Bukkejagt Sverige 2019 del 2

Bukkejagt Sverige 2019 del 2

Jørn syntes, det havde været en hård første dag, så allerede på bukkejagtens anden dag sov Jørn længe.
Men når en jæger skyder to bukke på første dagen, så burde han også tvinges til at sove længe.

(Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at en af os fire bukkejægere, skyder to bukke på første jagtdag..jeg gjorde det bl.a. i 2017 og 2018)

Jens-Jørgen, Torben og jeg trak lod om at vælge først, jeg trak nr. 2 og valgte at sætte mig ved Sølvbuksplads.

Torben fik igen første valg, og ville sætte sig ved elledningerne bag Åkes gård.

Et sted vi kun har skudt en buk på igennem alle vores år, men erfaringsmæssigt kommer der mange dyr ud fra lige netop dette hjørne, og Torben er ikke bleg for at tage udfordringer op, hverken hvad angår kuperet og lidt ufremkommeligt terræn, eller hvor der af og til skal skydes på lidt længere hold, end vi andre vil forsøge os på.

Jens-Jørgen havde gode minder fra 2018 ved Portila søen, og det blev der, han ville prøve lykken på årets anden dags morgen.

Jørn havde jo set en 90 points buk (mindst) på sølvbuksplads dagen forinden, og den ville jeg gå målrettet efter, også selvom der lå nok så mange dyr skjult i det høje græs...for at komme frem til den store buk.
..og "Sølvbuksplads" .. der er altså et eller andet ikke blot ved navnet, men bestemt også ved stedet. Det er uden tvivl den bedste råvildtbiotop på vores jagt i Sverige. Drømmeterræn..

Og jeg tænkte..Jørn kunne ikke på lang afstand se om bukken var 90 eller 130 point, så spændende at komme helt tæt på bukken, måske stedet skulle have opgraderet sit navn efter morgenens jagt..drømme har man lov til at have, eller rettere sagt, dem skal man have..

Jeg har i mange år ofte valgt at tage den kortest mulige vej, til det sted jeg har besluttet mig for at sidde.

Og det er egentlig ligegyldigt om det er på morgen eller aftenpas.

Det at snige sig langs skovkanter, for at nå uset frem..det giver ofte blot en masse forstyrrelse og fært i området.
Og dyrenes sanser, er alligevel for det meste os menneskers ditto, langt overlegne..

Men ja..jeg ved godt, at gå i mørke direkte på plads, øger risikoen for at støde et dyr eller to.

Og det er, hvad der sker, for ofte er der meget mørkt, når vi bliver sat af.

Alternativt kunne jeg vælge at vente til det lysnede så meget, at jeg kunne se om der gik dyr på marken, og ud fra dyrenes placering, kunne jeg så pursche frem..og ja, det har jeg også tit valgt at gøre.

Valget er frit, den ene løsning behøver ikke være bedre end den anden.

Jeg havde denne morgen lovet mig selv, at lige så snart jeg var blevet sat af på sølvbuksplads, så ville jeg gå direkte ned til den holm, hvor Jørn havde set den store buk i brunstleg.
Og jeg er temmelig god til at gå efter min mavefornemmelse.

En kort afsøgning af marken gav både noget og ingenting, der var stadig for mørkt til, at jeg kunne se om der stod dyr langt væk..
og hvad der var størst chance for, at der lå dyr i det høje græs, det var umuligt at se..

Så det første stykke listede jeg langs kanten af marken så stille som muligt, senere måtte jeg skrå ind over stykket for at nå mit mål.

Der er ca 400 meter fra, hvor jeg bliver sat af, ned til den lille forhøjning/holm på stykket.

Der er ikke mange træer, men de få der er, sammen med store sten, er et perfekt sted at sidde efter buk.

Jeg har tidligere skudt to bukke i denne ende af marken, i alt har jeg skudt 4 bukke på marken i løbet af de år, vi har haft jagten.

Et år purchede jeg mig netop frem til dette sted, og det var en fantastisk buk og en meget spændende jagt. (det var kl. 7.25 om morgenen, så den buk så jeg i brunst på lang lang afstand)

Her til morgen var det så som så med pursch, jeg vidste at råvildtet havde fat i den lange ende, for jeg kunne umuligt komme uset frem...

Jeg nåede dog helt frem til kanten af holmen, før der blev opstandelse i mørket.

Bag mig, til højre for mig og lige frem blev der pludseligt skældt ud.

Med smælen og højlydt trampen i jorden, forsøgte råvildtet at ”skræmme” det uindbudte individ på flugt, de vidste øjensynligt ikke, hvad eller hvem jeg var, for så var de stille listet af, jeg tænker de mistænkte mig for at være et rovdyr af en art..men ikke at det var det værste rovdyr af slagsen.

Jeg satte mig forsigtigt på min jagtstol, fik slået min skydestok ud, og morede mig en smule over den larm jeg havde skabt, uden jeg kunne se, om det var bukke eller råer der lod deres harme gå ud over mit væsen.

Men jeg følte virkelig, at jeg var upopulær, sådan som jeg blev skældt ud, hele vejen rundt.

Jeg var egentlig også overrasket over, at samtlige dyr ikke bare tog benene på nakken, og først mange timer senere, valgte at søge føde på ny..
Det kunne jo også godt være de valgte den løsning, og så ville min mission have været forgæves.

Men bare denne oplevelse, med så megen uro, var hele jagten værd..jeg behøvede ikke at skyde noget.

Dyrene søgte langt om længe i skoven, og der faldt ro over marken.

Der var stadig mørkt, så med lidt held kunne der stadig stå dyr tilbage..men ingen trampen, ingen smælen..jeg gættede på, at når lyset brød frem, så ville der ikke været et dyr at se i miles omkreds.

Og rigtigt nok, da der var lys nok til, jeg kunne kigge mig omkring, var der ikke råvildt i syne, det overraskede mig faktisk lidt, da jeg tænkte, at deres smælen på kryds og tværs havde forvirret dem, og de måske havde tænkt..at det var meget ståhej for ingenting..når først et dyr smæler, så følger de andre ofte trop..det er jo blot et udtryk for ængstelse.

Da der var lys nok, til jeg kunne skyde, hvis der skulle komme en buk, gav jeg mig endelig til kende..

Det vil sige, jeg sendte nogle få strofer afsted på mit lokkekald..jeg blæste højst 3 gange, og pludselig stod der et dyr, lige foran mig..kun ca. 45-50 meter væk.

Åh..det var da et lille dyr, var min første tanke..i det høje græs så dyret undselig ud, kun hovedet var frit, og den stirrede mig direkte i øjnene.

Jeg rettede riflen helt ind, så jeg kunne kigge nærmere på det lille lam..

Forbløffet blev jeg, da det lille lam rent faktisk viste sig at være en rigtig fin buk..var det 90 points bukken, der allerede viste sig for mig?

Pulsen røg fra 65 til 165 på et splitsekund.

Ahr..han var da vist lige spinkel nok i opsatsen, men de høje hvide sprosser snød lidt, da der var høj lys vegetation bag bukken.

Bukken mistede, uheldigt for den, interessen for mig og min lokkelyd og listede mod venstre og forsvandt derved bag stensætningen.

Da der var gået et par minutter (det kan være 10 sekunder) lokkede jeg lidt igen.

Bukken dukkede op på ny, denne gang inde i kanten af skoven, hvor store klipper dannede et 4-6 meter højt bjerg, perfekt kuglefang, hvis jeg valgte at skyde..men var bukken ikke (stadig) for lille?
(jeg har gået derinde i skoven en gang, man bliver overrasket, over de bratte fald der er)

Bukken gik roligt langs kanten, og den stod nu med en mørkere baggrund, og den var helt fri for vegetation.

Jeg studerede den nøje, og det er jeg vildt dårlig til, det er ligesom om, der kommer et forstørrelsesglas på mine hornhinder, når jeg ser en buk på denne måde ha ha.

Pludselig var der en ræv omkring benene på bukken, ræven var bukken var nærmest ligeglad med, ræven agerede åbenbart som en irriterende lillebror, Jørn havde også set denne ræv dagen før, der gik legen ud over en rå..

Jeg kunne ikke komme til skud på ræven (dårlig undskylning, for jeg kunne have ventet, så havde jeg fået ræven) og pludselig så bukken som sagt noget større ud i opsatsen, end da jeg så den frontalt.

Og min beslutning blev taget, fra det ene øjeblik til det andet faldt mit skud, og det samme gjorde bukken, ræven løb skræmt til skovs..klokken var 04.47..

Jeg nød roen et øjeblik, ja faktisk lod jeg tiden gå meget længere end de ti minutter før jeg gik frem til min buk, der var ikke noget der hastede, der ville alligevel gå nogle timer, før jeg ville blive hentet.

Og jeg tænkte..ræven kunne jo vende tilbage, og så skulle den nok få min fulde opmærksomhed.

Men ræven forblev væk, også dagen efter hvor jeg satte mig efter den.

Pokkers osse..ræv før buk, plejer jeg ellers at vælge her i Sverige, men ikke denne flotte morgen.

Langt om længe gik jeg roligt frem.

Jeg vidste bukken var stendød, selvom jeg ikke kunne se den, fra hvor jeg sad.

Som altid var jeg dog klar med min riffel, blot for en sikkerheds skyld.

Jeg havde siddet næsten en time efter skuddet, så jeg var helt sikker i min sag.

Og bukken lå som forvendt forendt på stedet, kuglen sad perfekt, en høj lungekugle, så bukken havde ikke hørt skuddet.

Okay..bukken var størrelsesmæssigt, som jeg havde bedømt ham i første omgang, en buk der ikke var særlig grov i stængerne, men jeg var jo blevet enig med mig selv om, at opsatsen ikke skulle være det eneste, jeg gik op i i år..selvom..ja jeg er ærlig, da jeg inden afgang til Sverige fandt en firkløver, der ønskede jeg, at jeg endelig ville skyde en guldmedalje buk i Sverige..men den drøm kan jeg med mine skud til mindre bukke, selv spænde ben for..

Stadig en buk tilbage på kvoten, lad nu den blive en rigtig stor og gammel en af slagsen, forsøgte jeg at love mig selv, mens jeg glædede mig over denne smukke morgen i det svenske.

Jagtoplevelsen på denne buk var også i top, og der skal jeg virkelig passe på, at en mindre skuffelse (måske mest over min egen utålmodighed) ikke skal ødelægge oplevelsen.

Det er kun mig selv, der bestemmer om jeg vil klemme på aftrækkeren eller ej.

Træk vejret dybt, nyd øjeblikket, det kommer nemlig aldrig igen.

JAØ 23 oktober 2019 (bukken skudt d. 17/8 2019 kl. 04.47, skudafstand 75 meter)

ps. Hverken Jens-Jørgen eller Torben skød buk på årets anden dag om morgenen.

Mit supergode trofaste Sony videokamera overlevede ikke helt buk nr. 1..så beklager billedkvaliteten

Kommentarer