Snevejr, knallerttyveri og meget tæt på at hjertet frøs til is.

Snevejr, knallerttyveri og meget tæt på at hjertet frøs til is.

Dagene er blevet korte og ikke mindst kolde.
Vi fik på en nat, natten mellem d. 22 og 23 November, sne der skabte kaos i byen, lastbiler kunne ikke komme op af hullet, og ja, da Hobro er et stort hul, var folk nærmest fanget i centrum.
Politiet blev sat ind, og de forbød byboere uden vinterdæk, at tage de stejle bakker ud af byen.

Jeg nåede det lige, at komme hjem med Andreas og Annette (Annette fyldte år, derfor husker jeg datoen), Annette havde været til tandlæge med Andreas kl. 8.00, jeg nåede lige forbi mit arbejde en smut – før det gik temmelig hurtigt og glat op ad en af bakkerne, der endnu ikke var spæret.
2 biler havde opgivet og hang på bakken ved viadukten.
Vi susede forbi, det var vigtigt ikke at stoppe op.
Taktisk klogt var det, at jeg mindre end en uge før havde fået skiftet til vinterdæk.

Med sneen stoppede også jagten.
Det var nok mere fordi man simpelthen ikke kunne køre på de små veje, at jeg ikke kom afsted, for selvfølgelig kan man godt gå en tur med riflen, selvom der ligger lidt sne.

Ugen forinden havde jeg skudt en meget gammel rå, den historie kan du læse om andetsteds på min hjemmeside.
Råen hang ligenu og blafrede som et stykke frosset pap, jeg måtte se at få skindet rykket af, næste gang der kommer tøvejr, ægrede mig over at jeg ikke fik det gjort mandag d. 22, da havde der været fint vejr, uden frost.
Modningsprocessen var ikke helt afsluttet, da temperaturen ikke havde været mere end 3-4 grader i gennemsnit.
42 graddage. Divideret med 4 er ca. 10-11 dage.. nå, men nu kom råen til at hænge i godt 14 dage (vel nærmere 3 uger) før jeg fik pelsen trukket af dyret..

Vi springer fra sneen der faldt d. 23 November til Fredag d. 10 December.

Jonathan fik stjålet sin knallert/Scooter på handelsskolen i midten af November måned (13/11)
Sagen blev meldt til politiet, det fremskaffede dog ikke knallerten, men 14 dage senere stod knallerten ikke to meter fra, hvor den forsvandt.
Jeg drønede ud til skolen, mens Jonathan holdt vagt.
Der var blevet ændret en smule på knallerten, men den var let genkendelig alligevel.
Jonathans nøgle passede også i ratlåsen, stelnummeret var gnedet ind i snavs (senere blev det renset på værkstedet, og jo det var det rigtige nummer)
Jeg ringede til politiet, de havde ikke lige tid.
”Hallo” sagde jeg, jeg har fået besked på at ringe til, Jer hvis knallerten dukker op, og nu står jeg ved den.
En betjent kom i røret, og han lovede at han ville komme straks.
Der var sat en ny skivebremselås på forhjulet, der gjorde at hjulet ikke kunne dreje rundt.
Betjenten sagde, vi blot kunne trille afsted, men låsen forhindrede os i at trille nogen som helst steder.
Nå, men så hiver vi da bare hjulet af, og i fællesskab fik strisseren og jeg hjulet løsnet.
Betjenten gik ind på skolen for at efterlyse ”ejeren” til knallerten, underligt nok var der ingen der meldte sig...

Jeg hentede en trailer, og Jonathan og jeg fik knallerten kørt til et værksted i byen.
Godt 3 uger senere, helt præcist d. 8 December, kunne vi hente knallerten igen.
Reparationsudgift knap kr. 2.000,- ærgerligt vi ikke kunne få fingrene i tyveknægten, så skulle han fanme få lov til at betale den udgift.
”Idioten”/tyveknægten havde bl.a. boret to skruer ned i benzintanken, så den skulle også skiftes, men nu var knallerten næsten som ny brugt igen.
Men der var glat da Jonathan trillede hjem.
Ekstrem glat.
Vejene var som brun sæbe, sneen der faldt d. 22 - 23 November, lå stadig som store driver, og frosten gjorde, at vejene havde svært ved at blive helt bare igen.
Og det lidt der dryssede ned for at forny det hvide lag, lagde sig straks..
Om fredagen d. 10 december havde Jonathan tidligt fri fra skole, fristelsen var stor, han havde undværet sit kære køretøj i så lang tid.
Det kriblede for at komme ud at køre i det glatte føre..

Lidt for hurtigt gik det ned af omfartsvejen, en lang bakke ned, før en lang bakke op til en rundkørsel.
Normalt holder lasbilerne sig bag de unge på knallert, da det ikke kan betale sig at køre forbi op af bakken til rundkørslen..
Det reddede nok Jonathans liv denne dag, at tempoet var ens på ham og lastbilerne..
Det gik så godt, Jonathan syntes vejen så bar og fin ud.
Jeg forestiller mig glæden Jonathan følte, endelig igen at fræse afsted mod den kolde vind.
Det er for en 17 årig knægt, den bedste følelse af frihed, vi kan vel alle huske det..
Jeg kan i hvert tilfælde.

Men i dalen hvor det var mest koldt, lå et tyndt islag på den sorte vejbane, og knallerten væltede på et splitsekund under Jonathan.
Mens knallerten skred ud i rabatten, kurede Jonathan på kørebanen.
Et kig tilbage, afslørede en lasbil der kæmpede på livet løs for at bremse.
Jonathan tog instinktivt benene op over brystkassen og hævede dem mod Lastbilens store kofanger.
Og sådan blev han skubbet nogle meter kurende på ryggen.
Hænderne nåede også kofangeren, og da lastbilen holdt helt stille, kunne Jonathan rejse sig op, ja, han sprang nærmest op, for Jonathan vidste godt, hvilke tanker der netop nu fløj igennem lastbilchaufførens hoved..han kunne jo ikke se hvor langt Jonathan var kommet ind under det store køretøj..
Lastbilchaufføren lignede én der havde skidt i bukserne, fortalte Jonathan senere, og det var der vel ikke noget at sige til.
”Der var du godt nok heldig” sagde chaufføren med rystende stemme.
Ja, der var flere end Jonathan, der var heldige den dag...
Hvilke liv var ikke blevet ramt af et tragisk uheld den dag, hvis det havde gået lidt mere galt...
”Hvad nu hvis?” siger mange.
Jeg fokuserer mere på ”Det var heldigt det gik godt”
Jonathan slap med et hul på bukserne, et skrammet knæ, et brækket bremsehåndtag.
En vred men også forskrækket far..og så en masse omsorg, og især når man er blevet 17 år, kan man let blive overset..
Andreas, den fornuftige lillebror på 11 år, mente at det var vigtigt, uheldet taget i betragtning, at Jonathan oplyste sin lillebror om koderne til Jonathans bruger på WOW, så Andreas kunne overtage det høje LEVEL som Jonathan bevæger sig rundt i – ja, altså hvis nu det en dag skulle gå rigtigt galt..
Den mere drillesyge lillesøster, ville også lige slå fast, at hvis nu, det skulle gå helt galt en dag, så ”Helle for at få Jonathans værelse” - ja, det er godt at tage tingene positivt, og glæde sig over at det gik godt, pyha..

Vi hentede knallerten Jonathan og jeg, en flink dame havde kørt Jonathan hjem.
En mand i varebil var ved at skovle sin bil fri fra sneen, da vi kom frem, øjeblikket efter kørte han igen.
Han havde været nødsaget til at køre helt ud i rabatten for at undgå at ramme lasbilen bagfra.
Hjemad kørte Jonathan noget mere forsigtigt.
I garagen satte jeg lås på knallertens baghjul, så Jonathan ikke bliver fristet til at tage en lille tur førend græsset er grønt, og sneen er helt væk fra vejene..

Jo, vi tænkte naturligvis alle over, at vi til aftensbordet godt kunne have været fire i stedet for fem...
Men nok især Jonathan, vil mange år frem i tiden, have synet af lastbilens kofanger siddende klart i sin erindring.

SNEEN FORSVANDT, næsten.

På en aften og en nat forsvandt det meste af sneen.
Temperaturen steg til plus 4, det styrtregnede og blæsten blev til næsten storm.
Og det kan gøre underværker på de store snedriver.
Markerne blev pludselig grønne, i hvert tilfælde nogle steder, blev markerne blotlagt påny.
Godt for vildtet, og godt for os jægere.
For så kan vi komme på jagt igen.

Men tiden bliver jo ikke bedre fordi vejret ændrer sig til det positive.
Jeg ringede til Erik, spurgte om vi ikke skulle arrangere en lille jagt på markerne i Katbjerg.
Bare sådan en brødre jagt.
Erik har to brødre der går på jagt, Jørn og Finn, jeg har min bror Flemming.
Og fem jægere ville være fint, da vi ikke ville tage store stykker, blot et par mindre parceller.

Erik havde kun lige søndag formiddag til rådighed.
Finn kunne ikke, jeg ringede til Kaj, der lige nøjagtig også havde tid søndag formiddag, Jørn og Flemming kunne begge også komme.
Så vi havde 3 timer til jagt, og de går altid hurtigt, når man foretager sig noget godt..

Kl. 8.45 kørte vi samlet fra Gyvelvej.
Første stykke af jagten var en skråning med noget krat i Katbjerg.
Kaj og Erik stod på post.
Flemming, Jørn og jeg drev stykket af med vores hunde, vi dannede samtidig bagpost.

Efter en stund ville jeg gå op af skråningen mod Erik og Kaj.
Selvom hundene havde søgt det lille skovstykke godt af, besluttede en fasanhøne at lette, efter jeg havde taget nogle få skridt.
Selvom det blev et skud imellem trækronerne, skød jeg på fasanen.
Den gik ikke ned i første skud, andet skud sendte fasanen død til jorden.
Kaj der stod oppe på toppen, et langt stykke inde på det flade stykke (blot for at sige, at sikkerheden naturligvis var på plads) så at fuglen sank en meter efter første skud, så han mente at begge skud havde truffet.

Jeg fløjtede på Zacco, og han fandt straks den døde fasan.

Derefter tog vi til engparcellen, vi håbede på en del fasaner i det høje tørre græs, og mellem de gode tuer.
Men ikke en fugl kom på vingerne.
Der var tydelig spor efter både råvildt og fasaner (det var der også på skråningen, sneen afslører alt)

Vi havde lige tid til at køre til Hou, over til min svoger Jens Aage.
Han har ca. 40 tdr. land indhegnet juletræer, og der plejer at være et par harer der hygger sig med at æde topskud.
Jeg håbede også på, at der kunne være både snepper og fasaner, og hvis vi var rigtig heldige måske en ræv.
Ræven havde været der, tidligt om morgenen, sporet var helt frisk.
Der viste sig intet vildt, andet end de allestedsnærværende krager, men de holdte sig klogelig udenfor skudafstand...

På den sidste af de 3 marker var vi tæt på at nå til slutningen, da en stor hare ”lettede” få meter foran mig.
Ja man ser dem ikke, førend de beslutter sig for at spurte fra deres leje gravet let ned i jorden.
Og i løb suser de, trykket flade, på flugt væk fra fjenden..

Jeg gik yderst til højre, og råbte ”hare mod venstre”, Kaj stod som den næste, skød et enkelt skud over og måske bag, Flemming smed haren til jorden med et flot skud..
Haren lå og skreg, Sif, Flemmings unge ”gamle danske hønsehund” puffede lidt til den skrigende hare.
Zacco kom til, og som altid, tøvede han ikke et sekund.
Haren i flaben, perfekt apportering.
Og der blev hurtigt tavshed, mens Zacco kom mig stolt i møde med det nedlagte bytte.
Jeg gav for en sikkerheds skyld haren et par karate slag i nakken, så var den i hvert tilfælde helt død, selvom Zacco sikkert havde knækket nakken eller ryggen på den.

Det er ikke for at prale, men jeg får svært ved at finde så god en jagthund, når engang Zacco ikke kan mere..

Dagens udbytte.
En hare og en fasanhøne. 3 skud og to stykker vildt.

Jens Aage kom ud for at se, hvad vi havde skudt.
Han var vældig tilpas med at få en af de juletræsplyndrende harer væk fra jordens overflade.
Men han havde set, at der var mindst én mere..
Den må vi forsøge os på næste år, jagten på haren nærmer sig sin afslutning.
Her syd for Mariagerfjord.

I dag er faktisk næstsidste dag..

JAØ 14/12-10