Nekrolog over min svenske storebror Anders.
Hans Anders Ekblom sov stille ind mandag d. 17 Oktober 2022.
Jeg har først i dag fundet ud af, at Anders også hed Hans, ja så meget eller lidt vidste jeg om
Anders, efter jeg har kendt ham i 22 år.
Google er altid god at have ved hånden.
Men hvad betyder et navn, og hvad betyder døden?
Døden betyder, at jeg aldrig mere skal høre nyt fra en af mine allerbedste venner.
Det lyder så underligt ”er sovet stille ind”.
Når det gælder Anders, som var en ivrig jæger lige til det sidste, så tror jeg Anders er pürschet stille ind i døden.
Anders er gået med
sin riffel over skulderen, den ene hånd i lommen, faldet i et med fuglene og dyrene omkring sig, har nydt hvert eneste skridt, han har taget.
En hund eller to er sprunget lystigt ved hans side.
På ansigtet har der været det lille smil, der altid har været der, selvom Anders godt har vidst, hvor skridtene ville bære ham hen.
Anders har fundet en lille lysning i skoven, hvor ingen lyde fra biler eller mennesker har lydt.
Der har Anders sat sig i solen, med ryggen
op af en solid træstamme, måske har han ladet de arbejdsru hænder glide hen over det bløde mos, måske er hænderne stødt på et par blåbær, og mindet om smagen af disse, har bredt sig i hans tanker.
Jeg er sikker på hundene er blevet knuget tæt til kroppen, sikke et vemod det kan skabe.
Øjnene er blevet lukket, og minderne om utallige ture, sammen med venner, eller alene med en af sine hunde, eller som nu, kun ham, dyrene
og skoven.
Og så er tiden gået i stå, øjnene er blevet lukket for allersidste gang.
Duften af fugtig jordbund og svampe har fyldt Anders´s lunger, lyden af dyreliv omkring Anders har fyldt hans sind.
De sidste
tanker er sendt til hans børn, børnebørn og Susanne.
En sidste tåre er løbet ned over hans kind..og ja..sådan tror jeg Anders har fundet fred og evigt hvile.
Det ville ligne Anders meget godt.
Anders
mødte jeg ved en tilfældighed i 2001.
Jeg vil sige, at det uden diskussion har været den bedste tilfældighed i mit liv.
At beskrive hvordan vores veje krydsede hinanden, kræver en lang historie, og den findes beskrevet
i en af mine historier er jeg sikker på.
Dette møde skabte for mig et jagteventyr, der fortsætter på ubestemt tid, heldigvis.
Jeg har mødt mange skønne svenskere på grund af Anders.
Og på
grund af mit og Anders´s møde, så er mere end 30 danske jægere kommet på bukkejagt i Sverige.
Anders kendte en, senere en anden, der ville udleje jagt til nogle fornuftige danske jægere, dem fandt jeg, og de fandt Sverige.. og sådan bredte ringene sig i vandet.
Hverken Anders eller jeg tjente en krone ved denne formidling, vi ønskede blot begge, at jægere skulle opleve jagten men især bukkejagten i Sverige.
Havde jeg ikke mødt Anders i 2001, så havde mit jægerliv formet sig på en helt anderledes måde, er jeg sikker på.
Anders blev min svenske storebror, jeg mødte alt for sjældent, men kontakten brød vi aldrig.
Anders
elskede selskab, at underholde, tæt samvær med familien og sine hunde.
Anders elskede at fortælle historier, ofte historier der havde indhold af bæversnaps eller surströmming.
Anders var en af de første der fik
vildmarksbad i Sverige, direkte importeret fra Østrig tror jeg nok.
Monteret på en trailer kunne det udlejes, siden spredte denne trend sig.
Jeg glemmer aldrig mit første møde med vildmarksbad, surströmning eller bæversnaps.
Anders var yderst gavmild når vi mødtes, kräftkalas med svenske skåleviser og Maja (Anders´s beagle hund) der sang med på et Elvis nummer.
Minderne står i kø, de fleste heldigvis gemt på video.
Jeg kan ikke takke Anders nok, for det han har givet mig.
Og heldigvis fik jeg takket ham for vores venskab, da han og hans familie slog vejen forbi Hobro 18 Juli 2022.
På det tidspunkt havde Anders levet de 3 måneder, han var blevet
lovet af lægerne.
Vi vidste begge det nok ville blive sidste gang vi så hinanden, under dette hans første besøg i Hobro.
Anders levede 3 måneder mere, end lægerne havde stillet i udsigt, men det var slet ikke nok.
Jeg vil savne Anders resten af mit liv.
Tabet er naturligvis allerstørst for Anders´s nærmeste familie.
De har en stor sorg at bære, Anders efterlader sig et kæmpestort hul.
Det mest positive og glade menneske jeg har mødt, er her ikke mere.
Ære være Anders Ekbloms minde.
JAØ 20/10-22
Seneste kommentarer
28.12 | 12:25
God historie om en fin oplevelse😊🦌.
Det er ellers en skøn slugt. Ærgerligt at skulle slippe den.
21.10 | 17:18
Jeg nyder at læse om dine jagtoplevelser og at være en del af dem ind imellem. En fantastisk historie om hvordan en ganske almindelig oktober morgen kan ende med noget ganske uventet som kronvildt 👍
13.01 | 21:27
Rigtig godt skrevet Jens Arne og fin apportering af Zanto
13.01 | 20:44
Tak for endnu en jagtoplevelse 😊
Eddie spørger hvorfor du ikke vil have én som ham til at afløse Zanto?... Jeg forstår dig godt 😉