Nogle Dage..

Nogle dage..

Nogle dage er vejret bare til det.
I går havde metrologerne lover klart vejr, ikke overraskende ovenpå en nat med frost, jeg ville til trods for manglende uddannelse, have givet samme spådom.
Vinden skulle også skifte, den smule der ville komme.
Sydvestlig vind og klart vejr, straks kommer jægerens hjerne i tanke om muligheden for at komme afsted på jagt med riflen.
Sol og rigtig vindretning, jo jeg skulle bare afsted.
Så kl. 13.00 smuttede jeg fra arbejde, hjem og fik smurt lidt middagsmad, lavet en kop te, fik slappet af en halv time, inden jeg pakkede mig godt ind i flere lag tøj.
Selvom solen skinnede, så var der stadig frosne pytter rundt omkring.
Bilen blev pakket med hund, skydestok, jagttaske med videokamera og kamera, vigtige redskaber, hvis jagten skulle give en god situation.
Selvfølgelig var hunden ikke med fordi jeg håbede på en anskydning, mere fordi jeg håbede på skud, og jeg derefter kunne sætte Zacco på lidt schweiss frem til byttet..

Jeg ankom til min mark ca. 14.30, der var nøjagtig halvanden time til solen gik ned.
På vej op over marken nød jeg den klare og rene luft.
Med høreværnet på lød stubmarkens knækkende strå underligt sprøde, mit høreværn trængte til opladning, derfor var det kun sporadisk lyd der trængte igennem.
En traktor kørte pløjende på nabomarken..
Lidt ærgerligt da dyrene formentlig ikke ville komme ud på toppen af min mark, på den anden side, så har dyrene vænnet sig til landmandens næsten daglige gøren og laden på markerne, så det havde nok minimal betydning.
De første 400 meter op over stubmarken mod rapsen foregik i hurtigt og jævnt tempo, selvom der kunne være dyr ved gravhøjen på toppen, var chancen for, at jeg skulle se den/dem, før den/de så mig usandsynlig..
Da jeg nåede gravhøjen gik marken over i raps.
Det høje stadig våde raps, knasede frossent hvor der var skygge.
Jeg gik i kanten af et læhegn, hvor der var sort jord, det gav en nogenlunde lydløs fremfærd.
Traktorens kraftige motor dæmpede også mine tunge skridt.
Jeg kom til et markhjørne, altid det mest spændende sted på marken.
Herfra kunne jeg nemlig overskue næsten 200 tdr. land, en stor del af den jagt jeg har på stedet.
Med kikkerten for øjnene søgte jeg rundt.
Jo, der var dyr på marken.
Blot ikke på rapsmarken som jeg havde håbet, nej, tre dyr gik og essede på en stubmark ca. 750 meter ret frem.
Jeg kendte vejen, havde for godt en måned siden gået samme tur, dog uden at få afgivet skud, havde dengang afsikret efter en spændende pyrch, hvor jeg til slut var kravlet det sidste lange stykke over stubmarken, for til sidst at være på en afstand af blot ca. 60 meter.
Dengang havde der været 4 dyr, i dag var der blot 3.
Dengang reddede de livet ved min tøven, i dag havde jeg besluttet at være mere konsekvent..

Jeg gik mod rapsmarkens hegn, et bredt læhegn der også udgjorde skellet til naboen.
Læhegnet løb langs hele siden af mine marker, dvs der var vel godt en kilometer fra toppen til enden.
Igen i frisk tempo gik jeg langs rapsen.
Med hegnet som baggrund, og vindretning direkte fra dyrene på marken, solen i øjnene, ja, så var der næsten ingen chance for, at dyrene ville opdage mig før jeg kom meget tæt på..
Jeg stoppede op et par gange undervejs, tjekkede at de tre dyr stadig essede det samme sted.
Jo den var god nok, de anede ikke uråd.

Jeg kom nærmere stubmarken, mit tempo blev sænket en smule, der var stadig lang vej at tilbagelægge, da dyrene gik godt et par hundrede meter inde midt på marken..

Pludselig sprang et dyr frem fra læbæltet.
20 meter ind på rapsmarken - hvor det stoppede op med bredsiden til.
Hvor langt var der hen til den?
75, måske 100 meter.
Den kiggede, ja nærmest stirrede på mig.
Jeg var fastlåst i et påbegyndt skridt.
Jægeren i mig kender tricket, det er det eneste rigtige at gøre, fryse fast, ikke noget med at krybe sammen, glem det, så er man afsløret..
Rådyret tog et par skridt frem, lod hovedet gå mod jorden, for straks at kigge på mig endnu mere intenst, jeg bevægede mig ikke en tøddel.
Næste gang var hovedet lidt længere tid vendt mod jorden, traktoren larmede godt i baggrunden, landmanden var ved at vende.
Dyret trissede endnu et par meter frem, jeg forventede at den ville løbe bøvende fra stedet.
Min riffel hang stadig over min højre skulder, min rygsækstol hang over venstre, skydestokken stod og lænede sig op af min krop..
I højre hånd havde jeg fået kikkerten op, og havde en tid studeret dyret.
I dyrets gang, havde jeg ledt efter en pensel (bukkens penis), der var ikke noget at se.
Jeg havde straks kunnet konstatere at der ingen opsats var mellem ørerne, men det kunne jo være en ældre buk, der allerede havde kastet stængerne, og ham ville jeg godt nok være ked af at sende en kugle.
Dyret så ældre ud, det var ikke et smaldyr.
Var det en enlig rå?
Var det moderen til de tre dyr der gik og essede på stubmarken?
Jeg troede ikke på, at hun skulle være mor til de muligvis tre store lam, for der var langt over til dem, mindst 250 meter – nok nærmere 350..
Jeg var nu sikker på det var en rå, og havde besluttet mig for at forsøge at ”komme frem” til skud.
Straks råen havde hovedet ude af fokus slap jeg forsigtigt rygsækken til jorden.
Skydestokken kom også op, så det eneste der manglede var riflen.
Næste gang jeg fik chancen røg riflen i en stille glidende bevægelse op, og jeg fangede dyret i kikkertens trådkors.
Vejrtrækning, afsikre, rolig nu, rolig... bang, skuddet gik, kom lidt bag på mig..
Dyret vaklede fire fem skridt frem og væltede om på siden.
Jeg forventede at se dyrets løb spjætte rundt i luften, i stedet lå dyret på siden med løftet hoved..
Jeg vurderede situationen, jeg havde repeteret, klar til at afgive skud, hvis den skulle rejse sig.
Sådan stod jeg en stund.
Forsigtigt gik jeg lidt tættere på, måske tyve meter, hele tiden klar med riflen hvis der skulle ske ændring i dyrets holdning.
Den lå stadig med hovedet en smule løftet..

Jeg tog skydestokken op, satte riflen i anslag, sigtede på dyrets hals og skød igen.
Så var der helt stille derhenne.
Dyret var slået helt fladt til jorden nu, det var definitivt slut.

Der gik ikke fem minutter før jeg gik frem mod råen på marken.
Jeg var sikker på at andet skud havde afsluttet jagten.
Men jeg var naturligvis klar til at afgive skud, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.
Jeg havde samlet min rygsæk op, haft kikkerten oppe, kunne se de tre dyr på stubmarken stadig essede løs, de havde ikke registreret nogen fare.
Jeg ville godt kunne have forsøgt mig at få endnu et dyr på tasken, men igen, når jeg har været ude med riflen, så har et dyr altid været mit mål, det skulle det også være i dag..

Da jeg nåede frem var det ikke et pænt syn der mødte mig.
Råen lå stendød med indvoldene hængende ud af maven.
Jeg måtte have truffet dyret meget lavt.
Afstanden havde også været lidt længere end jeg havde regnet med.
Ca. 120 skridt, svarende til ca. 110 meter.
Det er svært på så stor en mark med det blotte øje at beregne afstanden nøjagtig..
Jeg prikkede råen i øjet med min skydestok, blikket var helt stivnet, ingen reaktion, hun var stendød.
Lidt nerver trak igennem den forreste del af kroppen, ikke noget jeg bed mærke i.
Jeg smed hurtigt min jakke og strikketrøje, smøg ærmerne op, det kunne ikke gå for hurtigt med at brække dyret, da en del af mavesækken var skudt i stykker.
Jeg slæbte dyret de ca 25 meter over til læhegnet, for indvolde midt i rapsen ser ikke så godt ud, ikke fordi der sker noget ved det på denne tid af året, der er lang tid til høst, men af ren og skær vane, brækker jeg altid dyrene udenfor marken, helst i et læhegn.

Nu kan jeg ikke vedhæfte lugten fra dyret, men det lugter ikke specielt godt, når man rammer så skidt.
Jeg er ikke sart, så det gik stærkt med at fjerne tarmene.
Jeg skar hul på bughulen, og kunne nu se hjerte og lunger.
Hold da op.
Hjertet slog endnu.
Det har jeg aldrig i mit liv set før.
Jeg greb om det, ja man må ikke grine, men det var altså en lidt sjov fornemmelse at sidde med et bankende hjerte imellem sine hænder.
Jeg tog fat, skar pulsåren over, der kom ingen reaktion fra dyret, det var stendødt..
Hjertet blev ved med at slå.
Jeg lagde det i græsset mens det tog de sidste trækninger.
Jo, hjertet er en kraftig muskel, jeg forstår godt at et dødt dyr kan løbe langt, selvom lyset i hjernen er slukket.
Jonathan sagde også til mig, da jeg kom hjem ”Jamen far du ved da godt, at du mindst skal vente 10 minutter førend du går frem til dyret...” - en regel jeg har fortalt om sikkert 117 gange..

Jeg undersøgte råens patter, der var ikke antydning af at de havde været brugt længe.
Jeg tror ikke hun har haft lam i år.
Hun virkede for stor og firkantet til at være et smaldyr.
Især hovedet virkede for kraftigt.

Dyret blev slæbt de første 700 meter mod bilen.
Jeg opgav at løfte, mine skuldre var optaget af rygsæk og riffel.
Ved gravhøjen trak jeg dyret rundt for at sætte lidt fært.
Så ville jeg gå til bilen, hente Zacco, og så kunne han få lov til at ”finde dyret”
Dette gik superfint, Zacco fik en succesoplevelse, og solen var ikke engang gået ned.

På toppen af bakken havde jeg kigget ned over marken.
Jo, de tre dyr var der stadig, der langt ude.
En anden dag måske, for rådyr er der rigtig meget af i øjeblikket.
Og selvom jeg bedst ynder forårets bukkejagt, så skal der også reduceres i den øvrige bestand af hundyr og lam.
Mit hjerte banker dog ikke så kraftigt når jeg skyder en rå eller et lam.
Jagten er da spændende, men den kommer ikke i nærheden af bukkejagten, det gør ingen jagt.

JAØ 17/11-10

ps. Råen viste sig at være en rigtig gammel én af slagsen. Tænderne i undermunden var slidt helt i bund. Rygraden var tydelig mærkbar, stod skarpt over rygmuskulaturen, og med en brækket vægt på blot 12,5 kg, så var det absolut et fint dyr at få skudt bort.
En gammel rå kan være meget territoriehævdende, og da hun ikke sætter lam, kan hun holde mange dyr væk fra området, og det ønsker vi jo ikke ligefrem sker..
Spørgsmålet er om hun overhovedet ville have overlevet vinteren..
(ja, det sørgede jeg så for, hun ikke fik chancen for)