Fasanbrødrene - aka Fasandræberne anno 10/1-21

Fasanbrødrene - aka Fasandræberne anno 10/1-21

Søndag morgen vågnede jeg ved, at regnen slog mod ruden.
Lørdagen havde været en dejlig frostklar dag, med årets første, ja nogle af de første snefnug i luften.
Katten (Ulla) og hunden (Zanto) havde jeg kunnet taget fine billeder af med hvid baggrund i slutningen af årets første uge.

Jeg glædede mig til søndag, det ville formentlig blive en jagtdag klædt i hvidt.

Men til morgen lød vejret til at have fået en anden lyd.
Egentlig skulle jeg have stået op til en større fællesjagt i Blære jagtforening.
Jeg meldte mig til i mandags, onsdag morgen - da jeg skrev for at melde mig fra igen - da havde 5 meldt sig til, og de 5 var blevet til 4 måske kun 2..ikke let at holde fællesjagt i den nu endnu engang skærpede coronatid.
Der var kommet nyt forsamlingsforbud, maks 5 jægere, eller andre mennesker, måtte samles på samme sted.

Jeg havde derfor i stedet, i samarbejde med Poul aftalt at samle en håndfuld jægere til en lille hyggelig jagt, hvor vi kunne overholder retningslinier både når det gjaldt antal og afstand.

Men jeg havde da troet, da jeg gik i seng lørdag aften, at som minimum skulle få en dag i tørvejr, nedbøren hvis der kom sådan, ville være hvide dun fra øverste hylde, men nej, natten havde besluttet sig for at sætte temperaturen op, og det nedbør der nu baskede mod ruden, var typisk dansk vintervejrsagtigt, regn.

Jeg lå og trak tiden en smule under den varme dyne.
Vækkeuret ville ringe kl. 07.15 (men jeg var vågen lang tid før)..jeg lå til kl. 07.20, og jeg var lige ved at falde i søvn, og med et vækkeur slået fra, var det en farlig cocktail.
Og samtidig når Annette lå helt tæt til mig, så var dynen altså svær at slå til side.

Men som jæger gælder ingen kære mor, ud af sengen, ned for at hente rundstykker mens Annette luftede hunden.
Bilen blev bakket op i indkørslen, så jeg let kunne smide hundeburet i bilen.
Jeg nåede, efter at have pakket al grej i bilen, at få en enkel kop te og et rundstykke sammen med Annette, Andreas der var hjemme på weekend, snorkede trygt og godt på sit værelse.

Kvart i ni var jeg forbi Flemming.
Jeg medbragte 10 rundstykker, burde række til 5 jægere, samt smør og smøreost og et lille glas syltetøj, jeg var ikke sikker på, hvor meget Poul havde planlagt at sætte på bordet.
Det var hos ham, vi skulle mødes alle mand kl. 09.00

Regnen var begyndt at stilne af, solen truede endog med at kigge ud mellem de grå skyer, men nu skulle vi ikke ønske os for meget fra den kant af.

Flemming og jeg var de første der rullede ind i Pouls indkørsel.
Straks efter kom Brian, og ca. 09.03 kom Jørn også til.

Kaffe og rundstykker skulle vi nyde i stuehuset, jeg havde ellers troet, at Poul ville køre mere corona-sikkert, og samle os på hans kontor i udbygningerne, men da ingen andre i Pouls familie deltog til morgenkaffen, så var vi stadig 5 i antal, og rigtig god afstand ved bordet, så burde sikkerheden være på plads.
Afspritning, ja, Annette kender min holdning til dette overforbrug, men der stod et par spritflasker på bordet.

Jeg indrømmer det, jeg gav hånd næsten hele vejen rundt.
Der er altså et eller andet symbolsk i det håndtryk, jæger og jæger imellem.
Og da Poul, Jørn og jeg spiller kort sammen, så er vi en snæver kreds..
Brian nøjedes dog med at få en albue som hilsen, ham ser jeg maks en gang om året.

Naturligvis var corona debat det mest omtalte emne omkring bordet, og i pauserne på jagten.
Men jeg vil i resten af min lille beretning lade corona hvile for en stund.

Planen for dagens jagt var flg.
Første såt skulle være juletræerne hos min Svoger i Hou.
Anden såt Pouls frugtplantage ved rundkørslen.
Tredje og sidste såt, skulle være frugtplantagen i Læsten.

Poul havde dog lavet skumle planer.
Det lille stykke jord, lige udenfor laden, der var plantet til med vildtager, og hvor Poul aldrig havde sluppet en hund, det skulle have et skud i bøssen, mente Poul, hvis ikke i dag, hvad tid så?
Det er ikke så tit kun 5 jægere er samlet, det passede perfekt til Pouls lille mark.

Poul har skudt en sommerbuk, og et efterårsdyr, men skulle der komme et dyr for, så var det jagtloven der gjaldt.
Mens vi stod på post, så vi da også 6 stykker råvildt trække langs et langt hegn, på vej mod Pouls vildtager.
4 større dyr løb på tværs af de åbne marker, langtbortistan, jeg er temmelig sikker på, det var kronvildt

Jørn og Brian havde, udover jeg selv, hunde med.
Jeg tilbød at lade Zanto sidde i bilen i første såt, så kunne Brians hund sidde over i Hou.
Jeg skulle stille mig i enden af et læbælte, i den nordlige ende, og gik straks på plads.
Flemming og Poul ville stille sig i den sydlige side, og mens de gik på plads, rejste de 3 fasanhøner.
Hønerne fløj lavt mod mig, og baskede ca 30 meter til venstre for mig ind i hegnet.

For det første var skudretningen direkte mod Jørn og Brian der ikke var startet i drevet, og for det andet var det direkte mod byen, hvor jeg absolut ikke kunne afgive skud.
Så fasan måtte være fasan.
Da Jørn senere kom forbi med Molly, da var hønerne for længst benet væk.
Udover hønerne havde Flemming og Poul også fået en sneppe på vingerne, men den nåede de ”heller ikke” at sige hverken buh eller bøh til.
Hundene fik lidt frisk luft, og ikke en dråbe regn kom fra himlen.

Så var det afgang til Hou.
Juletræerne er fældet, i hvert tilfælde de der var penge værd, og så var der blevet hermetisk lukket igen.
Men fasaner og harer er formentlig ligeglade med hegn, så vi var optimistiske da vi slap hundene, Jørn og jeg.
Der gik da heller ikke længe, før en stor kornfed kok strøg på vingerne fra det tætte 3 rækkede læhegn ikke langt fra en af mine fodertønder, dog langt uden for skudhold af alle 5 jægere.
Den næste kok rejste sig lige for fødderne af Jørn, der var kommet helt op til Brian, begge jægere bankede to skud forbi den oplagte skudchance.
Flemming forsøgte sig også, men, men havde Flemming ramt på den afstand, så ville jeg være faldet bagover af forundring, kokken som efterhånden er 10-15 år, bliver større år for år..
Der lød senere endnu et skud fra Brian, det var en skovdue, og den gik dødskudt til jorden, dog lige udenfor hegnet, den måtte Zanto finde, når vi havde taget de sidste 2 stykker juletræer (der er 3 i alt)

På de to sidste stykker rejste vi intet vildt.
Der var masser af fod efter hare, råvildt og fasaner, men råvildtet var formentlig hoppet ud af hegnet, ligeså snart vi smækkede bildørene nede ved vejen. (der er store huller hist og pist).
Vi plejer også at hitte en sneppe, men de glimrede også ved deres fravær.

Efter en lille formiddagsøl gik turen til Poul plantage.
Solen var nu kommet frem, men vinden var kold, og jeg glædede mig ikke til at skulle stå stille, i skyggen af nogle høje gran.
Men for afvekslingens skyld, er det godt engang imellem at stå på post.
Det værste er min ryg og lænd, kold vind, stillestående, så bliver jeg noget stiv i betrækket.

Flemming og jeg skulle dække den vestlige kant af plantagen.
Dyrene (rådyrene) ville her få meget store chancer for at liste ud.
Da jeg gik på post ned langs hegnet, mærkede jeg vinden brede sig ind i såten, vidste at jeg ville afsløre min eksistens.
Jeg så også spejlet af et rådyr, det vidste helt præcist hvor jeg var, den havde ikke travlt, fulgte mig på afstand.
Jeg så fra min post 3 rådyr der smuttede ud i siden.
En af dem var på vej ind igen bag Flemming der vel stod 100 meter længere oppe i hegnet end jeg, men den så Flemming, da han drejede hovedet mod lyden.

Poul stod som bagpost, og han så intet vildt, før drevet blev vendt, og han pludselig var forpost til en høj fasan, som han foran Brian og Jørn skød flot forbi.

På siden kom en fasankok temmelig godt til mig, nogle vil betegne det som perfekt.
For det første kom kokken helt lydløst, så jeg opdagede den sent, og for det andet ha ha.
Mit første skud burde have ramt, men jeg var langt bag fuglen, mit andet skud klippede 4 grangrene af de høje træer, og da var fuglen for længst fløjet..
Jeg havde netop knækket bøssen, da en høne kom højt fra venstre mod højre, nu skulle det gå stærkt.
2 nye bønner fra lommen smidt ind i kanonen, og geværet nåede knap skulderen, før jeg med begge øjne afgav mit skud.
Svinget havde været perfekt, og hønen faldt dødskudt til jorden.

Der lød også et skud oppe fra Flemming.
Det viste sig, at han havde skudt en rigtig fin fasankok, ligeledes død i skuddet.

Det var en god såt, selvom vi undrede os over, at vi hverken så harer eller ræv.
De plejer altid at være i dette fine terræn, men plejer har nok fået corona vil jeg tro..
Hvis vi på nogen måde skulle dække den aflange plantage nogenlunde godt af, så skal der mindst 8 mand på post, og ikke blot de 3 vi havde..
Det gør dog ikke noget, at der er mange dage, hvor vildtet har de fleste odds på hånden.
Men Kaj manglede vi på hans faste post helt foran, er sikker på han ville have stået godt.

Inden vi kørte til Læsten, skulle vi lige have en klemme.
Poul havde smurt noget toastbrød til os, overraskende nok, var jeg næsten blevet sulten, dog mere tissetrængende.
Og findes der noget bedre, end at stille sig op og tisse når tissetrangen er størst?
Jeg kan ikke komme på noget.

Turen gik derefter til Læsten, og så var det Mollys tur til at stå over, og Jørns tur til at stå på post.
Det er ikke så godt et terræn der i Læsten.
Det er nogle enkelte læhegn, 2-3 rækket høj gran, og der er masser af fod af råvildt, som nyder at der står jordbærplanter og er græsningsarealer til hestene på plantagen.
Men fasanerne er blevet en saga blot, ser det ud til, for år tilbage, stod der et par fodertønder i læhegnene, og de gjorde altså en stor forskel, disse tønder.

Jeg var næsten nået halvvejs langs det første læhegn.
De tre skytter var alle forposter.
Der lød først to skud fra skytterne, derefter et enkelt.
Jeg så en flok ænder flyve over mosen bag skytterne, tænkte det nok var dem der stod for skud.
Jeg havde glemt, at jagten på ænder sluttede d. 31/12, de må kun skydes på fiskeriterritoriet, forstå logikken i denne gamle lov, hvis du kan, jeg kan ikke..

Pludselig strøg Zanto frem, gad vide hvad han havde fået fært af.

Stolt kom Zanto kort tid efter retur, med en fin ræv i kæften.
Og hvis en hund skal have ros, så er det når, der bliver gjort så flot et stykke arbejde.
For at holde hovedet højt, med en ræv i munden, det kan ikke være let.

Da jeg nåede skytterne, kunne Poul berette om ræven der var kommet løbende lige imod ham, med retning mod mosen.
Ræven så Poul, drejede af, men da var det for sent.
Selvom ræven fik to skud, så var den ikke helt død, den løftede hovedet, og Poul fangede ræven af med et tredje skud.

Brian og jeg afsøgte endnu et par læhegn, uden at finde liv.
Tegn på rotter var der masser af, de hvide plastsække efter jordbærhøsten, der lå langs de store granhegn, bar tydelige tegn på rotternes gnaven.

Alle mand havde nu haft skud i bøssen.
Fire af os havde nedlagt et bytte.
Ved bilerne forsøgte jeg at få lyd i mit jagthorn, men det var ikke let.
Hornet var pivkoldt, og mine læber var kolde og tørre af den friske luft.
Så jeg måtte opgive at få et hæderligt signal ud over paraden.
Skammeligt.

Men en god lang jagtdag var bragt til ende, godt et kvarter før solen gik ned, for solen, jo den havde været sporadisk på himlen.
Kun mudder fra traktorspor, gjorde støvler og hundeben sjaskede, og bilerne så heller ikke så godt ud, som da vi kørte hjemmefra, men sådan er jagt.

Og skovduen, vil nogen måske spørge, fandt Zanto den?
Jeg er meget stolt over min hund.
Selvom jeg har hørt nogen sige den er grim.
Zanto er ikke raceren, og den er ikke en af nutidens mest populære racer.
Men siger jeg apport, ja jeg behøver ikke engang at sige det, kommer Zanto forbi nedlagt vildt, så tager den vildtet i kæften og kommer til mig med det.
Hare, ræv eller fuglevildt, alt bliver apporteret til ug + og bolle, eller hvad det nu hedder.
Og er det ikke det det kommer an på?

Fuglene bliver ikke gennemtygget, de bliver taget med varsomhed, en fugl der ikke er dødskudt, klemmer Zanto luften ud af, så det snart er slut, livet, og fuglen slippes ved den første ordre ”Los”
Efter der først er faldet en mængde roser, jeg har lært man aldrig skal rose, når først vildtet er løsnet/sluppet i hånden, kun og altid inden, men aldrig efter.

Sidste weekend kom Zanto med ikke færre end to harer, perfekt apportering.
I dag perfekt apportering af ræv og ja..hvad med duen, spørger du så måske igen.

Brian der skød duen, pegede hvor den burde være gået ned, i en høj tæt grankultur ved min svogers nabo.
Jeg fandt et stort hul i hegnet, som Zanto kunne springe igennem.
Jeg sagde ”apport” og pegede samtidig mod venstre, der var vel ca. 50 meter hen til stedet, hvor duen var gået ned.
Stilhed en stund, uden ordrer eller anden form for dirigeren, Zanto skulle have lov til at bruge næsen i fred.
Og der gik ikke 10 sekunder, og Zanto kom retur med den dødskudte due i munden.
Retur i åbningen af hegnet og perfekt aflevering på kommandoen ”Los”..

Jo, jeg er stolt, og jeg er ked af at Zanto er 9 et halvt, det bliver en hård ”kamp” at træne en afløser op til samme niveau.
Kamp er det nu ikke, jeg syntes det er et spændende arbejde, det er også et spørgsmål om race.

Jeg skal hverken have labrador, ruhåret, korthåret og slet ikke den efterhånden allestedsnærværende og skamroste ft Springer spaniel.
Jeg vil have mig enten et godt kryds, gerne noget weimaraner/ft springer som Zanto, men det findes ikke, alternativt halvt Vizsla og labrador som Zacco var.
Enden bliver sikkert at jeg må bide i det sure æble, og prøver at finde det næstbedste en ren Vizsla .. forhåbentlig i løbet af 2021, så jeg ikke kommer til at stå uden færdigtrænet hund, de næste par jagtsæsoner.

JAØ 12/1-21

Kommentarer