Bukkejagt 1997 - min tredje buk

mindre buk skal man lede længe efter..

mindre buk skal man lede længe efter..

Det er meget sjov læsning, nok mest for mig selv, at læse ord, jeg skrev for så mange år siden.
Sprogbrug, ordsætninger, ord lige ud af posen helt sikkert naivt..men er det ikke sådan alle nye jægere starter..naive?

I dag griner mange, når en nybegynder spørger "dumt", måske fordi vi i dag tænker "google dog, så ved du besked"
En skam vi ikke alle oplever og for lov til at agere, som nybegyndere, med nybegynderfejl, med overraskelse og blå øjne..
Vi skal være så velforberedte og veluddannede fra dag et.
Vi skal alle skyde korrekt, og opføre os helt korrekt.
Som denne historie også viser, så var ikke alle mine handlinger helt iflg loven.
Jeg var dengang klar over, de fleste ting jeg gjorde, bl.a opsætning af hochsitz i skel.
Min bedste kammerat, som på det tidspunkt havde været jæger i 12 år, foreslog mig, bare at sætte stigen op, og så se hvad der skete (han har sikkert moret sig) .. jeg morede mig også for det meste :-)

BUKKEJAGT 1997

Dag 1 morgen Fredag d. 16 maj 1997

Jeg står op kl. 02.40, jeg går i bad, trækker i mit nyvaskede jagttøj, der også er blevet luftet godt og grundigt. Tankerne denne morgen, er ligesom mange andre morgener og dage inden denne dag - dagen, jeg tænker kun på bukke, bukke og atter bukke.

Morgenmaden spises i ensom majestæt, resten af familien snork bobler naturligvis og heldigvis, for nok er al min snak om bukke og bukkejagt træls for såvel kone som børn, men skulle de vækkes af en tosset jæger, ja så ville bægeret nok hurtigt blive fyldt, det bliver det tidsnok.

Denne morgen er årets mest specielle morgen - jæger eller ej. En ikke jæger skulle prøve at stå op kl. 3 sådan en almindelig 16 maj, der har ikke været helligdag, fredag eller Lørdag dagen før, så ingen har været til bal.

Men trods dette er der lys i overraskende mange vinduer, og trafikken minder allermest om en halv travl fredag eftermiddag. Og jeg kan godt garantere for, at der sidder mindst en skør jæger i så godt som hver eneste bil.

I dag har jeg bestemt mig for, at jeg vil sætte mig i min hochsitz hjemme ved Mads Hansens (svigerfar) gård i Visborg.

Jeg har sat højstigen i skellet mellem Madses 10 tdr. land og naboens (der må jeg også skyde) 10 tdr. land, lige i skovkanten. (skoven er på ca. 15 tdr. og der må jeg ikke skyde - desværre).

Jeg har valgt i år at sætte mig hjemme ved gården, frem for engens fristende 5 tdr. land, p.g.a. usædvanlig meget fod fra råvildt her i foråret. Jeg har dog aldrig set buk udenfor skoven i mine 5 år som jæger, men jeg har set enkelte fejninger, så den er her.

Kl. 03.35 er jeg på plads, vinden er rigtig god d.v.s. svag og væk fra skoven.

Kl. 03.55 der er næsten en time til solopgang endnu, der er rødmen fra en pinsesol i øst, det er alt for tidligt.

Kl. 04.05 støj i skoven bag mig, jeg ser et dyr liste bagom fra højre mod venstre, jeg mener at kunne ane fire ører, en buk?.

Kl. 04.15 fem meter til højre for mig, lille buk ud af skoven 10 meter ind på marken og væk fra mig langs skoven, den forsvinder ind igen 100 meter væk.

Kl. 04.30 smaldyr på træk fra højre mod venstre, smager på mit spor da det passerer det i skellet kun 30 meter fra mig ret ude, viser lettere uro og trækker ind i skoven 70 meter til venstre for mig.

Der sker ikke mere før jeg kravler ned og kører hjem kl. 06.00 for at komme på arbejde kl. 07.30, en hård fredag truer.

STATUS : Jeg har for første gang set buk på marken ved gården, jeg fik desværre ikke skud mulighed efter solopgang, men en enkelt før..., antal set råvildt 2 bukke? 1 rå. 2 harer, x antal duer og ænder, tør stille lys morgen. Dag 1 aften venter.

Dag 1 aften Fredag d. 16 maj 1997

Jeg bliver kørt ud til Madses 5 tdr. land eng kl. 19.30 , solen går i aften ned ca. 21.35, der blæser en let vind temperatur omkring 8 grader, så der er lidt småkoldt, efter min mening ikke det bedste vejr for bukkejagt her på denne mark.

På nabo marken for enden af min jagtmark langs skovkanten er der i år sået raps, og den står meget højt i år.

Dette vanskeliggør overblikket, er der dyr ude af skoven ? eller hvad ?...

STATUS : Jeg ser en enkelt buk ca. 10 sekunder stikke sin forkrop udenfor skovkanten, samt et enkelt smaldyr efter lukketid, begge dyr er langt fra mine 5 tdr. land korn.

Dag 2 morgen Lørdag d. 17 maj 1997

kl. er 02.45 jeg står op, spiser morgenmad, tager på jagt, hjemme ved gården, naturligvis.....

kl. (desværre) 04.15 støj i skoven bag mig

kl. 04.25 smaldyr trækker på tværs fra venstre mod højre krydser mit spor uden at registrere dette, ca. 20 meter ude.

Kl. 04.35 jeg har småblundet, dyr går i skoven 2 meter til højre fra mig,

og vejret: let til frisk vind, lettere skyet, mulighed for regn kører hjem kl. 06.00, senere på årlig familiefisketur efter hornfisk, 5 mænd med stænger, 1 fisk på land fanget af Jens-Erik.

STATUS : Jeg ser minimum 1 smaldyr samt bagkrop af andet eller samme dyr. Rekord af harer 4 stk. på de 20 tdr. land.

Dag 2 aften Lørdag d. 17 maj 1997

Friaften

Dag 3 morgen Søndag d. 18 maj 1997

stod op kl. 03.00 for blæsende vejr, gik i seng igen.

kom hviledagen i hu, sov længe med familien

konen stod først op med børnene, hun er som altid en knag.

 

Dag 3 aften Søndag d. 18 maj 1997

kl. 19.30 er selv kørt i engen, forholdsvis stille aften lidt for koldt

kl. 20.15 et smaldyr ude kort tid (2 min.)

kl. 20.30 rå kommer ud, buk på vej ?

kl. 20.40 buk på vej ud viser forkrop og fin opsats

kl. 20.45 traktor kommer for at sprøjte, bukken der næsten var kommet frem fortrækker, det samme gør jeg.

kl. 21.05 jeg sidder i min hochsitz ved gården, jeg ved godt det er sent, men man ved aldrig, eller gør man?

kl. 21.35 slut på dag 3

Status : jeg ser i aften 2 måske 3 dyr i engen, dyrene viser anderledes opførsel end tidligere år, de virker måske en smule sky, eller er det temperaturen der måske er for lav ? eller er der for stor vegetation i underskoven til at markerne trækker ? eller er to bukke jagte bare ikke ens ?

Dag 4 morgen Mandag d. 19 maj 1997

Det er i dag 2 pinsedag derfor har jeg fri, jeg har ikke som mange andre bukkejægere taget ferie for at gå på jagt, og som vejrudsigten tegner, fortryder jeg ikke mine dispositioner. Men i dag har jeg heldigvis fri og jeg står gladelig op, for det er jo tredje morgen, jeg har besluttet at tage på jagt ved gården, og jeg har jo set dyr de 2 foregående morgener og tredje gang er jo som bekendt lykkens gang. (man har vel lov at håbe)

kl. 03.30 sidder jeg på min pind ved gården, vejret er godt, stille næsten ingen vind, lidt rigelig trafik på Als vejen pga. Pinsebal diverse steder, solen giver ingen tegn på, at ville stå op før et par timer efter solopgang, måske derfor...

kl. 04.15 støj fra venstre i skoven bag mig (pokkers også ikke igen så tidligt) Et dyr kommer i hurtigt tempo forbi mig fra højre mod venstre (stadig i skoven), var det en buk? , jeg fornemmer og hører et dyr mere i parallel løb med det første, jeg ser det dog ikke, måske er det indbildning, man er jo optimist.

Kl.04.22 spidsbuk i spring 5 meter inde på marken med start 50 meter til venstre, med god fart forbi mig mod højre, forsvinder ind i skoven ca. 75 meter til højre (tag det roligt solen er ikke stået op endnu for hunden da)

kl. 04.25 de værste minutter i årets bukkejagt (indtil nu, de kan næppe bliver værre, jo ok jeg kan ved skudchance misse eller værre endnu anskyde et stykke råvildt) ta´r sin begyndelse...

På det lille græsnings areal 100 meter til venstre for mig stiller der sig et majestætisk udseende stykke vildt, og det er desværre ikke en and (solen står jo først op kl. 04.55, der er over en halv time til at jeg må skyde, stå stille) ja stå stille fald i søvn kære stykke vildt, læg dig ned og drøm om dine råer, jeg bøn falder dig. Men trods store energi bølger af tanker og bønner begyndte det prægtige dyr at gå i roligt tempo hen mod mig.

Ved mit spor langs skellet stoppede det, smagte på min fært, kun 20 meter fra mig med siden til, bladet blottet, hjertet bankende i fuldstændig ro som kendte den klokken, vejrende i luften og rolig gang videre før den forsvandt 70 meter til højre ind i skoven. Øv, øv og atter øv.

Den første store buk (mindst en seksender) jeg har haft mulighed for at skyde, og så her hjemme ved gården er et geni der kender forskel på dag og nat, kender solopgang på klokkeslæt uden sol. Hvorfor skal jeg komme ud for den, hvis ikke jeg havde jagtkuller før, ja så har jeg da så sandelig fået det nu.

Kl. 04.32 spidsbuk kommer i fuld galop fra højre mod mig på marken, springer ind i skoven 5 meter før stigen og fortsætter i løb inde i skoven, uden en lyd, er den blevet sat på plads af kongen?

Kl. 06.00 jeg tager hjem en stor oplevelse rigere.

Status : Her til morgen ser jeg 2 bukke samt et par harer, jeg må håbe mine bukke ikke bliver skudt (af andre jægere end mig) eller værre bliver kørt ned af den kraftige trafik. Om en måned står solen op kl. 04.30 så er jeg her stadig .

Dag 4 aften Mandag d. 19 maj 1997

Jeg havde egentlig besluttet mig for at blive hjemme, men morgenens oplevelser havde givet blod på tanden, så jeg blev nødt til at tage af sted (Jonathan siger i hver anden sætning “det er jeg nødt til” og det virker overfor os, så jeg siger det til Annette at jeg er nødt til, og det virker søreme også).

Kl. 19.30 for første gang en hel aften ved gården i Visborg i denne bukkesæson

kl. 21.40 for første gang færdig med en hel aften i Visborg.

STATUS : Vejret var fremragende bukkevejr, lidt småregn i luften, næsten ingen vind, behagelig temperatur, der blev skudt til en 3 - 4 bukke rundt omkring mig. Jeg så en hare.

Dag 5 morgen og aften Tirsdag d. 20 maj 1997

Ny arbejdsuge startet, jeg har holdt fri for jagt, det pisser ned og blæsten er kraftig, så jeg er startet for første gang på

pcér at skrive om årets bukkesæson, skal det blive en tradition. ?

Dag 6 morgen ikke jagt, om aftenen spillede jeg fodbold, det er Onsdag d. 21 maj 1997

Status : Vejret efter fodboldkampen var rigtig godt, så jeg kørte en tur ud til Høndrupsøvej en lille times tid.

Jeg så og hørte intet råvildt, meget lidt og meget gammel fod.

Dag 7 morgen og aften Torsdag d. 22 maj 1997

Morgen, jeg tog hjem til gården, var på plads 03.35 , hører 2 dyr i skoven bag mig - ser ingen.

Aften, er i engen i Visborg, følger en buk og en rå 2 skel til højre. De går fra den fjerneste skovkant og jeg kan følge dem i knap en time før de krydser grusvejen og forsvinder fra mit synsfelt.

Få minutter efter dukker et lille stykke råvildt op ud fra rapsmarken i mit venstre skel, er det en lille buk ?

Dyret kan jeg følge fra ca. 300 mtr. Og kan på ca. 200 mtr. konstatere at det er et smaldyr. Det er dog fascinerende at følge dyret i riffelkikkerten, indtil det får fært af mig ved en afstand af kun 25 meter, og løber væk i spring.

Status : morgen - hører 2 dyr hjemme ved gården.

Aften - ser 2 råer, 1 buk under jagten - ser 1 pæn buk efter jagt på et nabostykke.

Rimeligt vejr, let vind, lettere overskyet dog lidt for køligt - stadigvæk.

Dag 8 Fredag d. 23 maj 1997

Om morgenen sov jeg indtil kl. 02.45 for så at slå vækkeuret fra, og derefter sove videre.

Aften - tog ud til engen, så tre til fire dyr trække i indhegning til venstre. Hørte ingen skud....

Status :vejret var ikke det bedste bukkevejr lidt for meget vind og for koldt.

Dag 9 Lørdag d. 24 maj 1997

Morgen - jeg er endnu engang på jagt ved gården hører 2 dyr, de kommer dog ikke ud.

Aften - polterabend for Birgit og Steffen.

Status : frostvejr til morgen, is på mine knæer, det er sgu blevet vinter i maj måned.

Dag 10 Søndag d. 25 maj 1997

Holder jagtfridag, jeg er temmelig træt efter en hård men god polterabend.

O.S.V. dag efter dag, aften efter morgen, ingen buk på kornet, søvnige morgener hvor kun stædighed får mig til at tage af sted. Jeg er stædig, jeg vil have mig en buk.

 

MEN SÅ EN DAG .....

Din død kom som lynet fra en klar himmel, du var ikke forberedt....hvis jeg kunne vælge en måde at dø på, ville jeg dø som dig. Fri, lykkeligt uvidende om det der skulle komme, mit endeligt, og så, væk. Væk skal vi alle, du i en alder af knap et år.” Dato : Lørdag d. 28 Juni 1997 kl. 21.15

Hvad tid så jeg dig første gang, jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men hvis jeg skal gætte vil jeg gætte på Fredag d. 16 maj. Dengang var du forklædt som “smaldyr”, og jeg bemærkede dig som sådan. Du var jo en meget lille buk, og hvis du på dette tidspunkt stadig har været i bast, kunne du nemt narre mig. Selv i dag hvor du har fejet, er du en meget lille buk.

Selv den morgen (jeg husker ikke datoen) hvor et smaldyr kom ind på få meter fra min hochsitz, og hvor dyret stille stod og kiggede mig direkte ind i øjnene i flere forbløffende sekunder, for derefter at gå roligt videre. Det har højst sandsynligt også været dig., så hvor mange gange jeg har set dig i år, det ved jeg ikke.

Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg så dig i onsdags, om aftenen kl. 22.10. Du nærmede dig mig bagfra i skoven, jeg var ved at blunde, blev vækket af en gren der knækkede. Du kom ud 30 mtr til venstre for mig, kun et par meter udenfor skovkanten. Jeg så dig forfra og bagfra, smaldyr tænke jeg. Så vendte du siden til mig og jeg skimtede et par små forhøjninger på panden, hvad Søren: “Er du en buk?” . Jeg må indrømme, jeg kunne ha´ skudt dig denne aften, men en lille tvivl om køn, gjorde at jeg fortrak mig, klatrede ned fra min plads 3 meter oppe, og sagde bøh til dig, du forsvandt i spring.

Men så kom lørdagen, med sit vidunderlige bukkevejr. Jeg var optimisten over alle optimister, i dag skulle det være.

Jeg sagde til min kone der skulle til polterabend, og min søn der var ved at tvivle stærkt på sin fars evner som jæger, og til min datter som er for ung til at forstå ordet skyde og dø, at i aften ville jeg skyde en buk.

Som sagt vejret var perfekt, let trykkende varme op af dagen, mulighed for tågedis hen under aften, jeg sad på min pind kl. godt 20.00.

Kl. 21.12 mosekonen er begyndt at brygge, måske derfor jeg først ser dig da du er ca. 40 mtr til højre for mig i sprøjtesporet på nabomarken. Du kommer direkte mod mig og udgør derfor et for spidst mål, men følger du sporet vil du ca. 30 meter skråt ude komme til, at stå med bladet til mig nu skal jeg bare ha` riflen klar. Du går uvidende men på vagt, kiggene op og frem, jeg skal være forsigtig med mine bevægelser. Men kl. 21.16 går alt op i en større enhed, du er hvor jeg gerne vil ha´ dig, riflen er klar, afsikret og spændt på skuddet der vil komme, jeg ved også det vil komme, du ved det ikke, og hører det sikkert heller ikke. Min tredje buk er faldet for min hånd, der er faldet ro over mit jægersind, målet er nået efter mange gode og spændende dage/aftener, det ligger der i kornet foran mig uskyldigt dømt til døden.

Da jeg går hjem mod mine svigerforældres gård, med dyret over skulderen, bliver marken dækket af mosekonens bryg , - som et symbolsk tæppe over en bog der er læst, en bukkesæson der er slut, - nu skal der være fred.


SLUT PÅ BUKKESÆSON 1997 JENS-ARNE ØSTERGAARD D. 9/8-97

PS. Jeg havde forresten en oplevelse en onsdag aften i starten af Juli måned. Kort fortalt.

Kl. 20.00 Jeg står på mine kasser i krattet i engen ved svigerfars 5 tdr. land. Min riffel er klar, det er jeg også, jeg har ingen dyr set.

Kl. 21.15 Der kommer en bil, den kører, med sin fører, 2 marker hen til højre for mig. En jæger stiger ud. Han tager sin kasket på, og sin drilling over skulderen. (jeg ved ikke hvorfor, men allerede nu kan jeg ikke li` manden)

Kl. 21.18 “Jægeren” går 30 mtr. Ind på sin mark, stopper op, spejder anspændt i sin kikkert, jeg spejder samme vej i min kikkert, der står et dyr ca. 120 mtr fra manden. Jeg kigger på jægeren igen, denne har lagt/sat sig ned med en skydestok, og han skyder, jeg kigger igen på dyret der tilsyneladende løber afsted. Efter 100 meter forender det dog. Et fantastisk skue set fra første parket. Jægeren, dyret, skuddet, røgen, døden.

Jægeren går 50 mtr ned af marken, sætter sig i skellet, han er på jagt igen. Efter 20 min. går han hen og samler sit dyr op og går op mod sin bil, troede jeg, men nej, han slæber dyret hen til sin stol og sætter sig igen, han er stadig på jagt. Kl er nu. 21.50

kl. 22.10 går jægeren op mod sin bil med sit bytte, jeg går ud fra mit skjul mod ham for at gratulere, da han ser mig bliver byttet sluppet af hånde, som om han intet havde haft. Mine tanker går i retning af rå i en bukkesæson.

Da jeg mødes med manden ved mandens bil gratulerer jeg, manden siger tak, men beklager sig, efter forespørgslen om bukkens størrelse, over at bukken desværre kun var en spids i bast. Og manden kunne aldrig have drømt om at skyde en så sølle buk hvis han havde set den var en sådan.

På mit spørgsmål om hvor mange bukke manden havde skudt var svaret - åh omkring 120 stykker.

Manden var ca. 50 år (han var rigtig gammel og tvær, i forhold til mine dengang kun 32 år ha ha), og viste ingen form for glæde, stolthed, ære eller respekt for naturen. Var han bare en lille kedelig mand og slet ikke jæger mere.

Jeg gik med ham ned for at se ham brække sit dyr (som var en spidsbuk i bast). Det gik godt med brækningen, ligeså godt som en tarmrenser fra tarm ville have gjort det, og ligeså koldt, ingen smil, ingen stolthed.

Bare 16 kg. Dyr der skulle i en pose og hjem i fryseren. Denne mand sagde han på ingen måde var grådig som jæger men ville dog prøve igen senere for at få en ordentlig buk.

På mit spørgsmål om hvis jorden var, kendte manden ikke ejerens navn. Senere i samtalen afslørede manden dog at der var tale om en arbejdskollega, han tilfældigvis havde fået jagten af.

Manden kunne så lige gøre opmærksom på at jeg kunne få problemer iflg de nye jagtregler om areals størrelse, med min svigerfars 5 tdr land (reglen siger 5 ha), ikke fordi han havde noget imod at jeg gik på jagt der.... men....
(reglen om min. 5 ha trådte i kraft i 1996, altså et år før denne jagtdag, og jeg havde faktisk lavet naboaftale, da flere lodsejere stod i samme situation som jeg..)

Om man er jæger eller bare en mand med et våben, det kan være svært for andre at dømme om.

Der kan være en indre glæde som andre bare ikke kan se, men denne lille mand som jeg mødte denne onsdag var bare så utrolig usympatisk, både som mand og jæger at han efter min mening burde finde en anden interesse end jagt.

Jagten er for ham bare blevet en vane uden spænding, en jagt på trofæ ikke en jagt på oplevelse.

Min dom om ham.

En aften kom han kørende, rullede vinduet ned og spurgte mig om jeg havde set noget. Det er for lidt svarede jeg manden, hvad er for lidt spurgte han. Ikke en skid sagde jeg.

Jeg havde dog set en stærk buk for enden af mit stykke, for langt væk til at jeg kunne afgive skud, og fik heller ikke chancen senere. Men jeg er ikke spejder for nogen, slet ikke for denne mand, som i aften kom en halv time før lukketid, og jeg havde stået der godt 2.

 

 

 

Seneste kommentarer

28.12 | 12:25

God historie om en fin oplevelse😊🦌.
Det er ellers en skøn slugt. Ærgerligt at skulle slippe den.

21.10 | 17:18

Jeg nyder at læse om dine jagtoplevelser og at være en del af dem ind imellem. En fantastisk historie om hvordan en ganske almindelig oktober morgen kan ende med noget ganske uventet som kronvildt 👍

13.01 | 21:27

Rigtig godt skrevet Jens Arne og fin apportering af Zanto

13.01 | 20:44

Tak for endnu en jagtoplevelse 😊
Eddie spørger hvorfor du ikke vil have én som ham til at afløse Zanto?... Jeg forstår dig godt 😉

Del siden