Min første Då

Min første Då

Solens op og nedgange gør det ikke let at jage på hverdage.

Og i weekenderne kan jeg ofte (nej det er faktisk løgn, det sker ikke så tit) være så træt, at dynerne vinder kampen.

Hvis det kun er dynen, der forsøger at spænde ben for muligheden for at komme på jagt, så taber den oftest kampen.

Og med de fredningstider der er på kron- og dåvildt, så er tiden kort, hvor det er muligt for mig at få chancen for at nedlægge disse fantastiske dyr.

Jeg har endnu tilgode at nedlægge kalve af begge slags (på ”egen” jagt)

Då og kronhind og kronhjort har jeg heller ikke haft chance til på egen jagt, så det har været mit mål i år, at jeg vil kæmpe en lille smule ekstra.

Det giver mange timer i mit tårn, for mit terræn egner sig ikke til pyrch på det følsomme vildt.

Jeg er af den overbevisning, at en af de vigtigste faktorer for at få chancen, det er ro, masser af ro.

Så løse hunde og gennemtravning af min slugt i tide og utide, det er no go fra min side.

Jeg går til og fra min fodertønde når det er nødvendigt, og på et minimumsniveau tjekker jeg kameraet, der sidder på fodertønden, og det kamera har (til min glæde) afsløret, at der både har været dåhjort (godt nok kun en halvskuffel) og en fin kronhjort forbi, men det har været flere timer før, solen er stået op.

For et par måneder siden købte mit første vildtkamera (det billigste jeg kunne finde), indtil da har jeg været modstander af dette snyderi.

Jeg syntes livets og jægerens oplevelser, for det meste, skal komme som en overraskelse.

Jeg er modstander af, at vi hver især skal lege Gud, sidde og bilde os ind, at når vi ser det og det dyr på kameraet, så kan jeg skyde den og den buk, rå eller det lam.
Jeg er fortaler for, at almindelig sund fornuft skal råde, og man så vidt muligt, kun skal skyde det vildt, man selv kan fortære.

Men jeg blev alligevel til sidst for nysgerrig.

Det er som sagt den billigste model, kameraet, den tager billeder, fine billeder, og masser af dem.

Og når jeg tjekker, medbringer jeg mit spejreflekskamera, og ser billederne på stedet.

Overrasket blev jeg ikke kun over at se kron- og dåhjort (jeg vidste nu godt de færdedes i området) mest overrasket blev jeg faktisk over at se al det råvildt.

Der var i hvert tilfælde fire forskellige bukke på billederne, én af dem, den mindste, har jeg skudt med riflen her i starten af oktober, så der er måske 3 tilbage.

Der skete noget her i midten af oktober..

Antallet af billeder på vildtkameraet faldt drastisk.

Jeg tror ikke råvildtet er skudt, jeg har set en enkel buk (udover den jeg har skudt), et stykke fra kameraet, men den var nervøs og kun kortvarigt fremme lige efter solopgang.

Der er nogen der siger, at dåvildtet trykker råvildtet fra terrænet, jeg tror det er fakta, og jeg tror det passer med tiden, hvor dåvildtet kommer i brunst, der forsvinder råvildtet fra mit terræn for en stund, eller det bliver mere sky.

Annette og jeg har siddet en del morgener i tårnet, i håbet om, at en hjort vil kigge forbi.

En mårhund eller ræv vil heller ikke være så´n at sige skie til.

Det er dog fasanerne, en kok og et par høner, der har stået for det meste af underholdningen de sidste mange gange.

Det samme gjorde sig gældende lørdag morgen d. 24. Oktober.

Søndag d. 25. Oktober blev vi lovet overskyet vejr, der skulle ikke regne lige fra morgenstunden.

Det blev vintertid, vi stillede urene en time tilbage, inden vi gik i seng.

Vækkeuret blev sat til at ringe kl. 06.15, solen skulle efter planen stå op kl. 07.15

Så afgang hjemmefra ikke senere end kl. 6.45..

Jeg vågnede et par minutter før min mobil skulle vække mig.

Vinduet i soveværelset stod på klem, jeg hørte vinden ruske lidt i det.

Og regnen slog mod ruden, ikke helt som metrologerne havde forudsagt.

Jeg lå og diskuterede lidt med mig selv.

Hviskede til Annette der også var vågen :
”Jeg tror ikke, jeg gider at tage på jagt, det regner..”

Stille listede jeg op for at lade vandet, ellers ville jeg ikke kunne sove videre ret længe alligevel.

Da jeg to minutter senere var tilbage ved sengen, hviskede jeg til Annette :

”Vil du med på jagt? Det regner næsten ikke..”

Annette var frisk, og morgenstunden havde om ikke guld i mund, så gik den på rutinen, vi var ude af døren kl. 06.48..

Klokken var 07.11 da vi lukkede bildørene vel ankommet til jagtmarken.

Stille listede vi igennem alléen af træer, grene med blade i alle efterårets smukke farver, på jorden lå bladene strøet hvor end vi trådte.

Vinden kom forholdsvis kraftigt fra sydvest, perfekte vejrforhold for hjortejagt, overskyet og let regn.

Jeg hostede en smule, inden vi gik de sidste 50 meter, stoppede en vicks blå i kæften, det lagde lidt låg på min hosten.

Fremme ved kanten af slugten, fortalte mit armbåndsur, at vi var ankommet lige til skydetid, så jeg var klar med skydestokken, imens fandt Annette vores siddepuder frem fra jagttasken, hun kravlede som den første op i stigen, lagde mine to puder klar, så jeg også kunne kravle op på plads.

Vores stige er ved at være lidt skæv, men den løfter os et par meter fra jorden, så vi sidder med perfekt overblik.

Vinden slog direkte ind i vores ansigter, det var en dejlig frisk morgen, noget langt bedre og andet, end et soveværelsets indelukkethed.

Annette sad med sin kikkert og sonderede terrænet rundt.

Vi kunne se langt, og vi ser ofte en del råvildt, ikke kun på vores lille stykke, men på naboernes store stubmarker er der næsten altid morgentrafik.

Denne morgen var der dog intet liv.

Vi har ikke set så meget til dåvildtet eller kronvildtet i år.

Jeg har set en enkel kronhjort være tæt på at nærme sig mit skel, kort tid før solopgang, men den løb væk i røven af en hind og en kalv, i god tid før solens stråler steg op i horisonten.

Jeg tog kun et kort overblik med min kikkert, jeg ved kikkerten indsnævrer mit synsfelt, og denne erfaring gjorde snart denne morgen til en succes.

”Hov” var mit lave opråb fik Annette til at slippe kikkerten og tage hænderne til ørerne.

Pludselig var et stykke dåvildt på vej fra højre mod venstre.

I starten spærrede den væltede eg for et frit skud, men i dådyrets lidt komiske spring, hoppede den de få meter frem, der gjorde, at jeg kunne sende en god kugle afsted.

Dåen tegnede perfekt og løb 10 meter til venstre, hvor både Annette og jeg så den vælte omkuld, og efter nogle få benspjæt i luften, var livet slut.

Annette havde ikke nået at se dåen, før mit skud var afgivet, og hendes første kommentar var : ”Er solen stået op?”

”Ja, det gjorde den for 4 minutter siden..” lød mit svar.

Og Annette kunne godt slappe helt af.

”Jeg må vel ikke sige tillykke, før vi er kommet frem?” spurgte Annette.

Jeg har under bukkejagten forklaret, at selvom et skud ser ud til at sidde godt, så er man aldrig sikker på, at vildtet bliver liggende, så vent med at gratulere, til vi er helt fremme ved byttet.

”Jo, i dette tilfælde må du godt, den er stendød..” sagde jeg.

Og flot var synet der lå foran vores fødder, der forneden af skråningen, blot 60 meter væk.

Jeg var ikke 100% sikker på, om det var en då eller en dåkalv, jeg havde skudt.

Dyret var helt sikkert kommet alene, men jeg kunne jo ikke vide, om der kunne være fulgt andre med, måske en hjort?

Men da jeg ikke må skyde de store dåhjorte alligevel (først fra d. 1/12), så så jeg intet galt i at skyde en då eller en kalv.

Jeg var temmelig sikker på det ikke var en spids dåhjort (som også er lovlig at skyde) da jeg anså dyret til at være for lille af krop, og jeg så intet mellem ørerne.

Vi gik frem, Annette med videokameraet tændt, jeg med riflen på laveste forstørrelse, jeg var helt sikker på, at dette stykke dåvildt ikke løb nogen steder, men altid ”better safe than sorry”.

Fremme ved byttet kunne jeg konstatere, at det var en då jeg havde skudt, mit livs første.

Jeg kiggede og trykkede på patterne, der kom ingen mælk ud, om dåen ikke havde haft kalv eller blot var et ungt dyr, det ved jeg simpelthen for lidt om dåvildt til.

Men jeg var glad for, at der ikke var et fyldt yver på dyret.

Dyret var bredere over ryggen end jeg havde troet, så der ville blive meget godt kød til fryseren.

Skuddet var gået ind lidt fremme på skulderbladet, gået en smule skråt bagud (bagved skulderen på højre side), igennem lungerne og toppen af hjertet, perfekt kugle.

Jeg slæbte dyret hen til kanten af mosen, så ræven eller evt mårhunde fik kort tur til ædegildet.

Og der brækkede jeg dåen, hun var rigtig fin indeni.

Ingen skader på tarme, kun blod i bughulen.

Annette og jeg hjalp hinanden med at bære og slæbe dåen til bilen.

Der er godt 200 meter, og de 50 er med en stigningsprocent på ikke under 45 grader..

JAØ 26/10-20

ps.

Da vi kom hjem med rundstykker, var der kun gået en time, faktisk nøjagtig en time, siden solen stod op.

Vi havde været oppe i knap 2.

Min første då hang på vildtkrogen, kunne jeg (og Annette) ønske os en bedre start på en søndag?

Som 56 årig jæger kunne jeg ikke, måske Annette som ung 50 årig smuk hustru godt kunne, jeg aner det ikke, hun fik ikke valget denne morgen ;-)