Søndag d. 19. November 2023

Det er de små marginaler der tæller

Lørdag eftermiddag og aften havde jeg været så træt efter en god dag på jagt i frisk luft og med store oplevelser i bagagen.
Jeg havde stadig kronkalven i tankerne, sikke et ressourcespild ikke at kunne hjembringe sit bytte, selvom jeg godt vidste, at dyret så kom naturen til gode.
(blot til info hvis ikke du har læst den historie, så var kronkalven ramt perfekt, fundet på stedet, men var inficeret af utøj, der gjorde kødet uspiseligt)
Straks efter skuddet lørdag, havde jeg allerede i tankerne set det gode køds vej, direkte fra skoven og ned i min fryser.

Josephine skrev lørdag aften kl. 20.00
”Jeg tror ikke, jeg kommer på jagt i morgen tidlig. Det ser også ud til, at der måske alligevel bliver lidt for dårligt vejr med meget vind og regn – gør det ikke (eller er det bare her)?”

Jeg svarede kl. 20.49
”Det bliver fantastisk hjortevejr i morgen tidlig :-) Men skulle du ikke også ud med pigerne fra Hobro. Du kan sagtens nå at skyde kronvildt der er hele December og Januar med, Kalve må endda skydes hele februar også .. dåvildtet det samme, på nær februar”

Josephine kl. 21.11
”Jeg tager afsted en anden weekend”

Jeg svarede kl. 21.12
”Så tager jeg ud at skyder en kalv eller en smalhind i morgen tidlig, hvis ikke det står ned i stænger”

Josephine
”God plan. Knæk og bræk”

Ja ja, det kunne blive tomme ”trusler”, men fra sengen skyder man intet, så meget har jeg da lært.
Jeg så allerhelst, at Josephine fik chancen til noget af det større vildt, men da vi deler jagten os to, så er der ingen, der har fortrinsret frem for den anden.

At jeg så gladelig træder til side, hvis Josephine vil afsted, det er meget naturligt for mig.
Der er da også to tårne, det ene helt sikkert bedre end det andet, og vælger jeg at sætte mig på jagt sammen med Josephine, og Josephine ikke har sin kæreste eller sin mor med, så sætter jeg mig i samme stige som Josephine, men jeg skyder i så fald ikke.. (med mindre der skal følges op med et skud på hjort f.eks., det har vi ikke prøvet endnu)

Som skrevet så var jeg noget slidt, da jeg gik i seng lørdag aften.
Jeg syntes også Annette og jeg for en gang skyld, skulle dele en hel flaske vin og ikke blot nøjes med et enkelt glas af en flaske.
Det lykkedes næsten.
Og ja.. jeg ved det godt, der skal så lidt til at give mig en dundrende hovedpine, sådan har det været længe.. men hvad gør en mand der elsker et godt glas vin?
Han nyder øjeblikket, indtil hovedet siger.. det skulle du ikke have gjort.
Men at vove pelsen og tage straffen, det gør jeg engang imellem, og så'n er det.

Og hovedpinen til trods, så tog jeg for en gang skyld ingen piller imod det.
Jeg satsede på at søvnen ville lægge alle sår.
En god nats søvn var skønt, og vi satte ikke vækkeuret til, da vi sagde godnat.. Annette og jeg.

Mine sidste ord lød.
”Hvis vi vågner og kan nå på jagt, så spørger jeg mig selv, om jeg orker..”
(Læs.. : der skulle ikke slå mange regndråber mod ruden søndag morgen, førend dynen blev for tung)

Jeg vågnede mange gange natten til søndag og også tidligt på morgenen.
6-7 timers søvn plejer at være mere end nok.

kl. 7.20 puffede Annette forsigtigt til mig, hun kunne sikkert godt høre, at jeg ikke sov.
”Skal vi ikke på jagt?” spurgte hun

”Ahr.. det kan vi vist ikke nå..” lød mit svar

Jeg kunne ikke høre noget regn på ruden, så jeg måtte prøve at slippe udenom på anden vis.
”Hvis vi står op nu, og er ude af døren om et kvarter, så kan vi lige nå det..” prøvede Annette igen.
”Solen står først op kl. 08.08”..

”Gør den?” lød mit svar, jeg bildte mig ind, at det var før kl. 08.00 solen stod op..med et var jeg lysvågen og med på ideen.

Jagttøjet lå klar fra dagen før, så på rekordtid blev bilen pakket med kone og hund.
Og i støt tempo ankom vi til jagtmarken præcis kl. 08.07
Jeg tjekkede solopgang på min mobil, og hviskede til Annette..
”Det er skydetid nu, så vi går ekstra forsigtigt frem til tårnet”

Vi skal gå ca. 159,6 meter for at komme til tårnet, igennem en rigtig fin viadukt, hvor jorden til dagen var beklædt med farverig vådt efterårsløv.
Heldigvis havde der ikke været frost i nat, så fremfærden foregik lydløst, vi undgik at træde på alle smågrene...faktisk måtte jeg kigge mig over min skulder, for at se om Annette stadig var med
Annette er sgu blevet ret god til at liste sig frem, det er med at sætte foden på den rigtige måde, og det lærer man, hvis man lytter til sine egne skridt.

Jeg går altid forrest, med min riffel ladt over skulderen og skydestok klar i den ene hånd.
Annette har 4 siddepuder i hånden, 2 til os hver.

Da vi var fremme på kanten af slugten et par minutter efter skydetid, gik jeg lidt ”atypisk” små 20 meter til venstre for tårnet, ja måske kun 19,5 meter.. tårnet står til højre.

Jeg ville lige danne mig et overblik, trods ret tætte træer på skråningen, ville jeg måske kunne ane, om der gik dyr et stykke henne i slugten.. det så der ikke ud til at gøre.

Da jeg kom tilbage til stigen, kravlede Annette lydløs som en Ninja til tops, lagde siddepuderne klar, holdte godt fast i mine 2, så jeg ikke skubbede dem væk, da jeg kort tid efter fik bagdelen på plads..vi er et par gode jagtmakkere Annette og jeg.

Og sådan satte vi os godt til rette, og bevæbnede os med tålmodighed.

Vi plejer ikke at sidde mere, end godt en times tid efter solen er stået op.
Dyrene kan i princippet komme på alle tider i døgnet.
Her i slugten driver vi kun jagt med riffel.
I år er der stadig kun skudt den ene sommerbuk, som Josephine fik d. 19/6-23, du kan læse historien her :
https://jens-arneoestergaard.dk/josephines-f-rste-buk

Vi har derefter fredet al råvildt, da det er tydeligt, at råvildtsygen også her har gjort et kraftigt indhuk i bestanden.
Vi har ikke fundet faldvildt, men ser jeg rådyr i miles omkreds, så kan jeg ikke få armene ned.

Sidste gang Annette og jeg sad i stigen, så vi et sundt og rask hundyr.. vi fik næsten et chok, for 2 år siden vrimlede der med råvildt.
Men faktisk så jeg en morgen, ikke langt herfra, en rå med 3 lam, så jeg håber på, og krydser hvad der krydses kan, for at råvildtstammen snart vil vende tilbage.

Så nu sidder vi kun efter kronvildt og dåvildt, og naturligvis både ræv og mårhund.
Jeg har på kamera set alt andet end mårhund, og grævlinge er der en stor familie af, dem ser vi dog sjældent i dagslys.. ræven har også været snu nok til ikke at kigge forbi.

Der skete intet de første par …. minutter...
Men så kom et stykke dåvildt i let gang fra højre mod venstre, lige nedenfor stigen.
Riflen kom straks op, Annette nåede ikke at få hverken kikkert for øjnene eller hænderne for ørerne før jeg råbte ”Baaahr...”
Dyret stoppede forundret med bredsiden til.
Og mit skud lød straks derefter.

Jeg kunne se, det ikke var en skuffel hjort.
(de må først skydes fra d. 1. December, spidshjort, då og kalv må skydes nu)
Jeg havde på fornemmelsen, det var en spidshjort, men der var ikke meget trofæ i ham.
Kropsform og attitude indikerede, at det var en han.
Men det kunne også være en då, den er næsten ligeså stor som hjorten..men jeg havde en fornemmelse.

Dyret tegnede godt for skuddet, jeg var også stensikker på, at kuglen traf, hvor den skulle, selvom dyret tog flugten, og løb udenfor synsvidde mod venstre ind i vores slugt.
Jeg har skudt en håndfuld dåvildt nu, og kun et af dem er faldet på stedet.
Jeg vidste denne her ikke ville komme langt.

Jeg skyder med Oryx kugle i kaliber 30-06 11,7 grams, den kan vælte alt fra buk til kronvildt (sikkert også det der er større) det er en fantastisk kugle, som fra næste år desværre er forbudt pga blyindhold.. jeg har 8 skud tilbage.
Og efter jeg for nogle år siden valgte at få en Sonic rekyl/lyddæmper på min 30-06, er jeg blevet mere end glad for min kraftige riffel, var ellers begyndt at skyde alt med min 6,5x55..
Og ja, så opgraderede jeg riflen forrige år med en Zeiss kikkert..uha..min Antonio Zoli lux. riffel passer nu perfekt i mine hænder.

Med lyddæmper på, behøver jeg ikke øreværn.
Annette syntes dog at skuddet lød højt nok endda.
Men for mig som skytte, så hørte jeg det næsten ikke.
Min udlejer hørte også skuddet, og han kom senere ud og hilste på (med et stort smil)

”Det var da fantastisk” sagde jeg med et smil til Annette.
Annette lurede lidt på mig, for hun syntes, det lignede et rådyr, det jeg skød på.. det så ikke så stort ud, syntes hun.
Med en skudafstand på ca. 83,7 meter var jeg dog ikke i tvivl, om hverken type dyr eller om jeg havde ramt eller ej.
Men selvfølgelig sagde jeg til Annette ”Du må ikke sige tillykke endnu, vi skal først finde byttet”
Det ved Annette godt, men et kys måtte hun vel godt give mig. (Ja tak)

Vi gik straks ned af stigen, jeg vidste det ville tage tid, ikke at finde dådyret, men at brække og få dyret trukket op af den stejle skråning.. og jeg havde lidt arbejde i nakken, der pressede mig på tiden, selvom det er søndag, så har jeg sjældent helt fri.

Klokken var ikke mere end 08.12, vil jeg tro, 08.15 da vi gik mod bilen for at hente Zimba.

Det er sådan et øjeblik som det til morgen, jeg har ventet på længe.
Zimba skal finde alt det vildt, jeg skyder til, medmindre jeg efter kort tid vurderer, at der skal tilkaldes en schweisshund.

Tilbage til jagtmarken, nu med Zimba som ekstra ledsager.
Jeg tog også slæbesnor til vildtet, søgesnor til Zimba, handsker og poser i lommerne, for jeg var 100% sikker på, at dyret lå, hvor det skulle.

Først da vi kom frem til skråningen, fik Zimba søgeline sat på.

Zimbas snude vibrerede og fik straks vildt i næsen.
I bunden af slugten steg iveren og næsen blev holdt højt.
Jeg ville egentlig godt have haft, at Zimba havde smækket næsen i jorden, for at gå på schweissen.

Men jeg tror vildt lugten hang så kraftig i luften, at den kunne fanges i to meters højde.
Efter få skridt kunne jeg da også se det forendte dyr, ligge lidt fremme i det høje græs.

Og Zimba søgte næsten i kænguru hop frem til hjorten, for det var en dåhjort, en spids af slagsen, der lå forendt med en helt perfekt placeret bladkugle.

Zimba fik optimal ros, selvom arbejdet (desværre) havde været ”a piece of cake”.

Det svære arbejde for Annette og mig lå foran os.
Ikke at brække dyret, for hvis ikke jeg fik det sagt, så var kuglen perfekt placeret.
Toppen af hjertet var skudt over, lungerne var også truffet, til forveksling lignede det kuglen jeg satte i krondyrkalven for knap 24 timer siden, hjertet var truffet på akkurat samme måde.
Jo, til stillestående mål er jeg ikke i tvivl om min skydeevne.

Dyret blev brækket, og vi skulle nu begge tage et godt tag i snoren, alene ville jeg ikke komme levende i mål.
I starten trak jeg alene, og lod Annette bære udstyr.

Blot efter få meter følte jeg, mit hjerte kunne sprænge.
Dyret var heldigvis ikke løbet mere, end 30-35 meter efter det var blevet truffet, så de første 40-50 meter på fladt terræn gik nogenlunde.
Men det er uberørt natur vi går på, med højt græs og ujævnt underlag, måske ikke ligefrem tuer, så er det noget knoldet noget, der giver en vis modstand.

Op af skråningen, er der småtræer, nedsavede små stammer og ja en hældning som selv en Tour de France rytter ville svede af at cykle op af..
Fy for pokker siger jeg bare.

For 3 år siden tog jeg turen på egen hånd..også med en dåhjort på slæb.
Det ville jeg ikke kunne gøre i dag, og samtidig komme levende hjem bagefter.

I dag hjalp Annette mig, både med at komme ud af sengen og med at komme afsted på jagt.
Annette hjalp også med at trække det tunge læs, jeg havde aldrig klaret mig uden dig Annette.
Hverken denne søndag morgen, eller årets øvrige 364 dage.

Her hvor jeg sidder og skriver, kommer jeg i tanke om, at vi bare glemte en ting...denne fantastiske søndag morgen.
Der lå to Mariestad øl bag i bilen.. dem glemte vi helt, vi nøjedes med at dele en Coca Cola, og det fik jeg ikke engang med på film.

Som sagt havde jeg lige et par små arbejdsopgaver på mit job inden vi kunne spise rundstykker sammen, som også blev vores middagsmad, formiddagen var ved at være gået.

Men når den går så godt, hvem beklager sig så over smerter i ryg og i lænd.

For tung det var hjorten.
Også da jeg ville hænge den op i vildtkrogen ved siden af bilen.
Det lykkedes.
Men dyret nåede fra krog til jord med det yderste af neglene, ligeså høj/lang som jægeren.
1,82 rundt regnet.

Den er hjemme.. maden til min 60 års fødselsdag næste år.

JAØ 23/11-23 fam.gyvelvej8@mail.dk