En buk er en buk aka min første buk 2019

En buk er en buk..

Det er ikke altid let at forudsige, hvor en buk vil komme fra, og hvad tid den vil komme frem.
Vi jægere mener generelt, at bukken skal skydes omkring solopgang og omkring solnedgang, den holdning har jeg også selv, og selvom jeg har forsøgt mig nogle gange med jagt midt på dagen, så er der ikke nogen af mine ca 81 bukke, der er skudt ved middagstid, så vidt jeg husker..jo..en enkelt svensk..
Råvildtet er, fødesøgende ca hver fjerde time rundt regnet, døgnet rundt.
Så hvis bukken kommer frem kl. 05.00, så er den også fremme kl. 09.00, kl. 13.00, kl. 17.00 og kl. 21.00 osv. og til dels derfor, skydes hovedparten af bukkene omkring solopgang og solnedgang..men den mest overvejende grund til tidspunktet for jagten, er sikkert fordi der sidder allerflest jægere på jagt, om morgenen og især om aftenen..

Den 16 Maj er jo helligdag for de fleste danske bukkejægere.
På min arbejdsplads er det ikke helligdag, men jeg kunne heldigvis godt holde en fridag, da jeg straks ved ansættelsen d. 4/3 meddelte min chef, at d. 16 maj..der skulle jeg gerne på bukkejagt.
I år falder dagen så godt, at der bliver hele 4 dage til at jage buk, både morgen og aften.
Derfor havde jeg heller ingen stress, og inderst inde følte jeg, at bukken ikke behøvede at træde frem lige med det samme.
Jeg tror også kun, det er sket et par gange jeg har skudt buk på premieremorgenen, så hvorfor skulle jeg skyde buk på første dagen i år?

Ja..måske var forventningerne lidt højere i år, til en tidlig buk.
Jeg har set to forskellige bukke på mit jagtterræn op til årets bukkejagt.
I efteråret 2018 så jeg 3 forskellige, og jeg ved med sikkerhed, at en af dem var ikke en af de to jeg har set i år, for den var meget speciel (abnorm)

Jeg har siden midten af april sat et par pilegrene i jorden, i kanten af min mose, et par meter ude på engen.
Det plejer råvildtet ikke at kunne stå for.
Jeg havde set tidlige fejninger, så jeg vidste der gik buk, og med et par vajende friske pinde, kunne jeg måske også komme til at se bukken.
Annette (min kone) og jeg satte os ud d. 28/4 en time før solen gik ned..

Og jo..bukken han kom som bestilt en halv times tid senere, ud fra mosen, lige hvor jeg havde stukket pindene i jorden, og så fik de tæsk, og bukken gik fra de ca. 74 meter og helt ind på 6 meters afstand af os, hvor han totalt uanfægtet af de to mennesker, uden camoflage, der sad hævet blot et par meter over jorden, roligt gik forbi.
Den ene, fulgte bukken igennem sin kikkert, den anden filmede bukken med sin mobil.
Bukken smagte på luftens fært, fornemmede ingen fare, og traskede fredeligt videre.

Det var en fin lille seksender, noget spinkel i opsatsen, og ja..måske en buk der ville vinde ved at blive et par år ældre.
Mit lille engstykke er noget mager hvad angår ”ret føde til stor opsats”..men råvildtet elsker den store variation af urter, lige noget for den lille feinschmecker..

Siden d. 28/4 har jeg skiftet grenene ud 2-3 gange, hver gang jeg er kommet til den lille plet, har grenene været flået fra hinanden, uha..mon bukkejagten bliver lidt for nem i år? (går for hurtigt)
Jeg har ingen vildtkamera sat op, så jeg kan ikke se, om det er den samme buk der fejer gang på gang, men det går jeg ud fra det er.
Det er i hvert tilfælde ikke bastbukken i ørenhøjde, som vi så gangen efter, hvor vi var ude for at skifte pindene, kl. 17.00..

To ting der er vigtige for at råvildtet vil være på dit jagtterræn. (vurderer jeg)
1. Ro på marken, især op til bukkejagten...lavt jagttryk i efteråret, dermed ment, at der ikke overrendes med jagt hver fjortende dag med mange jægere og løse hunde.
2. Der skal være fødeemner som råvildtet gerne vil komme og esse af, enten naturlig vegetation, som jeg mener er det bedste, eller måske fodring i moderat format.

På min jagtmark er der en enkel fodertønde placeret med majs, den står dog under hegn i juletræerne, da den er ment som føde til fasanerne, og indtil nu, har jeg ikke set fod af råvildt idenfor den hermetisk lukkede afdeling.
Derudover har jeg sat en sliksten op inde i tjørnekrattet, ment til råvildtet (dåvildt, kronvildt) da mineraler, tror jeg, er en god ting for vildtets ve og vel, og måske også på sigt, kan give en smule større opsatser.

Derudover er der en del store egetræer, som er rent guf for både skovduer og klovbærende vildt.
I år (sidste år) har de kastet en stor mængde agn af sig, flere ligger stadig på jorden.

D. 16 Maj 2019 morgen.
Jeg havde spurgt min storebror Flemming, om vi ikke skulle mødes til en kop morgenkaffe, inden vi kørte på bukkejagt på hver vores mark.
Jo, vi skulle ikke mødes..
Min storebror er langt fra så inkarneret riffeljæger som jeg, og han var da heller ikke helt sikker på, at han ville afsted den første morgen..så nejtak til morgenkaffe.

Så tilbød jeg Annette at hun kunne komme med som behagelig tilskuer.
Og det var i ellevte time (dagen før) heldigvis kunne Annette tage en halv feriedag, så hun for første gang nogensinde, kunne opleve en premieremorgen på bukkejagt.
Vores to sønner har førhen været med (har fået fri fra skolen)
Det er kun den ene søn der bor hjemme, og jeg tror ikke rigtig han har lyst til at stå så tidligt op, for at komme med sin far på jagt. 20 år gammel og sabbat år med næsten fuldtidsjob..der sker vist nok i hverdagen for ham.

Men Annette var frisk, slog til og stod op sammen med mig kl. 03.00
Madpakke til den store knægt blev smurt, mens jeg luftede hunden.
Jeg havde lagt jagttøj klar til både Annette og mig.
Al udstyr pakkede jeg i bilen, og kl. 03.35 var vi på vej.
Det frøs om morgenen/natten til d. 15/5..og vi troede, temperaturen også ville være kølig på denne første morgen i bukkejagten, så vi klædte os godt på.
Denne morgen viste termometret, 8-9 grader, vi havde vist fået rigeligt tøj på.

Vinden havde jeg, for flere dage siden set, ville komme fra nord øst..den værst tænkelige retning for mit lille terræn.
Den to personers stige vi skulle side i, ville give os vinden direkte ind i nakken, men vi ville heldigvis sidde i skyggen, og selvom vi sidder i ca. 2 meters højde, og stigen står på kanten af en slugt, hvor der vel er et fald på ca. 8 meter (skråt ned) så var jeg bange for, at færten ville forhindre os i at få vildt på skudhold.

Da jeg var ude at sætte et par nye pinde i jorden i tirsdags (2 dage før bukkejagten) der var vinden i samme retning.
Jeg havde sat mig i stigen for at nyde udsigten, og underligt nok mærkede den lette vind til at komme fra syd. (jeg tjekkede min mobil..nord øst..underligt)
Men det må være slugten, der trækker vinden på en anden måde, hvad ved jeg?

Vi ankom lydløst til stigen, de sidste meter frem blev foretaget med stor forsigtighed, så stille som en ninja, nåede jeg som den første frem, knyttede hånden (det har jeg set på film).. betyder stå stille til krigeren bag mig...jeg rekognoscerede terrænet, jeg kunne ikke se noget råvildt, så jeg vinkede Annette frem, og vi kunne roligt bevæge os op i stigen.

Klokken var godt 4, solen ville stå op kl. 05.01, og ikke før burde det første skud lyde.

Det er altid jagtens mest kritiske øjeblik, at komme ubemærket frem, og komme lydløst på plads i stigen.
Sådan vellykket ankommet, kunne vi nyde solens opgang, selvom vi kun kunne se lyset brede sig ud over de omkringliggende åbne marker.
Der ville gå en times tid, efter de første stråler havde meldt deres ankomst, før de ville nå frem til vores del af slugten.
Tålmodigt lod vi tiden gå, vi blev mere og mere glade for vores varme beklædning, for vinden forsøgte vedholdende at trænge ind i nakken på os..men den blev afvist.
Jeg tjekkede flere gange mit armbåndsur.
Indtil videre ingen bukke i sigte, så ingen grund til bekymring.

kl. 04.58 lød morgenens første skud, det var et stykke borte, så måske solen var stået lidt tidlige op hos denne jæger, ellers gider jeg heller ikke hidse mig op over et minut fra eller til, så længe det ikke er 5 minutter eller værre et kvarter der skydes før eller efter den tilladte tid, så tager jeg det helt roligt...bukken er i hvert tilfælde ligeglad.

Efter klokken 5, lød der skud sporadisk rundt omkring os, ingen af dem alt for nær.
Jeg så lidt senere min genbo-jæger glide som en mørk skygge, om bag nogle buske, første gang jeg ser ham på jagt.
Jeg har et fint view over hans store grønne græsmark, hvor der ligger en stor grantykning helt på toppen lige frem for mig, og til højre, hvor hans mark går i vinkel, ligger et stort skovområde, med eg og blandingsskov.
Og så med mig i bunden, eng og mose.
Og hvem ejer bukkene?
Jeg har det sådan, så længe vi ikke skyder mere vildt, end vi selv kan fortærre, og vi med god samvittighed krummer vores fingre, så er jeg tilfreds.
Bare ingen af os skyder, alene af den årsag, at hvis ikke jeg skyder, så skyder min nabo..
Jeg har nabojæger til alle sider, og jeg ville få travlt, hvis jeg skulle forsøge at skyde alt vildt før dem..og det kunne jeg heller ikke drømme om.

Denne morgen havde jeg besluttet, at jeg ville skyde, den buk der kom for.
(helst) Ikke en buk i bast, og helst ikke en bette etårs spidsbuk.
Men da det var første dag på bukkejagtpremiere for min kone, så havde oplevelsen langt større betydning for mig/os end et stort trofæ. (ja sådan jager jeg som regel også, når jeg er alene afsted)

Annette forstod ikke helt min skepsis, ang den buk vi filmede.
Hun syntes jeg manglede troen på, at vi nok skulle se og også skyde den buk den allerførste morgen.
Men jeg ved af erfaring, at jagt ikke altid er lige let at spå om...for ikke at sige, umulig..og heldigvis for det.
Jeg ved godt at bukken sandsynligvis vil tage turen rundt på sit revir, og markere sig de faste steder.
Men om den tur bliver foretaget kl. 01.00 eller kl. 05.00 .. det er svært at spå om...og når han overhovedet frem til mig, er mit terræn hans centrum, og dækker bukkens territorie også naboens mark..jeg ved det ikke..
Fra stigen kunne jeg i hvert tilfælde konstatere, at bukken indenfor de sidste 48 timer havde været en tur forbi, for de pilegrene jeg havde stukket i jorden, ca 80 meter fra stigen, var på det nærmeste blevet jævnet med jorden, de før brune og grønne grene lå nu afbarket og krøllet sammen på den grønne eng.
Annette mente også, vi skulle have haft friske grene med, hvis vi nu ikke skød buk den første morgen...men der er jeg nok lidt mere forsigtig..for begynder jægeren først at bevæge sig meget rundt på sit terræn, så brydes råvildtets vaner, og man kan hurtigere trykke dyrene væk, end man kan skyde dem væk..

Jeg snakkede med en af mine gode kammerater, ja vi skriver nu for det meste sammen.
Vi debatterede det uetiske at skyde på dyrenes foderplads.
Det hænder der bliver lagt billeder op af et nedlagt stykke vildt, hvor man i baggrunden (eller mellem benene på dyret) kan se en blå fodertønde.
Jeg nævnte for Lars, ja..vi er helt enige..jagtetisk må man ikke skyde vildtet på foderpladsen.

Mange fodrer ænder og fasaner, og hvor mange skyder ikke fuglene i luften lige over foderet?
Hvor mange sår ikke foderstriber i skov, langs skove i mark og eng, og på den måde laver en ”naturlig” foderplads..men bliver bukken ikke ofte skudt midt i at esse, midt i dette kunstigt fremstillet fodertilbud?
Hvori ligger forskellen?
Nå..det var blot en indskudt tanke.

For jeg tror mange af os jægere, på den ene eller anden måde manipulerer med naturen, for at forøge vores chance for at skyde et stykke vildt, enten ved fodring eller ved at lave skydespor i den vilde natur.
Jeg har f.eks også gået med en kraftig grensaks og økse, og lavet et spor i noget vildtgroende tjørnekrat, så jeg kan skyde fra et tårn på mit jagtstykke.
I dette spor er der læ, og pludselig skyder der grønt guf op fra den ellers kedelige skovbund, og tro mig, jeg kan lave et kryds i jorden, og der vil jeg indenfor de næste par måneder kunne skyde en buk...
Jeg fodrer ikke, men jeg manipulerer lidt med naturen, og ja i sidste ende, så manipulerer jeg også en smule med vildtet, jeg forsøger at få dem derhen, hvor jeg har en god chance for et sikkert skud.
(Håber jeg kan bringe historien om dette kryds i jorden, så jeg kan bevise min påstand)

Tilbage til mine grene i jorden, eller de der var i jorden, for jeg indrømmer, selvom Annette ikke mener, jeg tror nok på det, så har jeg stor fokus på denne plet, denne morgen...men der sker intet, uanset hvor stærk i troen jeg/vi så er.
Jeg tænker det er vinden, der blæser direkte derned, hvis bukken skulle stå lige indenfor i mosen, så kan den lugte uglen, der om ikke sidder i mosen, så sidder den deroppe på kanten..og en sulten ugle, er aldrig sjov at komme i kløerne på.

Et skud lyder til venstre for os.
”Det var lige lovlig tæt på” siger jeg til Annette..
”Mon det var min nabojæger, der fik sig en buk der?”

I tankerne letter jeg på jagthatten, men irriterer mig også lidt over, at han på den måde måske havde skudt ”min buk”, eller i dagens anledning ”vores buk” (Annettes og min)
Der går ikke længe, så kommer skud nr. 2, skud nr. 3 og skarpt forfulgt .. af skud nr. 4.. fra samme jæger som skød nr. 1, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
I tankerne ser jeg bukken rejse sig efter et tap-skud (skud nr. 1) og den før så lykkelige jæger, der allerede havde set det flotte trofæ præsenteret for kammeraterne på morgenens bukketræf, og senere lagt op på facebook, nu stivner smilet ved synet af en flygtende buk, godt hjulpet på vej af 3 skud, der knalder i jorden efter bukken som skud under fødderne på en cowboy i en gammel westernfilm..

Jeg ønsker ikke at være skadefro, for det er en situation mange af os jægere oplever, bukken ligger der..men så alligevel ikke...det er ikke spor morsomt.
Schweisshundeføreren får travlt de næste par måneder.

Jeg fandt aldrig ud af, om det var min direkte nabojæger der skød...eller om det var en jæger flere naboskel fra mig.

Et rådyr træder frem, kigger nysgerrigt op på os, den er på vej ud, kun 10 meter fra og fra venstre, den vader lige ind i lugten fra os..og trækker sig fornuftigt tilbage.
Ud fra det jeg kunne se, hals og hoved, så var det et lille smaldyr.

Senere..jeg sidder og blunder.
Vågner, ser Annette sidde med kikkerten for øjnene, stærkt fokuseret mod noget lige frem, ned mod bunden af slugten. (hun tror jeg ser det samme som hende)
Jeg er straks vågen, ser dyret der er på vej op til os 30 meter fra os.
Det er smaldyret fra før..tror jeg.
Riflen får jeg listet op, blot for at se, om jeg kan fange dyret i riflens kikkert..nej..det er sgu da en buk..en lille en af slagsen, trofæmæssigt kan den ikke blive mindre, 3-4 cm høj bastbuk..typisk etårsdyr..lige knap og nap.
Forsigtigt kommer den nærmere og nærmere op af skråningen, blot spørgsmål om sekunder, så får den færd.
Jeg spørger hviskende Annette, om jeg skal skyde bukken.
Hun har allerede høreværn på, og jeg kan se hun rent fysisk forbereder sig på, at skuddet vil komme.
Hvis Annette havde kigget på mine fingre, ville hun se at min pegefinger var stiv og langt fra aftrækkeren, og at jeg ikke havde skubbet sikringen frem.
Så selvom bukken på 25 meters afstand stillede sig med bredsiden til, så var jeg ikke tæt på at skyde den..jeg mener at selv en buk med så klejn en opsats, kan være noget helt andet som to årig, så den får en chance.
Pludselig løfter bukken hovedet, får fært af fjenden, og løber i firspring ned mod mosen, uden et bøv forsvinder han i sikkerhed...lidt senere lyder der et skud fra højre, heldigvis tilpas langt væk, så jeg tror ikke, det var ham den lille der røg i svinget.

Andet skete der faktisk ikke denne morgen.
Vi gik en lille tur, kun 30-40 meter hen langs kanten..jeg var lidt nysgerrig efter at se, om nabojægeren måske gik rundt med næsen i jorden i søgen efter schweiss..men opgav, jeg kunne ikke se så langt, og jeg ville ikke forstyrre, i stedet satte vi os op i stigen, og gav morgenen en halv time mere af vores tid.

Ved bilen så jeg at Jørn B. havde sendt et billede.
Han havde for en uge siden sat en stige op, hvor jeg sagde han skulle sætte den op-
På Jørns terræn, var der for halvanden uge siden tydelige spor efter en revirkrævende buk, ikke kun i kanten af rapsen, hvor hans stige står, men især på indersiden, i en forsømt nedlagt have, hvor der er fred og ro.
Ikke mindre end to bukke kom forbi Jørn denne morgen, først en god gaffelbuk, som heldigt for bukken ikke stoppede op, men blot var på hurtig gennemrejse.
Lidt senere kom en meget stærk seksender, som i første omgang tog samme rejse som gaffelbukken, men kort tid efter vendte tilbage, i roligt tempo, stillede sig op 50 meter fra stigen, det skulle bukken ikke have gjort. Jørn skød derved den største danske buk, han i sine knap 45 år som jæger har lykkedes at nedlægge.
Annette og jeg nåede at fange Jørn, inden han forlod sit terræn.
Rune (Jørns søn og en kammerat til Rune, var også kommet forbi, for at beundre den flotte buk)
Jørn fik lov til at fortælle historien, så alle detaljer kom med, mens himlen dannede en flot azurblå baggrund til min videooptagelse.
Sammen med de gule rapsblomster i bukkens kraftige rosenkranse, var kontrasterne rigtig i sit es denne dag.

Jørns buk pyntede godt på morgenens parade, hvor Jørn traditionen tro, afholdte et intimt bukketræf med 12 deltagende jægere, hvoraf 3 af dem havde skudt hver sin fine danske buk.
Maler Niels havde skudt en meget speciel/abnorm buk.
Jeg spurgte ud i luften ”Er det alderen, eller hvad gør at bukken ser sådan ud?”
Et klogt hoved, der hurtigt bekræftede det gamle ordsprog, at tomme tønder buldrer mest, buldrede ud med..
”Alle jægere har så travlt med at kalde deres bukke for returbukke, ligeså snart de ikke er regulære seksendere”
”De er alle sammen (bukkene) et eller maks to år gamle, så den buk der...den er højst 2 år gammel..måske lige knap nok”
Jeg opgav at sige, at jeg ikke påstod at bukken var en returbuk, men jeg ville personligt, udfra det lange hoved, den modne krop og brede hals, så ville jeg tro, det var en buk på 3-5 år mindst..for der hvor Niels har jagten, helt for sig selv..der er jagttrykket meget, meget lavt, der er maksimal ro..og der går rigtig gode 100 points bukke på terrænnet, og at denne buk er så abnorm..det tror jeg ikke på kommer hos en.. et eller to års buk..men jeg ville ikke buldre løs, selvom jeg godt kunne, hvis det skulle have været..men tomme tønder er der så rigeligt af, også blandt jægere ha ha..
(og jeg henviser ikke til de grimme blå af slagsen, der står spredt på jægerens marker)

Forresten, så er det aldrig sikkert, at de tomme tønder ikke kan have ret, i det de siger.
Jeg har blot en sund skepsis overfor dem, der via højtrøstende udsagn forsøger, at gøre deres påstand, til det eneste rigtige her i verden, så stiller jeg med det samme spørgsmål, hvorfor ikke bare stille og roligt.. kom med din mening? Du har ret til at tro dit, og jeg mit, måske ender det med vi er enige..
”Tomme tønder buldrer mest er et ordsprog eller en talemåde der kan betyde, at den, der råber højest, ved mindst, eller at de mest frembrusende ofte er dem, der har mindst substans i deres ytringer eller projekter.”... men som sagt, så kan tomme tønder sagtens have ret, og det er ikke noget med, at de er klogere eller dummere end alle andre … så misforstår I mig..

Dejligt morgenbord, og behagelig samtale over bordet, især da de mest højrøstede var kørt hjem for at sove. (hvad fanden er en pen værd, hvis ikke den engang imellem er ærlig og skarp)

Jeg var på en måde lykkelig over at Annette og jeg ikke havde skudt en buk denne morgen.
Ikke kun fordi vi så havde præsenteret en buk, der helt sikkert kun var knap et år gammel, og helst skulle have haft ti år mere at leve i..
Vi har stadig så meget i vente.
Forøvrigt var Annette ikke taget med til morgenkaffen/bukketræffet, jeg havde fanget at nogle af mine jagtkammerater syntes det var underligt nok, at jeg havde slæbt min kone med på bukkejagt.
Nu handler det ikke om at slæbe, Annette gjorde det rent frivilligt, og af ren interesse og nysgerrighed...og jeg har aldrig gjort noget, for at tækkes mine kammerater.
Men morgenkaffen var Annette nødt til at springe over, for at få en lille lur, inden hun skulle på job fra kl. 12 – 17, vi nåede dog sammen, at dele et par rundstykker i hjemmets stilhed, uden tomme tønder ved bordet.

D. 16. Maj 2019 aften.

Udstyrret var klar.
Jeg lavede burgere til aftensmad, krævede ikke det store i et køkken, og også minimal oprydning.
Jeg havde sagt til Annette, at kl. 19.00 var der afgang fra Gyvelvej, og kl. 19.06 (det var jo også onsdag i går) rullede vi ud af indkørslen.
Annette var med igen, selvfølgelig var hun det, hvis ikke, så ville jeg have været skuffet.

Jeg indrømmer, at forventningen om at skyde buk her til aften var langt større end i morges, i hvert tilfælde for mit eget vedkommende.
Morgenjagt, der er råvildtet mere på vagt, har jeg på fornemmelsen.
Henunder aften, når lyset sænker sig, så kan dyrene ikke lade være med at tage en runde, om det er efter føde eller for at markere..så er der bare stor aktivitet, især i starten af sæsonen, hvor reviret måske ikke helt er markeret op endnu...og ja..revirerne ændrer sig jo også, mange pladser bliver ledige, de første par dage af bukkejagten, det sørger vi jægere for.

Vi havde det samme tøj på som i morges, ikke blot farven men mængden var den samme..og det fortrød vi lidt, for temperaturen var steget 10 grader i løbet af dagen.
Så fremme i stigen, kunne jeg straks mærke sveden løbe ned af panden, men ingen mulighed for at smide noget tøj, vi sad låst fast i vores stige..

Vi var på plads ca 19.30, og der skulle ikke gå længe før der var action..
Solen bagte på genboens grønne mark, her i denne ende af slugten, på mit engstykke, lå skyggen og svalede jorden.
Skovduerne slog ivrige slag i luften, solsorterne sang deres aftenhymne, ingen skræppede op, der herskede en skøn fred og ro på reviret.
Jeg så ingen andre jægere, min genbo så jeg først senere, han var måske kommet tidligt..ikke ud af busken, men om bag busken..og ja..vi var selv ude 2 timer før lukketid, det var ikke for tidligt, men det skulle måske vise sig, at være tidligt nok..solen ville gå ned kl. 21.31 i aften.

Som sagt var der masser af sol, og et par minutter over otte kom to dyr i let løb ned over den oplyste nabomark, de løb skråt ned fra lærketræerne og ned til min mose, hvor de lod sig opsluge.
Den ene var tydeligvis en buk, jeg nåede ikke at se, hvor stor han var, men han var meget mørk mellem ørerne, mit bud er, at det var et smaldyr sammen med sin bror, bastbukken i ørehøjde.

Mindre end et minut efter kom endnu et dyr, samme tur, samme tempo..let løb.
Det var tydeligvis også en buk, og der var mindre sprosser at se på hans opsats..

Jeg hviskede til Annette, det nok var vores buk, samtidig med at han forsvandt ind i det tætte mosekrat.
Få øjeblikke efter lettede en skovskade fra midten af stykket..
”Så .. nu er bukken halvvejs inde, han er på vej ud på vores engstykke..om lidt så..”

Der skete dog ingenting..ingen buk kom ud, derud hvor jeg havde haft pinde i jorden.
Jeg bildte mig ind, at en pilegren viftede lidt rigeligt i kanten af mosen-
Stod bukken derinde og kiggede ud..nej..det var vist bare vinden.

Hov..pludselig kom et fjerde dyr (den tredje buk i aften)
Samme tur som de andre 3, han gik blot til venstre i stedet for til højre.
Jeg vurderede at han ville komme ind på mit stykke, ved det lille vandhul, der ligger til venstre i min slugt, men der kan vi ikke se hen fra vores stige.
”Pyha..” sagde jeg til Annette ”Det var en stor buk..”
Bukkens sprosser og opsats lyste voldsomt op i det strålende solskin.

I tankerne tænkte jeg der var tale om en stor medaljebuk, min fantasi fejler bestemt ikke noget.
Men sådan leger lyset ofte med vores sanser, alting er ikke som det ser ud til at være..vi kender det oftest med mørke, men lys har samme egenskab, at lege med vores fantasi.
Hvor meget ville jeg senere måske erkende.

Hvad skulle vi?
Blive siddende inaktive, eller skulle jeg gå aktiv ind i ”kampen”?
Vi kunne gå ned, og liste mod venstre for at komme den store buk i møde, men ville jeg ikke på den måde eksponere os for voldsomt, jeg tænkte..tålmodighed er en dyd, og når vi har en/to buk/bukke til højre i mosen, og en buk til venstre ved det lille vandhul..kommer én af dem så ikke til os?
Annette hviskede, at det måtte være min beslutning, jeg havde vel størst erfaring hvad det angik.
Jeg valgte dydens sikre sti, og vi blev siddende i stigen...knap halvanden time tilbage af aftenen.

Utålmodigheden gnavede i mig, som vi hastigt nærmede os lukketid.
Men jeg ved også, at rastløsheden hurtigt nok skal indtræffe i den to måneders lange bukkejagt, især hvis jeg ikke får skudt en buk i løbet af den første uges tid..

Havde jeg taget den rigtige beslutning, eller skulle vi have satset i stedet for at vente?
Jeg forestillede mig bukken gå og esse 50 meter længere inde i slugten, fint til skud, og når solen gik ned, ville den stille trække op på skråningen til sit nattesæde blandt tjørn og egekrat.

Vi ventede, og vi ventede..
På skift tog vi et lille powernap.
Annettes nap blev noget længere end mine, og jeg tænkte, så længe vi ikke sidder og nikker på samme tid, så lad blot Annette tage sig en længere lur, hun havde jo også været på arbejde i dag.

Klokken blev ni, kun en halv time tilbage.
Skyggerne var blevet lange på den før så oplyste mark hos genboen.
På min eng havde der været uden skyggen af sol hele aftenen, og det begyndte for alvor at blive rigtigt godt, for den måske lidt sky buk at titte frem.
Jeg håbede han stod og trippede for at komme ud og markere sit terræn.

Fem minutter over ni.
Pludselig kom bukken fra venstre mod højre.
På indersiden af det brede morrads, ned mod bækken, overmod min nabo, i det fjerne hjørne, kom bukken gående i et stille tempo.
Han havde sikkert gået og fejet og markeret med jævne mellemrum hele vejen henne fra vandhullet.
Der kunne i løbet af få meter ske en af to ting.
Enten ville bukken fortsætte ligeud, og så ville han være væk i mosen..eller..
så ville han gå vinkelret på mit stykke, og på den måde komme op mod stedet, hvor de pile grene jeg har stukket i jorden nu ligger.. og dermed også komme tættere på Annette og mig.
Jeg tror han ville vælge at markere videre langs kanten op mod os.
Men valgte han at blive på det grønne, i stedet for at forsvinde i sikkerhed i det tætte mørke..så ville han måske rende ind i færten fra manden med leen. (jægeren med riflen)
Jeg havde få meter at beslutte mig i.
Riflen var straks kommet op da jeg så dyret, og jeg stak en forsigtig men bestemt albue i siden på min stovende kone.
”De er en buk” sagde jeg kort, og øjeblikket efter..
”Jeg skyder”

Med riflen havde jeg fanget bukken.
Jeg kunne godt mærke, at bukken var langt nok ude i forhold til min formåen (lettere bukkefeber, og kort reaktionstid, anlæg på stigens tværpind)
Men jeg så bukken med 8 gange forstørrelse og satte mit skud ind.
Som jeg siger, og som det senere skulle vise sig, havde jeg ikke følelsen af, at det var mit bedste skud jeg fik leveret.
Men bukken blev slynget til jorden, den slog ingen kolbøtter eller sprang op i luften, så skuddet må have siddet højt..jeg havde straks repeteret riflen, og sad klar, hvis skuddet skulle have været et tapskud. (et skud i det øverste af ryggen, ikke dræbende, kun lammende for en kort stund)
Igennem riflens kikkert kunne jeg ikke se nogen vejrtrækning på bukken.
Det ene bagløb gav et par trækninger, sikkert bare nerver.

Annette havde nået at se bukken i sin kikkert, sekunder før skuddet havde lydt.
Men hun så ikke bukken tage selve skuddet.
Om det var mig, der skubbede til hende, da jeg afgav skuddet, eller det blot var lyd og rekyle der gav hende et bette vink, det ved jeg ikke, men der går jo også blot et splitsekund, fra en 6,5x55 10,1 grams oryxkugle er blevet sendt ud på sin 100 meters rejse, til kuglen har truffet sit mål...

Tillykke sagde Annette.
Hun kunne jo også se bukken lå fladt dernede i det høje græs.
Jo tak, svarede jeg med en forsigtig begejstring, vi venter lige et par minutter før vi hæver armene.. Jeg var stadig fokuseret på bukken, jeg ville ingen chance ta'..men jeg følte mig temmelig sikker.

Kort tid efter pustede jeg ud.
”Vi venter lige 5 minutter, før vi går derned, men bukken er helt død..det er sikkert nu..” sagde jeg nu med et forløsende smil, og pillede mit ansigtsnet af, og gav min kone et velfortjent kys og et kram.
Det var jo hendes første buk.

Jeg var spændt på at se, hvor stor bukken egentlig var.
Og ja, jeg ved at jeg startede denne fortælling med, at oplevelsen kommer før størrelsen på trofæet.
Men jeg indrømmer, som jeg vidst tidligere har gjort, at størrelsen har noget at sige, i aften havde jeg endda min kone med, til at give mig helt ret i den påstand.

Jeg var faktisk ikke i tvivl om, at bukken jeg havde skudt, var bukken der var kommet på tværs mod venstre i sollys, og havde jeg ikke nedlagt bukken, ville jeg have fortalt Gud, Allah, Buddha og hvermand, at det var en stor medaljebuk, der var kommet gående ned over marken tidligere på aftenen.
Nu da bukken lå forendt, så er det ligesom med lystfiskerhistorierne, jeg kan ikke lyve trofæet eller fisken større, når først den ligger død på land...

Da jeg havde afgivet skuddet og vi sad i stigen, kom genboen frem fra sit skjul.
Han havde siddet gemt bag nogle buske på toppen af sin mark.
Træls må det have været, at se to jægere kravle ned fra stigen hos naboen..så vidste han hvad klokken havde slået..mon ikke også han havde hørt anslaget, da jeg traf min buk.. (han kunne nok ikke se, at den ene jæger var uden riffel)
Og var han i tvivl om at jægeren havde truffet sit mål, gjorde jeg ham helt sikker, da jeg trak min tykke bluse af, da jeg var kommet ned fra stigen, og Annette og jeg gik med store smil ned af den stejle skråning.
Jeg med riflen klar på laveste forstørrelse, Annette med videokameraet bag mig, i gang med at optage den stolte jæger.

Og jeg kan på optagelsen ikke skjule, min mindre skuffelse, da jeg kom helt hen og tog bukken i mit åsyn.
Men ligesom den kæmpe fisk i vandet var 1 meter lang, men kun 50 cm når den kommer på land, ja så var min store medaljebuk, blevet til en fin regulær seksender, men meget spinkel i sin opsats..meget lig den buk vi filmede d. 28/4, Annette og jeg. (jeg er 99% sikker på det er samme buk)

Og reelt set, så var det jo den buk vi gik efter denne dag, så skam få mig, hvis jeg tillod mig at være en smule skuffet.
Jeg fandt det rigtige smil frem, og jeg mærkede da også glæden boble i min krop, da jeg gik i gang med at brække bukken.
Efter vi naturligvis havde givet os tid til at nyde det stille øjeblik, der altid følger efter udløsningen der ligger i en vellykket jagt.

Jeg har aldrig brækket en buk så perfekt som denne aften.
Idet at skuddet, akkurat som jeg forventede/”frygtede” sad en smule højt på indgangssiden, men perfekt på udgangsiden, så var ”indholdet” i bukken helt intakt, så jeg kunne trække spiserør ud sammen med en hel intakt mavesæk.
Lungerne var perforeret/skudt i stykker af kuglen, og sikkert også en del af den venstre bov...det får jeg se i morgen, når bukken skal forlægges.
Kuglen var gået igennem lige under ryggen, så det havde været et øjeblikkeligt dræbende skud, bukken havde ikke opdaget noget som helst...men blot 10 cm højere oppe, så havde det været knap så godt.

5 minutter før lukketid (kl. 21.26) lød der et pift fra min nabo.
Jeg stod med røven i vejret, med blodige hænder, var ved at være helt færdig med at tømme bukken for blod.
Jeg kiggede over imod ham, men det knap 30 meter brede bælte på min side af bækken, var uigennemsigtigt, så hvis han ville gratulere mig med min buk, måtte han forcere bækken og det sumpede område og så komme herover, nåede jeg knap at tænke, førend en buk kom i fulde firspring blot 15 meter bag Annette og mig.
Den løb i fuld fart over mit engstykke, op imod skråningen, hvor den forsvandt i tjørnekrattet.

Det var den naboen havde piftet efter (og ikke min bagdel)..han frygtede nok der om lidt ville lyde et skud fra min riffel..men den lå afladt på jorden, så Annette og jeg kunne blot grine lidt af situationen.
Bukken der kom i sprint, så ud til at være en buk i ørehøjde, ikke så høj som min buk, måske lidt kraftigere, lidt svært at sige.

På behørig vis blev bukken båret på min skulder i min medbragte bæresele.fra sit revir, hovedet forrest, de spidse sprosser prikkende i min side.
Solen var erstattet af en næsten hel måne, der skinnede klart på en nu meget mørkeblå himmel.
Dagen og aftenen kunne ikke blive mere perfekt.

JAØ 18/5-19