OM EN UGE

OM EN UGE

I dag, lørdag d. 9/5 2020, sidder jeg og kigger ud af mine kontor vinduer.
Kontor eller jagtværelse? Ja, det fungerer vel som begge dele.
For en uge siden, var det vel nærmest et opbevaringsrum, et rum med to store hvide skabe, hver med 3 høje låger, og indeholdende alt fra forsikringspapirer til lønsedler, familiealbum, skåle til dit og dat, fjernstyrede biler, gamle videobånd jeg ikke nænner at smide ud, gamle børnejakker som børnene kunne passe for 15 år siden, da de var mellem 5 og 9..
Alle mine frimærker var også gemt væk, og jeg savnede faktisk, at kontoret bar mere præg af at være mit værelse, og ved åbne hylder kunne beskrive, hvem jeg er.
Jeg syntes selv, det er spændende at komme ind i en stue eller på et værelse, hvor der på hylder beskrives et liv, der hovedsageligt bidrager til, at de der bor i huset mindes historier og genopvækker minder, men også informerer gæsten, om hvilke interesser ejerne har.
I mit kontor er man ikke i tvivl om, at der bor en jæger.
Nu mere end før fortælles historien uden ord eller lyd.

Det ene store skab blev trampet sammen og kørt væk.
Det andet blev pillet ned, og forlod rummet sammen med alt andet, ned til det mindste 2 øres frimærke.
Annette malede væggene med ny hvid maling, jeg hev det gamle plettede grå gulvtæppe af og lagde nyt pænt sort på.
Annette hyggede sig med "hovedrengøring", hun tørrede mine bukkeopsatser af, inden jeg hængte dem op påny, nu i kronologisk rækkefølge, mine danske på den ene væg, og mine svenske på den anden...i alt rundt regnet 90 stk.
Engang kunne jeg huske historien om hver enkelt hvide skalp, i dag skal jeg lede lidt i analerne, før historien viser sig igen... mange sidder dog helt fast på den indre side.
Jeg fik samlet ny bogreol og dvd holder, så alle mine frimærker og jagtbøger kunne komme frem i lyset, og alle mine jagtdvd'er fandt også deres rette plads på hylden.
Jeg syntes selv det nu mere giver mening og inspiration, når jeg sidder her og skriver, og kan kigge ud, ikke bare på den blå og næsten skyfri himmel, eller kigge rundt på mine udstoppede dyr, rævehvalpen i det fjerneste hjørne, trofæerne omkring mig, Ilderen på våbenskabet til venstre, min meter kok til venstre over min skulder, egernet der rødt med livligt glimt i øjnene fanget midt i et fremløb ned af væggen.
Nej nu har jeg let adgang til det glemte..ikke bare det gemte.
Den svenske mink fra Jäverön i Sveriges skærgård, og Bodil, min solafblegede bæver, med tænderne kun 20 centimeter fra min højre albue..mit kontor er jo ikke kæmpe, men jeg har fået plads til det hele..også til vildsvineskindet på gulvet, det er min første og største, med en rejst børste ned af ryggen, matcher godt det sorte tæppe.
Skakbrædtet står pt uden brikker, venter på, der kommer en der tør spille imod mig, så falder også de nok på plads, jo.. her i mit rum, der føler jeg mig hjemme.

Og om en uge, så samler jeg nye minder, derude i det grønne, i venten på at en buk skal træde frem, for jeg glæder mig stadig, som et barn til juleaften, jeg tripper dog ikke så forventningsfuldt, som jeg har gjort.
Sightseeing er det ikke blevet så meget til, jeg har kun set en buk i et kort glimt, han så mig (og Annette og Andreas som var med) før jeg så ham... men for en gang skyld, var jeg hurtig med videokameraet, og jeg nåede at tælle 6 takker.

Om en uge, så starter de korte nætter, nætter med få timers søvn, og på den måde, får man også mest ud af livet.
Jeg glæder mig.. knæk og bræk derude.

JAØ 9/5-20
ps. for øvrigt er der kommer unger i stærekassen lige udenfor mit vindue til højre.
Få meter fra mig, pipper de små, hver gang en af forældrene vender tilbage med næbbet fyldt med mad. 
Mens mor fodrer de små, synger farmand stolt fra den høje gran i haven.
Sidste år døde hele flokken af unger, de lå næsten udvoksede i redekassen, da jeg undrede mig over, at pip fra kassen var blevet afløst af spyfluers summen..
Forældrene må være blevet taget af en større fugl med krumt næb, synd, men sådan er livet..

En aften jeg var ude at køre, filmede jeg denne fine buk fra bilen..

En fin buk, desværre ikke på min mark, men ikke så langt derfra (alt er relativt)