Bukkejagt Sverige 2018 tredje og sidste del

BUKKEJAGT SVERIGE 2018 tredje del

Skakspil

Jeg tænker nogle gange at bukkejagt er lidt ligesom et skakspil.
(har vist nævnt det i anden del)
På hver den ene side af brættet er jeg, på den anden side er bukken.
Ja, det er måske en smule fortænkt, ved det godt, taber bukken..så dør den, taber jeg..så spiller jeg et nyt spil en anden dag, min risiko er intet, absolut nul i forhold til bukkens.

Men inden en bukkejagt og inden trækkende tages i spillet fra jægerens side, foretager vi jægere ofte mange forberedelser.
Der køres ture, gåes ture, der fejes purschstier, der klippes grene, og der tjekkes efter fejninger..er der en ”spiller” at spille imod? og hvor er det bedst, at sætte første brik.

Der findes flere måder at spille skakspillet på, ofte vil det, syntes jeg, være mest smart at lade bukken få den hvide brik, og derved lade bukken tage det første træk..og ja..desværre så er spillet dermed også hurtigt afgjort.
På jagt kan det dog tage noget tid, før bukken tager sit skridt..og som jæger, er man nu næsten altid nødt til at tage første skridt, om så det er til en jagtstige/tårn, til en plads på sin jagtstol, eller blot turen frem til en remise eller mark.
Den korte tur op i en stige, og derefter vente på bukken tager et træk, er vel den nemmeste form for jagt, og mange siger det er den mest kedelige form for jagt, og næsten ligeså mange påstår at der ikke er udfordring i at sidde i en stige og vente på bukken skal komme frem til skud.

Jeg har det sådan lidt ambivalent, mht hvad angår jagt fra stige..flere af mine bukke er skudt fra en stige.
Det kan kræve stor tålmodighed, mange timers venten på bukken at sidde i en stige, og ja..jeg nyder ofte disse timer, at sidde helt skjult i naturen, se naturen vågne eller sige godnat...og der er også blevet sovet mange velgørende timer i sådan en stige, skal jeg love dig for, og et par bukke er sikkert også gået forbi mig, uden jeg har opdaget en sk...

I en venten på buk fra en stige, kan det godt være, at når bukken så kommer, er afstanden så stor, at man enten må lokke bukken, eller endnu bedre, må ud at pursche på bukken..

Sjældent er to situationer helt ens, og hvordan man foretrækker at jage, er op til jægeren selv.
Visse steder, især i Sverige, vil jeg påstå, at det er helt umuligt at få skudchance til en buk, hvis ikke man som jæger sidder i en stige.
I nogle skovrydninger er der så høj vegetation, at man skal i højden for at se bukken.
Andre steder på flade marker, så giver det også en vis sikkerhed, at skyde fra højden og ned.

Poul oplevede en helt fantastisk premieremorgen i Sverige netop fra en stige.
Historien må han selv ha´ lov at fortælle.
Men jeg kan afsløre, at Poul fik et skue som virkelig viste, hvad brunstjagt i Sverige går ud på.
Prikken over iét hvor en buk stiller sig perfekt til skud..ja..jeg ved det var en oplevelse, der burde være blevet filmet...og den sidder helt sikkert stadig og kører i Pouls drømme.

Jeg selv..ja som I har læst gik min premieremorgen alt alt for hurtigt.
Men skulle jeg have ladet bukken gå, fordi det var for let?
Lad de der syntes bukken skal falde efter en udfordrende jagt, drive deres jagt på den måde.
Jeg nyder alle bukkejagtens facetter.
Det vigtigste for mig er at bukkejagten ofte er temmelig uforudsigelig..eller næsten uforudsigelig, det kommer lidt an på, hvordan brikkerne bliver spillet.

Jagten på min buk nr. 2 i Sverige 2018
Endnu engang var jeg heldig, da der blev delt kort ud.
Dvs. Jørn og Jens-Jørgen valgte pladser, som jeg i første omgang ikke havde tænkt mig at tage.
Jo..Jens-Jørgens plads i Hultet, den havde jeg håbet på, at jeg på et tidspunkt kunne være heldig at komme til at sidde på, der var græsset omsider blevet slået, efter i flere år at have stået uberørt hen, og jeg havde brugt et utal af timer forgæves på dette sted sidste år, naboerne havde sagt, at der gik to gode bukke på den mark..det er dog ikke mere end to år siden, jeg sidst skød buk på terrænet.
I år kunne man se dem, og Jens-Jørgen skød da også en rigtig fin buk fra den stige denne første aften i Sverige..

Jeg havde under min lille rejse i Juli set en rigtig fin buk i en skovrydning.
Vi kalder stykket for ”bomrydning 1”..der ligger 3 rydninger, 1,2 og 3 på en lang strækning efter en bom for vejen ind til skoven.
Og i denne bomrydning 1, har jeg skudt buk to år i træk. (2016 og 2017)
Der sker jo det med skovrydninger..3-4 år, så kan man ikke jage i dem mere, så er vegetationen simpelthen for høj, så det kan være det er sidste chance her.
Men heldigvis er der høje klipper, så det giver et godt overblik, så hvem ved..hvis ikke jeg skyder buk her i år, så kan det være det giver buk næste år..jeg elsker i hvert tilfælde denne rydning.

Rydningen er på begge sider af vejen, og de to forrige år, har jeg faktisk siddet og skudt mine bukke på tværs af skovvejen, der er meget åbent på begge sider af vejen, et langt stykke, så der er ingen fare på færde, for andet vildt eller tamt, end det jeg sigter på.
I Juli i den tørreste sommer man kan forestille sig, havde jeg sat mig i bunden højt oppe i den rydning jeg plejer at skyde fra.
Jeg var gået en stor omvej for at komme ind at sidde i skyggen.
På flere film havde jeg hørt fortalt/og set, at de store bukke sjældent kommer ud i rydningerne, de skal skydes inde i skyggen, imellem de høje træer..
Så jeg havde i Juli sat mig på jorden, højt oppe, med ryggen op af et træ, med godt overblik over begge rydninger, men jeg kunne på samme tid, også kigge ind bag mig, ind i det mørke, ind imellem de store grantræer.

Jeg lokkede en morgen i Juli, det var vel nærmere formiddag..det første der kom på kaldet, var en rigtig flot ræv.
Jeg nåede ikke at sige buh eller bøh, så var den strøget forbi mig, kun 5 meter fra hvor jeg sad.
Pludselig hørte jeg en stampende lyd direkte bag mig.
Jeg fik drejet mit luksuslegeme, og der .. måske 35-40 meter inde i det mørkeste mørke, der stod en buk, den fejede og skrabte op af et lille træ.
Min puls røg i vejret, selvom jeg kun var bevæbnet med video og fotoapparat.
Jeg forsøgte at få mit videokamera op for at filmen bukken, men kunne slet ikke finde ham, for som sagt..så var der meget mørkt der hvor han stod.
Jeg brugte kikkerten igen..jo der stod han, han havde ikke opdaget mig, det var der dog en anden der havde, foran bukken stod en rå, hun stirrede direkte op på mig, bukken stirrede blot på råens bagdel..ja..der ligner han, bukken, vel alle andre ”normale” handyr, ha ha.
Pokkers, min tid var kort, jeg forsøgte igen med videokameraet..for bukken han var altså rigtig rigtig stor.
Men der hvor jeg zoomede ind, var der kun tom luft, og da jeg senere tog kikkerten op på ny, så var både rå og buk forduftet...de vandt dette parti skak, og det var jo egentlig ganske ufarligt spil for begge parter..men..på sigt, så havde jeg nu et fortrin med mig, til bukkejagten en måneds tid senere.

Da jeg kom hjem til Danmark, efter mine 5 dages grisejagt/sightseeingstur, fortalte jeg mine jagtkammerater, at jeg havde set en guldmedaljebuk..
Ja, jeg syntes som sagt den var stor, men sådan er det jo ofte, og jeg fortalte skam også helt præcist, hvor jeg havde set bukken, alligevel fik jeg mulighed for at sætte mig efter bukken, på premieredagens aften, jeg var ikke uheldig i år.

D. 16/8 om aftenen, eller sen eftermiddag om du vil, klokken var ca. 16.42

Jeg havde igen sat mine jagtkammerater af, og havde derfor bilen med mig op ad skovvejen mod bomrydning 1.
Min plan om hvordan brikkerne skulle spilles denne aften, var lagt i en helt klar strategi.
Jeg ville køre forbi skovrydningen, sætte bilen i kanten af vejen et godt stykke oppe.
Gå ind i skoven, finde det højeste punkt, og derved gå i lige vinkel ned mod skovrydningen.
Jeg vidste jeg på den måde helt sikkert ville lave støj i skoven, selvom der var kommet regn, så var skovbunden stadig tør, især de grene der lå gav meget lyd, når jeg trådte på dem.
Jeg havde ikke haft mulighed for at rive en purschsti, eller fjerne tværgående grene så jeg kunne have fri passage, men mon ikke det gik endda.

At alting ikke altid går som planlagt, opdagede jeg straks.
Jeg er altid klædt godt på, det gode tætte jagtsæt, kan på sin vis både holde kulde og varme ude.
Om ikke andet, så hader jeg myg og pandegnaskere, så jeg er altid iført lange ærmer/jakke, hat og net for ansigtet, handsker og høreværn.
Jeg medbringer altid min rygsækstol (i dette tilfælde regnede jeg med at sidde på jorden) men i rygsækken er der altid vigtige ting som kamera, siddeunderlag og en rulle toiletpapir (+ en kold coca-cola)

Jeg lukkede forsigtigt bildøren, gik til bagenden af bilen, for at tage min riffel, rygsækstol og skydestok.
Da jeg tog min PRIMOS TRIGGER STICK skydestok ud fra bagagerummet, sagde det smut pomfrit, den ene stangs nederste del dumpede til jorden, frigjort fra den øverste halvdel..
Fuck noget skidt. (dette er anden generation, og jeg har mindst haft 3 til reperation/ombytning, var det ikke for det geniale ”op og ned” system, så købte jeg aldrig det lort igen)
Hvad er der ved at have en trebenet skydestok med blot to ben.

Jeg fik trykket rørene sammen, det så ud til at gå..men jeg fik da lige lidt sved på panden, bogstaveligt talt. (et par dage senere skete det samme, og så måtte jeg tage gaffatape i brug)

Ro på..jeg var jo langt fra det sted, bukken skulle nedlægges, så ingen skade sket..
Myggeolie blev gnedet rundt i ansigtet, hænderne fik også en tur.
Så var jeg ”klædt på”.
Pulsen stiger altid, når jeg er klar til jagten, riflen bliver ladt straks, jeg forlader bilen, for så er jeg på jagt.
Grøften ind til skoven blev forsigtigt forceret, der var ikke vand i i år, men planterne stod frodigt og grønt i kanten.
Jeg fandt et sted imellem træerne, jeg kunne smutte ind, og så plejer jeg gerne, at søge efter veksler jeg kan gå af, der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange.
Målrettet gik jeg frem så forsigtigt og stille som muligt.
Jeg larmede sikkert som et helt alderdomshjem på skovtur, hvor halvdelen havde rolatoren med..men skidt, jeg havde et mål, og det skulle jeg frem til.
At skyde buk her midt i skoven..jo..det kan lade sig gøre, men der er ikke så stort et område at kigge på, så jeg ville frem til skovrydningen, frem til den store buk. Il grande.

Det er simpelthen så fantastisk, denne skønne svenske natur.
At gå her midt i den, imellem lyngplanter, grågrønt mos, grønt mos, at se tegn på liv alle steder, veksler og fejninger, jeg kan ikke befinde mig noget sted, jeg ville kalde mit rette element, udover her midt i skoven, her føler jeg mig virkelig hjemme.
Jeg kunne sætte mig ned midt i det hele, og så bare vente på, jeg skulle dø, og så ville jeg dø lykkeligt..hvis ikke jeg var så glad for mad, og meget glad for min familie..og faktisk også temmelig glad for at leve, vel at bemærke...
Men det var lige før, at glædestårer løb ned af mine kinder, så meget betyder dette øjeblik for mig.
Det er ikke det at skyde en buk, jo..selvfølgelig er det også det, men endnu mere er det naturen, duften og lydene, det får mig til at føle, at jeg lever.

Endelig kom jeg frem til lysningen, jeg passerede stedet jeg lokkede fra i Juli, der ville jeg ikke sidde, solen stod lige på det træ..jeg trak mig længere ind i skyggen, fandt en fantastisk plet, med en stor gran som ryglæn, og mos som sæde (jeg tog dog mine to siddeunderlag, jeg hader at få ondt i måsen)
Skydestokken (den holdt endnu) blev slået ud i den rette højde, riflen..spørg mig ikke hvorfor..rettede jeg ind, så den pegede lige frem for mig, hen mod nogle høje grantræer, hvor der var fint åben imellem, der troede jeg bukken ville komme.

Og hvorfor troede jeg så ikke, bukken ville komme til højre for mig, det var jo der, jeg så ham i Juli, for præcis en måned siden.
Jeg har før gjort det samme, forudset hvor bukken vil falde, og tit har jeg fået ret.
Jeg er nok bare god til at spille skak. (det er jeg rent faktisk, havde jeg ikke brugt så meget tid på jagt, så ville jeg have spillet skak for alvor)

Min puls fik jeg til at falde, klokken havde passeret 17.00, jeg havde 4 timer foran mig godt og vel, før jeg skulle gå mod bilen igen.
Og 4 timer her på så skøn en plet, jeg trak vejret ind i dybe drag, det var ren salig fryd.
Det er derfor jeg er jæger, og kun derfor..for at jeg kan sidde netop her.

Jeg ville lige vente 10 minutters tid før jeg begyndte at lokke, jeg havde to kald hængende om halsen, Nordic Roe og Klaus Demmels lokkekald, jeg er blevet mere og mere glad for Klaus Demmels lokkekald, selvom det nu er ved at være godt slidt, jeg har vel også haft det i mere end 10 år nu..købte det lang tid før, der var noget der hed Nordic Roe.

Pludselig var der bevægelse nede på skovvejen.
En ældre mand kom besværligt løbende, han var ude at jogge, og fremad det kom han da.
Han løb op i skoven, jeg ved vejen går flere kilometer rundt, og ender faktisk helt fremme ved et hus vi har boet i flest gange her i Sverige..jeg håber han ville løbe hele vejen, nu ville jeg gerne have absolut tystnad..

Kl. 17.18 satte jeg lokkekaldet for munden og sendte en serie enslydende lange kald afsted.
I mine tanker ville jeg lyde som ”Rå (i god stemning) søger Buk (der vil komme i god stemning)”
Serien bestod af 4-5 kald, og så stoppede jeg kortvarigt op, om lidt ville jeg gentage mit kald, og sådan ville aftenen gå, med brug af de to kald på skift, på et tidspunkt burde der dukke et nysgerrigt rådyr op...

Kl. 17.19 hørte jeg solsorte inde i skoven lige ud foran mig, ca 80 meter ude....
Det er skovens politibetjente, de råber ”alarm” ved selv det mindste dyr (eller menneske) der bevæger sig gennem skoven, men jeg tager deres opråb meget alvorligt, for det kunne betyde, at der var rådyr på vej..

Kl. 17.20..jeg har stirret intenst lige frem, derhen hvor solsortene skælder ud, og derhen min riffel peger, jeg har ikke kaldt mere..pludselig ser jeg en bevægelse..noget går meget forsigtigt inde bag de høje træer inde i mørket.
Min riffel kommer i anslag, jeg søger mod bevægelsen..det er et rådyr..den træder fri fra et par træer..det er en ikke bare en buk..det er bukken.
Jeg kan kende bukken på den lyse krop, og den høje flotte lyse opsats..men okay..det er ikke guld..men hvor mange ting er det her i livet..
Jeg afsikrer riflen, nu skal han bare træde helt fri med forkroppen, så vil jeg lade skuddet gå.

Kl. 17.21 skød jeg bukken.

I skuddet løb bukken fri fra træerne ud i lysningen, løb ca 15 meter skråt frem imod mig (jeg sad jo højere end bukken, og kunne se det hele) og pludselig er han væk, tumlet om i døden.
Jeg noterede mig præcist, hvor han var faldet, ellers ville det være som at finde en nål i en høstak.
Jeg trak vejret ind, og jeg forstod slet ikke at det kunne gå så hurtigt.
Riflen havde jeg måttet dreje små 5 cm, eller derude ca. et par meter..men sikke en forudsigelighed det havde været..lidt træls, for hvad skulle jeg nu få de næste godt 3 timer til at gå med?

Jeg skrev til Lars fra Vojens, kort tid efter ringede jeg til ham, for de ord jeg fik skrevet på mobilen var ren volapyk.
Jeg ville dele min oplevelse med en ligesindet, jeg ved Lars kan sætte sig ind i den øjeblikkelige fantastiske situation.
Og jeg skulle lige have 10 minutter til at gå, før jeg kunne gå frem mod bukken.

Efter en kort samtale, tog jeg riflen, skruede den ned på laveste forstørrelse, og gik forsigtigt frem mod bukken.
Jeg var ikke i tvivl om at skuddet havde siddet perfekt, dog lidt skråt..ja hvorfor ikke?
Men det var åbenbart sådan mine bukke skulle skydes i år.
Og jeg ved, at sådan en ældre buk som denne, der skal første chance udnyttes.
Han kom for at se hvor råen hun var, og ligeså snart han havde konstateret at det var rent fup, så ville han fortrække..jeg har set det før..og så kan jeg lokke ligeså tosset jeg vil, en sådan buk narrer man ikke to gange samme aften.

Jeg gik direkte frem, kiggede bagud et par gange for at tjekke, at jeg holdte retningen i forhold til min rygsækstol..
Og der..der kunne jeg se bukkens hoved stikke ud imellem noget hindbærris...han lå helt stille..
Jeg bemærkede at fuglene i skoven havde stoppet deres sang for en stund, nu sang de igen, livet gik videre.. ikke al liv.. en flot buk havde jeg sendt til de evige græsmarker.

Jens-Arne 3/9-18

Bukken ligger godt skjult

Denne buk skyder Jens-Jørgen 48 timer efter denne optagelse