Historiens hovedperson

Dansk Bukkejagt 2021 del 1

Bukkejagten 2021 del 1.

Vinden lagde sig fuldstændig lørdag aften.Jeg var i Hallen for at låse af, skulle have været der kl. 22.00, men det sidste hold i hallen ville smække efter sig, så allerede kl. 20.20 kunne jeg sætte flueben ved mit job, og jeg kunne komme lidt tidligere i seng.
Selvfølgelig skulle Zanto også lige nifle, mens jeg vendte ansigtet op imod den noget grå himmel, tog et par dybe indåndinger, nu var der ikke længe til.Men Annette og jeg satte os for at se en film, så klokken blev alligevel knap halv elleve inden vi trak dynerne godt over hovedet.
Mobilen blev sat til at ringe kl. 03.36 Annette satte sin til at ringe kl. 03.40, så faldt vi i søvn med livrem og seler.Jeg havde lørdag lagt både Annettes og mit jagttøj klart, i kvadratiske bunker på stuens gulv.
Riflens og kikkerternes okularer var blevet pudset blanke, riffelløbet fået lidt udvendigt olie, alt dette udføres med glædelig rutine, jeg elsker hvert minut.

Fredag aften havde Tina og John (min bedste jagtkammerat og kone) været på besøg, og da jeg fortalte, vel nærmest stolt, at Annette naturligvis skulle med på jagt på premieremorgenen, stillede John spørgsmålet om hun virkelig gjorde det af egen fri vilje.
Jeg ved, Annette har virkelig stor fornøjelse af det afstressende ved riffeljagten i Danmark.
Det at se naturen vågne op, eller lukke øjnene i, findes der noget mere livsbekræftende eller mere beroligende end disse timer i naturen?
Sådan et fredagsbesøg gav mig desværre tømmermænd det meste af lørdag, jeg tænker jeg sover godt op til premieren.
Jeg ved mange, vel nok de fleste jægere, gerne vil have disse jagtstunder for sig selv.
Og jeg ved mange jægerfruer også nyder deres hjemmestunder alene, og ja, faktisk spørger mange jægerhustruer ikke engang til mandens jagt, selv når han kommer hjem med byttet over skulderen, jagten interesserer dem ikke, og det syntes jeg er en skam.
Selvfølgelig skal man have enetid, og jeg nyder også at have enetid.
Men fælles oplevelser, måske endda fælles interesser, det ser jeg som en lim på et efterhånden modent ægteskab, der bare er med til at skabe stærkere bånd.

Annette lærer noget nyt hver gang vi er afsted på jagt.

Jeg har senest forsøgt at lære Annette at gå helt lydløst igennem terrænet.
Annette siger hun gør alt for at gå i mine fodspor, så lydløst som muligt.
Jeg forklarer, at det ikke er det rigtige at gå i mine fodspor (jeg tager måske længere skridt end hende) .. nej, det vigtigste er at lytte til ens egne fodtrin, de skal være lydløse, maks lyde som en let brise..og bevæge sig som en vind over jorden, med hælen først og så lade fodens tryk gå frem, så man kan nå at stoppe trykket, hvis man mærker en gren.
Især turen fra bilen til vores jagtstige, der er det meget vigtigt, vi ikke afsløres.
Jeg havde nær sagt, det er denne gåtur på et par hundrede meter, der er altafgørende for om især morgenen bliver en succes eller en fiasko. (udbyttemæssigt set)

03.35 var jeg vågen, min mobil nåede dog at smide de første toner af sig, inden jeg fik afbrudt den.
Annette havde heller ingen problemer med at stå så tidligt op.
Vi kom begge hurtigt i jagttøjet, bilen blev pakket, Zanto fik tisset af som den sidste, og så afsted på jagt.
Luften var ladet med spænding, temperaturen lå omkring de 10 grader.

Vinden var ikke optimal.

Vi ville få den lige skråt ind i nakken, heldigvis sidder vi i et tårn på toppen af en slugt, men jeg ved, færten let kan svøbe, uanset vindens retning, men vi ville på gåturen smide fært direkte mod jagtmarken.

Solsorterne sang da vi stod ud af bilen kl. 04.15.
Og denne sang ændredes ikke til skælden ud.
Undgår du skovens betjente, så er du godt på vej.
Jeg fik en spytklat gal i halsen, en wicks tablet løsnede op, så jeg undgik at hoste alt vildt væk fra marken.
Stien på den lille Allé, mod stigen var nyrevet, så ingen grene eller blade knasede under vores fremfærd.
Jorden var blød, godt opløst af flere dages regn, så ingen solsorte legede betjent, ingen dyr smælede nervøst, lydløst kom vi på plads i stigen.
Jeg undersøgte ved fremkomst til kanten slugten og markerne grundigt, før jeg forsigtigt kravlede op på plads, ved siden af Annette.
Først nu slappede jeg af, hele kroppen havde været spændt, siden jeg trådte ud af bilen.
Nu skulle vi lade naturen gå sin gang.

Inden i dag havde jeg undret mig over de sparsommelige observationer vi havde haft de sidste par måneder.
Markerne, ikke bare i slugten, havde været uden meget tegn på liv.
Vi plejer at se mellem 5 og 10 dyr, når vi er på tur ugerne op til bukkejagten.
Vildtkameraet der sidder på min fodertønde, har også kun vist sporadisk råvildt på besøg.
En høj spidsbuk i bast, og en mindre knopbuk og en enkel rå, er det jeg har set på denne side af nytår.
Meget dåvildt er passeret forbi.
Jeg har snakket med en jæger med jagt ikke så langt fra mig, han har mistanke om ulv, han har fundet et stykke faldvildt med bidemærker i halsen, der vidnede om et stort dyr på hans mark.
Jeg har fundet hår og lidt skind fra faldvildt, skindet var som klippet med en saks.
En enkelt ræv er hvad jeg har set fra den kant, indenfor det sidste års tid..meget usædvanligt.

Vores kikkerter blev brugt flittigt lige i starten.
Annette bruger sin mere end jeg, jeg bruger øjnene.
Jeg observerer bredt, og ser jeg bevægelse eller forandring, så tager jeg forsigtigt kikkerten til hjælp.
Vi så intet råvildt.
Fjernt ude smælede et stykke råvildt kortvarigt, en jæger var nok på vej på plads.
Vores udsyn vender mod stik syd, så vinden der skulle falde os i ryggen, mærkede vi intet til, da birkestammerne bag os i skoven, giver os fint læ.
Vi var pakket godt ind, så al evt morgenkulde kæmpede forgæves.
Da vi havde siddet knap en halv time, trådte et stykke råvildt frem.
Det kom tydeligvis henne fra fodertønden, der står i kanten af slugten hen mod venstre.
Vi kan ikke se tønden fra tårnet, det ville være lidt uetisk at skyde vildtet direkte på foderpladsen.
Jeg fodrer sparsomt med majskerner, sidst tilsatte jeg lidt hvede, ved ikke om det er nødvendigt, der har ikke været den store afsætning de sidste 14 dage.
Duer og fasaner og andre småfugle har udover dåvildtet været de mest faste gæster vinteren over.

Det var en buk, så jeg straks uden kikkert.
Den gik fra venstre mod højre, og forsvandt snart bag en væltet eg.
Jeg nåede lige at få kikkerten op, og jeg kunne se, det var en spidsbuk i fuld bast.
Altså ikke morderen som vi gik efter.

Morderen var en buk, jeg fangede med mit videokamera, ikke det vilde på tønden, men det gode jeg har går med i lommen (altså heller ikke mobilen, det er noget skravlværk)
Morderen trådte frem for godt en uges tid siden, sidste gang Annette og jeg var ude på stykket for at tjekke om der var foder i tønden og for at se efter fejninger.
Han trådte frem ca. 75-80 meter ude, høj, spinkel og spids, ikke en eneste sprods, en vaskeægte morder.
Han havde fornemmet der var ugler i mosen, hvordan kunne han andet?
Annette og jeg havde tømt kameraet på fodertønden for billeder, vi havde snakket og ikke gjort os usynlige på nogen måde, alligevel stod han længe og lod sig filme (alt er relativt)
Efter en stund sprang han tilbage i skråningens blandede vækst, og væk var han.
Det var ham, jeg ville gå efter d. 16. maj.
Dejligt at have et specifikt mål, og ikke bare skyde den første den bedste.
Naturligvis ingen regler uden undtagelser, heller ikke når det gælder bukkejagt.

Bukken i bast lokkede mig ikke til at afsikre, han gik godt nok rundt fra god skudchance til bedre, men lige lidt hjalp det på tiden, for solen var ikke stået op.
Præcist klokken 05.02 ville det ske, men han ville ikke friste mig, uanset hvad klokken havde slået.
Bukken forsvandt som sagt bag en væltet egetræsstamme, og pludselig prikkede Annette mig i siden.
En buk var kommet op til venstre for tårnet.
Han var inde på 5-6 meter før jeg så ham.
Han sprang over hegnet til slugten, det er der mest for syns skyld, og med retning mod min jagttaske, der stod på stien til venstre for os, gik han forsigtigt.
Så .. tænkte jeg.. nu får han vores fært smidt i næsen.
Først troede jeg, det var bastbukken fra slugten der havde listet sig ubemærket op, men nej, ham her var en fin lille etårs gaffel, hvis jeg er flink, ellers ulige gaffel eller spids om du vil, knap ørehøjde..
Han fristede heller ikke, og tasken gjorde ham ikke unødig nervøs, stille kom han listende tilbage, sprang over hegnet og begyndte at esse ca. 7 meter fra os, et flot syn.
Bastbukken trådte nu helt frem på engen, en stund stod de to og kiggede hinanden an.
Afstanden til hver andre var ca. 60 meter, de kendte hinanden, og de ignorerede hinanden.
Bastbukken daskede til nogle pil og forsvandt i hjørnet af mosen, ca. 110 meter ude, han vendte dog kort tid efter tilbage igen.
Gaffelbukken listede ned mod venstre og forsvandt.
Endelig kunne jeg fiske videokameraet op af lommen, klokken havde nu passeret fem, og der kunne lyde skud når som helst.

Men der skete noget underligt, noget jeg aldrig har oplevet i mine snart 30 år som bukkejæger..der lød ingen skud.
Jeg har aldrig været den første, og jeg tror faktisk jeg kun et år har skudt buk på premieremorgenen..så vidt jeg husker.
Morgenen var stadig perfekt, lun, ingen vind, overskyet, alt talte for at bukkene skulle være på benene.. måske de havde været nataktive efter en urolig regnvejrsdag?
Efter at have lavet en lille film med bastbukken, lagde jeg kameraet forsigtigt mellem Annette og jeg, jeg ved det er risikabelt at stoppe et vildtkamera halvt ned i en jakkelomme.

Pludselig kom den lyse ulige gaffelbuk med fuld knald fra venstre, bastbukken tog også flugten væk mod højre.
Jeg greb riflen med begge hænder og hviskede til Annette ”Nu sker der noget”

Som et lyn fra en klar himmel, stod den udvalgte morder pludselig foran os, blot 5 meter væk.
På stive ben, kontrollerende kiggende rundt om sig ”Hvor var knægtene blevet af?”
Han fik noget grimt i næsen, og vendte rundt på en tallerken.
Jeg så ham i tankerne forsvinde ligeså hurtigt som han var kommet.
Men i småløb, sprang han knap ti meter frem, stoppede op og drejede en halv omgang, mit skud faldt i det samme.
Med en stor blodstråle pumpende ud af højre side tumlede han 10 skridt ned af skråningen og faldt om, trillede som en gemse i alperne få runder og lå stille.
Det ene bagløb blev løftet i vejret som en arm for at sige ”Jeg giver op”

Løbet faldt ned igen, ja..løbet var på alle måder kørt.
Så intense sekunder.
Klokken var 05.19, på årets allerførste jagtdag.
Og mit skud havde været dagens første, sikkert ikke i landet, men i den nærmeste omegn.
Spændt gik Annette og jeg frem til vores bytte, der gik kun 5 minutter efter skuddet, jeg havde set træffet på dyret og set livet ebbe ud, så det var med ro i sindet, jeg gik frem.

Men en morder?
Bukken var helt sikkert den rigtige at skyde.
Det var ham, jeg gik efter.
Ryggen var ikke bare mærkbar, den var direkte synlig.
Indsunkne lårmuskler tydede også på en dårlig kondition.
Tydelige tegn på flåtangreb og måske endda pelslus, bukkens gehører var næsten helt hårløse og det ene gehør med flere flænger.
Men efter et hurtigt tandtjek, ikke slidte fortænder, de inderste glæder jeg mig til at se, anslår jeg bukken til at være mellem 1 og 7 år gammel, hælder mest til et dårligt 3-4 års dyr.
Og for at være en morder, når vi snakker buk, ja så havde bukken helt sikkert mord i øjnene, da han gente de to unge bukke væk.
Opsatsen var da også et voldsomt våben.
Men en morder er en buk vel først, når den er gået retur?

Denne buk har måske aldrig været god/bedre..jeg ved det ikke..min buk nr. 97 og jeg ved stadig ikke alt om bukke...ham her vejede 14,72 rundt regnet i brækket vægt

JAØ 17/5-21

ps. Senere på morgenens bukketræf hos JBN, 9 jægere og 3 råbukke, ingen af bukkene store trofæer, men alle 3 sikkert gode oplevelser.
Maler Niels havde også haft sin kone Ane med på jagt, han gav mig faktisk et ureglementeret kram som tak for, at jeg havde overtalt Ane til at tage med ham på jagt.
Jeg lignede et stort spørgsmålstegn.
Annette og jeg havde lørdag kørt en smut forbi Ane og Niels for at se Niels´s nye Basse.
En nu halvt år gammel ft springer spaniel hvalp.
Niels var ikke hjemme, så vi snakkede med Ane om løst og fast, og om næste dags bukkejagt.
Vi fortalte, at Annette skulle med mig på jagt, og Ane skulle vel også med Niels? (det har hun tit været)
Jo, det regnede hun bestemt med, fortalte hun os.
Men da Ane i efteråret ofte har takket nej til at følges med Niels på tur med riflen, ja så kom det meget bag på Niels, at Ane pludselig ville med på premieremorgenen, og det blev Niels glad for..
Ane og Niels skød også en buk.

Hvad kan man udlede af det?
2 ud af 9 jægere tog konen med på jagt.
De skød begge buk. (100%)
Ud af de resterende 7 bukkejægere, der alle var på jagt alene, var der kun en der skød buk (14%)
Det vil sige, der er godt 7 gange større chance for at skyde buk, hvis du tager din kone med på jagt.
Jo, jo... jeg har lært meget af regeringens måde at beregne antal coronasmittede det sidste års tid.
Der udregnes tallene ud fra smittede pr. 100.000, selv i små bysamfund på f.eks. 425 indbyggere.
Og da der, for ikke så længe siden, var 1 (en) der var smittet i Visborg by, der tilfældigvis har netop 425 indbyggere, så var smittetrykket på hele 235..
Sidste år kunne vi ikke rejse nogen steder i Verden med et større smittetryk end 20..Visborg burde være pakket ind i bobleplast så længe smitten rasede.
Ugen efter var smittetrykket igen på 0, så hurtigt kan det gå, hvis ikke man passer på.

bastbukken

frem til bukken

fremme ved bukken

og husk så lige..