Bukkejagt 2023 AKA den første uge.

Jeg får det bekræftet igen og igen.

Man skulle tro, jeg havde lært det.
At gå på bukkejagt.

Og i årets første uge på bukkejagt, fik jeg bekræftet, hvor stærkt et syn råvildtet har, hvor god lugtesans råvildtet har.. jeg blev mindet om, at bukkejagt er for den lydløse jæger.

Jeg har rundet 100 bukke, fifty-fifty danske og svenske, flest danske, og det er de danske, der har trukket flest tænder ud.
For trække tænder ud, det kan den danske bukkejagt.

Det der ”på papiret” ser så let ud, hvor bukken har vist sig trofast ved fodertønden, stået stille og ladet sig fotografere fra siden, forfra og bagfra, ja.. han ville da, så sikkert som amen i kirken, også være på marken d. 16 maj om morgenen, ikke hvor jeg ville sidde klar, men hvor min datter Josephine kunne debutere med en ganske fin dansk buk.

Men bukkejagt går sjældent helt, som vi ønsker det skal gå, nå ja, jeg har heller ikke fundet en firkløver i år endnu.

Apropos bukke.
Så så jeg på Facebook en jæger der havde lagt 3 bukke op (eller billeder af dem)

”Et par aftener i det sønderjyske efter afskudsbukke” skrev han som overskrift, jægeren der ikke er helt ung, 55 år, må jo vide, hvad han taler om.
148 likes fik han hurtigt.

En enkel jæger stillede et spørgsmål jeg også kunne have stillet, denne jæger ved jeg, har en del erfaring, også hvad angår bukkejagt.
”Hvorfor vurderede du dem som afskudsbukke, kropsvægt eller?”

Ja, et meget relevant spørgsmål, når man nu laver sådan en ”undskyldende” overskrift.

”Flere parametre pga væg, kropsstørrelse i forhold til opsats (ha ha, den var ny) alder og hvad den har sat op på nuværende tidspunkt” lød svaret..

Og en anden klog jæger spurgte frisk.
”Hvad er alderen på bukken? Og tillykke med dem.” (uha..snak ikke om alder, den kan være svær at se igennem en kikkert..

Men afskudsjægeren vidste det åbenbart, næsten..
”Jeg vurderer dem til at være : De to små til at være 1-2 år og gaflen til at være 3-4 år, men det jo altid svært at sige 100%” jep, det er fint at have en kattelem åben..

Og så blev der lige fulgt op af afskudsjægeren, men en usmagelig kommentar (det syntes jeg i hvert tilfælde)
”De to små bliver mest valgt ud, fordi deres krop er for lille og deres opsats er noget pindebrænde”

Ja, undskyld så røg kæden af for mig, at kalde opsatser for pindebrænde..

For det første kan en et års buk sagtens sætte fantastisk flot op som 2 års. (og ja, så ved jeg godt kattelemmen siger måske 2 år, men det kan jægeren sgu først se, når bukken ligger død, men undlader alligevel at konstatere det med sikkerhed)
Lille af krop?
Hvorfor ikke få vægten på disken?
En buk er ikke ret stor i sit første leveår.
15-16 kilo er vel meget normalt, men det ser ikke ud af al verden mod en meget stor buk på 20 kilo (nu snakker jeg brækket vægt)
Men pindebrænde?
Er det en undskyldning for at skyde?

Alle 3 bukke syntes jeg var ganske fine trofæer, hvis det er trofæjæger man er, men omvendt, hvis man var trofæjæger, så skulle man måske give bukkene en chance/et år mere, for at være på den sikre side.

Hvorfor undskyldninger for at skyde, i stedet for at indrømme, at det kløede i pegefingeren, især når undskyldningerne er så dårlige for at have skudt.

Det eneste der undrer mig, er at ingen af de 3 bukke var halt på det ene eller det andet ben, eller havde en skæv kæbe, der tydede på en påkørsel.

Nå men jeg besluttede mig for at holde min galde for mig selv, kunne heller ikke blive enig med mig selv om jeg var forarget, eller blot godt misundelig :-)

For buk har jeg ikke skudt endnu i år.

Vi er nu en uge inde i årets bukkejagt, og jeg var faktisk efter de første to dage bange for, at råvildtstammen var helt borte, enten pga afskydning af råvildt eller råvildtsygen.

Nu har jeg endelig efter et års fravær fået mit lille drømmeterræn tilbage.
Sidst jeg forlod det, var der altid råvildt at se.
Og jeg ved, at lodsejeren der selv er jæger, ikke har skudt noget som helst i den forrige sæson, så i år, burde der vrimle med rådyr.

Vi, Josephine og jeg har intet set, ikke på vores mark, men et enkelt hundyr på naboens har da vist sig for en kort bemærkning.

Jeg har et andet lille sted at gå efter buk, heldigvis. (så skal Josephine ikke gå efter samme buk her i starten af sæsonen)
Der så jeg ikke rådyr sidste sæson, i hvert tilfælde blev det ikke til buk.

Og jeg var derfor heller ikke specielt optimistisk, da jeg på premieremorgenen satte mig ud.
Josephine skulle selvfølgelig være, hvor chancen var størst, jeg behøver ikke skyde buk i år.

Men intet, hverken morgen eller aften.
Heller ikke dag to.

Men så på tredjedagen, torsdag aften, der sad Annette og jeg og kiggede ned i vores slugt.
Der skete intet.
Da der var 7 minutter tilbage før solen gik ned, ville jeg rejse mig op, for at kigge på marken der ligger på toppen af stykket.
Et lille brakstykke omgivet af gammel nåleskov og tjørnekrat.

Jeg rejste mig med skydestokken i venstre hånd, riflen på skulderen (jeg burde vide bedre), og min kikkert i højre hånd.
For skulle der være dyr, ville de sikkert stå enten i tjørnekrattet eller i kanten af nåleskoven.
Jeg hviskede til Annette, at hun skulle følge mig helt tæt, så vi ikke blev opdaget.
Jeg kom på de gamle ben, gik et par skridt frem så jeg kunne få overblik.
Og kunne straks se, at der stod et stykke råvildt blot 40 meter fra mig, ude midt på brakstykket.

Kikkerten op.
Fuck.
Det var en stor buk, og den kiggede direkte på mig.

Min kikkert nåede jeg ikke at få ned, bukken drejede allerede rundt om sig selv, og løb væk fra mig, med retning af skoven.

Jeg slyngede riflen ned fra skulderen, over i skydestokken, forsøgte med et par pift at få bukken til at stoppe op, bare et par sekunder, men nej, han vidste godt hvem og hvad jeg var.

Og væk var bukken, og der lød et enkelt bøv fra ham til afskedshilsen.

Ham ser jeg nok aldrig mere, jeg har i hvert tilfælde ikke set ham siden, men..

Fredag aften lød der først 4 skud fra en nabo til højre for mig og lidt senere 3 skud fra en nabo til venstre.
Nabo og nabo.. det kan være jægere der sidder noget langt væk, og det behøver ikke at være ham den store de skød.

Fredag aften så jeg (og Annette) en lille etårs spidsbuk.
Han var frisk og kvik, og ja, hvis det står (eller stod) til mig, så må han godt blive et år eller to mere.
Desværre lød der Lørdag aften to skud igen, et skud fra højre, og et skud til venstre, så måske ham den lille, alligevel ikke blev andet end en dag ældre..

Mens jeg de følgende dage har siddet og kukkeluret, så har jeg nydt hvert minut.

Vi jægere går aldrig forgæves.
En morgen sad jeg først og lyttede til grønspætten.
Og pludselig landede den 5 meter fra mig, på en sol opvarmet gammel egetræs hegnspæl satte den sig i al sin pragt.
Senere landede den på skråningen nedenfor.
I et myrebo, et af de små i højt strid græs, borede den sit lange næb ned, rystede lidt rundt, hvorefter nakken blev lagt tilbage og myreæggene slugt med stort velbehag.

Helt tæt på mit hoved, jeg sad på jorden helt usynlig, susede en lille mejse, sort på toppen og hvid på kroppen.
Jeg måtte hjem og kigge i min fuglebog for at fastslå hvilket navn denne mejse bar.
Mit bud var sortmejse.

Men nej, den hedder sumpmejse, jeg syntes kalotten var meget sort, hvor fyrremejsens er mere mat.
Sortmejsen har en hvid plet i nakken, og det syntes jeg ikke ”min” mejse havde.

Når man som jeg sidder i totalt uberørt natur, så kommer naturens gaver i overflod.
Jeg kan nævne en håndfuld af de fuglearter jeg ser, hver gang jeg sidder her.

Gråænder, lander og letter i den usynlige skov helt nede i bunden af slugten.

Duerne kurer på kryds og tværs, det lyder voldsomt når de letter i den tætte skov, lidt som om vingerne slår mod grenene.
Den kraft duen lægger fra land med, kræver brystmuskler, måske derfor en due i gryden er så god.

Solsorten hjælper mig med at fortælle, når noget bevæger sig nede i sumpen, ofte er det råvildt, andre gange er det formentlig bare en kat eller et pindsvin.

Gravænderne ”støjer” også karakteristisk oppe på den store nysåede mark, især når de skal lande eller kommer på vingerne snakker de løs.

På gavlen hos gårdejeren hænger et utal af stærekasser, og der yngles på livet løs, stærens sang bidrager storsindet til den samlede symfoni.

Og ja, så har jeg alle de forskellige mejsearter der suser om ørerne på mig, her på toppen af slugten, hvor hvidtjørnen stikker mig i ryggen, men også giver en herlig duft og liv til mejsernes snart begærlige fugleunger.

Og ofte hører jeg gøgens kuk kuk, og den lander, ligesom grønspætten, også af og til på de gamle store hegnspæle, både spætten og gøgen er ikke de fugle man oftest ser helt tæt på, kun når man som jeg, går i et med naturen.

Glemte helt at nævne fasankokken.
Fatter ikke han overlever at gøre så opmærksom på sig selv.
For ræven lister rundt, både her på toppen, men også mellem de høje tuer i engen hvor bækken snor sig med frisk klart vand fra sin kilde.

Det friske vand elsker råvildtet.
Søndag morgen kom to rådyr listende.
De dukkede op ud af det blå, helt nede i bunden, men kun 60 meter fra mig.
Jeg var heldig jeg opdagede dem, for de var helt lydløse, deres stadige grå pels gør dem næsten usynlige, og så bevæger de sig ligesom i slowmotion.
To hundyr.
De listede langs bækken, ind i skoven og ud igen.
I en bue gik de rundt ude i det åbne, nippede til nogle vandplanter.
Den forreste stoppede på et tidspunkt op, kiggede direkte på mig, 80 meter fra mig, og jeg sad bomstille.
Hvordan havde den opdaget mig?
Jeg ved det ikke..

Måske jeg havde bevæget mig lidt for hurtigt, da jeg søgte rundt med min håndkikkert.
Vi havde en stirre konkurrence som jeg vandt.
Til sidst slappede hun af, og dyrene kunne fortsætte deres feinschmecker morgenmåltid.

En lille bid af det og lidt af noget andet..sådan trissede de afsted, hvorefter de vendte om og tog samme tur tilbage.
Til sidst op af skråningen, perfekt til skud, hvis den ene af dem havde været en buk.
Og så forsvandt de, ligeså stille som de var dukket op.

Jeg glæder mig til den næste uge på jagt.

I nat og til morgen er der kommet masser af regn.

Så i aften kommer bukken, eller så kommer han i morgen tidlig.
Hvem ved?
Hjemme fra stuen skyder jeg ham i hvert tilfælde ikke.

JAØ 23/5-23