Buk nr. 2 (måske) Danmark 2008 .. man ved aldrig

Fra arkiverne kommer her en historie fra bukkejagten 2008, det er mange år siden, men som en jagthistorie nu engang er, så er historien aktuel, og oplevelser som denne, er det vi higer efter år efter år, derude i naturen hvor vi er frie, så længe Lea Wermelin (socialdemokratiske miljøminister 2021) ikke spænder ben for det hele..

Coronaen er måske ved at slippe sit tag.
Mens vi i Danmark åbnede op i Jomfu Ane Gade påny, efter 120 nedlukningsdage, slår Indien verdensrekord i antal smittede på en enkel dag med 314.835 smittede.

Lea Wermelin laver 3 nye nationalparker (for dyr under hegn), 800 millioner kroner er der sat af til mere vild natur, vi jægere bliver ikke nævnt med et ord.
Personligt frygter jeg hollandske tilstande, hvor de vilde dyr dør på stribe, netop under hegn, hvor der ikke findes naturlige fjender.
Paradoksalt nok er en af naturparkerne et af de sikre ynglesteder for ulv.
Hvis jeg var ulv, ville jeg gnide mig i poterne over nu at få hegn omkring mine byttedyr..

Nu ikke så pessimistisk Jens-Arne.. okay så, jeg glæder mig til, jeg måske om en uge kan tage på grisejagt i Sverige.
Helt sikkert kan jeg snart komme på bukkejagt igen, Wermelin eller ej, frisk luft har altid været sundt for sjælen.
JAØ 22/4-21

Han er et sted derude

Jeg synes tiden flyver af sted.
Kun 7 dage tilbage af den danske bukkejagt, og det er med at holde sig til, hvis vi vil nå at skyde endnu en dansk buk.
Min sæson er reddet, med bukken d. 16. maj - men for hunden da - det er næsten 2 måneder siden den faldt - så følelsen er næsten nu, som om jeg ingen buk har skudt i denne sæson.
 
Og I ved at jeg ikke har ligget på den lade side.
Heldigvis har jeg ikke skrevet op hvor mange gange jeg har været oppe om morgenen, og ude om aftenen.
Men et slag på jagttasken - ja, så har jeg nok været af sted ca. 60 gange.
 
Mange oplevelser har der været - mest har jeg dog set råer og lam.
Forrige gang jeg var af sted, var i går morges.
Der filmede jeg en rå med 3 lam.
Råen stod alene da jeg kom til marken kl. 04.25
Hun stod alene midt i en trekant af margueritter - der havde jeg også set hende aftenen før.
 
I kan nok forestille Jer, at mit hjerte stod stille da jeg så det enlige dyr stå i det første morgenlys - et voksent dyr alene - det burde være en buk.
Min kikkert afslørede dog straks, at der var tale om en rå.
 
Efter en stund (ca. 1 time) gik hun direkte op imod mig, i det brede sprøjtespor.
Hun havde hovedet løftet og ørerne vendt frem.
Jeg var sikker på, at hun kunne se mig, som jeg sad på toppen af kornmarken, i mit mørke jagttøj, var jeg helt sikkert en mørk ny skygge...
 
Pludselig 50 meter fra mig rettede hun sin opmærksom hed til højre side for mig.
Kiggede ind midt på marken.
Umiddelbart inden havde jeg set noget der mindede om et par ører titte op, lige derinde på marken.
Men selv om jeg tjekkede grundigt med kikkerten havde jeg kun anet bevægelsen ud af min øjenkrog.
 
Jeg forventede nærmest som en selvfølge, at en buk ville opsøge den ensomme rå.
Måske hun opsøgte ham nu.
 
Råen gik forsigtigt mod højre, det var som om hun havde fært af noget.
Min mørke skygge havde hun glemt alt om.
 
Hun gik målbevidst ind over marken, og pludselig blev der liv omkring hende.
3 sunde lam sprang om hende.
På en lille fugtig plads baskede lammene til hendes patter fra begge sider.
Efter kort tids spisning spjættede de legesyge rundt om moderen.
Hun blev grebet af situationen og gik med på den spjættende leg.
 
Jeg havde selvfølgelig listet mit videokamera op af tasken, og fangede dette enestående scenarium.
For første gang nogensinde så og filmede jeg en rå med 3 lam i Danmark.
Sidste år i Sverige så vi 2 råer med hver 3 lam - men i Danmark, har jeg aldrig set det før.
 
Bukken glimrede med sit fravær.
 
Råen trak videre forbi mig, måske med lammene i hælene, jeg kunne ikke se dem pga. det høje korn.
Jeg tænkte jeg hellere måtte følge efter.
Parallelt gik jeg i hurtigt tempo op imod grusvejen.
- og jeg kom først.
Fra vejen kunne jeg se råen trække over mod et læhegn.
Hun tog fat på at nippe friske blade fra træerne.
Nu kunne jeg igen se lammene - de nippede også til lidt af det grønne.
 
Pludselig var de væk i hegnet.
Jeg gik op imod enden af det for at se om de måske kom ud på den anden side.
Der er der en stor kartoffelmark.
 
For enden af hegnet røg min kæbe ned på brystkassen.
Der i den alleryderste busk var en helt frisk fejning.
Den satans buk.
Nu har jeg forgæves jagtet ham i de sidste 3 sæsoner - og så håner han mig så åbenlyst.
 
Jeg kunne ikke se råen eller lammene i kanten af råerne.
Kiggede godt efter med min kikkert - og der, hvad fanden var det.
En sommerrød dyreryg stod ud fra hegnet, ud mod kartoflerne.
 
Mit hjerte satte sig fast i halsen, kunne det være bukken.
Jeg kunne næsten se hele dyret, undtagen hovedet.
Afstanden var ca. 65 meter.
Rygsækken smed jeg i det høje græs i kanten af læhegnet.
Gik lidt ud og lidt frem.
Satte skydestokken op og riflen i anslag.
Jo, det var et dyr, men kom nu frem med hovedet, for søren da.
 
Dyret trådte fri - ahr, det var råen, og nu kom lammene også frem i kanten.
Pokkers også.
 
Rygsækken tog jeg på ryggen, og så gik jeg længere op af vejen op mod bilen for at se længere op langs kanten af læhegnet.
Det kunne være bukken var deroppe.
 
Nej, det eneste jeg opnåede ved denne handling, var at råen endelig lugtede uglerne i mosen, og tog flugten med lammene efter sig.
Hun så hvad og hvem jeg var, men inden havde hun givet mig en oplevelse, der helt klart retfærdiggjorde min udstigning af sengen - endnu engang blot efter 3 timers søvn.
 
Jeg giver ikke op, han er et sted derude.

Jeg havde lige skrevet en sms til Torben om højt korn.

Denne lille historie fungerer fint i forlængelse af historien fra i går.
"Han er et sted derude"
 
Jeg havde lige sms'et lidt sammen med Torben i går aftes.
Aftenen var død, så jeg kunne ligeså godt "ringe" til en ven.
Torben havde bl.a. skrevet, at ét af de steder han ikke havde skudt buk, havde han set buk.
Men det høje korn havde besværliggjort jagten.
 
Efter "samtalen" var aftenen fortsat fuldstændig død.
 
Vejret kunne næppe være mere perfekt til bukkejagt.
Trykkende, tordenskrald af og til, men ingen regn.
Dagen havde jo også været så rigelig våd, så jeg håbede at råvildtet ville søge til denne næsten modne og tørre kornmark.
 
Duerne går også til den, da jeg kom til marken lettede 5 - 10 styk.
Og det ses tydeligt i de brede sprøjtespor, at der er ædegilde i gang.
 
Kornet står forholdsvis kort, nogle steder meget kort.
Så råvildtet kan ses, hvis de bevæger sig ind på denne store mark, hvor jeg sad på toppen af.
 
Jeg havde tidligere i dag, genlæst brugsvejledningen af brugen af buttoloen.
Havde med jævne mellemrum brugt kaldet på den stille måde.
De tre huller dækket, og så ellers piv, piv 3 sek. piv, piv, piv, 3 sek., piv, piv og efter 15 sek. gentagelse.
 
I tiden fra 20.30 til 21.45 havde jeg dog ladet Buttoloen være helt tavs.
 
Vinden lagde sig fuldstændig, og jeg følte mig som Palle alene i verden.
 
Jeg tog Buttoloen frem.
Lagde hele min sjæl i den næste serie af Piv.
 
Der skete ikke noget i godt 5 min.
 
Men pludselig kom et dyr i løb fra majs marken for enden af stykket.
Min riffelkikkert fangede dyret, jo, det var en buk.
 
Tænk på, at i 3 eller 4 år, har jeg gået på bukkejagt på denne mark.
(i måske 11 år også med hagl)
 
Aldrig har jeg skudt råvildt her, til trods for at der er en god bestand.
På bukkejagt har jeg brugt uanede timer, langs de lange læbælter 5 og 3 rækkede hegn.
Der er kartoffelmarker, rapsmark og kornmarker så langt øjet rækker.
 
På 3 års intens bukkejagt, har jeg kun set bukken i ca. 3 sekunder, og da var det kun hovedet der stak op. (ja, det er naturligvis ikke den samme buk jeg har set, men nevermind)
Flere gange har han været inde på få meters afstand, enten i læhegnet eller i det høje raps.
Altid har han vundet vores interne kamp.
 
Nu kom han, blot 3 sprøjte spor ude.
Og han ænsede mig ikke.
Han gik målrettet med løftet hoved, mod en bar plet (der hvor råen blev filmet for 1½ dag siden) - 15 meter fra pletten stoppede han op.
 
Han havde forventet at se råen stå parringsklar - det var jo det hun havde pebet til ham.
 
Han stod tøvende, ham den gamle, uvidende om, at mit kryds pegede (læs dansede) på hans hals.
Som ham, tøvede jeg også.
Bukkefeberen sad godt i min krop, ikke så jeg rystede.
Men jeg var tvivlrådig.
 
Bukken så ikke ud til at ville fortsætte, da råen ikke var hvor hun skulle være.
Og kornet hvor bukken stod, dækkede kun kroppen, hele halsen var strakt og i ro, og fri for et skud.
Afstanden var vel ca. 65 meter (eller måske 75) - jeg burde kunne ramme.
Men utroligt som panik og tvivl kan forringe min dømmekraft.
 
Riflen var naturligvis afsikret, og hvilede roligt i min skydestok.
Ro i aftræk og skuddet gik midt i en tanke.
Jeg så det hele.
Piben der rykkede en smule mod højre i aftrækket.
Kuglen der slog ned i kornet få cm foran bukken.
 
Bukken der uden tøven vendte om på en tallerken.
Og løb i fuld fir spring, de 200 meter ned til majsen tog ingen tid.
Jeg peb i min buttolo for at stoppe ham - han havde naturligt nok fået nok.
 
Pis, hvorfor gjorde jeg det igen?
Jeg gentog min aftrækkerfejl fra sidste år, igen til årets anden buk.
Hovedet skulle være holdt kold.
 
På den anden side, ville jeg også have sagt pis, hvis ikke jeg havde skudt.
11,7 g. 30-06 burde være dræbende, også på halsen.
Men et skud i kæben ville have været fatalt - jeg følte dog afstanden derop fra hvor jeg sigtede til kæben, havde været stor, så forsvarligheden i skuddet - vurderede jeg i skuddet til at være acceptabelt.
Dog har jeg altid været fordømmende overfor skud i halsen - medmindre afstanden har været på under 30 meter - men, men, men.
 
Hovedet under armen, og tankerne derefter er ikke så sjove igen.
 
Jeg tjekkede naturligvis bukkens løb fra stedet, hvor han stod, til stedet hvor han forsvandt.
 
Sporene frem og tilbage var lette at se i det bløde jord i sprøjtesporet.
Ikke en dråbe blod, ikke en hudflage eller noget hår, antydede at kuglen havde været tæt på målet.
Men 10 cm. til højre, ja det er i dette tilfælde også nok.
 
Jeg satte mig samme sted i morges.
En tåget morgen hvor intet skete.
Inden jeg gik hjem tjekkede jeg sporet endnu engang.
Fandt det endda på den anden side af hegnet i kanten af majsen.
Ville ikke følge det mere, det var jo trods alt ikke min mark.
 
Mon jeg ser ham igen?
Han ser helt sikkert mig.

Så fik jeg ham.

Lige en kort opsummering.
 
Mit jagtområde er vel på ca. 150 tdr. land.
God markjord, med gode læhegn, nogle er tre rækkede, et enkelt er 5 rækkede.
Disse er ligesom skov, og benyttes meget af råvildtet.
 
Nogle gamle enkelte hegn står stadig, og med højt græs og andet vegetation, er disse også med til at være mulige skjulesteder for rådyrene.
 
Jeg har jagtet med hagl om efteråret på disse marker de sidste 7 år (mindst)
På markerne har jeg de sidste 3 år også måttet jage buk om sommeren med riffel.
 
Endnu er det kun blevet til et enkelt kort syn af bukken, men ofte har jeg stødt ham, det er jeg sikker på.
Fejninger har der altid været, både gamle og nye.
Især de nye, bringer naturligvis "jægerens pis i kog" (undskyld det beskidte udtryk - men det er jo ligesom en rød klud for hovedet, sådan en frisk fejning)
 
I søndags d.6/7 om aftenen, kom en rå med tre lam bag på mig.
Jeg kiggede den forkerte vej, de var alle kommet ud fra en majsmark og ind i hveden, hvor jeg havde sat mig i et sprøjtespor.
 
Mandag morgen satte jeg mig på toppen af marken, kunne se ned mod det et rækkede læhegn i bunden som grænsede op til den meterhøje majs.
Inden jeg satte mig så jeg selvfølgelig råen.
Hun kom senere meget tæt på mig, kaldte på sine lam, 3 stk., disses optræden fangede jeg på min video - og jeg så optagelserne i aftes for første gang - et sjældent godt fanget scenarium.
 
Tirsdag aften - ja, som du har læst tidligere, så skød jeg forbi bukken.
Men heldigvis rent forbi - hvilket jeg også tjekkede onsdag morgen - hvor jeg ikke så hverken buk, rå eller lam.
Men jeg tjekkede skudstedet endnu engang - og jeg følte mig sikker i min sag - selv om situationen nagede mig grænseløst.
 
Onsdag aften satte jeg mig hos en anden landmand.
Så rå med lam, samt et smaldyr da jeg var på vej til bilen.
Torsdag morgen var jeg hos min svoger, så intet udover en fantastisk solopgang.
 
Torsdag aften.
Ja, jeg vidste jo hvor bukken kom fra i tirsdags.
Så min fokus var rettet mod dette sted.
Jeg satte mig i sprøjtesporet, hvor jeg sad tirsdag.
Buttoloen brugte jeg forsigtigt, med råens lokkekald.
 
I remisen nedenfor mig til venstre, kun 40 - 50 meter væk, kunne han også sagtens komme fra.
En tanke sad i mit hoved.
I filmen Narnia 2, som jeg lige havde set sammen med mine unger, siger en løve.
"Der er aldrig en situation der sker 2 gange på helt samme måde"
 
Har I nogensinde tænkt over det.
Hvor ofte sidder vi ikke med dette billede af, at mon ikke bukken eller dyret kommer som sidste gang - kan jeg gøre det bedre denne gang.
Og derfor sætter vi os måske samme sted.
 
Og så dum som jeg var, jo så sad jeg i aften samme sted.
Selvom jeg egentlig ikke ønskede mig en gentagelse af i tirsdags.
Tænk på, at der ca. er 200 meter ned til kanten af majsen ... rent logisk skulle jeg vel lægge min strategi om, vinden kom imod mig.
Ofte bliver jeg siddende, især når jeg sidder "udsat" - var det en god idé i aften?
 
Kl. 21.00 forsøgte jeg med et nyt kald.
Hetz lyd, af råen der bliver dyttet (sådan tror jeg det lyder)
Lette stød i Buttoloen.
Jeg nåede kun at støde 6 gange. (virker bekendt fra de hjemlige gemakker ;o) - nej - heldigvis ikke)
Bevægelse og lyd fra kornet tæt til højre.
Et stort lam kom springende imod mig.
3 meter fra mig i samme sprøjtespor som jeg stoppede den forundret op.
"Jamen du er jo ikke min mor" - kiggede den bebrejdende på mennesket.
Forsigtigt peb den, ligesom i et forsøg på at ændre min skikkelse fra noget skidt til det bedste i verden.
Da jeg blot truende tavs gloede igen, sprang lammet forskrækket ned i remisen, og løb søgende rundt derinde - hvorefter den tav.
 
Årh. noget sentimentalt pis, tænkte jeg.
Jeg fik helt ondt af dette prægtige væsen.
Jeg ønskede på den ene side ikke at ødelægge familiens ro og balance.
På den anden side ville jeg ikke tøve et sekund, at frarøve familien dens "mandlige" overhoved.
 
Jeg sad uroligt på min jagtstol.
 
Jo, for fanden.
Skal der handles, så er det nu.
Selvom jeg blotlagde min tilstedeværelse fuldstændig, gik jeg de knap 200 meter ned mod majsmarken.
 
Højt græs i skellet mellem min kornmark og naboens var god baggrund for jægeren iklædt det lyse camouflagetøj.
Herfra, 8 meter fra kanten, kunne jeg skyde ca. 120 meter hen igennem kornmarken.
Her hvor traktoren havde kørt et utal af gange fra sprøjtespor til sprøjtespor, der var der kun ca. 30 cm højt græs/korn.
 
Hvis bukken ville komme fra majsen, skulle den blot gå igennem ca. 8 meter bredt højt korn, før den nåede det åbne felt.
 
Straks jeg havde sat mig, frembragte jeg de mest lokkende rålyde Buttoloen kunne afgive.
Derefter stilhed.
Bukken burde pga den reducerede afstand også bedre kunne høre mig nu.
For den lette vind bar som sagt fra majsen og ind i kornet.
 
Vejret var bare perfekt.
Der havde regnet siden kl. 16 til kl. 19.00
Jeg var ankommet til marken kl. 20.00
 
Nu havde klokken lige passeret 21.00
 
Jeg havde blikket rettet mod solen, ikke det bedste sådan en lav sol lige i fjæset.
Heldigvis dækkede skyerne - og som sagt, trykkende lummert vejr.
Kan det være bedre?
 
Der gik en halv time.
Intet skete.
Jeg kiggede op ad i marken.
Op mod sprøjtesporspladsen jeg havde forladt.
Havde jeg gjort det rigtige ved at flytte mig?
 
Jeg drejede mit fokus tilbage mod majsen.
Hov.
Noget bevægede sig, næsten usynligt.
Jeg frøs.
50 meter fra mig, i det høje græs i det et rækkede læhegn.
Var der ikke et omrids af et rådyr hoved.
Der i skyggen.
Jo.
Et dyr kiggede direkte på mig.
Afsløret af mit hoveds drejning var jeg blevet spottet.
Pis, tænkte jeg, mens jeg sank en klump.
Jeg forholdte mig i fuldstændig ro.
Hjertet truede med at sprænge min brystkasse.
 
Dyret stirrede, begyndte så at lave sit lille trick med at sænke hovedet og pludselig løfte det igen.
Denne bevægelse afslørede at den også havde noget mellem ørerne.
Bankede mit hjerte før, så hang det nu udenpå min jakke - og jeg havde endda to på i aften.
 
Jeg var stadig frosset til is.
Tungen gik ud og ind af bukkens mund, han forsøgte at fange fært.
Da hverken syn eller lugte/smagssans afslørede fare, tog han det første skridt.
 
Skridt han blot skulle tage 15 af - så ville han tage det sidste i hans korte liv.
Straks skridt nr. 2 var taget, rettede jeg riflen ind og afsikrede i det samme.
Fra tredje skridt, dansede mit kors på bukken.
Fulgte ham, selvom det kun var hoved og lidt af halsen der var fri.
De næste 10 skridt tog han i sikker gang.
Han tøvede med skridt nr. 14.
I det femtende skridt trådte han fri, og dermed lige i døden.
 
Skuddet det rungede hult i mine ører.
Helt uvirkeligt.
Bukken var væk i skuddet.
Jeg var sikker på at han var ramt perfekt.
Skudt uden feber, næsten pr ren rutine - selv om jeg skal love dig, at intet i de sidste 5 dages jagt har været rutine.
 
Jeg rystede over hele kroppen.
Adrenalinen fik frit spil.
En forløsning jeg ikke har følt ret mange gange før.
 
Ikke bare havde jeg skudt en buk.
Jeg havde skudt bukken, som jeg havde misset blot for 2 dage siden.
Tænk hvilken følelse jeg nu sad med.
 
Jeg tog min mobil frem, jeg skulle bare ud med det.
Skrev med rystende fingre beskeden til Jørn Boje.
"Bukken er død".
Jørn skrev tilbage "Det var dælens, tillykke med det, hvor sidder du henne?"
 
Jeg kunne ligeså godt ringe til Jørn, han bor jo blot 3 km væk.
Og en sådan glæde vil jeg meget gerne dele med en god ven.
 
Jørn ville straks komme, jeg sagde han godt kunne tage det roligt, jeg havde jo ikke set bukken endnu, og bukken skulle jo også brækkes.
 
Efter få minutter gik jeg til bukken.
Og der lå han.
Med lungerne skudt ud.
En fin lille seksender, måske ikke mere end et par år gammel.
Min drøm om den gamle returbuk, ja, den brast måske en smule.
Måske han går der, måske returbukken kun er en fantasi.
Der er jo andre jægere end mig, heldigvis ...
 
Lige meget, denne aften kunne ikke være bedre.
 
Jeg nænnede næsten ikke at skænde dette flotte dyr.
Så opbrækningen måtte vente til Jørn kom.
 
Det var tid til tanker, tid til at efterrationalisere.
 
Tænk at være så heldig at møde bukken igen.
Om det var mit bukkekald der lokkede ham frem, eller om det var bukkens vane for at komme ud i kornet på denne tid finder jeg aldrig ud af.
 
To ting havde jeg dog lært ved jagten på denne buk - nej faktisk bliver det tre.
For det første kan bukken ikke skydes hjemme fra sofaen eller fra sengen.
For det andet skal man ikke skyde med mindre bukken står helt fri til skud - halsskud bør være bandlyst (med mindre afstanden er under 30 meter - og så alligevel)
For det tredje, man skal aldrig give op.
 
Godt 3 år tog det mig, med intensiv og et utal af timer på denne mark, langt om længe at skyde en buk.
Ingen andre steder - nogensinde før - har jeg ventet så meget for at få den ene chance.
Diana var mig nådig - og gav mig to chancer.
 
Jeg er klar over, hvor heldig jeg er.
 
Mine tanker blev afbrudt, Jørn kom gående i sprøjtesporet ned til mig.
Han smil var næsten ligeså stort som mit.
Jørn kommenterede, at jeg da også havde fundet det fjerneste hjørne at skyde bukken i.
Deri har Jørn fuldstændig ret.
Jeg har målt efter på kortet.
900 meter var der fra bilerne ned til bukken.
 
Efter endt brækning af bukken, foto og filmoptagelser.
Gik vi den lange og tunge vej.
Skulderen smertede, bukken vejede ca. 18 kg.
 
Jeg bærer med smil min byrde.
 
Jens-Arne Østergaard
11/7-08