er skudt vildt sammen med dem, så ændres kriterierne.
Jonathan har været med til at skyde råbuk og bæver.
Andreas har været med til at skyde harer, og selvom han er den, der har været mest med på bukkejagt, så har han ikke set mig skyde buk/råvildt endnu, og på vores bæverjagt, skød vi heller ikke bæver, vi så en bæver, men den så os først.

Knasende fremmarch
Turen fra bilen til tårnet på jagten, foregik så stille som muligt, igennem skoven i den lange allé, knasede de frosne blade som tørre cornflakes, og selvom vindretningen var perfekt, blev de sidste 40 meter tilbagelagt så langsomt som muligt.
Den ene fod sat forsigtigt foran den anden.

Jeg var ikke i tvivl om, at al klovbærende vildt i miles omkreds hørte vores færdsel frem, jeg håbede bare, at de ikke vidste, hvad vi var, og ikke lod sig forskrække.

Stille fremme ved tårnet.
Jeg lægger min skydestok fra mig, Josephine kravler først op i tårnet, jeg smyger mig lydløst på plads et øjeblik efter.
Intet liv på marken.

Vi kan ikke se fodertønden fra tårnet, den ligger et stykke til venstre langs slugtens kant, så der kan sagtens stå vildt ved den, foderet bliver spredt kl. 07.45.
Da jeg har plantet mig i tårnet, har klokken just passeret skydetid start, solen er stået op, selvom vi ikke kan se den, så må der nu skydes..

At Josephine ligner sin far som jæger, observerede jeg også under jagten.
Hele bevægelsesmønstret, stilheden, den nødvendige tålmodighed i blikket, koncentrationen og accepten af spillets regler, det hele ligger i sindet, i generne.
Vi er alle født som jægere, det er bare ikke alle, der accepterer fakta.
Lige nu er Josephine ligeså meget på jagt som jeg selv.
Hun er jæger.

Roen faldt over os og vores omgivelser.
Jeg studerede naboarealerne igennem min kikkert, intet liv.
Det blev nok endnu en tom morgen for de blinde.
En flok gæs havde gækket over himlen, det var dog en flok svaner vi så.
Jeg pegede imod dem, da de lydløst strøg under den lyseblå himmel.

Pludselig puffede Josephine til mig og pegede mod højre, en bevægelse som ville have været fatal, hvis det var et stykke då- eller råvildt, der var kommet listende.
Men den stolte fasankok var ligeglad, den gik målrettet ned mod slugtens bund, skråt ned, med retning mod fodertønden.
Men jeg ved, at en fasan ser alt, de sorte øjne arbejder på højtryk, kører rundt og ser det mindste.
Men Josephines behandskede hånd, så den ikke.

Fasanen forsvandt, der var helt stille for en stund igen.

Pludselig stod et stykke råvildt på den rimfrosne eng.
65-70 meter fra tårnet, lige nedenfor i slugten.

Den var årvågen, stod med bredsiden til, kiggede i vores retning, dog ikke opad, men måske den allerede havde hørt os, da vi gik på plads, og måske fasankokken havde irriteret den nok, til den fortrak fra fodertønden.
Riflen var allerede i anslag da Josephine hviskede til mig ”se der” .. jeg var ikke nået til min morfar, så jeg reagerede straks, rent på rutine..
Jeg så dyret som et hundyr og lod kuglen gå.
Dyret faldt om med et lille skrig, jeg repeterede, og var klar til at følge op.
Det blev ikke nødvendigt, livet var slut for dette vinterklædte dyr, der var kun få efterfølgende spark ud i luften.

”Der er en mere” hviskede Josephine.
Det så jeg overhovedet ikke, mit fokus var på det dyr, jeg netop havde nedlagt.
Så jeg så ikke det andet stykke råvildt, der sprang ind i mosen.

Jeg så de 3 dyr der pludselig stod på naboens åbne mark, de var på vagt, men et kort øjeblik efter, da skuddet havde lagt sig, essede de roligt af de frost stive græsstrå.

Josephine og jeg sad og nød synet af de levende og det døde dyr en stund, mens pulsen faldt til ro.
Min puls havde ikke rokket sig mange trin på skalaen, lå sikkert stadig for højt, men temmelig stabilt :-)
Jeg spurgte Josephine om hun havde nået at få sine hænder for ørerne, jeg havde ikke fået hende advaret, det gik så stærkt.
Næsten.. svarede Josephine, men da pandebånd og jagthætte sad for ørerne, havde det taget det værste smæld.

Kort tid efter kom endnu 2 dyr ud fra mosen til naboens græsmark, og da vi klatrede ned fra tårnet, forsvandt de alle 5 over marken, og væk var de.

Josephine var et stort smil, da hun sagde tillykke.
Jeg smilte retur, selvom jeg i baghovedet havde den lille dårlige samvittighed liggende (jeg ville jo ikke skyde mere råvildt, men alligevel tøvede jeg ikke et sekund, og det kun fordi min store pige var med sin far på jagt – så skyd og vær glad – jeg forsøgte)

Nu kunne vi snakke uden at hviske.

Jeg forklarede hvad skuddet betød.
Hvordan dyret havde reageret med skrig, spark osv.
Hvorfor de andre dyr ikke bare stak af.

Josephine trådte hegnstråden ned, så jeg kunne gå først ned af skråningen.
Jeg blev forbavset over forståelsen.
Skydestok og riffel havde jeg klar, på afstand havde jeg dog studeret dyret, der var ingen bevægelse, livet var slut.

Fremme ved dyret afladede jeg min riffel, og kunne konstatere at jeg havde taget fejl.
”Pis..det er en buk” sagde jeg til Josephine.
"Er det ikke ikke godt?" spurgte Josephine lettere bekymret..
Jeg kiggede på bukkens runde små knopper
”Okay, det er et bukkelam, så det er perfekt, meget bedre end hvis det var en rå”
Og jeg forklarede Josephine, at skyder man en rå, så er der formentlig mindst et lam, måske to i maven på råen.
Og selvom der er jagttid på al råvildt, vil jeg som jæger helst ikke skyde en kastebuk eller en rå med lam i maven.
Så et rålam eller et bukkelam var rigtig godt.
Så alt var fint, så fint.
”Nå, nu skal du til at brække dyret” - sagde jeg til min datter.
”Det tror jeg simpelthen ikke, jeg kan” sagde Josephine.
”Jamen det skal man kunne som jæger” forklarede jeg min datter, jeg fortalte dog også, at skulle hun få taget det jagttegn, så ville jeg garantere, at hun aldrig kom til at brække et dyr, så længe hun skød dyret, hvor der var mænd til stede, så ville de stå i kø for at vise, hvor meget gentleman/jæger de er..men.. det vil ikke skade, selv at kunne gøre det.

Jeg brækkede bukken (lam eller voksen?) uden ret meget griseri.
Bukken var skudt fint, truffet på højre side lidt højt og lidt langt bag bladet, udgangshul lige bag skulderbladet på venstre side, perfekt lungekugle, hvilket var tydeligt på de gennemskudte lunger.
Jeg forklarede Josephine alt undervejs.
Om dyrets anatomi (så meget som jeg vidste)
Viste hjerte, nyrer og lunger frem.
Forklarede om mellemgulvet, som jeg overså på den første buk jeg brækkede for snart 30 år siden, men som Johns far venligst pegede på, da jeg stolt viste min brækkede buk frem.
(hjerte og lunger skal også ud)

Endetarm og blære ville jeg først tage ud derhjemme, men det blev også vist kyndigt frem.

Det var et stort og velnæret ”bukkelam”.
Jeg bildte mig stadig ind, at de to små knolde var et lams.

Tarme og lunger blev lagt ind i kanten af mosen til ræveføde.
Hjerte og lever lagde jeg ind i det tømte dyr.
Jeg havde ikke fået en pose med i lommen.

Josephine fik sendt SNAPCHAT rundt til venner og advokat kollegaer.
Mit smil blev ikke mindre af den grund, det er helt i orden at være stolt og at føle sig en smule sej.

Vi snakkede meget om døden, altså rådyrets, kontra en gris eller en ko fra stalden.
Jeg har oplevet begge dele meget tæt på, via mit arbejde som ung, 5 år ved landbruget, med både grise og køer.
Tænk på den stress, fra stald til bil, fra bil til slagteri, og i slagteriet frem til ”kniven”
Her lå et stykke kød, næsten økologisk kød, ustresset og slået ihjel på den mest humane måde man kan gøre det.

Dette stykke råvildt har haft et godt liv, og døden var øjeblikkelig som et kort slag fra himlen.

Josephine forstod det hele, og troede også hun kunne slå ihjel på denne måde, men at brække dyret..ikke umiddelbart.
Jeg forklarede, at det var et nødvendigt onde, at man fulgte sit job til døren.
Men det var ikke altid, at en brækning var så fin og uden griseri som dette skud havde efterladt.
Et skud eller brud med kniven i tarmene, det kunne være værre, meget værre.

Jeg løftede bukken til bilen.
Josephine bar riffel og skydestok.

Turen hjem foregik i stilhed, snak i bilen om jagten, der havde taget under en time.
Fra vi ankom, til vi kørte derfra igen.

Med blodige hænder gik jeg ind for at købe rundstykker.
På vej hjem stoppede vi for at købe rundstykker.
Josephine tilbød at gå ind i stedet for mig, jeg var jo ikke helt ren at se på.
Jakke og bukser havde fået lidt rød farve, men det tager ingen skade af at se, at sådan er livet.

Hjemme på græsplænen kom Flemming forbi for at gratulere.
Ulla (vores bjørnekat) sprang rundt, gnaskede nyrer i sig, ja selv endetarm prøvede den at tygge på, urinblæren rynkede den dog på næse af.

Jeg havde helt glemt, at Josephine og jeg skulle have haft en bukkebajer ved bilen og på vej hjem.
Jeg tænkte tanken da jeg løftede bukken ind i bilen, men glemte det så igen.

Lidt specielt at stå her på en kold græsplæne, inden morgenmad, at skåle med sin storebror og datter, i svensk MARIESTED øl (måske verdens bedste øl), Annette takkede pænt nej til øl.

Det var en fantastisk lørdag morgen, indtil Jimmy kommenterede mit facebook opslag.
”Super, tillykke. Meeen et bukkelam får ikke hvid plet på halsen!!!! Det er en kastebuk, der er ved at sætte op igen” (ingen fordømmelse, kun konstatering, og flere smileyer)
Det kunne ligeså godt have været Lars fra Vojens der tørt hjalp mig i min uvidenhed.
Og helt ærligt, så er jeg altid glad for at lære nyt.
Jeg havde ikke skænket den hvide plet eller ej en tanke.
Nogle gange stirer jeg mig blot blind på det jeg ønsker at se, eller ikke se om man vil.
Jeg svarede :
”Okay, du har sikkert ret, shit happens, heldigvis ikke en af de gamle”
Jimmy svarede :
”Der er rådyr nok, og det er godt kød, hils Josephine” (i Josephines sabbatår fra gym til uni var Jimmy hendes chef på Vebbestrup is, verdens bedste softice.

Under private beskeder (messenger) tog jeg en kort dialog med Jimmy, forklarede hvorfor jeg havde skudt, lidt imod min egen agenda.
Jimmy ”trak på skulderen” (sådan så jeg det for mig), og svarede ”Skyd og vær glad, eller lad vær, det er mit motto”
Og jeg kan kun give Jimmy ret, selvom jeg ærligt indrømmer, at jeg tugter mig selv, hver gang jeg kigger på bukken på min vildtkrog, hvor den med denne temperatur, godt kan hænge nogle dage endnu.
Det har jeg godt af, at blive tugtet en smule.
For at acceptere mit skud, mine gerninger, og når kuglen er sluppet, så har vi jægere aldrig en fortrydelsesret, jeg ved det godt..

Jeg fortryder absolut ikke min handling på den fantastiske far/datter tur, Josephine og jeg havde sammen.
Denne lørdag morgen d. 23 Januar 2021.

Skidt med jeg skal ligge søvnløs og tænke på, hvad denne buk kunne have præsteret af trofæ i løbet af de næste par måneder, han ville have været så fin på toppen i maj.. hvor den danske bukkejagt går ind.
I min statistik vil han tælle som bukkelam, og ikke som min buk nr. 100 (eller næsten nr. 100)
Han må gå lige op med det eneste bukkelam (mit første bukkelam) der hænger på min væg, skudt for mange mange år siden, også med riffel, dengang skød jeg og var glad..
Siden har jeg skudt bukkelam, både med hagl og riffel, lørdagens buk, løb ikke så stærkt, for den var lam som lille.

Midt i en coronatid, hvor mange benspænd forhindrer sociale oplevelser, føler jeg mig som jæger meget privilegeret over, at jeg stadig kan udleve min store passion for natur og jagt.
Det kan hverken en rød, blå eller kakifarvet regering spænde ben for..

Tak fordi du tog med mig på jagt Josephine.
Gem det tomme patronhylster som minde, og måske tager jeg mig sammen til at koge bukkehovedet af, selvom trofæet ikke er ”værd” at snakke om, så kan du også stille det frem som minde, om en helt aldeles fremragende lørdag morgen, hvor Mads er blevet skiftet ud med Sara i Mads og Monopolet, det er sgu ikke helt det samme.

Som sagt, så betaler din far halvdelen af din udgift til jagttegn, dette tilbud gælder også for din mor og dine to brødre..

JAØ 25/1-21

ps. Villa, Volvo og Vovhund, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken sætning der er kendt.

pps. Nu er hovedet kogt af fra "bukken" .. i dag d. 28/1-21 så jeg en video på youtube, den handlede om drivjagt i december i Sverige.
En jæger på post fik en rå og to lam for.
Jeg kunne tydeligt se hvid plet på de to lam, størrelsesforskellen på rå og lam, var også tydelig.
Jeg skrev til Jimmi, hvor sikker han var på sin påstand mht at lam ikke har hvid plet.
Så skulle han lige se det link jeg sendte ham på youtube filmen.
Jimmi måtte konstatere at han efter at have set mine billeder af det afkogte hovede, og ikke mindst tænderne, hvor den sidste kindtand er tredelt, det mest sikre tegn på at det er et lam..ja, så måtte han revurdere det, en jæger engang havde fortalt ham om den hvide aftegning.
Så Josephine og jeg nedlagde et lam i lørdags, et bukkelam.
Som jeg skrev til Jimmi, så holder min forklaring også, den jeg gav da vi stod ved vores bytte, lørdag morgen på en frossen eng.
"Prøv at hør" "Råen står og kalder på sit lam, hun kan ikke forstå den ikke følger med ind i mosen.."
"Nu slipper hun for at genne den væk om et par måneder, når hun skal sætte lam"
Selvom jeg har nedlagt over 100 stykker råvildt, så er jeg åben for at lære nyt, og det vil også være mit råd til nye og ældre jægere, I skal aldrig tro på alt hvad I hører, men lyt og tag alt med jer, det kan være andre har ret, men det er ikke altid.
Bukkelammet vejede brækket 15,8 kg, en tung vinterpels har jeg nu saltet for anden gang.
I morgen eller i overmorgen spænden jeg pelsen op, og så børster jeg saltet af.
Derefter får skindet en gang lugtfri petroleum hvori jeg har blandet natron, og så skal det tørre.
Om det bliver pænt nok til ophængning på en væg, eller blot skal bruges som apport-emne til en hvalp årgang 2021 (helst en Vizsla) det vil tiden vise..