”Once in a lifetime” aka Hjortejagt i oktober

”Once in a lifetime” aka Hjortejagt i oktober

kl. 17.45 ringede Schweisshunde føreren.
”Hej Jens-Arne, vi har indstillet eftersøgningen..”
Jeg svarede :
”Det er forståeligt, tak for den store indsats I har gjort..” -

Hjortejagt, ikke i lortevejr.. som plejer at være hjortevejr, men på en ganske almindelig stille mandag morgen midt i oktober..

Da jeg stod op denne mandag morgen i årets efterårsferie, sagde jeg til Annette, jeg er simpelthen nødt til at tage ud og kigge efter hjort.
Vi har ikke efterårsferie, men jeg kunne møde lidt senere på job, der er stille i denne uge, der hvor jeg arbejder.
Det skulle blive den koldeste morgen i denne uge, sagde metrologerne, med temperatur nede og vende omkring nul, men duggen uden frost på bilen viste dog noget andet.
Og da jeg luftede Zimba i den meget mørke morgentime, her godt en time før solopgang, kunne jeg mærke, hvor mildt for årstiden vejret var..så jagtheld var der ikke megen udsigt til.
Men mørke stille morgener er også gode, at temperaturen så nærmere var 10 end 0 måtte jeg leve med.

Inden vi skulle ud af døren, ville jeg lige tjekke, hvilket vildt jeg egentlig måtte skyde.
Nu havde jeg siden første oktober gået og sagt til mig selv, dåvildt og kronvildt, alt måtte skydes undtagen den store kronhjort.
Den store dåhjort indtil d. 15. oktober, og så tænkte jeg stadig, den store kronhjort må heller ikke skydes, men jeg tjekkede lige.
For hunden da det var godt, den store hjort IKKE kom i går morges søndag (d. 17/10) for den måtte faktisk skydes fra d. 16/10..hold fast de jagttider, man skal godt nok være vågen.
Og Annette og jeg havde endda været ude at sidde sammen..

Nå, men jeg har ikke set skyggen af en stor kronhjort siden d. 16/9, hvor den blev fanget på vildtkameraet midt om natten, så hvor stor var chancen lige?

Annette skulle på arbejde, jeg kunne passende sætte hende og hendes cykel af på vejen, det er ingen omvej til min jagt.
Zimba har lige siden vi fik ham, for 12 uger siden, også været fast ledsager i bilen når jeg skal på jagt.
Stille ligger han i bilen, når jeg er ude med riflen, det er dejligt at han vænner sig til det.

Solen stod op bag skyerne kl. 07.57, jeg nåede frem til mit tårn kl. 07.50, som altid med en vis spænding i kroppen, og en vejrtrækning der skyldes adrenalinens flugt i mine årer.
”Står der allerede dyr på marken?”

Jeg går altid stille frem de knap 140 meter fra bilen til tårnet, efterårsbladene dækker det smalle spor i viadukten, heldigvis ikke frosne her til morgen, så det var smågrene og agern jeg skulle undgå at træde på, selv det mindste knæk kan høres nede i slugten.
Vindretningen denne morgen var ikke perfekt.
Den kom fra nordøst, set ud fra vindmøllerne, ja alt afhænger af hvor dyrene er, så vinden kunne være god nok, lidt anderledes i dag end den vante sydvestlige vind.

Lydløst kom jeg frem, der var ingen dyr der løb rundt i skoven omkring mig, ingen dyr der smælede, og i slugten stod der heller ikke råvildt med løftet hals og vagtsomme gehører, jeg kravlede forsigtigt op i mit tårn.
Hvor mange gange har jeg ikke gjort det dette efterår?
Annette sagde til mig i morges, vel blot en konklusion :
”Du har vist været mere på hjortejagt i år, end du har været på bukkejagt?”
Og ja, det tror jeg faktisk hun har helt ret i, mente hun jeg burde blive hjemme, var min tanke..
Nej, dælme nej, jeg skal følge mit hjerte, når det gælder jagt, hvis mit hjerte er fyldt, så skal jeg blive hjemme, ikke før..

Og nu sad jeg her, pulsen faldt til ro, det samme gjorde jeg (det er mest derfor jeg kommer) vejret blev trukket dybt (også derfor) og jeg nød udsigten for 117 gang i år (nok knap mht antallet)

Der var stille, helt stille.

Jeg skelede til mit armbåndsur, tiden nærmede sig skydetid, stadig stille, ingen dyr.

Et enligt stykke råvildt gik på tværs i horisonten, langt fra mit jagtstykke.
Senere stod råen med sine to lam pludselig ude midt i det hele, men på naboens mark.
Uanset hvad, så ville de ikke være i farezonen på min mark.

Et rådyr smælede, blot et enkelt bøv, langt til venstre for mig, jeg syntes også jeg kunne høre lidt snak fra den retning, mit elektroniske høreværn opfanger selv den mindste mus´s hyggefis.

Jeg sad og småblundede, et enkelt ”puf” en gren der måske blev påvirket af noget, til venstre for mig.
Derefter ro igen, jeg affejede det som værende en fugl, sikkert en af de utallige skovskader.

Der var efterhånden gået tre kvarter siden solen stod op, jeg overvejede at liste ned fra tårnet og køre hjem, der skete jo intet, og kronvildt og dåvildt plejer at vise sig indenfor den første time efter solen er stået op, der var lidt tid endnu..tålmodighed min ven, sagde jeg til mig selv.
Jeg kunne da også nyde min plads i tårnet lidt endnu, og lukkede øjnene måske lidt for godt.

Jeg tror jeg nåede at falde i søvn, blot et øjeblik, hvad der vækkede mig, ved jeg ikke, men da jeg åbnede øjnene, stod der et enligt dyr ca. 30 meter foran mig, skråt til venstre.
Jeg kunne se på det gullige spejl, at det var et krondyr.
Jeg tænkte, enlig smalhind eller en stor kalv.
Riflen kom stille i anslag, og jeg afgav mit skud, ingen grund til at tænke meget over det.

Dyret løb i skuddet, og det er der ikke noget unormalt i, jeg vidste kuglen sad som den skulle.
Men bag dyret kom to dyr mere.
Jeg bemærkede især den sidste, det var en hjort.
Hvilket fantastisk syn, det er virkelig skovens konge, hjertet fes op i halsen med ekspresfart.

Om det midterste var en kalv eller endnu en hind anede jeg simpelthen ikke, jeg havde fået tunnelsyn.
Mit første ”bytte” væltede omkuld nedenfor skråningen, hjorten og det andet dyr fortsatte nogle meter og stoppede så op, nok ikke det klogeste træk, men flot så han ud.
Riflens sigte hvilede på hjorten og jeg skød igen.
Jeg overvejede det blot i et splitsekund, men hvornår opstår sådan en chance igen?
For mig sikkert aldrig.
Hjorten tegnede svagt i skuddet, og han løb, jeg nåede at afgive endnu et skud til ham, førend han forsvandt til venstre.
Jeg var sikker på han var ramt, og jeg forventede han ville forende efter en kort spurt.

Jeg sad og rystede en lille smule, faktisk fik jeg nogen feber, vil jeg godt indrømme, det her var for vildt.

Et dyr trådte ud af moradset i bunden og skellet mellem min mark og naboens, den trådte ud på naboens tætklippede græsmark, helt tydeligt en kronkalv.
Den var i vildrede, jeg havde sikkert skudt dens mor.
Efter lidt tøven løb den væk.

Og så kom hjorten.
Fra venstre mod højre gik han tværs over naboens græsmark.
Han havde det tydeligvis ikke godt.
Jeg forventede at han ville vælte rundt, hvad tid det skulle være.

Da han gik på naboens mark, kunne jeg desværre ikke afgive fangstskud, afstanden var også nu ca 175 meter, men hvis jeg måtte, så havde jeg kunnet, er jeg sikker på, men som han gik, ville han ikke gå langt, tænkte jeg.

Da han kom til den tætte granskov, 235,6 meter fra mig, gik han søvnigt ind, ja han gik som om han var meget meget træt.
Fint, tænkte jeg, nu lægger han sig til at forende derinde, så skal jeg blot have fat i en schweisshunde fører, så er den sag klaret.

Kl. 8.38 skrev jeg til Annette ”Jeg har lige skudt en kronhind og 2 skud til kronhjort”
Kl. 8.39 ringede jeg til Jørn, jeg vidste han havde fri, og hørte om han ville komme med en trailer, jeg havde jo mindst et dyr, der skulle fragtes hjem.
Kl. 8.44 ringede jeg til Andreas (min søn på 22), og fortalte at Jørn ville samle ham op.
Kl. 8.52 ringede jeg til den nærmeste schweisshundefører, han var desværre på arbejde, han ville finde en kollega der kunne hjælpe.
Kl. 10.04 snakkede jeg med ny schweisshundefører nr. 1, han ville komme i løbet af en time eller to, han havde lige en anden eftersøgning, men det gjorde jo ikke noget, at hjorten fik fred lidt tid til at forende.

Som det kan ske for mig som jæger, så sad jeg med tanken, havde jeg været for grådig, at skyde to stykker kronvildt?
Det forklarede jeg også schweisshundeføreren, og han var meget forstående.

Men ærligt talt, så tænkte jeg slet ikke tanken da jeg skød.
Jeg så chancen som unik, og det er første gang jeg får skudchance til kronvildt på "egen" jagtmark, så det hele kom bag på mig.
Jeg vidste de gik her, kronvildtet, men troede aldrig jeg skulle se dem indenfor skydetid.
Så ja, jeg fortrød intet, jeg ægrede mig over, at hjorten ikke lå der..men et skud afgivet, kan aldrig laves om.

Jeg sundede mig lidt, inden jeg hentede Zimba i bilen, der var en hind der skulle brækkes.
Det ville være en fysisk umulighed for mig selv at trække hinden de knap 70 stejle meter op af skråningen, det skulle vi mindst være 3 voksne mænd til, og der var to af den slags på vej.
Blot at gå uden bytte op af skråningen får mange mænd til at puste, den er meget stejl..

Zimba sprang en meter tilbage, da den så hinden ligge forendt på engen.
Men efter at have snuset lidt, blev indgangshul slikket ren for blod, og hinden blev grundigt undersøg i hoved og r...
Da jeg skulle brække dyret, sagde jeg ”sit” til Zimba, og på afstand kiggede min 20 uger gamle hvalp tålmodigt på, uha jeg bliver mere og mere glad for min nye hvalp.
Billeder blev taget og jeg gik til bilen med Zimba og ventede på, at mine to hjælpere skulle ankomme.

Da Andreas og Jørn kom, gik vi ned til hinden, Zimba blev i bilen, fik sat nogle gode grimer på dyret, Jørn havde taget et udvalg med, og så var det bare at trække dyret de knap 250 meter til bilen, hvoraf de 70 på skråningen var klart de værste.
Pause for hver 5 meter var absolut nødvendigt.
Andreas var snotforkølet, så han trak vejret ligeså tungt som de to gamle.
Men op til bil og trailer kom hinden og vi nu kunne vi blot vente på schweisshundeføreren.

Eftersøg
Hjorten lå som jeg havde forudset lige indenfor skovkanten, den blev rejst, da jeg kom frem sammen med schweisshundeføreren og hans hund, hunden forrest i snor..
Den havde som forventet ligget i sit sårleje, og da den først var kommet på benene, gik det stærkt.

Vi ledte længe, og vi vadede i mudder i knæhøjde, så masser af sølepladser og vi fandt sporadisk schweiss, men blot små dråber.
Vi passerede en bred bæk flere gange, sikke et fantastisk terræn.

Efter en længe søgning tog vi en pause, snakkede med Andreas og Jørn, de havde set to stykker kronvildt gå ind, hvor vi startede vores søg, derudover et par stykker råvildt, ja vi fik rørt godt rundt i gryden i vores søgen på den anskudte hjort.

Vi startede derefter forfra, fik set godt på hjortens første sårleje, fandt en del schweiss, desværre ingen lunge blod eller kødstykker, så mavetræf kunne det meget vel være.
Vi søgte højt og lavt, i vådt og i tørt, på kryds og tværs, ingen hjort.

Da klokken blev godt to måtte jeg tage hjem på arbejde.
Min optimisme kunne ligge på et meget lille sted mht chancen for at finde hjorten.
Schweisshundeføreren var anderledes optimistisk ”Vi er først lige startet” sagde han med et smil, og han proklamerede, at han allerede havde kontaktet en kollega der nu var på vej med frisk hund, og hvis ikke den fandt hjorten, så ville de kontakte en tredje mand, jeg var meget imponeret.

Jeg var ked af at overlade det hele til schweisshundeføreren, men på den anden side, kunne jeg kun være tilskuer uden nævneværdig værdi.
Jeg var meget beæret over schweisshundeførerens ihærdighed, vi skal være taknemmelige for dette korps af frivillige, der for håndører kommer ud og hjælper os jægere, og uheldige billister, kæmpe ros skal de ha'.

Jeg skrev med schweisshundeføreren kl. 15.00, der var hund 2 i gang.
Denne hund havde på et tidspunkt vinklet i en anden retning end jeg havde været med til at lede.

kl. 17.45 ringede Schweisshunde fører nr. 1.
”Hej Jens-Arne, vi har indstillet eftersøgningen..både hund 2 og hund 3 havde været i gang længe”
Jeg svarede :
”Det er forståeligt, tak for den store indsats I har gjort..” -

”Ja, indstillingen er sket, fordi vi har fundet din hjort, stendød..hund 3 gik direkte til den forendte hjort, vi andre har været tæt på, men al den friske færd har forstyrret de to første for meget..”

Jeg er sjældent blevet så glad og overrasket over en udmelding.
Og jeg under schweisshundeføreren at tage røven på mig.

Jeg vendte rundt på en tallerken både mentalt og fysisk, jeg var nemlig på vej for at hente en kædetalje, jeg kunne simpelthen ikke få hængt min hind op i vores gyngestativ i haven, den måtte vente lidt, nu skulle Andreas og jeg tilbage til skoven.

Schweisshundefører 3 fik jeg ringet op, og han ville i ventetiden på at jeg kom frem til marken, snakke med godsejeren, der ejer skoven hvor hjorten var forendt, om jeg på nogen måde kunne få mit bytte.
Jeg ringede til min kammerat John, og han påpegede, at nu var hjorten godsets, så det var op til dem, om jeg på nogen måde kunne forhandle mig frem til enten gratis eller ved en købspris at kunne få min hjort med hjem..og ja..jeg kender godt spillereglerne.
Nogle gange er naboskab så dårligt, at du som jæger godt kan glemme at få dit bytte, hvis det falder på naboens jord, uanset hvor stort eller lille byttet er.

Da Andreas og jeg kom frem til de to røde schweisshundeførere (ikke fordi de er socialdemokrater, men fordi de var klædt i helt rødt), kunne de fortælle, at hjorten var min kvit og frit, eneste betingelse fra godsejeren var, at jeg selv skulle slæbe den ud af skoven.
Var jeg glad for at min hjort var fundet, så var jeg endnu mere lykkelig nu, en tidlig fødselsdagsgave.

Vi kunne via en stubmark køre til skovkanten, og derfra gå ca. 70 meter ind i tæt skov, hvor vi fire mand skulle slæbe min flotte hjort ud, min første rigtige danske hjort ud af skoven.
For flot var den som den lå her, jeg blev ramt af en smule vemod, dog viser jeg ikke mine følelser når jeg er sammen med andre, som jeg ville have gjort, hvis jeg var kommet frem til hjorten alene..
Hjorten lå godt skjult i tæt bevoksning, træer og høje bregner.
Umulig at finde uden hund, og svær at finde for selv trænede hunde.
Hjorten var gået knap en kilomet fra sit første sårleje, og ca 1200 meter fra anskudsstedet.
En lang og smertefuld sidste rejse, men nu hentet af en lettet og glad jæger.

Tørt kom det fra schweisshundefører 3 :
”Jeg vil anbefale at du næste gang du skyder til en hjort, skyder en halv meter længere fremme på kroppen..”
Jeg kunne kun give ham fuldstændig ret.. hvis der bliver nogen næste gang.
Dette kan i mine øjne være ”Once in a lifetime” for mig, og det har jeg det faktisk rigtig godt med, for det var dælme en dag, der trak tænder ud.

At få hjorten fra trailer og ud på min græsplæne i forhaven var ingen problem for mig og Andreas.
Den skulle dog også over i baghaven.
Vi ville prøve at få den på trillebøren ligesom med hinden, det kunne vi overhovedet ikke, vores overarme var for tynde.
(jeg vil lige sige, at hverken Andreas eller jeg er fysisk små, men i denne situation alligevel, for små)
Jeg fandt et plastdække beregnet på bilens bagagerum, og så kunne vi slæbe hjorten over i baghaven.
Aftensmad kl. 20.30, og kl. 22.30 aftenkaffe, der havde jeg fået hejst hjorten op i gyngestativet, så højt som den nu kunne komme..

Jeg sov godt natten mellem mandag og tirsdag.

Tak til Andreas, Jørn B., Finn (min genbo) de 3 schweisshundeførere (fantastisk arbejde) og stor tak til min udlejer, og kæmpe stor tak til en venlig godsejer som jeg skylder et par gode flasker vin.

JAØ 19/10-21

Kommentarer