Bukkejagt Sverige 2019 del 3..årets sidste historie. Godt nytår

Bukkejagt Sverige 2019 del 3

Det lyder let og enkelt.. at skyde en buk i Sverige.
Jeg ser buk den første morgen, skyder bukken jeg så om morgenen den første aften. (læs del 1)

Har fået info om, hvor der går en anden buk, går ud og skyder den på dag to om morgenen. (læs del 2)

Ja..kogt sådan ned så indrømmer jeg, at det lyder meget let og enkelt at skyde en buk i Sverige..

Og ja..det er vel heller ingen kunst, slet ikke når man som jeg har skudt snart 100 bukke, hvoraf halvdelen er danske og halvdelen er svenske.

Men regner vi tiden ud, hvor mange år og hvor mange timer det har taget mig at nå dertil, så vidner regnestykket om, at det vist ikke er så enkelt endda.

25 år, og ja..hvis vi siger 20 timer i gennemsnit pr. buk (2000 timer)  så er det vist ikke skudt helt ved siden af.

Så nemt? Alt er relativt.

Det er klart..at på et uforstyrret og stort terræn som vi jager på i Sverige, der bruger vi ikke i gennemsnit 20 timer pr buk, der vil jeg tror gennemsnittet ligger på 5-10 timer.

Jagt på råbuk kræver tålmodighed og med erfaring bliver jagten tålmodigheden helt sikkert oftere belønnet.

Vi var fremme ved bukkejagtens anden dags aften. Lørdag d. 17 August 2019

Jeg var spændt på hvordan udfaldet af lodtrækningen ville blive.

Jens-Jørgen måtte med sin ene buk vælge frit på alle hylder, han valgte at sætte sig ved søen, som han havde gode minder fra i 2018.

Torben valgte så vidt jeg husker det yderste af Damengen, og skød en ræv.

Jeg var heldig at få lov til at vælge som nummer 3 og jeg valgte at følge mit hjerte, bomrydning 1, hvor jeg har skudt buk 3 år i træk.. ja hvorfor ikke? jeg kender stedet godt, der er helt sikkert være en buk.

Hvor Jørn valgte at gå hen, det husker jeg ikke, simpelthen fordi jeg ikke kan huske alt.. ha ha.

Det havde regnet hele dagen, og der så ikke ud til at være opklaring på vej.

Så egentlig, med to fine svenske bukke på to dage, så burde jeg vel bare lægge mig med en god bog, nyde regnets spil på ruden, nyde jeg havde fri, trække vejret dybt og ja, bare nyde lykken ved at kunne trække vejret.

Men jeg har det heldigvis stadig sådan, hver gang jeg er kommet på jagt i Sverige, om det så er på bæver- elg- grise- eller bukkejagt, så er jeg kommet for at nyde naturen og ikke mindst jagten, ikke for at ligge i sengen eller sidde i en magelig stol..jo midt på dagen eller om natten, men ikke i ”jagttiden”- morgen og aften..

Jeg er heller ikke typen der sætter en dag af til druk, det kan jeg gøre, når jeg har masser af tid derhjemme, her i Sverige er tiden alt for kostbar til svinkeærinder, syntes jeg.

Så regn måtte være regn, og jeg havde ikke taget regntøj med, så der var ingen kære mor, regnvandet måtte løbe, hvor den ville, og jeg ville tage den, som den kom.

Som de andre år satte jeg bilen et stykke oppe af skovvejen.

Grøftekanterne var blevet klippet brede, så jeg kunne sætte bilen godt ind til siden, så andre biler kunne komme forbi.

Der er godt nok bom for enden af vejen med lås på (deraf navnet på rydningen, bomrydningen), så risikoen for, at der skulle komme andre biler denne aften var minimal.

Jeg ville formentlig have 400 ha skov helt for mig selv.

Jeg gik som de andre år også ind i skoven, og fandt en naturlig sti (en veksel) der ville føre mig ned til min rydning.

Endelig fremme og allerede godt gennemblødt, fandt jeg rydningen, blev efter nogen intern diskussion enig med mig selv om, hvor jeg ville sidde bedst.

Vegetationen i skovrydningen var nu efter godt 4 år blevet alt for høj, at se buk i selve rydningen var nu nærmest umuligt, og at skyde fra den ene side til den anden, som jeg gjorde sidste år, virkede i år næsten også som ren utopi, der var ikke mange steder der kunne komme en åben chance, hvis bukken overhovedet skulle vise sig.

Men jeg havde taget min beslutning, jeg ville prøve, og med to bukke på tasken så var der ikke noget, der hastede.

Da der endelig var faldet ro over mig og skoven, begyndte jeg at lokke.

Jeg forventede nærmest at en buk straks ville komme springende på mit kald, sådan plejer det jo at være... (men når det gælder jagt, så er der heldigvis sjældent noget, der er som det ”plejer”)

Der skete intet.

Jeg kaldte og kaldte, men ingen buk viste sig.

Efter en halv times tid var min tålmodighed brugt op, regnen var nok skyld i, at min tålmodighed ikke var så stor som den plejer at være.

Men skulle jeg finde et andet sted at lokke, så skulle jeg heller ikke vente for længe.

Jeg gik tilbage til bilen.

Under vores sightseeing dagen før dagen havde vi kigget på muligheder her i skoven, bl.a. om der var kommet nye skovrydninger.

Dem havde vi ikke fundet, men der var brede åbne spor efter skovmaskiner, der havde lavet små lysninger, ikke deciderede rydninger, men noget der lignede.

Et af disse steder havde jeg lagt to grene som et kryds, og påstået at herfra kunne der skydes buk, og det ville jeg nu bevise.

Jeg kørte længere ind i skoven, passerede med vilje det sted, hvor jeg havde planlagt at sætte mig, og forsigtigt fandt jeg frem til mit kryds.

Vinden var jeg ikke så glad for, og jeg sad også meget eksponeret her på toppen af det brede spor.

Samtidigt gled min skydestok gled på de regnvåde klipper, der oven i købet hældede den forkerte vej, så min stol ikke kunne stå perfekt, alt i alt, var mit kryds måske ikke sat helt på en vinder.

Jeg gik ca 20 meter væk fra krydset, og fik sat mig hvor kunne få stolen til at stå jævnt og skydestokken til at stå fast..

Igennem regndråberne lød mit kald, uden den store optimisme, kunne jeg godt mærke, og faktisk også høre på mit kald, for mine lokkekalds små plastik stykker blev våde og det var sværere for mig at ramme de rigtige toner, de døde hurtigt ud.

Det er ligesom om regn sætter en dæmper på jagtiveren, jeg tænker heller ikke råvildtet gider at bevæge sig så meget i det våde terræn, omvendt burde en buk vel reagere, på en rå der lød lun selv på en kold og våd sommerdag.

Og pludselig.

Pludselig kom der et dyr direkte imod mig, tydelig nysgerrig efter at se, hvor lun råen egentlig var.

For jo, det var en råbuk der var på vej, men en typisk etårig, lille af krop og med kun et par 5 centimeters høje spidser.

Var jeg Søren Ervig, der sad på lokkejagt, og som succeskriterium havde sat, at bukke der kom på lok. kunne og nærmest skulle skydes, ja så var situationen vel nærmest perfekt.

Og ja.. jeg har også set det på mange svenske jagtfilm, at disse små bukke bliver nedlagt på stribe, og der bliver jublet, blot fordi bukkene er kommet til skud på lok.

Og skyder man for spændingens skyld eller blot for kødets skyld, ja så er en et års buk, ligeså godt som alt andet.

Men efterhånden har jeg mødt et utal af disse små bukke, der kommer på den mindste lyd, det er tæt på, de kommer selv de gange, du prøver at liste en lille fis ud..ha ha..

Var dette en jagt, hvor der ”bare” skulle skydes fra en kant af, og min pegefinger kriblede som mange går og bilder sig ind den gør på os jægere, ja så havde denne lille fine buk ikke overlevet vores møde.

Selvom min riffelkikkert var blændet en smule af den vedholdende regn, og mit lok ikke var perfekt, så kunne jeg have skudt bukken flere gange.

For jeg kaldte bukken frem til skud tre fire gange, i håb om en større ville følge efter, til sidst fik den lille fyr nok, han tænkte sikkert, hun var da godt nok en narre.... den rå..

Jeg valgte efter en halv times tid igen at bevæge mig længere ind i skoven.

Igen i bil kørte jeg 500 meter frem af skovvejen, ind til det sted der for 7 år siden var den eneste rydning i skoven, og hvor jeg har skudt min hidtil største svenske buk. http://www.jens-arneoestergaard.dk/434850010

Da jeg kom frem til det sted, hvor der plejer at stå et jagttårn, lavt men solidt, var der ikke et tårn mere.

Det der for 7 år siden var skovrydning, var der nu kun skov, tæt skov.. lærk og vildtvoksende birk, så et tårn ville ikke have gjort fra eller til, selvom jeg havde tænkt mig, at sidde i tårnet og kigget modsat og ind i højskoven, hvor de store grantræer står med værdig afstand til hinanden, og hvor jeg godt kunne forestille mig, at der kunne lokkes en buk frem til skud.

Men den plan blev skudt i vasken.

Jeg gik frem til en stigning i terrænet.

På denne stejle skråning hvor jeg kunne sætte mig et stykke oppe, havde jeg skudmulighed ned til kanten af den tætte nyskov, og til højre for mig gik en skovvej op i højskoven, så jeg tænkte, det kunne være en fin trafikåre mellem de ulige skovstykker.

Jeg lokkede forsigtigt, og der var hurtig respons.

Ud fra den tætte skov kom et stykke råvildt.

Det kom åbenbart i dårlig vind af mig, eller så var det fordi, jeg for kort tid siden havde efterladt mig fært på vej op på skråningen, dyret løb i hvert tilfælde uroligt rundt, jeg nåede ikke at se, om det var en buk eller en rå, et øjeblik efter var det væk.. og det lod sig ikke lokke frem på ny.

Sådan er det med fært, hvis først den bider i næsen, så bider den hårdt, og glemmes ikke lige med det første.

Jeg var dog optimist.

Endnu havde jeg under min skovtur ikke fået skældud, tænker regn og vind havde dæmpet min fremfærd, så jeg lokkede på ny.

Jeg lod med lange mellemrum roen falde over mig og mine lokkekald fik lange pauser, og i en af disse pauser forhørte jeg mig mine jagtkammerater, der var på jagt på andre revirer i Sverige, hvordan det var gået med dem de første par dage.

Jeg sad og skrev med Jesper, der sammen med tre andre jagtede i den østlige del af det svenske, pludselig blev jeg opmærksom på en bevægelse til højre for mig.

En buk var kommet ned fra højskoven, sikkert lokket af mit kald, og nu stod den mindre end 5 meter fra mig, gloede direkte på mig, måske den ikke havde set en mobil før..da..

Jeg var handlingslammet, med mobil i hånden, en riffel liggende i skydestokken med retning mod den tætte skov, og jeg selv siddende i jord højde, da havde jeg ikke andre valg end at sidde bomstille.

Sådan kiggede bukken og jeg en lille stund på hinanden.

Bukken smagte på færten, jeg forsøgte ikke at blinke for meget med øjnene.

Bukken var en lille gaffelbuk (det gik da fremad) men selvfølgelig for ung og for lille en buk til at jeg ville have skudt, hvis riflen havde ligget godt i min skydestok pegende mod højre i stedet for ligeud, bukken var ikke i livsfare.

Jeg vrikkede lidt med mit venstre øre, eller var det det højre?.. det var nok, bukken fortrak tilbage til skoven den kom fra, men igen.. uden at skælde mig ud, så andre bukke blev ikke advaret om, at der var fjender i skoven.

Efter en stund og efter opdateringer var sendt og modtaget på mobilen, gik jeg videre ind i skoven, igen langs overgangen mellem gammel- og ny skov.

Og der.. trahaaaa.. der stod tårnet.

Det var gået (kan et torn selv gå? Det har fire ben, så hvorfor ikke?) et par hundrede meter ind i skoven.

Oppe på en højderyk, midt i højskoven stod tårnet, lignede sig selv, med en lille rest af camouflagenet (som jeg havde hamret på) stod det ganske fint, med god oversigt hele vejen rundt.

Her fra kunne der skydes mellem 50 og 75 meter i forholdsvis åben skov til alle sider.. perfekt sted at lokke fra, jeg klatrede op og fik mig sat mig godt til rette.

Regnen var efterhånden stilnet af, vinden havde lagt sig, og solen havde nærmet sig sin usete rejse tværs over himlen.

Jeg lokkede i øst og i vest, hvilken retning der nu var bedst.. måtte tiden vise.

En buk kom hurtigt mod tårnet, oppe fra og ned, det blev close race det her.

Det jeg oftest frygter, når jeg lokker, sjældent giver det skudchance, hvis bukken kommer som skudt ud af en kanon direkte mod den der lokker, lidt ligesom en god fisk, skal bukken helst trækkes roligt ”på land”.

Men det er jeg ikke herre over, lokkemaden var smidt i vandet, og fisken huggede straks på krogen.

Blot 15 meter fra tårnet stoppede bukken op, den lavede næsten bremsespor, da den slog klovene i.

Jeg tror bukken løb næsen mod min fært, pokkers osse.

Meeen.. kunne jeg komme til skud?

Joooo.. med lidt god vilje og lidt held.

Jeg fik tid til at studere bukken, og jo.. jeg var tæt på at afsikre, for denne her, den var ikke dum.

God højde, lidt over ørerne, symmetrisk, men langt fra det metal jeg ærligt også går efter.

Pokkers osse.. næste år makker, så må vi se, hvad du er blevet til.. hviskede jeg til bukken, der ikke overraskende havde fået transporteret mine våde noter fra næsebor til hjerne, og valgte en klogelig retræte, næsten lige så hurtigt som han var kommet.

Jeg tændte videokameraet, håbede jeg på den måde kunne få et varigt minde om bukken.

Jeg fik stoppet bukken, inden han forsvandt, ved at sende aftenens sidste lokkekald afsted.

Men desværre .. bukken havde luret mig, og han stod skjult bag nogle høje træer, og med et var han som sunket i jorden.

Det passede mig fint, jeg havde haft nogle super intense oplevelser denne aften.

Jeg glædede mig nu bare til at komme hjem i noget tørt tøj, i morgen var der atter en dag.

Det blev ikke let for mig at vælge plads i morgen tidlig.

Mit hjerte sagde, jeg skulle prøve fra dette tårn igen.

(jeg er dårlig til at holde på hemmeligheder, og jeg ville sikkert fortælle mine jagtkammerater om den nye fine post) .. og valgte jeg ikke selv at sætte mig her, hvad ville jeg så ikke føle, hvis Torben eller Jørn gik herud og skød Guld? (Jens-Jørgen ville ikke kunne finde tårnet, til det er han for ny)

Men sådan er jagt.. forlader du en plads, så kan en anden sætte sig på den.

Man satser.. og nogle gange vinder man.. hvo intet vover, jeg kan kun være et sted af gangen.

I morgen tidlig ville jeg prøve et andet sted, hvor ingen har siddet i år.

Skyder jeg ikke buk der, så kan jeg vende tilbage til dette tårn i morgen aften.
(hvis ikke én af de tre andre, har lagt beslag på tårnet.. det gjorde de ikke)

Denne aften ville der helt sikkert være mange svenskere på jagt, det var blevet lørdag.

På den anden side, så regnede der igen og der var krebskalas i de fleste svenske hjem, så jeg tænker der var mange bukke i live til tredjedagen.

Lige en sidebemærkning.

Mens jeg skriver om Sverige, er vi kommet hen til November og jeg har aldrig tidligere oplevet, at der er blevet skudt så mange store bukke i Sverige i Oktober.

Facebook bugner af svenskere der ”praler” med den ene store buk efter den anden, det har jeg aldrig oplevet før.

Enten er det fordi brunsten kom meget tidligt, og mange andre end danske jægere måtte ”nøjes” med de næststørste bukke på marken, i de mindre bukkes forsøg på at finde rester fra de riges bord (pladsbukkens) og pladsbukken derfor først senere, i September/Oktober præsenterede sig på feltet igen, så svenskerne på den måde kunne tage røven på os danskere, der kun havde muligheden i premiereugen.

Det skal være svenskerne vel ondt. Grattis om jeg så må sige, vi danskere er trods alt kun gæster i jeres pragtfulde land.

Da vi tidligere på aftenen kørte på jagt, blev Torben som den første sat af på post.

Han havde valgt panoramastykket, som i år stod grønt (desværre med lidt kedeligt græs, uden ret meget kløver) men meget bedre end sidste års sorte jord.

Panoramastykket har igennem flere år været plaget af en hundeejer, der bor klods op af marken, på den anden side af grusvejen, så vi kan vel ikke fortænke ham i, det han gør.

Han har luftet sine to store hunde, lidt for ivrigt, og lidt for løst, og det har muligvis gjort, at hvor vi før kunne se mellem 10 til 15 stykker råvildt på dette kilometer lange stykke, skal vi nu, selv med grøn mark, være heldige at se 3 – 4 stykker råvildt.

Og de store bukke, som der plejer at være 3 – 4 af hvert år, skal vi nu være heldige at se bare en mellembuk på hele dette lange stykke.

Men hunde eller ej, kæmpeskov langs hele siden, og denne mark eneste foderchance mod vest, der burde komme dyr ud. (han går desværre også i skoven med sine hunde)

Vi har også oplevet flere år, at vores nabojæger på den anden side af grusvejen, måske været lidt mere ivrig efter at skyde buk end vi har.

For eksempel oplevede vi et år, hvor Mogens lod en mellem buk liste forbi stigen, blot for at bukken lod sig lokke over forbi naboens tårn, og derved blive nedlagt.

Hvis det så bare var det, men nabojægeren lokkede videre, for aftenen var stadig ung.

Men denne aften, anden dags bukkejagt 2019, havde Torben alligevel valgt at give marken en chance.

På 17 år har vi skudt 22 bukke på denne mark, 7 om morgenen og 15 om aftenen.

Den tungeste buk, under vores 17 år i Sverige, skød Torben på denne mark i 2003.

I 2012 skød Jørn vores største buk på hele 121 point på denne mark, så ja, jeg forstår godt Torben.

Da vi 3 andre kørte forbi Panoramastykket, så vi en buk halvvejs nede på stykket, den gik i skovkanten, den så fornuftig ud, ikke en medaljebuk, men en okay buk, men vi kunne jo ikke stoppe op og glo, der var fare for, vi ødelagde Torbens chance for at pursche sig frem til bukken.

Vi sendte en sms til Torben, at vi havde spottet en buk i skovkanten.

kl. 18.11 kom der svar : ”Så er den fixet” vedhæftet et billede af en fin seksender fra Torben.

Torben har større erfaring end jeg, har skudt mange flere bukke, og har gået endnu flere år på jagt.

Modsat mig, kan Torben om nogen skyde bukke på afstande, hvor jeg ikke ville drømme om at sende en kugle afsted.

Og det er et spørgsmål om træning og atter træning, så derfor overraskede det mig heller ikke, at denne buk blev nedlagt på en afstand af 165 meter, en afstand som jeg ville holde mig fra, men som Torben sagtens kan overkomme.

Nu har Torben også ligget blandt danmarks 10 bedste riffelskytter i jægerklassen, så bukke indenfor 220 meter, de skal ikke føle sig sikre, hvis Torben har sit kryds hvilende på siden af deres bryst.

Men husk det nu, fordi en jæger kan ramme på den afstand, så er det langt fra alle der kan.

Jeg kunne godt fortælle en historie, om en jæger der i år prøvede at ramme en buk på 225 meters afstand, men skød meget under.

Han mente, at hans kammerat havde trænet meget på denne afstand, og når kammeraten kunne ramme, så kunne han vel også?

Efter et par forbi skud var bukken kommet på forsvarlig hold, og blev nedlagt ikke langt fra kanten af vores jagt.

Vi har et rigtigt godt forhold til disse to danske nabojægere, så jeg ryster blot en smule over denne ældre jægers lidt ærgerlige indstilling, vi aftalte dog, at skulle en af deres bukke løbe ind og falde i vores skov, efter de havde skudt den på deres mark, var det selvfølgelig okay, de gik ind og samlede den op.

Aftalen gik begge veje naturligvis.

Den ældre jæger havde også skudt en gris en aften, lige udenfor vores skov.

En so var kommet med 3-4 smågrise efter sig, og han havde skudt en af de små.

God oplysning for os, som vi husker til næste år, vi vidste ikke, der var vildsvin i denne del af vores jagt, men vi havde da en mistanke om, at de var på vej.

Jørn og jeg var tilfældigt kommet kørende forbi de to ældre jægere, kort tid efter de havde været henne ved den nedlagte buk.

Derfor fik vi denne meget oplysende samtale med dem.

Torben var den eneste af os fire der nedlagde buk denne lørdag aften, men vejret var som sagt, slet ikke til bukkejagt.

Vi havde i år taget 4 alu-stiger med til Sverige.

Utroligt nok blev der skudt buk fra alle fire stiger, og ja, mere utroligt var det vel, at vi hver især skød en buk fra en af disse stiger ..100% succesrate..

Men det er sikkert også, fordi vi på denne måde kan placere stigerne, lige der hvor vi på året mener, der er størst chance for, at bukken kan komme på skudhold.

De fleste andre steder skyder vi bukken, fra steder vi vælger i naturen, hvor der er en god oversigt, hvor vi kan sidde højt i terrænet, eller hvor vi mener, at lige netop på denne skovsti/lysning eller mark, der vil bukken komme.

Tredje dags morgen i Sverige, d. 18 August 2019

Jeg tænkte denne morgen, jeg ville sætte mig et sted, hvor vi ved der ofte har været meget råvildt. Vi har de sidste par år været ”plaget” af mange får, der er løbet overalt på disse marker, alligevel er det lykkedes os at skyde buk, da fårene heldigvis har en tendens til at klumpe sig sammen, og denne mark er ikke bare stor, den er altså virkelig stor.

På marken var der i år ikke skyggen af får.

Men græsset stod lidt fattigt, tydeligt gnavet ned af fårene, og i den hårde lerede jord, har kløver og andre nærende planter ikke haft det for let ved at skyde op.

Vi har igennem årene skudt 12 bukke på denne mark.

Jeg har skudt to bukke på marken, de blev begge skudt i 2005, ja faktisk faldt der i 2005 3 bukke ud af årets 8 bukke på denne mark...

Men så er der også 9 år, (ikke i røven af hinanden) hvor der ikke er blevet skudt buk på marken, så det veksler meget fra år til år, hvor meget råvildt der er eller sagt på en anden måde, der er år, vi ikke har satset på at skyde buk på denne mark.

Den største og flotteste buk vi har kendskab til, at der er skudt på denne mark, blev for nogle år siden nedlagt af en søn af vores udlejer, en rigtig fin bronzemedalje buk.

I år havde vi på vores køreture ikke set meget til råvildtet på denne mark.

Men min tanke var, at det måtte være der, måske tidligt på morgenen, hvor vi ikke havde været forbi.

Jeg blev som den første sat af.

Marken var den vi først kom forbi på turen ud i terrænet.

Det kan være en fordel, jeg nyder at komme ud, hvor der er så lidt lys som muligt, der må gerne være sort som kul.

Det er ikke sikkert, jeg går på plads, før jeg kan se noget, men ofte - hvis jeg ved - hvor jeg skal hen, så går jeg forsigtigt men meget direkte frem også selvom jeg ikke kan se en disse.

Jeg gjorde mig klar ved gårdens lade, fik ansigtsmaske og handsker på, mit tøj var stadig meget klamt efter gårsdagens regn, de plaskvåde jagtstøvler var byttet ud med mine gamle men forholdsvise tætte gummistøvler, de var i hvert tilfælde tørre indtil videre.

Og med bukserne, der også stadig havde våde ender, krænget udover støvlekanten, undgik jeg at få våde jagtstrømper, så jeg kunne holde varmen.

Den ujævne lerjord knasede under min fremmarch, selvom jeg gik i et roligt tempo, kunne jeg ikke undgå at støje en smule.

Morgenen var total stille, næsten ingen vind blæste, ingen regn hjalp mig med baggrundsmusik, jeg følte mig helt alene i verden.

En smule uhyggelig på denne måde at bevæge sig frem, men vejen var mig velkendt, jeg vidste hvor jeg skulle hen, der var ikke så langt, og jeg ville snart finde skjul.

En holm på marken var mit mål, jeg vidste jeg under min pursch frem til holmen, ville være usynlig for dyr på marken på den anden side af bakkekammen, så jeg var nogenlunde fortrøstningsfuld, selvom jeg følte den rullende jord og de store sten jeg trådte på, trillede lidt for larmende under mine støvler, måske jeg skulle have slukket for mit elektroniske høreværn...

Der var stadig så mørkt som i kulgravers røv da jeg nåede kanten af holmen, nu var der kun 20 meter tilbage før jeg var på plads, og stadig ingen dyr der skældte mig ud.

I 2005 havde jeg en af mine mest fantastiske morgener nogensinde, en morgen hvor jeg fik hele palletten indenfor bukkejagt.

Ja, hvis jeg skulle nævne en morgen jeg husker allerbedst, så er det nok den.

Dengang sad jeg i et jagttårn, nu er jagttårnet en saga blot, men holmen er den samme, og mens jeg gik frem, blev jeg overvældet af gode minder

http://www.jens-arneoestergaard.dk/436012500

Jeg nåede næsten helt frem, men også kun næsten.

Pokkers osse, jeg var blevet afsløret her på falderebet...

En smælen brød ud på marken foran mig, jeg manglede få skridt til jeg var fremme på toppen.

Der var stadig for mørkt til, at jeg med det blotte øje kunne se noget på marken, men straks jeg havde fået mig sat til rette på min jagtstol, riflen i skydestok, kunne jeg via min kikkert se mindst 4 stykker råvildt på marken.

Den ene af dem var ikke glad for det der bevægede sig på holmen, eller var det lyden eller færten?

Med en urolig smælen, og traven frem og tilbage, udtrykte dyret sin utilfredshed.

Jeg kunne blot stabilisere min position, at begynde at lokke uden jeg kunne skyde, ville ødelægge min chance for at komme til skud, hvis der var en god buk mellem de fire rådyr.

Der var en masse høje ukrudtsplanter her på toppen, flere af dem forhindrede mig i et frit skud, og som minutterne gik, kunne jeg se mere og mere af marken, men også se, at jeg skulle længere frem, hvis jeg skulle få et frit skud.

Klokken var kun 04.30... det drejede sig ikke om mange minutter, før der ville være lys nok.

Jeg kravlede lidt frem, fik lagt nogle af de lange ukrudtsstængler ned, endelig var der fri bane.

Jeg var bange for, at mine bevægelser skulle blive opdaget af dyrene nede på marken, men dyrene var vel godt hundrede meter fra mig, og skulle jeg gøre noget, så var det nu...mens det var mørkt.

Dyrene begyndte at bevæge sig væk fra mig, de trak mod venstre.

For hunden da, kom nu med lidt lys på himlen...

Endelig kunne jeg se, om der var en buk mellem de fire.

Ud af tre dyr der trak mod venstre, var den ene en buk.

Det fjerde dyr til højre, kunne godt være en mindre buk, men kunne også være et hundyr, og da jeg umiddelbart ikke kunne se noget mellem dyrets ører, var dette rådyr uinteressant, så længe jeg ikke skulle ud på marken at gå.

Jeg peb et par gange forsigtigt i mit bukkekald.

Jeg skulle gerne have vendt dyrene.

Og det var nok, alle tre dyr tog retning mod højre, og kom på denne måde igen på skudhold.

Men jeg havde endnu ikke besluttet mig for at skyde bukken, for var den stor nok?

Det var nu muligt at afgive et forsvarligt skud, men bukkens opsats stod ikke knivskarpt..

Jeg vidste tiden var knap, for endnu engang drog dyrene mod syd, jeg gav dyrene lidt tid til at falde til ro, så længe de ikke var i løb, håbede jeg at jeg kunne vende dem igen.

Jeg møvede mig endnu et par meter frem på holmen, jeg sad ikke for godt på min stol, og skulle jeg afgive skud, så ville jeg sidde med perfekt anlæg, selvom det sjældent bliver 100%-

Jeg lokkede igen.

Dyrene vendte om i samlet flok, om det var gammel råen der bestemte, hvor de skulle hen, eller om det var bukken, ved jeg ikke, nok mest sandsynligt det var en rå der førte an, og bukken bare fulgte sin næse..

Øj mand.. hvor jeg døjede med tandpine denne morgen.

Jeg havde tandpine, da vi forlod Danmark, jeg havde faktisk haft det nogle dage, men jeg frygtede at tage til tandlæge, for sæt han borede tanden ud, og jeg derved fik endnu større smerter.
Jeg følte jeg kunne holde tandpinen væk med nogle stærke piller, Annette havde haft en håndfuld i overskud, fra hun havde døjet med en tand, men den sending var skyllet ned.

Her på tredjedagen i Sverige, må jeg indrømme, at jeg fortrød jeg ikke havde besøgt tandlægen.

Det er ikke til at få en god nattesøvn, og det tager noget af glæden ved jagten, når der er en evig dunken i en kindtand.

Mens jeg sad her og prøvede at overliste dyrene på marken, forsøgte jeg at skubbe min kindtand i baggrunden, altså rent mentalt, for tanden sad godt fast.

Dyrene var igen på skudhold, jeg vil tro afstanden var på 125 – 130 meter, og nu var der lys nok til, at jeg kunne kigge lidt bedre på bukken.

Jeg vidste, at jeg med et skud ville lukke for årets jagt.

Samtidig prøvede jeg at minde mig selv om, at trofæets størrelse ikke er det eneste der afgør, om jagten har været en succes.

Bagefter kan man altid spørge sig selv, om det at chancen til at skyde og nedlægge sit vildt, ikke er nok?

Har jeg ikke bevist, at jeg har gjort det, jeg havde sat mig som mål?

Jeg er kommet frem til skud, jeg behøver jo ikke klemme min finger...

Jeg syntes, jeg er flyttet mig et stykke som jæger.

Vi flytter os ikke alle i samme tempo.

Og vores holdning er sjældent ens.

Og jeg har flyttet mig langsomt, måske fordi jeg har levet et ”sparsomt” jægerliv, rig på oplevelser, men fattig på trofæer. (og kun råbukke som trofæ jagt)

Jeg studerede bukken.

Han virkede rimelig grov i sin opsats, det fyldte godt op imellem ørerne, men var det manglen på morgenfriske solstråler, der spillede mig et puds.

Højden var ikke umiddelbart noget at skrive hjem om, men var der lyse sprosser jeg ikke kunne se?

Dyrene gav mig ingen chance for at tænke færdig, de trak igen mod syd, pokkers osse, jeg havde ikke hele dagen, skal – skal ikke.

Okay, jeg tog en beslutning.

Jeg ville forsøge at få dem tilbage for tredje og sidste gang denne morgen.

Lykkedes det, så ville jeg forsøge at nedlægge bukken, men kun hvis chancen var optimal.

Jeg lokkede for tredje og sidste gang..

Dyrene reagerede straks, denne gang bildte jeg mig ind, at det var bukken der gik forrest.

Og lykken stod mig bi, hvis man kan sige det, måske det havde været mit held, hvis bukken havde taget halen mellem benene, det ville tiden vise..

Men dyrene skråede i min retning, og skudafstanden var nu langt under 100 meter.

(helt præcist 73 meter skulle det vise sig)

Der kom en lille busk i vejen, den stod alene i grøften, og selvfølgelig skulle bukken stille sig lige bag den.

Bukken begyndte at gå mod syd igen, og derved kom den til at stå med siden til, sin venstre side.

Jeg afgav mit skud kl. 04.45 ca.

Mundingsglimtet fra riflen forhindrede mig i at se skudtegn.

Men et skrig fra bukken tydede på et træf.

De tre af dyrene flygtede mod venstre, et fjerde dyr løb mod skoven der lå små to hundrede meter ligefrem.

Jeg så ingen af dyrene falde om.

Det der løb frem, nåede det skoven?

De tre der løb mod venstre, kunne jeg på grund af træerne på holmen ikke følge så langt, før de var væk.

Spændende.

Jeg samlede mit tomme patronhylster op fra jorden.

Trak vejret dybt ind.

Nu kunne jeg ikke gøre andet og mere, end at krydse mine fingre.

Krydse fingre for to ting.

At skuddet havde nedlagt mit bytte.

At den buk der gerne skulle ligge forendt på marken, ikke var alt for lille...
 
Jeg ventede et kvarters tid, samtidig med solen i sit stadigt rolige tempo stod op i øst, lyste op på en indtil nu mørk og forholdsvis stille morgen.

Marken var tom for råvildt, min riffel var ladt med en ny patron i kammeret, og nu ville jeg gå ned på marken, for at se om jeg kunne finde min buk.

Med laveste forstørrelse på min riffelkikkert valgte jeg at gå i retningen af, hvor de tre af dyrene var løbet.

Jeg var spændt på, hvor højt græsset stod, for selv på lavt græs, kunne det være svært at se en buk der var blevet strakt til jorden, græsset kunne lige nå op over støvlesnuden, så det burde være til at se et stykke råvildt på marken, selvom det lå fladt.

Men selvom jeg søgte hele vejen rundt, kunne jeg ikke se noget lysebrunt bryde alt det grønne.

Jeg gik næsten 100 meter, så stadig intet råvildt liggende i græsset.

På anskudsstedet havde jeg ikke fundet schweiss.. men det ved jeg erfaringsmæssigt kan være svært, for hvor var det lige bukken stod, da skuddet faldt.

På åben mark er der få punkter, du ligesom kan forholde dig til, en grøn græsfirkant, ligner alle de andre grønne firkanter..

Så jeg brugte ikke meget tid på at kigge efter schweiss.

Skulle jeg få brug for en hund, så vidste jeg nogenlunde, hvor hunden skulle starte sit søg, det måtte være nok.

På tilbagevejen gik jeg langs grøften.

Bukken kunne have drejet af, og derved tumlet ned i grøften, og der ville jeg ikke kunne se den.

Men heller ikke der, var der noget der lyste brunt.

Tilbage ved anskudsstedet gik jeg i direkte retning mod skoven, bukken kunne være det ene dyr, der havde valgt den retning at flygte i.

Efter knap 50 meter kunne jeg se et dyr ligge i græsset, og det lå helt stille.

Min vejrtrækning faldt til ro, mit hjerteslag fandt normalt leje, jagten var slut.

Bukken havde løbet lige nøjagtig 53 meter efter den var blevet truffet af en øjeblikkelig dræbende kugle.

Som det ofte sker, i hvert tilfælde for mig, så havde bukken stået mere skævt, end jeg havde vurderet, så kuglen havde truffet noget langt tilbage, men var gået fint ud, lige på modsatte sides skulderblad, så en god kugle - men ikke perfekt.

Og ja, da jeg kom helt frem til bukken, så var den ikke så stor, som jeg havde krydset mine fingre for den skulle have været.

Han var en regulær seksender, og ja, han var måske også en smule større end den buk jeg skød i går morges, men kunne jeg have pustet liv i bukken igen, så havde jeg gjort det.

Men jeg kender konsekvensen af mine handlinger som jæger, vi har ingen fortrydelsesret, når først fingeren er krummet.. og det ved jeg, mange har svært ved at leve med..

Men sådan er livet, især når man følger livet til døden.

JAØ 5/11-19

ps. Jeg fandt ud af, hvorfor dyrene havde opdaget mig.

De havde haft deres nattesæde få meter fra stedet, hvor jeg havde sat mig på holmen.

Der var friske lejer og frisk spild (afføring fra rådyr) i det høje græs, så ikke underligt de blev lidt sure over, at være blevet vækket før solen var stået op...

Hollænderparret der på langtidsbasis havde lejet gården, hvor marken ligger, kom ud sammen med deres 3 små børn.

De kom frem til mig, da jeg slæbte bukken op på gårdspladsen.

Børnene nysgerrigt kiggende, forældrene forklarede på engelsk, at det var første gang de så et dødt rådyr.

Jeg syntes både børn og voksne tog det pænt.

Især i Holland er der stor modstand mod jagt.

Jeg forsøgte at forklare vores vigtige rolle som jægere, hvor vi forsøgte at gøre os til en vigtig medspiller til eller sammen med naturen.

Og på denne måde, som jeg har gjort denne morgen, skaffet god økologisk og bæredygtig mad til bordet.

Om så kunne de tage en positiv erindring med hjem til Holland, medmindre de som mange andre hollændere bliver så forelsket i Sverige, at de bliver, hvor de er landet.