Kun en aften tilbage af den svenske bukkejagt...

Onsdag aften d. 20/8-08

Kun en aften tilbage af den svenske bukkejagt.

Jeg følte det var turens vanskeligste beslutning, der skulle tages inden vi kørte fra Noelgården.
Skulle jeg satse på et af de steder vi havde set buk? eller skulle jeg prøve noget helt andet?

Vi havde næsten været hele vejen rundt.

Den nye skovrydning vi var blevet præsenteret for, var en mulighed.
Men sidste aften, turde man så satse på et totalt uudforsket sted?
Vi vidste jo, at lossen huserede i denne del af skoven.
Friske fodspor løj ikke om dens eksistens.

Hvepsestigen havde Jørn og Jesper siddet i, hver én gang.
Jørn så godt nok en lille buk, men ville jeg gå efter en lille buk på min sidste aften?
Skisme ville jeg ej...

På ”sølvbuks plads” havde jeg set dyr næsten hver gang.
Havde sågar filmet en meget flot buk på anden dags morgen, men jeg ville til dels ikke afslutte jagten i Sverige efter bare 1½ dag.
Derudover var bukken meget flot, men syntes ung – kunne godt være medalje, men næste år af en bedre karat.
Ja – en halv time efter jeg slukkede kameraet, blev der skudt på nabomarken – så det kan være, han ikke blev større alligevel, men jeg havde givet ham chancen.
På denne mark havde jeg afsikret til buk 3 gange, til en anden og ældre buk.
Hver gang havde bukken vundet, med de mindste marginaler.
Skulle jeg give stedet en chance til?

Ja, hvis ikke jeg skød buk i aften, så ville jeg tage sidste morgen på ”Sølvbukkens plads”.

Spjutmossen havde luret længe i mit baghovede.
Jørn og Torben foreslog næsten i munden på hinanden, at jeg skulle sætte mig der.
Kløveren stod her godt i år.
Vi havde set en rå med lam på stedet.
På 6 år havde vi kun skudt 2 bukke her, og det var ikke de største bukke, men stedet ligger rigtig godt.
Hvis ellers ikke man kommer op at diskuttere med naboen, som har et hus lige op til marken.
Jeg ville være ked af, at få sidste aften ødelagt på grund af nogle sure mennesker...

Valget blev derfor Spjutmossen.

Solen skinnede da Torben satte mig af.
Himlen var næsten skyfri.
Derfor havde jeg også ladet regntøjet blive hjemme.
En smule regn kunne mit almindelige jagttøj sagtens klare.

Sidste år sad jeg én gang i denne stige, helt forgæves.
Vi havde ikke gjort vores fodarbejde godt nok, så jeg kom da ud til en mark med høj stridig græs, græs der fuldstændig ville dække de vitale dele på et rådyr, hvis en sådan skulle vove sig ud af skoven.

Dette manglende fodarbejde havde vi i år forbedret, af skade bliver man mange gange klog.
Med fodarbejde mener jeg, at vi havde været ved stigen dagen før jagtens start, og sikret os, at afgrøden var i en højde, hvor det var muligt at komme til skud.

Som sagt så skinnede solen da jeg forlod bilen, det gjorde den også, da jeg nåede op i den lidt lave skydestige.
Der blev moslet og snakket gevaldigt oppe ved den lille ejendom for enden af marken.
Den svenske kvindes stemme kværnede i et køre, hun vidste nu, at en dansk jæger sad på marken.
(det bildte jeg mig ind, selvom hun muligvis altid var så højrøstet..)

Gad vide om hun troede, hun kunne skræmme både mig og råvildtet med hendes kværneri.
Jeg ved det lyder negativt, men i en svensk skov eller på en dansk mark, der er ønsket det samme fra en jægers side, absolut tysna.
Det sidste man ønsker at høre på, er en kvindes monotome ”skræppen” og allerværst hvis det lyder som en stor irettesættelse af manden eller mennesket som helhed.

Næste år tager jeg et høreværn med, så kan jeg slippe for den irriterende stemme.
Svensk kan i nogle tilfælde lyde besnærende, fra denne kvindes mund lød sproget afsindigt irriterende.

Jeg nød alligevel min luksus sideplads, nød livet på denne sidste aften i Sverige.

Som altid fyldtes kroppen med vemod, velvidende om den snarlige afsked, med en verden/et land som jeg værdsætter så højt.

Hovedet lagde jeg tilbage mod træstammen bag mig, sukkede med dybe åndedrag.
Nød den friske skovduft.
Høj luftfugtighed sat i cirkulation pga varmen fra solen fik alle de kraftige duftindtryk til at fylde mine næsebor.
Jeg følte, at hvert åndedrag havde et helene, måske endda en helt euforiserende indvirkning på min krop.
Jeg tog imod.

Mit sind var mæt.
Mæt af jagtoplevelser på godt og ondt.
Mæt af jagt i det hele taget, bare det at sidde her, ugenert de næste 4 timer, andet krav havde jeg ikke til livet.

Efter en stund ignorede jeg den svenske kvinde, og var ved at blunde, da de første dråber regn kom – ja – de kom faktisk helt bag på mig.
Ubemærket havde tynde skyer sneget sig for solen, og af uforklarlige årsager, kunne selv så tynde skyer afgive meget regn.

Jeg lænede mig helt tilbage, kiggede op i den tætte birk, som stigen stod fastlåst til.
Snart kunne jeg høre regnens spil på træets blade.

Regnen fik den svenske kvinde og hendes mand til at fortrække indendørs, de skulle vel også ind for at spise, og søgte klogelig læ for regnen, jeg havde nu marken for mig selv.

Skydestok og rygsæk lå i tørvejr lige under stigen.
Og denne småregn måtte absolut også kun være en kortvarig byge, tænkte jeg..eller håbede jeg.

Men nej, det var ren ønsketænkning.
Regnen fortsatte.
Skyerne blev flere, og kom lag i lag.
Træet holdt længe ”tæt”, jeg forundredes over at se, hvordan regnen stod ned med større intensitet blot en halv meter fra mit ansigt.
Jeg sad stadig med tør jakke, og tørre bukser.

Dryp, dryp, dryp.
Ja, intet varer evigt.
Bladene måtte til sidst give efter for presset, og jeg blev en del af aftenens våde scenarium.
I starten var det ligesom om, at der stod et afløb fra træets top, direkte ned i min venstre jakkelomme.
Jeg forsøgte at undgå nedløbsrøret, ved at rykke mig så meget til højre i stigen som muligt.
Det lykkedes ”næsten” ...

Et blik ned afslørede at regnen også ramte min jagttaske, og indholdet – især videokameraet, var helt sikkert ikke glad for vand.

Jeg kiggede op, kunne det mon blive ved med at regne?
Skulle jeg gå ned og hive regnslag omkring tasken? (det ligger i en af lommerne)

Jeg valgte at blive siddende, man ved aldrig, hvornår der pludselig kan stå et dyr på marken.
Så jeg måtte forblive ”usynlig”, så længe som muligt.

Himmel og jord stod nu nærmest i et.
Det kunne ikke regne mere – ellers ville jeg kalde det for flodbølge, og det ville være en lidt underlig oplevelse, så langt fra havet.

Pludselig trådte et rådyr frem på marken.
Ud af det tætte regntæppe trådte det næsten uvirkeligt frem.

Dyret kom fra en lille ”tange” der gik ud fra den modsatte side.
Langs tangen løb en lille bæk, der delte marken i to.
Jeg havde håbet, det var der dyrene ville komme.
Lige netop der hvor dyret nu stod og essede, direkte ud for mig, ville skudafstanden være ca. 100 meter, og max. 120 meter når der var længst...

Hjertet stod stille for en stund.
Var det bukken?
Min kikkert kom op.
Nej, det var en rå, og lige bag den kom et lam trissende.

Råen rystede regnen af sig, hvilket var formålsløst, da det stadig silede ned.
Lammet gjorde sin mor kunsten efter, og fulgte troskyldigt trop lige bag sin moder.

Essende gik dyrene tværs over stykket, nærmede sig min stige i et roligt tempo.
Jeg sad musestille, hjertet var begyndt at slå igen, og jeg trak vejret normalt.

Jeg forventede at bukken ville komme om ikke så længe, så jeg var meget vågen nu.
Regnen løb også med jævne mellemrum ned i mine øjne, så at sove var ikke let.

20 meter fra mig begyndte råen at trippe nærvøst.
Gehørerne arbejdede i alle retninger.
Hendes sanser var skærpet, og i fuld alarmtilstand.

Jeg tror vinden havde svøbt sig bag om min ryg, direkte ned i næsen på råen.
Men hun kunne ikke bestemme helt præcist, hvor mennesket befandt sig.

Uroen smittede tydeligvis af på lammet, og pludselig sprang de begge ind i skoven bag mig.
Og væk var de.

Jeg tog en dyb indånding, væbnede mig med fornyet tålmodighed.
Jeg sad alvorligt og overvejede at ringe efter Torben.
For anden gang i denne uge, var der udsigt til, at jeg skulle blive gennemblødt fra top til tå.

Modsat tidligere på ugen, tog træet dog den største del af regnen, så det var indtil videre kun på overfladen jeg blev våd, så det var til at leve med.

Der gik en halv times tid, før der igen skete noget på marken.

Pludselig lyste det igen rødt ved tangen.
Nu måtte det være bukken der kom.

Dyret syntes godt nok lille, var det en lille buk?

Jeg tog langsomt kikkerten op, stillede skarpt på dyret.
Ledte længe efter kønsbestemmelse.
Nej, der var ikke noget mellem ørerne.
Dyret var ”bare” et smaldyr.

Også denne søgte ud på midten af marken.
Der gav den sig til at guffe af den frodige kløver.

Jeg sad nærmest og smådøsede.
Bevægede hovedet fra venstre til højre i et roligt og jævnt tempo.

Bag mig til venstre, gik marken ind i en vinkel, der kunne bukken jo også dukke op, så jeg skulle være på vagt hele vejen rundt.

Endnu et rødt dyr lyste op imellem de grå byger, helt oppe til højre, længst muligt væk.
Måske ca. 250 meter fra stigen.
Jeg tog kikkerten op.
Uden at fokusere ret meget konstaterede jeg, samtidig med at hjertet gik i syv ottendels takt, at det var en buk – endda en meget fin buk.
Ja uden at tage munden for fuld, en kæmpe buk..

Pyha, tænkte jeg. Det her er den største buk jeg har set i år.
Men afstanden er helt vanvittig (i hvert tilfælde for mig), og at begynde en pyrsch med et smaldyr på mellemhånd, ikke tale om...
Jeg peb et par gange med Buttoloen.
Smaldyret reagerede overhovedet ikke.
Bukken så heller ikke ud til at ville reagere på kaldet.
Midt i et piv, låste kaldet sig fast.
Pokkers osse...der måtte være kommet vand i maskineriet.

Og i næste nu var bukken væk, ligeså pludseligt som den var kommet frem.

Smaldyret havde nu spist sig mæt, og listede direkte forbi mig i stigen, uden at ane uråd om mennesket i stigen.

Jeg ventede længe.
Mørket sænkede sig over marken.
Klokken nærmede sig alt for hurtigt 21.00

Klokken 21.15 ville Torben komme og samle mig op.

Det havde trukket i mig længe, mine støvler havde trisset på stigens trin, jeg havde haft en ubærlig trang til at kravle ned for at pyrsche op langs skovkanten.
Bukken kunne jo sagtens stadig ligge deroppe for enden.

På den anden side, kunne den også have valgt, at gå hele vejen rundt langs skovkanten.
Nysgerrig for at undersøge hvad det var havde pebet for et stykke tid siden.

Og da, ville jeg kun komme til skudchance, hvis jeg blev siddende på min plads.

Pludselig stod han der igen.
Akkurat samme sted som jeg så ham, for noget der føltes som en evighed siden.

Nu trådte han helt fri fra kanten af skoven.

Næsten som om han ikke rørte sig, bevægede han sig udover marken.
Jeg vidste godt det var lyset, eller manglen på samme, der gav bukken denne helt uvirkelige gang.

Bukken sænkede hovedet et par gange, essede og gik, dette gentog sig i jævnt tempo i en skrå vinkel tværs over marken.

Jeg fulgte bukken krampagtigt igennem min riffelkikkert.
Hjertet var kravlet udenfor på min kolde og våde jagtjakke.
Det sad nu og hamrede for at komme ind i varmen igen.

Regnen var stilnet af, jeg bad en stille bøn om, at bukken nåede langt nok, inden jeg blev hentet af Torben.
Jeg vidste også, at en bil på grusvejen ville sende bukken til skovs – så det var lige nu et kapløb med tiden.
Det ville blive de mindste marginaler, der afgjorde min interne kamp.
Bukken vidste ikke, hvor få sekunder den havde tilbage at leve i, eller trække frinummer..

Langsomt, langsomt kom bukken tættere og tættere på.
Jeg afsikrede riflen da afstanden var ca. 120 meter.
Jeg fulgte bukkens brystkasse.
Mærkede usikkerheden lure i mine tanker.

100 meter nu...

Jeg trak vejret tungt, han skulle stå med bredsiden til.
Engang imellem stivnede bukken.
Afsøgte marken for lyd og fært, sænkede derefter hovedet, essede og gik igen.

Nu var der mindre end 100 meter til bukken.
Det var længe siden jeg havde tjekket tiden.
Og det var også ligemeget, tiden kunne jeg ikke standse, hvorend jeg gerne ville.

Nu stod han med siden til.
Vejret dybt ind, halvt ud, og klem.

Skuddets brag hørte jeg ikke.
Jeg så kun flammen der stod ud af riflens løb.
Det var ligesom en flammekaster.

Derfor så jeg heller ikke anslaget på bukken.

Jeg så han løb mod venstre.
Venstre rundt om holmen/tangen, og væk var han, inde i skoven.

På anskudsstedet stod der en sky.
En sky af vand og damp.

Jeg skyndte mig ned fra stigen, løb næsten ud mod den lille stillestående sky.
10 meter fra anskudsstedet kunne jeg lugte rådyret.
En skarp ram lugt af blod og kød slog mig i møde.

Godt nok, han er ramt.

Jeg ledte efter blod, mens mørket kom med stormende skridt.

3 meter fra mig var der noget i græsset der lyste op.

Mavesæk der svarede til to håndfulde, lå i græsset.
Grønt frisk maveindhold løb ud af mavesækken.

Hvordan kunne det ske?
Var det et rent waidskud, så kunne bukken løbe langt.

Jeg havde straks tankerne på en buk Jørn havde skudt i Danmark for et par år siden.
Bukken havde tabt hele sin mavesæk med samtlige tarme.
Alligevel havde den løbet ca. 50 meter fra anskudstedet..

Jeg var ”rimelig” rolig nu. (selvfølgelig var jeg ikke det, jeg var rystet men fattet)
Fandt min skydestok, satte den op ved anskudsstedet med et orange hattebånd i toppen.

Torben rullede i det samme ind til kanten af marken, bilens knasen i gruset lød kraftigt i den nu stille svenske nat.
Skuddet havde lydt kl. 21.16 – det måtte siges, at være i sidste øjeblik...

Til mit jagtheld, havde Torben gjort holdt ved en mark undervejs.
Han havde siddet fra bilen og kigget på en buk.
Med ruden rullet ned hørte han mit skud.
Han hørte også anslag på skuddet.
Så Torben havde ro i sindet, da han ankom til marken i Hultet.

Jeg fortalte Torben om mit fund af schweiss, og Torben mente da også, at bukken derfor måtte ligge lige indenfor skovkanten.

Med Nikkes ord i klar hukommelse, at vi skulle ringe efter hund, straks en buk var løbet efter skud med riffel, havde jeg kort tid efter Nikke i røret.
Jeg undskyldte naturligvis at jeg forstyrrede, men sådan og sådan lå landet altså.

Nikke ville skaffe en jæger med hund.
Torben og jeg ventede i bilen.

Klokken blev lidt i ti før Nikke og Gunnar, samt den lille tyske jagtterrier var klar til at eftersøge.

Hunden kunne sagtens følge schweisset til skoven.
Lige indenfor skovkanten hang i næsten en meters højde, et langt stykke maveindhold.
Hunden satte tænderne i godbidden og mistede dermed lidt koncentration.

Den stod på bagbenene for at fange fært, og gik derefter målrettet frem.
Vi fulgte med.
Jeg med min store Maglite, Nikke med en pandelygte og haglbøsse, Gunnar med sin hund i snor og en lille lommelygte i hånden.

Den store svenske mørke skov blev helt surrealistisk lyst op af vores lygter.
De grønne blade blev lyst mørkegrønt op af vores lys, når vi engang imellem stoppede op.
Godt 100 meter inde i skoven begyndte hunden at gå i ring.
Vi fulgte naturligvis efter, så godt vi kunne.

De kraftige grangrene svirrede af og til faretruende igennem luften.
Vi gik meget foroverbøjet, når skoven blev tæt.

Da vi havde gået forbi det samme sted 3 gange, spurgte jeg Nikke, om vi ikke gik i ring.
Jeg gik for mig selv, og bandede over den lille jagtterrier.
Jeg var jo rimelig sikker på, at bukken ikke kunne være gået helt herind midt i skoven..
Men erfaringen fortalte mig også, at vi mennesker fuldstændig er overladt til hundens langt stærkere sanser.

Meen et så tydeligt schweiss spor, mente jeg selv, at jeg kunne have fulgt mindst ligeså godt.

Jo, sagde Nikke, og han foreslog Gunnar, at vi gik ud til marken og startede forfra.

Men hvor var marken?
Det hele var skov, lukket og mørk skov..

Den næsten sorte himmel, gav os ikke megen hjælp.
Og træerne omkring var et stort virvar.

Heldigvis var vi ikke langt fra en bæk der løb igennem skoven.
Før vi gik ind, var vi gået over denne bæk, så vi var kommet ind med bækken løbende til vores højre side.
Så vi skulle bare gå ud igen, nu med bækken løbende på vores venstre side, så ville vi komme ud på marken.

Og ja, der lysnede snart en smule, og vi kunne påny begynde fra starten.

Hunden genoptog sit søg.
Gik 4 meter ind i skoven, og 20 meter til venstre.
Pludselig kunne jeg høre på Nikke at han kunne se bukken.
Jeg løb frem.

Og der lå han.
Fantastisk smuk.
Hunden bed og hev hår ud hist og her.
Bukken reagerede ikke, den var for længst forendt.

Sjældent har jeg set så smukt et syn.
Aldrig har jeg været med til at finde en buk i så meget mørke.

Det var ikke nødvendigt at bruge kniv for at brække bukken.
Den var af kuglen blevet kirurgisk åbnet små 20 cm. nøjagtigt følgende fra ribbenene og ned mod bunden af maven.
Intet kødtab, intet svineri af mavesæk.
Urinblæren var hel, blev naturligvis straks fjernet.
Alt i bughulen var isoleret bag bughinden, hvilken jeg lod sidde til jeg kom hjem.

En lykkelig udgang af et meget uheldigt/heldigt skud.

Jeg undrede mig stadig over skuddet.

Jeg havde målt skudafstanden til ca. 70 meter.
Der kan jeg simpelthen ikke lave så dårligt et skud til mod et roligt mål.
Men havde målet været i bevægelse da jeg afgav mit skud?
Eller havde nerverne spillet mig et pus?

Her lå en måske 8 år gammel buk.
Han kom kun ud fra skoven, når der var næsten helt mørkt.
Han stod næsten aldrig stille, når først han var ude på feltet.

Havde han taget beslutning om det næste skridt, da jeg besluttede mig for at skyde?

Det tror jeg.

Det kunne selvfølgelig også være riflen der skød forkert, men det troede jeg ikke på.
Hvorfor skulle den det.
(et tjek 14 dage senere herhjemme viste da også, at jeg kunne sætte 3 skud indenfor en svensk femmer på 100 meters afstand på en bukkeskive, men denne var en stille stående, fuldt ud forudseende skive, den stod helt stille)
Og skud til en svensk femmer, giver heller ikke bukkefeber..

Så jeg tror bukken uden jeg at jeg ser det, går i skuddet, og derved næsten redder sit liv.

Men heldigvis trak jeg det længste strå, og havde derved nedlagt mit livs buk nr. 34.
Og det er indtil videre, den største buk jeg nogensinde har skudt.

Måske også den flotteste ... dette vil dog altid være en smags sag.

Jens-Arne Østergaard
d. 17/3-09