Poul trak nummer 1, ikke overraskende valgte han Portila Søen.
Jeg trak nr. 2 og valgte nok pga ”den hemmelige buk”, at sætte mig i tårnet på Rønningen.
Jørn trak nummer 3, og valgte også som jeg gættede på, at sætte sig på Damengen.
Jens-Jørgen valgte som fjerdemand, at sætte sig på Panoramastykket, et sted han har haft nogle gode oplevelser på.

Premieremorgenen
Det var først på dagen da mobilen vækkede mig.
Klokken var blot 03.00..jeg havde haft en noget urolig nat, der er altid sommerfugle i maven, natten inden det går løs.
Jeg skulle sætte først Jørn af, og derefter Jens-Jørgen, før jeg selv fortsatte til holdepladsen i skoven, ovenfor Rønningen.
Poul ville selv køre.

Jeg havde valgt tårnet, som udgangspunkt, selvom det lå i modsatte ende af Rønningen i forhold til "den hemmelige buk".
Jeg havde større bevægelsesfrihed fra tårnet, end fra stigen som var sværere at komme til så tidligt på morgenen, og jeg ville helt sikkert trykke eventuelle dyr på marken..dem kunne jeg pursche mig frem til, hvis der skulle vise sig at komme buk ud i den ende.

Natten var sort som kul, da jeg sneg mig frem til mit tårn.
Min fremfærd var dog ikke lydløs, og straks jeg var fremme i tårnet, blev der skældt ud fra 3 sider.
Især ret frem var der et dyr der var meget sur på mig.
Usikker smælen lød tonen, som snart blev fulgt af to andre former for smælen, det jeg kalder territoriesmælen, fra en buk til højre og en buk til venstre..det bilder jeg mig i hvert tilfælde ind at det var.
De var lidt dybere i lyden.

Da der kom en smule lys på himlen, lå tågen over Rønningen tung som en dyne.
Jeg kunne stadig ikke se dyrene, der skældte ud, så jeg væbnede mig med tålmodighed, jeg ville ikke begynde at kalde alt for tidligt, men jeg ville heller ikke lade bukkene gå for langt væk, så hellere stikke dem blår i øjnene, og bilde dem ind, at det der havde forstyrret morgenen, blot var en uskyldig rå.
Så jeg besluttede mig alligevel for at give lyd fra mig.
Nogle forsigtige piv fra min Nordic Roe afslørede min position.

Dyret ligefrem reagerede straks ved at svare mig.
Dyret til venstre gav også et par bøv fra sig.

I tågen kom dyret ligefrem til syne, det var en rå.
Dyret til venstre begyndte jeg også at kunne skimte.
Det så ud til at være en buk, så til den lagde jeg al min fokus.

Jeg gav mig, noget jeg sjældent gør, tid til at optage bukken med mit videokamera.
Billedet var så sløret, at jeg ikke kunne se hvor stor bukken var, jeg vurderede ham til ikke at være meget over ørerne...der burde komme noget, der var større.

Så tålmodighed, tålmodighed.

Tågen bølgede, den havde svært ved at løsrive sig fra den våde kløver, lå den første times tid stadig som en tung dyne over den store mark.
Jeg filmede bukken et par gange, hele tiden havde han fokus på råen, der gik i modsatte side af marken, på et tidspunkt søgte han op til hende, men vendte kort tid efter tilbage.

Da klokken blev 05.55 havde tågen lettet så meget, at jeg via videokamera og kikkert kunne se lidt mere af bukkens opsats.

De hvide sprosser der før ikke kunne ses, gjorde at jeg vurderede bukken til at være lidt større end først antaget.

Hvad pokker..det er da en fin seksender at starte jagt ugen med, tænkte jeg.
Og når først den tanke har sat sig, er der ikke langt til handling.

Jeg havde endnu engang lokket bukken tæt til tårnet, men ikke for tæt.
Vinden gik fra mig over mod bukken, og flere gange havde han stået og smagt på luften, for at afkode hvad det var der faldt uden for normalen.
Hovedet var lagt tilbage, men han anede endnu ingen uro, det var råens dufte, han var mest interesseret i, og da det var første dag i bukkejagten, lugtede jeg nok heller ikke så meget af sved og sure sokker.

Roligt fik jeg riflen lagt i stilling, og konstaterede at anlægget kunne vi godt have lavet 10 centimeter højere, uden det gjorde noget.

Bukken stod ca 60-70 meter fra tårnet, en overkommelig skudafstand, men stadig skulle riflen ligge helt i ro.
Kl. 6.02 stod bukken fint med siden til.
Intetanende essede han af den røde kløver.

I skudøjeblikket trak jeg skuddet en smule til højre, og nåede at tænke, pokkers osse..der gled min riffel.
Bukken blev dog væk i skuddet, og jeg tænkte, at kuglen havde truffet som den skulle.
Alligevel sad jeg klar med riflen repeteret, klar til at følge op.

Men der var ingen bevægelse i kløveren, bukken var død i skuddet.

Jeg ventede ca 10 minutter, før jeg åndede lettet op, og kravlede ned fra tårnet.

Riffel og skydestok blev taget med ud i det høje kløver, skulle bukken mod forventning ikke ligge død, var jeg klar.

Og ja..at finde så forholdsvis lille et dyr på så stor en kløvermark er lettere sagt end gjort.
Når råbukken først ligger forendt på siden, fylder den ikke mere end den halve højde af kløveren, så jeg måtte lede lidt tid, før jeg fandt det døde dyr.

Kuglen havde rigtignok truffet lidt til højre for højre skulderblad, og var gået ud bag det venstre, så egentlig var det meget godt, at jeg havde trukket skuddet lidt til højre, så traf jeg da ikke maven.

Det er altid svært at se, om en buk står helt vinkelret på, og det havde denne fine lille seksender da heller ikke gjort.

I vanlig ærbødighed betragtede jeg mit bytte.
Med den igen sædvanlige vemodighed til følge.

Jeg undrede mig lidt over den manglende glæde, som jeg syntes jeg plejer at føle, sammen med lettelse over en jagt der var gået godt.

Havde jagten været for let?
Skal en jagt være svær, for at jeg kan glædes?
Skal jagten på en buk være udfordrende?

Udfordringen ved denne buk havde været, at jeg skulle have tålmodighed med mit skud, vente til jeg så hvor stor, eller lille bukken var.
Jeg er da ikke i tvivl om, at kunne jeg have fredet min buk, så mine 3 kammerater også ville have ladet denne buk blive et år eller to ældre, så havde jeg ikke skudt.
Det var nok det, der skurrede lidt i mit sind.

Det er sket, mere end en gang, at jeg har ladet en buk gå, fordi den for mig virkede for ”let” eller for lille at nedlægge.
Denne buk ville nok heller ikke have været en undtagelse.

Havde jeg ladt den gå, så havde den ikke overlevet ugen alligevel, men berettiger/legaliserer det overfor mig selv, at det bliver mig, der bliver bukkens banemand?
Nej, egentlig ikke.
Og jeg havde set bukken var ung og forholdsvis spinkel.

Mit valg var velovervejet, og jeg vidste, at jeg med en krummet finger, ikke havde nogen fortrydelsesret.

Men smilet kom heldigvis langsomt frem på mit ansigt, og stenen med den milde form for dårlig samvittighed lettede også en smule fra mit hjerte.

Jeg accepterede tingenes tilstand.
Jeg gav mig tid til at brække bukken, nyde den stille fine, fugtige men lune morgen.
Det er her, jeg har det allerbedst.
Helt for mig selv.
Ikke en lyd fra andre levende individer (hvis jeg ignorerer myggene) .. bare mig, helt alene i verden.

Da jeg havde sundet mig lidt, purchede jeg de knap 500 meter op til stigen i den anden ende af marken.
Det er jo i den ende Jørns og min hemmelige buk lister rundt.
Jeg havde stadig et par timer at fordrive, førend jeg skulle hente de andre to.

Jeg stødte ingen dyr, og fik mig listet op i stigen, dog ikke lydløst, de våde gummistøvler knirkede på de glatte aluminium trin.

Vel placeret, jeg havde glemt mine siddepuder, men det gik vel også uden, brugte jeg min kikkert flittigt, ingen dyr var at se på den store mark.
Omkring tårnet var der polstret til med markeringer og fejninger.
Der måtte være mere end en buk i nærheden.

Der var nu kommet så meget lys på himlen, at al tåge var forsvundet som dug for solen.

Jeg gav min Nordic Roe nogle lette piv.

En buk kom som skudt ud af en kanon fra den nye skovrydning som ligger lige ovre på den anden side af en grusvej til Rønningen.
Skovrydningen er også vores jagt.
Bukken kom i fuld firspring og tilbagelagde de 350 meter i løbet af 0,7.
Det var bestemt ikke nødvendigt at lokke mere end de få piv, bukken bare fortsatte, de sidste 100 meter dog i moderat tempo, så jeg havde tid til at studere ham i min kikkert.

Pyha..måske på størrelse med ham jeg lige havde skudt, ikke meget større, måske lidt kraftigere i stængerne, mere lige op og ned, men ikke så fine sprosser..
Jeg var heldigvis ikke i tvivl om at denne buk, den ville være direkte tosset at skyde som nummer to, og så på premieremorgenen.

Bukken forsvandt i et sving på skovkanten bag mig til venstre.
Da han havde været væk en stund, kaldte jeg på ham, regnede med han ville komme styrtende..men det gjorde han ikke.
Han anede sikkert uråd nu, ikke mindst fordi min fært trak i bukkens retning, og at jeg for lidt siden havde bevæget mig i jordhøjde.

Efter en rum tid dukkede bukken op på ny.
Denne gang gik han med fornærmet løftet hoved direkte retur til sin skovrydning, jeg fik ham til at stoppe med et par lokkelyde, men han ville ikke dreje rundt og gå imod mig.

Selvom jeg havde besluttet mig for ikke at skyde, ville jeg da gerne have set bukken på lidt tættere hold.
Bukken havde ikke på noget tidspunkt været tættere, i hvert tilfælde ikke i synsvidde, end 100 meter.

Skidt jeg fik set bukken helt tættere på nogle få dage senere, da Jørn nedlagde ham.

Som nævnt sker det, at en buk jeg ”lader gå” bliver nedlagt af en af mine kammerater.
For to år siden lavede Jørn det samme ”nummer” på denne mark.
I denne ende skød jeg en abnorm buk, da jeg havde slået bukken til jorden, gik der ikke to minutter før hans afløser meldte sig på banen.
En ganske fin buk, men ung, jeg kunne have skudt ham så let som... men jeg lod ham gå.

Ham nappede Jørn et par dage senere, og nej, han var ikke så fin som min 6 ender, en ung fin buk med potentiale..akkurat ligesom den buk jeg skød, så jeg kunne og skulle ikke pudse nogen glorie.
Jeg skal ikke gøre mig værre eller bedre end de andre på holdet, jagt er jagt, og hører vi om en god buk, så er det op til os, om vi vil jage ham eller ej.

Jeg kan også bare lade være med at fortælle, hvad jeg ser på mine jagter.
Men jeg kan ikke lade være med at vise mine kammerater, hvis jeg har optaget en buk eller to, eller hvis jeg har set en buk på vores mark.

Jo hvis bukken er stor, og jeg ikke har haft chancen til den, så holder jeg mund..Jørns og min buk forblev også en hemmelighed.

Faktisk filmede jeg to bukke to dage senere, d. 18/8 om aftenen, jeg viste filmen med bukkene fra Bæverly Hills rydningen til mine kammerater.
De kunne ikke forstå, at jeg ikke havde skudt seksenderen, der var på filmen..den havde de nok skudt, hvis de havde fået chancen, sagde de enstemmigt..
To dage senere, d. 20/8, gik Jørn ud for at skyde bukken.
Da Jørn meddelte at han havde skudt en seksender i Bæverly Hills, kunne jeg kun gratulere, men samtidig også ærgre mig lidt over, at nummer to buk jeg havde ladet gå, alligevel ikke overlevede ugen..men det var dog en helt anden buk Jørn havde skudt, det var formentlig den største af ugens bukke, der var kommet listende ned over klipperne fra skoven bag Jørn, hvilket held.

Sådan forløb premieremorgenen.
Jeg var den eneste af os fire, der fik nedlagt buk.
De andre havde set lidt, der var værd at gå efter.
Poul var ikke i tvivl om, at turens mest filmede buk, og måske største, en sikker medalje af slagsen, at den ville han ikke slippe, vi ville ellers med glæde overtage Pouls plads.
Jørn mente også, der var chance i den anden ende af Damengen, han havde da også i et kort øjeblik set en buk, og var klar til at skyde, men da var hovedet på bukken skjult, og han kunne ikke se, hvor stor den var.
Jens-Jørgen havde også set buk på panoramastykket, så det skulle også have en chance til.

Og jeg fik dermed frit slag på de resterende hylder, og dem var der mange af, så jeg måtte tænke mig grundigt om, jeg elsker Sverige, og der var så mange pladser jeg gerne ville besøge, derfor er 5 dages jagt langt fra nok for mig.

Men jeg havde på en måde sidste år lavet en aftale med en fin seksender ved hvepsestigen.
Skovrydning eller stigen.
Stigen i skovrydningen er bedst om morgenen, da den ligger tæt på en trafikeret vej.
På den anden side af hvepsestigen er der fred og ro, også om aftenen, så der ville jeg sætte mig på klipperyggen, med god oversigt..der burde komme dyr... og den historie kommer om lidt.

JAØ 28/8-23